Ifølge Johannes*

1 I begyndelsen+ var Ordet,*+ og Ordet var hos Gud,*+ og Ordet var en gud.*+ 2 Denne var i begyndelsen+ hos Gud.+ 3 Alt er blevet til gennem ham,+ og uden ham er end ikke én ting blevet til.

Hvad der blev til 4 ved ham var liv,+ og livet var menneskenes lys.*+ 5 Og lyset skinner i mørket,+ og mørket har ikke overvældet det.

6 Der fremstod et menneske som var udsendt fra Gud:+ hans navn var Johannes.*+ 7 Han kom til en vidnegerning,+ for at vidne om lyset,+ for at mennesker af alle slags kunne få tro gennem ham.+ 8 Han var ikke lyset,+ men han skulle vidne+ om lyset.

9 Det sande lys+ som oplyser+ alle slags mennesker,+ var ved at komme til verden.* 10 Han var i verden,+ og verden er blevet til gennem ham,+ men verden kendte ham ikke. 11 Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham.+ 12 Men så mange som tog imod ham,+ dem gav han bemyndigelse til at blive Guds børn,+ fordi de troede på hans navn;+ 13 og de blev ikke født som følge af blod* eller som følge af køds vilje eller som følge af mands vilje, men som følge af Gud.+

14 Så blev Ordet kød+ og boede* iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den en enestefødt søn+ har fra sin fader; og han var fuld af ufortjent godhed og sandhed.+ 15 (Johannes vidnede om ham, ja, han ligefrem råbte og sagde — det var ham der sagde [det]: „Den der kommer efter mig, er rykket frem foran mig, for han var til før mig.“)+ 16 For vi har alle modtaget af hans fylde,+ og dét ufortjent godhed efter ufortjent godhed.+ 17 For loven blev givet gennem Moses,+ den ufortjente godhed+ og sandheden+ er kommet gennem Jesus Kristus. 18 Ingen har nogen sinde set Gud;+ det er den enestefødte gud,*+ som ligger op mod Faderens bryst,+ der har forklaret ham.+

19 Dette er så Johannes’ vidnesbyrd* da jøderne sendte præster og levitter ud til ham fra Jerusalem for at spørge ham: „Hvem er du?“+ 20 Og han indrømmede og benægtede ikke, men indrømmede: „Jeg er ikke Messias.“+ 21 Og de spurgte ham: „Hvad da? Er du Elias?“*+ Og han sagde: „Det er jeg ikke.“ „Er du Profeten?“+ Og han svarede: „Nej!“ 22 Så sagde de til ham: „Hvem er du? så vi kan give et svar til dem som har sendt os. Hvad siger du om dig selv?“+ 23 Han sagde: „Jeg er en stemme af en som råber i ørkenen: ’I må gøre Jehovas* vej lige,’ sådan som profeten Esajas har sagt.“+ 24 Og de som var udsendt, var fra farisæerne. 25 Og de udspurgte ham og sagde til ham: „Hvorfor døber+ du da hvis du ikke selv er Messias eller Elias eller Profeten?“ 26 Johannes svarede dem idet han sagde: „Jeg døber* i vand. Midt iblandt jer+ står en som I ikke kender,+ 27 den der kommer efter mig, hvis sandalrem jeg ikke er værdig til at løse.“+ 28 Dette skete i Betaʹnia* på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.+

29 Den næste dag så han Jesus komme hen imod sig, og han sagde: „Se, Guds lam+ som tager verdens*+ synd bort!+ 30 Det er ham om hvem jeg sagde: Efter mig kommer der en mand som er rykket frem foran mig, for han var til før mig.+ 31 Selv jeg kendte ham ikke, men grunden til at jeg er kommet og døber i vand, er at han skal gøres kendt for Israel.“+ 32 Johannes vidnede også idet han sagde: „Jeg iagttog ånden komme ned som en due fra himmelen, og den blev over ham.+ 33 Selv jeg kendte ham ikke, men han som har sendt mig+ for at døbe i vand sagde til mig: ’Den du ser ånden komme ned over og blive over, han er den der døber i hellig ånd.’+ 34 Og jeg har selv set det, og jeg har vidnet om at han er Guds søn.“+

35 Den næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple, 36 og idet han så på Jesus der kom gående, sagde han: „Se, Guds lam!“+ 37 Og de to disciple hørte ham sige det, og de fulgte efter Jesus. 38 Da vendte Jesus sig, og da han bemærkede at de fulgte efter, sagde han til dem: „Hvad søger I?“ De sagde til ham: „Rabʹbi (som oversat betyder Lærer), hvor bor du?“ 39 Han sagde til dem: „Kom, så skal I se.“+ De gik så med og så hvor han boede, og de blev hos ham den dag; det var omkring den tiende time.* 40 Andreas,+ Simon Peters broder, var en af de to der havde hørt hvad Johannes sagde og var fulgt efter [Jesus].* 41 Han fandt først* sin egen broder, Simon, og sagde til ham: „Vi har fundet Messias“*+ (der oversat betyder Kristus).+ 42 Han førte ham til Jesus. Da Jesus så+ ham sagde han: „Du er Simon,+ Johannes’* søn;+ du skal kaldes Keʹfas“* (der oversættes Peter).*+

43 Den næste dag ønskede Jesus at tage af sted til Galilæʹa. Han fandt da Filip+ og sagde til ham: „Følg mig.“+ 44 Filip var fra Betsajʹda,+ fra Andreas’ og Peters by. 45 Filip fandt Nataʹnael+ og sagde til ham: „Vi har fundet den som Moses (i loven)+ og profeterne+ har skrevet om, Jesus, Josefs søn,+ fra Naʹzaret.“ 46 Men Nataʹnael sagde til ham: „Kan noget godt komme fra Naʹzaret?“+ Filip sagde til ham: „Kom og se.“ 47 Jesus så Nataʹnael komme hen imod sig og sagde om ham: „Se, sandelig en israelit i hvem der ikke er svig.“+ 48 Nataʹnael sagde til ham: „Hvor kender du mig fra?“ Jesus sagde som svar til ham: „Før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet, så jeg dig.“ 49 Nataʹnael svarede ham: „Rabʹbi, du er Guds søn,+ du er Israels konge.“+ 50 Jesus sagde som svar til ham: „Er det fordi jeg fortalte dig at jeg så dig under figentræet at du tror? Du skal se større ting end disse.“ 51 Han sagde endvidere til ham: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed:* I skal se himmelen åbnet og Guds engle*+ stige op og stige ned over* Menneskesønnen.“+

2 På den tredje dag blev der holdt et bryllup i Kaʹna+ i Galilæʹa, og Jesu moder+ var der. 2 Jesus og hans disciple var også indbudt til brylluppet.

3 Da vinen slap op sagde Jesu moder+ til ham: „De har ingen vin.“ 4 Men Jesus sagde til hende: „Hvad har jeg med dig at gøre,* kvinde?+ Min time er endnu ikke kommet.“+ 5 Hans moder sagde til tjenerne: „I skal gøre hvad han end siger til jer.“+ 6 Nu stod der seks vandkar af sten, som jødernes renselsesregler+ kræver det; hvert af dem kunne rumme to eller tre mål.* 7 Jesus sagde til dem: „Fyld karrene med vand.“ Og de fyldte dem til randen. 8 Og han sagde til dem: „Øs nu noget op og bring det til skafferen.“ Så bragte de [ham] det. 9 Da nu skafferen smagte på vandet som var blevet til vin,+ og han ikke vidste hvor det kom fra, skønt de tjenere som havde øst vandet op vidste det, kaldte skafferen på brudgommen 10 og sagde til ham: „Ethvert andet menneske sætter først den gode vin frem,+ og når folk er blevet berusede, den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.“ 11 Jesus gjorde dette i Kaʹna i Galilæʹa som begyndelsen på sine tegn, og han gjorde sin herlighed+ kendt; og hans disciple fik tro på ham.

12 Efter dette gik han og hans moder og brødre+ og hans disciple ned til Kaperʹnaum,+ men de blev der ikke mange dage.

13 Nu var jødernes påske+ nær, og Jesus gik op til Jerusalem.+ 14 Og i templet fandt han dem der solgte okser, får og duer,+ og møntvekslerne som sad der. 15 Efter at have lavet en svøbe af reb drev han så alle dem med fårene og okserne ud af templet, og han hældte pengevekslernes mønter ud og væltede deres borde.+ 16 Og han sagde til dem der solgte duer: „Få disse ting væk herfra! Hold op med at gøre min Faders hus+ til et varehus!“+ 17 Hans disciple huskede at der står skrevet: „Nidkærheden for dit hus vil fortære mig.“+

18 Så sagde jøderne som svar til ham: „Hvilket tegn+ har du at vise os, siden du gør disse ting?“ 19 Som svar sagde Jesus til dem: „Bryd dette tempel* ned,+ og jeg skal rejse det på tre dage.“ 20 Så sagde jøderne: „Dette tempel er blevet bygget på seksogfyrre år, og du vil rejse det på tre dage?“ 21 Men han talte om sit legemes tempel.+ 22 Da han var blevet oprejst fra de døde, huskede+ hans disciple derfor at han plejede at sige dette; og de fik tro på Skriften og på det Jesus havde sagt.

23 Men da han nu var i Jerusalem ved påsken, ved højtiden,+ fik mange tro på hans navn,+ idet de så de tegn som han gjorde.+ 24 Men Jesus selv forlod sig ikke på dem+ fordi han kendte dem alle 25 og fordi han ikke behøvede at have nogen til at vidne om mennesket, for han vidste selv hvad der var i mennesket.+

3 Nu var der blandt farisæerne en mand ved navn Nikodeʹmus,+ en af jødernes ledere. 2 Han kom til ham om natten+ og sagde til ham: „Rabʹbi,+ vi ved at du som lærer+ er kommet fra Gud;+ for ingen kan gøre de tegn+ du gør hvis ikke Gud er med ham.“+ 3 Som svar sagde Jesus til ham:+ „Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Hvis et menneske ikke fødes igen,*+ kan det ikke se Guds rige.“+ 4 Nikodeʹmus sagde til ham: „Hvordan kan et menneske fødes når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes, vel?“ 5 Jesus svarede: „Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand+ og ånd,*+ kan det ikke komme ind i Guds rige. 6 Det der er født som følge af kødet er kød, og det der er født som følge af ånden er ånd.+ 7 Du skal ikke undre dig fordi jeg sagde til dig: I må nødvendigvis fødes igen.+ 8 Vinden*+ blæser hvorhen den vil, og du hører lyden af den, men du ved ikke hvor den kommer fra og hvor den går hen. Således er enhver der er blevet født som følge af ånden.“+

9 Som svar sagde Nikodeʹmus til ham: „Hvordan kan dette ske?“ 10 Jesus sagde som svar til ham: „Er du en af Israels lærere og ved dog ikke dette?+ 11 Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Vi taler om det vi ved, og vi vidner+ om det vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd.+ 12 Når jeg har fortalt jer om de jordiske ting og I dog ikke tror, hvordan vil I da tro når jeg fortæller jer om de himmelske ting?*+ 13 Endvidere er ingen steget op til himmelen+ undtagen han som steg ned fra himmelen,+ Menneskesønnen.+ 14 Og ligesom Moses hævede slangen+ op i ørkenen, således må Menneskesønnen nødvendigvis hæves op,+ 15 for at enhver som tror på ham kan have evigt liv.+

16 For Gud elskede+ verden* så meget at han gav sin enestefødte søn,+ for at enhver som tror+ på ham, ikke skal gå til grunde+ men have evigt liv.+ 17 Gud har nemlig ikke sendt sin søn til verden for at han skal dømme verden,+ men for at verden skal frelses gennem ham.+ 18 Den som tror på ham, skal ikke dømmes.+ Den der ikke tror, er allerede blevet dømt, fordi han ikke har fået tro på Guds enestefødte søns navn.+ 19 Og dette er grundlaget for dommen, at lyset+ er kommet til verden+ og menneskene har elsket mørket mere end lyset,+ for deres gerninger har været onde. 20 For den som øver det der er slet,+ hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive afsløret.+ 21 Men den som gør det der er sandt, kommer til lyset,+ for at det kan blive kendt at hans gerninger er gjort i harmoni med Gud.“

22 Efter dette gik Jesus og hans disciple ud i det judæiske land, og dér tilbragte han nogen tid sammen med dem og døbte.+ 23 Men også Johannes+ døbte i Æʹnon nær Saʹlem, fordi der var meget vand+ dér, og folk kom stadig og blev døbt;+ 24 for Johannes var endnu ikke blevet kastet i fængsel.+

25 Så opstod der diskussion mellem Johannes’ disciple og en jøde om renselse.+ 26 Og de kom til Johannes og sagde til ham: „Rabʹbi, den mand der var hos dig på den anden side af Jordan, han som du har vidnet om,+ se, han døber og alle kommer til ham.“+ 27 Som svar sagde Johannes: „Et menneske kan ikke tage noget som helst hvis det ikke er blevet givet ham fra himmelen.+ 28 I vidner selv om mig at jeg sagde: Jeg er ikke Messias,+ men jeg er blevet udsendt forud for ham.+ 29 Den der har bruden er brudgom.+ Men brudgommens ven, som står og hører på ham, føler stor glæde på grund af brudgommens stemme. Derfor er denne min glæde blevet hel og fuld.+ 30 Han må nødvendigvis være i stadig fremgang, men jeg i stadig tilbagegang.“

31 Den som kommer ovenfra, er over alle.*+ Den som er fra jorden, er fra jorden og taler om ting fra jorden.+ Den der kommer fra himmelen, er over alle.+ 32 Det han har set og hørt, det vidner han om,+ men ingen tager imod hans vidnesbyrd.+ 33 Den der har taget imod hans vidnesbyrd, har sat sit segl på at Gud er sandfærdig.+ 34 For den som Gud har udsendt, siger hvad Gud har sagt;+ han giver nemlig ikke ånden efter mål.*+ 35 Faderen elsker+ Sønnen, og alt har han givet i hans hånd.+ 36 Den der tror+ på Sønnen har evigt liv;+ den der ikke adlyder Sønnen skal ikke se livet,+ men Guds vrede forbliver over ham.+

4 Da nu Herren blev klar over at farisæerne havde hørt at Jesus gjorde flere disciple og døbte+ flere end Johannes — 2 skønt Jesus ikke selv døbte, men hans disciple — 3 forlod han Judæa og tog igen til Galilæʹa. 4 Men han var nødt til at rejse gennem Samaʹria.+ 5 Derfor kom han til en by i Samaʹria der hed Syʹkar,* nær det stykke jord som Jakob gav sin søn Josef.+ 6 Ja, dér var Jakobs Kilde.+ Da Jesus nu var udmattet af rejsen, sad han ved kilden, [træt] som han var. Det var ved den sjette time.*

