Kirurgi uden brug af skalpel

I BEGYNDELSEN gav Christines hovedpine ikke den store anledning til bekymring selv om den var voldsom; den forsvandt trods alt samme dag. Men så blev hun stiv i nakken. Derefter vendte hovedpinen tilbage, og hun blev uklar — nogle usædvanlige symptomer, især for en pige på kun otte år.

På hospitalet viste en computer-tomografi, eller CT-skanning, at Christine havde en arteriovenøs malformation (AVM) — en karmisdannelse bestående af abnorme arterier og vener — i hjernen.a Blev hun ikke behandlet, kunne hun med tiden dø af et slagtilfælde.

Indtil for få år siden kunne AVM kun behandles ved operativt indgreb. Ved et sådant indgreb fører kirurgen noget af hovedbunden til side og laver et hul i kraniet. Derefter må han bane sig vej gennem en kompliceret labyrint af nerver og hjernevæv for at komme ind til læsionen. Medicinske undersøgelser viser at der i 1995 opstod komplikationer ved 12 procent af alle AVM-operationer.

Christines forældre var stemt for gammakniven frem for operationskniven. Betegnelsen gammakniv er noget misvisende, for der er ikke tale om en kniv, men om et apparatur som udsender 201 fintindstillede stråler gennem det intakte kranium. Hver stråle er i sig selv uskadelig for det væv den trænger igennem. Men de 201 stråler styres omhyggeligt så de alle skærer hinanden i samme punkt og giver en høj strålingskoncentration præcis der hvor læsionen er.b

Denne strålebehandling har ifølge nogle undersøgelser vist sig at være økonomisk besparende, og der er betydeligt færre tilfælde af postoperative infektioner end der er ved almindelige neurokirurgiske indgreb. Men hvad går behandlingen ud på?

Strålebehandlingens fire faser

Strålebehandlingen udføres i fire faser. Først fastgøres patientens hoved til en letvægtsramme som holder hovedet stille under behandlingen. Dernæst laves et „kort“ over patientens hjerne, enten ved hjælp af CT-skanning, magnetisk resonans-billeddannelse (MRI-skanning) eller angiografi (røntgenfotografering af hjernens blodkar). Tredje fase består i at overføre billederne af hjernen til en computer, der ud fra de givne oplysninger kan lokalisere læsionen og beregne koordinaterne.

Til sidst udføres selve behandlingen. Patientens hoved placeres i en hjelm med 201 huller hvorigennem der passerer gammastråler. Behandlingen kan vare fra 15 til 45 minutter, og patienten, som har fået et mildt beroligende middel, føler ingen smerte.

Efter behandlingen bliver patienten på hospitalet til observation, men kan normalt udskrives allerede dagen efter. Det gjaldt også Christine. Hun blev behandlet torsdag, udskrevet fredag og var i skole igen mandag.

Hvad sker der med AVM?

Strålebehandlingen fjerner ikke den arteriovenøse misdannelse. Den får derimod cellerne på blodkarrenes inderside til at formere sig så de lukker for blodtilførselen til det område hvor karmisdannelsen findes. Det gør at de defekte kar, måske i løbet af et år eller to, bliver helt tillukkede. Det får den arteriovenøse misdannelse til at svinde, og med tiden opløses den helt af kroppen.

Gammakniven har også været anvendt til behandling af små, tydeligt afgrænsede, ondartede svulster og af metastaser som har bredt sig til hjernen fra kræftsvulster andetsteds i kroppen. Der har desuden vist sig lovende resultater ved strålebehandling af trigeminus-neuralgi (en smertefuld lidelse der berører nerverne i ansigtet), epilepsi, Parkinsons sygdom og svære smerter.

Der findes naturligvis stadig hjernesvulster og andre lidelser som ikke kan behandles med gammakniv. Om fremskridt inden for neurokirurgien vil føre til endnu mere effektive behandlinger, må tiden vise. Indtil videre giver strålebehandlingen med gammakniv imidlertid håb for mange hjernesvulstpatienter.

[Fodnoter]

[Ramme på side 21]

Strålebehandlingens udvikling

Gammakniven blev udviklet af neurokirurgen Lars Leksell og biofysikeren Börje Larsson for næsten 50 år siden. Lars Leksell opdagede at en enkelt, koncentreret bestråling kunne destruere dybtliggende hjernelæsioner uden kirurgiske indgreb — og dermed uden blødninger og risiko for infektioner.

Lars Leksell kaldte sin nye teknik for stereotaktisk strålebehandling. Nu havde lægerne omsider fået mulighed for at behandle hidtil utilgængelige dele af hjernen uden at skulle bruge en skalpel til at bane sig vej gennem en labyrint af fine nervetråde og hjernevæv. Der gik imidlertid mange år før man kunne tage metoden i anvendelse. Det kunne først lade sig gøre da man havde udviklet moderne afbildningsmetoder som CT- og MRI-skanning, der kan fortælle kirurgerne præcis hvor strålingen skal ramme. Det første apparatur til stereotaktisk strålebehandling blev installeret i Stockholm i 1968.

[Illustrationer på side 20]

De fire faser i stereotaktisk strålebehandling

1. Rammen fastgøres

2. Hjernen skannes

3. Behandlingen planlægges på grundlag af computerbilleder

4. Behandlingen udføres

[Kildeangivelse]

Billeder gengivet med tilladelse af Elekta Instruments, Inc., fabrikant af gammakniven