Februar
Lørdag den 1. februar
“Jeg vil høre på jer.” – Jer. 29:12.
Da kong Hizkija var meget syg og tæt på at dø, tryglede han Jehova om at blive rask, og Jehova helbredte ham. (2. Kong. 20:1-6) Men da apostlen Paulus bad Jehova om at fjerne det han kaldte “en torn i kødet”, gjorde Jehova det ikke. (2. Kor. 12:7-9) Jakob og Peter stod også i situationer der lignede hinanden meget. De blev begge dømt til døden af kong Herodes. Jakob blev henrettet, mens Peter mirakuløst blev reddet. (Ap.G. 12:1-11) Man kunne spørge: ‘Hvorfor reddede Jehova Peter, men ikke Jakob?’ Det fortæller Bibelen ikke noget om. Men noget vi ved med sikkerhed, er at Jehova “aldrig er uretfærdig”. (5. Mos. 32:4) Nogle gange får vi måske ikke det svar på vores bønner som vi havde håbet på. Men fordi vi er overbevist om at Jehova altid er kærlig og retfærdig, vil vi alligevel acceptere det svar han giver os. – Job 33:13. w23.11 21 § 6
Søndag den 2. februar
Visdommen ovenfra er villig til at adlyde. – Jak. 3:17.
Jehova inspirerede Jakob til at skrive at “visdommen ovenfra er ... villig til at adlyde”. Hvad betyder det? At det er klogt af os at vi er hurtige til og ivrige efter at adlyde dem Jehova har betroet en vis form for myndighed. Selvfølgelig ønsker Jehova ikke at vi skal adlyde når nogen beder os om at gøre noget der er i strid med hans bud. (Ap.G. 4:18-20) Det kan ofte være sværere at adlyde et menneske end at adlyde Jehova. I modsætning til Jehova giver mennesker nemlig ikke altid fuldkomne anvisninger. (Sl. 19:7) Alligevel har Jehova valgt at give forældre, myndighedspersoner og ældste i menigheden en vis autoritet over andre. (Ordsp. 6:20; 1. Thess. 5:12; 1. Pet. 2:13, 14) Så når vi adlyder dem, adlyder vi i virkeligheden Jehova. w23.10 6 § 2-3
Mandag den 3. februar
“Disse ord er pålidelige og sande.” – Åb. 21:5.
En måde vi kan styrke vores tro på, er ved at tænke over Jehovas kraft. Jehova kan gennemføre alt det han lover at gøre. Han er trods alt Den Almægtige Gud. (Job 42:2; Mark. 10:27; Ef. 3:20) Han lovede Abraham og Sara at de ville få en søn selvom de var blevet gamle. (1. Mos. 17:15-17) Han fortalte også Abraham at hans efterkommere ville indtage Kanaans land. I de mange år Abrahams efterkommere, israelitterne, var slaver i Egypten, må det have set ud som om at det løfte aldrig ville gå i opfyldelse. Men det gjorde det. Han sagde også til Maria, der var jomfru, at hun skulle føde hans egen Søn. Det ville blive opfyldelsen af et løfte Jehova havde givet tusinder af år tidligere i Edens Have. (1. Mos. 3:15) Når vi tænker over de løfter Jehova har givet, og hvordan han har opfyldt dem, hjælper det os til at forstå hvor stor kraft han har. – Jos. 23:14; Esa. 55:10, 11. w23.04 28 § 10-12
Tirsdag den 4. februar
“Jehova, hør min bøn; lyt til min inderlige bøn om hjælp.” – Sl. 143:1.
