Ifølge Lukas*

1 Eftersom mange har påtaget sig at udarbejde en beretning om de kendsgerninger+ der fuldt ud bliver troet iblandt os, 2 sådan som de der fra begyndelsen+ var øjenvidner+ og budskabets* tjenere+ har overleveret os dem, 3 har også jeg besluttet, efter omhyggeligt at have gået alle ting igennem forfra, at skrive dem ned til dig i logisk rækkefølge,+ højtærede+ Theoʹfilus,+ 4 således at du kan blive helt klar over hvor sikre de ting er som du er blevet mundtligt undervist i.+

5 I de dage da Herodes+ var konge i Judæa var der en præst ved navn Zakariʹas* af Abiʹjas*+ skifte; hans hustru var en af Arons døtre,+ og hendes navn var Elisabet. 6 De var begge retfærdige+ for Gud, idet de vandrede udadleligt,+ i overensstemmelse med alle Jehovas*+ bud+ og lovbestemmelser.+ 7 Men de var barnløse, for Elisabet var ufrugtbar,+ og begge var de godt oppe i årene.

8 Mens han nu tjente for Gud som præst, da turen var kommet til hans skifte,+ 9 blev det, efter præsteembedets skik, hans lod at ofre røgelse+ når han gik ind i Jehovas* helligdom;*+ 10 og hele forsamlingen af folket var udenfor og bad ved den time røgelsesofferet blev bragt.+ 11 Men Jehovas* engel viste sig for ham, stående ved højre side af røgelsesalteret.+ 12 Og Zakariʹas blev stærkt foruroliget ved at se [engelen], og han blev grebet af frygt.+ 13 Engelen sagde imidlertid til ham: „Vær ikke bange, Zakariʹas, for din bøn er blevet velvilligt hørt,+ og din hustru Elisabet skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes.*+ 14 Og du vil få glæde, ja stor glæde, og mange vil frydes over hans fødsel,+ 15 for han skal være stor i Jehovas* øjne.+ Men vin og stærk drik må han ikke drikke,+ og lige fra sin moders liv vil han være fyldt med hellig ånd;*+ 16 og mange af Israels sønner vil han vende om til Jehova,* deres Gud.+ 17 Og han vil gå foran ham med Elias’*+ ånd og kraft, for at vende fædres hjerter+ om til børn og ulydige til retfærdiges praktiske visdom, for at gøre et beredt folk klar til Jehova.“*+

18 Og Zakariʹas sagde til engelen: „Hvordan kan jeg være sikker på dette? Jeg er jo gammel+ og min hustru er godt oppe i årene.“ 19 Som svar sagde engelen til ham: „Jeg er Gabriel,*+ som står lige foran Gud, og jeg er blevet udsendt for at tale+ med dig og forkynde dig den gode nyhed* om disse ting. 20 Og se, du vil blive stum+ og ude af stand til at tale indtil den dag disse ting sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil blive opfyldt til deres fastsatte tid.“ 21 Imens ventede folket stadig på Zakariʹas,+ og man begyndte at undre sig over at han blev så længe i helligdommen. 22 Og da han kom ud kunne han ikke tale til dem, og de blev klar over at han lige havde haft et overnaturligt+ syn i helligdommen; og han blev ved med at gøre tegn til dem, men forblev stum. 23 Da nu hans dage med offentlig tjeneste* var gået,+ tog han hjem.

24 Efter disse dage blev hans hustru Elisabet gravid;+ og hun holdt sig afsondret i fem måneder, idet hun sagde: 25 „Således har Jehova* handlet med mig i disse dage hvor han har vist mig sin opmærksomhed for at tage min skændsel blandt mennesker bort.“+

26 I hendes* sjette måned blev engelen Gabriel+ udsendt fra Gud til en by i Galilæʹa ved navn Naʹzaret, 27 til en jomfru der var lovet bort til ægteskab med en mand ved navn Josef af Davids hus; og jomfruens+ navn var Maria.*+ 28 Og [engelen] kom ind til hende og sagde: „Vær hilset,+ du højt begunstigede, Jehova*+ er med dig.“+ 29 Men hun blev dybt foruroliget over det han sagde og begyndte at spekulere på hvad dette kunne være for en hilsen. 30 Så sagde engelen til hende: „Vær ikke bange, Maria, for du har fundet yndest+ hos Gud; 31 og se, du skal undfange i dit moderliv og føde en søn,+ og du skal give ham navnet Jesus.*+ 32 Han skal være stor+ og skal kaldes den Højestes søn,+ og Jehova* Gud vil give ham hans fader+ Davids trone,+ 33 og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“+

