Smerten ved at give slip på sine børn

„Min mand advarede mig lige fra den dag vi fik vores første barn: ’At opdrage børn, min skat, er én lang proces hvor man giver slip på dem.’“ — Ourselves and Our Children — A Book by and for Parents.

DE FLESTE forældre er glade og opstemte når deres første barn bliver født. Trods alle de besværligheder, problemer, smerter, frustrationer og bekymringer der er forbundet med at blive forældre, kan børn være en kilde til stor glæde. For cirka tre tusind år siden erklærede Bibelen: „Børn er en gave fra HERREN; de er en sand velsignelse.“ — Salme 127:3, Today’s English Version.

Bibelen fremsætter imidlertid også følgende realistiske udtalelse: „En mand [forlader] sin fader og sin moder.“ (1 Mosebog 2:24) Voksne børn flytter som regel hjemmefra, enten på grund af uddannelse eller arbejde, for at udvide deres kristne tjeneste eller for at blive gift. For nogle forældre er dette næsten mere end de kan klare. De opfatter børnenes naturlige kamp for uafhængighed som „en fornærmelse, noget der krænker dem, sætter dem i forlegenhed, truer dem eller afviser dem,“ som en skribent udtrykker det. Dette fører ofte til langvarig strid og vedvarende spændinger i familien. Nogle forældre vil ikke se i øjnene at børnene en dag flyver fra reden, og forbereder dem derfor ikke på et liv som voksne. En sådan forsømmelse kan få frygtelige konsekvenser: voksne som er dårligt udrustede til at styre et hjem, tage sig af en familie eller passe et arbejde.

Smerten ved adskillelsen kan være særlig stærk i eneforsørgerfamilier. En enlig mor ved navn Karen siger: „Min datter og jeg står hinanden meget nær; vi har opdyrket et sandt venskab. Jeg har altid taget hende med overalt.“ Det er meget almindeligt med så nært et forhold mellem forældre og børn i eneforsørgerfamilier. Tanken om at miste dette nære forhold kan forståeligt nok virke overvældende.

Bogen Traits of a Healthy Family giver imidlertid forældre følgende påmindelse: „Det er jo det som familielivet drejer sig om: at opfostre et afhængigt barn til at blive en uafhængig voksen.“ Bogen advarer videre: „Mange familieproblemer opstår fordi forældrene ikke kan give slip på børnene.“

Hvad med dig? Er du far eller mor? Er du i så fald forberedt på at du en dag må give slip på dine børn? Og hvad med børnene selv? Er de forberedt på at skulle klare sig uden dig?

Hvordan man lærer at give slip på dem

„SOM pile i den vældige krigers hånd, sådan er sønner man får i sin ungdom,“ skrev salmisten. (Salme 127:4) Pile når ikke deres mål ved et tilfælde. Man må tage omhyggeligt sigte. På lignende måde vil børn måske heller ikke nå det mål at blive ansvarlige voksne hvis ikke deres forældre leder dem. Bibelen tilskynder: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ — Ordsprogene 22:6.

Forandringen fra at være et afhængigt barn til at være en uafhængig voksen sker ikke fra den ene dag til den anden. Hvornår bør forældre derfor begynde at forberede deres børn på at blive selvstændige? Apostelen Paulus mindede den unge Timoteus om at han ’fra den spæde barndom af havde kendt de hellige skrifter som kunne gøre ham vis til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus’. (2 Timoteus 3:15) Timoteus’ mor må allerede mens drengen var spæd, have oplært ham åndeligt.

Hvis helt små børn kan få gavn af åndelig oplæring, er det da ikke rimeligt at mene at børn bør forberedes på voksenlivet så tidligt som muligt? Det kan man blandt andet gøre ved at lære dem at være ansvarsbevidste og at træffe deres egne beslutninger.

Lær børnene at være ansvarsbevidste

Hvordan kan man lære sine børn at være ansvarsbevidste? Et ægtepar, Jack og Nora, siger om deres datter: „Hun kunne knap nok gå før vi lærte hende at bære sokker og små ting ind på sit værelse og lægge dem i den rigtige skuffe. Hun lærte også at lægge legetøj og bøger på plads.“ Dette er jo småting, men det hjalp barnet til ganske tidligt at blive ansvarsbevidst.

