Apostelgerninger
1 Den første beretning, Theoʹfilus,+ skrev jeg om alt det Jesus begyndte at gøre og at lære andre,+ 2 indtil den dag han blev taget op,+ efter at han ved hellig ånd havde instrueret apostlene som han havde udvalgt.+ 3 Ved mange sikre beviser fremstillede han sig også for dem som levende efter at have lidt,+ idet han gennem hele fyrre dage viste sig for dem og talte om de ting der vedrører Guds rige.+ 4 Og mens han var sammen med dem gav han dem denne befaling: „Tag ikke bort fra Jerusalem,+ men bliv ved med at vente på det Faderen har lovet+ og hvorom I har hørt af mig; 5 for Johannes døbte jo med vand, men om ikke mange dage skal I døbes i hellig ånd.“+
6 Da de nu var samlede gav de sig til at spørge ham: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget+ for Israel?“ 7 Han sagde til dem: „Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder*+ som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed;*+ 8 men I skal få kraft+ når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner*+ om mig både i Jerusalem+ og i hele Judæa og Samaʹria+ og til jordens fjerneste egne.“*+ 9 Og efter at han havde sagt dette blev han løftet op+ mens de så på det, og en sky tog ham op, bort fra deres øjne.+ 10 Og mens de stirrede op mod himmelen idet han var på vej bort,+ se! da stod to mænd i hvide*+ dragter ved siden af dem, 11 og de sagde: „Galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod himmelen? Således vil denne Jesus, som blev taget fra jer op til himmelen, komme, på samme måde+ som I har set ham tage til himmelen.“*
12 Så vendte de tilbage+ til Jerusalem fra det bjerg der kaldes Oliebjerget, som ligger nær ved Jerusalem, en sabbatsrejse* derfra.+ 13 Da de var kommet derind, gik de op i salen ovenpå+ hvor de holdt til, Peter såvel som Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartolomæʹus og Mattæʹus, Jakob, Alfæʹus’ [søn], og Simon den Nidkære,* og Judas, Jakobs [søn].+ 14 Disse var alle som én vedholdende i bønnen,+ sammen med nogle kvinder+ og Maria, Jesu moder, og sammen med hans brødre.+
15 Det var i de dage Peter rejste sig i brødrenes midte (skaren var i alt på omtrent et hundrede og tyve personer)* og sagde: 16 „Mænd, brødre, det var nødvendigt at det skriftsted blev opfyldt+ som den hellige ånd+ forud havde udtalt gennem Davids mund om Judas,+ der blev vejviser for dem som arresterede Jesus,+ 17 for han blev regnet med iblandt os,+ og han havde fået en andel i denne tjeneste.+ 18 (Dette menneske erhvervede+ sig for øvrigt et stykke jord for lønnen for [sin] uretfærdighed,+ og da han styrtede på hovedet ned,*+ sprængtes hans bug, og alle hans indvolde væltede ud. 19 Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at det stykke jord på deres sprog blev kaldt Hakelʹdamaʹ, det vil sige Blodmarken.) 20 Der står nemlig skrevet i Salmernes Bog: ’Lad det sted han bor blive øde og lad ingen bo der,’+ og: ’Lad en anden overtage hans tilsynshverv.’*+ 21 Det er derfor nødvendigt at en af de mænd som er kommet sammen med os i hele den tid hvori Herren Jesus gik ind og ud* iblandt os,+ 22 fra begyndelsen, da han blev døbt af Johannes,+ og til den dag han blev taget op fra os,+ ja, at en af disse bliver vidne sammen med os om hans opstandelse.“+
23 Så opstillede de to, Josef, der blev kaldt Barʹsabbas og som havde tilnavnet Juʹstus, og Mattias. 24 Og de bad og sagde: „Jehova,* du som kender alles hjerter,+ udpeg den du har valgt af disse to 25 til at indtage denne plads med dens tjeneste og apostelhverv,+ som Judas fraveg for at gå til sit eget sted.“ 26 De kastede så lod+ imellem dem, og loddet faldt på Mattias; og han blev regnet med sammen med de elleve+ apostle.
2 Da nu pinsedagen+ var begyndt var de alle samlede på det samme sted, 2 og pludselig lød der fra himmelen en støj ligesom af en voldsom vind der kom farende, og den fyldte hele huset hvor de sad.+ 3 Og tunger som af ild+ viste sig for dem og fordelte sig, og der satte sig en på hver af dem, 4 og de blev alle fyldt med hellig ånd+ og begyndte at tale på andre tungemål,+ sådan som ånden lod dem udtrykke sig.
5 Men i Jerusalem boede der jøder,+ gudfrygtige mænd,+ fra enhver nation under himmelen. 6 Da denne lyd hørtes, stimlede mængden sammen og blev forvirret fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget sprog. 7 Ja, de var slået af forbavselse og begyndte at undre sig og sige: „Se, er alle de som taler ikke galilæere?+ 8 Hvordan kan det så være at vi hver især hører [dem tale] på vort eget sprog, det som vi er født i? 9 Parthere og medere+ og elamitter,+ og folk der bor i Mesopotaʹmien, Judæa+ og Kappadoʹkien,+ Ponʹtus+ og [provinsen] Asien,+ 10 og Fryʹgien+ og Pamfyʹlien,+ Ægypten og Libyens områder hen imod Kyreʹne, og besøgende fra Rom, både jøder og proselytter,*+ 11 kretere+ og arabere+ — vi hører dem tale på vore tungemål om Guds storslåede gerninger.“ 12 Ja, de var alle slået af forbavselse og var helt i vildrede, idet den ene sagde til den anden: „Hvad skal dette betyde?“ 13 Andre gjorde imidlertid nar af dem og sagde: „De er fulde af sød vin.“+
14 Men Peter trådte frem sammen med de elleve+ og hævede sin stemme og talte til dem: „Judæiske mænd og alle I Jerusalems indbyggere,+ lad dette blive kendt for jer og lån øre til mine udtalelser. 15 Disse [mennesker] er nemlig ikke berusede,+ som I antager, for det er [kun] den tredje time* på dagen. 16 Dette er derimod det der er sagt gennem profeten Joel: 17 ’„Og i de sidste dage,“ siger Gud, „vil jeg udgyde noget af min ånd*+ over al slags kød,* og jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og jeres unge mænd skal se syner, og jeres gamle mænd* skal drømme drømme;+ 18 og selv over mine trælle og over mine trælkvinder vil jeg udgyde noget af min ånd i de dage, og de skal profetere.+ 19 Og jeg vil gøre undere på himmelen oventil og tegn på jorden nedentil, blod og ild og røgtåge;+ 20 solen+ vil blive forvandlet til mørke og månen til blod før Jehovas* store og strålende dag kommer.+ 21 Og enhver som påkalder Jehovas* navn vil blive frelst.“’+
22 Israelitiske mænd, hør disse ord: Jesus Nazaræeren,+ en mand som over for jer offentligt er udpeget af Gud ved kraftige gerninger+ og undere og tegn som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer,+ ganske som I selv ved, 23 denne [mand], der efter Guds bestemte beslutning og forudviden blev udleveret,+ gjorde I det af med ved at fæste ham til en pæl ved lovløse mænds hånd.+ 24 Men Gud oprejste+ ham ved at løse dødens veer,+ da det ikke var muligt at han stadig kunne fastholdes af den.+ 25 David siger nemlig med henblik på ham: ’Jeg havde bestandig Jehova* for øje, for han er ved min højre hånd så jeg aldrig skal rokkes.+ 26 Derfor blev mit hjerte glad og min tunge jublede. Ja, endog mit kød skal bo i håb;+ 27 for du vil ikke efterlade min sjæl i Haʹdes,* og heller ikke vil du lade din loyale [tjener] se forrådnelse.+ 28 Du har gjort livets veje kendt for mig, du vil med dit ansigt fylde mig med glæde.’+
29 Mænd, brødre, det må være mig tilladt at tale rent ud til jer om familieoverhovedet David, at han både døde+ og blev begravet og at hans grav er hos os indtil denne dag. 30 Da han nu var en profet og vidste at Gud* med en ed havde tilsvoret ham at han ville give en som var en frugt af hans lænd,* sæde på hans trone,+ 31 forudså han og talte om Messias’ opstandelse, at hverken blev han efterladt i Haʹdes eller så hans kød forrådnelse.+ 32 Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om.+ 33 Efter at han er blevet ophøjet til* Guds højre hånd+ og har modtaget den lovede hellige ånd fra Faderen,+ har han så udgydt denne, hvilket I både ser og hører. 34 David steg nemlig ikke op til himlene,+ men han siger selv: ’Jehova* sagde til min Herre: „Sæt dig ved min højre hånd+ 35 indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“’+ 36 Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert, at Gud har gjort ham til både Herre+ og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“*+
37 Da de nu hørte dette, stak det dem i hjertet,+ og de sagde til Peter og de andre apostle: „Mænd, brødre, hvad skal vi gøre?“+ 38 Peter [sagde] til dem: „I skal ændre sind+ og hver især lade jer døbe+ i Jesu Kristi navn+ til jeres synders tilgivelse,+ og så vil I modtage den hellige ånds frie gave.+ 39 For løftet+ gælder jer og jeres børn og alle dem som er langt borte,+ så mange som Jehova* vor Gud måtte kalde til sig.“+ 40 Og med mange andre ord vidnede han grundigt og blev ved at tilskynde dem idet han sagde: „Lad jer frelse fra denne forkvaklede generation.“+ 41 Så blev de der villigt tog imod hans ord døbt,+ og på den dag blev omkring tre tusind sjæle føjet til.+ 42 Og de blev ved med at være helt optaget af apostlenes lære og af fællesskabet,*+ af måltiderne*+ og af bønnerne.+
43 Ja, frygt greb hver sjæl, og mange undere og tegn skete ved apostlene.+ 44 Alle de som havde fået tro, var sammen om at have alting fælles,+ 45 og de gav sig til at sælge deres ejendomme+ og hvad de ellers ejede og at dele det [indkomne] ud til alle, efter som hver enkelt havde behov.+ 46 Og dag efter dag kom de alle som én bestandig i templet,+ og de holdt måltid i private hjem* og indtog maden med stor glæde+ og i hjertets oprigtighed 47 idet de priste Gud og vandt yndest hos hele folket.+ Samtidig fortsatte Jehova* med daglig at føje dem til+ som blev frelst.+
3 Peter og Johannes gik nu op til templet til bedetimen, den niende time,*+ 2 og en mand der var vanfør og havde været det fra moders liv+ blev båret af sted, og man plejede hver dag at lægge ham nær den tempeldør som kaldes Den Skønne,+ så han kunne bede dem der gik ind i templet om barmhjertighedsgaver.+ 3 Da han fik øje på Peter og Johannes der var ved at gå ind i templet, anmodede han om at få barmhjertighedsgaver.+ 4 Men Peter, sammen med Johannes, så fast på ham+ og sagde: „Se på os.“ 5 Så rettede han sin opmærksomhed mod dem, idet han forventede at få noget af dem. 6 Peter sagde imidlertid: „Sølv og guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig:+ I Jesu Kristi, Nazaræerens,+ navn, gå!“+ 7 Derpå greb han ham ved den højre hånd+ og rejste ham op. Øjeblikkelig blev hans fødder og hans ankler stærke,+ 8 og han sprang op,+ stod oprejst og begyndte at gå, og han gik med dem ind i templet,+ gik omkring og sprang og priste Gud. 9 Og hele folket+ så ham gå omkring og prise Gud. 10 Og de genkendte ham: han var den mand som plejede at sidde ved Den Skønne Port til templet for at få barmhjertighedsgaver;+ og de blev fyldt med forbavselse og henrykkelse+ over det der var sket med ham.
11 Mens manden nu holdt fast i Peter og Johannes, strømmede hele folket sammen om dem i det der kaldes Salomons Søjlegang,+ ude af sig selv af forbavselse. 12 Da Peter så dette, sagde han til folket: „Israelitiske mænd, hvorfor undrer I jer over dette, eller hvorfor stirrer I på os som om vi i egen kraft eller gudhengivenhed havde fået ham til at gå?+ 13 Abrahams, Isaks og Jakobs Gud,+ vore forfædres Gud, har herliggjort+ sin tjener,+ Jesus, som I, ja I, overgav+ og nægtede at kendes ved for Pilaʹtus’ ansigt, da han havde besluttet at give ham fri.+ 14 Ja, I nægtede at kendes ved den hellige og retfærdige,+ og I bad om at en mand, en morder,+ frit måtte blive skænket jer, 15 hvorimod I dræbte livets hovedformidler.+ Men Gud oprejste ham fra de døde, hvilket vi er vidner om.+ 16 Og hans navn har, ved [vor] tro på hans navn, gjort denne mand som I ser og kender, stærk, og den tro der er [kommet] gennem ham, har givet manden denne fulde førlighed for øjnene af jer alle. 17 Og nu, brødre, jeg ved at I handlede i uvidenhed,+ ligesom jeres ledere+ også gjorde. 18 Men på denne måde har Gud opfyldt det han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund, at hans Messias skulle lide.+
19 I skal derfor ændre sind+ og vende om+ for at få jeres synder slettet ud,+ så der fra Jehova* selv* kan komme perioder* som giver friske kræfter,+ 20 og han må sende den Messias der er bestemt for jer, Jesus, 21 som det dog er nødvendigt at himmelen beholder*+ indtil tiderne for genoprettelsen+ af alt det som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund+ fra gammel tid. 22 Moses sagde jo: ’Jehova* Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, af jeres brødre.+ Ham skal I høre på i alt hvad han siger til jer.+ 23 For enhver sjæl der ikke hører på den profet, vil blive fuldstændig udryddet af folket.’+ 24 Og alle profeterne, ja, fra Samuel og dem der fulgte efter, så mange som har talt, har jo også klart forkyndt disse dage.+ 25 I er sønner+ af profeterne og af den pagt som Gud indgik med jeres forfædre da han sagde til Abraham: ’Og ved dit afkom* skal alle jordens slægter velsignes.’+ 26 Det er til jer at Gud, efter at han har ladet sin tjener fremstå, først+ har sendt ham for at velsigne jer ved at vende hver enkelt af jer bort fra jeres onde gerninger.“
4 Mens de [to] nu talte til folket, stod de øverste præster og tempeløversten+ og saddukæerne+ pludselig hos dem, 2 irriterede fordi de underviste folket og åbent forkyndte opstandelsen fra de døde i Jesu tilfælde;+ 3 og de lagde hånd på dem og satte dem i forvaring til næste dag,+ for det var allerede aften. 4 Men mange af dem som havde hørt talen fik tro,+ og tallet på mændene blev omkring fem tusind.+
5 Næste dag skete der det i Jerusalem at lederne og de ældste* og de skriftlærde samledes+ 6 (også Anʹnas,+ den overordnede præst, og Kajʹfas+ og Johannes og Alexander og alle som var af den overordnede præsts slægt), 7 og de stillede dem i deres midte og begyndte at spørge: „Ved hvilken kraft eller i hvis navn har I gjort dette?“+ 8 Fyldt med hellig ånd+ sagde Peter så til dem:
„Folkets ledere og ældste! 9 Når vi i dag, på grund af en velgerning mod en syg mand,+ forhøres om ved hvem denne mand er blevet gjort rask,* 10 så lad det være kendt for jer alle og for hele Israels folk, at det er ved Jesu Kristi, Nazaræerens,+ navn, ham som I pælfæstede*+ men som Gud oprejste fra de døde,+ ved ham* er det at denne mand står her rask for jeres øjne. 11 Han er ’stenen som blev regnet for intet af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten’.+ 12 Og der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn+ hvorved vi skal frelses.“+
13 Da de nu så Peters og Johannes’ frimodighed og kunne mærke at de var ulærde og almindelige mennesker,+ undrede de sig. Og så genkendte de dem: de plejede at være sammen med Jesus;+ 14 og da de så manden som var blevet kureret stå sammen med dem,+ havde de intet at sige imod [dem].+ 15 Så befalede de dem at gå uden for sanhedrinsalen, og de begyndte at konferere med hinanden 16 idet de sagde: „Hvad skal vi gøre med disse mennesker?+ For det er en kendsgerning at der er sket et bemærkelsesværdigt tegn ved dem, et der er kendt for alle Jerusalems indbyggere;+ og vi kan ikke benægte det. 17 Men for at det ikke yderligere skal udspredes blandt folket, så lad os true dem til ikke at tale mere på grundlag af dette navn til noget menneske i det hele taget.“+
18 Derpå kaldte de dem ind og gav dem den ordre at de ikke noget sted måtte ytre sig eller undervise på grundlag af Jesu navn. 19 Men som svar sagde Peter og Johannes til dem: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. 20 Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“+ 21 Da de yderligere havde truet dem, løslod de dem så, eftersom de ikke kunne finde noget at straffe dem for, og af hensyn til folket,+ for alle herliggjorde Gud for det der var sket; 22 den mand som dette helbredelsestegn var sket på, var nemlig over fyrre år gammel.
23 Efter at være blevet løsladt gik de til deres egne+ og meddelte hvad de øverste præster og de ældste havde sagt til dem. 24 Da de hørte dette hævede de alle som én deres stemmer til Gud+ og sagde:
„Suveræne+ Herre,* du er den der frembragte himmelen og jorden og havet og alt hvad der er i dem,+ 25 og som ved hellig ånd sagde gennem vor forfader, din tjener Davids mund:+ ’Hvorfor kom nationer i oprør og pønsede folkeslag på tomme planer?+ 26 Jordens konger stillede sig op, og lederne samlede sig som én imod Jehova* og imod hans salvede.’*+ 27 Ja, både Herodes og Ponʹtius Pilaʹtus+ sammen med folk fra nationerne og Israels folkegrupper samlede sig i sandhed i denne by imod din hellige+ tjener Jesus, som du salvede,*+ 28 for at gøre det din hånd og din vilje havde forudbestemt skulle ske.+ 29 Og nu, Jehova,* giv agt på deres trusler,+ og lad dine trælle fortsat tale dit ord med al frimodighed,+ 30 mens du udrækker din hånd til helbredelse og mens tegn og undere+ sker ved din hellige tjener+ Jesu navn.“+
31 Og da de havde bedt, rystedes stedet hvor de var samlet;+ og de blev alle som én fyldt med den hellige ånd+ og talte Guds ord med frimodighed.+
32 Og forsamlingen af dem som havde fået tro, havde ét hjerte og én sjæl,+ og end ikke én sagde at noget af det han ejede var hans eget; men de havde alle ting fælles.+ 33 Og med stor kraft fortsatte apostlene med at aflægge vidnesbyrdet om Herren Jesu opstandelse;+ og ufortjent godhed var i stort mål over dem alle. 34 Ja, der var ikke én iblandt dem som led nød;+ for alle de der var ejere af jordstykker eller huse, solgte dem og kom med beløbene for det solgte 35 og lagde dem for apostlenes fødder.+ Og der blev så delt ud til hver enkelt,+ alt efter som han havde behov. 36 Josef, som af apostlene havde fået tilnavnet Barʹnabas,+ der oversat betyder Trøstens Søn, en levit som stammede fra Cypern, 37 ejede således en mark, solgte den og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder.+
5 Imidlertid solgte en mand ved navn Ananiʹas sammen med sin hustru Safiʹra en ejendom, 2 og han tilbageholdt hemmeligt noget af beløbet, med sin hustrus vidende, og kom blot med en del og lagde den for apostlenes fødder.+ 3 Men Peter sagde: „Ananiʹas, hvordan kan det være at Satan+ har givet dig mod* til at bedrage+ den hellige ånd+ og hemmeligt tilbageholde noget af beløbet for jordstykket? 4 Forblev det ikke dit så længe det forblev hos dig, og efter at det var solgt, kunne du så ikke stadig bestemme? Hvorfor besluttede du i dit hjerte en handling som denne? Det er ikke mennesker men Gud du har bedraget.“+ 5 Da Ananiʹas hørte disse ord faldt han om og udåndede.+ Og stor frygt+ kom over alle dem som hørte om det. 6 Men de yngre mænd rejste sig, svøbte ham ind+ og bar ham ud og begravede ham.
7 Efter omkring tre timers forløb kom hans hustru ind, og hun vidste ikke hvad der var sket. 8 Peter sagde til hende: „Sig mig, solgte I jordstykket for så meget?“ Hun sagde: „Ja, for så meget.“ 9 Så sagde Peter til hende: „Hvorfor blev I enige om at sætte Jehovas* ånd på prøve?+ Se! Fødderne af dem som har begravet din mand er ved døren, og de vil bære dig ud.“ 10 Øjeblikkelig faldt hun om for hans fødder og udåndede.+ Da de unge mænd kom ind fandt de hende død, og de bar hende ud og begravede hende ved siden af hendes mand. 11 Som følge heraf kom der stor frygt over hele menigheden* og over alle som hørte om disse ting.
12 Ved apostlenes hænder skete der fortsat mange tegn og undere blandt folket;+ og alle som én kom de i Salomons Søjlegang.+ 13 Sandt nok havde ingen af de andre mod til at slutte sig til dem;+ men ikke desto mindre agtede folket dem højt.+ 14 Og mere end det: der blev stadig føjet nogle til som troede på Herren, mængder af både mænd og kvinder,+ 15 så at man endog bar de syge ud på de brede gader og lagde dem dér på små senge og bårer, for at, når Peter gik forbi, i det mindste hans skygge kunne falde på en eller anden af dem.+ 16 Og en mængde fra byerne omkring Jerusalem blev ved med at samles, idet man kom med syge og folk som var plagede af urene ånder, og de blev alle kureret.
17 Men ypperstepræsten rejste sig, og alle der var med ham, saddukæernes daværende sekt, og de fyldtes af skinsyge,+ 18 og de lagde hånd på apostlene og satte dem i offentlig forvaring.+ 19 Men om natten åbnede Jehovas* engel+ fængselets døre,+ førte dem ud og sagde: 20 „Gå hen og stil jer i templet, og bliv ved med at tale til folket, [fremhold] alle udtalelserne om dette liv.“+ 21 Da de havde hørt dette gik de ved daggry ind i templet og begyndte at undervise.