7 En kvinde fra Samaʹria kom for at trække vand op. Jesus sagde til hende: „Giv mig noget at drikke.“ 8 (Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe fødevarer.) 9 Så sagde den samaritanske kvinde til ham: „Hvordan kan det være at du, som er jøde, beder mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?“ (Jøder har nemlig ikke noget samkvem med samaritanere.)*+ 10 Som svar sagde Jesus til hende: „Hvis du havde kendt Guds frie gave+ og hvem+ det er der siger til dig: ’Giv mig noget at drikke,’ ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.“+ 11 Hun sagde til ham: „Herre, du har ikke engang en spand at trække vand op med, og brønden er dyb. Hvor har du da dette levende vand fra? 12 Du er da ikke større+ end vor forfader Jakob, som gav os brønden og som selv sammen med sine sønner og sit kvæg drak af den, vel?“ 13 Som svar sagde Jesus til hende: „Enhver som drikker af dette vand vil blive tørstig igen. 14 Den som drikker af det vand jeg giver ham, vil aldrig i evighed blive tørstig,+ men det vand jeg giver ham, vil i ham blive en kilde med vand+ der springer frem og skænker evigt liv.“+ 15 Kvinden sagde til ham: „Herre, giv mig dette vand, så jeg hverken skal tørste eller blive ved med at komme herud og trække vand op.“

16 Han sagde til hende: „Gå hen og kald på din mand og kom så herhen.“ 17 Som svar sagde kvinden: „Jeg har ikke nogen mand.“ Jesus sagde til hende: „Du sagde rigtigt nok: ’En mand har jeg ikke.’ 18 For du har haft fem mænd, og ham du nu har er ikke din mand. Det du har sagt er sandt.“ 19 Kvinden sagde til ham: „Herre, jeg ser at du er en profet.+ 20 Vore forfædre tilbad på dette bjerg;+ men I siger at i Jerusalem er stedet hvor man bør tilbede.“+ 21 Jesus sagde til hende: „Tro mig, kvinde: Den time kommer da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem+ I skal tilbede+ Faderen. 22 I tilbeder det I ikke kender;+ vi tilbeder det vi kender, for frelsen udgår fra jøderne.+ 23 Men den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd+ og sandhed,+ for det er sådanne tilbedere Faderen søger.+ 24 Gud er en ånd,*+ og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“+ 25 Kvinden sagde til ham: „Jeg ved at Messias+ kommer, han som kaldes Kristus.+ Når han kommer, vil han åbent forkynde os alt.“ 26 Jesus sagde til hende: „Det er mig, jeg som taler med dig.“+

27 I det samme kom hans disciple, og de begyndte at undre sig fordi han talte med en kvinde. Dog sagde ingen: „Hvad søger du?“ eller: „Hvorfor taler du med hende?“ 28 Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk dér: 29 „Kom og se en mand som har fortalt mig alt hvad jeg har gjort. Det skulle vel ikke være Messias?“+ 30 De gik ud af byen og begyndte at komme hen imod ham.

31 Imens opfordrede disciplene ham indtrængende idet de sagde: „Rabʹbi,+ spis.“ 32 Men han sagde til dem: „Jeg har mad at spise som I ikke kender.“ 33 Så begyndte disciplene at sige til hinanden: „Ingen har da bragt ham noget at spise, vel?“ 34 Jesus sagde til dem: „Min mad+ er at gøre hans vilje+ som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.+ 35 Siger I ikke at der endnu er fire måneder til høsten kommer? Se, jeg siger jer: Løft jeres blik og betragt markerne: de er hvide til høst.+ Allerede nu 36 får den der høster, løn, og samler frugt til evigt liv,+ så at den der sår+ og den der høster, sammen kan fryde sig.+ 37 I denne henseende er den talemåde jo sand: Én sår og en anden høster. 38 Jeg har sendt jer ud for at høste det som I ikke har slidt med. Andre har slidt,+ og I er gået ind til udbyttet af deres slid.“

39 Nu fik mange af samaritanerne fra den by tro+ på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: „Han har fortalt mig alt hvad jeg har gjort.“+ 40 Da samaritanerne kom til ham, bad de ham derfor om at blive hos dem; og han blev der to dage.+ 41 Som følge heraf fik mange flere tro på grund af det han sagde,+ 42 og de sagde til kvinden: „Det er ikke mere på grund af det du sagde, vi tror; for vi har selv hørt+ og vi ved at denne mand i sandhed er verdens frelser.“+

43 Efter de to dage gik han derfra til Galilæʹa.+ 44 For Jesus aflagde selv vidnesbyrd om at en profet ikke nyder nogen ære på sin egen hjemegn.+ 45 Da han derfor kom til Galilæʹa, modtog galilæerne ham fordi de havde set alt det han havde gjort i Jerusalem ved højtiden,+ for de var også kommet til højtiden.+

46 Så kom han igen til Kaʹna+ i Galilæʹa, hvor han havde forvandlet vand til vin.+ Nu var der en kongelig tjener hvis søn var syg i Kaperʹnaum.+ 47 Da denne mand hørte at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæʹa, tog han af sted til ham og bad ham om at komme ned og helbrede hans søn, for han lå for døden. 48 Jesus sagde imidlertid til ham: „Hvis I ikke ser tegn+ og undere,+ vil I slet ikke tro.“ 49 Den kongelige tjener sagde til ham: „Herre, kom ned før mit barn dør.“ 50 Jesus sagde til ham: „Gå blot;+ din søn lever.“+ Manden troede det ord Jesus sagde til ham og gik sin vej. 51 Men allerede mens han var på vej ned, kom hans trælle ham i møde for at sige at hans dreng levede.+ 52 Så begyndte han at forhøre sig hos dem om i hvilken time han havde fået det bedre. De sagde da til ham: „I går ved den syvende time* forlod feberen+ ham.“ 53 Så vidste faderen at det var i netop den time+ Jesus havde sagt til ham: „Din søn lever.“ Og han og hele hans husstand fik tro.+ 54 Dette igen var det andet tegn+ Jesus gjorde da han kom fra Judæa til Galilæʹa.

5 Efter dette indtraf en af jødernes højtider,*+ og Jesus gik op til Jerusalem. 2 Nu er der i Jerusalem ved Fåreporten+ en dam der på hebraisk kaldes Betzaʹta,* med fem søjlegange. 3 I disse lå der en mængde syge, blinde, halte og nogle med visne lemmer. 4* —— 5 Og der var en mand dér som havde levet otteogtredive år med sin sygdom. 6 Da Jesus så ham ligge dér og var klar over at han allerede havde været [syg] i lang tid,+ sagde han til ham: „Vil du gerne være rask?“+ 7 Den syge svarede ham: „Herre, jeg har ikke noget menneske til at tage mig ned i dammen når vandet oprøres; og mens jeg er på vej, stiger en anden ned før mig.“ 8 Jesus sagde til ham: „Stå op, tag din båre og gå.“+ 9 Så blev manden straks rask, og han tog sin båre og begyndte at gå.

Nu var det sabbat+ den dag. 10 Derfor begyndte jøderne at sige til manden der var blevet kureret: „Det er sabbat, og du har ikke lov til at bære+ båren.“ 11 Men han svarede dem: „Det var ham som gjorde mig rask der selv sagde til mig: ’Tag din båre og gå.’“ 12 De spurgte ham: „Hvem er det menneske som sagde til dig: ’Tag den og gå’?“ 13 Men manden der var blevet helbredt vidste ikke hvem det var, for Jesus havde trukket sig bort da der var en folkemængde på stedet.

14 Efter dette fandt Jesus ham i templet og sagde til ham: „Se, du er blevet rask. Synd ikke mere, for at der ikke skal ske noget værre med dig.“ 15 Manden gik hen og fortalte jøderne at det var Jesus som havde gjort ham rask. 16 Og på grund af dette gav jøderne sig til at forfølge Jesus,+ fordi han gjorde disse ting på sabbatten. 17 Men han svarede dem: „Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“+ 18 Af den grund begyndte jøderne så at stræbe endnu mere efter at dræbe ham,+ for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin Fader+ og gjorde sig selv lig Gud.+

19 Som svar sagde Jesus* derfor videre til dem: „I sandhed, ja i sandhed siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv,* men kun hvad han ser Faderen gøre.+ For hvad denne end gør, dette gør også Sønnen på samme måde. 20 Faderen holder nemlig af Sønnen+ og viser ham alt det han selv gør, og han vil vise ham større gerninger end disse, for at I skal undre jer.+ 21 For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende,+ således gør også Sønnen dem levende som han vil.+ 22 Faderen dømmer nemlig slet ingen, men han har overgivet al dom til Sønnen,+ 23 for at alle kan ære Sønnen+ ligesom de ærer Faderen. Den der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.+ 24 Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der hører mit ord og tror ham som har sendt mig, har evigt liv,+ og han kommer ikke til dom, men er gået over fra døden til livet.+

25 I sandhed, ja i sandhed siger jeg jer: Den time kommer, og den er her nu, da de døde+ skal høre Guds søns røst,+ og de der giver agt,* skal leve.+ 26 For ligesom Faderen har liv* i sig selv,+ således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.+ 27 Og han har givet ham bemyndigelse til at dømme,+ fordi han er Menneskesøn.+ 28 I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene+ skal høre hans røst 29 og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse,+ de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.*+ 30 Jeg kan slet intet gøre af mig selv;* sådan som jeg hører, dømmer jeg; og den dom jeg fælder er retfærdig,+ for jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje+ som har sendt mig.

31 Hvis jeg alene vidner+ om mig selv, er mit vidnesbyrd ikke sandt.+ 32 Der er en anden som vidner om mig, og jeg ved at det vidnesbyrd han aflægger+ om mig er sandt. 33 I har sendt nogle til Johannes, og han har vidnet om sandheden.+ 34 Jeg tager imidlertid ikke imod vidnesbyrdet fra et menneske, men jeg siger disse ting for at I kan blive frelst.+ 35 Den mand var en brændende og lysende lampe, og en kort tid ville I gerne juble og glæde jer i hans lys.+ 36 Men jeg har det vidnesbyrd som er større end Johannes’, for de gerninger som min Fader har givet mig at fuldføre, selve de gerninger jeg gør,+ vidner om mig at Faderen har sendt mig. 37 Og Faderen som har sendt mig, har selv vidnet om mig.+ I har aldrig nogen sinde hørt hans stemme, og I har heller ikke set hans skikkelse;+ 38 og I har ikke hans ord blivende i jer, for den han har udsendt, ham tror I ikke.

39 I ransager Skrifterne,+ fordi I mener at I ved hjælp af dem vil have evigt liv; og det er netop dem som vidner om mig.+ 40 Og dog ønsker I ikke at komme til mig for at I må få liv.+ 41 Jeg tager ikke imod ære fra mennesker,+ 42 men jeg ved udmærket at I ikke har Guds kærlighed i jer.+ 43 Jeg er kommet i min Faders navn,+ men I tager ikke imod mig; hvis en anden kom i sit eget navn, ville I tage imod ham. 44 Hvordan kan I tro, når I tager imod ære+ fra hinanden og I ikke søger den ære som er fra den eneste Gud?*+ 45 I skal ikke mene at jeg vil anklage jer over for Faderen; der er én som anklager jer, Moses,+ som I har sat jeres håb til. 46 Hvis I nemlig troede Moses, ville I tro mig, for han har skrevet om mig.+ 47 Men hvis I ikke tror hans skrifter,+ hvordan vil I så tro mine udtalelser?“

6 Efter dette tog Jesus over til den anden side af Galilæʹas Sø eller Tibeʹriassøen.+ 2 Men en stor folkemængde blev ved med at følge ham fordi de så de tegn han gjorde på dem der var syge.+ 3 Så gik Jesus op på et bjerg,+ og dér sad han med sine disciple. 4 Og påsken,+ jødernes højtid, var nær. 5 Da Jesus nu løftede sit blik og bemærkede at en stor folkemængde kom hen imod ham, sagde han til Filip: „Hvor skal vi købe brød så disse kan få noget at spise?“+ 6 Men dette sagde han for at prøve ham, for selv vidste han hvad han ville gøre. 7 Filip svarede ham: „Brød for to hundrede denarer* er ikke nok til dem, så at hver kan få bare lidt.“+ 8 En af hans disciple, Andreas, Simon Peters broder, sagde til ham: 9 „Her er en lille dreng som har fem bygbrød+ og to små fisk. Men hvad er det til så mange?“+

10 Jesus sagde: „Lad mændene lejre sig som til et måltid.“+ Der var meget græs på stedet. Så lejrede mændene sig, omkring fem tusind i tal.+ 11 Jesus tog derpå brødene, og efter at have sagt tak delte han dem ud til dem der havde lejret sig, på samme måde også af de små fisk, så meget som de ønskede.+ 12 Men da de var blevet mætte+ sagde han til sine disciple: „Saml de stykker sammen der er tilovers, så at intet går til spilde.“ 13 Så samlede de dem sammen, og de fyldte tolv kurve med stykker som var blevet tilovers af de fem bygbrød efter dem der havde spist.+

14 Da mændene nu så de tegn han gjorde, begyndte de at sige: „Han er virkelig den profet+ som skulle komme til verden.“ 15 Jesus vidste at de stod i begreb med at komme og gribe ham for at gøre ham til konge, og derfor trak han sig igen tilbage+ til bjerget, helt alene.

