Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g98 22/1 s. 4-8
  • Hvordan man lærer at give slip på dem

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan man lærer at give slip på dem
  • Vågn op! – 1998
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Lær børnene at være ansvarsbevidste
  • Kærlig retledning
  • Spørgsmålet om uddannelse
  • Oplær dit barn fra den spæde barndom
    Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv
  • Forældre — giv jeres børn en kærlig opdragelse
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2007
  • Forældre, opdrager I jeres børn?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1961
  • Giv Dem tid til at være noget for Deres børn
    Vågn op! – 1970
Se mere
Vågn op! – 1998
g98 22/1 s. 4-8

Hvordan man lærer at give slip på dem

„SOM pile i den vældige krigers hånd, sådan er sønner man får i sin ungdom,“ skrev salmisten. (Salme 127:4) Pile når ikke deres mål ved et tilfælde. Man må tage omhyggeligt sigte. På lignende måde vil børn måske heller ikke nå det mål at blive ansvarlige voksne hvis ikke deres forældre leder dem. Bibelen tilskynder: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ — Ordsprogene 22:6.

Forandringen fra at være et afhængigt barn til at være en uafhængig voksen sker ikke fra den ene dag til den anden. Hvornår bør forældre derfor begynde at forberede deres børn på at blive selvstændige? Apostelen Paulus mindede den unge Timoteus om at han ’fra den spæde barndom af havde kendt de hellige skrifter som kunne gøre ham vis til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus’. (2 Timoteus 3:15) Timoteus’ mor må allerede mens drengen var spæd, have oplært ham åndeligt.

Hvis helt små børn kan få gavn af åndelig oplæring, er det da ikke rimeligt at mene at børn bør forberedes på voksenlivet så tidligt som muligt? Det kan man blandt andet gøre ved at lære dem at være ansvarsbevidste og at træffe deres egne beslutninger.

Lær børnene at være ansvarsbevidste

Hvordan kan man lære sine børn at være ansvarsbevidste? Et ægtepar, Jack og Nora, siger om deres datter: „Hun kunne knap nok gå før vi lærte hende at bære sokker og små ting ind på sit værelse og lægge dem i den rigtige skuffe. Hun lærte også at lægge legetøj og bøger på plads.“ Dette er jo småting, men det hjalp barnet til ganske tidligt at blive ansvarsbevidst.

Efterhånden som et barn vokser, kan det få betroet større ansvar. Abra og Anita lod for eksempel deres datter få en hund som kæledyr. Hun havde ansvaret for at passe hunden og var med til at betale udgifterne til dens pleje. Det kræver tålmodighed at oplære børn til at varetage et ansvar. Men det lønner sig og bidrager til deres følelsesmæssige modenhed.

Også pligter i hjemmet kan lære børnene at skuldre et ansvar. Nogle forældre fritager faktisk deres børn fra sådanne opgaver fordi de synes det er nemmere at gøre tingene selv. Andre er af den opfattelse at deres børn skal ’have det bedre end de selv havde det som børn’. Det er et dårligt ræsonnement. Bibelen siger: „Forkæler man sin træl fra ungdommen af, bliver han utaknemmelig siden hen.“ (Ordsprogene 29:21) Princippet i dette skriftsted kan meget passende anvendes på børn. Det er sørgeligt når en ung mand eller kvinde vokser op og bliver en utaknemmelig voksen, ude af stand til at tage sig af selv de simpleste huslige opgaver.

Unge på Bibelens tid fik jævnlig tildelt opgaver i hjemmet. I en alder af blot 17 år var Josef for eksempel med til at røgte familiens småkvæg. (1 Mosebog 37:2) Dette var ikke en lille opgave, for faderens hjorde var store. (1 Mosebog 32:13-15) I betragtning af at Josef blev en magtfuld hersker, er det sandsynligt at denne tidlige oplæring i høj grad har formet hans personlighed i en positiv retning. David, der senere blev konge af Israel, fik ligeledes betroet at vogte familiens småkvæg da han var ung. — 1 Samuel 16:11.