Jehova lyttede til Davids bønner og reddede ham gang på gang ud af farlige situationer. (1. Sam. 19:10, 18-20; 2. Sam. 5:17-25) Vi kan have tillid til at han vil gøre det samme for os. (Sl. 145:18) Det er dog ikke altid at Jehova besvarer vores bønner på den måde vi forventer. Paulus bad tre gange specifikt Jehova om at fjerne et problem han kæmpede med, en “torn i kødet”. Besvarede Jehova hans bønner? Ja, men ikke på den måde Paulus havde håbet. I stedet for at fjerne problemet gav Jehova ham styrke til at holde ud i sin tjeneste på trods af det han kæmpede med. (2. Kor. 12:7-10) Vi kan også opleve at vores bønner ikke bliver besvaret på den måde vi havde regnet med. Jehova ved altid præcis hvad vi har brug for, og han kan “gøre uendeligt meget mere end vi beder om eller kan forestille os”. (Ef. 3:20) Af den grund kan vi nogle gange opleve at hans svar på vores bønner kommer på et tidspunkt eller en måde vi ikke havde forventet. w23.05 8-9 § 4-6
Onsdag den 5. februar
“Den tid kommer hvor alle der er i mindegravene, skal høre hans stemme og komme ud.” – Joh. 5:28, 29.
Det er godt for os indimellem at bruge tid på at meditere over Bibelens løfte om en opstandelse. Hvorfor? Fordi vi pludselig kan blive ramt af en livstruende sygdom eller miste nogen vi elsker. (Præd. 9:11; Jak. 4:13, 14) Opstandelseshåbet kan hjælpe os til at holde ud i den slags situationer. (1. Thess. 4:13) Bibelen forsikrer os om at vores Far i himlen kender os indgående og elsker os højt. (Luk. 12:7) Tænk på hvor godt Jehova må kende os når han er i stand til at genskabe os med alle vores personlighedstræk og minder. Og hvor må Jehova elske os højt siden han er villig til om nødvendigt at give os en opstandelse for at vi kan leve evigt. Hvorfor kan vi tro på løftet om en opstandelse? Fordi den der har givet løftet, både har ønsket om og evnen til at opfylde det. w23.04 8-9 § 2-4
Torsdag den 6. februar
Hvert år plejede Josef og Maria at tage til Jerusalem til påskehøjtiden. – Luk. 2:41.
Josef og Maria sørgede for sammen at styrke deres forhold til Jehova. De forstod hvor vigtigt det var at tilbede Jehova sammen som familie. (Luk. 2:22-24; 4:16) De er et rigtig godt eksempel for ægtepar i dag! Hvis I har børn, ligesom Josef og Maria havde, er det måske en udfordring for jer at komme til møderne og at sætte en fast tid af til familiestudiet. Og det kan være endnu sværere at finde tid til at studere og bede sammen som par. Men husk at når I tilbeder Jehova sammen, får I et stærkere forhold både til ham og til hinanden. Så sørg for at tilbedelsen af Jehova har topprioritet i jeres liv. Hvis jeres forhold er blevet lidt anspændt, virker tanken om familiestudie måske ikke så tiltalende. Begynd med noget der er let og ikke tager så lang tid, og som I begge to synes er spændende. Hvis I gør det, vil det styrke jeres forhold til hinanden og give jer et større ønske om at gøre nogle åndelige ting sammen. w23.05 22 § 7-8
Fredag den 7. februar
“Obadja var en mand der havde dyb ærefrygt for Jehova.” – 1. Kong. 18:3.
Hvordan påvirkede Obadjas gudsfrygt hans personlighed? Hans gudsfrygt fik ham blandt andet til at være ærlig og pålidelig, og derfor gav kongen ham ansvaret for hoffet. (Se også Nehemias 7:2). Obadjas gudsfrygt gjorde ham også meget modig, og det havde han virkelig brug for at være. Kongen på hans tid var den onde Akab. (1. Kong. 16:30) Og Akabs hustru, Jezabel, der dyrkede Baal, hadede Jehova så meget at hun forsøgte at sætte en stopper for den sande tilbedelse i nordriget. Hun dræbte endda mange af Guds profeter. (1. Kong. 18:4) Da Jezabel begyndte at jage Jehovas profeter for at slå dem ihjel, skjulte Obadja 100 af dem “i to huler, 50 i hver, og sørgede for at de fik brød og vand”. (1. Kong. 18:13, 14) Hvis han var blevet opdaget, havde det helt sikkert kostet ham livet. Obadja var jo bare et menneske og havde selvfølgelig ikke lyst til at dø. Men han elskede Jehova og hans tjenere mere end han elskede sit eget liv. w23.06 15-16 § 9-10
Lørdag den 8. februar
Jeg, Jehova, er den som leder dig. – Esa. 48:17.
