NÅR du læser højt, er der da tit noget du snubler over? Når du skal tale til en forsamling, famler du da pludselig efter ordene? Så kan man sige at du har problemer med det vi her kalder „flydende fremførelse“. Den der taler eller læser flydende, kan få ordene og tankerne frem på en måde som virker let og ubesværet. Det betyder ikke at han taler uafbrudt, meget hurtigt eller uden at tænke. Men han udtrykker sig med en lethed der virker tiltalende. Derfor har vi dette punkt med på Den Teokratiske Skole.

Problemer med at tale flydende kan skyldes forskellige faktorer. Blandt følgende svagheder er der måske noget du kan arbejde på: (1) Ved højtlæsning standser man op ved ord man ikke genkender. (2) Talen er hakkende fordi der kommer små pauser for mange steder. (3) Manglende forberedelse kan være en årsag. (4) Stoffet er ikke ordnet i logisk rækkefølge; når man står over for en forsamling og famler efter ordene, er dette ofte årsagen. (5) Man mangler ordforråd og har derfor svært ved at udtrykke sig. (6) Man betoner for mange ord; talen bliver ujævn. (7) Man kender ikke grammatikken godt nok.

Hvis du ikke taler tilstrækkeligt flydende, bliver tilhørerne måske nok siddende i salen, men det kan godt være at deres tanker udvandrer. Så er meget af det du siger, forgæves.

På den anden side skal man heller ikke tale med en sådan kraft og tungefærdighed at det bliver overvældende og nærmest pinligt for tilhørerne. Hvis de — måske fordi de har en anden kulturel baggrund end du — opfatter din tale som glat, „smart“ og uoprigtig, så forfejler du din hensigt. Læg mærke til at apostelen Paulus var en erfaren taler, men alligevel henvendte sig til korintherne „i svaghed og i frygt og med megen bæven“ for ikke at henlede opmærksomheden for meget på sig selv. — 1 Kor. 2:3.

Vaner man skal undgå. Nogle har den uvane at sige „øhh“ eller „og-øhh“ mange gange når de taler. Andre begynder mange sætninger med samme ord (for eksempel „Altså, . . .“) eller slutter mange sætninger med samme udtryk (for eksempel „ikke?“ eller „ikke også?“). Måske er du ikke selv klar over at du bruger visse udtryk for meget. Men du kunne prøve at få en anden til at høre på dig og gentage disse udtryk hver gang du bruger dem. Du vil nok blive forbavset.

Nogle læser og taler med utallige tilbagespring. Det vil sige at de begynder på en sætning, men afbryder sig selv og gentager noget af det de lige har sagt.

Andre taler flydende nok, men begynder med at fortælle én ting og skifter så emne midt i sætningen. Ordene kommer hurtigt nok fra dem, men det virker ujævnt fordi der pludselig bliver skiftet retning.

Hvordan man kan gøre fremskridt. Hvis dit problem er at du ofte famler efter ordene, må du gøre en bevidst indsats for at udvide ordforrådet. Når du læser i Vagttårnet, Vågn op! eller andre publikationer, så læg særlig mærke til ord du ikke kender. Slå dem efter i en ordbog, find ud af hvad de betyder, og hvordan de skal udtales, og føj nogle af dem til dit ordforråd. Hvis du ikke har en ordbog, så bed om hjælp hos en der taler sproget godt.

Det hjælper også at man gør det til en vane at læse højt. Læg mærke til vanskelige ord, og sig dem højt flere gange.

For at kunne udtrykke sig flydende må man forstå hvordan ordene i en sætning hører sammen. Ved oplæsning skal man som regel læse ordene i grupper. Læg særlig mærke til sådanne ordgrupper der sammen danner en mening som ikke må brydes op. Markér dem, om nødvendigt. Hensigten er jo ikke blot at oplæse en række ord korrekt, men også at formidle nogle tanker. Når du har analyseret en sætning, gå så videre til den næste, indtil du har studeret en hel paragraf. Forstå hvordan argumentationen er bygget op. Derefter kan du øve dig i at læse højt. Læs paragraffen flere gange, indtil du kan gøre det uden at snuble eller stoppe op de forkerte steder. Gå så videre til næste paragraf.

Derefter kan du sætte tempoet op. Når du er begyndt at forstå hvordan ordene i en sætning hører sammen, vil du efterhånden kunne opfatte mere end ét ord ad gangen; ofte vil du endda kunne forudse hvad de næste ord er. Det er et stort fremskridt for din oplæsning.