Efterhånden som et barn vokser, kan det få betroet større ansvar. Abra og Anita lod for eksempel deres datter få en hund som kæledyr. Hun havde ansvaret for at passe hunden og var med til at betale udgifterne til dens pleje. Det kræver tålmodighed at oplære børn til at varetage et ansvar. Men det lønner sig og bidrager til deres følelsesmæssige modenhed.

Også pligter i hjemmet kan lære børnene at skuldre et ansvar. Nogle forældre fritager faktisk deres børn fra sådanne opgaver fordi de synes det er nemmere at gøre tingene selv. Andre er af den opfattelse at deres børn skal ’have det bedre end de selv havde det som børn’. Det er et dårligt ræsonnement. Bibelen siger: „Forkæler man sin træl fra ungdommen af, bliver han utaknemmelig siden hen.“ (Ordsprogene 29:21) Princippet i dette skriftsted kan meget passende anvendes på børn. Det er sørgeligt når en ung mand eller kvinde vokser op og bliver en utaknemmelig voksen, ude af stand til at tage sig af selv de simpleste huslige opgaver.

Unge på Bibelens tid fik jævnlig tildelt opgaver i hjemmet. I en alder af blot 17 år var Josef for eksempel med til at røgte familiens småkvæg. (1 Mosebog 37:2) Dette var ikke en lille opgave, for faderens hjorde var store. (1 Mosebog 32:13-15) I betragtning af at Josef blev en magtfuld hersker, er det sandsynligt at denne tidlige oplæring i høj grad har formet hans personlighed i en positiv retning. David, der senere blev konge af Israel, fik ligeledes betroet at vogte familiens småkvæg da han var ung. — 1 Samuel 16:11.

Hvad kan forældre i dag lære af dette? At de bør give deres børn nogle relevante huslige pligter. Ved at bruge tid og kræfter på det kan de tålmodigt lære børnene at gøre rent, lave mad, holde have og hjælpe med reparation af hus og bil. Meget afhænger selvfølgelig af barnets alder og evner. Men selv små børn kan som regel ’hjælpe far med at lave bilen’ eller ’hjælpe mor med at lave mad’.

Når forældrene lærer deres børn sådanne ting, får de samtidig mulighed for at give dem en værdifuld gave, nemlig deres tid. Et ægtepar med to børn blev spurgt om hemmeligheden ved en vellykket børneopdragelse. De svarede: „Tid, tid, tid!“

Kærlig retledning

Når børn udfører deres opgaver på en god måde, eller i det mindste bestræber sig for det, må man opmuntre og oprigtigt rose dem. (Jævnfør Mattæus 25:21.) Børn vil selvfølgelig sjældent kunne udføre opgaverne lige så godt som voksne. Og når de får lov til selv at træffe afgørelser, vil de ofte begå fejl. Men overreagér ikke! Har du ikke også som voksen begået fejl? Hvorfor så ikke være tålmodig når dit barn kommer til kort? (Jævnfør Salme 103:13.) Tillad fejltagelser, og betragt dem som en del af indlæringsprocessen.

Forfatterne Michael Schulman og Eva Mekler bemærker: „Børn som behandles venligt, er ikke bange for at blive straffet for at træffe en selvstændig beslutning.“ Men „børn af kolde eller skrappe forældre er bange for stort set enhver spontan handling, også af hjælpsom art, fordi de frygter at forældrene vil finde fejl ved noget af det de har gjort, og kritisere eller straffe dem“. Denne udtalelse stemmer med Bibelens advarende ord til forældre: „I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ (Kolossenserne 3:21) Når barnet ikke kan leve op til forventningerne, må man derfor rose det for i det mindste at have forsøgt. Tilskynd det til at gøre det bedre næste gang. Lad det vide at dets fremskridt gør dig glad, og sørg for at forsikre det om din kærlighed.

Til tider vil det selvfølgelig være nødvendigt med retledning. Måske især i teenageårene hvor unge kæmper for at finde deres egen identitet og blive accepteret for det de er. Forældre gør derfor klogt i at være forstående over for sådanne forsøg på at opnå uafhængighed frem for altid at tolke det som oprør.