Jehova leder sit folk i dag, ligesom han gjorde i fortiden. Det gør han ved hjælp af sit ord og sin Søn, der er hoved for menigheden. Er der tegn på at Jehova også i dag bruger mennesker som sine repræsentanter? Ja. Tænk for eksempel på hvad der skete i slutningen af 1800-tallet. Charles Taze Russell og hans medarbejdere begyndte at forstå at året 1914 ville være et særligt år i forbindelse med oprettelsen af Guds rige. (Dan. 4:25, 26) Det var de nået frem til ved hjælp af Bibelens profetier. Ledte Jehova deres studie af Bibelen? Det gjorde han tydeligvis. De ting der skete i 1914, gjorde det helt klart at Guds rige var begyndt at herske. Første Verdenskrig brød ud, og derefter kom der epidemier, jordskælv og hungersnød. (Luk. 21:10, 11) Der er ingen tvivl om at Jehova brugte disse flittige bibelstudenter til at hjælpe sit folk. w24.02 22 § 11
Søndag den 9. februar
“Den retfærdige kommer ud for mange problemer, men Jehova redder ham ud af dem alle.” – Sl. 34:19.
Som Jehovas tjenere ved vi at Jehova elsker os, og at han ønsker at vi skal have det bedst mulige liv. (Rom. 8:35-39) Vi er også helt overbevist om at det altid vil være godt for os at leve efter Bibelens principper. (Esa. 48:17, 18) Men hvad så hvis vi kommer ud for nogle problemer vi ikke havde regnet med? Det kan for eksempel være at et familiemedlem har skuffet os på en eller anden måde. Det kan være at vi kæmper med et alvorligt helbredsproblem der begrænser hvad vi kan gøre i tjenesten for Jehova. Måske har vi været udsat for en naturkatastrofe. Eller det kan være at vi bliver forfulgt på grund af vores tro. Når vi kommer ud for sådan nogle prøver, tænker vi måske: ‘Hvorfor sker det her for mig? Har jeg gjort noget forkert? Er det fordi Jehova ikke er med mig?’ Har du nogensinde tænkt sådan? Hvis du har, skal du ikke være ked af det. Mange af Jehovas loyale tjenere har kæmpet med lignende tanker og følelser. – Sl. 22:1, 2; Hab. 1:2, 3. w23.04 14 § 1-2
Mandag den 10. februar
“Jeg er fast besluttet på at adlyde dine love til hver en tid.” – Sl. 119:112.
Når vi kommer ud for fristelser, afviser vi med det samme tanken om at gøre noget der kunne skade vores venskab med Jehova. Vi kan ikke ændre på Jehovas love, og vi skal ikke forsøge at bøje dem. De er altid til bedste for os. (Esa. 48:17, 18; 1. Kor. 6:9, 10) Jehova forventer at vi er ‘lydige af hjertet’. (Rom. 6:17) Djævelen er som en løve der forsøger at tage os som bytte og æde os. (1. Pet. 5:8) Han gør brug af både vold, trusler og psykisk pres for at svække vores beslutning om at stå fast. Nogle kristne i det første århundrede blev truet, slået og endda dræbt fordi de nægtede at gå på kompromis. (Ap.G. 5:27, 28, 40; 7:54-60) Forfølgelse er stadig en taktik Satan gør brug af. I Rusland og andre lande bliver vores brødre og søstre udsat for brutal behandling og andre angreb fra modstandere. Og han gør også brug af mere snedige angreb. – Ef. 6:11. w23.07 15-16 § 6-9
Tirsdag den 11. februar
Lad os vise kærlighed så vi på alle måder kan vokse. – Ef. 4:15.