Da nu ypperstepræsten og de der var med ham, kom, sammenkaldte de Sanhedrinet og hele forsamlingen af Israels sønners ældste,*+ og de sendte bud til fængselet for at få dem ført ind. 22 Men da betjentene kom derhen fandt de dem ikke i fængselet. De vendte så tilbage og aflagde rapport 23 idet de sagde: „Vi fandt fængselet fuldt forsvarligt låst, og vagterne stod ved dørene, men da vi lukkede op, fandt vi ingen indenfor.“ 24 Da de, både tempeløversten og de øverste præster, hørte disse ord, kom de i vildrede vedrørende disse forhold, hvad dette skulle blive til.+ 25 Men der kom en mand og meddelte dem: „Se! De mænd I satte i fængsel er i templet, hvor de står og underviser folket.“+ 26 Så gik øversten med sine betjente hen og hentede dem, dog ikke med magt, da de var bange+ for at blive stenet af folket.
27 De kom så med dem og fremstillede dem i sanhedrinsalen. Og ypperstepræsten spurgte dem ud 28 og sagde: „Vi har udtrykkeligt forbudt+ jer at fortsætte med at undervise på grundlag af dette navn, og dog, se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære,+ og I er besluttede på at bringe dette menneskes blod+ over os.“ 29 Som svar sagde Peter og de [andre] apostle: „Vi bør adlyde Gud som [vor] hersker mere end mennesker.+ 30 Vore forfædres Gud har oprejst+ Jesus, som I slog ihjel ved at hænge ham på en pæl.*+ 31 Ham har Gud ophøjet til sin højre hånd+ som hovedformidler+ og frelser+ for at give Israel sindsændring+ og tilgivelse for synder.+ 32 Og vi er vidner om disse forhold,+ og det er den hellige ånd også,+ som Gud har givet dem der adlyder ham som [deres] hersker.“
33 Da de hørte dette, følte de sig ramt i deres inderste og ville gøre det af med dem.+ 34 Men en mand rejste sig i Sanhedrinet, en farisæer ved navn Gamaʹliel,+ en lovlærer som var agtet af hele folket, og han gav ordre til at føre mændene udenfor et øjeblik.+ 35 Og han sagde til dem: „Israelitiske mænd,+ tag jer i agt for hvad I har i sinde at gøre med disse mennesker. 36 For nogen tid siden stod for eksempel Teuʹdas frem og sagde at han var noget,+ og et antal mænd, omkring fire hundrede, sluttede sig til ham.+ Men han blev ryddet af vejen, og alle som adlød ham spredtes og blev til intet. 37 Efter ham, i indskrivningens+ dage, fremstod Judas Galilæeren, og han fik folk med sig. Også den mand omkom, og alle de som adlød ham blev spredt for alle vinde. 38 Og under de nuværende omstændigheder siger jeg til jer: Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; (for hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet;+ 39 men hvis den er af Gud,+ vil I ikke kunne gøre dem til intet;)+ ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“+ 40 De rettede sig så efter ham, og de kaldte apostlene ind, piskede dem+ og forbød dem at tale på grundlag af Jesu navn,+ hvorpå de lod dem gå.
41 Disse gik så bort fra Sanhedrinets ansigt, idet de frydede sig+ over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld.+ 42 Og hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus,*+ uden ophør at undervise+ og at forkynde den gode nyhed* om Messias, Jesus.+
6 Men i disse dage, da disciplene blev flere og flere, opstod der en knurren blandt de græsktalende+ jøder* imod de hebraisktalende,* fordi deres enker blev overset ved den daglige uddeling.*+ 2 De tolv kaldte så forsamlingen af disciple til sig og sagde: „Det er ikke rigtigt at vi forlader Guds ord for at tjene* ved bordene.+ 3 Udse derfor, brødre, syv mænd blandt jer+ som har godt vidnesbyrd og er fulde af ånd og visdom,+ så vi kan sætte dem over dette nødvendige arbejde; 4 men selv vil vi være helt optaget af bønnen og ordets tjeneste.“+ 5 Og hele forsamlingen syntes om det der var sagt, og de valgte Steʹfanus, en mand fuld af tro og hellig ånd,+ og Filip+ og Proʹkorus og Nikaʹnor og Tiʹmon og Parʹmenas og Nikolaʹus, en proselyt fra Antioʹchia; 6 og de fremstillede dem for apostlene, og efter at have bedt lagde disse hænderne på dem.+
7 Så havde Guds ord fremgang,+ og antallet af disciple i Jerusalem øgedes fortsat stærkt;+ og en stor skare præster+ begyndte at adlyde+ troen.
8 Og Steʹfanus, meget vindende og fuld af kraft, gjorde store undere og tegn+ blandt folket. 9 Men nogle af dem fra den synagoge der kaldes De Frigivnes* og Kyrenæernes og Alexandrinernes+ og nogle af dem fra Kiliʹkien+ og Asien, stod frem for at diskutere med Steʹfanus, 10 men de kunne ikke stå sig imod den visdom+ og ånd hvormed han talte.+ 11 Så fik de hemmeligt nogle mænd til at sige:+ „Vi har hørt ham fremsætte bespottelige udtalelser+ imod Moses og Gud.“ 12 Og de ophidsede folket og de ældste* og de skriftlærde, og pludselig var de over ham og tog ham med magt og førte ham til Sanhedrinet.+ 13 Og de fremførte falske vidner+ som sagde: „Denne mand holder ikke op med at tale imod dette hellige sted og imod loven.+ 14 Vi har for eksempel hørt ham sige at denne Jesus, Nazaræeren, vil rive dette sted ned og ændre de skikke som Moses har overleveret os.“
15 Og da alle som sad i Sanhedrinet stirrede på ham,+ så de at hans ansigt var som en engels ansigt.+
7 Men ypperstepræsten sagde: „Forholder dette sig således?“ 2 Han sagde så: „Mænd, brødre og fædre, hør. Herlighedens Gud+ viste sig for vor forfader Abraham mens han var i Mesopotaʹmien, før han bosatte sig i Kaʹran,+ 3 og han sagde til ham: ’Rejs ud fra dit land og fra dine slægtninge og kom her til det land som jeg vil vise dig.’+ 4 Så rejste han ud fra kaldæernes land og bosatte sig i Kaʹran. Og efter at hans fader var død+ fik [Gud]* ham til at flytte derfra til dette land hvor I nu bor.+ 5 Og dog gav han ham ikke nogen arvelod i det, nej, ikke en fodsbred;+ men endnu mens han intet barn havde,+ lovede han at give ham det i eje,+ og efter ham hans afkom.*+ 6 Og Gud talte således: hans afkom skal bo som udlændinge+ i et fremmed land,+ og man skal gøre dem til trælle og mishandle dem i fire hundrede år.+ 7 ’Og den nation som de skal trælle for, vil jeg dømme,’+ sagde Gud, ’og efter dette vil de rejse ud derfra og yde mig hellig tjeneste* på dette sted.’+
8 Han gav ham også omskærelsens pagt;+ og således blev han fader til Isak+ og omskar ham på den ottende dag,+ og Isak [blev fader] til Jakob, og Jakob til de tolv familieoverhoveder.+ 9 Og familieoverhovederne blev skinsyge+ på Josef og solgte ham til Ægypten.+ Men Gud var med ham,+ 10 og han udfriede ham fra alle hans trængsler og gav ham en vindende fremtræden og visdom i Faraos, ægypterkongens, øjne. Og han satte ham til at styre Ægypten og hele sit hus.+ 11 Men en hungersnød kom over hele Ægypten og Kaʹna’an, ja en stor trængsel, og vore forfædre kunne ikke finde føde.+ 12 Men Jakob hørte at der var levnedsmidler i Ægypten,+ og han udsendte vore forfædre første gang.+ 13 Og anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre,+ og Josefs afstamning blev kendt af Farao.+ 14 Så sendte Josef bud og kaldte sin fader Jakob og alle sine slægtninge til sig,+ i alt femoghalvfjerds sjæle.*+ 15 Jakob tog ned til Ægypten.*+ Og han døde,+ og det gjorde vore forfædre også,+ 16 og de blev ført til Siʹkem*+ og blev lagt i den grav+ som Abraham havde købt for en sum sølvpenge af Haʹmors* sønner i Siʹkem.+
17 Som tiden nærmede sig for [opfyldelsen af] det løfte som Gud åbent havde forkyndt for Abraham, voksede folket og blev talrigt i Ægypten,+ 18 indtil der fremstod en anden konge over Ægypten, en som ikke kendte Josef.+ 19 Han brugte list imod vor slægt*+ og tvang ved mishandling fædrene til at sætte deres spædbørn ud, for at de ikke skulle holdes i live.+ 20 Netop på den tid blev Moses født,+ og han var ualmindelig køn.*+ Han blev passet tre måneder i faderens hus. 21 Men da han blev sat ud, tog Faraos datter ham op og opdrog ham som sin egen søn.+ 22 Og så blev Moses oplært i al ægypternes visdom.+ Og han var magtfuld i sine ord+ og gerninger.
23 Da der nu var gået et tidsrum af fyrre år for ham, opkom det i hans hjerte at han ville se til sine brødre, Israels sønner.+ 24 Og da han fik øje på en som blev uretfærdigt behandlet, forsvarede han den mishandlede og hævnede ham ved at slå ægypteren ned.+ 25 Han mente at hans brødre ville forstå at Gud ved hans hånd var ved at give dem redning,+ men de forstod det ikke. 26 Og den følgende dag viste han sig hos dem mens de stredes, og han prøvede at føre dem sammen i fred igen+ idet han sagde: ’Mænd, I er brødre. Hvorfor behandler I hinanden uretfærdigt?’+ 27 Men den der behandlede sin næste uretfærdigt, skubbede ham væk idet han sagde: ’Hvem har sat dig til leder og dommer over os?+ 28 Du vil vel ikke gøre det af med mig på samme måde som du gjorde det af med ægypteren i går?’+ 29 Efter denne udtalelse flygtede Moses og kom til at bo som udlænding i Midʹjans land,+ hvor han blev fader til to sønner.+
30 Og da fyrre år var gået, viste en engel* sig for ham i ørkenen ved bjerget Sinaj, i en tornebusk i lys lue.+ 31 Da nu Moses så det, undrede han sig over synet.+ Men da han nærmede sig for at betragte det nøjere, lød Jehovas* stemme: 32 ’Jeg er dine forfædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.’+ Moses kom til at skælve og turde ikke betragte det nærmere. 33 Jehova* sagde til ham: ’Tag sandalerne af dine fødder, for det sted du står på, er hellig grund.+ 34 Jeg har virkelig set mishandlingen af mit folk som er i Ægypten,+ og jeg har hørt deres suk+ og er steget ned for at udfri dem.+ Og nu, kom, jeg vil sende dig til Ægypten.’+ 35 Denne Moses, som de nægtede at kendes ved da de sagde: ’Hvem har sat dig til leder og dommer?’+ — denne mand sendte Gud+ som både leder og befrier* ved engelens hånd, [den engel] der viste sig for ham i tornebusken. 36 Denne mand førte dem ud+ idet han gjorde undere og tegn i Ægypten+ og i Det Røde Hav+ og i ørkenen i fyrre år.+
37 Det er denne Moses der sagde til Israels sønner: ’Gud* vil af jeres brødre oprejse jer en profet som mig.’+ 38 Det er ham+ som var i menigheden+ i ørkenen sammen med den engel+ som talte til ham på bjerget Sinaj, og sammen med vore forfædre, og han modtog levende hellige udsagn+ til at give jer. 39 Ham ville vore forfædre ikke være lydige imod, men de skubbede ham bort,+ og i deres hjerter vendte de tilbage til Ægypten+ 40 idet de sagde til Aron: ’Lav os guder som vil gå foran os. For denne Moses, der førte os ud af Ægyptens land, ham ved vi ikke hvad der er sket med.’+ 41 De lavede så en kalv+ i de dage og bragte et slagtoffer til afguden og begyndte at glæde sig over deres hænders værk.+ 42 Da vendte Gud sig fra dem og overgav dem til+ at yde himmelens hær hellig tjeneste, sådan som der står skrevet i Profeternes Bog:+ ’Det var ikke mig I bragte offerdyr og slagtofre i fyrre år i ørkenen, vel, Israels hus?+ 43 Men det var Moʹloks+ telt og guden Reʹfans stjerne+ I bar, de billeder I lavede for at tilbede dem. Derfor vil jeg føre jer i landflygtighed på den anden side af Babylon.’*+
44 Vore forfædre havde Vidnesbyrdets telt* i ørkenen, sådan som han, da han talte til Moses, befalede ham at lave det efter det forbillede* han havde set.+ 45 Og vore forfædre, som derefter overtog det, var sammen med Josua*+ om at føre det ind i det land som nationerne besad,+ dem Gud drev ud foran vore forfædre.+ Her forblev det indtil Davids dage. 46 Han vandt yndest+ hos Gud og bad om lov til at tilvejebringe* en bolig+ til Jakobs Gud. 47 Men det blev Salomon der byggede ham et hus.+ 48 Dog, den Højeste bor ikke i huse* gjort med hænder;+ som profeten siger: 49 ’Himmelen er min trone,+ og jorden er min fodskammel.+ Hvilket hus vil I bygge mig? siger Jehova.* Eller hvad er mit hvilested?+ 50 Har min hånd ikke frembragt alt dette?’+
51 Stivnakkede* og uomskårne på hjerter+ og ører, I modstår altid den hellige ånd; som jeres forfædre, således I.+ 52 Hvilken af profeterne har jeres forfædre ikke forfulgt?+ Nej, de dræbte+ dem der forud forkyndte om den Retfærdiges+ komme, ham hvis forrædere og mordere I nu er blevet,+ 53 I som modtog loven ved engles formidling,*+ men som ikke har holdt den.“
54 Da de hørte dette følte de sig ramt i deres hjerter+ og begyndte at skære* tænder+ ad ham. 55 Men fuld af hellig ånd stirrede han ind i himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd,+ 56 og han sagde: „Se! Jeg ser himlene åbnede+ og Menneskesønnen+ stående ved Guds højre hånd.“+ 57 Så råbte de med høj røst og holdt sig for ørerne+ og stormede alle som én ind på ham. 58 Og efter at have drevet ham uden for byen+ stenede de ham.+ Og vidnerne+ lagde deres yderklædninger ved fødderne af en ung mand der hed Saulus.+ 59 Og de blev ved med at stene Steʹfanus mens han påkaldte* og sagde: „Herre Jesus, modtag min ånd.“+ 60 Så knælede han og råbte med høj røst: „Jehova,* tilregn dem ikke denne synd.“+ Og efter at have sagt dette sov han ind [i døden].
8 Men Saulus bifaldt mordet på ham.+
Den dag udbrød der stor forfølgelse+ imod menigheden som var i Jerusalem; alle undtagen apostlene blev spredt+ ud over Judæas og Samaʹrias egne. 2 Men gudfrygtige mænd bar Steʹfanus til graven,+ og de holdt en stor klage+ over ham. 3 Saulus begyndte imidlertid at fare voldsomt frem mod menigheden. Han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og sendte dem i fængsel.+
4 De der var blevet spredt gik imidlertid gennem landet og forkyndte ordets gode nyhed.+ 5 Filip, for eksempel, kom ned til byen Samaʹria+ og begyndte at forkynde Messias for dem. 6 Alle som én gav de mange mennesker agt på det Filip sagde, mens de hørte efter og så de tegn han gjorde. 7 For der var mange som havde urene ånder,+ og disse råbte med høj røst og kom ud. Endvidere blev mange som var lamme+ og halte kureret. 8 Så der blev stor glæde i den by.+
9 Nu var der i byen en mand ved navn Simon, som før dette havde øvet magi+ og forbløffet folk i Samaʹria idet han sagde at han selv var noget stort.+ 10 Og alle, fra den mindste til den største, gav agt på ham og sagde: „Denne mand er Guds Kraft som kan kaldes Den Store.“ 11 De gav altså agt på ham fordi han i temmelig lang tid havde forbløffet dem med sine magiske kunster. 12 Men da de fik tro på Filip, som forkyndte den gode nyhed om Guds rige+ og Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder.+ 13 Simon selv fik også tro, og efter at han var blevet døbt holdt han sig hele tiden til Filip;+ og han var forbløffet over at se tegn og store, kraftige gerninger finde sted.
14 Da apostlene i Jerusalem hørte at Samaʹria havde taget imod Guds ord,+ sendte de Peter og Johannes til dem; 15 og disse tog ned og bad for dem, for at de kunne få hellig ånd;+ 16 den var nemlig endnu ikke faldet på nogen af dem, men de var kun blevet døbt i Herren Jesu navn.+ 17 Så lagde de hænderne på dem,+ og de begyndte at modtage hellig ånd.
18 Da Simon nu så at ånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse, tilbød han dem penge+ 19 idet han sagde: „Giv også mig denne myndighed, så at enhver som jeg lægger hænderne på kan modtage hellig ånd.“ 20 Men Peter sagde til ham: „Måtte dit sølv forgå sammen med dig, fordi du mente at du kunne erhverve dig Guds frie gave for penge.+ 21 Du har hverken lod eller del i denne sag, for dit hjerte er ikke retskaffent i Guds øjne.+ 22 Du må derfor ændre sind med hensyn til denne din slethed, og bede Jehova* om, hvis det er muligt, at dit hjertes påfund må blive dig tilgivet;+ 23 for jeg ser at du er en* giftig galde+ og en uretfærdighedens lænke.“+ 24 Som svar sagde Simon: „Bed I for mig+ til Jehova* at intet af det I har sagt skal komme over mig.“
25 Da de nu havde aflagt et grundigt vidnesbyrd og talt Jehovas* ord, vendte de tilbage til Jerusalem, og på vejen forkyndte de den gode nyhed i mange af samaritanernes landsbyer.+
26 Men Jehovas* engel+ talte til Filip og sagde: „Bryd op og gå mod syd til vejen der fører ned fra Jerusalem til Gaʹza.“ (Dette er en ørkenvej.) 27 Så brød han op og gik, og se! en ætiopisk+ eunuk,+ en mægtig mand hos Kandaʹke, ætiopiernes dronning, som var sat over alle hendes skatte, han var taget til Jerusalem for at tilbede+ 28 men var nu på tilbagevejen og sad i sin vogn og læste højt af profeten Esajas.+ 29 Så sagde ånden+ til Filip: „Gå hen og hold dig nær til den vogn.“ 30 Filip løb hen ved siden af og hørte ham læse højt af profeten Esajas, og han sagde: „Forstår du egentlig det du læser?“ 31 Han sagde: „Hvordan skulle jeg dog kunne det når ingen vejleder mig?“ Og han anmodede indtrængende Filip om at komme op og sætte sig hos ham. 32 Det afsnit i Skriften som han læste højt var dette: „Som et får blev han ført til slagtning, og som et lam der er stumt over for den der klipper det, således åbner han ikke sin mund.+ 33 Under hans ydmygelse blev dommen taget bort fra ham.+ Hvem vil fortælle i detaljer om hans herkomst?* For hans liv tages bort fra jorden.“+
34 Som svar sagde eunukken til Filip: „Jeg beder dig, om hvem siger profeten dette? Om sig selv eller om en anden?“ 35 Filip åbnede sin mund,+ og idet han begyndte med dette skriftsted+ forkyndte han den gode nyhed om Jesus for ham. 36 Som de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og eunukken sagde: „Se! [Her er] vand; hvad hindrer mig i at blive døbt?“+ 37* —— 38 Så befalede han at vognen skulle holde, og de steg begge ned i vandet, både Filip og eunukken; og han døbte ham. 39 Da de var kommet op af vandet, førte Jehovas* ånd hurtigt Filip bort,+ og eunukken så ham ikke mere, for han fortsatte sin rejse med glæde. 40 Man fandt imidlertid Filip i Asʹdod,* og han gik gennem distriktet og fortsatte med at forkynde+ den gode nyhed i alle byerne indtil han kom til Cæsareʹa.+
9 Men Saulus, der stadig åndede trussel og mord+ imod Herrens disciple,+ gik til ypperstepræsten 2 og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus, for at han kunne føre alle som han fandt der tilhørte Vejen,*+ både mænd og kvinder, bundne til Jerusalem.
3 Som han nu var på vej og nærmede sig Damaskus, da strålede et lys fra himmelen pludselig omkring ham,+ 4 og han faldt til jorden og hørte en stemme der sagde til ham: „Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?“+ 5 Han sagde: „Hvem er du, Herre?“ Han sagde: „Jeg er Jesus, som du forfølger.+ 6 Men rejs dig+ og gå ind i byen, og det vil blive sagt dig hvad du bør gøre.“ 7 De mænd som rejste sammen med ham+ stod målløse,+ idet de nok hørte lyden af en stemme,+ men ikke så nogen. 8 Men Saulus rejste sig fra jorden, og skønt hans øjne var åbne, så han intet.+ De ledte ham så ved hånden og førte ham ind i Damaskus. 9 Og i tre dage så han intet,+ og han hverken spiste eller drak.
10 I Damaskus var der imidlertid en discipel ved navn Ananiʹas,+ og Herren sagde til ham i et syn: „Ananiʹas!“ Han sagde: „Her er jeg, Herre.“ 11 Herren sagde til ham: „Rejs dig, gå til den gade der kaldes Den Lige, og søg i Judas’ hus efter en mand ved navn Saulus fra Tarsus.+ For se! han beder, 12 og han har i et syn* set en mand ved navn Ananiʹas komme ind og lægge hænderne på ham så han kunne blive seende igen.“+ 13 Men Ananiʹas svarede: „Herre, jeg har hørt af mange om denne mand, hvor megen fortræd han har voldt dine hellige i Jerusalem. 14 Og her har han bemyndigelse fra de øverste præster til at lægge alle som påkalder dit navn,+ i lænker.“ 15 Men Herren sagde til ham: „Gå, for denne mand er for mig et udvalgt redskab+ der skal bære mit navn ud til nationerne+ såvel som til konger+ og Israels sønner. 16 For jeg skal klart vise ham hvor meget han skal lide for mit navn.“+
17 Så gik Ananiʹas, og han kom ind i huset, og han lagde hænderne på ham og sagde: „Broder Saul, Herren, den Jesus som viste sig for dig på vejen du kom ad, har sendt mig for at du kan få dit syn igen og blive fyldt med hellig ånd.“+ 18 Og straks faldt der som skæl fra hans øjne, og han fik sit syn igen; og han stod op og blev døbt, 19 og han tog føde til sig og styrkedes.+
Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus,+ 20 og straks begyndte han i synagogerne at forkynde om Jesus,+ at han er Guds søn. 21 Men alle der hørte ham forbavsedes og sagde: „Er det ikke den mand som søgte at udrydde+ dem i Jerusalem der påkalder dette navn, og som var kommet hertil i den hensigt at føre dem bundne til de øverste præster?“+ 22 Men Saulus voksede des mere i kraft, og han gjorde de jøder der boede i Damaskus rådvilde, idet han logisk beviste at denne er Messias.+
23 Da nu adskillige dage var gået, lagde jøderne råd op om at rydde ham af vejen.+ 24 Saulus blev imidlertid kendt med deres anslag imod ham. Men de holdt omhyggeligt vagt også ved portene både dag og nat for at rydde ham af vejen.+ 25 Så tog hans disciple ham og sænkede ham om natten ned gennem en åbning i muren, idet de firede ham ned i en kurv.+
26 Da han kom til Jerusalem+ søgte han at slutte sig til disciplene; men de var alle bange for ham, for de troede ikke at han var en discipel. 27 Så kom Barʹnabas ham til hjælp+ og førte ham til apostlene, og han fortalte dem i detaljer hvordan han på vejen havde set Herren+ og at han havde talt til ham,+ og hvordan han i Damaskus+ frimodigt havde talt i Jesu navn. 28 Og han blev hos dem idet han gik ind og ud* i Jerusalem og talte frimodigt i Herrens navn;+ 29 og han talte og diskuterede med de græsktalende jøder.* Men disse forsøgte at gøre det af med ham.+ 30 Da brødrene opdagede dette, førte de ham ned til Cæsareʹa og sendte ham til Tarsus.+
31 Så kom menigheden+ i hele Judæa og Galilæʹa og Samaʹria da ind i en periode med fred og blev opbygget; og idet den vandrede i Jehovas* frygt+ og i den hellige ånds+ trøst, voksede den stadig i antal.