16 Da aftenen faldt på, gik hans disciple ned til søen,+ 17 og efter at være gået om bord i en båd begyndte de at sætte over søen, mod Kaperʹnaum. På det tidspunkt var det blevet mørkt og Jesus var endnu ikke kommet til dem. 18 Og søen begyndte at rejse sig på grund af en stærk vind der blæste.+ 19 Da de imidlertid havde roet en fem-seks kilometer,* så de Jesus komme gående på søen og nærme sig båden, og de blev bange.+ 20 Men han sagde til dem: „Det er mig; vær ikke bange!“+ 21 Så ville de tage ham op i båden, og straks var båden ved den bred som de søgte at komme over til.+

22 Den næste dag så folkemængden der stod på den anden side af søen, at der ikke havde været nogen båd dér, uden en lille en, og at Jesus ikke var gået om bord i båden sammen med sine disciple, men at kun hans disciple var taget af sted; 23 derimod ankom der både fra Tibeʹrias, nær det sted hvor de havde spist brødet efter at Herren havde sagt tak. 24 Da folkemængden så at hverken Jesus eller hans disciple var der, gik de derfor om bord i de små både og kom til Kaperʹnaum for at søge efter Jesus.+

25 Og da de fandt ham på den anden side af søen sagde de til ham: „Rabʹbi,+ hvornår er du kommet her?“ 26 Jesus svarede dem og sagde: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: I søger mig ikke fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte.+ 27 Arbejd ikke for den mad der forgår,+ men for den mad der forbliver til evigt liv,+ den som Menneskesønnen vil give jer; for på ham har Faderen, Gud selv, sat sit [godkendelses]segl.“+

28 Så sagde de til ham: „Hvad skal vi gøre for at arbejde på Guds gerninger?“ 29 Som svar sagde Jesus til dem: „Dette er Guds gerning, at I tror+ på ham som han har udsendt.“+ 30 Så sagde de til ham: „Hvad gør du da som et tegn,+ for at vi kan se det og få tro på dig? Hvilken gerning gør du? 31 Vore forfædre spiste mannaen+ i ørkenen, som der står skrevet: ’Han gav dem brød fra himmelen at spise.’“+ 32 Så sagde Jesus til dem: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Det var ikke Moses der gav jer brødet fra himmelen, men min Fader giver jer det sande brød fra himmelen.+ 33 For Guds brød er det der kommer ned fra himmelen og giver liv til verden.“ 34 Så sagde de til ham: „Herre, giv os altid dette brød.“+

35 Jesus sagde til dem: „Jeg er livets brød. Den der kommer til mig skal afgjort ikke sulte, og den der tror på mig skal afgjort aldrig tørste.+ 36 Men jeg har sagt til jer: I har endog set mig,* og dog tror I ikke.+ 37 Alt hvad Faderen giver mig, vil komme til mig, og den der kommer til mig, vil jeg afgjort ikke jage bort,+ 38 for jeg er ikke kommet ned fra himmelen+ for at gøre min vilje, men hans vilje som har sendt mig.+ 39 Dette er hans vilje som har sendt mig, at jeg intet skal miste af alt det han har givet mig, men at jeg skal oprejse det på den yderste dag.+ 40 For dette er min Faders vilje, at enhver der ser Sønnen og tror på ham skal have evigt liv,+ og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.“+

41 Så begyndte jøderne at knurre imod ham fordi han sagde: „Jeg er det brød der er kommet ned fra himmelen;“+ 42 og de sagde:+ „Er dette ikke Jesus, Josefs søn,+ hvis fader og moder vi kender? Hvordan kan han så nu sige: ’Jeg er kommet ned fra himmelen’?“ 43 Som svar sagde Jesus til dem: „Hold op med at knurre indbyrdes. 44 Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham;+ og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.+ 45 Der står skrevet hos Profeterne: ’Og de skal alle være oplært* af Jehova.’*+ Enhver der har hørt af Faderen og har lært, kommer til mig.+ 46 Ikke at nogen har set Faderen,+ undtagen den som er fra Gud; han har set Faderen.+ 47 Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der tror, har evigt liv.+

48 Jeg er livets brød.+ 49 Jeres forfædre spiste mannaen+ i ørkenen og døde dog. 50 Dette er det brød som kommer ned fra himmelen, for at enhver kan spise af det og ikke dø. 51 Jeg er det levende brød der er kommet ned fra himmelen; hvis nogen spiser af dette brød skal han leve evigt; og det brød jeg giver, ja, det er mit kød+ til liv for verden.“+

52 Så begyndte jøderne at skændes med hinanden idet de sagde: „Hvordan kan denne mand give os sit kød at spise?“ 53 Jesus sagde så til dem: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød+ og drikker hans blod,+ har I ikke liv+ i jer. 54 Den der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil oprejse+ ham på den yderste dag; 55 for mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. 56 Den der spiser mit kød og drikker mit blod, forbliver i samhørighed med mig,* og jeg i samhørighed med ham.+ 57 Ligesom den levende+ Fader har udsendt mig og jeg lever på grund af Faderen, således vil også den der spiser mig, leve på grund af mig.+ 58 Dette er det brød som er kommet ned fra himmelen. Det er ikke som da jeres forfædre spiste og dog døde. Den der spiser dette brød skal leve evigt.“+ 59 Dette sagde han mens han underviste i en offentlig forsamling i Kaperʹnaum.

60 Så sagde mange af hans disciple da de hørte dette: „Denne tale er chokerende; hvem er i stand til at høre på den?“+ 61 Men Jesus, som ved sig selv vidste at hans disciple knurrede over dette, sagde til dem: „Får dette jer til at snuble og falde?+ 62 Hvad da hvis I skulle se Menneskesønnen stige derop hvor han var før?+ 63 Det er ånden der er livgivende;+ kødet gavner slet intet. De ord jeg har talt til jer er* ånd+ og er liv.+ 64 Men der er nogle af jer som ikke tror.“ Fra begyndelsen vidste Jesus nemlig hvem de var som ikke troede, og hvem den ene var som ville forråde ham.+ 65 Så han fortsatte med at sige: „Det er derfor jeg har sagt til jer: Ingen kan komme til mig hvis ikke det er givet ham af Faderen.“+

66 Som følge heraf trak mange af hans disciple sig tilbage+ og færdedes ikke mere sammen med ham.+ 67 Så sagde Jesus til de tolv: „Vil I også gå?“ 68 Simon Peter+ svarede ham: „Herre, hvem skal vi gå hen til?+ Du har det evige livs ord;+ 69 og vi har fået tro på og kundskab om at du er Guds Hellige.“+ 70 Jesus svarede dem: „Har jeg ikke udvalgt jer tolv?+ Dog er en af jer en bagvasker.“*+ 71 Han talte om Judas, Simon Iskarioʹts [søn]; det var nemlig ham som ville forråde+ ham, skønt han var en af de tolv.

7 Efter dette fortsatte Jesus så med at gå omkring i Galilæʹa, for han ville ikke gå omkring i Judæa, fordi jøderne søgte at dræbe ham.+ 2 Men jødernes højtid, løvhyttefesten,+ var nær. 3 Så sagde hans brødre+ til ham: „Tag herfra og gå til Judæa, for at dine disciple også kan se de gerninger du gør. 4 For ingen gør noget i det skjulte når han selv søger at blive offentligt kendt. Når du gør disse ting, så gør dig kendt for verden.“ 5 Hans brødre+ troede nemlig ikke på ham.+ 6 Derfor sagde Jesus til dem: „For mig er tiden endnu ikke inde,+ men for jer er tiden altid for hånden. 7 Verden har ingen grund til at hade jer, men den hader mig, fordi jeg vidner om den at dens gerninger er onde.+ 8 Gå I op til højtiden; jeg går endnu ikke op til denne højtid, for min bestemte tid+ er endnu ikke inde.“+ 9 Efter at have sagt dette til dem blev han så i Galilæʹa.

10 Men da hans brødre var taget op til højtiden, gik han også selv derop, ikke åbenlyst men hemmeligt.+ 11 Så begyndte jøderne at lede efter ham ved højtiden,+ og de sagde: „Hvor er den [mand]?“ 12 Lavmælt blev der talt en hel del om ham iblandt folkeskarerne.+ Nogle sagde: „Han er en god mand.“ Andre sagde: „Det er han ikke, tværtimod, han vildleder mængden.“ 13 Ingen talte dog offentligt om ham på grund af frygten for jøderne.+

14 Da højtiden nu var halvt omme gik Jesus op til templet og begyndte at undervise.+ 15 Så undrede jøderne sig og sagde: „Hvordan har denne mand fået [sin] lærdom,+ når han ikke har studeret ved skolerne?“*+ 16 Så svarede Jesus dem og sagde: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.+ 17 Hvis nogen ønsker at gøre Hans vilje, vil han erfare vedrørende læren om den er fra Gud,+ eller om jeg taler ud fra mine egne ideer.* 18 Den der taler ud fra sine egne ideer, søger sin egen ære; men den der søger hans ære+ som har sendt ham, han er sandfærdig, og der er ikke uretfærdighed i ham. 19 Moses gav jer loven,+ ikke sandt? Men ingen af jer adlyder loven. Hvorfor søger I at dræbe mig?“+ 20 Mængden svarede: „Du har en dæmon.*+ Hvem søger at dræbe dig?“ 21 Som svar sagde Jesus til dem: „Én gerning har jeg gjort,+ og I undrer jer alle. 22 Derfor har Moses givet jer omskærelsen+ — ikke at den er fra Moses, men fra forfædrene+ — og I omskærer et menneske på sabbatten. 23 Når et menneske modtager omskærelse på en sabbat for at Moseloven ikke skal brydes, [hvorfor] er I da forbitrede på mig fordi jeg har gjort et menneske helt rask på en sabbat?+ 24 Hold op med at dømme efter det ydre, men fæld en retfærdig dom.“+

25 Da begyndte nogle af Jerusalems indbyggere at sige: „Er det ikke ham de søger at dræbe?+ 26 Og dog, se, han taler offentligt,+ og de siger ingenting til ham. Lederne er da vel ikke virkelig blevet klar over at dette er Messias?+ 27 På den anden side, vi ved hvor denne mand er fra;+ men når Messias kommer, vil ingen vide hvor han er fra.“+ 28 Da råbte Jesus, mens han underviste i templet, og sagde: „I kender mig og ved også hvor jeg er fra.+ Jeg er ikke kommet af mig selv,+ men han som har sendt mig er virkelig til,+ og ham kender I ikke.+ 29 Jeg kender ham,+ for jeg er et sendebud fra ham, og han har udsendt mig.“+ 30 Så begyndte de at søge at få ham pågrebet,+ men ingen lagde hånd på ham, for hans time+ var endnu ikke kommet. 31 Men mange fra mængden fik tro på ham,+ og de begyndte at sige: „Når Messias kommer, vil han ikke gøre flere tegn+ end denne mand har gjort, vel?“

32 Farisæerne hørte mængden mumle dette om ham, og de øverste præster og farisæerne sendte betjente af sted for at pågribe ham.+ 33 Så sagde Jesus: „Jeg bliver en kort tid hos jer endnu, før jeg går til ham som har sendt mig.+ 34 I vil søge efter mig,+ men I vil ikke finde mig, og hvor jeg er, kan I ikke komme.“+ 35 Så sagde jøderne til hinanden: „Hvor har dette menneske i sinde at gå hen, så vi ikke vil finde ham? Han har da vel ikke i sinde at gå til [jøderne i] adspredelsen*+ blandt grækerne og undervise grækerne? 36 Hvad betyder det ord han sagde: ’I vil søge efter mig, men I vil ikke finde mig, og hvor jeg er, kan I ikke komme’?“

37 På den sidste dag, højtidens store dag,+ stod Jesus frem og råbte idet han sagde: „Hvis nogen tørster,+ så lad ham komme til mig og drikke. 38 Den der tror på mig,+ ’fra hans indre vil der flyde strømme af levende vand’,+ som Skriften har sagt.“ 39 Dette sagde han imidlertid om den ånd som de der troede på ham skulle modtage; endnu var der nemlig ingen ånd,+ for Jesus var endnu ikke blevet herliggjort.+ 40 Så begyndte nogle fra folkemængden som hørte disse ord at sige: „Han er virkelig Profeten.“+ 41 Andre sagde: „Han er Messias.“+ Men nogle sagde: „Messias+ kommer da ikke fra Galilæʹa, vel?+ 42 Har Skriften ikke sagt at Messias kommer fra Davids afkom,+ og fra Betlehem,+ landsbyen hvor David var?“+ 43 Der opstod derfor splid i mængden om ham.+ 44 Og nogle af dem ville have ham pågrebet, men ingen lagde hånd på ham.

45 Så gik betjentene tilbage til de øverste præster og farisæerne, og de sidstnævnte sagde til dem: „Hvordan kan det være at I ikke har ham med?“ 46 Betjentene svarede: „Aldrig har [noget andet] menneske talt således.“+ 47 Så svarede farisæerne: „I er da vel ikke også blevet vildledt? 48 Ikke én af lederne eller af farisæerne har fået tro på ham, vel?+ 49 Men denne folkemængde som ikke kender loven, de er forbandede.“+ 50 Nikodeʹmus, som tidligere var kommet til ham, og som var en af dem, sagde til dem: 51 „Vor lov dømmer vel ikke et menneske uden at den først har hørt+ ham og har fået at vide hvad han laver?“ 52 Som svar sagde de til ham: „Du er vel ikke også fra Galilæʹa? Ransag og se at der ikke skal fremstå nogen profet+ i Galilæʹa.“

Håndskrifterne אBSy^s udelader stykket fra vers 53 til kapitel 8, vers 11, der lyder som følger (med nogle variationer i de forskellige græske tekster og gamle oversættelser):

53 Så gik de hver til sit hjem.

8 Men Jesus gik til Oliebjerget. 2 Ved daggry indfandt han sig imidlertid igen i templet, og hele folket begyndte at komme til ham, og han satte sig og begyndte at undervise dem. 3 Så kom de skriftlærde og farisæerne med en kvinde som var grebet i ægteskabsbrud, og efter at have stillet hende i deres midte 4 sagde de til ham: „Lærer, denne kvinde er blevet grebet på fersk gerning, i færd med at begå ægteskabsbrud. 5 I loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder. Så hvad siger du?“ 6 Dette sagde de naturligvis for at prøve ham, for at have noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og begyndte at skrive på jorden med sin finger. 7 Men da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: „Lad den af jer som er syndfri være den første til at kaste sten på hende.“ 8 Og idet han bøjede sig ned igen fortsatte han med at skrive på jorden. 9 Men de der havde hørt dette begyndte at gå ud, en efter en, begyndende med de ældste, og han blev ladt ene tilbage med kvinden som havde været i deres midte. 10 Jesus rettede sig op og sagde til hende: „Kvinde, hvor er de? Var der ingen som fordømte dig?“ 11 Hun sagde: „Ingen, herre.“ Jesus sagde: „Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå blot; øv fra nu af ikke synd mere.“

12 Så talte Jesus igen til dem idet han sagde: „Jeg er verdens lys.+ Den der følger mig vil afgjort ikke vandre i mørket,+ men vil eje livets lys.“ 13 Så sagde farisæerne til ham: „Du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke sandt.“ 14 Som svar sagde Jesus til dem: „Trods det at jeg vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd*+ sandt, for jeg ved hvor jeg er kommet fra og hvor jeg går hen.+ Men I ved ikke hvor jeg er kommet fra og hvor jeg går hen. 15 I dømmer efter kødet;+ jeg dømmer slet ikke nogen.+ 16 Men hvis jeg alligevel dømmer, er min dom sand, for jeg er ikke alene, men Faderen* som har sendt mig er med mig.+ 17 I jeres egen lov står der også skrevet: ’To menneskers vidnesbyrd er sandt.’+ 18 Jeg er én der vidner om mig, og Faderen som har sendt mig, vidner om mig.“+ 19 Så fortsatte de med at sige til ham: „Hvor er din Fader?“ Jesus svarede: „I kender hverken mig eller min Fader.+ Hvis I kendte mig, ville I også kende min Fader.“+ 20 Disse udtalelser fremsatte han i skatkammeret*+ da han underviste i templet. Men ingen pågreb ham,+ for hans time+ var endnu ikke kommet.