34 Men Maria sagde til engelen: „Hvorledes skal dette gå til, da jeg ikke har omgang+ med nogen mand?“ 35 Som svar sagde engelen til hende: „Hellig ånd+ vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt,+ Guds søn.+ 36 Og se! Elisabet, din slægtning, også hun har undfanget en søn, i sin alderdom, og dette er den sjette måned for hende der kaldes ufrugtbar;+ 37 for intet som Gud siger, vil være umuligt for ham.“*+ 38 Da sagde Maria: „Se! Jehovas* trælkvinde!+ Måtte det gå mig som du har sagt.“ Så forlod engelen hende.

39 I de dage brød Maria så op og skyndte sig ind i bjerglandet, til en by i Juda, 40 og hun gik ind i Zakariʹas’ hjem og hilste på Elisabet. 41 Da Elisabet nu hørte Marias hilsen, sprang fosteret i hendes liv, og Elisabet blev fyldt med hellig ånd, 42 og hun udstødte et højt råb og sagde: „Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet+ er dit livs frugt! 43 Hvordan kan det nu være at dette [privilegium] er blevet mit, at min Herres+ moder kommer til mig? 44 For se, da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang fosteret i mit liv af stor glæde.+ 45 Og lykkelig er hun som troede, for alt hvad der er sagt hende fra Jehova* vil gå i opfyldelse.“+

46 Og Maria sagde: „Min sjæl forkynder Jehovas* storhed,*+ 47 og min ånd glæder sig usigeligt+ over Gud, min Frelser;+ 48 for han har set til sin trælkvindes ringe stilling.+ For se! fra nu af vil alle generationer prise mig lykkelig,+ 49 for den Mægtige har gjort store ting mod mig, og helligt er hans navn;+ 50 og generation efter generation er hans barmhjertighed over dem der frygter ham.+ 51 Han har udøvet magt med sin arm:+ dem der er hovmodige i deres hjertes tanker har han spredt for alle vinde.+ 52 Magthavere har han stødt fra troner,+ og han har ophøjet småfolk;+ 53 sultne har han mættet med gode ting,+ og rige har han sendt tomhændede bort.+ 54 Han er kommet Israel, sin tjener,+ til hjælp, for at huske barmhjertighed,+ 55 sådan som han har sagt til vore forfædre, til Abraham og hans afkom,* i al evighed.“+ 56 Maria blev hos hende i omkring tre måneder og vendte så tilbage til sit eget hjem.

57 Nu kom tiden til at Elisabet skulle føde, og hun blev moder til en søn. 58 Og naboerne og hendes slægtninge hørte at Jehova* havde gjort sin barmhjertighed mod hende stor,+ og de frydede sig sammen med hende.+ 59 Og på den ottende dag kom man for at omskære barnet,+ og man ville give det faderens navn, Zakariʹas. 60 Men moderen svarede og sagde: „Nej, nej! han skal hedde Johannes.“ 61 Så sagde man til hende: „Der er ingen af dine slægtninge der har dette navn.“ 62 Derpå gav de sig til ved tegn at spørge faderen hvad han ønskede det skulle hedde. 63 Og han bad om en tavle og skrev: „Johannes+ er hans navn.“ Da undrede de sig alle. 64 Øjeblikkelig åbnedes hans mund,+ og hans tunge løsnedes, og han begyndte at tale idet han velsignede Gud. 65 Og frygt greb alle dem som boede i deres nabolag; og i hele Judæas bjergland begyndte alt dette at blive omtalt, 66 og alle som hørte det, gemte det i deres hjerte+ idet de sagde: „Hvad mon dette barn skal være?“ For Jehovas* hånd+ var jo med det.