Jo mere du studerer, jo større kærlighed vil du få til Jehova. Den kærlighed får dig til at leve efter det du lærer. De bibelske principper får dig til at træffe bedre beslutninger. Din måde at tænke på og dine handlinger ændrer sig fordi du ønsker at glæde Jehova. Ligesom børn efterligner deres forældre, forsøger du at efterligne din himmelske Far. (Ef. 5:1, 2) Vi kan spørge os selv: ‘Er min kærlighed til Jehova vokset siden jeg blev døbt? Er jeg kommet til at ligne Jehova mere, især når det gælder det at elske mine brødre og søstre?’ Hvis du finder ud af at “den kærlighed du havde i begyndelsen”, er kølnet lidt, skal du ikke miste modet. Noget lignende skete for nogle af de kristne i det første århundrede. Men Jesus ønskede at hjælpe dem, og han vil også gerne hjælpe os. (Åb. 2:4, 7) Han ved at vi kan få samme stærke kærlighed som vi havde da vi lærte sandheden at kende. w23.07 8 § 2-3
Onsdag den 12. februar
“Du, Jehova, er god og villig til at tilgive.” – Sl. 86:5.
Apostlen Peter begik en række fejl. Det begyndte med at han var lidt for selvsikker og påstod at han i hvert fald ville være trofast, selv hvis de andre apostle svigtede Jesus. (Mark. 14:27-29) Bagefter kunne han ikke holde sig vågen men faldt i søvn flere gange. (Mark. 14:32, 37-41) Senere flygtede han da en bevæbnet flok kom for at arrestere Jesus. (Mark. 14:50) Til sidst nægtede Peter tre gange at han kendte Jesus, og han sværgede endda på at han talte sandt. (Mark. 14:66-71) Hvordan reagerede han da det gik op for ham hvor alvorlig en synd han havde begået? Han brød sammen og græd voldsomt. (Mark. 14:72) Uden overhovedet at nævne det Peter havde gjort, sagde Jesus til sin ven at han ville få større ansvar. (Joh. 21:15-17) Peter vidste udmærket at han havde begået en alvorlig synd, men han betragtede ikke sig selv som fuldstændigt håbløs. Hvorfor ikke? Fordi han var sikker på at Jesus ikke betragtede ham som håbløs og ikke havde opgivet ham. Hvad kan vi lære? Jehova ønsker at vi skal være helt overbevist om at han elsker os og er parat til at tilgive os. – Rom. 8:38, 39. w24.03 18-19 § 13-15
Torsdag den 13. februar
“Det er utallige hun har slået ihjel.” – Ordsp. 7:26.
Nogle af de tragiske konsekvenser af seksuel umoral kan være en følelse af skam, en følelse af at man ikke er noget værd, uønskede graviditeter og ødelagte familier. Det er tydeligt at det vil være klogt ikke at sætte sine ben i den tåbelige kvindes “hus”. De der går ind til hende, mister ikke kun deres venskab med Jehova men risikerer også at blive ramt af sygdomme der fører til en tidlig død. (Ordsp. 7:23) Vers 18 i Ordsprogene, kapitel 9, siger: “Hendes gæster ligger i Gravens dyb.” Men når hendes invitation fører til en sådan tragedie, hvorfor er der så så mange der tager imod den? (Ordsp. 9:13-18) Noget der får mange til at tage imod hendes invitation, er at de begynder at se pornografi. Nogle tror at det er helt uskadeligt. Men det er det ikke. Tværtimod! Pornografi får mange til at miste respekten for sig selv og andre, og hvis først man er begyndt at se det, kan det være meget svært at holde op igen. Umoralske billeder prenter sig på nethinden og kan være svære at komme af med igen. Og pornografi er på ingen måde med til at slå forkerte ønsker ihjel; tværtimod får det dem til at blusse op. (Kol. 3:5; Jak. 1:14, 15) Mange af dem der ser pornografi, ender med at begå seksuelt umoralske handlinger. w23.06 23 § 10-11
Fredag den 14. februar
“Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, og dét alene vil bestå for evigt.” – Dan. 2:44.