21 Så sagde han igen til dem: „Jeg går bort, og I vil søge efter mig,+ og dog skal I dø i jeres synd.+ Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.“ 22 Så begyndte jøderne at sige: „Han vil vel ikke dræbe sig selv? For han siger: ’Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.’“+ 23 Og han fortsatte med at sige til dem: „I er fra regionerne* nedentil; jeg er fra regionerne oventil.+ I er fra denne verden;+ jeg er ikke fra denne verden.+ 24 Derfor sagde jeg til jer: I skal dø i jeres synder.+ For hvis I ikke tror at jeg er [den jeg er], skal I dø i jeres synder.“+ 25 Så begyndte de at sige til ham: „Hvem er du?“ Jesus sagde til dem: „Hvorfor taler jeg i det hele taget til jer?* 26 Jeg har meget at sige om jer og at fælde dom over. Dog, han som har sendt mig er sandfærdig, og netop de ting jeg har hørt fra ham, taler jeg i verden.“+ 27 De forstod ikke at han talte til dem om Faderen. 28 Så sagde Jesus: „Når I får hævet Menneskesønnen+ op,+ da vil I vide at jeg er [den jeg er],+ og at jeg intet gør af mig selv;*+ men jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig.+ 29 Og den der har sendt mig er med mig; han har ikke overladt mig til mig selv, for jeg gør altid det han synes om.“+ 30 Mens han sagde disse ting fik mange tro på ham.+

31 Og så fortsatte Jesus med at sige til de jøder der havde fået tro på ham: „Hvis I bliver i mit ord,+ er I virkelig mine disciple, 32 og I skal kende sandheden,+ og sandheden skal frigøre jer.“+ 33 De svarede ham: „Vi er Abrahams afkom*+ og vi har aldrig været nogens trælle.+ Hvordan kan du sige: ’I skal blive frie’?“ 34 Jesus svarede dem: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Enhver som øver synden, er syndens træl.+ 35 Og den der er træl, bliver ikke i husstanden for evigt; den der er søn, bliver [der] for evigt.+ 36 Hvis derfor Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.+ 37 Jeg ved at I er Abrahams afkom; men I søger at dræbe mig,+ fordi mit ord ikke har fremgang iblandt jer.+ 38 Jeg fremholder det jeg har set hos min Fader;+ og I gør altså det I har hørt fra jeres fader.“ 39 Som svar sagde de til ham: „Vor fader er Abraham.“+ Jesus sagde til dem: „Hvis I er Abrahams børn,+ så gør Abrahams gerninger. 40 Men nu søger I at dræbe mig, et menneske der har fortalt jer sandheden som jeg har hørt fra Gud.+ Det gjorde Abraham ikke.+ 41 I gør jeres faders gerninger.“ De sagde til ham: „Vi er ikke født som en følge af utugt; vi har én Fader,+ Gud.“

42 Jesus sagde til dem: „Hvis Gud var jeres Fader, ville I elske mig,+ for jeg er udgået og kommet fra Gud.+ Jeg er slet ikke kommet af mig selv, men han har udsendt mig.+ 43 Hvordan kan det være at I ikke forstår hvad jeg siger? Fordi I ikke er i stand til at høre mit ord.+ 44 I er fra jeres fader Djævelen,+ og I vil gerne gøre hvad jeres fader+ ønsker. Han var en manddraber da han begyndte,+ og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han i overensstemmelse med sin egen indstilling, for han er en løgner og [løgnens]* fader.+ 45 Men mig tror I ikke,+ fordi jeg siger sandheden. 46 Hvem af jer beviser at jeg er skyldig i synd?+ Hvis jeg taler sandhed, hvordan kan det da være at I ikke tror mig? 47 Den der er fra Gud, hører efter Guds udtalelser.+ Det er derfor I ikke hører efter, fordi I ikke er fra Gud.“+

48 Som svar sagde jøderne til ham: „Siger vi ikke med rette: Du er samaritaner+ og har en dæmon?“*+ 49 Jesus svarede: „Jeg har ikke en dæmon,* men jeg ærer min Fader,+ og I vanærer mig. 50 Men jeg søger ikke ære til mig selv;+ der er én der søger og dømmer.+ 51 Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Hvis nogen overholder mit ord, skal han aldrig i evighed se døden.“+ 52 Jøderne sagde til ham: „Nu ved vi at du har en dæmon.*+ Abraham døde,+ ligeså profeterne;+ men du siger: ’Hvis nogen overholder mit ord, skal han aldrig i evighed smage døden.’+ 53 Du er vel ikke større+ end vor fader Abraham, som døde? Også profeterne døde.+ Hvem hævder du at du er?“ 54 Jesus svarede: „Hvis jeg herliggør mig selv, er min herlighed intet. Det er min Fader som herliggør mig,+ ham som I siger er jeres Gud; 55 og dog har I ikke kendt ham.+ Men jeg kender ham.+ Og hvis jeg sagde at jeg ikke kendte ham, ville jeg være som I, en løgner. Men jeg kender ham, og jeg overholder hans ord.+ 56 Abraham, jeres fader, glædede sig usigeligt til at se min dag,+ og han så den og frydede sig.“+ 57 Så sagde jøderne til ham: „Du er endnu ikke halvtreds år gammel, og dog har du set Abraham?“* 58 Jesus sagde til dem: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Før Abraham blev til, har jeg været.“*+ 59 Så tog de sten op for at kaste dem på ham;+ men Jesus skjulte sig og gik ud af templet.

9 Da han nu gik videre så han en mand som var blind og som havde været det fra fødselen. 2 Og hans disciple spurgte ham: „Rabʹbi,+ hvem har syndet,+ denne mand eller hans forældre,+ så at han er blevet født blind?“ 3 Jesus svarede: „Hverken denne mand eller hans forældre har syndet, men [det er sket] for at Guds gerninger kan blive gjort kendt i hans tilfælde.+ 4 Vi bør arbejde på hans gerninger som har sendt mig, mens det er dag;+ der kommer en nat+ da ingen kan arbejde. 5 Så længe jeg er i verden, er jeg verdens lys.“+ 6 Efter at han havde sagt dette, spyttede han på jorden og lavede ler med spyttet, og han kom sit ler på [mandens] øjne+ 7 og sagde til ham: „Gå hen og vask+ dig i dammen Siʹloam“*+ (som oversættes ’Udsendt’). Og så gik han hen og vaskede+ sig og kom seende tilbage.+

8 Da begyndte naboerne og de der før plejede at se ham som tigger, at sige: „Er det ikke ham som plejede at sidde og tigge?“+ 9 Nogle sagde: „Det er ham.“ Andre sagde: „Nej, nej, men han ligner ham.“ Manden sagde: „Det er mig.“ 10 Så begyndte de at sige til ham: „Hvordan blev dine øjne da åbnet?“+ 11 Han svarede: „Den mand der kaldes Jesus lavede ler og smurte det på mine øjne og sagde til mig: ’Gå hen til Siʹloam+ og vask dig.’ Jeg gik så hen og vaskede mig og kom til at se.“ 12 Da sagde de til ham: „Hvor er den [mand]?“ Han sagde: „Jeg ved det ikke.“

13 De førte ham, den tidligere blinde mand, til farisæerne. 14 Nu var det sabbat+ den dag Jesus lavede leret og åbnede hans øjne.+ 15 Denne gang gav derfor også farisæerne sig til at spørge ham om hvordan han var kommet til at se.+ Han sagde til dem: „Han kom ler på mine øjne, og jeg vaskede mig og kan [nu] se.“ 16 Så sagde nogle af farisæerne: „Dette er ikke et menneske fra Gud, for han holder ikke sabbatten.“+ Andre sagde: „Hvordan kan et menneske der er en synder gøre tegn+ af den slags?“ Og der blev splid+ iblandt dem. 17 Derfor sagde de igen til den blinde: „Hvad siger du om ham, i betragtning af at det var dine øjne han åbnede?“ Han sagde: „Han er en profet.“+

18 Jøderne troede imidlertid ikke om ham at han havde været blind og havde fået sit syn, før de tilkaldte forældrene til ham der var blevet seende. 19 Og de spurgte dem: „Er denne mand jeres søn som I siger er født blind? Hvordan kan det da være at han nu kan se?“ 20 Som svar sagde hans forældre da: „Vi ved at han er vores søn og at han er født blind. 21 Men hvordan det kan være at han nu kan se, ved vi ikke, og vi ved heller ikke hvem der har åbnet hans øjne. Spørg ham. Han er voksen. Han må tale for sig selv.“ 22 Dette sagde hans forældre fordi de var bange+ for jøderne, for jøderne var allerede blevet enige om at hvis nogen anerkendte ham som Kristus, skulle vedkommende udstødes af synagogen.*+ 23 Det var derfor hans forældre sagde: „Han er voksen. Spørg ham.“

24 Så kaldte de for anden gang på manden som havde været blind og sagde til ham: „Giv Gud ære;+ vi ved at dette menneske er en synder.“ 25 Han svarede da: „Om han er en synder ved jeg ikke. Én ting ved jeg, at jeg der var blind, nu ser.“ 26 Så sagde de til ham: „Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne?“ 27 Han svarede dem: „Jeg har allerede fortalt jer det, og I hørte ikke efter. Hvorfor vil I høre det igen? I vil vel ikke også være disciple af ham?“ 28 Så hånede de ham og sagde: „Du er en discipel af den [mand], men vi er disciple af Moses. 29 Vi ved at Gud har talt til Moses;+ men vi ved ikke hvor denne [mand] er fra.“+ 30 Som svar sagde manden til dem: „Det er da underligt+ at I ikke ved hvor han er fra, og han har dog åbnet mine øjne. 31 Vi ved at Gud ikke hører på syndere,+ men hvis en er gudfrygtig og gør hans vilje, ham hører han på.+ 32 Man har aldrig før hørt at nogen har åbnet en blindfødts øjne. 33 Hvis denne [mand] ikke var fra Gud,+ kunne han slet intet gøre.“ 34 Som svar sagde de til ham: „Du er helt og holdent født i synder,+ og dog underviser du os?“ Så stødte de ham ud!+

35 Jesus hørte at de havde stødt ham ud, og da han fandt ham sagde han: „Tror du på Menneskesønnen?“+ 36 Han svarede: „Og hvem er han, herre, så jeg kan tro på ham?“ 37 Jesus sagde til ham: „Du har set ham, og for øvrigt er det ham der taler med dig.“+ 38 Så sagde han: „Jeg tror [på ham], Herre.“ Og han bøjede sig ærbødigt+ for ham. 39 Og Jesus sagde: „Til [denne] dom+ er jeg kommet til denne verden: for at de der ikke ser kan se,+ og de der ser kan blive blinde.“+ 40 De af farisæerne som var sammen med ham, hørte dette, og de sagde til ham: „Vi er vel ikke også blinde?“+ 41 Jesus sagde til dem: „Hvis I var blinde, ville I ikke have nogen synd. Men nu siger I: ’Vi ser.’+ Jeres synd+ forbliver.“

10 „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der ikke går ind i fårefolden gennem døren,+ men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver.+ 2 Men den der går ind gennem døren+ er fårenes hyrde.+ 3 Ham lukker dørvogteren+ op for, og fårene+ hører hans stemme, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. 4 Når han har fået alle sine egne ud, går han foran dem, og fårene følger+ ham, for de kender hans stemme.+ 5 En fremmed vil de ikke følge, men de vil tværtimod flygte fra ham,+ for de kender ikke de fremmedes stemme.“+ 6 Denne sammenligning fremholdt Jesus for dem; men de vidste ikke hvad det han sagde til dem betød.+

7 Derfor sagde Jesus igen: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Jeg er fårenes dør.+ 8 Alle de som er kommet i stedet for mig er tyve og røvere;+ men fårene har ikke hørt på dem.+ 9 Jeg er døren;+ den der går ind gennem mig vil blive frelst, og han vil gå ind og ud og finde græsning.+ 10 Tyven+ kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge.+ Jeg er kommet for at de kan have liv og kan have det i overflod. 11 Jeg er den rigtige hyrde;+ den rigtige hyrde sætter sin sjæl til for fårene.+ 12 Den lejede mand,+ som ikke er hyrde og som fårene ikke tilhører, ser ulven komme og forlader fårene og flygter — og ulven røver dem og spreder dem+ — 13 for han er en lejet mand+ og bekymrer sig ikke om fårene.+ 14 Jeg er den rigtige* hyrde, og jeg kender mine får,+ og mine får kender mig,+ 15 ligesom Faderen kender mig og jeg kender Faderen;+ og jeg sætter min sjæl* til for fårene.+

16 Og jeg har andre får,+ som ikke hører til denne fold;+ dem bør jeg også føre,* og de vil høre min stemme,+ og de vil blive én hjord, én hyrde.+ 17 Derfor elsker Faderen mig,+ fordi jeg sætter min sjæl til,+ for at jeg kan modtage den igen. 18 Ingen har taget* den fra mig, men jeg sætter den til af mig selv. Jeg har bemyndigelse til at sætte den til, og jeg har bemyndigelse til at modtage den igen.+ Budet+ herom har jeg modtaget fra min Fader.“

19 Igen blev der splid+ blandt jøderne på grund af disse ord. 20 Mange af dem sagde: „Han har en dæmon+ og han er vanvittig. Hvorfor hører I på ham?“ 21 Andre sagde: „Dette er ikke udtalelser af en dæmonbesat. En dæmon kan ikke åbne blindes øjne, vel?“