Øv dig i at læse noget du ikke har set før; det giver god træning. Du kan for eksempel, uden at have øvet dig, oplæse dagens tekst og kommentaren til den. Gør det dag for dag. Væn dig til at lade øjet opfatte en hel ordgruppe ad gangen, det vil sige en hel tanke i stedet for bare ét ord.

Hvis man skal udtrykke sig flydende i en samtale, må man tænke over hvad man vil sige, før man siger noget. Øv dig på det hver dag. Beslut først hvad du vil sige, og i hvilken rækkefølge du vil sige det. Så kan du tage ordet. Hav ikke for travlt. Bestræb dig for at udtrykke en hel tanke uden at afbryde og uden at skifte retning midt i det hele. Det er lettest hvis du taler i korte, enkle sætninger.

Hvis man ved hvad man vil sige, vil ordene som regel komme af sig selv. I almindelighed behøver man ikke at tænke over hvilke ord man skal vælge. Faktisk er det en god øvelse at koncentrere sig om den tanke man vil udtrykke, og så bruge de ord der falder én naturligt ind. Hvis du gør det, vil du opdage at ordene til at udtrykke tankerne melder sig, og de vil gengive dine tanker meget præcist. Så snart du begynder at koncentrere dig om ord i stedet for tanker, risikerer du at tale hakkende og ujævnt. Med nogen øvelse vil du efterhånden kunne udtrykke dig flydende — en vigtig evne for den der taler til og læser højt for en forsamling.

Da Moses fik til opgave at tale til Israels folk og Ægyptens Farao på Jehovas vegne, følte han ikke at han var dygtig nok. Han var ikke veltalende; måske var han ligefrem talehæmmet. (2 Mos. 4:10; 6:12) Jehova godtog dog ikke nogen af Moses’ undskyldninger. Moses fik Aron som talsmand, men Jehova hjalp også Moses til selv at tale. Gang på gang talte Moses på dygtig vis, ikke bare til enkeltpersoner eller til grupper, men til hele nationen. (5 Mos. 1:1-3; 5:1; 29:2; 31:1, 2, 30; 33:1) Hvis du samvittighedsfuldt gør hvad du kan, og sætter din lid til Jehova, vil også du kunne tale på en måde der er til ære for Gud.

PAUSER de rigtige steder har betydning hvad enten vi holder foredrag eller fører en samtale. Uden pauser bliver ordene ikke et udtryk for tanker, men simpelt hen en talestrøm. Velanbragte pauser medvirker til at gøre talen klar. De kan også bruges til at trække hovedpunkterne op sådan at de gør varigt indtryk.

Hvordan finder du ud af hvor du skal holde pause? Og hvor lange skal pauserne være?

Pauser ved skilletegn. Tegnsætningen er en vigtig del af en trykt tekst. Den kan for eksempel angive hvor et udsagn eller et spørgsmål slutter. På mange sprog markeres et citat med citationstegn. Og visse tegn angiver hvordan en del af en sætning forholder sig til resten. Den der sidder og læser, kan se tegnene. Men når der bliver læst højt, er det oplæserens stemme der skal formidle det som tegnene viser i den trykte tekst. (Se også lektion 1: „Korrekt oplæsning.“) På dansk er det ganske vist ikke alle tegn der betyder pause. Men tegnene er alligevel vigtige for forståelsen, og uden de rigtige pauser kan det blive svært for andre at forstå det du læser; det kan ligefrem forvrænge meningen.

Også den måde tankerne udtrykkes på i en sætning, har indflydelse på hvor der skal holdes pauser. En berømt pianist sagde engang: „Tonerne kan mange andre pianister spille lige så godt som jeg. Men i pauserne mellem tonerne — dér ligger kunsten!“ Noget lignende gælder tale. Hvis du har forberedt dig godt på stoffet, vil rigtigt anbragte pauser fremhæve meningen og forskønne fremførelsen.

Når du forbereder dig på højtlæsning, kan det være en hjælp for dig at sætte nogle blyantsmærker i den trykte tekst. Indsæt en lille lodret streg dér hvor du skal holde en kort pause, måske bare en tøven. Sæt to lodrette streger hvis pausen skal være længere. Hvis en bestemt passage falder dig svær, og du let kommer til at holde forkerte pauser, så tegn en bue over de ord der hører sammen og skal læses ud i ét. Øv dig så på hele sætningen. Den metode bruger mange erfarne oplæsere.