Selvom andre nationer prøver at udfordre den britisk-amerikanske verdensmagt, vil der ikke opstå nogen ny verdensmagt. Det ved vi fordi den sten der symboliserer Guds rige, vil knuse fødderne, altså den del af statuen der står for den britisk-amerikanske verdensmagt. (Dan. 2:34, 35, 44, 45) Er du overbevist om at Daniels profeti om fødderne af jern og ler går i opfyldelse nu? Hvis du er det, vil det påvirke din måde at leve på. Du vil ikke bruge dit liv på at tjene en masse penge i en verden der alligevel snart vil blive ødelagt. (Luk. 12:16-21; 1. Joh. 2:15-17) Når du forstår profetien, vil du også forstå hvor vigtigt det er at forkynde og at lære andre om Jehova. (Matt. 6:33; 28:18-20) Efter at have studeret profetien så spørg dig selv: ‘Viser de beslutninger jeg tager, at jeg er overbevist om at Guds rige snart vil fjerne alle menneskeskabte regeringer?’ w23.08 11 § 13-14
Lørdag den 15. februar
Hver enkelt af os skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud. – Rom. 14:12.
Vis beskedenhed, og acceptér at din alder, dit helbred eller dine omstændigheder sætter nogle begrænsninger for hvad du kan klare. Ligesom Barzillaj må du være i stand til at sige nej til privilegier som du reelt ikke har kræfterne til at tage dig af. (2. Sam. 19:35, 36) Og ligesom Moses må du være parat til at tage imod hjælp og uddelegere ansvar til andre. (2. Mos. 18:21, 22) Når vi erkender vores begrænsninger, vil det forhindre os i at brænde ud og give op. Vi må heller ikke føle os ansvarlige for andres dårlige beslutninger. Vi kan ikke træffe beslutninger for andre, og vi kan heller ikke altid beskytte dem mod konsekvenserne af de dårlige valg de tager. For eksempel oplever nogle forældre at en søn eller datter holder op med at tjene Jehova, og det kan være en stor sorg for dem. Men hvis de giver sig selv skylden for deres børns dårlige beslutninger, påtager de sig en voldsomt tung byrde – en byrde Jehova ikke forventer at de skal bære. w23.08 29 § 11-12
Søndag den 16. februar
Samson blev forelsket i en kvinde der hed Dalila. – Dom. 16:4.
Selvom Samson havde en stærk tro, var han stadig bare et ufuldkomment menneske og traf nogle gange dårlige beslutninger. Særligt en af hans beslutninger fik katastrofale konsekvenser. Da han havde tjent som dommer i et stykke tid, blev han forelsket i en kvinde i Sorekdalen der hed Dalila. Tidligere havde Samson været forlovet med en kvinde fra Filistæa, men “det kom fra Jehova”, der “søgte en konfrontation med filistrene”. Samson havde også på et tidspunkt opholdt sig i en prostituerets hus i den filistæiske by Gaza. Ved den lejlighed gav Jehova ham styrke til at fjerne byportens døre så byens forsvar blev svækket. (Dom. 14:1-4; 16:1-3) Situationen med Dalila var imidlertid anderledes, for hun var sandsynligvis israelit. Det var altså ikke et forhold Samson indledte for at skabe en mulighed for at bekæmpe filistrene. Dalila indgik en aftale med filistrene om at forråde Samson for en stor sum penge. w23.09 5 § 12-13
Mandag den 17. februar
“En mands indsigt bremser hans vrede.” – Ordsp. 19:11.
Indsigt kan hjælpe os til at være milde. En person der har indsigt, kan se bag om tingene og bevare roen når han skal forsvare sin tro. Nogle spørgsmål eller udtalelser er som et isbjerg – der ligger en masse under overfladen. Der kan for eksempel være et motiv eller en bekymring vi ikke lige kender, som får en person til at stille et spørgsmål. Så inden vi svarer, er det vigtigt at vi husker at vi måske ikke ved hvad det er der har fået personen til at sige som han gør. (Ordsp. 16:23) Tænk over hvordan Gideon reagerede over for mændene fra Efraim. De var vrede over at han ikke havde tilkaldt dem noget før så de kunne være med fra starten i en kamp mod israelitternes fjender. Var der en underliggende grund til at de var så vrede? Måske såret stolthed? Uanset hvad årsagen var, prøvede Gideon at forstå deres følelser og svarede dem på en mild måde. Hvad var resultatet? ‘De faldt til ro.’ – Dom. 8:1-3. w23.09 16 § 8-9
Tirsdag den 18. februar
“Hver dag var jeg den han holdt særligt meget af.” – Ordsp. 8:30.