22 På den tid fandt indvielseshøjtiden* sted i Jerusalem. Det var vinter, 23 og Jesus gik omkring i templet, i Salomons Søjlegang.+ 24 Så slog jøderne kreds om ham og sagde til ham: „Hvor længe vil du holde vore sjæle i spænding? Hvis du er Messias,+ så sig os det rent ud.“+ 25 Jesus svarede dem: „Jeg har sagt jer det, og dog tror I ikke. De gerninger jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig.+ 26 Men I tror ikke, for I hører ikke til mine får.+ 27 Mine får+ hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig.+ 28 Og jeg giver dem evigt liv,+ og de skal aldrig i evighed gå til grunde,+ og ingen skal rive dem ud af min hånd.+ 29 Det min Fader+ har givet mig, er større end alle andre ting,*+ og ingen kan rive dem ud af Faderens hånd.+ 30 Jeg og Faderen er ét.“*+

31 Igen tog jøderne sten op for at stene ham.+ 32 Jesus svarede dem: „Jeg har vist jer mange smukke gerninger fra Faderen. For hvilken af disse gerninger er det I stener mig?“ 33 Jøderne svarede ham: „Vi stener dig ikke for en smuk gerning men for [guds]bespottelse,+ ja fordi du, som er et menneske, gør dig selv til en gud.“+ 34 Jesus svarede dem: „Står der ikke skrevet i jeres lov:+ ’Jeg har sagt: „I er guder“’?*+ 35 Når han har kaldt dem som Guds ord var rettet imod,* for ’guder’,+ og Skriften kan ikke gøres ugyldig,+ 36 [hvorfor] siger I så til mig* som Faderen har helliget og sendt til verden: ’Du spotter [Gud],’ fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn?+ 37 Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger,+ så tro mig ikke. 38 Men hvis jeg gør dem, så tro gerningerne,+ selv om I ikke tror mig, så I må blive klar over og fortsat være klar over at Faderen er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med Faderen.“+ 39 Så prøvede de igen at pågribe ham;+ men han slap uden for deres rækkevidde.+

40 Så gik han igen over på den anden side af Jordan til det sted hvor Johannes først havde døbt,+ og han blev dér. 41 Og mange kom til ham, og de sagde: „Johannes gjorde ganske vist ikke noget tegn, men alt hvad Johannes sagde om denne mand var sandt.“+ 42 Og mange fik tro på ham dér.+

11 Nu var der en mand som var syg, Laʹzarus* fra Betaʹnia, fra Marias og hendes søster Martas+ landsby. 2 Ja, det var den Maria der indgned Herren med vellugtende olie+ og tørrede hans fødder med sit hår,+ og det var hendes broder, Laʹzarus, der var syg. 3 Søstrene sendte derfor bud til ham, idet de sagde: „Herre, se, den du holder af+ er syg.“ 4 Men da Jesus hørte det, sagde han: „Denne sygdom har ikke døden som mål, men Guds herlighed,+ for at Guds søn kan blive herliggjort ved den.“

5 Og Jesus elskede Marta og hendes søster og Laʹzarus. 6 Men skønt han hørte at han var syg, blev han alligevel to dage på det sted han var. 7 Derefter sagde han så til disciplene: „Lad os gå til Judæa igen.“ 8 Disciplene sagde til ham: „Rabʹbi,+ for nylig søgte judæerne* at stene dig,+ og så går du igen dertil?“ 9 Jesus svarede: „Der er tolv timer med dagslys, ikke sandt? Hvis nogen vandrer i dagens lys,+ støder han ikke imod noget, for han ser denne verdens lys. 10 Men hvis nogen vandrer om natten,+ så støder han imod noget, for han har ikke lyset i sig.“

11 Han fremholdt dette, og derefter sagde han til dem: „Laʹzarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“+ 12 Så sagde disciplene til ham: „Herre, hvis han er gået til hvile, vil han blive rask.“* 13 Jesus havde imidlertid talt om hans død. Men de mente han talte om søvnens hvile. 14 Så sagde Jesus da rent ud til dem: „Laʹzarus er død,+ 15 og for jeres skyld glæder jeg mig over at jeg ikke var der, så at I kan få tro. Men lad os gå til ham.“ 16 Så sagde Thomas, der blev kaldt Tvilling,* til sine meddisciple: „Lad os også gå, så vi kan dø sammen med ham.“+

17 Da Jesus så kom, fandt han at han allerede havde været fire dage i mindegraven.+ 18 Nu var Betaʹnia nær Jerusalem, omkring tre kilometer* derfra. 19 Følgelig var mange af jøderne kommet til Marta og Maria for at trøste+ dem med hensyn til deres broder. 20 Da Marta nu hørte at Jesus kom, gik hun ham i møde; men Maria+ blev siddende hjemme. 21 Marta sagde så til Jesus: „Herre, hvis du havde været her, var min broder ikke død.+ 22 Og dog ved jeg nu at alt hvad du beder Gud om,+ vil Gud give dig.“ 23 Jesus sagde til hende: „Din broder skal opstå.“+ 24 Marta sagde til ham: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen+ på den yderste dag.“ 25 Jesus sagde til hende: „Jeg er opstandelsen og livet.*+ Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør;+ 26 og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.+ Tror du dette?“ 27 Hun sagde til ham: „Ja, Herre; jeg har fået tro på at du er Messias, Guds søn, den der kommer til verden.“+ 28 Og da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte på sin søster Maria, idet hun hemmeligt sagde: „Læreren+ er her og kalder på dig.“ 29 Da hun hørte dette, rejste hun sig hurtigt og begav sig på vej ud til ham.

30 Jesus var imidlertid endnu ikke kommet ind i landsbyen, men han var stadig på det sted hvor Marta havde mødt ham. 31 Da de jøder som var hos Maria i huset+ og som trøstede hende, så at hun hurtigt rejste sig og gik ud, fulgte de hende så, idet de antog at hun ville gå til mindegraven+ for at græde dér. 32 Da nu Maria kom hen hvor Jesus var og fik øje på ham, kastede hun sig ned for hans fødder, idet hun sagde til ham: „Herre, hvis du havde været her, var min broder ikke død.“+ 33 Da Jesus så at hun græd og at de jøder der kom sammen med hende, græd, stønnede han i ånden og oprørtes,+ 34 og han sagde: „Hvor har I lagt ham?“ De sagde til ham: „Herre, kom og se.“ 35 Jesus gav tårerne frit løb.+ 36 Så sagde jøderne: „Se, hvor han holdt af ham!“+ 37 Men nogle af dem sagde: „Kunne denne [mand] som åbnede den blindes øjne+ ikke også have forhindret at denne var død?“

38 Efter at have stønnet ved sig selv igen kom Jesus så til mindegraven.+ Det var en hule, og en sten+ lå op imod den. 39 Jesus sagde: „Tag stenen+ væk.“ Marta, den afdødes søster, sagde til ham: „Herre, på nuværende tidspunkt må han stinke, for det er fjerde dag.“* 40 Jesus sagde til hende: „Fortalte jeg dig ikke at hvis du troede, skulle du se Guds herlighed?“+ 41 Så tog de stenen væk. Og Jesus løftede sine øjne mod himmelen+ og sagde: „Fader, jeg takker dig fordi du har hørt mig.+ 42 Jeg ved jo at du altid hører mig; men på grund af folkemængden+ der står rundt om talte jeg, for at de kan få tro på at du har udsendt mig.“+ 43 Og da han havde sagt dette, råbte han med høj røst: „Laʹzarus,* kom ud!“+ 44 Manden som havde været død kom ud med fødderne og hænderne omvundet med tøjstrimler+ og ansigtet indhyllet i et tørklæde. Jesus sagde til dem: „Løs ham og lad ham gå.“

45 Da fik mange af de jøder som var kommet til Maria og som havde iagttaget hvad han havde gjort, tro på ham;+ 46 men nogle af dem gik til farisæerne og fortalte dem hvad Jesus havde gjort.+ 47 Så samlede de øverste præster og farisæerne Sanhedrinet+ og sagde: „Hvad skal vi gøre, for dette menneske gør mange tegn?+ 48 Hvis vi lader ham fortsætte således, vil alle få tro på ham,+ og romerne+ vil komme og tage både vort sted*+ og vor nation.“ 49 Men en af dem, Kajʹfas, som var ypperstepræst det år,+ sagde til dem: „I ved slet ingenting, 50 og I tager ikke i betragtning at det er bedre for jer at ét menneske dør+ til gavn for folket end at hele nationen ødelægges.“+ 51 Dette sagde han imidlertid ikke ud fra sine egne ideer; men da han var ypperstepræst det år, profeterede han om at Jesus skulle dø for nationen, 52 og ikke blot for nationen, men også for at han kunne samle Guds børn som er spredt+ rundt om, til ét.+ 53 Fra den dag af lagde de så råd op om at dræbe ham.+

54 Derfor gik Jesus ikke længere offentligt omkring+ blandt jøderne,+ men han tog bort derfra til egnen nær ørkenen, til en by der kaldes Eʹfraim,+ og dér blev han sammen med disciplene. 55 Nu var jødernes påske+ nær, og mange tog fra landet op til Jerusalem før påsken for at rense sig ceremonielt.+ 56 De ledte så efter Jesus, og de sagde til hinanden når de stod rundt om i templet: „Hvad mener I? At han slet ikke kommer til højtiden?“ 57 De øverste præster og farisæerne havde nemlig givet ordre til at hvis nogen fik at vide hvor han var, skulle vedkommende anmelde [det], så man kunne pågribe ham.

12 Seks dage før påske kom Jesus så til Betaʹnia,+ hvor Laʹzarus*+ var, ham Jesus havde oprejst fra de døde. 2 Man lavede da et aftensmåltid til ham dér, og Marta+ vartede op,+ men Laʹzarus var en af dem der lå til bords sammen med ham.+ 3 Maria tog så et pund* vellugtende olie, ægte nardus,+ meget kostbar, og hun indgned Jesu fødder og tørrede hans fødder med sit hår.+ Huset blev fyldt med duften af den vellugtende olie. 4 Men Judas Iskarioʹt,+ en af hans disciple, som stod i begreb med at forråde ham, sagde: 5 „Hvordan kan det være at denne vellugtende olie+ ikke er blevet solgt for tre hundrede denarer* og givet til de fattige?“+ 6 Dette sagde han imidlertid ikke fordi han bekymrede sig om de fattige, men fordi han var en tyv+ og havde pengekassen+ og plejede at tage det der blev lagt i den. 7 Derfor sagde Jesus: „Lad hende være, så hun kan overholde dette med henblik på dagen for min begravelse.+ 8 For I har altid de fattige+ hos jer, men mig vil I ikke altid have.“

9 Så fik en stor mængde af jøderne at vide at han var dér, og de kom, ikke alene på grund af Jesus, men også for at se Laʹzarus, som han havde oprejst fra de døde.+ 10 De øverste præster lagde nu råd op om at dræbe Laʹzarus også,+ 11 for på grund af ham gik mange af jøderne derud og fik tro på Jesus.+

12 Den næste dag da de mange mennesker som var kommet til højtiden hørte at Jesus var på vej til Jerusalem, 13 tog de grene fra palmetræerne+ og gik ud for at møde ham. Og de begyndte at råbe:+ „Frels dog!*+ Velsignet er den der kommer i Jehovas* navn,+ ja, Israels konge!“+ 14 Og da Jesus havde fundet et ungt æsel+ satte han sig på det, således som der står skrevet: 15 „Vær ikke bange, Zions datter. Se! Din konge kommer,+ siddende på et æselføl.“+ 16 Først lagde hans disciple ikke mærke til disse ting,+ men da Jesus blev herliggjort,+ da huskede de at dette stod skrevet om ham og at man gjorde dette ved ham.+

17 Den skare som var sammen med ham da han kaldte Laʹzarus+ ud af mindegraven og oprejste ham fra de døde, blev altså ved med at aflægge vidnesbyrd.+ 18 Det var også af den grund at folkemængden gik ham i møde, fordi man havde hørt at han havde gjort dette tegn.+ 19 Derfor sagde farisæerne+ til hinanden: „I ser at I absolut intet opnår. Se! Verden er løbet efter ham.“+

20 Nu var der nogle grækere+ blandt dem som kom op for at tilbede ved højtiden. 21 Disse kom så hen til Filip,+ som var fra Betsajʹda i Galilæʹa, og de rettede en anmodning til ham idet de sagde: „Herre, vi vil gerne se Jesus.“+ 22 Filip kom og sagde det til Andreas. Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus.

23 Men Jesus svarede dem idet han sagde: „Timen er kommet da Menneskesønnen skal herliggøres.+ 24 Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Hvis ikke hvedekernen kommer i jorden og dør, bliver der kun ved med at være én [kerne]; men hvis den dør,+ bærer den megen frugt. 25 Den der holder af sin sjæl* ødelægger den, men den der hader sin sjæl i denne verden,+ vil bevare den til evigt liv.+ 26 Hvis nogen vil tjene mig, så lad ham følge mig, og hvor jeg er, dér vil min tjener* også være.+ Hvis nogen vil tjene mig, vil Faderen ære ham.+ 27 Nu er min sjæl stærkt foruroliget,+ og hvad skal jeg sige? Fader, red mig ud af denne time.+ Dog, det er derfor jeg er kommet til denne time. 28 Fader, herliggør dit navn.“ Så kom der en stemme+ fra himmelen: „Jeg har herliggjort [det] og vil igen herliggøre [det].“+

29 Da sagde folkemængden som stod og hørte det, at det havde tordnet. Andre sagde: „En engel har talt til ham.“ 30 Som svar sagde Jesus: „Denne stemme lød ikke for min skyld, men for jeres skyld.+ 31 Nu fældes der dom over denne verden; nu vil denne verdens hersker+ blive kastet ud.+ 32 Og dog vil jeg, når jeg hæves op+ fra jorden, drage alle slags mennesker* til mig.“+ 33 Dette sagde han i virkeligheden for at betegne hvilken slags død han skulle dø.+ 34 Derfor svarede folkemængden ham: „Vi har hørt fra loven at Messias bliver til evig tid;+ hvordan kan du da sige at Menneskesønnen nødvendigvis må hæves op?+ Hvem er denne Menneskesøn?“+ 35 Jesus sagde så til dem: „Endnu en kort tid vil lyset være iblandt jer. I skal vandre mens I har lyset, så mørket+ ikke overvælder jer; og den der vandrer i mørket, ved ikke hvor han går hen.+ 36 Tro på lyset mens I har lyset, så I kan blive lysets sønner.“+