I daglig tale har vi som regel ikke problemer med pauser; vi kender de tanker vi vil udtrykke. Men hvis du har den uvane at holde pauser med faste mellemrum uden hensyn til sammenhængen, vil det gå ud over kraften og klarheden i din tale. Herom er der nogle forslag i lektion 4: „Flydende fremførelse.“

Ved overgang til en ny tanke. Når du er færdig med et hovedpunkt og går over til et nyt, vil en pause give ordene tid til at bundfælde sig. Tilhørerne får tid til at indstille sig på at tankerne tager en ny retning, og de bliver klar til at tage imod det næste du vil sige. Det er lige så vigtigt at du holder pause når du går over til en ny hovedtanke, som det er at du kører langsommere når du skal omkring et gadehjørne.

Nogle talere forsømmer at holde pause mellem hovedpunkterne. Det kan skyldes at de har for meget stof med. Andre taler bare altid sådan. Måske gør alle i deres omgivelser det samme. Men det bliver undervisningen ikke bedre af. Hvis du har noget på hjerte som er værd at høre og værd at huske, må du tage den tid der skal til, for at få tanken til at stå klart. Du må indse at pauserne er nødvendige hvis tankerne skal være tydelige.

Når du holder foredrag ud fra en disposition, skal stoffet være ordnet sådan at det er indlysende hvor der er hovedpunkter, og hvor der derfor skal være pauser. Hvis du skal holde et manuskriptforedrag, bør du sætte mærker hvor der er en overgang mellem to hovedtanker.

Pauser mellem hovedtanker er som regel længere end pauser ved skilletegn, men de skal ikke være så lange at foredraget går i stå. Hvis de er for lange, virker du uforberedt, og man får indtryk af at du ikke ved hvad du vil sige.

For at skabe eftertryk. Du kan skabe eftertryk ved at holde en „dramatisk“ pause før eller efter at du siger nogle ord som har særlig vægt. En sådan pause vækker publikums forventning til det du vil til at sige, eller den giver dem tid til eftertanke når du har sagt det. De to ting er ikke det samme. Vælg det der passer formålet bedst. Men husk at du kun skal bruge den form for eftertryk når du siger noget der virkelig skal fremhæves. Ellers vil sådanne udsagn miste deres vægt.

Da Jesus stod i synagogen i Nazaret og læste højt fra Skrifterne, brugte han en pause på effektfuld vis. Han havde læst højt om sin opgave fra bogrullen med Esajas’ profeti. Men inden han gav sig til at fortolke ordene, rullede han bogrullen sammen, rakte den til tjeneren og satte sig ned. Så, mens alles øjne i synagogen var spændt rettede mod ham, fortsatte han: „I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.“ — Luk. 4:16-21.

Når forholdene kræver det. Der kan også forekomme afbrydelser der kræver at du må holde en pause. Ved besøg i forkyndelsesarbejdet kan trafikstøj eller barnegråd gøre en kort pause nødvendig. Hvis der opstår forstyrrelser under et foredrag, kan du måske blot tale lidt højere og fortsætte. Men hvis forstyrrelsen er meget kraftig, og den bliver ved, må du holde en pause; tilhørerne lytter alligevel ikke. Alt i alt må du bruge pauser på en måde der hjælper dit publikum til at få fuld gavn af det gode stof du vil give dem del i.

Pause for at give lejlighed til reaktion. Selv om du holder et foredrag hvor det ikke er meningen at forsamlingen skal svare direkte, er det vigtigt at de får lejlighed til at svare, om ikke højt så dog i deres tanker. Hvis du stiller spørgsmål for at få tilhørerne til at tænke, men ikke holder en tilstrækkelig lang pause, taber spørgsmålene meget af deres værdi.

Pauser er naturligvis ikke kun vigtige når man taler fra et podium, men også når man taler med én eller to. Nogle holder tilsyneladende aldrig pauser. Hvis det er tilfældet med dig, så anstreng dig oprigtigt for at udvikle denne taleegenskab. Det vil forbedre din evne til at kommunikere, og det vil gøre din forkyndelse mere virkningsfuld. En pause er et øjebliks stilhed, og det er med rette blevet sagt at stilhed fremhæver det sagte, skærper opmærksomheden og er velgørende for øret.

Almindelige samtaler er en udveksling af tanker. Andre vil være mere tilbøjelige til at lytte til én hvis man også lytter til dem og interesserer sig for det de siger. Det forudsætter at man holder nogle pauser der er lange nok til at den anden part kan komme til orde.