67 Og Zakariʹas, dets fader, blev fyldt med hellig ånd+ og profeterede+ idet han sagde: 68 „Velsignet være Jehova,* Israels Gud,+ fordi han har vendt sin opmærksomhed mod sit folk+ og bragt det udfrielse.+ 69 Og han har oprejst os et frelseshorn*+ i sin tjener Davids hus, 70 sådan som han gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid+ har talt 71 om en frelse fra vore fjender og fra alle dem der hader os,+ fra deres hånd, 72 for at øve barmhjertighed i forbindelse med vore forfædre og huske sin hellige pagt,+ 73 eden han tilsvor vor forfader Abraham,+ 74 om at give os det [privilegium], når vi var friet af fjendehånd,+ frygtløst at yde ham hellig tjeneste*+ 75 med loyalitet og retfærdighed for hans øjne alle vore dage.+ 76 Og du, lille barn, du skal kaldes den Højestes profet, for du vil gå forud for Jehova* for at berede hans veje,+ 77 for at give hans folk kundskab om frelse ved tilgivelse af deres synder,+ 78 på grundlag af vor Guds inderlige medfølelse. Ved den vil et daggry+ fra det høje besøge os+ 79 for at give lys til dem der sidder i mørke og i dødens skygge,+ og lede vore fødder sikkert ind på fredens vej.“

80 Og drengen voksede+ og styrkedes i ånd, og han opholdt sig i ørkenerne indtil den dag han skulle træde åbent frem for Israel.

2 Det var i de dage der udgik en bestemmelse+ fra kejser* Augustus om at hele den beboede jord* skulle indskrives; 2 (denne første indskrivning fandt sted da Quiriʹnius var landshøvding i Syrien;) 3 og alle tog af sted, hver til sin by, for at blive indskrevet.+ 4 Da Josef var af Davids hus og slægt,+ tog han naturligvis også af sted fra Galilæʹa, fra byen Naʹzaret, op til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem,+ 5 for at blive indskrevet sammen med Maria,+ der som lovet var givet ham til ægte+ og nu var gravid.+ 6 Det var mens de var dér at dagene til hun skulle føde udløb. 7 Og hun fødte sin søn, den førstefødte,+ og hun svøbte ham i bind og lagde ham i en krybbe,+ for der var ikke plads til dem i overnatningsrummet.*

8 I den samme egn var der også hyrder som levede udendørs* og holdt vagt over deres hjord om natten. 9 Og pludselig stod Jehovas* engel+ hos dem, og Jehovas* herlighed+ strålede om dem, og de blev meget bange. 10 Men engelen sagde til dem: „I skal ikke være bange, for, se, jeg forkynder jer en god nyhed om en stor glæde som vil blive hele folket til del,+ 11 for i dag er der født jer en frelser,+ som er* Kristus, Herren,*+ i Davids by.+ 12 Og dette skal være et tegn for jer: I vil finde et spædbarn der er svøbt i bind og ligger i en krybbe.“ 13 Og pludselig var der sammen med engelen en mængde fra den himmelske hær,*+ og de priste Gud+ og sagde: 14 „Ære til Gud i det højeste,+ og på jorden fred+ blandt mennesker der har [Guds] velvilje.“*+

15 Da nu englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himmelen, sagde hyrderne til hinanden: „Lad os endelig gå ind til Betlehem og se det som er sket og som Jehova*+ har gjort os bekendt med.“ 16 Og de skyndte sig af sted og fandt både Maria og Josef, og spædbarnet som lå i krybben. 17 Da de så det, bekendtgjorde de hvad der var blevet sagt til dem om dette barn. 18 Og alle der hørte det undrede sig over de ting som hyrderne fortalte dem, 19 og Maria begyndte at bevare alle disse udtalelser og at drage slutninger i sit hjerte.+ 20 Så vendte hyrderne tilbage, idet de herliggjorde og priste Gud for alle de ting de havde hørt og set, sådan som det var blevet dem fortalt.