Unge er ganske vist tilbøjelige til at handle impulsivt eller at give efter for „de ønsker der hører ungdommen til“. (2 Timoteus 2:22) Hvis man forsømmer at sætte grænser for unges adfærd, kan det derfor skade dem følelsesmæssigt; de vil ikke lære selvbeherskelse og selvdisciplin. Bibelen advarer: „En dreng der er overladt til sig selv, gør sin moder skam.“ (Ordsprogene 29:15) Men passende tugt, givet i kærlighed, er gavnlig og forbereder unge på de krav og det pres voksne står over for. Husk imidlertid at tugtens inderste væsen er undervisning og oplæring — ikke afstraffelse.a Den „kæp“ Bibelen nævner i Ordsprogene 13:24, er øjensynlig den stav som hyrder brugte til at lede deres hjorde med. (Salme 23:4) Den er et symbol på kærlig ledelse, ikke grov brutalitet.

Spørgsmålet om uddannelse

Forældrenes råd er især påkrævet med hensyn til barnets uddannelse. Vær interesseret i dit barns uddannelse, og hjælp det til at vælge passende fag i skolen. Hvis det synes nødvendigt med en tillægsuddannelse, så hjælp din søn eller datter med at træffe en ansvarlig afgørelse i den forbindelse.b

Den vigtigste uddannelse er selvfølgelig den åndelige. (Esajas 54:13) Børn har brug for gudgivne værdinormer for at kunne overleve i den voksne verden. Deres „opfattelsesevne“ må opøves. (Hebræerne 5:14) Forældrene kan være til stor hjælp på dette område. Forældre blandt Jehovas vidner opfordres til at have et regelmæssigt bibelstudium med deres børn. Efter det eksempel som Timoteus’ mor satte ved at undervise ham i de hellige skrifter fra den spæde barndom, forsøger forældre som er Jehovas vidner, at oplære deres små børn.

En enlig mor ved navn Barbara gør familiens bibelstudium til en god oplevelse for børnene. „Den aften sørger jeg altid for et lækkert måltid mad til børnene og en dessert de kan lide. Jeg spiller båndene med Rigets sange for at skabe den rette stemning. Og når vi så har indledt med bøn, studerer vi som regel Vagttårnet. Men hvis der er et særligt behov, bruger jeg også publikationer som Unge spørger — Svar der duer.“c Barbara fortæller at bibelstudiet hjælper hendes børn til at „få Jehovas syn på tingene“.

Den største gave man kan give sit barn, er kundskab om og forståelse af Guds ord, Bibelen. Den kan „give de uerfarne klogskab, den unge mand kundskab og evnen til at tænke“. (Ordsprogene 1:4) Med en sådan udrustning vil et ungt menneske kunne klare det pres og de nye situationer det vil møde i voksentilværelsen.

Hvad forældrene angår, betyder det under alle omstændigheder store forandringer i deres hverdag når børnene flytter hjemmefra. Den næste artikel vil komme ind på hvordan de kan finde sig til rette når ungerne er fløjet fra reden.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 6]

„Børn af kolde eller skrappe forældre er bange for stort set enhver spontan handling, også af hjælpsom art, fordi de frygter at forældrene vil finde fejl ved noget af det de har gjort, og kritisere eller straffe dem.“ — Bringing Up a Moral Child af Michael Schulman og Eva Mekler

[Ramme på side 6]

Når eneforsørgere må give slip på deres børn

En enlig mor ved navn Rebecca siger: „Det er meget svært for eneforsørgere at slippe deres børn. Hvis ikke vi er på vagt, hæmmer og overbeskytter vi dem.“ Bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familielivd fremsætter på side 106 og 107 følgende gode betragtninger:

„Det er naturligt at enlige forældre knyttes meget nært til deres børn. Man må dog passe på ikke at nedbryde de gudgivne grænser mellem forældre og børn. Det kan for eksempel medføre alvorlige vanskeligheder hvis en enlig mor forventer at hendes søn påtager sig ansvaret som manden i huset, eller hvis hun betror sig til sin datter og bebyrder hende med intime problemer. Det vil være upassende, lægge et unødigt pres på børnene og måske forvirre dem.