32 Da Peter nu gik gennem alle [landsdelene] kom han også ned til de hellige der boede i Lydʹda.+ 33 Dér fandt han en mand ved navn Æneʹas, som havde ligget på en båre i otte år, da han var lam. 34 Og Peter sagde til ham:+ „Æneʹas, Jesus Kristus helbreder dig.+ Stå op og red din seng.“ Og han stod straks op. 35 Og alle som boede i Lydʹda og på Saʹron[sletten]*+ så ham, og de vendte sig til Herren.+
36 Men i Jopʹpe+ var der en discipel ved navn Tabiʹta, der oversat betyder Dorʹkas.* De gode gerninger+ og barmhjertighedsgaver som hun ydede var mangfoldige. 37 Men i de dage skete der det at hun blev syg og døde. Man vaskede hende så og lagde hende i en sal ovenpå. 38 Da Lydʹda lå nær ved Jopʹpe+ og disciplene hørte at Peter var i denne by, sendte de to mænd til ham for indtrængende at bede [ham]: „Kom uden tøven over til os.“ 39 Så rejste Peter sig og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i salen ovenpå; og alle enkerne trådte grædende frem for ham idet de fremviste mange underklædninger og yderklædninger+ af dem som Dorʹkas plejede at lave da hun var hos dem.+ 40 Men Peter sendte alle udenfor,+ og idet han knælede, bad han, og efter at have vendt sig mod det døde legeme sagde han: „Tabiʹta,* stå op!“ Hun åbnede sine øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op.+ 41 Han gav hende hånden og rejste hende op,+ og han kaldte på de hellige og enkerne og fremstillede hende levende [for dem].+ 42 Dette blev kendt i hele Jopʹpe, og mange fik tro på Herren.+ 43 Han blev i adskillige dage i Jopʹpe+ hos en vis Simon, en garver.+
10 Nu var der i Cæsareʹa en mand ved navn Korneʹlius, en centurion*+ ved Den Italienske Hærafdeling,+ som den blev kaldt, 2 en gudhengiven mand,+ en der sammen med hele sin husstand frygtede Gud+ og gav mange barmhjertighedsgaver til folket+ og stadig bad til Gud.+ 3 Lige omkring dagens niende time*+ så han klart i et syn+ en Guds engel+ som kom ind til ham og sagde til ham: „Korneʹlius!“ 4 Han stirrede på ham og sagde forskrækket: „Hvad er der, Herre?“ Han sagde til ham: „Dine bønner+ og dine barmhjertighedsgaver er steget op som et minde over for Gud.+ 5 Så send nu mænd til Jopʹpe og hent en vis Simon som har tilnavnet Peter. 6 Denne mand er gæst hos en vis Simon, en garver, der har sit hus ved havet.“+ 7 Så snart engelen som havde talt til ham, var forsvundet, tilkaldte han to af sine tjenere i huset og en gudhengiven soldat af dem der bestandig var om ham,+ 8 og han forklarede dem alt og sendte dem til Jopʹpe.+
9 Den næste dag, mens de var på vej og nærmede sig byen, gik Peter op på taget+ ved den sjette time* for at bede.+ 10 Og han blev meget sulten og ville have noget at spise. Mens de var ved at tilberede det, faldt han i trance+ 11 og så himmelen åben+ og en slags pose komme ned ligesom et stort linnedstykke der ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden; 12 og i det var der alle slags af jordens firføddede dyr og krybdyr og himmelens fugle.+ 13 Og en stemme lød til ham: „Rejs dig, Peter, slagt* og spis!“+ 14 Men Peter sagde: „På ingen måde, Herre, for jeg har aldrig spist noget vanhelligt og urent.“+ 15 Og stemmen [talte] igen til ham, for anden gang: „Hold op med at kalde det som Gud har erklæret rent, for vanhelligt.“+ 16 Dette skete for tredje gang, og straks blev posen taget op til himmelen.+
17 Mens Peter nu i sit indre var i stor vildrede med hvad det syn han havde set kunne betyde, se, da havde de mænd som var sendt af Korneʹlius, spurgt efter Simons hus og stod nu uden for porten.+ 18 Og de kaldte og forhørte sig derpå om Simon som havde tilnavnet Peter var gæst dér. 19 Mens Peter tænkte over synet, sagde ånden:+ „Se! Tre* mænd søger dig. 20 Men rejs dig, gå ned og tag med dem, uden at tvivle, for jeg har sendt dem.“+ 21 Så gik Peter ned til mændene og sagde: „Se! Det er mig I søger. Hvad er grunden til at I er her?“ 22 De sagde: „Korneʹlius, en centurion, en retfærdig mand der frygter Gud+ og har et godt omdømme+ hos hele den jødiske nation, har ved en hellig engel fået guddommelig besked* på at lade dig hente til sit hus og at høre det du har at sige.“ 23 Så bød han dem ind og beværtede dem.
Næste dag brød han op og tog af sted med dem, og nogle af brødrene fra Jopʹpe tog med ham. 24 Dagen efter kom han til Cæsareʹa. Korneʹlius ventede dem naturligvis og havde sammenkaldt sine slægtninge og nære venner. 25 Idet Peter trådte ind, kom Korneʹlius ham i møde, kastede sig ned for hans fødder og bøjede sig ærbødigt for ham. 26 Men Peter rejste ham op idet han sagde: „Rejs dig; jeg er også selv et menneske.“+ 27 Og under samtale med ham gik han ind og fandt mange samlet, 28 og han sagde til dem: „I ved god besked med hvor utilladeligt det er for en jøde at slutte sig til eller nærme sig en mand af en anden afstamning;+ og dog har Gud vist mig at jeg ikke må kalde noget menneske vanhelligt eller urent.+ 29 Derfor er jeg også kommet uden indvending, da jeg blev hentet. Nu forhører jeg mig så om grunden til at I har ladet mig hente.“
30 Og Korneʹlius sagde: „For fire dage siden, regnet fra denne time, den niende time,* var jeg ved at bede i mit hus,+ da, se! en mand i skinnende klædedragt+ stod foran mig 31 og sagde: ’Korneʹlius, din bøn er blevet velvilligt hørt og dine barmhjertighedsgaver er blevet husket hos Gud.+ 32 Send derfor bud til Jopʹpe og tilkald Simon, der har tilnavnet Peter.+ Han er gæst i garveren Simons hus ved havet.’+ 33 Med det samme sendte jeg så bud til dig, og du gjorde vel i at komme. Nu er vi så alle til stede for Guds ansigt for at høre alt hvad du af Jehova* har fået bud om at sige.“+
34 Da åbnede Peter munden og sagde: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk,+ 35 men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.+ 36 Han sendte ordet+ til Israels sønner for at forkynde dem den gode nyhed om fred+ gennem Jesus Kristus; denne er alles Herre.+ 37 I kender det der har været samtaleemne i hele Judæa, begyndende fra Galilæʹa efter den dåb som Johannes forkyndte,+ 38 nemlig, Jesus der var fra Naʹzaret, hvordan Gud salvede ham med hellig ånd+ og kraft, og han gik igennem landet og gjorde vel og helbredte alle dem som var undertrykt af Djævelen,+ for Gud var med ham.+ 39 Og vi er vidner om alle de ting han gjorde både i jødernes land og i Jerusalem; men de gjorde det af med ham ved at hænge ham på en pæl.*+ 40 Ham oprejste Gud på den tredje dag og lod ham blive kendt,+ 41 ikke for hele folket men for vidner som i forvejen var udpeget af Gud,+ for os, som spiste og drak sammen med ham+ efter hans opstandelse fra de døde. 42 Og han pålagde os at forkynde+ for folket og at aflægge et grundigt vidnesbyrd om at han er den der af Gud er bestemt til at dømme levende og døde.+ 43 Om ham vidner alle profeterne,+ at enhver som tror på ham, ved hans navn får tilgivelse for synder.“+
44 Endnu mens Peter fremsatte disse udtalelser, faldt den hellige ånd på alle som hørte ordet.+ 45 Og de troende og trofaste som var kommet sammen med Peter og som hørte til de omskårne, var slået af forbavselse, fordi den hellige ånds frie gave også var blevet udgydt over folk fra nationerne.+ 46 De hørte dem nemlig tale i tunger og forkynde Guds storhed.+ Så svarede Peter: 47 „Kan nogen forbyde at disse bliver døbt i vand,+ de som jo har modtaget den hellige ånd lige så vel som vi?“ 48 Derpå bød han at de skulle døbes i Jesu Kristi navn.+ Så anmodede de ham om at blive der nogle dage.
11 Nu hørte apostlene og brødrene som var i Judæa at folk fra nationerne+ også havde taget imod Guds ord. 2 Så da Peter kom op til Jerusalem, begyndte de [der var tilhængere] af omskærelsen+ at strides med ham 3 idet de sagde at han var gået ind til uomskårne mænd og havde spist sammen med dem. 4 Da forklarede Peter dem enkelthederne idet han sagde:
5 „Jeg var i byen Jopʹpe og var ved at bede, og i en trance så jeg et syn, en slags pose komme ned ligesom et stort linnedstykke der ved de fire hjørner blev sænket ned fra himmelen, og den kom helt ned til mig. 6 Idet jeg stirrede ned i den, betragtede jeg den nærmere og så da jordens firføddede dyr og vilde dyr og krybdyr og himmelens fugle.+ 7 Jeg hørte også en stemme sige til mig: ’Rejs dig, Peter, slagt og spis!’+ 8 Men jeg sagde: ’På ingen måde, Herre, for noget vanhelligt eller urent er aldrig kommet i min mund.’+ 9 Anden gang svarede stemmen fra himmelen: ’Hold op med at kalde det som Gud har erklæret rent, for vanhelligt.’+ 10 Dette skete for tredje gang, og alt blev igen trukket op til himmelen.+ 11 Og se, i det øjeblik stod tre mænd ved det hus hvori vi var, og de var blevet sendt til mig fra Cæsareʹa.+ 12 Ånden+ sagde så til mig at jeg skulle gå med dem uden at tvivle. Og disse seks brødre tog også med mig, og vi gik ind i mandens hus.+
13 Han fortalte os hvordan han havde set engelen stå i hans hus og sige: ’Send mænd til Jopʹpe og hent Simon som har tilnavnet Peter,+ 14 og han vil fremholde udtalelser for dig hvorved du og hele din husstand kan blive frelst.’+ 15 Men da jeg begyndte at tale, faldt den hellige ånd på dem ligesom den også faldt på os i begyndelsen.+ 16 Så huskede jeg Herrens udtalelse, hvordan han plejede at sige: ’Johannes døbte med vand,+ men I skal døbes i hellig ånd.’+ 17 Når Gud altså har givet dem den samme frie gave som han også gav os der havde fået tro på Herren Jesus Kristus,+ hvem var da jeg at jeg skulle kunne hindre Gud?“+
18 Da de hørte dette, faldt de til ro,+ og de herliggjorde Gud+ idet de sagde: „Så har Gud altså også givet folk fra nationerne sindsændring med henblik på liv.“+
19 De der nu var blevet spredt+ ved den trængsel der var opstået på grund af Steʹfanus, gik igennem distriktet helt til Føniʹkien+ og Cypern+ og Antioʹchia, men de talte ikke ordet til andre end jøder.+ 20 Blandt dem var der imidlertid nogle mænd fra Cypern og Kyreʹne som kom til Antioʹchia og begyndte at tale til de græsktalende,*+ idet de forkyndte den gode nyhed om Herren Jesus.+ 21 Og Jehovas* hånd+ var med dem, og et stort antal som fik tro vendte sig til Herren.+
22 Beretningen om dem kom menigheden som var i Jerusalem for øre, og man udsendte Barʹnabas+ til Antioʹchia. 23 Da han kom og så Guds ufortjente godhed,+ frydede+ han sig og begyndte at opmuntre dem alle til med hjertets forsæt at blive i Herren,+ 24 for han var en god mand og fuld af hellig ånd og tro. Og en anselig skare blev føjet til Herren.+ 25 Så tog han af sted til Tarsus+ for at opsøge Saulus,+ 26 og da han havde fundet ham førte han ham til Antioʹchia. Således gik det til at de i et helt år samledes med dem i menigheden og underviste en anselig skare, og det var i Antioʹchia at disciplene ved guddommeligt forsyn for første gang blev kaldt* kristne.*+
27 I disse dage kom der profeter+ ned fra Jerusalem til Antioʹchia. 28 En af dem ved navn Aʹgabus+ stod frem og gav sig til ved ånden at give til kende at der ville komme en stor hungersnød over hele den beboede jord;+ den kom virkelig i Claudius’ tid. 29 Disciplene besluttede så at de, alt efter som de hver især havde råd til det,+ ville sende noget til hjælp+ for brødrene som boede i Judæa; 30 og dette gjorde de, idet de sendte det til de ældste* ved Barʹnabas’ og Saulus’ hånd.+
12 Ved den tid lagde kong Herodes* hånd på nogle fra menigheden og mishandlede dem.+ 2 Han henrettede Jakob, Johannes’ broder,+ med sværdet.+ 3 Da han så at det behagede jøderne,+ fortsatte han og arresterede også Peter. (Det var i de usyrede brøds dage.)+ 4 Og efter at have pågrebet ham satte han ham i fængsel+ og overgav ham til fire vagtskifter på hver fire soldater som skulle bevogte ham, idet han havde i sinde at føre ham frem for folket efter påsken.+ 5 Peter blev derfor holdt forvaret i fængselet; men af menigheden blev der til stadighed bedt+ inderligt til Gud for ham.
6 Da nu Herodes stod over for at føre ham frem, sov Peter den nat bundet med to lænker mellem to soldater, og vagter foran døren bevogtede fængselet. 7 Men se! Pludselig stod Jehovas* engel der,+ og et lys skinnede i fængselscellen. Idet han stødte Peter i siden vækkede han ham+ og sagde: „Stå hurtigt op!“ Og lænkerne faldt af hans hænder.+ 8 Engelen+ sagde til ham: „Bind noget om dig og tag dine sandaler på.“ Det gjorde han. Til sidst sagde han til ham: „Tag din yderklædning+ på og følg efter mig.“ 9 Og han gik ud og fulgte efter ham, men han vidste ikke at det der var ved at ske ved hjælp af engelen var virkeligt. Han mente faktisk at det var et syn han så.+ 10 Efter at de havde passeret den første og den anden vagtpost, kom de til jernporten der førte ud til byen, og den åbnede sig for dem af sig selv.+ Og efter at de var kommet ud, gik de én gade frem, og straks forlod engelen ham. 11 Og da Peter var kommet til sig selv, sagde han: „Nu ved jeg virkelig at Jehova* har sendt sin engel+ og udfriet+ mig af Herodes’ hånd og fra alt det som det jødiske folk forventede.“
12 Og efter at have overvejet det gik han til det hus der tilhørte Maria, moderen til Johannes med tilnavnet Markus,+ hvor en hel del var forsamlet og bad. 13 Da han bankede på døren til portrummet, kom en tjenestepige ved navn Roʹde for at lukke op, 14 og da hun genkendte Peters stemme, åbnede hun i sin glæde ikke porten, men løb ind og fortalte at Peter stod uden for porten. 15 De sagde til hende: „Du er vanvittig.“ Men hun blev ved med bestemt at påstå at det var sådan. Så sagde de: „Det er hans engel.“+ 16 Men Peter blev ved med at banke. Da de lukkede op, så de ham og var forbavsede. 17 Men han gjorde tegn til dem med hånden+ om at tie og fortalte dem i detaljer hvordan Jehova* havde ført ham ud af fængselet, og han sagde: „Meddel dette til Jakob+ og brødrene.“ Så gik han ud og tog til et andet sted.
18 Da det blev dag+ var der ikke så lidt røre blandt soldaterne over hvad der mon var blevet af Peter. 19 Herodes+ søgte ivrigt efter ham, og da han ikke fandt ham, forhørte han vagterne og befalede så at de skulle føres bort [og straffes];+ og han tog fra Judæa ned til Cæsareʹa og tilbragte nogen tid dér.
20 Han var imidlertid indstillet på strid med indbyggerne i Tyʹrus og Ziʹdon. Men enigt henvendte de sig* til ham, og efter at have overtalt Blaʹstus, der havde ansvaret for kongens soveværelse, begyndte de at bede om fred, fordi deres land blev forsynet med fødevarer+ fra kongens [land]. 21 Og på en fastsat dag iførte Herodes sig kongelig dragt, satte sig på dommersædet og holdt en tale til dem. 22 Da begyndte det forsamlede folk at råbe: „En guds røst, og ikke et menneskes!“+ 23 Øjeblikkelig slog Jehovas* engel ham,+ fordi han ikke gav Gud æren;+ og han blev ædt op af orme og udåndede.
24 Men Jehovas* ord+ havde fortsat fremgang og udbredtes.+
25 Da Barʹnabas+ og Saulus havde gennemført hjælpetjenesten+ i Jerusalem, vendte de tilbage og tog Johannes,+ der havde tilnavnet Markus, med sig.
13 Nu var der i den lokale menighed i Antioʹchia profeter+ og lærere, Barʹnabas såvel som Siʹmeon, der blev kaldt Niʹger, og Luʹkius+ fra Kyreʹne, og Maʹnaen, der var opdraget sammen med landsdelsherskeren* Herodes, og Saulus. 2 Mens de offentligt tjente+ Jehova* og fastede, sagde den hellige ånd: „Udtag nu Barʹnabas og Saulus+ til mig til den gerning jeg har kaldet dem til.“ 3 Så fastede de og bad og lagde hænderne+ på dem og sendte dem af sted.
4 Derfor tog disse mænd, som var udsendt af den hellige ånd, ned til Seleuʹkia, og derfra sejlede de til Cypern. 5 Og da de kom til Saʹlamis begyndte de at forkynde Guds ord i jødernes synagoger. De havde også Johannes+ med som tjener.
6 Da de havde gennemgået hele øen lige til Paʹfos, traf de en mand, en troldmand og falsk profet,+ en jøde hvis navn var Bar-Jesus, 7 og han var hos prokonsulen* Serʹgius Paulus, en forstandig mand. Denne mand tilkaldte Barʹnabas og Saulus og søgte ivrigt at høre Guds ord. 8 Men Eʹlymas, troldmanden (det er nemlig den måde hans navn oversættes på), begyndte at modstå dem,+ idet han søgte at vende prokonsulen bort fra troen. 9 Saulus, som også hedder Paulus,* blev fyldt med hellig ånd, så fast på ham 10 og sagde: „Åh, du som er fuld af al mulig svig og enhver slags nedrighed, du Djævelens søn,+ fjende af al retfærdighed, vil du ikke holde op med at fordreje Jehovas* lige veje? 11 Men nu, se! Jehovas* hånd er over dig, og du skal blive blind og ikke se sollyset for en tid.“ Øjeblikkelig faldt tæt tåge og mørke over ham, og han gik rundt og søgte nogen der kunne lede ham ved hånden.+ 12 Prokonsulen,+ som havde set hvad der var sket, fik nu tro, idet han var helt forbløffet over Jehovas* lære.
13 Paulus og de der var med ham sejlede så ud fra Paʹfos og kom til Perʹge i Pamfyʹlien.+ Men Johannes+ forlod dem og vendte tilbage til Jerusalem.+ 14 De fortsatte imidlertid fra Perʹge og kom til Antioʹchia i Pisiʹdien, og de gik ind i synagogen+ på sabbatsdagen og satte sig. 15 Efter oplæsningen af Loven+ og Profeterne sendte synagogeforstanderne+ bud til dem og sagde: „Mænd, brødre, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig det.“ 16 Da rejste Paulus sig, og idet han gjorde tegn med hånden+ sagde han:
„Mænd, israelitter og I [andre] der frygter Gud, hør!+ 17 Det var dette folks, Israels, Gud som udvalgte vore forfædre, og han ophøjede folket i deres udlændighed i Ægyptens land og førte dem ud af det med opløftet arm.+ 18 Og i en periode på omkring fyrre år+ tålte han deres adfærd i ørkenen. 19 Efter at have udryddet syv nationer i Kaʹna’ans land fordelte han deres land ved lodkastning:+ 20 alt det i løbet af omkring fire hundrede og halvtreds år.