Vores forkyndelse i distriktet er mest virkningsfuld når den foregår som en samtale. Mange forkyndere finder at det er godt, efter en udveksling af hilsener, at bringe et emne på bane og så stille et spørgsmål. Derefter holder de en pause for at give den anden lejlighed til at udtale sig, og de anerkender det han siger, ved at svare høfligt. I samtalens videre forløb giver de den besøgte mange anledninger til at udtale sig. De ved at de lettere kan hjælpe den anden hvis de kender vedkommendes syn på det emne der drøftes. — Ordsp. 20:5.

Det er selvfølgelig ikke alle der vil reagere positivt på spørgsmål. Dét afholdt imidlertid ikke Jesus fra at standse op længe nok til at selv hans modstandere kunne svare hvis de ville. (Mark. 3:1-5) Når man opfordrer den anden part til at udtale sig, giver man ham samtidig lejlighed til at gøre sig nogle tanker, og måske vil han da give til kende hvad der bor i hans hjerte. Et af formålene med vores tjeneste er netop at nå ind til folks hjerte ved at fremlægge vigtige oplysninger fra Guds ord som de må tage stilling til. — Hebr. 4:12.

Ja, det er en kunst at anvende pauser på den rigtige måde i vores tjeneste. Men når vi bruger pauserne rigtigt, vil vores budskab være klart og tydeligt, og det kan gøre varigt indtryk.

NÅR man taler eller læser højt, er det ikke nok at udtale de enkelte ord rigtigt. Hvis budskabet skal komme klart frem, må man særligt fremhæve de ord og udtryk der bærer tanken.

Rigtig betoning indebærer mere end at der bare lægges ekstra tryk på nogle få eller endda mange ord. Det skal være de rigtige ord. Hvis man betoner de forkerte ord, kan det ligefrem tilsløre meningen, og tilhørernes tanker kan begynde at kredse om andre ting. Stoffet kan være godt nok, men hvis det fremføres med dårlig betoning, vil det ikke virke særlig motiverende.

Eftertryk kan skabes på forskellige måder, der ofte bruges i kombination: Man kan tale kraftigere, tale med større intensitet og følelse, tale langsommere og med mere artikulation, holde en pause før og/eller efter en udtalelse, og man kan bruge gestus og ansigtsudtryk. På nogle sprog kan man også skabe eftertryk ved hjælp af tonehøjden, på dansk for eksempel ved at sige et ord i et højere toneleje. Stoffet og forholdene afgør hvad der passer bedst.

Følgende kan måske hjælpe dig til at finde ud af hvor der skal lægges betoning: (1) Hvad der skal understreges i en sætning, afhænger ikke bare af sætningen, men også af sammenhængen. (2) Betoning kan bruges ved overgang til noget nyt, hvad enten det er et nyt hovedpunkt eller blot et nyt led i argumentationen. Det kan også henlede opmærksomheden på konklusionen i en argumentation. (3) En taler kan ved betoning udtrykke sin egen indstilling til et anliggende. (4) Den rette betoning kan fremhæve hovedpunkterne i et foredrag.

For at kunne betone på disse måder må den der taler eller læser højt, have en klar forståelse af sit stof og et oprigtigt ønske om at hans tilhørere skal tage det til sig. Om undervisningen på Ezras tid læser vi i Nehemias 8:8: „De blev ved med at læse op af bogen, af den sande Guds lov, samtidig med at den blev fortolket og man gav det læste mening; således forklarede de det oplæste.“ Det er tydeligt at de der her oplæste og fortolkede Guds lov, var klar over at de måtte hjælpe tilhørerne til at få fat i meningen med det der blev oplæst, så de både kunne huske det og anvende det.

Noget der kan volde problemer. De fleste kan let gøre sig forståelige i en dagligdags samtale. Men at oplæse noget som andre har skrevet, og finde ud af hvilke ord der skal betones, kan være meget sværere. Nøglen til det ligger i at forstå stoffet. Man må sætte sig omhyggeligt ind i teksten. Hvis du bliver bedt om at læse højt ved et menighedsmøde, er det derfor en forudsætning at du forbereder dig grundigt.

Nogle bruger en form for „periodisk betoning“ som består i at de betoner med faste mellemrum uanset om det giver mening eller ej. Andre betoner ord der ikke er meningsbærende, for eksempel forholdsord og bindeord. Den form for eftertryk bidrager ikke til at gøre tankerne tydeligere, men er bare en forstyrrende uvane.