Jehova og Jesus har det stærkeste forhold der kan være mellem en far og en søn. Der er ingen tvivl om at det må have gjort meget ondt på Jehova at se sin Søn blive mishandlet, afvist og prøvet til det yderste. Forældre der har mistet et barn i døden, ved hvor dyb en smerte det giver. Selvom vi er fuldstændigt overbevist om at opstandelsen vil finde sted, fjerner det ikke den sorg vi føler når vi mister en vi elsker. Når vi tænker over de følelser forældre kan have, hjælper det os til at forstå hvordan Jehova må have haft det da han så sin elskede Søn lide og dø den forårsdag i år 33. (Matt. 3:17) Inden mindehøjtiden kunne det være en god idé at have et personligt studieprojekt eller et projekt på Den Teokratiske Familieaften der handler om løsesummen. Og glem ikke at se det særlige teokratiske morgenprogram på dagen for mindehøjtiden. Når vi i vores hjerte har forberedt os på at overvære mindehøjtiden, vil vi også kunne hjælpe andre til at få gavn af den. – Ezra 7:10. w24.01 11 § 10-12
Onsdag den 19. februar
“Han vil gøre jer stærke.” – 1. Pet. 5:10.
En af de måder vi kan få styrke fra Jehova på, er ved at bede til ham. Som svar på vores bønner kan Jehova give os “den kraft som er ud over det normale”. (2. Kor. 4:7) Det kan også styrke os at læse i Bibelen og tænke over det der står, for Guds ord “har kraft”. (Hebr. 4:12; Sl. 86:11) Så når du beder til Jehova og læser i Bibelen, vil du få den styrke der skal til for at du kan holde ud og bevare glæden eller klare en vanskelig opgave. Læg mærke til hvordan Jehova styrkede profeten Jonas. Han var stukket af fra en udfordrende opgave som Jehova havde givet ham, og det betød at han og dem han sejlede sammen med, var tæt på at miste livet i en voldsom storm. Da han blev kastet over bord, endte han et sted som han nok aldrig havde forestillet sig – i maven på en stor fisk! Hvad gjorde Jonas for at få styrke da han lå der, ensom og fortvivlet? Han bad til Jehova. – Jon. 2:1, 2, 7. w23.10 13 § 4-6
Torsdag den 20. februar
“Afslutningen på det hele er kommet nær.” – 1. Pet. 4:7.
Apostlen Peter skrev sine breve til de kristne i det første århundrede, men Jehova sørgede for at de blev en del af Bibelen. Så vi kan også hente mange gode råd i dem i dag. (Rom. 15:4) Vi er omgivet af mennesker der ikke tror på det Bibelen siger om fremtiden. Modstandere håner os fordi vi i mange år har sagt at afslutningen er meget tæt på. Nogle siger at afslutningen aldrig kommer. (2. Pet. 3:3, 4) Hvis vi hører den slags kommentarer fra en vi møder i forkyndelsen, fra en kollega eller fra en i vores familie, kan det gøre os urolige og usikre. Peter forklarede hvad der kan hjælpe os. Nogle synes måske at Jehova er længe om at fjerne den her onde verden. Peters ord kan hjælpe os til at bevare det rigtige perspektiv fordi de minder os om at Jehovas syn på tiden er helt anderledes end menneskers. (2. Pet. 3:8, 9) For Jehova er tusind år som én dag. Jehova er tålmodig og ønsker ikke at nogen skal udslettes. Men når hans dag er inde, vil denne verdensordning blive fjernet. w23.09 26-27 § 2-5
Fredag den 21. februar
Det er vigtigt at vi er mere end almindeligt opmærksomme på de ting vi har hørt, så vi aldrig glider bort. – Hebr. 2:1.