Og efter dette* gav han dem dommere indtil profeten Samuel.+ 21 Men fra da af krævede de en konge,+ og Gud gav dem Saul, Kisj’ søn, en mand af Benjamins stamme,+ i fyrre år. 22 Og efter at have fjernet ham+ oprejste han David for dem som konge,+ om hvem han vidnede og sagde: ’Jeg har fundet David, Iʹsajs søn,+ en mand efter mit hjerte,+ som vil gøre alt det jeg ønsker.’+ 23 Af dennes afkom+ har Gud i overensstemmelse med sit løfte bragt Israel en frelser,+ Jesus, 24 efter at Johannes,+ forud for dennes fremtræden,+ offentligt for hele Israels folk havde forkyndt dåb der [som symbol] betegner sindsændring. 25 Men da Johannes var ved at fuldføre sit løb, sagde han: ’Hvad I anser mig for at være, er jeg ikke.* Men se, efter mig kommer der en hvis sandaler jeg ikke er værdig til at løse.’+
26 Mænd, brødre, sønner af Abrahams slægt, og de [andre] iblandt jer som frygter Gud: til os er ordet om denne frelse sendt.+ 27 Jerusalems indbyggere og deres ledere kendte ham nemlig ikke,+ men de optrådte som dommere og opfyldte dermed profeternes udsagn,+ der læses op hver sabbat, 28 og skønt de ikke fandt nogen dødsskyld,+ krævede de af Pilaʹtus at han blev henrettet.+ 29 Da de nu havde fuldbyrdet alt det der var skrevet om ham,+ tog de ham ned af pælen*+ og lagde ham i en mindegrav.+ 30 Men Gud oprejste ham fra de døde;+ 31 og i mange dage viste han sig for dem som var kommet op til Jerusalem sammen med ham fra Galilæʹa og som nu er hans vidner over for folket.+
32 Og vi forkynder jer således den gode nyhed om det løfte der blev givet forfædrene,+ 33 at Gud helt har opfyldt det for os, deres* børn, idet han har oprejst Jesus;+ som der også står skrevet i den anden salme: ’Du er min søn, jeg er i dag blevet din Fader.’+ 34 Og det at han oprejste ham fra de døde, så han ikke mere skulle vende tilbage til forrådnelse, har han sagt på denne måde: ’Jeg vil give jer de pålidelige beviser på loyal hengivenhed mod David.’+ 35 Derfor siger han også i en anden salme: ’Du vil ikke tillade at din loyale ser forrådnelse.’+ 36 For David+ tjente jo Guds udtrykkelige vilje i sin egen generation og sov ind [i døden] og blev lagt hos sine forfædre og så forrådnelse.+ 37 Men den som Gud oprejste så ikke forrådnelse.+
38 Lad det derfor blive kendt for jer, brødre, at der nu gennem ham bliver forkyndt jer tilgivelse af synder,+ 39 og at alt det som I ikke ved hjælp af Moseloven kunne blive erklæret skyldfri for,+ det bliver enhver som tror erklæret skyldfri for ved hjælp af ham.+ 40 Se derfor til at det der er sagt hos Profeterne ikke kommer over jer: 41 ’I skal se det, I foragtere, og undre jer og forsvinde, for jeg øver en gerning i jeres dage, en gerning som I slet ikke vil tro, selv om nogen fortæller jer derom i detaljer.’“+
42 Da de nu gik ud anmodede man indtrængende om at der måtte blive talt til dem om disse emner den følgende sabbat.+ 43 Efter at synagogeforsamlingen var opløst, fulgte mange af jøderne og af proselytterne som dyrkede [Gud],* med Paulus og Barʹnabas,+ der talte til dem og begyndte at anspore+ dem til at blive i Guds ufortjente godhed.+
44 Næste sabbat samledes næsten hele byen for at høre Jehovas* ord.+ 45 Da jøderne fik øje på folkeskarerne, fyldtes de af skinsyge+ og begyndte bespotteligt at modsige det som Paulus sagde.+ 46 Og så sagde Paulus og Barʹnabas, idet de talte med frimodighed: „Det var nødvendigt at Guds ord først blev fremholdt for jer.+ Siden I skubber det fra jer+ og dømmer jer selv uværdige til evigt liv, se, så vender vi os til nationerne.+ 47 Jehova* har nemlig givet os denne befaling: ’Jeg har sat dig til lys for nationer,+ for at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.’“*+
48 Da de der var fra nationerne hørte dette, begyndte de at fryde sig og at herliggøre Jehovas* ord,+ og de fik tro, alle som var ret indstillet til evigt liv.+ 49 Og Jehovas* ord blev fortsat bragt ud over hele landet.+ 50 Men jøderne+ ophidsede de agtede kvinder som dyrkede [Gud],* og byens førende mænd, og de rejste en forfølgelse+ mod Paulus og Barʹnabas og jog dem uden for deres grænser. 51 Disse rystede støvet af fødderne imod dem+ og tog til Ikoʹnium. 52 Og disciplene var fortsat fyldt med glæde+ og hellig ånd.
14 I Ikoʹnium+ gik de sammen ind i jødernes synagoge+ og talte på en sådan måde at en stor mængde af både jøder og grækere+ fik tro. 2 Men de jøder som ikke troede, ophidsede+ folk fra nationerne og påvirkede deres sjæle i en dårlig retning imod brødrene.+ 3 Derfor tilbragte de en anselig tid med at tale frimodigt i tillid til Jehova,* som bevidnede sin ufortjente godheds ord ved at lade tegn og undere ske ved deres hænder.+ 4 Men mængden i byen deltes, og nogle holdt med jøderne, men andre med apostlene. 5 Da der nu, både blandt folk fra nationerne og blandt jøderne med deres ledere, var en stærk bevægelse i gang for at få dem behandlet forsmædeligt og stenet,+ 6 flygtede+ de, så snart de blev underrettet om det, til byerne i Lykaoʹnien, Lyʹstra og Derʹbe, og landet deromkring; 7 og dér fortsatte de med at forkynde den gode nyhed.+
8 Nu sad der i Lyʹstra en mand som var kraftesløs i fødderne, vanfør fra sin moders liv;+ han havde aldrig kunnet gå. 9 Denne mand hørte efter mens Paulus talte, og da [Paulus] opmærksomt betragtede ham og så at han havde tro+ til at blive gjort rask,* 10 sagde han med kraftig stemme: „Rejs dig [og stå] oprejst på dine fødder.“ Og han sprang op og begyndte at gå.+ 11 Og da folkeskarerne så hvad Paulus havde gjort, hævede de deres stemmer og sagde på lykaonisk: „Guderne+ er i menneskeskikkelse kommet ned til os!“ 12 Og de begyndte at kalde Barʹnabas for Zeus* og Paulus for Herʹmes,* da det var ham der førte ordet. 13 Og præsten ved Zeus[templet], der lå foran byen,* bragte tyre og kranse til portene og ville bringe slagtofre+ sammen med folkeskarerne.
14 Men da apostlene Barʹnabas og Paulus hørte det, sønderrev de deres yderklæder og sprang ind i folkemængden idet de råbte 15 og sagde: „Mænd, hvorfor gør I dette? Vi er også mennesker+ og har de samme svagheder+ som I, og vi forkynder den gode nyhed for jer, for at I kan vende om fra disse tomme+ ting til den levende Gud,+ som har frembragt himmelen og jorden og havet og alt hvad der er i dem.+ 16 I de forgangne generationer har han tilladt alle nationerne at gå deres egne veje,+ 17 skønt han ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt,+ har givet jer regn+ fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“+ 18 Og alligevel kunne de, ved at sige dette, næsten ikke afholde folkeskarerne fra at bringe dem slagtofre.
19 Men der kom jøder fra Antioʹchia og Ikoʹnium og overtalte folkeskarerne,+ og de stenede Paulus og slæbte ham uden for byen, idet de mente at han var død.+ 20 Men da disciplene slog kreds om ham, rejste han sig op og gik ind i byen. Og den næste dag tog han sammen med Barʹnabas af sted til Derʹbe.+ 21 Og efter at have forkyndt den gode nyhed i den by og gjort adskillige til disciple,+ vendte de tilbage til Lyʹstra og til Ikoʹnium og til Antioʹchia, 22 idet de styrkede disciplenes sjæle+ og opmuntrede dem til at forblive i troen og [sagde]: „Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.“+ 23 Desuden udnævnte de* ældste+ for dem i hver menighed, og efter at have bedt under faste+ betroede de dem til Jehova,*+ som de havde fået tro på.
24 Og de tog gennem Pisiʹdien og kom til Pamfyʹlien,+ 25 og efter at have talt ordet* i Perʹge tog de ned til Attaliʹa. 26 Og derfra sejlede de til Antioʹchia,+ hvor de var blevet overgivet til Guds ufortjente godhed til den gerning de havde fuldført.+
27 Da de var ankommet og havde samlet menigheden, fortalte+ de om de mange ting som Gud havde gjort ved hjælp af dem, og at han havde åbnet troens dør* for folk fra nationerne.+ 28 Og de tilbragte ikke så lidt tid sammen med disciplene.
15 Men nogle mænd kom ned fra Judæa+ og begyndte at lære brødrene: „Hvis I ikke bliver omskåret+ efter Moses’ skik,+ kan I ikke blive frelst.“ 2 Og da der opstod ikke så lidt uenighed og diskussion mellem dem på den ene side og Paulus og Barʹnabas på den anden, aftalte man at Paulus og Barʹnabas og nogle andre af dem skulle tage op til apostlene og de ældste* i Jerusalem+ angående dette stridsspørgsmål.
3 Efter at disse så var blevet fulgt på vej af menigheden,+ fortsatte de gennem både Føniʹkien og Samaʹria og gjorde i detaljer rede for omvendelsen af folk fra nationerne,+ og de vakte stor glæde hos alle brødrene.+ 4 Da de ankom til Jerusalem blev de venligt modtaget+ af menigheden og apostlene og de ældste, og de fortalte om de mange ting Gud havde gjort ved hjælp af dem.+ 5 Nogle fra farisæernes sekt som havde fået tro, rejste sig imidlertid fra deres pladser og sagde: „Det er nødvendigt at omskære dem+ og pålægge dem at overholde Moseloven.“+
6 Og apostlene og de ældste samledes for at tage sig af denne sag.+ 7 Efter at der havde været megen diskussion,+ rejste Peter sig og sagde til dem: „Mænd, brødre, I ved god besked med at Gud fra de første dage traf det valg iblandt jer at folk fra nationerne gennem min mund skulle høre den gode nyheds ord og få tro;+ 8 og Gud, som kender hjertet,+ vidnede ved at give den hellige ånd til dem+ ligesom han havde givet den til os. 9 Og han gjorde slet ingen forskel på os og dem,+ men rensede deres hjerter ved troen.+ 10 Så hvorfor sætter I nu Gud på prøve ved at lægge et åg+ på disciplenes nakke som hverken vore forfædre eller vi har været i stand til at bære?+ 11 Tværtimod stoler vi på at vi bliver frelst ved Herren Jesu ufortjente godhed+ på samme måde som de.“+
12 Da blev hele forsamlingen tavs, og de hørte på Barʹnabas og Paulus mens de berettede om de mange tegn og undere som Gud gennem dem havde gjort blandt nationerne.+ 13 Efter at de var holdt op med at tale, svarede Jakob idet han sagde: „Mænd, brødre, hør på mig.+ 14 Siʹmeon*+ har i detaljer berettet om hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn.+ 15 Og med dette stemmer profeternes ord overens, sådan som der står skrevet: 16 ’Efter dette vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids faldne hytte;* og jeg vil genopbygge dens ruiner og rejse den igen,+ 17 for at de der er tilbage af menneskene ivrigt kan søge Jehova,* sammen med folk fra alle nationerne, folk som kaldes med mit navn,* siger Jehova* som gør disse ting+ 18 der er kendt fra gammel tid.’*+ 19 Derfor er min afgørelse at man ikke skal besvære dem fra nationerne som vender sig til Gud,+ 20 men skrive til dem at de skal afholde sig* fra det der er forurenet af afguder+ og fra utugt*+ og fra det der er kvalt*+ og fra blod.*+ 21 For fra gammel tid* har Moses i by efter by haft nogle der forkynder ham, idet han oplæses i synagogerne hver sabbat.“+
22 Så besluttede apostlene og de ældste* sammen med hele menigheden at sende nogle mænd som de havde udvalgt iblandt sig til Antioʹchia sammen med Paulus og Barʹnabas, nemlig Judas, som blev kaldt Barʹsabbas,+ og Siʹlas, ledende mænd blandt brødrene; 23 og ved deres hånd skrev de:
„Apostlene og de ældste, [jeres] brødre, sender hilsen til de brødre i Antioʹchia+ og Syrien og Kiliʹkien+ som er fra nationerne. 24 Da vi har hørt at nogle fra os, som vi ikke har givet påbud, har foruroliget jer med [deres] udtalelser+ og prøvet at forstyrre jeres sjæle,+ 25 er vi blevet enige om*+ og har besluttet at udvælge mænd og sende dem til jer sammen med vore elskede [brødre] Barʹnabas og Paulus,+ 26 mænd som har overgivet deres sjæle* for vor Herre Jesu Kristi navns skyld.+ 27 Vi sender derfor Judas og Siʹlas,+ så de også mundtligt kan meddele det samme.+ 28 Den hellige ånd+ og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde+ på jer ud over dette nødvendige: 29 at I afholder jer fra det der er ofret til afguder+ og fra blod+ og fra kvalte [dyr]*+ og fra utugt.*+ Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting,+ vil det gå jer godt. Lev vel!“*
30 Da disse mænd så var blevet sendt af sted, tog de ned til Antioʹchia, og de samlede forsamlingen og overrakte brevet.+ 31 Efter at de havde læst det, glædede de sig over opmuntringen.+ 32 Og da Judas og Siʹlas også selv var profeter,+ opmuntrede de brødrene med mangt et foredrag og styrkede dem.+ 33 Da de havde opholdt sig nogen tid dér, blev de af brødrene sendt af sted med fred,+ tilbage til dem som havde udsendt dem. 34* —— 35 Paulus og Barʹnabas tilbragte imidlertid fortsat nogen tid i Antioʹchia,+ idet de, også sammen med mange andre, lærte og forkyndte den gode nyhed fra Jehovas* ord.+
36 Men efter nogle dage sagde Paulus til Barʹnabas: „Lad os nu vende tilbage og besøge brødrene i hver af de byer hvor vi har forkyndt Jehovas* ord, for at se hvordan de har det.“+ 37 Barʹnabas ønskede imidlertid også at tage Johannes, der blev kaldt Markus,+ med. 38 Men Paulus syntes ikke det var rigtigt at tage ham med, i betragtning af at han havde forladt dem i Pamfyʹlien+ og ikke var gået med dem til arbejdet. 39 Og det kom til et skarpt opgør, så at de skiltes fra hinanden; og Barʹnabas+ tog Markus med og sejlede til Cypern.+ 40 Men Paulus udvalgte Siʹlas+ og tog af sted efter at han af brødrene var blevet overgivet til Jehovas* ufortjente godhed.+ 41 Og han rejste gennem Syrien og Kiliʹkien og styrkede menighederne.+
16 Så kom han til Derʹbe og også til Lyʹstra.+ Og se, dér var der en discipel ved navn Timoʹteus,+ søn af en troende jødisk kvinde, men med en græsk fader, 2 og han havde et godt omdømme hos brødrene i Lyʹstra og Ikoʹnium. 3 Paulus udtrykte ønske om at denne rejste med ham ud, og han tog ham og omskar+ ham af hensyn til jøderne der var på de steder, for alle og enhver vidste at hans fader var græker. 4 Som de nu rejste gennem byerne, overgav de dem der var der, de bestemmelser at overholde som var blevet vedtaget af apostlene og de ældste* der var i Jerusalem.+ 5 Så blev menighederne da fortsat styrket i troen,+ og de voksede i tal fra dag til dag.
6 Endvidere rejste de gennem Fryʹgien og Galaʹtiens land,+ da* den hellige ånd forbød dem at tale ordet i [provinsen] Asien. 7 Og da de kom ned til Myʹsien forsøgte de at rejse til Bityʹnien,+ men Jesu ånd tillod dem det ikke. 8 De passerede så Myʹsien og kom ned til Troʹas.+ 9 Og om natten viste et syn+ sig for Paulus: en makedonisk mand stod og bønfaldt ham og sagde: „Kom over til Makedoʹnien og hjælp os.“ 10 Da han havde set det syn, søgte vi straks at komme over til Makedoʹnien,+ idet vi drog den slutning at Gud havde tilkaldt os for at vi skulle forkynde den gode nyhed* for dem.
11 Derfor sejlede vi ud fra Troʹas og kom med lige kurs til Samothraʹke, og den følgende dag til Neaʹpolis 12 og derfra til Filipʹpi,+ en koloni, som er den førende by i Makedoʹniens område.+ Vi blev i denne by og tilbragte nogle dage dér. 13 Og på sabbatsdagen gik vi uden for porten, ud ved en flod, hvor vi mente at der var et bedested; og vi satte os og begyndte at tale med de kvinder som havde samlet sig. 14 Og en kvinde ved navn Lyʹdia, en purpurhandlerske fra byen Tyatiʹra,+ som dyrkede Gud, hørte efter, og Jehova* åbnede hendes hjerte+ helt, så hun gav agt på det Paulus sagde. 15 Da hun og hendes husstand nu blev døbt,+ sagde hun bønfaldende: „Hvis I har bedømt mig til at være trofast mod Jehova,* så tag ind i mit hus og bliv dér.“+ Og hun ligefrem pressede os.+
16 Og det skete mens vi gik til bedestedet at en tjenestepige med en spådomsånd*+ kom os i møde. Hun plejede at skaffe sine herrer en stor fortjeneste+ ved at øve spådomskunst. 17 Denne [pige] blev ved at følge efter Paulus og os, og hun råbte+ med ordene: „Disse mennesker er den højeste Guds trælle og de forkynder jer frelsens vej.“ 18 Dette blev hun ved med at gøre i mange dage. Til sidst blev Paulus træt af det+ og vendte sig om og sagde til ånden: „Jeg befaler dig i Jesu Kristi navn at komme ud af hende.“+ Og den kom ud i selv samme time.+
19 Da hendes herrer nu så at deres håb om fortjeneste var borte,+ greb de fat i Paulus og Siʹlas og trak dem hen på torvet* til lederne,+ 20 og idet de førte dem frem for de øverste i byen sagde de: „Disse mænd, som er jøder, skaber megen uro+ i vor by, 21 og de forkynder skikke+ som det ikke er os tilladt at antage eller følge, da vi er romere.“ 22 Og folkemængden rejste sig samlet imod dem; og de øverste i byen gav, efter at have revet yderklæderne af dem, befaling til at de skulle have stokkeslag.+ 23 Efter at have tilføjet dem mange slag+ kastede de dem i fængsel og pålagde arrestforvareren at bevogte dem sikkert.+ 24 Da han fik en sådan befaling kastede han dem i det inderste fængsel+ og fastgjorde deres fødder i blokken.+
25 Men ved midnat+ var Paulus og Siʹlas i færd med at bede og at prise Gud med sang;+ og fangerne hørte på dem. 26 Pludselig kom der et stort jordskælv så fængselets grundvolde rystedes. Og alle døre åbnedes øjeblikkelig, og alles lænker løstes.+ 27 Da arrestforvareren, som var blevet vækket af sin søvn, så at fængselets døre var åbne, trak han sit sværd og skulle til at gøre det af med sig selv,+ da han forestillede sig at fangerne var flygtet.+ 28 Men Paulus råbte med høj røst idet han sagde: „Gør ikke dig selv fortræd,+ for vi er her alle!“ 29 Så bad han om fakler og sprang ind og kastede sig skælvende ned+ for Paulus og Siʹlas. 30 Og han førte dem ud og sagde: „I herrer, hvad skal jeg gøre+ for at blive frelst?“ 31 De sagde: „Tro på Herren Jesus, og du vil blive frelst,+ du og din husstand.“+ 32 Og de talte Jehovas* ord til ham og alle som var i hans hus.+ 33 Og i den nattetime tog han dem med og badede deres sår; og alle, han selv og de som hørte ham til, blev uden tøven døbt.+ 34 Og han førte dem ind i sit hus og dækkede bord for dem, og han glædede sig usigeligt sammen med hele sin husstand nu da han havde fået tro på Gud.
35 Da det blev dag sendte de øverste i byen+ betjentene hen for at sige: „Løslad de mænd.“ 36 Arrestforvareren meddelte Paulus deres ord: „De øverste har sendt bud om at I kan løslades. Kom derfor nu ud og tag af sted i fred.“ 37 Men Paulus sagde til dem: „Offentligt, uden at vi var dømt, pryglede de os, som er romerske borgere,+ og de kastede os i fængsel; og nu jager de os hemmeligt ud? Bestemt nej! lad dem derimod selv komme og føre os ud.“ 38 Betjentene meddelte så de øverste disse ord. De blev bange da de hørte at mændene var romere.+ 39 Følgelig kom de og bønfaldt dem, og efter at have ført dem ud anmodede de dem om at tage bort fra byen. 40 Og de kom ud af fængselet og gik til Lyʹdias hjem, og da de så brødrene opmuntrede+ de dem og tog så af sted.
17 De rejste så igennem Amfiʹpolis og Apolloʹnia og kom til Thessaloʹnika,+ hvor der var en jødisk synagoge. 2 I overensstemmelse med hvad Paulus plejede+ gik han ind til dem, og på tre sabbatter ræsonnerede han med dem ud fra Skrifterne+ 3 idet han forklarede og ved hjælp af henvisninger beviste at Messias nødvendigvis måtte lide+ og opstå fra de døde,+ og [han sagde]: „Han er Messias,+ den Jesus som jeg forkynder jer.“ 4 Og nogle af dem blev overbevist+ og sluttede sig til Paulus og Siʹlas,+ og det samme gjorde en stor mængde af de grækere som dyrkede [Gud], og ikke så få af de fornemme kvinder.
5 Men jøderne, som blev skinsyge,+ fik fat i nogle onde mænd af dagdriverne* og lavede et opløb og begyndte at bringe byen i oprør.+ Og de angreb Jaʹsons+ hus og søgte at få dem ført frem for pøbelen. 6 Da de ikke fandt dem, slæbte de Jaʹson og nogle af brødrene hen til byens ledere* idet de råbte: „Disse mænd som har vendt op og ned+ på den beboede jord, er også her, 7 og Jaʹson har modtaget dem som gæster. Og alle disse handler i modstrid med kejserens* bestemmelser,+ idet de siger at der er en anden konge,+ nemlig Jesus.“ 8 De skabte virkelig uro i folkemængden og blandt byens ledere da de hørte dette; 9 og først efter at have ladet Jaʹson og de andre stille tilstrækkelig kaution* lod de dem gå.
