Lukas
20 En af dagene, mens han underviste folket i templet og forkyndte den gode nyhed, trådte de øverste præster og de skriftlærde sammen med de ældste frem+ 2 og tog til orde idet de sagde til ham: „Sig os med hvilken bemyndigelse du gør disse ting, eller hvem det er der har givet dig denne bemyndigelse.“+ 3 Som svar sagde han til dem: „Jeg vil også spørge jer om en ting, og I siger mig:+ 4 Var Johannes’ dåb* fra himmelen eller fra mennesker?“+ 5 Så diskuterede de indbyrdes idet de sagde: „Hvis vi siger: ’Fra himmelen,’ vil han sige: ’Hvordan kan det da være at I ikke troede ham?’+ 6 Og hvis vi siger: ’Fra mennesker,’ vil folket, hver og én, stene os,+ for de er overbeviste om at Johannes+ var en profet.“+ 7 De svarede så at de ikke vidste hvorfra. 8 Og Jesus sagde til dem: „Så siger jeg heller ikke jer med hvilken bemyndigelse jeg gør disse ting.“+
9 Da begyndte han at tale til folket med denne billedtale: „En mand plantede en vingård,+ lejede den ud til vinavlere og rejste udenlands i længere tid.+ 10 Men da tiden var inde sendte han en træl+ ud til vinavlerne,+ for at de kunne give ham noget af vingårdens frugt.+ Vinavlerne sendte ham imidlertid tomhændet bort+ efter at have pryglet ham. 11 Men han prøvede igen og sendte dem en anden træl. Også denne pryglede de og vanærede og sendte tomhændet bort.+ 12 Alligevel prøvede han igen og sendte en tredje;+ også ham slog de til blods og kastede ud. 13 Da sagde vingårdens ejer: ’Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min søn, den elskede.+ Ham vil de sikkert respektere.’ 14 Da vinavlerne fik øje på ham, gav de sig til at diskutere med hinanden idet de sagde: ’Dette er arvingen; lad os dræbe ham, så arven kan blive vores.’+ 15 Så kastede de ham ud af vingården+ og dræbte ham.+ Hvad vil ejeren af vingården nu gøre ved dem?+ 16 Han vil komme og gøre det af med disse vinavlere, og han vil give vingården til andre.“+
Da de hørte [dette] sagde de: „Måtte det aldrig ske!“ 17 Men han så på dem og sagde: „Hvad betyder da dette som står skrevet: ’Den sten bygmestrene forkastede+ er blevet hovedhjørnesten’?+ 18 Enhver som falder på den sten vil blive knust.+ Men enhver som den falder på,+ ham maler den til støv.“+
19 De skriftlærde og de øverste præster søgte nu i selv samme time at lægge hånd på ham, men de var bange for folket; de var nemlig klar over at det var med henblik på dem han havde talt i denne billedtale.+ 20 Og efter at have holdt skarpt øje med ham udsendte de nogle mænd der i hemmelighed var lejet til at give sig ud for at være retfærdige, for at de måske kunne fange ham i ord,+ så de kunne overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens myndighed. 21 Og de spurgte ham idet de sagde: „Lærer, vi ved at du taler og underviser korrekt og ikke er partisk, nej, du lærer andre Guds vej i overensstemmelse med hvad der er sandhed:+ 22 Er det tilladt os at give kejseren* skat, eller er det ikke?“+ 23 Men han mærkede deres underfundighed og sagde til dem:+ 24 „Vis mig en denar.* Hvis billede og indskrift har den?“ De sagde: „Kejserens.“+ 25 Han sagde til dem: „Så tilbagebetal da kejseren det der er kejserens,+ og Gud det der er Guds.“+ 26 De kunne ikke fange ham [i noget] i denne udtalelse i folkets påhør, og i undren over hans svar tav de.+
27 Men nogle af saddukæerne — det er dem som siger at der ikke er nogen opstandelse+ — kom nu hen og spurgte ham 28 idet de sagde: „Lærer, Moses+ skrev til os: ’Hvis en mand som har en broder, dør mens han har en hustru, og han er forblevet barnløs, så skal hans broder+ tage hustruen og med hende oprejse sin broder afkom.’+ 29 Nu var der syv brødre; og den første tog en hustru og døde barnløs.+ 30 Og den anden 31 og den tredje tog hende. På samme måde med dem alle syv: de døde uden at efterlade sig børn.+ 32 Til sidst døde også hustruen.+ 33 Hvem af dem skal nu have hende til hustru i opstandelsen?* De er jo syv der har haft hende til hustru.“+
34 Jesus sagde til dem: „Denne tingenes ordnings* børn gifter sig+ og bortgiftes, 35 men de som er anset for værdige+ til at få del i den anden tingenes ordning+ og opstandelsen fra de døde,+ hverken gifter sig eller bortgiftes. 36 Ja, de kan heller ikke dø mere,+ for de er lig engle, og de er Guds børn,* idet de er opstandelsens børn.+ 37 Men at de døde oprejses har også Moses angivet, i beretningen om tornebusken,+ når han kalder Jehova* ’Abrahams Gud* og Isaks Gud og Jakobs Gud’.+ 38 Han er ikke dødes men levendes Gud; de er nemlig alle levende for ham.“*+ 39 Det fik nogle af de skriftlærde til at sige: „Lærer, du har talt udmærket.“ 40 For de turde ikke mere spørge ham om noget.
41 Så sagde han til dem: „Hvordan kan man sige at Messias er Davids søn?+ 42 For David selv siger i Salmernes Bog: ’Jehova* sagde til min Herre: „Sæt dig ved min højre hånd 43 indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“’+ 44 David kalder ham altså ’Herre’; hvordan er han så hans søn?“
45 Mens hele folket hørte på det, sagde han så til disciplene:+ 46 „Tag jer i agt for de skriftlærde, som gerne vil gå rundt i lange klæder og kan lide at der hilses på dem på torvene* og at de har de forreste siddepladser i synagogerne og de fornemste pladser ved aftensmåltiderne,+ 47 og som opsluger enkernes hjem+ og som et skalkeskjul siger lange bønner. De vil få en strengere dom.“+