Nogle talere forsøger at give deres ord mere vægt ved at tale kraftigere, så tilhørerne nærmest føler at de bliver skældt ud. Det giver sjældent noget godt resultat. Hvis betoningen ikke er naturlig, kan det virke som om foredragsholderen taler ned til sine tilhørere. Det er langt bedre at han appellerer enkelt og klart til dem på grundlag af kærlighed og for at hjælpe dem til at indse at det han siger, er både bibelsk og fornuftigt!

Hvordan du kan gøre fremskridt. Den der har problemer med at betone rigtigt, er ofte ikke selv klar over det. Det er muligt at en anden må gøre ham opmærksom på det. Hvis du har behov for at gøre fremskridt på dette område, vil skoletilsynsmanden bistå dig. Føl dig også fri til at bede om hjælp fra en hvilken som helst anden dygtig taler. Bed ham om at lytte opmærksomt når du læser og taler, og så komme med forslag til hvordan du kan gøre det bedre.

Som en begyndelse vil rådgiveren måske foreslå at du øver dig på basis af en artikel i Vagttårnet. Han vil sikkert bede dig om at analysere hver enkelt sætning så du kan slå ned på de ord og sætninger du må betone for at gøre det let for en tilhører at få fat i meningen. Han minder dig uden tvivl om at være særlig opmærksom på ord der står i kursiv. Husk også at ordene i en sætning ofte hører sammen i grupper, sådan at det er en hel ordgruppe og ikke bare et enkelt ord der skal betones. Modsætningstryk er betoning af et ord der skal opfattes som en modsætning til et andet ord (der siges eller ikke siges). På dansk skal man desuden være opmærksom på hvilke ord der ikke må betones, for eksempel udsagnsordene i udtryk som „falde ned“, „spise op“, „samle brænde“, „gøre tjeneste“ og så videre. Om man vil, kan man markere det med en tynd blyantsstreg på skrå hen over udsagnsordet.

Som næste skridt vil din rådgiver sikkert opfordre dig til at se på en sammenhæng der omfatter mere end sætningen. Hvad er hovedtanken i hele paragraffen? Hvordan påvirker det betoningen af de enkelte sætninger? Se på artiklens tema og på den underoverskrift der står over det stykke du analyserer. Hvad fortæller det dig om hvad du skal betone? Alt dette må tages i betragtning. Men pas på ikke at lægge kraftig betoning på for mange ord.

Rådgiveren vil måske også minde dig om at argumentationen skal have indflydelse på din betoning — uanset om du taler ekstemporalt eller læser højt. Du må være opmærksom på de steder hvor ræsonnementet eller tankerækken skifter fra ét punkt til et andet, eller du går over til at fremsætte en konklusion. Det er en god støtte for tilhørerne at du taler på en måde der vil gøre dem opmærksomme på den slags steder. Det kan du gøre ved at betone udtryk som for det første, for det andet, desuden, endelig, som vi kan se og heraf fremgår det.

Du vil også blive mindet om at noget måske skal siges med særlig indlevelse. I de tilfælde kan du, på en naturlig måde, lægge vægt på ord som meget, fuldstændig, bestemt ikke, utænkeligt, af stor betydning, altid og så videre. Det vil vise hvad du føler for emnet, og kan få indflydelse på hvordan tilhørerne opfatter det. Der er mere om dette i lektion 11, „Varme og følelse“.

Når du arbejder på at blive dygtigere til at betone, må du også holde dig for øje hvilke punkter du ønsker at publikum skal huske. Dette vil blive yderligere behandlet i lektion 7, „Hovedtanker fremhævet i oplæsningen“, og i lektion 37, „Hovedpunkter fremhævet“.

Hvis du bestræber dig for at blive dygtigere i tjenesten på arbejdsmarken, bør du være særlig opmærksom på hvordan du oplæser skriftsteder. Gør det til en vane at spørge dig selv: „Hvorfor læser jeg dette skriftsted?“ Når man underviser, er det langtfra altid nok bare at sige ordene rigtigt. Selv dét at læse et skriftsted med følelse er ikke nødvendigvis nok. Hvis du besvarer et spørgsmål eller gør rede for en bestemt grundsandhed, bør du lægge tryk på netop de ord i skriftstedet som underbygger det du siger. Ellers vil den du læser for, måske ikke forstå pointen.