Jesus sagde dette og gik bort og skjulte sig for dem. 37 Men skønt han havde gjort så mange tegn for øjnene af dem, troede de ikke på ham, 38 så at det ord profeten Esajas havde udtalt blev opfyldt: „Jehova,* hvem troede det de hørte af os?*+ Og for hvem er Jehovas* arm blevet åbenbaret?“+ 39 Grunden til at de ikke kunne tro er, som Esajas ligeledes har sagt: 40 „Han har forblindet deres øjne og forhærdet deres hjerte,+ for at de ikke skal se med øjnene og forstå med hjertet og vende om og jeg helbrede dem.“+ 41 Dette sagde Esajas fordi han så hans herlighed,+ og han talte om ham. 42 Alligevel troede endog mange af lederne på ham,+ men på grund af farisæerne ville de ikke åbent anerkende [ham] for ikke at blive udstødt af synagogen;*+ 43 for de elskede ære fra mennesker mere end selv ære fra Gud.+

44 Jesus råbte imidlertid og sagde: „Den der tror på mig, tror ikke [kun] på mig, men [også] på ham som har sendt mig;+ 45 og den der ser mig, ser [også] ham som har sendt mig.+ 46 Som et lys er jeg kommet til verden,+ for at enhver som tror på mig ikke skal forblive i mørket.+ 47 Og hvis nogen hører mine ord og ikke holder dem, så dømmer jeg ham ikke; for jeg er ikke kommet for at dømme verden,+ men for at frelse verden.+ 48 Den der lader hånt om mig og ikke tager imod mine ord, har en til at dømme sig. Det ord+ som jeg har udtalt, det vil dømme ham på den yderste dag; 49 for jeg har ikke talt af egen tilskyndelse, men Faderen selv, som har sendt mig, har givet mig bud om hvad jeg skal sige og hvad jeg skal udtale.+ 50 Og jeg ved at hans bud betyder* evigt liv.+ Hvad jeg siger, det siger jeg derfor således som Faderen har fortalt mig [det].“+

13 Før påskehøjtiden vidste Jesus at hans time var kommet+ til at gå bort fra denne verden til Faderen,+ og derfor, som han havde elsket sine egne der var i verden,+ elskede han dem nu lige til det sidste. 2 Mens aftensmåltidet fandt sted* og Djævelen allerede havde indgivet i Judas Iskarioʹts, Simons søns, hjerte+ at forråde ham,+ 3 og da [Jesus] vidste at Faderen havde givet alt i [hans] hænder,+ og at han var udgået fra Gud og skulle gå til Gud,+ 4 rejste han sig fra aftensmåltidet og lagde sine yderklæder. Og han tog et håndklæde og bandt det om sig.+ 5 Derefter kom han vand i vaskefadet og begyndte at vaske disciplenes fødder+ og at tørre dem med håndklædet som han havde bundet om sig. 6 Og så kom han til Simon Peter. Denne sagde til ham: „Herre, vasker du mine fødder?“+ 7 Som svar sagde Jesus til ham: „Hvad jeg gør, forstår du ikke lige nu, men du vil blive klar over det efter dette.“+ 8 Peter sagde til ham: „Du skal aldrig i evighed vaske mine fødder.“ Jesus svarede ham: „Hvis jeg ikke vasker dig,+ har du ingen lod og del med mig.“ 9 Simon Peter sagde til ham: „Herre, ikke mine fødder alene, men også hænderne og hovedet.“ 10 Jesus sagde til ham: „Den der har badet+ behøver ikke at få vasket mere end fødderne, men er helt ren. Og I er rene, dog ikke alle.“ 11 Han kendte jo den der var ved at forråde ham.+ Derfor sagde han: „I er ikke alle rene.“

12 Da han nu havde vasket deres fødder og havde taget sine yderklæder på og lagt sig til bords igen, sagde han til dem: „Ved I hvad jeg har gjort ved jer? 13 I kalder mig ’Lærer’+ og ’Herre’,+ og I gør det med rette, for det er jeg.+ 14 Når jeg nu, skønt Herre og Lærer, har vasket jeres fødder,+ skylder I også at vaske hinandens fødder.+ 15 Jeg har nemlig givet jer et forbillede, for at I også skal gøre som jeg har gjort ved jer.+ 16 Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: En træl er ikke større end sin herre, og en der er udsendt* er heller ikke større end den der har sendt ham.+ 17 Når I véd dette, er I lykkelige hvis I gør det.+ 18 Jeg taler ikke om jer alle; jeg kender dem jeg har udvalgt.+ Men det er for at skriftstedet kan blive opfyldt:+ ’Den som plejede at spise mit brød har løftet sin hæl imod mig.’+ 19 Fra nu af siger jeg jer det før det sker,+ for at I, når det sker, må tro at jeg er [den jeg er]. 20 Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der tager imod enhver som jeg sender, tager imod mig.+ Og den der tager imod mig, tager imod ham som har sendt mig.“+

21 Efter at have sagt dette blev Jesus stærkt foruroliget i ånden, og han vidnede og sagde: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: En af jer vil forråde mig.“+ 22 Disciplene begyndte at se på hinanden, idet de var i vildrede med hensyn til hvem han sagde det om.+ 23 En af Jesu disciple lå [på pladsen] op mod hans bryst, og Jesus elskede* ham.+ 24 Simon Peter nikkede derfor til denne og sagde til ham: „Fortæl hvem det er han taler om.“ 25 Denne lænede sig så tilbage mod Jesu bryst og sagde til ham: „Herre, hvem er det?“+ 26 Så svarede Jesus: „Det er ham som jeg giver det stykke jeg dypper.“+ Så dyppede han stykket og tog og gav det til Judas, Simon Iskarioʹts søn. 27 Og efter [at han havde fået] stykket gik Satan i ham.+ Jesus sagde derfor til ham: „Det du gør, gør det hurtigere.“ 28 Men ingen af dem der lå til bords vidste i hvilken hensigt han sagde dette til ham. 29 Nogle mente ligefrem, eftersom Judas havde pengekassen,+ at Jesus sagde til ham: „Køb hvad vi har brug for til højtiden,“ eller at han skulle give noget til de fattige.+ 30 Efter at han havde fået stykket gik han derfor straks ud. Og det var nat.+

31 Da han var gået ud sagde Jesus så: „Nu er Menneskesønnen herliggjort,+ og Gud er herliggjort i forbindelse med ham.* 32 Og Gud vil selv herliggøre ham,+ og han vil herliggøre ham straks. 33 Børnlille,+ jeg er hos jer en kort tid endnu. I vil søge efter mig; og som jeg har sagt til jøderne: ’Hvor jeg går hen, kan I ikke komme,’+ sådan siger jeg også til jer nu. 34 Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer,+ skal I også elske hinanden.+ 35 På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“+

36 Simon Peter sagde til ham: „Herre, hvor går du hen?“ Jesus svarede: „Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men du skal følge mig senere.“+ 37 Peter sagde til ham: „Herre, hvordan kan det være at jeg ikke kan følge dig nu? Jeg vil sætte min sjæl til for dig.“+ 38 Jesus svarede: „Du vil sætte din sjæl* til for mig? Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Hanen skal afgjort ikke gale før du tre gange har nægtet at kendes ved mig.“+

14 „Lad ikke jeres hjerte foruroliges.+ Tro på Gud,+ og tro på mig.+ 2 I min Faders hus er der mange boliger.+ Hvis ikke, ville jeg have sagt jer det, for jeg går hen for at berede jer en plads.+ 3 Og når jeg er gået hen og har beredt jer en plads, kommer jeg igen+ og tager jer til mig,+ for at I også kan være hvor jeg er.+ 4 Og hvor jeg går hen, dér kender I vejen.“

5 Thomas+ sagde til ham: „Herre, vi ved ikke hvor du går hen.+ Hvordan kender vi vejen?“

6 Jesus sagde til ham: „Jeg er vejen+ og sandheden+ og livet.+ Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.+ 7 Hvis I havde kendt mig, ville I også have kendt min Fader; fra nu af kender I ham og har set ham.“+

8 Filip sagde til ham: „Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.“

9 Jesus sagde til ham: „Så lang tid har jeg været hos jer, og dog har du, Filip, ikke lært mig at kende? Den der har set mig, har [også] set Faderen.+ Hvordan kan du sige: ’Vis os Faderen’?+ 10 Tror du ikke at jeg er i samhørighed med Faderen og Faderen er i samhørighed med mig?+ Det jeg siger til jer, siger jeg ikke ud fra mine egne ideer;* men Faderen som forbliver i samhørighed med mig, gør sine gerninger.+ 11 Tro mig at jeg er i samhørighed med Faderen og Faderen er i samhørighed med mig; om ikke andet, så tro på grund af selve gerningerne.+ 12 Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der tror på mig, han vil også gøre de gerninger jeg gør; og han vil gøre større gerninger end disse,+ for jeg går til Faderen.+ 13 Og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan blive herliggjort i forbindelse med Sønnen.+ 14 Hvis I beder* om noget i mit navn, vil jeg gøre det.

15 Hvis I elsker mig, vil I holde mine bud;+ 16 og jeg vil anmode Faderen, og han vil give jer en anden hjælper* til at være hos jer for evigt,+ 17 sandhedens ånd,*+ som verden ikke kan tage imod+ fordi den hverken ser den eller kender den. I kender den,* for den forbliver hos jer og er i jer.+ 18 Jeg vil ikke efterlade jer forældreløse.*+ Jeg kommer til jer. 19 Endnu en kort tid og verden ser mig ikke mere,+ men I ser mig,+ for jeg lever og I skal leve.+ 20 På den dag vil I vide at jeg er i samhørighed med min Fader og I er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med jer.+ 21 Den der har mine bud og holder dem, det er den der elsker mig.+ Og den der elsker mig, vil blive elsket af min Fader, og jeg vil elske ham og vil vise mig tydeligt for ham.“

22 Judas,+ ikke Iskarioʹt, sagde til ham: „Herre, hvad er der sket siden du har i sinde at vise dig tydeligt for os og ikke for verden?“+

23 Som svar sagde Jesus til ham: „Hvis nogen elsker mig, vil han overholde mit ord,+ og min Fader vil elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham.+ 24 Den som ikke elsker mig, overholder ikke mine ord; og det ord som I hører, er ikke mit men Faderens som har sendt mig.+

25 Dette har jeg sagt jer mens jeg stadig er hos jer. 26 Men hjælperen,* den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han* vil lære jer alt og minde jer om alt hvad jeg har fortalt jer.+ 27 Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.+ Jeg giver jer den ikke sådan som verden giver. Lad ikke jeres hjerte foruroliges og lad det ikke blive frygtsomt. 28 I har hørt at jeg har sagt til jer: Jeg går bort og jeg kommer [tilbage] til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over at jeg går til Faderen, for Faderen er større+ end jeg. 29 Nu har jeg så sagt jer det før det sker,+ for at I må tro når det sker. 30 Jeg skal ikke tale meget* med jer mere, for verdens hersker+ kommer. Og han har ikke noget tag i mig,+ 31 men for at verden kan vide at jeg elsker Faderen, så gør jeg således som Faderen har givet mig bud om.+ Rejs jer, lad os gå herfra.

15 Jeg er det sande vintræ,+ og min Fader er vinavleren.+ 2 Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk,+ og enhver som bærer frugt, renser* han,+ for at den kan bære mere frugt.+ 3 I er allerede rene på grund af det ord som jeg har talt til jer.+ 4 Forbliv i samhørighed med mig, og jeg [vil forblive] i samhørighed med jer.+ Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den forbliver på vintræet, således kan I heller ikke, hvis ikke I forbliver i samhørighed med mig.+ 5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den der forbliver i samhørighed med mig, så jeg [forbliver] i samhørighed med ham, han bærer megen frugt;+ skilt fra mig kan I nemlig slet intet gøre.* 6 Hvis nogen ikke forbliver i samhørighed med mig, kastes han ud som en gren og visner; og man samler disse grene og kaster dem i ilden og de brændes.+ 7 Hvis I forbliver i samhørighed med mig, og mine udtalelser forbliver i jer, kan I bede om hvad I vil, og det vil ske for jer.+ 8 Min Fader er herliggjort ved dette at I bærer megen frugt og viser at I er mine disciple.+ 9 Ligesom Faderen har elsket mig,+ har jeg også elsket jer; forbliv i min kærlighed. 10 Hvis I holder mine bud,+ vil I forblive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt Faderens bud+ og forbliver i hans kærlighed.

11 Disse ting har jeg sagt jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde kan blive hel og fuld.+ 12 Dette er mit bud, at I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer.+ 13 Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl* til for sine venner.+ 14 I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer.+ 15 Jeg kalder jer ikke længere trælle, for en træl ved ikke hvad hans herre gør. Men jeg har kaldt jer venner,+ for alt det jeg har hørt fra min Fader har jeg gjort jer bekendt med.+ 16 I har ikke valgt mig, men jeg har valgt jer, og jeg har indsat jer for at I kan gå hen og fortsat bære frugt+ og jeres frugt forblive, for at Faderen kan give jer hvad I end beder ham om i mit navn.+

17 Dette befaler jeg jer, at I skal elske hinanden.+ 18 Når verden hader jer, så ved I at den har hadet mig før jer.+ 19 Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget.+ Men fordi I ikke er en del af verden,+ men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.+ 20 Husk det ord jeg har sagt jer: En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer;+ hvis de har overholdt mit ord, vil de også overholde jeres. 21 Men alt dette vil de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham som har sendt mig.+ 22 Hvis jeg ikke var kommet og havde talt til dem, havde de ingen synd;+ men nu har de ingen undskyldning for deres synd.+ 23 Den der hader mig, hader også min Fader.+ 24 Hvis jeg ikke havde gjort de gerninger iblandt dem som ingen anden har gjort,+ havde de ingen synd;+ men nu har de både set og hadet såvel mig som min Fader.+ 25 Men det er for at det ord der står skrevet i deres lov kan blive opfyldt: ’De hadede mig uden grund.’+ 26 Når den hjælper* kommer som jeg vil sende jer fra Faderen,+ sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, så vil han* vidne om mig;+ 27 og I selv skal vidne,+ for I har været med mig fra jeg begyndte.