10 Brødrene sendte straks om natten+ både Paulus og Siʹlas af sted til Berøʹa, og da de var kommet dertil gik de ind i jødernes synagoge. 11 Disse [jøder] var mere ædelsindede end de i Thessaloʹnika, for de tog imod ordet med den største iver og undersøgte daglig Skrifterne+ om disse ting forholdt sig således.+ 12 Så fik mange af dem tro, og det samme gjorde ikke så få af de agtede+ græske kvinder og af mændene. 13 Men da jøderne fra Thessaloʹnika fik at vide at Guds ord også blev forkyndt i Berøʹa af Paulus, kom de også dér for at ægge+ og oprøre+ masserne. 14 Så sendte brødrene straks Paulus af sted for at han skulle tage helt til havet;+ men både Siʹlas og Timoʹteus blev tilbage dér. 15 De som ledsagede Paulus førte ham imidlertid helt til Athen, og efter at de havde fået bud med til Siʹlas og Timoʹteus+ om at komme til ham så hurtigt som muligt, tog de af sted.
16 Mens Paulus ventede på dem i Athen, oprørtes hans ånd i ham+ over at se at byen var fuld af afguder. 17 Derfor begyndte han i synagogen at ræsonnere med jøderne+ og de andre som dyrkede [Gud], og hver dag på torvet+ med dem som tilfældigvis var til stede. 18 Men både nogle af de epikuræiske og nogle af de stoiske filosoffer+ gav sig til at diskutere med ham, og nogle sagde: „Hvad er det mon dette snakkehoved* vil sige?“+ Andre: „Han synes at være en som forkynder fremmede guddomme.“* Det var fordi han forkyndte den gode nyhed om Jesus og om opstandelsen.+ 19 Så greb de fat i ham og førte ham til Areoʹpagus* idet de sagde: „Kan vi få at vide hvad denne nye lære+ som fremholdes af dig, går ud på? 20 Du indfører nemlig noget der lyder mærkeligt i vore ører. Derfor ønsker vi at få at vide hvad disse ting skal betyde.“+ 21 Nu brugte ingen af athenerne eller de fremmede som var på besøg dér, deres fritid til andet end at fortælle eller at høre nyt. 22 Paulus trådte så frem midt for Areoʹpagus+ og sagde:
„Athenske mænd, jeg ser at I i alle henseender synes at have større frygt for guderne*+ end andre har. 23 Mens jeg gik forbi og nøje betragtede de ting jeres gudsdyrkelse er rettet imod, fandt jeg for eksempel også et alter hvorpå der var skrevet: ’For en ukendt gud.’ Det som I altså viser gudhengivenhed uden at kende det, det forkynder jeg jer. 24 Den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den, han som er himmelens og jordens Herre,+ bor ikke i templer* der er gjort med hænder;+ 25 han tjenes heller ikke af menneskers hænder som om han trængte til noget,+ for han giver selv liv+ og ånde+ og alting til alle. 26 Og han har ud af ét [menneske]+ dannet hver nation+ af mennesker til at bo på hele jordens flade,+ og han har bestemt de fastsatte tider+ og de fastlagte grænser for [menneskenes] bolig,+ 27 for at de skulle søge Gud,+ om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham,+ skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os. 28 For ved* ham lever vi og bevæger vi os og er vi til,+ sådan som også nogle* af digterne+ iblandt jer har sagt: ’For vi er også hans afkom.’
29 Da vi altså er Guds afkom,+ bør vi ikke forestille os at Det Guddommelige Væsen*+ er som guld eller sølv eller sten, som noget der er tildannet ved et menneskes kunst og opfindsomhed.+ 30 Sandt nok har Gud båret over med en sådan uvidenheds tider,+ men nu meddeler han menneskene at de alle og overalt skal ændre sind.+ 31 Han har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme+ den beboede jord* med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for,* idet han har oprejst+ ham fra de døde.“
32 Men da de hørte om en opstandelse fra de døde, begyndte nogle at gøre nar,+ mens andre sagde: „Vi vil høre dig [fortælle] om dette igen en anden gang.“ 33 Således gik Paulus bort fra deres midte, 34 men nogle mænd sluttede sig til ham og fik tro, og blandt dem var Dionyʹsius, en dommer ved Areoʹpagusdomstolen;*+ det samme gjorde en kvinde ved navn Daʹmaris, og andre foruden dem.
18 Efter dette forlod han Athen og kom til Korinth. 2 Og han traf en jøde ved navn Aʹkvila,+ der stammede fra Ponʹtus og for nylig var kommet fra Italien+ sammen med sin hustru Priskilʹla fordi Claudius+ havde beordret alle jøderne til at forlade Rom. Dem tog han så hen til, 3 og da han havde samme håndværk, blev han i deres hjem, og de arbejdede [sammen],+ for de var teltmagere af fag. 4 Han holdt imidlertid foredrag i synagogen+ hver sabbat og arbejdede på at overbevise både jøder og grækere.*
5 Da nu både Siʹlas+ og Timoʹteus+ kom ned fra Makedoʹnien, var Paulus stærkt optaget af ordet, idet han aflagde et grundigt vidnesbyrd for jøderne om at Jesus var Messias.+ 6 Men da de blev ved med at stå imod og spotte,+ rystede han sine klæder ud+ og sagde til dem: „Lad jeres blod+ komme over jeres egne hoveder. Jeg er ren.+ Fra nu af vil jeg gå til folk fra nationerne.“+ 7 Følgelig gik han bort derfra og tog ind i huset hos en mand ved navn Tiʹtius Juʹstus, som dyrkede Gud og hvis hus stødte op til synagogen. 8 Men Kriʹspus,+ synagogeforstanderen, fik tro på Herren, og det gjorde hele hans husstand også. Og mange af korintherne som hørte, begyndte at tro og at blive døbt. 9 Og Herren sagde til Paulus+ i et syn om natten: „Vær ikke bange, men bliv ved med at tale og ti ikke, 10 for jeg er med dig,+ og ingen skal angribe dig og skade dig; for jeg har et stort folk i denne by.“ 11 Så opholdt han sig dér et år og seks måneder mens han underviste i Guds ord iblandt dem.
12 Mens Galʹlio var prokonsul*+ i Achaiʹa* rejste jøderne sig alle som én imod Paulus og førte ham hen til dommersædet+ 13 idet de sagde: „I modstrid med loven overtaler denne mand mennesker til at dyrke Gud på en anden måde.“+ 14 Men da Paulus skulle til at åbne munden, sagde Galʹlio til jøderne: „Hvis der virkelig forelå et retsbrud eller en ond nederdrægtighed, jøder, ville jeg naturligvis tålmodigt finde mig i jer. 15 Men når det er stridsspørgsmål om ord og navne+ og jeres lov,+ må I selv tage jer af det. Jeg ønsker ikke at være dommer i disse sager.“ 16 Dermed drev han dem bort fra dommersædet. 17 Så greb de alle fat i Soʹstenes,+ synagogeforstanderen, og gav sig til at slå ham foran dommersædet. Men intet af dette bekymrede Galʹlio.
18 Efter at Paulus var blevet der en hel del dage endnu, tog han imidlertid afsked med brødrene og sejlede bort mod Syrien, og sammen med ham Priskilʹla og Aʹkvila, efter at han i Kenʹkreæ*+ havde ladet sig klippe,+ for han havde [aflagt] et løfte. 19 Så kom de til Eʹfesus, og han lod dem blive dér; selv gik han ind i synagogen+ og ræsonnerede med jøderne. 20 Skønt de blev ved med at anmode ham om at blive der i længere tid, ville han ikke gå med til det 21 men tog afsked+ og sagde: „Jeg vil vende tilbage til jer igen, om Jehova* vil.“+ Og han sejlede ud fra Eʹfesus 22 og kom ind til Cæsareʹa. Og han tog op* og hilste på menigheden, og tog så ned til Antioʹchia.
23 Og da han havde opholdt sig nogen tid dér, rejste han og tog fra sted til sted igennem Galaʹtiens land+ og Fryʹgien,+ idet han styrkede+ alle disciplene.
24 Men en jøde ved navn Apolʹlos,+ en veltalende mand som stammede fra Alexandria, kom til Eʹfesus, og han var godt kendt med Skrifterne.+ 25 Denne [mand] var blevet mundtligt undervist i Jehovas* vej, og brændende i ånden+ gav han sig til med nøjagtighed at tale om og undervise i det der havde med Jesus at gøre, skønt han kun var kendt med Johannes’ dåb.+ 26 Og denne [mand] begyndte at tale frimodigt i synagogen. Da Priskilʹla og Aʹkvila+ hørte ham, tog de ham med og forklarede Guds vej nøjere for ham. 27 Da han endvidere ønskede at tage over til Achaiʹa, skrev brødrene til disciplene og tilskyndede dem til at tage venligt imod ham. Da han kom dertil, var han en stor hjælp+ for dem der ved [Guds]* ufortjente godhed+ havde fået tro, 28 for grundigt og med styrke beviste han offentligt at jøderne havde uret, og påviste ud fra Skrifterne+ at Jesus var Messias.+
19 Det var mens Apolʹlos+ var i Korinth at Paulus rejste gennem det indre af landet og kom ned til Eʹfesus+ og fandt nogle disciple; 2 og han sagde til dem: „Modtog I hellig ånd+ da I fik tro?“ De sagde til ham: „Vi har ikke engang hørt at der er en hellig ånd.“+ 3 Og han sagde: „Hvad blev I da døbt i?“ De sagde: „I Johannes’ dåb.“+ 4 Paulus sagde: „Johannes døbte med den dåb der [som symbol] betegner sindsændring,+ idet han sagde til folket at de skulle tro på den der kom efter ham,+ det vil sige på Jesus.“ 5 Da de hørte dette blev de døbt i Herren Jesu navn.+ 6 Og da Paulus lagde hænderne+ på dem, kom den hellige ånd over dem, og de begyndte at tale i tunger og at profetere.+ 7 I alt var der omkring tolv mænd.
8 Han gik da ind i synagogen,+ og i tre måneder talte han frimodigt, idet han holdt foredrag og talte overbevisende om Guds rige.+ 9 Men da nogle blev ved med at forhærde sig og ikke ville tro,+ idet de talte nedsættende om Vejen+ over for forsamlingen, trak han sig tilbage fra dem+ og skilte disciplene ud fra dem,+ og daglig holdt han foredrag i Tyranʹnus’ skole[sal].* 10 Dette varede i to år,+ så at alle indbyggerne i [provinsen] Asien+ hørte Herrens ord, både jøder og grækere.
11 Og Gud blev ved med at gøre kraftige gerninger af usædvanlig art ved Paulus’ hænder,+ 12 så at man endog bragte tørklæder og forklæder fra hans legeme til de syge,+ og sygdommene forlod dem, og de onde ånder kom ud.+ 13 Men nogle af de omrejsende jøder som gav sig af med at uddrive dæmoner,+ påtog sig også at nævne Herren Jesu navn+ over dem der havde onde ånder, idet de sagde: „Jeg besværger+ jer ved den Jesus som Paulus forkynder.“ 14 Nu var der syv sønner af en vis Skeʹva, en jødisk overordnet præst, som gjorde dette. 15 Men som svar sagde den onde ånd til dem: „Jeg kender Jesus,+ og jeg er kendt med Paulus,+ men hvem er I?“ 16 Og så sprang manden i hvem den onde ånd var, ind på dem,+ overmandede den ene efter den anden* og brugte en sådan vold imod dem at de flygtede nøgne og sårede ud af det hus. 17 Dette blev kendt af alle, både af jøderne og af grækerne som boede i Eʹfesus; og frygt+ kom over dem alle, og Herren Jesu navn blev fortsat gjort stort.+ 18 Og mange af dem som havde fået tro, kom og bekendte+ og fortalte åbent om deres forehavender. 19 Og en hel del af dem der havde øvet magi,+ samlede deres bøger sammen og brændte dem for alles øjne. Og de regnede værdien af dem sammen og fandt at de var halvtreds tusind stykker sølv værd. 20 Således gik Jehovas* ord fortsat vældigt fremad og virkede med styrke.+
21 Da nu disse ting var fuldført, besluttede Paulus i sin ånd at han, efter at have gennemgået Makedoʹnien+ og Achaiʹa, ville rejse til Jerusalem,+ idet han sagde: „Når jeg er kommet dertil bør jeg også besøge Rom.“+ 22 Han sendte så to af dem der virkede som tjenere for ham, Timoʹteus+ og Eraʹstus,+ til Makedoʹnien, men selv blev han nogen tid i [provinsen] Asien.
23 På det tidspunkt opstod der ikke så lidt røre+ om Vejen.*+ 24 Der var nemlig en mand ved navn Demeʹtrius, en sølvsmed, som lavede Arʹtemistempler* af sølv og derved skaffede håndværkerne en ikke ringe fortjeneste;+ 25 og han samlede disse og dem der arbejdede med sådanne ting,+ og sagde: „Mænd, I ved god besked med at vi har fået vor velstand ved denne virksomhed.+ 26 Og I ser og hører hvordan denne Paulus ikke alene i Eʹfesus+ men i næsten hele [provinsen] Asien har overtalt en anselig mængde og fået dem til at skifte mening, idet han siger at de [guder] som er lavet med hænder,+ ikke er guder. 27 Desuden er der ikke blot fare for at denne vor beskæftigelse vil komme i vanry, men også for at den store gudinde Arʹtemis’+ tempel vil blive regnet for intet, og at endog hendes storhed, som hele [provinsen] Asien og den beboede jord dyrker, står over for at blive gjort til intet.“ 28 Da mændene hørte dette og fyldtes af harme, begyndte de at råbe og sige: „Stor er efesernes Arʹtemis!“
29 Og byen fyldtes af forvirring, og alle som én stormede de ind i teatret, idet de med magt tog makedonierne Gaʹjus og Aristarʹkus,+ Paulus’ rejsefæller, med. 30 Paulus selv ønskede at gå indenfor til folkehoben, men disciplene ville ikke tillade ham det. 31 Selv nogle af medlemmerne af komiteen for fester og idrætslege,* som var venligt stemt over for ham, sendte bud til ham og bønfaldt ham om ikke at vove sig ind i teatret. 32 Ja, nogle råbte ét og andre noget andet;+ forsamlingen var nemlig i forvirring, og de fleste vidste ikke af hvilken grund de var kommet sammen. 33 I forening bragte de så Alexander ud af folkemængden, idet jøderne skubbede ham frem; og Alexander gjorde tegn med hånden og ville med en tale forsvare sig over for folkehoben. 34 Men da de blev klar over at han var jøde, steg et råb som af én røst op fra dem alle, idet de i omkring to timer skreg: „Stor+ er efesernes Arʹtemis!“
35 Da byskriveren til sidst havde fået folkemængden beroliget,+ sagde han: „Mænd i Eʹfesus, hvem er der mon blandt menneskene som ikke ved at efesernes by er tempelvogter for den store Arʹtemis og den billedstøtte der faldt fra himmelen?* 36 Da dette ikke kan modsiges, bør I altså forholde jer rolige og ikke handle overilet.+ 37 For I har ført disse mænd herhen som hverken er tempelrøvere eller bespottere af vor gudinde. 38 Hvis altså Demeʹtrius+ og håndværkerne sammen med ham har en sag imod nogen, holdes der retsdage+ og der er prokonsuler;+ lad dem stævne hinanden. 39 Men hvis I søger noget ud over det, må det afgøres* i den ordinære forsamling. 40 Vi er jo nemlig i fare for at blive anklaget for oprør i anledning af det der er sket i dag, idet der ikke er en eneste grund som sætter os i stand til at give en forklaring på dette opløb.“ 41 Og da han havde sagt dette+ lod han forsamlingen+ gå.
20 Da nu uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene, og da han havde opmuntret dem og sagt farvel til dem,+ tog han af sted for at rejse til Makedoʹnien.+ 2 Efter at have gennemgået disse områder og opmuntret dem der var dér med mangt et ord,+ kom han til Grækenland. 3 Og da han havde opholdt sig tre måneder dér og jøderne havde planlagt et anslag+ imod ham da han stod over for at sejle til Syrien, tog han den beslutning at vende tilbage gennem Makedoʹnien. 4 Med ham fulgte Pyrʹrus’ søn Soʹpater+ fra Berøʹa, thessalonikerne Aristarʹkus+ og Sekunʹdus, og Gaʹjus fra Derʹbe, og Timoʹteus,+ og fra [provinsen] Asien Tyʹkikus+ og Troʹfimus.+ 5 Disse fortsatte og ventede på os i Troʹas;+ 6 men vi sejlede fra Filipʹpi efter de usyrede brøds dage,+ og vi kom til dem i Troʹas+ inden fem dage; og dér tilbragte vi syv dage.
7 På den første dag+ i ugen, mens vi var samlet for at få et måltid,* begyndte Paulus at tale til dem, da han skulle rejse den næste dag; og han lod sin tale vare til midnat. 8 Der var en hel del lamper i salen ovenpå+ hvor vi var samlet. 9 En ung mand ved navn Euʹtykus, som sad ved vinduet, faldt i dyb søvn mens Paulus blev ved at tale, og idet han i søvne sank sammen styrtede han ned fra tredje etage og blev samlet død op. 10 Men Paulus gik ned, kastede sig over ham+ og omfavnede ham og sagde: „I skal holde op med denne støj og forvirring, for hans sjæl* er i ham.“+ 11 Han gik så op og begyndte måltidet* og spiste, og efter at have samtalet en hel del, indtil daggry, tog han til sidst af sted. 12 Og de førte drengen levende derfra og var umådelig trøstede.
13 Vi gik nu i forvejen til båden og sejlede til Asʹsos, hvor vi ville tage Paulus om bord, for således havde han givet besked, idet han selv ville rejse til fods. 14 Og da han stødte til os i Asʹsos, tog vi ham om bord og kom til Mityleʹne; 15 og efter at være sejlet derfra den følgende dag kom vi lige ud for Chiʹos, men den næste dag lagde vi til ved Saʹmos, og dagen efter kom vi til Mileʹt. 16 Paulus havde nemlig besluttet at sejle forbi Eʹfesus,+ så han ikke blev udsat for at skulle tilbringe nogen tid i [provinsen] Asien; for han skyndte sig så han om muligt kunne være i Jerusalem+ på pinsedagen.
17 Fra Mileʹt sendte han imidlertid bud til Eʹfesus og tilkaldte menighedens ældste.*+ 18 Da de kom til ham sagde han til dem: „I ved god besked med hvordan jeg fra den første dag da jeg kom til [provinsen] Asien+ var hos jer hele tiden,+ 19 idet jeg trællede+ for Herren med den største ydmyghed+ og [under] tårer og prøvelser, som kom over mig ved jødernes anslag,+ 20 mens jeg ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer noget som helst af det som var gavnligt, eller at undervise+ jer offentligt og fra hus+ til hus.* 21 Men jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd+ for både jøder og grækere om sindsændring+ over for Gud og tro på vor Herre Jesus. 22 Og nu, se! bundet i ånden+ er jeg på vej til Jerusalem, skønt jeg ikke ved hvad der skal ske med mig dér, 23 ud over at den hellige ånd+ fra by til by igen og igen vidner for mig, idet den siger at lænker og trængsler venter mig.+ 24 Dog regner jeg ikke min sjæl* for noget der er mig dyrebart,+ hvis blot jeg må fuldende mit løb+ og den tjeneste+ som jeg har fået+ fra Herren Jesus, at aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed.+
25 Og nu, se! jeg ved at I ikke skal se mit ansigt mere, alle I blandt hvem jeg gik og forkyndte* riget.* 26 Derfor kalder jeg jer på denne dag til vidne på at jeg er ren for alles blod,+ 27 for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer hele Guds beslutning.+ 28 Giv agt+ på jer selv+ og på hele den hjord+ i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd*+ til at vogte Guds* menighed,+ som han købte med blodet+ af sin egen [søn].* 29 Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve+ ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, 30 og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting+ for at trække disciplene bort efter sig.+
31 Hold jer derfor vågne, og husk at jeg i tre år,+ nat og dag, ikke holdt op med at formane hver enkelt med tårer.+ 32 Og nu betror jeg jer til Gud*+ og til hans ufortjente godheds ord, som kan opbygge jer+ og give jer arven blandt alle de helligede.+ 33 Jeg har ikke begæret nogens sølv eller guld eller klædning.+ 34 I ved selv at disse hænder har sørget for hvad jeg og de der var med mig trængte til.+ 35 Jeg har i alle ting vist jer at I, ved således at slide i det,+ bør hjælpe dem som er svage,+ og huske Herren Jesu ord, da han sagde: ’Der er mere lykke ved at give+ end ved at modtage.’“
36 Og da han havde sagt dette knælede+ han ned sammen med dem alle og bad. 37 Og der blev en hel del gråd blandt dem alle, og de faldt Paulus om halsen+ og kyssede+ ham ømt, 38 idet de især var smerteligt berørt af det ord han havde sagt om at de ikke mere skulle se hans ansigt.+ Så gav de sig til at følge+ ham til båden.
21 Da vi nu havde revet os løs fra dem og var sejlet ud, fulgte vi en lige kurs og kom til Kos, og den følgende [dag] til Rhoʹdos, og derfra til Paʹtara. 2 Og da vi havde fundet en båd som skulle over til Føniʹkien, gik vi om bord og sejlede bort. 3 Efter at vi havde fået Cypern+ i sigte, lod vi den bag os på venstre side og sejlede videre til Syrien+ og lagde ind til Tyʹrus, for dér skulle båden udlosse [sin] ladning.+ 4 Vi søgte og fandt disciplene og blev syv dage her. Men ved ånden+ sagde de igen og igen til Paulus at han ikke skulle sætte sin fod i Jerusalem. 5 Da så vore dage dér var til ende, gik vi ud og begav os på vej, og alle, sammen med kvinderne og børnene, fulgte de os på vej helt uden for byen. Og vi knælede+ på stranden og bad, 6 og sagde så farvel+ til hinanden, og vi gik om bord i båden, men de vendte tilbage til deres hjem.