Da betoning går ud på at lægge ekstra tryk på visse ord og passager, kan en uerfaren taler være tilbøjelig til at lægge for meget tryk på. Det minder om det der sker, når én lige er begyndt at lære at spille et musikinstrument. Når man får mere øvelse, bliver de enkelte „toner“ en del af en helhed, og „musikken“ bliver sammenhængende og udtryksfuld.

Når du selv har lært noget af det grundlæggende, kan du have ekstra nytte af at høre hvordan erfarne foredragsholdere gør. Så vil du hurtigt opdage hvad man kan udrette ved at variere graden af tryk, og du bliver klar over værdien af at betone på forskellige måder for at fremhæve meningen i det der bliver sagt. Når du lærer at gøre brug af passende betoning, vil du kunne læse og tale på en langt mere virkningsfuld måde.

Lad dig ikke nøje med at lære det allernødvendigste om betoning. Hvis du gerne vil være en god taler, skal du fortsætte med at arbejde på dette indtil du behersker det, og du kan betone på en måde der er ganske naturlig i andres ører.

EN DYGTIG oplæser har mere i tanke end den sætning han er ved at læse, og mere end det afsnit den står i. Når han læser, har han hele tiden stoffets vigtigste punkter i baghovedet. Det har nemlig betydning for hvor han vil lægge eftertryk.

Hvis man ikke gør dette, bliver der ingen højdepunkter i fremholdelsen. Der er ikke noget der skiller sig tydeligt ud. Når oplæsningen er færdig, kan det være svært at huske om noget af det oplæste var særlig vigtigt.

God fremhævelse af hovedtankerne er et stort plus når det er et stykke fra Bibelen der læses højt. Men også ved et hjemmebibelstudium eller et menighedsmøde kan det øge udbyttet af de afsnit der oplæses. Og når det drejer sig om et manuskriptforedrag, som dem vi af og til hører ved områdestævnerne, er det særlig vigtigt.

Hvordan gør man det? Lad os sige at du får til opgave at oplæse et stykke fra Bibelen på Den Teokratiske Skole. Hvad skal du da fremhæve? Hvis stykket indeholder en særlig vigtig tanke eller nævner en vigtig begivenhed, bør du få denne til at træde tydeligt frem.

Hvad enten det du skal læse, er poesi eller prosa, ordsprog eller fortællende stof, vil tilhørerne have udbytte af at du læser det godt. (2 Tim. 3:16, 17) For at kunne gøre det må du både tage i betragtning hvad du skal læse, og hvem du skal læse det for.

Hvis du skal læse højt fra en publikation ved et bibelstudium eller ved et menighedsmøde, må du finde frem til hovedtankerne, for det er dem du skal fremhæve. Svarene på de trykte studiespørgsmål kan betragtes som hovedtanker i en paragraf. Fremhæv også punkter der har sammenhæng med den underoverskrift stoffet hører ind under.

Vi anbefaler ikke at du gør det til en vane at bruge fuldt manuskript når du holder foredrag i menigheden. Det sker imidlertid at der udarbejdes manuskript til visse foredrag ved områdestævnerne, sådan at de samme tanker kan blive fremholdt på samme måde ved alle stævner. Den der skal holde et manuskriptforedrag, må analysere det omhyggeligt så han kan fremhæve hovedpunkterne. Det forudsætter at han finder frem til hovedpunkterne. Det er ikke bare nogle sætninger som han selv synes er spændende. Nej, det er de centrale tanker som hele foredraget er bygget op omkring. Nogle gange står en hovedtanke formuleret som en sætning der efterfølges af en forklaring eller et ræsonnement. Men oftere præsenteres der først nogle underbyggende oplysninger, og så kommer hovedpunktet som konklusion. Når taleren har fundet nøglestederne, må han markere dem i sit manuskript. Der vil kun være nogle få, som regel blot fire eller fem. Derefter må han øve sig i at læse dem på en sådan måde at tilhørerne får fat i dem som hovedpunkter. Det er foredragets højdepunkter. Hvis hovedtankerne bliver fremhævet på rette måde, er der større sandsynlighed for at tilhørerne vil huske dem. Det er dét taleren skal have som mål.

Der er flere forskellige metoder en taler kan bruge for at fremhæve hovedpunkterne så tilhørerne lægger mærke til dem. Han kan for eksempel vise øget begejstring, forandre tempoet, lægge mere følelse i fremførelsen og bruge passende gestus.