Lad dine børn forstå at du som deres far eller mor vil sørge for dem, ikke omvendt. (2 Korinther 12:14) Hvis du til tider har behov for råd og støtte, så henvend dig til de kristne ældste eller måske til en moden kristen kvinde, ikke til dine mindreårige børn. — Titus 2:3.“

Når eneforsørgere sætter de rette grænser og bevarer et sundt forhold til deres børn, vil det som regel være lettere for dem at give slip på dem.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 7]

Praktisk oplæring kan hjælpe børn til at blive mere ansvarsbevidste som voksne

[Illustrationer på side 8]

Et familiestudium af Bibelen kan give børnene den visdom der skal til for at klare livet som voksen

Når børnene er fløjet fra reden

„FOR mange af os,“ indrømmer en mor, „er det endelige brud et chok uanset hvor godt forberedte vi er.“ Hvor uundgåeligt det end er at et barn flytter hjemmefra, kan det være vanskeligt at klare når det sker. En far fortæller om sin reaktion da han havde sagt farvel til sin søn: „For første gang i mit liv . . . satte jeg mig ned og bare græd og græd.“

Mange forældre føler et stort tomrum efter at deres børn er flyttet — et gabende sår. Da de ikke længere har daglig kontakt med deres børn, føler mange sig pludselig meget ensomme; det smerter dem, og de føler at de har lidt et stort tab. Og forældrene er måske ikke de eneste som må vænne sig til den nye situation. Et ægtepar ved navn Edward og Avril kommer med denne påmindelse: „Hvis der stadig er andre hjemmeboende børn, føler de også et tab.“ Ægteparret giver dette råd: „Brug tid på dem, og vis forståelse. Det vil hjælpe dem.“

Ja, livet fortsætter. Da du skal tage dig af de børn der stadig bor hjemme, for slet ikke at tale om dit arbejde eller de hjemlige pligter, kan du ikke tillade dig at ’gå helt i sort’ af sorg. Lad os derfor se på nogle positive aspekter ved situationen.

Fokusér på det positive

Hvis du er ked af det, er ensom eller har brug for at græde ud eller tale med en ven om dine følelser, må du selvfølgelig gøre det. Bibelen siger: „Ængstelse i en mands hjerte nedbøjer det, men gode ord får det til at fryde sig.“ (Ordsprogene 12:25) Til tider kan andre hjælpe en til at få et frisk syn på tingene. For eksempel kommer et ægtepar ved navn Waldemar og Marianne med følgende råd: „Se det ikke som et tab, men som et vellykket resultat du har opnået.“ Ja, dét er en positiv synsvinkel. „Vi er glade for at vi har kunnet opdrage vores børn til at blive ansvarsbevidste voksne,“ siger et par der hedder Rudolf og Hilde.

Har du bestræbt dig for at opdrage dine børn „i Jehovas tugt og formaning“? (Efeserne 6:4) Selv hvis du har, vil du sikkert stadig være bekymret for dem når de rejser hjemmefra. Men de forældre der giver deres børn en sådan oplæring, forsikres om at børnene ’ikke vil vige fra den, selv når de bliver gamle’. (Ordsprogene 22:6) Er det ikke en storslået glæde at se at børnene har reageret positivt på ens oplæring? Apostelen Johannes sagde om sin åndelige familie: „Jeg har ingen større grund til taknemmelighed end dette, at jeg hører at mine børn fortsat vandrer i sandheden.“ (3 Johannes 4) Måske kan du sige noget lignende om dine børn.

Det er ganske vist ikke alle børn der reagerer positivt på den kristne opdragelse, og skulle det gælde i dit tilfælde, betyder det ikke at du har spillet fallit som far eller mor. Hvis du har gjort dit bedste for at give dine børn en gudgiven opdragelse, er der ingen grund til at bebrejde dig selv unødigt. Indse at din voksne søn eller datter må bære sin egen ansvarsbyrde over for Gud. (Galaterne 6:5) Bevar håbet om at han eller hun måske med tiden vil komme på bedre tanker, og at ’pilen’ til sidst vil flyve mod det tilsigtede mål. — Salme 127:4.

Stadig forældre!