7 Vi fuldførte så sørejsen fra Tyʹrus og kom til Ptolemaʹis, og vi hilste på brødrene og blev én dag hos dem. 8 Den næste dag tog vi af sted og ankom til Cæsareʹa,+ og vi tog ind i huset hos evangelieforkynderen* Filip, som var en af de syv,+ og vi blev hos ham. 9 Denne mand havde fire døtre, jomfruer, som profeterede.+ 10 Mens vi nu blev der i adskillige dage kom en profet ved navn Aʹgabus+ ned fra Judæa, 11 og han kom til os og tog Paulus’ bælte, bandt sine egne fødder og hænder og sagde: „Således siger den hellige ånd: ’Den mand som dette bælte tilhører vil jøderne binde+ på denne måde i Jerusalem og overgive+ i hænderne på folk fra nationerne.’“ 12 Da vi hørte dette, begyndte både vi og de der var fra stedet dér, at bønfalde ham om ikke at gå op til Jerusalem.+ 13 Så svarede Paulus: „Hvad er det I gør ved at græde+ og gøre mit hjerte svagt?+ I kan være forvissede om at jeg er rede til ikke blot at blive bundet men også til at dø+ i Jerusalem for Herren Jesu navn.“ 14 Da han ikke ville lade sig overtale, gav vi op med ordene: „Lad Jehovas* vilje+ ske.“
15 Og efter disse dage forberedte vi os til rejsen og begav os så på vej op til Jerusalem.+ 16 Og nogle af disciplene fra Cæsareʹa+ tog også med os for at føre os til den mand i hvis hjem vi skulle være gæster, en vis Mnaʹson fra Cypern, en af de første disciple. 17 Da vi kom til Jerusalem+ tog brødrene med glæde imod os.+ 18 Og den følgende [dag] gik Paulus sammen med os ind til Jakob;+ og alle de ældste* var til stede.* 19 Og han hilste på dem og begyndte i detaljer at berette+ om det Gud havde gjort blandt nationerne ved hans tjeneste.+
20 Efter at have hørt dette begyndte de at herliggøre Gud, og de sagde til ham: „Du ser, broder, hvor mange tusind* der er blandt jøderne som har fået tro, og de er alle nidkære for loven.+ 21 Men de har hørt det rygte om dig at du har lært alle jøderne blandt nationerne frafald* fra Moses,+ idet du har sagt at de ikke skal omskære+ deres børn og heller ikke gå efter skikkene [som er påbudt]. 22 Hvad er der da at gøre ved det? Under alle omstændigheder vil de høre at du er kommet. 23 Gør derfor dette som vi siger dig: Vi har fire mænd med et løfte på sig. 24 Tag disse mænd med+ og rens dig ceremonielt sammen med dem og dæk deres udgifter,+ så de kan få hovedet raget.+ Så vil enhver vide at der intet er om de rygter de har hørt om dig, men at du vandrer regelret, idet du også selv holder loven.+ 25 Med hensyn til de troende fra nationerne så har vi udsendt* [et brev] med den afgørelse at de skal holde sig fra det der er ofret til afguder+ såvel som fra blod+ og det kvalte*+ og fra utugt.“+
26 Så tog Paulus mændene med sig den næste dag og rensede sig ceremonielt+ sammen med dem og gik ind i templet for at give besked om de ceremonielle renselsesdage der skulle gå+ før offeret+ kunne bringes for hver enkelt af dem.+
27 Da nu de syv+ dage var ved at være til ende, så jøderne fra Asien ham i templet, og de begyndte at bringe hele folkemængden i forvirring,+ og de lagde hånd på ham 28 idet de råbte: „Israelitiske mænd, hjælp! Dette er den mand som overalt underviser enhver imod folket+ og loven og dette sted, og dertil kommer at han endog har ført grækere ind i templet og vanhelliget dette hellige sted.“+ 29 De havde nemlig tidligere set Troʹfimus+ fra Eʹfesus i byen sammen med ham, og de mente at Paulus havde ført ham ind i templet. 30 Og hele byen var sat i bevægelse,+ og folket stimlede sammen, og de greb fat i Paulus og trak ham uden for templet.+ Og straks blev dørene lukket. 31 Og mens de søgte at dræbe ham, kom en anmeldelse op til militærtribunen* over hærafdelingen om at hele Jerusalem var i forvirring;+ 32 og han tog med det samme soldater og centurioner* med og løb ned til dem.+ Da de fik øje på militærtribunen+ og soldaterne, holdt de op med at slå Paulus.
33 Så kom militærtribunen derhen og greb fat i ham og befalede at han skulle bindes med to lænker;+ og han begyndte at forhøre sig om hvem han kunne være og hvad han havde gjort. 34 Men nogle i mængden gav sig til at råbe ét, og andre noget andet.+ Da han ikke kunne få noget sikkert at vide på grund af uroen, befalede han at han skulle føres til soldaternes kvarter.+ 35 Men da han kom op på trappen blev situationen sådan at han måtte bæres af soldaterne på grund af mængdens voldsomhed; 36 for folkemængden blev ved at følge efter og råbe: „Væk med ham!“*+
37 Da nu Paulus skulle til at føres til soldaternes kvarter, sagde han til militærtribunen: „Har jeg lov til at sige noget til dig?“ Han sagde: „Kan du græsk? 38 Er du da ikke den ægypter som for nogen tid siden stiftede et oprør+ og førte de fire tusind dolkmænd* ud i ørkenen?“ 39 Så sagde Paulus: „Nej, jeg er jøde,+ fra Tarsus+ i Kiliʹkien, borger i en ikke ukendt by. Jeg beder dig, giv mig lov til at tale til folket.“ 40 Efter at han havde givet lov til det, gjorde Paulus, der stod på trappen, tegn+ med hånden til folket. Da der var blevet udbredt tavshed, talte han til dem på det hebraiske sprog+ idet han sagde:
22 „Mænd, brødre+ og fædre, hør nu mit forsvar+ over for jer!“ 2 (Da de hørte at han talte til dem på det hebraiske sprog,+ forholdt de sig endnu mere stille, og han sagde:) 3 „Jeg er jøde,+ født i Tarsus i Kiliʹkien,+ men opdraget i denne by ved Gamaʹliels+ fødder, oplært efter den fædrene lovs strenghed,+ idet jeg var nidkær+ for Gud ligesom I alle er det i dag. 4 Og jeg forfulgte denne Vej indtil døden,+ idet jeg lod både mænd og kvinder binde og overgive til fængsler,+ 5 hvad både ypperstepræsten og hele ældsterådet*+ kan bevidne for mig. Fra dem fik jeg også breve+ til brødrene i Damaskus, og jeg var på vej for også at føre dem som var dér, bundne til Jerusalem for at de kunne blive straffet.
6 Men som jeg var på vej og nærmede mig Damaskus, omkring middag, skete det at et stærkt lys fra himmelen pludselig strålede omkring mig,+ 7 og jeg faldt til jorden og hørte en stemme sige til mig: ’Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’+ 8 Jeg svarede: ’Hvem er du, Herre?’ Og han sagde til mig: ’Jeg er Jesus, Nazaræeren, som du forfølger.’+ 9 De der var sammen med mig+ så rigtignok lyset, men hørte* ikke hans stemme som talte til mig.+ 10 Så sagde jeg: ’Hvad skal jeg gøre,+ Herre?’ Herren sagde til mig: ’Rejs dig, gå til Damaskus, og dér vil der blive talt til dig om alt det som det er bestemt du skal gøre.’+ 11 Og da jeg ikke kunne se noget på grund af denne lysglans, blev jeg ført ved hånden af dem som var sammen med mig, og kom til Damaskus.+
12 Og Ananiʹas, en mand der var gudfrygtig efter loven, med et godt omdømme+ blandt alle de derboende jøder, 13 kom til mig, og idet han stod hos mig sagde han til mig: ’Saul, broder, bliv seende igen!’*+ Og i selv samme time så jeg op på ham. 14 Han sagde: ’Vore forfædres Gud+ har udvalgt dig+ til at lære hans vilje at kende og til at se+ den Retfærdige+ og høre hans munds røst,+ 15 for du skal være vidne for ham over for alle mennesker om det du har set og hørt.+ 16 Og nu, hvorfor tøver du? Rejs dig, bliv døbt+ og vask+ dine synder bort ved at påkalde* hans navn.’+
17 Men da jeg var vendt tilbage til Jerusalem+ og var i templet og bad, faldt jeg i trance*+ 18 og så ham, idet han sagde til mig: ’Skynd dig og kom hurtigt ud af Jerusalem, for de vil ikke tage velvilligt imod dit vidnesbyrd om mig.’+ 19 Og jeg sagde: ’Herre, de ved selv god besked med at jeg i den ene synagoge efter den anden plejede at fængsle+ og piske dem der troede på dig;+ 20 og da dit vidne Steʹfanus’ blod+ blev udgydt, stod jeg selv ved siden af og godkendte+ [det] og passede på deres yderklæder som gjorde det af med ham.’ 21 Og dog sagde han til mig: ’Begiv dig på vej, for jeg vil sende dig ud til nationer langt borte.’“+
22 De blev ved med at høre på ham indtil dette ord, så hævede de deres stemmer og sagde: „Væk fra jorden med sådan en, for han bør ikke leve!“+ 23 Og da de råbte højt og smed om sig med deres yderklæder og kastede støv op i luften,+ 24 befalede militærtribunen* at han skulle føres ind i soldaternes kvarter, og han sagde at han skulle forhøres under piskeslag, så han kunne blive helt klar over af hvilken grund de råbte sådan imod ham.+ 25 Men da de havde strakt Paulus ud til piskningen,* sagde han til centurionen* som stod der: „Har I lov til at piske en mand som er romer+ og som ikke er dømt?“ 26 Da centurionen hørte dette, gik han til militærtribunen og aflagde rapport idet han sagde: „Hvad har du i sinde at gøre? Denne mand er jo romer.“ 27 Så kom militærtribunen hen til ham og sagde: „Sig mig, er du romer?“+ Han sagde: „Ja.“ 28 Militærtribunen svarede: „Jeg har erhvervet denne borgerret for en stor sum.“ Paulus sagde: „Jeg er endog født [med den].“+
29 Straks trådte så de mænd der skulle til at forhøre ham under tortur, tilbage fra ham; også militærtribunen blev bange da han blev klar over at han var romer+ og at han havde bundet ham.
30 Da han ønskede at få helt sikkert at vide hvorfor han blev anklaget af jøderne, løste han ham så den næste dag og befalede de øverste præster og hele Sanhedrinet at samles. Og han førte Paulus ned og fremstillede ham for dem.+
23 Idet Paulus så fast på Sanhedrinet sagde han: „Mænd, brødre, jeg har levet mit liv for Gud med en fuldstændig ren samvittighed+ indtil denne dag.“ 2 Da gav ypperstepræsten Ananiʹas dem der stod ved siden af ham, ordre til at slå+ ham på munden. 3 Så sagde Paulus til ham: „Gud skal slå dig, du hvidkalkede+ væg. Sidder du for at dømme mig efter loven+ samtidig med at du i strid med loven+ befaler at man skal slå mig?“ 4 De der stod ved siden af sagde: „Håner du Guds ypperstepræst?“ 5 Og Paulus sagde: „Brødre, jeg vidste ikke at han var ypperstepræst. Der står jo skrevet: ’Du må ikke tale nedsættende om en af dit folks ledere.’“+
6 Da nu Paulus blev klar over at den ene del bestod af saddukæere+ og den anden af farisæere, råbte han i Sanhedrinet: „Mænd, brødre, jeg er farisæer,+ søn af farisæere. Det er for håbet om dødes opstandelse+ jeg står og skal dømmes.“+ 7 Da han sagde dette blev der uenighed+ mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen deltes. 8 Saddukæerne+ siger nemlig at der hverken er opstandelse+ eller engel eller ånd, men farisæerne bekender offentligt alle disse ting.* 9 Så blev der en vældig råben,+ og nogle af de skriftlærde af farisæernes parti stod frem og begyndte en heftig strid idet de sagde: „Vi finder intet uret hos denne mand;+ og hvis en ånd eller en engel har talt til ham,+ ——.“ 10 Da nu uenigheden blev stor, blev militærtribunen bange for at Paulus ville blive flået i stykker af dem, og han befalede vagtmandskabet+ at gå ned og rive ham ud af deres midte og føre ham ind i soldaternes kvarter.+
11 Men den følgende nat stod Herren hos ham+ og sagde: „Vær ved godt mod!+ For ligesom du har aflagt et grundigt vidnesbyrd+ i Jerusalem om det der vedrører mig, således skal du også vidne i Rom.“+
12 Da det nu blev dag rottede jøderne sig sammen+ og forpligtede sig med en forbandelse,+ idet de sagde at de hverken ville spise eller drikke før de havde dræbt Paulus.+ 13 Der var mere end fyrre mænd som havde dannet denne sammensværgelse, 14 og de gik til de øverste præster+ og de ældste* og sagde: „Vi har højtideligt forpligtet os med en forbandelse til ikke at spise noget før vi har dræbt Paulus. 15 Nu må I derfor sammen med Sanhedrinet oplyse militærtribunen om at han skal føre ham ned til jer, som om I har i sinde nøjere at afgøre de forhold der vedrører ham.+ Men før han når frem vil vi være parate til at gøre det af med ham.“+
16 Imidlertid hørte Paulus’ søstersøn om deres baghold,+ og han kom og gik ind i soldaternes kvarter og meddelte det til Paulus. 17 Paulus kaldte så en af centurionerne til sig og sagde: „Før denne unge mand til militærtribunen, for han har noget at meddele ham.“ 18 Han tog ham så og førte ham til militærtribunen og sagde: „Fangen Paulus kaldte mig til sig og anmodede mig om at føre denne unge mand til dig, da han har noget at fortælle dig.“ 19 Militærtribunen tog ham+ ved hånden og trak ham til side og begyndte at forhøre sig da de var alene: „Hvad er det du har at meddele mig?“ 20 Han sagde: „Jøderne har aftalt at de vil anmode dig om at lade Paulus føre ned til Sanhedrinet i morgen som om man har i sinde at forhøre sig nøjere om ham.+ 21 Lad dem endelig ikke overtale dig, for over fyrre af deres mænd ligger i baghold efter ham,+ og de har med en forbandelse forpligtet sig til hverken at spise eller drikke før de har gjort det af med ham;+ og de er nu parate og venter på løftet fra dig.“ 22 Så lod militærtribunen den unge mand gå, efter at have pålagt ham dette: „Sig ikke til nogen at du har oplyst mig om dette.“
23 Og han kaldte to af centurionerne til sig og sagde: „Gør to hundrede soldater klar til at marchere til Cæsareʹa, og halvfjerds ryttere og to hundrede spydbærere, ved nattens tredje time.* 24 Sørg også for lastdyr så de kan lade Paulus ride og bringe ham sikkert til Felix, landshøvdingen.“ 25 Og han skrev et brev der havde denne form:
26 „Claudius Lyʹsias sender hilsen til den højtærede landshøvding Felix.+ 27 Denne mand blev grebet af jøderne og var ved at blive slået ihjel af dem, da jeg hurtigt kom til med vagtmandskabet og befriede ham,+ fordi jeg erfarede at han var romer.+ 28 Og da jeg ønskede at blive helt klar over af hvilken grund de anklagede ham, førte jeg ham ned i deres sanhedrin.*+ 29 Jeg fandt at han blev anklaget for nogle stridsspørgsmål angående deres lov,+ men ikke anklaget for en eneste ting som fortjener død eller lænker.+ 30 Imidlertid er det blevet meldt mig at et anslag+ er planlagt imod denne mand, og derfor sender jeg ham med det samme til dig og pålægger anklagerne at udtale sig imod ham over for dig.“+
31 I overensstemmelse med deres ordre tog disse soldater+ så Paulus og førte ham om natten til Antiʹpatris. 32 Den næste dag vendte de tilbage til soldaternes kvarter og lod rytterne rejse videre med ham. 33 Da de kom til Cæsareʹa+ afleverede de brevet til landshøvdingen og fremstillede ligeledes Paulus for ham. 34 Han læste det og forhørte sig om hvilken provins han var fra, og konstaterede+ at han var fra Kiliʹkien.+ 35 „Jeg vil forhøre dig grundigt,“ sagde han, „når dine anklagere også kommer.“+ Og han befalede at han skulle holdes bevogtet i Herodes’ prætorianske palads.
24 Fem dage senere kom ypperstepræsten Ananiʹas+ ned sammen med nogle ældste* og en offentlig taler, en vis Tertulʹlus, og de indgav anmeldelse+ til landshøvdingen+ imod Paulus. 2 Da Tertulʹlus blev kaldt ind begyndte han sin anklage idet han sagde:
„Megen fred nyder vi ved dig, og reformer finder sted i denne nation ved din fremsynethed;+ 3 det tager vi til alle tider og alle vegne imod, højtærede+ Felix, med største taknemmelighed. 4 Men for at jeg ikke skal sinke dig yderligere, bønfalder jeg dig om at du i din venlighed vil høre på os i korthed. 5 For vi har fundet at denne mand er en pest+ og en oprørsstifter+ blandt alle jøderne på hele den beboede jord, og anfører* for nazaræernes sekt,+* 6 en som også har forsøgt at vanhellige templet,+ og vi har pågrebet ham. 7* —— 8 Du kan selv ved at forhøre ham finde ud af alt dette som vi anklager ham for.“
9 Så sluttede jøderne sig også til angrebet, idet de hævdede at dette forholdt sig således. 10 Og Paulus svarede, da landshøvdingen nikkede til ham at han skulle tale:
„Da jeg udmærket ved at denne nation har haft dig som dommer i mange år, taler jeg trygt til mit forsvar+ om det der angår mig, 11 idet du er i stand til at finde ud af at det ikke er mere end tolv dage siden jeg gik op for at tilbede i Jerusalem;+ 12 og ingen har fundet mig i diskussion med nogen eller i færd med at få en skare til at danne opløb,+ hverken i templet+ eller i synagogerne eller noget sted i byen. 13 De kan heller ikke over for dig bevise+ det de anklager mig for nu. 14 Men jeg indrømmer dette over for dig: i overensstemmelse med den vej som de kalder en ’sekt’, således yder jeg mine forfædres Gud hellig tjeneste,*+ idet jeg tror på alt det der står i loven+ og det der er skrevet hos profeterne; 15 og jeg har håb+ til Gud, et håb som disse også selv nærer, at der vil finde en opstandelse*+ sted af både retfærdige+ og uretfærdige.+ 16 Derfor øver jeg mig netop altid i at have bevidstheden om ikke at støde an hos Gud og mennesker.+ 17 Efter flere år kom jeg så for at bringe barmhjertighedsgaver til min nation, og offergaver.+ 18 Mens jeg var i færd med dette, fandt de mig i templet, ceremonielt renset+ og ikke sammen med en folkemængde eller med i optøjer. Men der var nogle jøder fra [provinsen] Asien, 19 og de burde være til stede her hos dig og anklage mig hvis de skulle have noget imod mig.+ 20 Eller lad de [mænd] her selv sige hvad uret de fandt da jeg var stillet for Sanhedrinet, 21 bortset fra den ene ytring som jeg råbte da jeg stod iblandt dem: ’Det er for de dødes opstandelse jeg i dag står for jer og skal dømmes!’“+
22 Men Felix,+ som vidste temmelig nøje besked med Vejen,+ begyndte at holde [mændene] hen, og han sagde: „Når Lyʹsias,+ militærtribunen,* kommer ned, skal jeg træffe afgørelse i disse sager vedrørende jer.“ 23 Og han gav centurionen* ordre til at [Paulus] skulle holdes i forvaring og have nogen lempelse, og at ingen af hans egne måtte hindres i at yde ham tjeneste.+
24 Nogle dage senere kom Felix+ med sin hustru Drusilʹla, som var jødinde,+ og han lod Paulus hente og hørte på ham om troen på Kristus Jesus.+ 25 Men da han talte om retfærdighed+ og selvbeherskelse+ og den kommende dom,+ blev Felix forskrækket og svarede: „Foreløbig kan du gå, og når jeg får tid skal jeg tilkalde dig igen.“ 26 Samtidig håbede han også at Paulus ville give ham penge.+ Derfor lod han ham også hente hyppigere og talte med ham.+ 27 Men da der var gået to år blev Felix efterfulgt af Porʹkius Feʹstus; og da Felix gerne ville indynde sig+ hos jøderne, efterlod han Paulus bundet.
25 Da så Feʹstus var tiltrådt+ [som landshøvding over] provinsen,* tog han tre dage senere fra Cæsareʹa op til Jerusalem;+ 2 og de øverste præster og jødernes førende mænd indgav anmeldelse+ imod Paulus til ham. Og de begyndte at bønfalde ham 3 idet de bad om at han, til gunst for dem, men mod [Paulus], ville lade ham hente til Jerusalem; for de var ved at lave et baghold+ for at gøre det af med ham på vejen. 4 Feʹstus svarede imidlertid at Paulus skulle holdes forvaret i Cæsareʹa og at han selv snart ville tage af sted dertil. 5 „Lad derfor,“ sagde han, „dem iblandt jer som har indflydelse, tage ned sammen med mig og anklage ham,+ hvis der er noget forkert ved manden.“
6 Da han havde tilbragt højst en otte-ti dage iblandt dem, tog han ned til Cæsareʹa, og den næste dag tog han plads på dommersædet+ og befalede at Paulus skulle føres ind. 7 Da han var kommet, stillede de jøder som var kommet ned fra Jerusalem sig rundt om ham og fremførte mange og alvorlige beskyldninger imod ham,+ [beskyldninger] som de ikke kunne føre bevis for.