Hvorfor skrev apostlen Paulus sit brev til de kristne hebræere i Judæa? Der kan have været to primære grunde til det. For det første ville han gerne opmuntre dem. De fleste af dem var opdraget i den jødiske tro. Deres tidligere religiøse ledere har måske hånet dem fordi de var blevet kristne. Hvad var grunden til det? De kristne havde ikke noget imponerende tempel eller noget fysisk alter hvor de kunne bringe ofre til Gud, og de havde heller ikke nogen præster. Det kunne have taget modet fra dem og svækket deres tro. (Hebr. 3:12, 14) Nogle af dem kunne måske endda have haft lyst til at gå tilbage til jødedommen. For det andet kom Paulus ind på at de kristne hebræere ikke satte sig ind i nye eller dybe åndelige sandheder, altså at de ikke tog til sig af den ‘faste føde’. (Hebr. 5:11-14) Nogle af dem holdt åbenbart stadig fast ved Moseloven. w23.10 24-25 § 3-4
Lørdag den 22. februar
Du skal behandle yngre kvinder som søstre, i al renhed. – 1. Tim. 5:2.
Nogle kvinder har valgt ikke at gifte sig. (Matt. 19:10-12) Du kan være helt sikker på at Jehova og Jesus ikke ser dig som mindre værd fordi du ikke er gift. I hele verden er singlesøstre meget værdsat for alt det positive de gør i menigheden. De viser andre kærlighed og oprigtig omsorg, og derfor bliver de som søstre og mødre for mange. (Mark. 10:29, 30) Nogle er begyndt i heltidstjenesten. Søstre udfører en meget stor del af forkyndelsesarbejdet. (Sl. 68:11) Hvis du er helt ung, kan du så allerede nu planlægge at begynde i heltidstjenesten? Du kunne arbejde på at blive pioner, byggefrivillig eller betelit. Tal med Jehova om dit mål. Snak med andre der er begyndt i heltidstjenesten, og find ud af hvad du skal arbejde på for at nå dit mål. Og læg så en realistisk plan. Hvis du begynder i heltidstjenesten, vil der være mange spændende muligheder der åbner sig for dig i tjenesten for Jehova. w23.12 22 § 16-17
Søndag den 23. februar
Den gode nyhed skal først forkyndes. – Mark. 13:10.
Den store trængsel nærmer sig, og vi er klar over at det er vigtigere end nogensinde at være med i forkyndelsesarbejdet. Men hvis vi oplever økonomiske problemer eller modstand mod vores forkyndelse, kan det gøre det svært for os at fokusere på vores tjeneste. Hvad kan hjælpe os til at sætte Guds vilje først? Vi må have fuldstændig tillid til at “hærstyrkers Gud, Jehova” er på vores side. Hvis vi bliver ved med at sætte ham først, har vi intet at frygte. (Hag. 2:4) Haggaj tilskyndede Jehovas folk til at gøre deres bedste i tjenesten for Jehova. De skulle lægge de år de havde spildt, bag sig og starte på en frisk, som om de lige havde lagt fundamentet til templet. Hvis de gjorde det, lovede Jehova at han fra den dag ville velsigne dem. (Hag. 2:18, 19) I dag ønsker Jehova at vi skal fokusere på det livreddende arbejde med at gøre folk til disciple, og vi kan være sikre på at Jehova også vil velsigne os hvis vi giver det arbejde førsteprioritet i vores liv. w23.11 16 § 8; 17 § 11
Mandag den 24. februar
“Alle har syndet.” – Rom. 3:23.
I sit brev til romerne skrev apostlen Paulus at alle mennesker har syndet. Så hvordan kan vi blive betragtet som skyldfrie, eller retfærdige, og få Guds godkendelse? Det Paulus skrev om Abraham, hjælper os til at få svar på det spørgsmål. Det var mens Abraham boede i Kanaan at Jehova omtalte ham som retfærdig. Hvorfor gjorde han det? Var det fordi Abraham nøje overholdt Moseloven? Nej, det kan det ikke have været. (Rom. 4:13) Loven blev først givet til israelitterne over 400 år efter at Gud havde erklæret Abraham retfærdig. Så hvad var grunden til at Gud kunne betragte Abraham som han gjorde? Det var Abrahams tro der fik Jehova til at vise ham ufortjent godhed og kalde ham retfærdig. – Rom. 4:2-4. w23.12 3 § 4-5
Tirsdag den 25. februar
“Gør alt hvad der ligger dig på hjerte.” – 1. Krøn. 17:2.