16 Jeg har sagt jer disse ting for at I ikke skal bringes til snublen og fald.+ 2 Man vil udstøde jer af synagogen.*+ Ja, den time kommer da enhver som dræber jer vil mene at han har ydet Gud en hellig tjeneste.*+ 3 Men disse ting vil de gøre fordi de hverken har lært Faderen eller mig at kende.+ 4 Dog, jeg har sagt jer disse ting for at I, når deres time kommer, kan huske at jeg fortalte jer dem.+

Jeg fortalte jer imidlertid ikke disse ting i begyndelsen, fordi jeg jo var hos jer. 5 Men nu går jeg til ham som har sendt mig,+ og dog er der ingen af jer der spørger mig: ’Hvor går du hen?’ 6 Men fordi jeg har sagt jer disse ting, har bedrøvelse+ fyldt jeres hjerte. 7 Dog, jeg siger jer sandheden: Det er til gavn for jer at jeg går bort. For hvis jeg ikke går bort, vil hjælperen*+ afgjort ikke komme til jer; men når jeg går bort, vil jeg sende ham til jer. 8 Og når han kommer vil han give verden overbevisende vidnesbyrd* om synd og om retfærdighed og om dom:+ 9 først om synd,+ fordi man ikke tror på mig;+ 10 dernæst om retfærdighed,+ fordi jeg går til Faderen, og I ser mig ikke mere; 11 så om dom,+ fordi denne verdens hersker er blevet dømt.+

12 Jeg har meget endnu at sige jer, men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.+ 13 Men når han* kommer, sandhedens ånd,+ vil han lede jer til hele sandheden, for han vil ikke tale af sig selv, men alt hvad han hører vil han sige, og han vil forkynde jer de kommende ting.+ 14 Han vil herliggøre mig,+ for han vil få af mit og forkynde jer det.+ 15 Alt hvad Faderen har er mit.+ Det er derfor jeg sagde at han får af mit og forkynder jer det. 16 Om kort tid ser I mig ikke mere,+ og igen om kort tid skal I se mig.“

17 Så sagde nogle af hans disciple til hinanden: „Hvad betyder det han siger til os: ’Om kort tid ser I mig ikke, og igen om kort tid skal I se mig,’ og: ’fordi jeg går til Faderen’?“ 18 De sagde altså: „Hvad betyder det at han siger: ’om kort tid’? Vi ved ikke hvad han taler om.“* 19 Jesus vidste+ at de gerne ville spørge ham, så han sagde til dem: „Spørger I hinanden om dette fordi jeg sagde: Om kort tid ser I mig ikke, og igen om kort tid skal I se mig? 20 Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: I skal græde og klage, men verden vil glæde sig; I vil blive bedrøvede,+ men jeres bedrøvelse vil blive vendt til glæde.+ 21 En kvinde er bedrøvet når hun føder, fordi hendes time er kommet;+ men når hun har født barnet, husker hun ikke trængselen længere, på grund af glæden over at et menneske er blevet født til verden. 22 Derfor er I også nu bedrøvede; men jeg skal se jer igen, og jeres hjerte vil glæde sig,+ og ingen skal tage jeres glæde fra jer. 23 Og på den dag+ vil I slet ikke spørge mig om noget. Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Hvis I beder Faderen om noget,+ vil han give jer det i mit navn.+ 24 Indtil nu har I slet ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I vil få, så jeres glæde kan være hel og fuld.+

25 Jeg har sagt dette til jer ved hjælp af sammenligninger.+ Den time kommer da jeg ikke mere skal tale til jer ved hjælp af sammenligninger, men åbent og rent ud vil fortælle jer om Faderen. 26 På den dag vil I bede i mit navn, og jeg siger jer ikke at jeg vil rette en anmodning til Faderen om jer. 27 For Faderen selv holder af jer, fordi I har holdt af mig+ og har fået tro på at jeg er udgået som Faderens sendebud.+ 28 Jeg er udgået fra Faderen og er kommet til verden. Endvidere forlader jeg verden og går til Faderen.“+

29 Hans disciple sagde: „Se! Nu taler du rent ud og fremfører ikke nogen sammenligning. 30 Nu ved vi at du ved alle ting+ og ikke har brug for at nogen spørger dig.+ Derfor tror vi at du er udgået fra Gud.“+ 31 Jesus svarede dem: „Tror I nu? 32 Se! Den time kommer, ja den er kommet, da I skal spredes hver til sit+ og vil efterlade mig alene; og dog er jeg ikke alene, for Faderen er hos mig.+ 33 Jeg har sagt jer disse ting for at I kan have fred ved hjælp af mig.*+ I verden har I trængsel, men fat mod! Jeg har besejret verden.“+

17 Dette udtalte Jesus, og idet han løftede sine øjne mod himmelen+ sagde han: „Fader, timen er kommet; herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig,+ 2 ligesom du har givet ham myndighed over alt kød,+ for at han kan give dem — hele det [antal] som du har givet ham+ — evigt liv.+ 3 Dette betyder evigt liv:+ at de lærer dig at kende,*+ den eneste sande Gud,+ og den som du har udsendt, Jesus Kristus.+ 4 Jeg har herliggjort+ dig på jorden, idet jeg har fuldført den gerning du har givet mig at gøre.+ 5 Så herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.+

6 Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden.+ De var dine, og du gav mig dem, og de har overholdt dit ord. 7 De er nu klar over at alt hvad du har givet mig, er fra dig; 8 for de udtalelser som du gav mig, har jeg givet dem,+ og de har taget imod dem og er virkelig blevet klar over at jeg er udgået som dit sendebud,+ og de har fået tro på at du har udsendt mig.+ 9 Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden,+ men for dem som du har givet mig; for de er dine, 10 og alt mit er dit, og dit er mit,+ og jeg er blevet herliggjort iblandt dem.

11 Og jeg er ikke mere i verden, men de er i verden,+ og jeg kommer til dig. Hellige Fader, våg over dem+ for dit eget navns skyld, det du har givet mig, for at de må være ét ligesom vi.+ 12 Da jeg var hos dem plejede jeg at våge over dem+ for dit eget navns skyld, det du har givet mig; og jeg har bevaret dem, og ingen af dem har lidt undergang+ undtagen undergangens søn,+ for at skriftstedet kunne opfyldes.+ 13 Og nu kommer jeg til dig, men jeg fortæller disse ting [mens jeg er] i verden for at de i fuldt mål kan have min glæde i sig.+ 14 Jeg har givet dem dit ord, men verden har hadet dem+ fordi de ikke er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.+

15 Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at våge over dem på grund af den onde.+ 16 De er ikke en del af verden,+ ligesom jeg ikke er en del af verden.+ 17 Hellige+ dem ved hjælp af sandheden; dit ord+ er sandhed.+ 18 Ligesom du har sendt mig til verden, har jeg også sendt dem til verden.+ 19 Og jeg helliger mig selv* til gavn for dem, for at de også kan blive helliget+ ved hjælp af sandhed.

20 Jeg beder ikke blot for disse, men også for dem som gennem deres ord får tro på mig,+ 21 for at de alle må være ét,*+ ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig,+ at de også må være i samhørighed med os,+ for at verden kan tro at du har udsendt mig.+ 22 Og jeg har givet dem den herlighed som du har givet mig, for at de må være ét ligesom vi er ét.+ 23 Jeg i samhørighed med dem og du i samhørighed med mig, for at de må blive fuldkommengjort til ét,+ så at verden kan vide at du har udsendt mig og at du har elsket dem ligesom du har elsket mig. 24 Fader, med hensyn til det du har givet mig, så ønsker jeg at hvor jeg er, dér skal de også være sammen med mig,+ for at de kan se min herlighed, den som du har givet mig, fordi du elskede mig før verdens grundlæggelse.*+ 25 Retfærdige+ Fader, verden har jo ikke lært dig at kende;+ men jeg har lært dig at kende, og disse er blevet klar over at du har udsendt mig.+ 26 Og jeg har bekendtgjort dit navn for dem,+ og jeg vil bekendtgøre det, for at den kærlighed hvormed du har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“+

18 Efter at have sagt dette gik Jesus ud sammen med sine disciple, over på den anden side af Keʹdrons Vinterbæk,*+ hvor der var en have, og han og hans disciple gik ind i den.+ 2 Nu kendte Judas, som forrådte ham, også stedet, for Jesus havde mange gange været sammen med sine disciple dér.+ 3 Så tog Judas hærafdelingen og nogle af de øverste præsters og farisæernes betjente og kom dertil med fakler og lamper og våben.+ 4 Jesus, som vidste alt hvad der ville komme over ham,+ gik derfor frem og sagde til dem: „Hvem søger I?“ 5 De svarede ham: „Jesus Nazaræeren.“+ Han sagde til dem: „Det er mig.“ Og Judas, som forrådte ham,+ stod også hos dem.

6 Men da han sagde til dem: „Det er mig,“ veg de tilbage+ og faldt til jorden. 7 Så spurgte han dem igen: „Hvem søger I?“ De sagde: „Jesus Nazaræeren.“ 8 Jesus svarede: „Jeg har sagt jer at det er mig. Hvis, altså, det er mig I søger, så lad disse gå“; 9 for at det ord han havde sagt kunne blive opfyldt: „Af dem du har givet mig har jeg ikke mistet en eneste.“+

10 Simon Peter, som havde et sværd, trak det nu og slog efter ypperstepræstens træl og huggede hans højre øre af.+ Trællens navn var Malʹkus. 11 Jesus sagde imidlertid til Peter: „Stik sværdet i skeden.+ Det bæger som Faderen har givet mig, skulle jeg ikke for enhver pris drikke det?“+

12 Hærafdelingen og militærtribunen* og jødernes betjente greb så Jesus og bandt ham, 13 og de førte ham først til Anʹnas, for han var svigerfader til Kajʹfas, som var ypperstepræst det år.+ 14 Det var Kajʹfas der havde givet jøderne det råd at det var bedre at ét menneske døde til gavn for folket.+

15 Simon Peter og en anden discipel fulgte nu efter Jesus.+ Den discipel var en bekendt af ypperstepræsten, og han gik med Jesus ind i ypperstepræstens gård, 16 men Peter blev stående udenfor ved døren.+ Så gik den anden discipel, som var en bekendt af ypperstepræsten, ud og talte med dørvogtersken og førte Peter ind. 17 Tjenestepigen, dørvogtersken, sagde så til Peter: „Er du ikke også en af denne mands disciple?“ Han sagde: „Nej, jeg er ikke.“+ 18 Trællene og betjentene havde lavet en trækulsild+ fordi det var koldt, og de stod nu og varmede sig. Peter stod også hos dem og varmede sig.

19 Den overordnede præst spurgte nu Jesus ud om hans disciple og om hans lære. 20 Jesus svarede ham: „Jeg har talt offentligt til verden. Det har altid været i en synagoge eller i templet jeg har undervist,+ dér hvor alle jøderne kommer sammen; i det skjulte har jeg intet udtalt. 21 Hvorfor spørger du mig ud? Spørg dem ud som har hørt hvad jeg har fortalt dem. Se! De ved hvad jeg har sagt.“ 22 Efter at Jesus havde sagt dette gav en af betjentene som stod der, ham en lussing+ og sagde: „Er det den måde du svarer den overordnede præst på?“ 23 Jesus svarede ham: „Hvis jeg har talt uret, så aflæg vidnesbyrd om det urette; men hvis [jeg har talt] ret, hvorfor slår du mig da?“ 24 Så sendte Anʹnas ham bundet til Kajʹfas, ypperstepræsten.+

25 Imidlertid stod Simon Peter og varmede sig. Så sagde de til ham: „Er du ikke også en af hans disciple?“ Han benægtede det og sagde: „Nej, jeg er ikke.“+ 26 En af ypperstepræstens trælle, en slægtning til ham hvis øre Peter huggede af,+ sagde: „Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?“ 27 Peter benægtede det imidlertid igen; og straks galede en hane.+

28 Så førte de Jesus fra Kajʹfas til landshøvdingens palads.+ Det var nu tidligt på dagen. Men de gik ikke selv ind i landshøvdingens palads, for at de ikke skulle blive besmittede+ men kunne spise påske[måltidet]. 29 Derfor kom Pilaʹtus ud til dem og sagde: „Hvilken anklage kommer I med mod dette menneske?“+ 30 Som svar sagde de til ham: „Hvis denne mand ikke var en forbryder, ville vi ikke have overgivet ham til dig.“ 31 Så sagde Pilaʹtus til dem: „Tag I ham og døm ham efter jeres lov.“+ Jøderne sagde til ham: „Vi har ikke lov til at dræbe nogen.“+ 32 Dette var for at Jesu ord kunne blive opfyldt, det han havde sagt for at betegne hvilken slags død han skulle dø.+

33 Så gik Pilaʹtus igen ind i landshøvdingens palads og kaldte Jesus til sig og sagde til ham: „Er du jødernes konge?“*+ 34 Jesus svarede: „Er det ud fra dine egne ideer du siger dette, eller har andre fortalt dig om mig?“+ 35 Pilaʹtus svarede: „Jeg er ikke jøde, vel? Din egen nation og de øverste præster har overgivet dig til mig.+ Hvad har du gjort?“ 36 Jesus svarede:+ „Mit rige er ikke en del af denne verden.+ Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for+ at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ 37 Så sagde Pilaʹtus til ham: „Altså er du en konge, ikke sandt?“ Jesus svarede: „Du siger selv at jeg er en konge.+ Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne* om sandheden.+ Enhver der er på sandhedens side+ hører min røst.“+ 38 Pilaʹtus sagde til ham: „Hvad er sandhed?“*

Og efter at have sagt dette gik han igen ud til jøderne og sagde til dem: „Jeg finder ingen skyld hos ham.+ 39 Desuden har I den skik at jeg skal give jer en [fange] fri ved påsken.+ Ønsker I nu at jeg skal give jer jødernes konge fri?“ 40 Så råbte de igen idet de sagde: „Ikke ham, men Barʹabbas!“ Barʹabbas var en røver.+

19 Derpå tog Pilaʹtus så Jesus og piskede ham.+ 2 Og soldaterne flettede en tornekrone og anbragte den på hans hoved og iførte ham en purpurfarvet yderklædning;+ 3 og de kom hen til ham og sagde: „Vær hilset, du jødernes konge!“ Og de gav ham lussinger.+ 4 Og Pilaʹtus gik igen udenfor og sagde til dem: „Se! Jeg fører ham ud til jer for at I skal vide at jeg ikke finder nogen skyld hos ham.“+ 5 Så kom Jesus ud med tornekronen og den purpurfarvede yderklædning på. Og [Pilaʹtus] sagde til dem: „Se! Mennesket!“* 6 Men da de øverste præster og betjentene så ham, råbte de og sagde: „Pælfæst [ham]!* Pælfæst [ham]!“+ Pilaʹtus sagde til dem: „Tag I ham og pælfæst ham, for jeg finder ingen skyld hos ham.“+ 7 Jøderne svarede ham: „Vi har en lov,+ og efter den lov bør han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.“+

8 Da nu Pilaʹtus hørte denne udtalelse blev han endnu mere bange; 9 og han gik igen ind i landshøvdingens palads og sagde til Jesus: „Hvor er du fra?“ Men Jesus gav ham ikke noget svar.+ 10 Så sagde Pilaʹtus til ham: „Taler du ikke til mig?+ Ved du ikke at jeg har myndighed til at frigive dig og jeg har myndighed til at pælfæste dig?“ 11 Jesus svarede ham: „Du havde slet ingen myndighed* over mig hvis ikke den var blevet givet dig ovenfra.*+ Derfor har den der har overgivet mig til dig større synd.“