8 Paulus sagde imidlertid til sit forsvar: „Hverken imod jødernes lov eller imod templet+ eller imod kejseren* har jeg begået nogen synd.“+ 9 Feʹstus, som gerne ville indynde sig+ hos jøderne, sagde som svar til Paulus: „Vil du tage op til Jerusalem og lade dig dømme dér af mig vedrørende disse ting?“+ 10 Men Paulus sagde: „Jeg står for kejserens dommersæde;+ det er dér jeg bør dømmes. Jeg har ikke gjort jøderne nogen uret,+ som du også udmærket godt ved. 11 Hvis jeg, på den ene side, virkelig er en forbryder+ og har begået noget der fortjener døden,+ vægrer jeg mig ikke ved at dø; hvis der, på den anden side, intet er om det som disse anklager mig for, kan ingen som en gunstbevisning udlevere mig til dem. Jeg appellerer til kejseren!“+ 12 Da svarede Feʹstus efter at have talt med rådsforsamlingen: „Til kejseren har du appelleret, til kejseren skal du komme.“
13 Da der nu var gået nogle dage, kom kong Agripʹpa* og Bereniʹke* ned til Cæsareʹa på høflighedsbesøg hos Feʹstus. 14 Mens de tilbragte nogle dage dér, forelagde Feʹstus Paulus’ sag for kongen idet han sagde:
„En mand er af Felix efterladt her som fange, 15 og da jeg var i Jerusalem indgav de øverste præster og jødernes ældste* anmeldelse+ imod ham, idet de bad om at få ham dømt skyldig. 16 Men jeg svarede dem at det ikke er romersk skik som en gunstbevisning at udlevere noget menneske før den anklagede har stået ansigt til ansigt med sine anklagere+ og haft lejlighed til at forsvare sig imod sigtelsen. 17 Da de så var kommet sammen her, tøvede jeg ikke men satte mig den følgende dag på dommersædet og befalede at manden skulle føres ind. 18 Da anklagerne trådte frem, fremførte de ikke nogen beskyldning+ imod ham for de onde gerninger jeg havde formodet. 19 De havde blot nogle stridigheder med ham om deres egen gudsdyrkelse*+ og om en vis Jesus som var død men som Paulus blev ved med at hævde var i live.+ 20 Da jeg var i vildrede med hensyn til diskussionen om disse emner, gik jeg over til at spørge om han var villig til at tage til Jerusalem og blive dømt dér vedrørende disse sager.+ 21 Men da Paulus ved appel+ krævede at blive holdt i forvaring indtil den kejserlige majestæts* domsafsigelse, befalede jeg at han skulle holdes forvaret indtil jeg kunne sende ham til kejseren.“
22 Da [sagde] Agripʹpa til Feʹstus: „Jeg ville også selv gerne høre manden.“+ „I morgen,“ sagde han, „skal du høre ham.“ 23 Den næste dag kom Agripʹpa og Bereniʹke så med pomp og pragt+ og gik ind i audienssalen sammen med såvel militærtribuner* som fremtrædende mænd fra byen, og da Feʹstus gav befaling, blev Paulus ført ind. 24 Og Feʹstus sagde: „Kong Agripʹpa og alle I mænd som er til stede her sammen med os, I ser nu denne mand om hvem hele jødernes mængde har henvendt sig til mig, både i Jerusalem og her, og råbt at han ikke burde leve mere.+ 25 Men jeg forstod at han ikke havde begået noget som fortjente døden.+ Da så denne [mand] selv appellerede+ til den kejserlige majestæt, besluttede jeg at sende ham af sted. 26 Men jeg har ikke noget sikkert at skrive om ham til [min] herre.* Derfor har jeg ført ham frem for jer, og især for dig, kong Agripʹpa, for at jeg, efter at forhøret har fundet sted,+ kan have noget at skrive. 27 For det forekommer mig meningsløst at sende en fange af sted uden også at angive beskyldningerne imod ham.“
26 Agripʹpa+ sagde til Paulus: „Det tillades dig at tale din sag.“ Da slog Paulus ud med hånden+ og begyndte sin forsvarstale:+
2 „Kong Agripʹpa, jeg regner mig for lykkelig over at det er for dig jeg i dag skal forsvare mig vedrørende alt det som jeg anklages for+ af jøderne, 3 især fordi du er ekspert med hensyn til alle jødernes skikke+ såvel som deres stridsspørgsmål. Jeg beder dig derfor høre tålmodigt på mig.
4 Om min livsførelse+ fra ungdommen af, som den formede sig fra begyndelsen blandt folk fra min nation og i Jerusalem, da ved jo alle de jøder 5 der har kendt mig fra tidligere, fra først af, hvis blot de ville aflægge vidnesbyrd, at jeg har levet som farisæer+ efter vor tilbedelsesforms strengeste sekt.*+ 6 Og dog står jeg nu og skal dømmes for håbet+ om opfyldelsen af det løfte+ som Gud gav vore forfædre, 7 mens vort tolvstammefolk håber at nå frem til opfyldelsen af det ved intenst at yde ham hellig tjeneste* nat og dag.+ Det er angående dette håb, konge, jeg anklages+ af jøder.
8 Hvorfor bliver det bedømt som utroligt blandt jer at Gud oprejser døde?+ 9 Jeg for mit vedkommende tænkte virkelig ved mig selv at jeg burde udrette meget imod Jesus Nazaræerens navn; 10 og det gjorde jeg i Jerusalem, og mange af de hellige spærrede jeg inde i fængsler,+ idet jeg havde fået bemyndigelse dertil fra de øverste præster;+ og når de skulle henrettes, afgav jeg min stemme* imod dem. 11 Og i alle synagogerne+ har jeg ved at straffe dem mange gange, prøvet at tvinge dem til at afsværge [deres tro]; og jeg rasede i den grad imod dem at jeg endog forfulgte dem i byer uden for [landet].
12 Midt i alt dette, mens jeg var på rejse til Damaskus med bemyndigelse og fuldmagt fra de øverste præster,+ 13 så jeg ved middagstid på vejen, konge, et lys fra himmelen, klarere end solens glans, stråle omkring mig og omkring dem som rejste sammen med mig.+ 14 Og da vi alle var faldet til jorden hørte jeg en stemme sige til mig på det hebraiske sprog: ’Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det vil blive hårdt for dig at blive ved med at sparke imod pigkæppens stik.’+ 15 Men jeg sagde: ’Hvem er du, Herre?’ Og Herren sagde: ’Jeg er Jesus, som du forfølger.+ 16 Men rejs dig nu og stå på dine fødder.+ Derfor har jeg nemlig vist mig for dig, for at udvælge dig som tjener og vidne+ om ting du har set og om ting jeg vil lade dig se angående mig, 17 idet jeg udfrier dig fra [dette] folk og fra nationerne, som jeg sender dig til+ 18 for at åbne deres øjne,+ for at vende dem fra mørke+ til lys+ og fra Satans myndighed+ til Gud, for at de kan få tilgivelse for synder+ og en arv+ iblandt dem der er helligede+ ved troen på mig.’
19 Derfor, kong Agripʹpa, var jeg ikke ulydig mod det himmelske syn,+ 20 men jeg gav mig til at bringe det budskab ud, først til dem i Damaskus,+ og så til dem i Jerusalem,+ og over hele Judæas land, og til folk fra nationerne,+ at de skulle ændre sind og vende sig til Gud ved at gøre gerninger der stemmer med sindsændringen.*+ 21 På grund af disse ting greb jøderne mig i templet og forsøgte at slå mig ihjel.+ 22 Men ved den hjælp+ jeg fik fra Gud har jeg fortsat indtil denne dag med at vidne for både små og store, og jeg siger intet ud over det som både profeterne+ og Moses+ har udtalt skulle ske, 23 at Messias skulle lide,+ og at han som den første til at blive oprejst*+ fra de døde skulle forkynde lys+ både for dette folk og for nationerne.“+
24 Mens han udtalte dette til sit forsvar, sagde Feʹstus med høj røst: „Du er ved at blive vanvittig,+ Paulus! Den megen lærdom driver dig til vanvid!“ 25 Men Paulus sagde: „Jeg er ikke ved at blive vanvittig, højtærede Feʹstus, men jeg fremsætter udtalelser af sandhed og af et sundt sind. 26 I virkeligheden ved kongen, som jeg frimodigt taler til, god besked om disse ting; jeg er nemlig overbevist om at ikke én af disse ting undgår hans opmærksomhed, for dette er ikke foregået i en afkrog.+ 27 Tror du, kong Agripʹpa, Profeterne? Jeg ved du tror.“+ 28 Men Agripʹpa sagde til Paulus: „På kort tid kunne du overtale mig til at blive en kristen!“* 29 Dertil sagde Paulus: „Jeg ville ønske over for Gud at ikke alene du men også alle de som hører mig i dag, hvad enten det tager kort tid eller lang tid, måtte blive sådan som jeg selv er, bortset fra disse lænker.“
30 Og kongen rejste sig, og det gjorde landshøvdingen og Bereniʹke og mændene der sad sammen med dem også. 31 Og idet de trak sig tilbage talte de med hinanden og sagde: „Denne mand øver intet som fortjener død eller lænker.“+ 32 Endvidere sagde Agripʹpa til Feʹstus: „Denne mand kunne have været løsladt hvis han ikke havde appelleret+ til kejseren.“*
27 Da det nu var besluttet at vi skulle sejle til Italien,+ overgav man både Paulus og nogle andre fanger til en centurion* ved navn Julius fra Den Kejserlige Hærafdeling. 2 Efter at vi var gået om bord i en båd fra Adramytʹtium der skulle sejle til steder langs [provinsen] Asiens kyst, sejlede vi ud, og sammen med os var Aristarʹkus,+ en makedonier fra Thessaloʹnika. 3 Og den næste dag lagde vi til i Ziʹdon, og Julius behandlede Paulus humant*+ og tillod ham at gå til sine venner og nyde [deres] omsorg.+
4 Og da vi lagde ud derfra, sejlede vi ind [i læ] under Cypern, fordi vi havde modvind; 5 derpå sejlede vi over det åbne hav langs Kiliʹkien og Pamfyʹlien og løb ind til Myra i Lyʹkien. 6 Og dér fandt centurionen en båd* fra Alexandria+ som sejlede til Italien, og han fik os om bord i den. 7 Efter at vi havde sejlet langsomt i adskillige dage og med besvær var nået ud for Kniʹdus, idet vinden ikke lod os komme videre, sejlede vi ind [i læ] under Kreta ved Salmoʹne, 8 og med besvær passerede vi den langs kysten og kom til et sted som kaldes Gode Havne, i hvis nærhed byen Lasæʹa lå.
9 Da der var gået en anselig tid og det nu var farligt at sejle fordi endog [forsoningsdags]fasten*+ allerede var ovre, kom Paulus med en henstilling 10 idet han sagde til dem: „Mænd, jeg ser at sejladsen vil være forbundet med skade og stort tab, ikke blot for ladningen og båden, men også for vore sjæle.“*+ 11 Men centurionen stolede mere på kaptajnen og skibets ejer end på det Paulus sagde. 12 Da nu havnen var uegnet til at overvintre i, tilrådede de fleste at man skulle sejle derfra og se om man dog kunne nå til Føniks og overvintre dér, en havn på Kreta som vender mod nordøst og mod sydøst.*
13 Da der desuden blæste en svag sydlig vind, mente de at de så godt som havde nået hvad de havde sat sig for, og de lettede anker og begyndte at sejle tæt forbi langs Kretas kyst. 14 Men ikke længe efter kastede en orkanagtig vind,+ der kaldes Euraʹkvilo,* sig over [øen]. 15 Da båden blev revet med og ikke kunne holde stævnen mod vinden, gav vi efter og lod os drive. 16 Vi løb nu ind [i læ] under en lille ø som kaldes Kauʹda, og dog kunne vi næsten ikke få jollen+ [ved agterskibet] under kontrol. 17 Og efter at de havde hejset den om bord, begyndte de at bruge hjælpemidler til at undersurre båden med, og af frygt for at løbe på grund i Syrten* firede de sejlene ned og lod sig således drive. 18 Men da vi blev stærkt hærget af stormen, begyndte man den følgende [dag] at lette skibet;+ 19 og den tredje [dag] kastede de med egne hænder bådens takkelage over bord.
20 Da hverken sol eller stjerner havde vist sig i flere dage og en ikke helt lille storm+ var over os, begyndte alt håb om redning for os til sidst at svinde. 21 Da man nu længe havde afholdt sig fra at spise, trådte Paulus frem midt iblandt dem+ og sagde: „Mænd, I burde virkelig have taget imod mit råd og ikke være sejlet ud fra Kreta og have lidt denne skade og dette tab.+ 22 Alligevel henstiller jeg nu til jer at være ved godt mod, for ikke én sjæl* af jer skal gå tabt, kun båden. 23 En engel+ fra den Gud som jeg tilhører og som jeg yder hellig tjeneste,*+ stod nemlig i nat hos mig 24 og sagde: ’Vær ikke bange, Paulus. For kejseren skal du komme til at stå,+ og se, Gud har frit skænket dig alle dem som sejler sammen med dig.’ 25 Vær derfor ved godt mod, mænd, for jeg har den tro til Gud+ at det vil gå nøjagtig som det er blevet sagt mig. 26 Vi skal imidlertid strande på en ø.“+
27 Det var nu den fjortende nat, og mens vi blev kastet hid og did på Adria[terhavet]* begyndte sømændene ved midnatstid at formode at de var ved at nærme sig noget land. 28 Og de loddede dybden og fandt at den var tyve favne;* og da de var kommet lidt længere frem og igen loddede dybden, fandt de at den var femten favne. 29 Og da de frygtede at vi måske ville strande et eller andet sted på klipperne, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og ønskede at det skulle blive dag. 30 Men da sømændene søgte at slippe væk fra båden og firede jollen ned i søen under foregivende af at ville lægge ankre ud fra forstavnen, 31 sagde Paulus til centurionen og soldaterne: „Hvis ikke disse mænd bliver i båden, kan I ikke blive reddet.“+ 32 Så huggede soldaterne jollens+ reb over og lod den falde ned.
33 Da det nu var ved at blive dag begyndte Paulus at opmuntre alle til at tage sig noget mad, idet han sagde: „I dag er det den fjortende dag I har ventet uafbrudt uden at spise, idet I ikke har taget noget til jer. 34 Jeg opmuntrer jer derfor til at tage jer noget mad, for det er af betydning for jeres redning; for ikke et hovedhår+ skal gå tabt for en eneste af jer.“ 35 Efter at have sagt dette tog han et brød, takkede+ Gud for øjnene af alle og brækkede det i stykker og begyndte at spise. 36 Alle blev da ved godt mod, og de begyndte selv at tage føde til sig. 37 I alt var vi i båden to hundrede og seksoghalvfjerds* sjæle.* 38 Da de havde fået mad og var blevet mætte, gav de sig til at lette båden+ ved at kaste hveden ud i havet.
39 Da det endelig blev dag kunne de ikke genkende landet,+ men de lagde mærke til en bugt med en strand, og dér var de besluttede på at sætte båden på grund, hvis de kunne. 40 Så kappede de ankrene og overlod dem til havet, idet de samtidig løste surringstovene på styreårerne, og efter at have hejst forsejlet for vinden styrede de mod stranden. 41 Da de kom ind på en revle med hav på begge sider, løb de skibet på grund dér, og forstavnen borede sig fast og blev stående urokkelig, men agterstavnen begyndte at blive slået i stykker ved [havets] voldsomhed.+ 42 Så tog soldaterne den beslutning at de ville dræbe fangerne for at ingen skulle svømme bort og undslippe. 43 Men centurionen ønskede at bringe Paulus sikkert frem og hindrede dem i [at udføre] deres beslutning. Og han gav befaling til at de der kunne svømme skulle kaste sig i havet og søge i land først, 44 og de øvrige skulle følge efter, nogle på planker og andre på vragdele fra båden. Og således gik det til at alle kom sikkert i land.+
28 Og da vi var nået i sikkerhed, så erfarede vi at øen blev kaldt Malta.*+ 2 Og de fremmedsprogede indbyggere* viste os en usædvanlig menneskekærlighed,*+ for de tændte et bål og tog sig af os alle på grund af regnen der faldt og på grund af kulden.+ 3 Men da Paulus samlede et bundt tørre grene og lagde det på bålet, kom en giftslange ud som følge af heden og bed sig fast i hans hånd. 4 Da de fremmedsprogede indbyggere fik øje på det giftige dyr der hang ned fra hans hånd, sagde de til hinanden: „Dette menneske er uden tvivl en morder, og selv om han nåede i sikkerhed fra havet, har den hævnende retfærdighed ikke tilladt ham at blive i live.“ 5 Han rystede imidlertid det giftige dyr af i ilden og led ingen skade.+ 6 Men de ventede at han ville svulme op af betændelse eller pludselig falde død om. Efter at de havde ventet en tid lang og set at der intet slemt skete ham, ændrede de mening og begyndte at sige at han var en gud.+
7 Nu havde øens førende mand, som bar navnet Pubʹlius, jordbesiddelser i nærheden af stedet dér, og han tog gæstfrit imod os og beværtede os velvilligt i tre dage. 8 Og det traf sig at Pubʹlius’ fader lå og var plaget af feber og dysenteri, og Paulus gik ind til ham og bad, lagde hænderne på ham+ og helbredte ham.+ 9 Efter at dette var sket begyndte de øvrige på øen som havde sygdomme, også at komme til ham og blive kureret.+ 10 Og de beærede os også med mange gaver, og da vi skulle sejle bort, belæssede de os med ting vi kunne få brug for.
11 Efter tre måneders forløb sejlede vi så ud i en båd fra Alexandria+ som havde overvintret på øen og havde „Zeus’ sønner“* som galionsfigur. 12 Og vi lagde til i Syrakuʹs og blev der i tre dage; 13 derfra sejlede vi i en bue og kom til Reʹgium. Og efter en dags forløb rejste en sydlig vind sig, og vi nåede til Puteʹoli* på den anden dag. 14 Her fandt vi brødre og blev indtrængende bedt om at blive syv dage hos dem; og således kom vi til Rom. 15 Og derfra kom brødrene, da de havde hørt nyheden om os, for at møde os helt ude ved Apʹpius’ Torv* og De Tre Kroer,* og da Paulus fik øje på dem takkede han Gud og fattede mod.+ 16 Da vi til sidst kom ind til Rom, fik Paulus lov+ til at bo for sig selv sammen med den soldat der bevogtede ham.
17 Men tre dage senere sammenkaldte han de mænd der var de førende blandt jøderne. Da de var samlet, begyndte han med at sige til dem: „Mænd, brødre, skønt jeg ikke havde gjort noget imod folket eller vore forfædres skikke,+ blev jeg fra Jerusalem overgivet som fange i romernes hænder.+ 18 Efter at have forhørt mig+ ønskede disse at løslade mig,+ da der ikke var nogen dødsskyld+ hos mig. 19 Men da jøderne blev ved med at tale imod det, var jeg nødt til at appellere til kejseren,*+ men ikke som om jeg havde noget at anklage min nation for. 20 Det er egentlig derfor jeg så indtrængende har anmodet om at se jer og tale til jer, for det er på grund af Israels håb+ at jeg har denne lænke om mig.“+ 21 De sagde til ham: „Vi har ikke modtaget breve fra Judæa om dig, og heller ingen af brødrene som er kommet hertil har meddelt eller sagt noget ondt om dig. 22 Men vi synes at det er rigtigt at høre fra dig selv hvad du tænker, for, sandt nok, om denne sekt+ er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“+
23 Så aftalte de en dag med ham, og de kom i endnu større antal til ham på hans logi. Og han forklarede sagen for dem, idet han aflagde et grundigt vidnesbyrd om Guds rige+ og søgte at overbevise dem om Jesus, ud fra både Moseloven+ og Profeterne,+ fra morgen til aften. 24 Og nogle begyndte at tro+ på det der blev sagt; andre troede ikke.+ 25 Og da de var uenige indbyrdes, gik de hver til sit, mens Paulus kom med denne ene udtalelse:
„Den hellige ånd talte træffende gennem profeten Esajas til jeres forfædre 26 da den sagde: ’Gå til dette folk og sig: „I skal høre og høre, men slet ikke forstå; og I skal se og se, men slet ikke indse.+ 27 For dette folks hjerte er blevet uimodtageligt,* og med ørerne har de hørt modvilligt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørerne og forstå med hjertet og vende om, og jeg helbrede dem.“’+ 28 Lad det derfor være kendt for jer at dette Guds frelsesmiddel* er blevet sendt ud til folk fra nationerne;+ de vil også høre på det.“+ 29* ——
30 Han blev så i hele to år i sit eget lejede hus,+ og han tog venligt imod alle som kom til ham, 31 idet han forkyndte* Guds rige for dem og underviste i det der vedrører Herren Jesus Kristus med den største frimodighed,+ uden at blive hindret.
El.: „fastsatte tider“. Gr.: kairousʹ.
El.: „jurisdiktion“. Gr.: exousiʹai.
„vidner“. Gr.: marʹtyres; lat.: teʹstes.
„fjerneste egne“. El.: „yderste ende“. Gr.: eschaʹtou; J17,18,22(hebr.): qetsehʹ. Se Jer 25:31, 33, fdnr. Jf. Mt 12:42, fdn.
„hvide“. El.: „skinnende (lysende)“.
Gr.: ouranonʹ; lat.: caeʹlum; J17(hebr.): hasjsjamaʹjemah, „mod himmelen“.
If. rabbinske kilder, der bygger på Jos 3:4, var dette en strækning på 2000 alen (890 m).
„den Nidkære“. Se Lu 6:15, fdn.
El: „antallet af personer var i alt på omtrent et hundrede og tyve“.
El.: „og idet han svulmede op“.
„tilsynshverv“. Gr.: episkopēnʹ; J17,18(hebr.): ufequddathōʹ, „og hans tilsynshverv“. Se 2Kg 11:18, fdn.
El.: „virkede“, „udførte sin gerning“.
Se Till. 1D.
El.: „omvendte“.
Dvs. ca. kl. 9, regnet fra solopgang.
El.: „virksomme kraft“. Gr.: pneuʹmatos; lat.: Spiʹritu; J17,18,22(hebr.): ruchīʹ, „min ånd“. Se 1Mo 1:2, fdn. til „virksomme kraft“.
El.: „over alt kød“. Gr.: epiʹ paʹsan sarʹka; lat.: suʹper omʹnem carʹnem; J17,18,22(hebr.): ‛al-kål-basarʹ.
El.: „ældste“. Gr.: presbyʹteroi.
Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
„Hades“, אAB; J7,8,11-18,22: „Sheol“. Se Till. 4B.
„Gud“, אAB; J7,8,10: „Jehova“.
El.: „en af hans efterkommere“.
El.: „af“.
Se Till. 1D.
Se Till. 5C.
Se Till. 1D.
El.: „af at dele med hinanden“.
Ordr.: „af brødsbrydelsen“.
El.: „fra hus til hus“. Gr.: kat’ oiʹkon. Se 5:42, fdn. til „fra hus til hus“.
Se Till. 1D.
Dvs. ca. kl. 15, regnet fra solopgang.
Se Till. 1D.
Ordr.: „fra Jehovas ansigt“.
El.: „fastsatte tider“. Gr.: kairoiʹ.
El.: „tager imod“.
El.: „din sæd“.
El.: „de ældre mænd“. Gr.: tous presbyteʹrous.
El.: „er blevet frelst (reddet)“.
Se Till. 5C.
El.: „ved dette navn“. Ordr.: „i (ved) denne (dette)“.