Når børnene flytter hjemmefra, er det selvfølgelig en stor forandring, men det betyder ikke at din opgave som far eller mor er overstået. Specialist i mentalhygiejne Howard Halpern siger: „Man er forældre indtil man dør, men opgaven med at give og pleje må omdefineres.“

Bibelen viser også at man fortsat virker som forældre efter at børnene er blevet voksne. Ordsprogene 23:22 siger: „Hør på din fader som avlede dig, og foragt ikke din moder fordi hun er gammel.“ Ja, også når forældre er blevet ’gamle’ og deres børn er voksne, kan de stadig have en betydningsfuld indflydelse på deres børns liv. Selvfølgelig skal der foretages nogle forandringer nu og da. Men sådan er det jo i alle forhold, og det virker forfriskende og tilfredsstillende. Så nu da dine børn er blevet voksne, må du arbejde på at komme på mere lige fod med dem — som voksen til voksen. Interessant nok viser undersøgelser at forholdet mellem forældre og børn ofte bliver bedre når børnene er flyttet hjemmefra. Når børnene begynder at mærke verdens pres i deres eget liv, kommer de ofte til at se deres forældre i et nyt lys. En tysker ved navn Hartmut siger: „Nu kan jeg bedre forstå mine forældre, og jeg kan se hvorfor de gjorde som de gjorde.“

Undgå utidig indblanding

Man kan imidlertid gøre stor skade hvis man blander sig i et voksent barns tilværelse. (Jævnfør Første Timoteusbrev 5:13.) En gift kvinde som har et meget anspændt forhold til sine svigerforældre, siger klagende: „Vi elsker dem, men vi ønsker bare at leve vores eget liv og træffe vores egne beslutninger.“ Kærlige forældre vil selvfølgelig ikke bare stiltiende se til hvis et voksent barn er slået ind på en katastrofal kurs. Men sædvanligvis er det bedst ikke at komme med faderlige råd medmindre man bliver bedt om det, og det uanset hvor gode eller velmenende de er. Dette gælder især hvis det er gifte børn det drejer sig om.

I 1983 gav Vågn op! dette råd: „Du må først og fremmest acceptere din ændrede rolle. Når spædbarnet vokser til, er du ikke længere barnepige. På samme måde må du nu udskifte den højt skattede rolle som opdrager med en rolle som rådgiver. At træffe beslutninger for dit barn på dette tidspunkt i livet ville være lige så malplaceret som at få ham til at bøvse eller at amme ham. Som rådgiver har man ganske bestemte begrænsninger. Man kan ikke længere påberåbe sig sin forældremyndighed. (’Du skal gøre det fordi jeg siger det.’) Man må respektere at barnet nu er voksent.“a

Det er ikke sikkert at man kan erklære sig enig i alt hvad ens børn og svigerbørn beslutter. Men respekt for ægteskabet kan være med til at dæmpe ens bekymring så man ikke unødigt trænger sig på med sine meninger. Det er som regel bedst at lade unge par løse problemerne på egen hånd. Ellers risikerer man unødvendige konfrontationer når man giver uønskede råd til en svigersøn eller svigerdatter som, på et sårbart tidspunkt i ægteskabet, kan være meget følsom over for kritik. Ovennævnte artikel i Vågn op! giver endvidere dette råd: „Kvæl fristelsen til at komme med endeløse, unødvendige forslag, der kan forvandle en svigersøn eller en svigerdatter til en fjende.“ Støt dem, men manipulér ikke med dem. Ved at bevare et godt forhold gør du det lettere for din søn eller datter at komme til dig hvis der virkelig er brug for det.

Pust nyt liv i ægteskabet

Mange ægtepar vil også opdage at den tomme rede kan åbne mulighed for større lykke i ægteskabet. Den tid og de kræfter de har ofret på at være gode forældre, har måske krævet så meget af dem at de i nogen grad har forsømt deres indbyrdes forhold. En hustru siger: „Nu da børnene er væk, forsøger Konrad og jeg at lære hinanden at kende på ny.“

Befriet for det daglige ansvar som forældre har I måske nu mere tid til hinanden. En mor fortæller: „Denne nyfundne fritid . . . tillader os at fokusere mere på hvem vi er, at koncentrere os om at lære mere om vores forhold og begynde at tage del i aktiviteter som dækker vores behov.“ Hun tilføjer: „Det er en tid hvor man lærer nyt og vokser meget, og skønt sådan en periode kan gøre én usikker, bringer den samtidig meget godt med sig.“

Nogle par får også større økonomisk frihed. Hobby og karriere har måske været stillet lidt i bero, men kan nu tages op igen. Mange Jehovas vidner bruger deres nyfundne frihed til at søge åndelige interesser. En far ved navn Hermann fortæller at da børnene flyttede hjemmefra, tog han og hans hustru straks skridt til at genoptage heltidstjenesten.