Hvad kan forældre i dag lære af dette? At de bør give deres børn nogle relevante huslige pligter. Ved at bruge tid og kræfter på det kan de tålmodigt lære børnene at gøre rent, lave mad, holde have og hjælpe med reparation af hus og bil. Meget afhænger selvfølgelig af barnets alder og evner. Men selv små børn kan som regel ’hjælpe far med at lave bilen’ eller ’hjælpe mor med at lave mad’.

Når forældrene lærer deres børn sådanne ting, får de samtidig mulighed for at give dem en værdifuld gave, nemlig deres tid. Et ægtepar med to børn blev spurgt om hemmeligheden ved en vellykket børneopdragelse. De svarede: „Tid, tid, tid!“

Kærlig retledning

Når børn udfører deres opgaver på en god måde, eller i det mindste bestræber sig for det, må man opmuntre og oprigtigt rose dem. (Jævnfør Mattæus 25:21.) Børn vil selvfølgelig sjældent kunne udføre opgaverne lige så godt som voksne. Og når de får lov til selv at træffe afgørelser, vil de ofte begå fejl. Men overreagér ikke! Har du ikke også som voksen begået fejl? Hvorfor så ikke være tålmodig når dit barn kommer til kort? (Jævnfør Salme 103:13.) Tillad fejltagelser, og betragt dem som en del af indlæringsprocessen.

Forfatterne Michael Schulman og Eva Mekler bemærker: „Børn som behandles venligt, er ikke bange for at blive straffet for at træffe en selvstændig beslutning.“ Men „børn af kolde eller skrappe forældre er bange for stort set enhver spontan handling, også af hjælpsom art, fordi de frygter at forældrene vil finde fejl ved noget af det de har gjort, og kritisere eller straffe dem“. Denne udtalelse stemmer med Bibelens advarende ord til forældre: „I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ (Kolossenserne 3:21) Når barnet ikke kan leve op til forventningerne, må man derfor rose det for i det mindste at have forsøgt. Tilskynd det til at gøre det bedre næste gang. Lad det vide at dets fremskridt gør dig glad, og sørg for at forsikre det om din kærlighed.

Til tider vil det selvfølgelig være nødvendigt med retledning. Måske især i teenageårene hvor unge kæmper for at finde deres egen identitet og blive accepteret for det de er. Forældre gør derfor klogt i at være forstående over for sådanne forsøg på at opnå uafhængighed frem for altid at tolke det som oprør.

Unge er ganske vist tilbøjelige til at handle impulsivt eller at give efter for „de ønsker der hører ungdommen til“. (2 Timoteus 2:22) Hvis man forsømmer at sætte grænser for unges adfærd, kan det derfor skade dem følelsesmæssigt; de vil ikke lære selvbeherskelse og selvdisciplin. Bibelen advarer: „En dreng der er overladt til sig selv, gør sin moder skam.“ (Ordsprogene 29:15) Men passende tugt, givet i kærlighed, er gavnlig og forbereder unge på de krav og det pres voksne står over for. Husk imidlertid at tugtens inderste væsen er undervisning og oplæring — ikke afstraffelse.a Den „kæp“ Bibelen nævner i Ordsprogene 13:24, er øjensynlig den stav som hyrder brugte til at lede deres hjorde med. (Salme 23:4) Den er et symbol på kærlig ledelse, ikke grov brutalitet.