„Suveræne Herre“. Gr.: Deʹspota; lat.: Doʹmine; J17,18(hebr.): ’Adhonajʹ. Se Till. 1E.
Se Till. 1D.
El.: „hans Kristus (Messias)“.
El.: „du gjorde til Kristus“. Gr.: eʹchrisas.
Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
„menigheden“. Gr.: tēn ekklēsiʹan; lat.: eccleʹsia; J17,18(hebr.): haqqahalʹ, „menigheden“.
Se Till. 1D.
„forsamlingen af . . . ældste“. El.: „. . . ældsteråd“.
El.: „et træ“. Gr.: xyʹlou; J22(hebr.): ‛ets. Se Till. 5C.
Ordr.: „[hus] efter hus (husvis)“. Gr.: kat’ oiʹkon. Her bruges kataʹ med akkusativ sing. i distributiv betydning. The Interpretation of The Acts of the Apostles, Minneapolis 1961, af R. C. H. Lenski, har følgende kommentar til Apg 5:42: „Ikke et øjeblik ophørte apostlene med deres velsignede gerning. ’Hver dag’ fortsatte de, og gjorde det åbent ’i templet’, hvor Sanhedrinet og tempelpolitiet kunne se og høre dem, og naturligvis også κατ’ οἴκον, som er distributivt, ’fra hus til hus’, og ikke blot adverbielt, ’hjemme’.“
El.: „forkynde evangeliet“. Gr.: euaggelizoʹmenoi; lat.: evangelizanʹtes, „evangelisere“.
Ordr.: „hellenisterne“. Gr.: tōn Hellēnistōnʹ; lat.: Graecoʹrum.
Ordr.: „hebræerne“. Gr.: tous Ebraiʹous; lat.: Hebraeʹos.
El.: „i den . . . tjeneste“. Gr.: en tēi diakoniʹai; lat.: in ministeʹrio.
El.: „dele [mad] ud“. Gr.: diakoneinʹ; lat.: ministraʹre.
„De Frigivnes“. Ordr.: ’Libertinernes’. Arm.: ’Libyernes’.
El.: „ældre mænd“. Gr.: presbyteʹrous.
Ordr.: „han“, henviser til „Herlighedens Gud“ i v. 2.
El.: „sæd“.
„yde . . . hellig tjeneste“. Gr.: latreuʹsousinʹ; J17,18,22(hebr.): weja‛avdhuʹnī, „og de vil tjene (tilbede, dyrke) mig“. Se 2Mo 3:12, fdn.
Se 1Mo 46:20, 27, fdnr.
„til Ægypten“. Mangler i B.
„Sikem“, SyhJ17,18,22; אAB: „Sykem“.
Ordr.: „Hemmors“.
„slægt“. Gr.: geʹnos; forskelligt fra geneaʹ, „generation“, som i Mt 24:34.
El.: „guddommeligt smuk“. Ordr.: „smuk for Gud (Guden)“. Gr.: asteiʹos tōi Theōiʹ. Jf. Jon 3:3, fdn. til „selv for Gud en stor by“.
„en engel“, P74אABCVg; DSyp: „en Herrens engel“; J7,8,10-17,28: „Jehovas engel“.
Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
El.: „og genløser“. Gr.: kai lytrōtēnʹ; lat.: et redemptoʹrem; J17(hebr.): wegho’elʹ.
„Gud“, אABVg; CSyp: „Herren, Gud“; J7,8,10-17: „Jehova, jeres Gud“; J28: „Jehova Gud“.
Gr.: Babylōʹnos; J17,18,22(hebr.): mehaʹle’ah leVavælʹ, „på den anden side af Babel“.
El.: „teltbolig“.
El.: „mønster“, „eksempel“. Gr.: tyʹpon.
„Jehosjua“, J17,18,22; אAB: „Jesus“.
El.: „finde“.
El.: „i ting“, „på steder“.
Se Till. 1D.
El.: „Genstridige“.
El.: „loven som blev overbragt af engle“. J17: „loven ved engles udsendelse (dvs. ved engle som sendebud)“; lat.: leʹgem in dispositioʹnem angeloʹrum, „loven ved anordning af engle“. I 2Kr 23:18 bruger Vg iuxʹta dispositioʹnem til gengivelse af „fra (ved) [Davids] hånd“.
El.: „gnide“, „bide“.
„påkaldte“. El.: „anråbte“, „bad“.
Se Till. 1D.
„Jehova“, J18,22,23; gr.: tou kyriʹou; VgSyp: „Gud“. Se Till. 1D.
„du er i en“, D*Vg.
„Jehova“, J7,8,10,13,15-18,22,23; אAB(gr.): ton kyʹrion; DVgmssSyh,p: „Gud“. Se Till. 1D.
„Jehovas“, J7,8,10,17,18; אBCD(gr.): tou kyriʹou; P74ASyp: „Guds“. Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
El.: „livsløb“.
V. 37 mangler i P45,74אABCVgSyp; ItVgcArm: „Filip sagde til ham: ’Hvis du tror af hele dit hjerte, kan det tillades.’ Som svar sagde han: ’Jeg tror at Jesus Kristus er Guds søn.’“
Se Till. 1D.
„Asdod“, J17,18,22; אAB: „Azotus“.
„Vejen“. Gr.: tēs hodouʹ.
„i et syn“, BCSyh,pArm; mangler i P74אAVg.
El.: „havde sit daglige virke“.
Ordr.: „hellenisterne“. J17: „de græske jøder“.
Se Till. 1D.
„Saron“, אAB; J17,18,22: „Sjaron“.
„Dorkas“ (gr.) svarer til „Tabita“ (aram.); begge navne betyder „gazelle“.
Se v. 36, fdn.
„centurion“, befalingsmand med kommando over 100 soldater.
Dvs. ca. kl. 15, regnet fra solopgang.
Dvs. ca. kl. 12, regnet fra solopgang.
El.: „bring et offer“.
„Tre“, P74אACVgSyp; B: „To“.
„fået guddommelig besked“, אAB; J18: „fået påbud af Jehova“.
Se v. 3, fdn.
„Jehova“, J17,18,23; P45אABC(gr.): tou kyriʹou; P74DSyp: „Gud“. Se Till. 1D.
El.: „et træ“. Se Till. 5C.
„de græsktalende“. Ordr.: „hellenisterne“. AD*: „grækerne“.
Se Till. 1D.
„blev kaldt“. El.: „fik navnet“.
„kristne“. Gr.: Christianousʹ; lat.: Christiaʹni; J17,18,22(hebr.): Mesjīchījīmʹ, „messianister“.
El.: „ældre mænd“. Gr.: presbyteʹrous.
Dvs. Herodes Agrippa I.
Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
El.: „kom de“. Ordr.: „var de ved siden af“.
Se Till. 1D.
„Jehovas“, J7,8,10,23; B(gr.): tou kyriʹou; P74אADSyp: „Guds“. Se Till. 1D.
Ordr.: „tetrarken (fjerdingsfyrsten)“, en vasalfyrste underlagt den romerske kejser.
Se Till. 1D.
Øverste lokale leder af en provins der var underlagt det romerske senat.
Betyder måske „lille“. Gr.: Pauʹlos.
Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
„i løbet af omkring fire hundrede og halvtreds år. Og efter dette“, P74אABCVg.
El.: „Hvad anser I mig for at være? Det er jeg ikke.“
El.: „træet“. Se Till. 5C.
„for os, deres“, Syp; P74אABC*DVg: „for vore“.
„som dyrkede (frygtede) Gud“, Syp; J18: „som frygtede Jehova“.
„Jehovas“, J17,22; P74אABc(gr.): tou kyriʹou; B*CSyh,p: „Guds“. Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
„fjerneste egne“. El.: „yderste ende“. Gr.: eschaʹtou. Se 1:8, fdn. til „fjerneste egne“.
„Jehovas“, J7,8,10,13,15-17,22,23; P45,74אAC(gr.): tou kyriʹou; BD: „Guds“. Se Till. 1D.
Se Till. 1D.
„som dyrkede (frygtede) Gud“, Syp; J7,8,10,18: „som frygtede Jehova“.
Se Till. 1D.
El.: „til at blive frelst (reddet)“.
El.: „Jupiter“. Gr.: Diʹa; lat.: Ioʹvem.
El.: „Merkur“. Gr.: Hermēnʹ; lat.: Mercuʹrium.
Ordr.: „Og præsten for den Zeus der var foran byen“.
Ordr.: Efter [med udrakt hånd] at have udnævnt“.
Se Till. 1D.
„ordet“, BD; אACVgSyp: „Herrens ord“; P74: „Guds ord“; J17,28: „Jehovas ord“.
El.: „døren til tro“.
El.: „ældre mænd“. Gr.: presbyteʹrous; J17,18,22(hebr.): wehazzeqenīmʹ, „og de ældste (gamle (ældre) mænd)“. Se 4Mo 11:25, fdn. til „de . . . ældste“.
En hebr. form af navnet Simon (Peter). Se Mt 10:2, fdn.
El.: „telt“.
Se Till. 1D.
El.: „som mit navn er nævnt over“.
Se Till. 1D.
El.: „som har gjort disse ting (18) kendt fra gammel tid“.
„at de skal afholde sig“. Ordr.: „om at være afholdende“. Gr.: apeʹchesthai; lat.: abstiʹneant.
„utugt“. Gr.: porneiʹas; lat.: fornicatioʹne. Se Till. 5A.
El.: „det der er dræbt uden at blodet er løbet fra“.
„blod“. Gr.: haiʹmatos; lat.: sanʹguine; J17,18,22(hebr.): umin-haddamʹ, „og fra blodet“.
Ordr.: „fra [de] ældste generationer“.
Se v. 2, fdn.
Ordr.: „enssindede“. Gr.: homothymadonʹ; lat.: in uʹnum, „i enhed (forening)“.
El.: „liv“. Gr.: psychasʹ; lat.: aʹnimas; J17,18,22(hebr.): nafsjamʹ, „deres sjæle“.
Se v. 20, fdn. til „det der er kvalt“.
Se Till. 5A.
El.: „Vær ved godt helbred!“ J22(hebr.): sjalōmʹ lakhæmʹ, „Fred [være] med jer!“
V. 34 mangler i P74אAB; CDVgc tilføjer, med variationer: „Men det syntes godt i Silas’ øjne at blive der; Judas tog imidlertid alene af sted til Jerusalem.“
„Jehovas“, J17,18,22,23; gr.: tou kyriʹou; Syp: „Guds“. Se Till. 1D.
„Jehovas“, J7,8,10,17,18,22,23; gr.: tou kyriʹou; Syp: „Guds“. Se Till. 1D.
„Jehovas“, J17,18,22; gr.: tou kyriʹou; Vgc,sSyp: „Guds“. Se Till. 1D.
Se 15:2, fdn.
„da“. El.: „og“.
„forkynde den gode nyhed“. Gr.: euaggeliʹsasthai; lat.: evangelizaʹre.
Se Till. 1D.
„mod Jehova“, J7,8,10; אAB(gr.): tōi kyriʹōi; D: „mod Gud“. Se Till. 1D.
Ordr.: „med en python-ånd“, et udtryk der har forbindelse med oraklet i Delfi. Gr.: eʹchousan pneuʹma pyʹthōna.
Gr.: agoranʹ; lat.: foʹrum. Et mødested for offentlige forsamlinger.
„Jehovas“, J7,8,10,17,18,22,23,28; P45,74אcAC(gr.): tou kyriʹou; א*B: „Guds“. Se Till. 1D.
Ordr.: „dem som færdedes (drev om) på torvet“.
„byens ledere“. El.: „politarkerne“. Gr.: tous politarʹchas, „byherskerne“.
El.: „Cæsars“. Gr.: Kaiʹsaros.
„tilstrækkelig kaution (sikkerhed)“. Lat.: saʹtis, „nok“.
Ordr.: „denne opsamler af sædekorn“.
Ordr.: „dæmoner“. Gr.: daimoniʹōn.
El.: „Areshøjen“, „Marshøjen“. Gr.: Aʹreion Paʹgon; lat.: Arioʹpagum.
„at have større frygt for guderne“. Ordr.: „at være mere dæmonfrygtende“. Gr.: deisidaimonesteʹrous; lat.: superstitiosioʹres. Grækerne betragtede dæmonerne som guder, gode el. onde. Jf. 25:19, fdn.
El.: „guddommelige boliger“. Gr.: naoisʹ; J17,22(hebr.): behēkhalōthʹ, „i paladser (templer)“.
El.: „i“.
„nogle“, nemlig Aratos og Kleanthes. Paulus’ citat er fra Fainomena af Aratos og fra Hymne til Zeus af Kleanthes.
„Det Guddommelige Væsen“. Gr.: to theiʹon, beslægtet med theosʹ, „Gud“; lat.: diviʹnum.
„den beboede jord“. Ordr.: „den beboede“. Gr.: tēn oikoumeʹnēn, fem. sing., „jord“ underforstået; lat.: orʹbem, „kredsen“, dvs. jordens kreds. Se Es 13:11, fdn. til „det frugtbare land“.
„en garanti for“. El.: „tro på“.
El.: „Dionysius, en areopagit“.
Ordr.: „hellenere“. Gr.: Helʹlēnas.
Øverste lokale leder af en provins der var underlagt det romerske senat.
Romersk provins i det sydlige Grækenland med Korinth som hovedstad.
Korinths havneby mod øst.
Se Till. 1D.
Sandsynligvis til Jerusalem.
Se Till. 1D.
Ordr.: „den“.
DItmss tilføjer: „fra den femte til den tiende time“, dvs. fra ca. kl. 11 til kl. 16.
Ordr.: „[dem] begge“.
„Jehovas“, J7,8,10,13,15-18,23; gr.: tou kyriʹou; VgSyp: „Guds“. Se Till. 1D.
„Vejen“, אAB; Vgc: „Herrens vej“; Syp: „Guds vej“; J17,18: „Jehovas vej“.
„Artemis-“. El.: „Diana-“. Gr.: Arteʹmidos; lat.: Diaʹnae. „-templer“. El.: „guddommelige boliger“. Gr.: naousʹ; J17(hebr.): hēkhelōthʹ, „paladser (templer)“.
Ordr.: „Men også nogle af asiarkerne“.
„der faldt fra himmelen“. Ordr.: „der faldt fra Zeus (Jupiter)“.
El.: „vil det blive afgjort“.
Ordr.: „brække brød i stykker“.
El.: „liv“. Se Till. 4A.
Ordr.: „og efter at have brækket brødet i stykker“.
El.: „ældre mænd“. Gr.: presbyteʹrous.
El.: „og i private hjem“. Ordr.: „og efter huse (husvis)“. Gr.: kai kat’ oiʹkous. Her bruges kataʹ med akkusativ plur. i distributiv betydning. Jf. 5:42, fdn. til „fra hus til hus“.
El.: „mit liv“.
El.: „udråbte“, „bekendtgjorde“. Gr.: kērysʹsōn; lat.: praeʹdicans. Jf. Da 5:29, fdn. til „og man udråbte“.
„riget“, אAB; VgSyp: „Guds rige“; J17: „Jehovas rige“.
„tilsynsmænd“. Gr.: episkoʹpous; J17(hebr.): lifqīdhīmʹ, „som (til) tilsynsmænd“. Se Ne 11:9, fdn.
„Guds“, אBVg; AD: „Herrens“.
Ang. „blodet af sin egen [søn]“, se Till. 6C.
„Gud“, אADVgSypJ8,17,18,22; B: „Herren“.
El.: „missionæren“. Gr.: tou euaggelistouʹ; lat.: evangeliʹstae.
Se Till. 1D.
El.: „de ældre mænd“.
El.: „kom derhen“.
Ordr.: „myriader“, „titusinder“.
„frafald“. Gr.: apostasiʹan (af verbet afiʹstēmi, „stille sig borte fra“). Substantivet indeholder betydningen „det at svigte, forlade, falde fra, gøre oprør“. Se Jos 22:22; 2Kr 29:19; 2Ts 2:3.
„udsendt“, BD; P74אAVg: „skrevet“.
El.: „det der er dræbt uden at blodet er løbet fra“.
El.: „chiliarken“, en befalingsmand med kommando over 1000 soldater.
„centurioner“, befalingsmænd med kommando over 100 soldater.
El.: „Dræb ham!“
El.: „snigmordere“. Ordr.: „sikariske mænd“, „sikariere“. Gr.: anʹdras tōn sikariʹōn.
El.: „forsamlingen af ældre mænd“. Gr.: to presbyteʹrion.
El.: „hørte og forstod“, sådan som Paulus gjorde, if. v. 7.
El.: „broder, se op!“
El.: „vask dine synder bort og påkald“.
„faldt jeg i trance“, אAB; J13,14,17,22: „var Jehovas hånd over mig“; J18: „iklædte Jehovas ånd sig mig“.
„militærtribunen“, en befalingsmand med kommando over 1000 soldater.
„til piskningen“. El.: „med remmene“.
„centurionen“, en befalingsmand med kommando over 100 soldater.
„alle disse ting“. Ordr.: „dem begge“ el. „begge dele“.
El.: „ældre mænd“. Gr.: presbyteʹrois.
Dvs. ca. kl. 21, regnet fra solnedgang.
„førte jeg ham ned i deres sanhedrin“, P74אAVgSyp; mangler i B*.
El.: „ældre mænd“.
Ordr.: „en der står først (forrest)“.
„sekt“. Gr.: haireʹseōs; lat.: secʹtae.
I P74אABVg mangler det følgende fra v. 6-8, som if. VgcSyh,pArm lyder: „og ønsket at dømme ham efter vor lov. (7) Men militærtribunen Lysias kom op og tog ham med stor magtudfoldelse ud af vore hænder, (8) idet han befalede at hans anklagere skulle komme til dig.“
„yder jeg . . . hellig tjeneste“. Gr.: latreuʹō; J17,18(hebr.): ’anīʹ ‛ovedhʹ, „tjener (dyrker, tilbeder) jeg . . .“ Se 2Mo 3:12, fdn.
„opstandelse“. Gr.: anaʹstasin (af anaʹ, „op“, og staʹsis, „det at stå“); lat.: resurrectioʹnem.
El.: „chiliarken“, en befalingsmand med kommando over 1000 soldater.
„centurionen“, en befalingsmand med kommando over 100 soldater.
Dvs. Judæa med Cæsarea som landshøvdingens residensby.
El.: „Cæsar“.
Dvs. Herodes Agrippa II.
Herodes Agrippa II’s søster, der levede i blodskam med ham.
El.: „ældre mænd“. Gr.: presbyʹteroi.
„gudsdyrkelse“. Ordr.: „dæmonfrygt“. Gr.: deisidaimoniʹas; lat.: superstitioʹne; J17,18: „tjeneste for (dyrkelse af) deres Gud“. Se 17:22, fdn.
„den kejserlige majestæts“. El.: „Hans Majestæts“, „Augustus’“. Gr.: Sebastouʹ; lat.: Auguʹsti. En titel eller et hædersnavn for kejser Nero, den fjerde i rækken efter Octavian, der som den første blev kaldt således.
Se 24:22.
El.: „til Herren“.
„vor tilbedelsesforms (religions) . . . sekt“. Lat.: secʹtam noʹstrae religioʹnis.
Ordr.: „yde hellig tjeneste“, dvs. uden hensynsobjekt. J13-17: „tjene (dyrke, tilbede) Jehova“.
Ordr.: „en lille sten (dvs. til at afgive sin stemme med)“. Gr.: psēʹfon. Se Åb 2:17, fdn. til „en lille . . . sten“.
Gr.: metanoiʹas.
Ordr.: „den første ud af opstandelsen“.
„en kristen“. Gr.: Christianonʹ; lat.: Christiaʹnum.
El.: „Cæsar“.
„centurion“, en befalingsmand med kommando over 100 soldater.
Ordr.: „menneskekærligt“. Gr.: filanthrōʹpōs.
Et kornskib.
El.: [efterårs]fasten“. J22(hebr.): jōm hakkippurīmʹ, „forsoningsdagen“.
El.: „vort liv“.
Ordr.: „som ser ned langs med sydvestvinden og langs med nordvestvinden“. (At se ned langs med vinden vil sige at se i den retning den blæser.)
„Eurakvilo“. Gr.: Eurakyʹlōn; lat.: euroaʹquilo; en nordøstenvind.
To store, lavvandede bugter, fyldt med drivende sandbanker, på Libyens kyst.
El.: „ét liv“.
„jeg yder hellig tjeneste“. Gr.: latreuʹō; J17(hebr.): ’anīʹ ‛ovedhʹ, „jeg tjener (dyrker, tilbeder)“. Se 2Mo 3:12, fdn.
Omfattede dengang hele det nuværende Adriaterhav, Det Joniske Hav og den del af Middelhavet der ligger mellem Sicilien og Kreta.
„favne“. Gr.: orguiasʹ. En favn regnes som regel lig med 4 alen (ca. 1,8 m).
„to hundrede og seksoghalvfjerds“, אItmssVgSyh,p; A: „to hundrede og femoghalvfjerds“; B: „omkring seksoghalvfjerds“. I WH er det gr. ord ὡς (hōs, „omkring“) markeret foroven med halvklammer, og i margenen står det gr. ord diakoʹsiai, „to hundrede“. Afskriveren bag B har tilsyneladende begået den fejl at tage det sidste bogstav, omega, ῳ (oi), fra det foregående ord, πλοίῳ (ploiʹōi, „båd“), og sat det sammen med det næste bogstav, sigma, ς (s), der står for 200, så det gav ordet ὡς (hōs, „omkring“). Det rigtige tal er derfor 276, ikke 76.
El.: „personer“.
„Melite (Melita)“, אABc.
El.: „barbarerne“.
Gr.: filanthrōpiʹan. Jf. Tit 3:4, fdn.
El: „Dioskurerne“, tvillingebrødrene Kastor og Polydeukes (Pollux).
Hedder nu Pozzuoli.
El.: „Forum Appii“. Lat.: Apʹpii Forum.
El.: „Tres Tabernae“. Vgc(lat.): tres taberʹnas.
El.: „Cæsar“.
Ordr.: „tykt (fedt)“.
El.: „denne Guds frelse (frelse fra Gud)“.
V. 29 mangler i אAB; ItmssVgc: „Og da han havde sagt dette, gik jøderne bort, mens de havde megen diskussion indbyrdes.“
El.: „udråbte“, „bekendtgjorde“. Gr.: kērysʹsōn; lat.: praeʹdicans. Jf. Da 5:29, fdn. til „og man udråbte“.