Eneforsørgere der giver slip på deres børn

Det kan især være svært for eneforsørgere når børnene flytter hjemmefra. Rebecca, der er alenemor til to, forklarer: „Når vores børn flytter, har vi ikke nogen ægtemand der kan holde os med selskab og give os kærlighed.“ Eneforsørgere har måske i deres børn fundet en kilde til følelsesmæssig støtte. Og hvis børnene har bidraget til hjemmets økonomi, kan det at de flytter, også betyde økonomiske problemer.

Nogle formår at forbedre deres økonomi ved at tilmelde sig jobtræningsprogrammer eller tage kortvarige kurser. Men hvordan udfylder man tomrummet af ensomhed? En eneforsørger siger: „Det har hjulpet mig at være aktiv. Det kan være med hensyn til at læse i Bibelen, gøre rent i hjemmet eller blot gå eller løbe en rask tur. Men det der har hjulpet mig allermest over ensomheden, er at kunne tale med en trosfælle.“ Ja, ’udvid’, og opdyrk nye, givende venskaber. (2 Korinther 6:13) Vær vedholdende med „anråbelser og bønner“ når du har svært ved at klare det. (1 Timoteus 5:5) Vær forvisset om at Jehova vil styrke og støtte dig gennem denne vanskelige tilpasningsperiode.

Slip dem med glæde

Uanset hvilken situation du er i, ender dit liv ikke når børnene flytter hjemmefra. Familiebåndene opløses heller ikke. Den ægte kærlighed der beskrives i Bibelen, er stærk nok til at holde sammen på venner, også selv om de er langt fra hinanden. Apostelen Paulus minder os om at kærligheden „udholder alt“ og aldrig svigter. (1 Korinther 13:7, 8) Den uselviske kærlighed du har opdyrket i din familie, svigter ikke blot fordi dine børn er flyttet hjemmefra.

Når børnene begynder at mærke adskillelsen og får hjemve, eller når de begynder at mærke det økonomiske pres, er de interessant nok ofte de første til at genetablere kontakten. Hans og Ingrid giver dette råd: „Lad børnene vide at døren altid er åben for dem.“ Regelmæssige besøg, et brev eller en telefonopringning vil hjælpe dig til at holde kontakten ved lige. „Vær interesseret i hvad de foretager sig, uden at snage i deres forhold,“ siger Jack og Nora.

Dit liv ændrer sig når børnene flytter hjemmefra. Men tilværelsen kan alligevel være travl, aktiv og tilfredsstillende. Dit forhold til børnene ændrer sig også. Men det kan stadig være et godt og glædebringende forhold. „Uafhængigheden af forældrene,“ siger professor Geoffrey Leigh og professor Gary Peterson, „er ikke ensbetydende med at kærligheden, loyaliteten eller respekten i forholdet til forældrene forsvinder. . . . Stærke familiebånd består ofte gennem hele livet.“ Du vil aldrig holde op med at elske dine børn, og du vil aldrig ophøre med at være deres far eller mor. Og fordi du har elsket dem nok til at slippe dem, har du aldrig mistet dem.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 12]

„For første gang i mit liv . . . satte jeg mig ned og bare græd og græd“

[Ramme/illustration på side 10]

En påmindelse til voksne børn — Hjælp jeres forældre til at slippe jer

Det er normalt nemmere at være den der går, end den der står tilbage. Så mens du nyder din uafhængighed og voksne tilværelse, vis da venlighed og forståelse over for dine forældre hvis det er svært for dem at vænne sig til den nye situation. Fortæl dem at du stadig elsker dem og tænker på dem. Et kort brev, en uventet gave eller en venlig opringning kan opmuntre en nedtrykt far eller mor. Hold dem underrettet om vigtige begivenheder i dit liv. Dette forsikrer dem om at familiebåndene stadig er stærke.

Efterhånden som du mærker presset ved at være voksen, vil du sikkert i højere grad end før forstå hvad dine forældre har gjort for at tage sig af dig. Måske vil det få dig til at sige til dem: „Tak for alt hvad I har gjort for mig!“