Samme nat hvor Natan havde sagt ovenstående til David, sagde Jehova til Natan at det ikke ville blive David der skulle bygge templet. (1. Krøn. 17:3, 4, 11, 12) Hvordan reagerede David på den besked? Han fokuserede på at indsamle de midler og materialer som hans søn Salomon ville få brug for til projektet. (1. Krøn. 29:1-5) Lige efter at Jehova havde informeret David om at det ikke ville blive ham der byggede templet, indgik Jehova en pagt med ham. Han lovede David at en af hans efterkommere skulle herske for evigt. (2. Sam. 7:16) Prøv at forestille dig hvor glad David bliver når han i tusindårsriget finder ud af at Kongen, Jesus, er en af hans efterkommere! Det er måske ikke altid muligt at gøre de ting i tjenesten for Jehova som vi gerne ville, men den her beretning viser at Jehova kan velsigne os på andre måder – på måder vi slet ikke havde forestillet os. w23.04 16 § 8-10
Onsdag den 26. februar
Jehova vil ikke svigte sit folk. – Sl. 94:14.
Du kan finde bestemte vers og beretninger i Bibelen der er særligt trøstende for dig når du er bange. Det kunne for eksempel være i Job, Salmerne, Ordsprogene og noget af det Jesus siger i Matthæus, kapitel 6. Du vil blive trøstet når du beder til Jehova og læser i hans ord. Vi kan have tillid til at Jehova vil være der for os når alting ser håbløst ud. Vi vil aldrig være alene. (Sl. 23:4) Jehova lover at beskytte, stabilisere, støtte og trøste os. Der står om Jehova i Esajas 26:3: “Du vil beskytte dem der støtter sig helt og holdent til dig, du vil give dem varig fred, for det er dig de har tillid til.” Så hav tillid til Jehova, og tag imod den hjælp han giver dig. Når du gør det, vil du få styrke selv i svære tider. w24.01 25 § 16-17
Torsdag den 27. februar
“Intet våben man finder på at rette imod dig, vil virke.” – Esa. 54:17.
Ordene i dagens vers bliver opfyldt i dag. Der er også en anden opmuntrende profeti der gælder vores tid: “Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og dine sønner vil opleve stor fred. Du vil blive grundfæstet med retfærdighed. ... Du vil intet frygte og ikke have nogen grund til at være bange, for ingen rædsler vil komme i nærheden af dig.” (Esa. 54:13, 14) Ikke engang “denne verdens gud”, Satan, kan stoppe det undervisningsarbejde Jehovas folk udfører. (2. Kor. 4:4) Den rene tilbedelse er blevet genindført og vil aldrig blive fordærvet igen. Den er kommet for at blive, og den vil eksistere i al evighed. Intet våben der bliver rettet imod os, vil virke! w24.02 4 § 10
Fredag den 28. februar
“Enhver der holder mere af far eller mor end af mig, er ikke værdig til at følge mig.” – Matt. 10:37.
Vi tager vores indvielsesløfte til Jehova alvorligt, og det påvirker de beslutninger vi træffer i forbindelse med vores familie. Vi gør selvfølgelig alt hvad vi kan, for at tage os godt af dem. Men vi sætter aldrig deres ønsker over det Jehova kræver af os. (Matt. 10:35, 36; 1. Tim. 5:8) Og nogle gange kan det måske gå ud over freden i familien fordi vi vælger at gøre det der glæder Jehova. Det er ham der står bag familieordningen, og han ønsker at vi skal have et godt og lykkeligt familieliv. (Ef. 3:14, 15) Hvis vi gerne vil have det, er vi nødt til at gøre det Jehova ønsker af os. Du kan være sikker på at Jehova værdsætter de ofre du bringer for at kunne tjene ham og tage dig af din familie og behandle dem på en kærlig og respektfuld måde. – Rom. 12:10. w24.02 17 § 11; 18 § 13