12 Af den grund søgte Pilaʹtus stadig at give ham fri. Men jøderne råbte og sagde: „Hvis du frigiver denne [mand], er du ikke kejserens* ven. Enhver som gør sig selv til konge, taler imod kejseren.“+ 13 Efter at have hørt disse ord førte Pilaʹtus så Jesus ud, og han satte sig på et dommersæde på et sted som blev kaldt Det Stenlagte, men på hebraisk Gabʹbata. 14 Nu var det påskens beredelsesdag;+ det var omkring den sjette time.* Og han sagde til jøderne: „Se! Jeres konge!“ 15 Men de råbte: „Væk [med ham]! Væk [med ham]! Pælfæst ham!“ Pilaʹtus sagde til dem: „Skal jeg pælfæste jeres konge?“ De øverste præster svarede: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“+ 16 Da overgav han ham så til dem til at blive pælfæstet.+

Så tog de Jesus med sig. 17 Og idet han selv bar marterpælen*+ gik han ud+ til det såkaldte Hovedskalsted,* som på hebraisk kaldes Golʹgata;*+ 18 og dér pælfæstede de ham,+ og sammen med ham to andre, én på den ene side og én på den anden side og Jesus i midten.+ 19 Pilaʹtus skrev også en tekst og satte den på marterpælen. Der stod skrevet: „Jesus Nazaræeren, jødernes konge.“*+ 20 Mange af jøderne læste så denne tekst, for stedet hvor Jesus blev pælfæstet lå nær byen;+ og den var skrevet på hebraisk, på latin og på græsk.* 21 Men jødernes øverste præster sagde til Pilaʹtus: „Skriv ikke ’jødernes konge’, men at han sagde: ’Jeg er jødernes konge.’“ 22 Pilaʹtus svarede: „Hvad jeg har skrevet, har jeg skrevet.“

23 Da nu soldaterne havde pælfæstet Jesus, tog de hans yderklæder og lavede fire dele, én del til hver soldat, og [de tog] underklædningen. Men underklædningen var uden sammensyninger, vævet ud i ét fra øverst [til nederst].+ 24 De sagde derfor til hinanden: „Lad os ikke rive den i stykker, men lad os afgøre hvem den skal tilhøre ved at kaste lod om den.“ Dette skete for at skriftstedet kunne opfyldes: „De delte mine yderklæder imellem sig, og om min klædning kastede de lod.“+ Og soldaterne gjorde virkelig dette.

25 Ved Jesu marterpæl stod imidlertid hans moder+ og hans moders søster; Maria,+ Kloʹpas’ hustru, og Maria Magdalene.+ 26 Da Jesus nu så sin moder og den discipel som han elskede,*+ stå dér, sagde han til sin moder: „Kvinde, se! Din søn!“ 27 Derefter sagde han til disciplen: „Se! Din moder!“ Og fra den time af tog disciplen hende hjem til sig.

28 Efter dette, da Jesus vidste at alt nu var tilendebragt, sagde han, for at skriftstedet kunne blive opfyldt: „Jeg er tørstig.“+ 29 Der stod et kar fyldt med sur vin. De satte så en svamp fuld af sur vin på en isop[stængel] og førte den til hans mund.+ 30 Da Jesus nu havde fået den sure vin sagde han: „Det er tilendebragt!“+ og idet han bøjede hovedet opgav han ånden.*+

31 Da det var beredelsesdag,+ og for at legemerne ikke skulle blive+ på marterpælene om sabbatten (for den sabbatsdag var stor),+ anmodede jøderne så Pilaʹtus om at få de pælfæstedes ben brækket og [legemerne]* fjernet. 32 Soldaterne kom så og brækkede benene på den første og på den anden som var blevet pælfæstet sammen med ham. 33 Men da de kom til Jesus, brækkede de ikke hans ben da de så at han allerede var død. 34 En af soldaterne stak ham dog i siden med et spyd,+ og straks kom der blod og vand ud. 35 Og den der har set [det] har vidnet, og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved at det han siger er sandt, for at I også kan tro.+ 36 Ja, dette skete for at skriftstedet kunne blive opfyldt: „Ingen knogle på ham skal sønderbrydes.“+ 37 Og et andet skriftsted igen siger: „De skal se hen til ham som de har gennemboret.“+

38 Men Josef fra Arimatæʹa, som var en discipel af Jesus, men i det skjulte af frygt for jøderne,+ anmodede efter dette Pilaʹtus om han måtte fjerne Jesu legeme; og Pilaʹtus gav ham tilladelsen.+ Han kom så og fjernede hans legeme.+ 39 Nikodeʹmus, den mand som første gang var kommet til ham om natten, kom også og bragte en rulle* myrra og aloe, omkring et hundrede pund.*+ 40 De tog så Jesu legeme og bandt det ind i bind sammen med de vellugtende stoffer,+ sådan som jøderne har for skik at berede til begravelse. 41 Nu var der på det sted hvor han blev pælfæstet en have, og i haven var der en ny mindegrav,+ hvori ingen endnu var blevet lagt. 42 På grund af jødernes beredelsesdag+ lagde de så Jesus dér, for mindegraven var nær ved.

20 På den første dag+ i ugen kom Maria Magdalene til mindegraven tidligt, mens det endnu var mørkt, og hun så at stenen allerede var taget væk fra mindegraven.+ 2 Så løb hun og kom til Simon Peter og til den anden discipel,+ ham som Jesus holdt af, og hun sagde til dem: „De har taget Herren væk fra mindegraven,+ og vi ved ikke hvor de har lagt ham.“

3 Så gik Peter+ og den anden discipel ud og begav sig på vej til mindegraven. 4 Ja, de to begyndte sammen at løbe; men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til mindegraven. 5 Og han bøjede sig og kiggede ind og så bindene ligge [der];+ dog gik han ikke ind. 6 Så kom Simon Peter også, idet han fulgte ham, og han gik ind i mindegraven. Og han så bindene ligge [der],+ 7 og tørklædet som havde været på hans hoved; det lå ikke sammen med bindene men rullet sammen på et sted for sig selv. 8 Da gik så den anden discipel som var kommet først til mindegraven, også ind, og han så og troede. 9 De havde nemlig endnu ikke fattet skriftstedet om at han nødvendigvis måtte opstå fra de døde.+ 10 Så gik disciplene hjem igen.

11 Men Maria blev stående udenfor i nærheden af mindegraven og græd. Og så, mens hun græd, bøjede hun sig frem og kiggede ind i mindegraven, 12 og hun så to engle+ i hvidt sidde der, én ved hovedet og én ved fødderne, dér hvor Jesu legeme havde ligget. 13 Og de sagde til hende: „Kvinde, hvorfor græder du?“ Hun sagde til dem: „De har taget min Herre væk, og jeg ved ikke hvor de har lagt ham.“ 14 Efter at have sagt dette vendte hun sig om og så Jesus stå der, men hun opfattede ikke at det var Jesus.+ 15 Jesus sagde til hende: „Kvinde, hvorfor græder du? Hvem søger du?“+ Idet hun mente at det var havemanden sagde hun til ham: „Herre, hvis du har fjernet ham, så sig mig hvor du har lagt ham, og jeg vil tage ham væk.“ 16 Jesus sagde til hende: „Maria!“+ Idet hun vendte sig om sagde hun til ham på hebraisk: „Rabbuʹni!“*+ (som betyder „Lærer!“) 17 Jesus sagde til hende: „Hold op med at klynge dig til mig, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen. Men gå til mine brødre+ og sig til dem: ’Jeg stiger op til min Fader+ og jeres Fader og til min Gud+ og jeres Gud.’“+ 18 Maria Magdalene kom og bragte disciplene nyheden: „Jeg har set Herren!“ og at han havde sagt dette til hende.+

19 Da det nu var blevet sent den dag, den første i ugen,+ og dørene var låst, dér hvor disciplene var, af frygt+ for jøderne, kom Jesus+ og stod i deres midte og sagde til dem: „Måtte I have fred.“+ 20 Og efter at have sagt dette viste han dem både sine hænder og sin side.+ Da frydede disciplene sig+ over at se Herren. 21 Jesus sagde så igen til dem: „Måtte I have fred. Ligesom Faderen har udsendt mig,+ sender jeg også jer.“+ 22 Og efter at have sagt dette åndede han på dem og sagde til dem: „Modtag hellig ånd.+ 23 Når I tilgiver nogen deres synder,+ så er de tilgivet dem; når I fastholder nogens, så er de fastholdt.“+

24 Men Thomas,+ en af de tolv, som blev kaldt Tvilling,* var ikke sammen med dem da Jesus kom. 25 De andre disciple sagde så til ham: „Vi har set Herren!“ Men han sagde til dem: „Hvis jeg ikke ser mærket af naglerne i hans hænder og stikker min finger i mærket af naglerne og stikker min hånd i hans side,+ vil jeg afgjort ikke tro det.“+

26 Otte dage senere var hans disciple så igen inden døre, og Thomas sammen med dem. Jesus kom, skønt dørene var låst, og han stod i deres midte og sagde: „Måtte I have fred.“+ 27 Derefter sagde han til Thomas: „Kom her med din finger, og se mine hænder, og kom her med din hånd+ og stik den i min side, og hold op med at være vantro men bliv derimod troende.“ 28 Som svar sagde Thomas til ham: „Min Herre og min Gud!“+ 29 Jesus sagde til ham: „Er det fordi du har set mig du har fået tro? Lykkelige er de som ikke ser og dog tror.“+

30 Jesus gjorde rigtignok også mange andre tegn i disciplenes påsyn, ting som ikke er skrevet i denne skriftrulle.+ 31 Men dette er blevet skrevet+ for at I kan tro at Jesus er Messias, Guds søn, og for at I, fordi I tror,+ kan have liv ved hans navn.

21 Efter dette viste Jesus sig igen for disciplene ved Tibeʹriassøen; og han viste sig således: 2 Simon Peter og Thomas, som blev kaldt Tvilling,+ og Nataʹnael+ fra Kaʹna i Galilæʹa og Zebedæʹus’ sønner+ og to andre af hans disciple var sammen dér. 3 Simon Peter sagde til dem: „Jeg tager ud for at fiske.“ De sagde til ham: „Vi går med dig.“ De gik ud og gik om bord i båden, men de fangede intet i løbet af den nat.+

4 Lige som det var ved at blive morgen, stod Jesus imidlertid på bredden, men disciplene opfattede dog ikke at det var Jesus.+ 5 Så sagde Jesus til dem: „Børn, har I ikke noget at spise?“ De svarede ham: „Nej!“ 6 Han sagde til dem: „Kast nettet ud på højre side af båden og I vil finde [noget].“+ Så kastede de det ud, og de var ikke længere i stand til at trække det ind på grund af mængden af fisk.+ 7 Den discipel som Jesus elskede,*+ sagde så til Peter:+ „Det er Herren!“ Da Simon Peter hørte at det var Herren, bandt han så sin øverste klædning om sig, for han var nøgen, og kastede sig i søen. 8 Men de andre disciple kom i den lille båd, for de var ikke langt fra land, kun omkring halvfems meter,* og de slæbte nettet med fiskene efter sig.

9 Da de nu gik i land, så de at der var en trækulsild+ og fisk som lå på den, og brød. 10 Jesus sagde til dem: „Kom med nogle af de fisk I lige har fanget.“ 11 Simon Peter gik så om bord og trak nettet på land, fuldt af store fisk, et hundrede og treoghalvtreds. Men skønt der var så mange, revnede nettet ikke. 12 Jesus sagde til dem: „Kom, spis jeres morgenmad.“+ Ingen af disciplene turde spørge ham: „Hvem er du?“ for de vidste at det var Herren. 13 Jesus kom og tog brødet og gav dem det,+ og ligeså fisken. 14 Dette var nu tredje gang+ Jesus havde vist sig for disciplene efter at han var blevet oprejst fra de døde.

15 Da de nu havde spist morgenmad sagde Jesus til Simon Peter: „Simon, Johannes’* søn, elsker du* mig mere end disse?“+ Han sagde til ham: „Ja, Herre, du ved at jeg holder af dig.“*+ Han sagde til ham: „Giv mine lam føde.“+ 16 Han sagde igen til ham, anden gang: „Simon, Johannes’ søn, elsker du* mig?“+ Han sagde til ham: „Ja, Herre, du ved at jeg holder af dig.“* Han sagde til ham: „Vær hyrde for mine små får.“+ 17 Han sagde til ham for tredje gang: „Simon, Johannes’ søn, holder du af mig?“* Peter blev bedrøvet fordi han sagde til ham for tredje gang: „Holder du af mig?“ Derfor sagde han til ham: „Herre, du ved alt;+ du er klar over at jeg holder af dig.“* Jesus sagde til ham: „Giv mine små får føde.+ 18 Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Da du var yngre, plejede du selv at binde noget om dig og at gå hvorhen du ville. Men når du bliver gammel vil du række dine hænder frem og en anden vil binde noget om dig+ og bære dig hen hvor du ikke vil.“+ 19 Dette sagde han for at betegne med hvilken slags død+ han skulle herliggøre Gud.+ Og da han havde sagt dette sagde han til ham: „Bliv ved med at følge mig.“+

20 Da Peter vendte sig om, så han den discipel som Jesus elskede,*+ følge efter, ham som også havde lænet sig tilbage mod hans bryst ved aftensmåltidet og sagt: „Herre, hvem er det som forråder dig?“ 21 Da Peter nu fik øje på ham sagde han til Jesus: „Herre, hvad skal denne [gøre]?“ 22 Jesus sagde til ham: „Hvis det er min vilje at han skal blive indtil jeg kommer,+ hvad vedrører det så dig? Følg du fortsat mig.“ 23 Så kom denne udtalelse ud blandt brødrene, at den discipel ikke skulle dø. Jesus havde imidlertid ikke sagt til ham at han ikke skulle dø, men: „Hvis det er min vilje at han skal blive+ indtil jeg kommer, hvad vedrører det så dig?“

24 Det er den discipel+ som vidner om dette og som har skrevet dette, og vi ved at hans vidnesbyrd er sandt.+

25 Men der er også mange andre ting som Jesus gjorde, og hvis de blev skrevet ned i alle detaljer kunne hele verden — formoder jeg — ikke rumme de skriftruller der blev skrevet.*+