Spørgsmålet om uddannelse

Forældrenes råd er især påkrævet med hensyn til barnets uddannelse. Vær interesseret i dit barns uddannelse, og hjælp det til at vælge passende fag i skolen. Hvis det synes nødvendigt med en tillægsuddannelse, så hjælp din søn eller datter med at træffe en ansvarlig afgørelse i den forbindelse.b

Den vigtigste uddannelse er selvfølgelig den åndelige. (Esajas 54:13) Børn har brug for gudgivne værdinormer for at kunne overleve i den voksne verden. Deres „opfattelsesevne“ må opøves. (Hebræerne 5:14) Forældrene kan være til stor hjælp på dette område. Forældre blandt Jehovas vidner opfordres til at have et regelmæssigt bibelstudium med deres børn. Efter det eksempel som Timoteus’ mor satte ved at undervise ham i de hellige skrifter fra den spæde barndom, forsøger forældre som er Jehovas vidner, at oplære deres små børn.

En enlig mor ved navn Barbara gør familiens bibelstudium til en god oplevelse for børnene. „Den aften sørger jeg altid for et lækkert måltid mad til børnene og en dessert de kan lide. Jeg spiller båndene med Rigets sange for at skabe den rette stemning. Og når vi så har indledt med bøn, studerer vi som regel Vagttårnet. Men hvis der er et særligt behov, bruger jeg også publikationer som Unge spørger — Svar der duer.“c Barbara fortæller at bibelstudiet hjælper hendes børn til at „få Jehovas syn på tingene“.

Den største gave man kan give sit barn, er kundskab om og forståelse af Guds ord, Bibelen. Den kan „give de uerfarne klogskab, den unge mand kundskab og evnen til at tænke“. (Ordsprogene 1:4) Med en sådan udrustning vil et ungt menneske kunne klare det pres og de nye situationer det vil møde i voksentilværelsen.

Hvad forældrene angår, betyder det under alle omstændigheder store forandringer i deres hverdag når børnene flytter hjemmefra. Den næste artikel vil komme ind på hvordan de kan finde sig til rette når ungerne er fløjet fra reden.

[Fodnoter]

a Ifølge dansk lov er korporlig afstraffelse eller anden krænkende behandling af børn ikke tilladt.

b Se artikelserien „Forældre har også lektier for!“ i Vågn op! for 8. september 1988.

c Udgivet af Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.

[Tekstcitat på side 6]

„Børn af kolde eller skrappe forældre er bange for stort set enhver spontan handling, også af hjælpsom art, fordi de frygter at forældrene vil finde fejl ved noget af det de har gjort, og kritisere eller straffe dem.“ — Bringing Up a Moral Child af Michael Schulman og Eva Mekler

[Ramme på side 6]

Når eneforsørgere må give slip på deres børn

En enlig mor ved navn Rebecca siger: „Det er meget svært for eneforsørgere at slippe deres børn. Hvis ikke vi er på vagt, hæmmer og overbeskytter vi dem.“ Bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familielivd fremsætter på side 106 og 107 følgende gode betragtninger:

„Det er naturligt at enlige forældre knyttes meget nært til deres børn. Man må dog passe på ikke at nedbryde de gudgivne grænser mellem forældre og børn. Det kan for eksempel medføre alvorlige vanskeligheder hvis en enlig mor forventer at hendes søn påtager sig ansvaret som manden i huset, eller hvis hun betror sig til sin datter og bebyrder hende med intime problemer. Det vil være upassende, lægge et unødigt pres på børnene og måske forvirre dem.

Lad dine børn forstå at du som deres far eller mor vil sørge for dem, ikke omvendt. (2 Korinther 12:14) Hvis du til tider har behov for råd og støtte, så henvend dig til de kristne ældste eller måske til en moden kristen kvinde, ikke til dine mindreårige børn. — Titus 2:3.“

Når eneforsørgere sætter de rette grænser og bevarer et sundt forhold til deres børn, vil det som regel være lettere for dem at give slip på dem.

[Fodnote]

d Udgivet af Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.

[Illustrationer på side 7]

Praktisk oplæring kan hjælpe børn til at blive mere ansvarsbevidste som voksne

[Illustrationer på side 8]

Et familiestudium af Bibelen kan give børnene den visdom der skal til for at klare livet som voksen

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del