21 Da otte dage+ var gået og han skulle omskæres,+ fik han navnet Jesus,*+ det navn engelen havde nævnt før han blev undfanget i moders liv.+

22 Og da deres renselsesdage+ i henhold til Moseloven var omme, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Jehova,* 23 sådan som der står skrevet i Jehovas* lov: „Alt af hankøn som åbner moders liv skal kaldes helligt for Jehova,“*+ 24 og for at bringe slagtoffer i overensstemmelse med det der er sagt i Jehovas* lov: „Et par turtelduer eller to dueunger.“+

25 Og se, der var i Jerusalem en mand ved navn Siʹmeon, og denne mand var retfærdig og gudfrygtig og ventede på Israels trøst,+ og hellig ånd var over ham. 26 Det var endvidere blevet ham guddommeligt åbenbaret ved den hellige ånd at han ikke skulle se døden før han havde set Jehovas* Messias.*+ 27 Under åndens indflydelse+ kom han nu ind i templet; og da forældrene kom ind med det lille barn Jesus for at gøre hvad der efter lovens skik skulle gøres for det,+ 28 fik han det selv i sine arme, velsignede Gud og sagde: 29 „Suveræne Herre,* nu frigiver du din træl med fred,+ i overensstemmelse med det du har sagt; 30 for mine øjne har set dit frelsesmiddel,+ 31 som du har beredt for øjnene af alle folkeslagene,+ 32 et lys+ der skal fjerne sløret+ fra nationerne,*+ og en herlighed for dit folk Israel.“ 33 Og dets fader og moder undrede sig hele tiden over de ting der blev sagt om det. 34 Og Siʹmeon velsignede dem og sagde til Maria, [drengens] moder: „Se! Han er lagt til fald+ og genrejsning* for mange i Israel,+ og som et tegn der skal modsiges+ 35 (ja, et langt sværd skal gennembore din egen sjæl),*+ for at mange hjerters overvejelser kan blive afsløret.“+

36 Nu var der en profetinde, Anna, Faʹnuels datter, af Aʹsers stamme (denne kvinde var godt oppe i årene; hun havde efter sin tid som jomfru levet med sin ægtemand i syv år, 37 og nu var hun enke,+ fireogfirs år gammel), som aldrig var borte fra templet, hvor hun nat og dag ydede hellig tjeneste*+ med fasteperioder og bønner. 38 Og netop i den time kom hun hen og begyndte at sige Gud* tak og at tale om [barnet]* til alle som ventede på Jerusalems befrielse.+

39 Og da de havde gennemført det alt sammen i overensstemmelse med Jehovas* lov,+ vendte de tilbage til Galilæʹa, til deres egen by Naʹzaret.+ 40 Og drengen voksede og styrkedes,+ han fyldtes med visdom, og Guds gunst+ var fortsat over ham.

41 Nu var hans forældre vant til hvert år at tage til Jerusalem+ til påskehøjtiden. 42 Og da han var blevet tolv år, tog de derop som det var skik ved højtiden+ 43 og tilendebragte dagene. Da de begav sig på tilbagevejen, blev drengen Jesus tilbage i Jerusalem, og hans forældre bemærkede det ikke. 44 Da de mente at han var i rejseselskabet, tilbagelagde de en dagsrejse+ og begyndte så at søge efter ham blandt deres slægtninge og bekendte. 45 Men da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem, idet de omhyggeligt søgte efter ham. 46 Endelig, efter tre dages forløb, fandt de ham i templet,+ hvor han sad midt iblandt lærerne og hørte på dem og stillede dem spørgsmål. 47 Og alle som hørte ham blev hele tiden slået af forbavselse over hans forståelse og hans svar.+ 48 Da de nu så ham blev de helt forbløffede, og hans moder sagde til ham: „Barn, hvorfor har du behandlet os således? Se, din fader og jeg har med stor bekymring ledt efter dig.“ 49 Men han sagde til dem: „Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke at jeg måtte være i min Faders [hus]?“+ 50 De fattede imidlertid ikke hvad han sagde til dem.+

51 Men han tog med dem ned og kom til Naʹzaret, og han fortsatte med at underordne sig dem.+ Og hans moder bevarede omhyggeligt alle disse udtalelser* i sit hjerte.+ 52 Og Jesus gjorde stadig fremskridt i visdom+ og legemlig vækst og i gunst hos Gud og mennesker.+

3 I det femtende år af kejser Tibeʹrius’* regeringstid, da Ponʹtius Pilaʹtus var landshøvding i Judæa, og Herodes*+ var landsdelshersker* i Galilæʹa, og hans broder Filip var landsdelshersker i Ituræʹas og Trakoniʹtis’ land, og Lysaʹnias var landsdelshersker i Abileʹne, 2 i den overordnede præst Anʹnas’ og i Kajʹfas’+ dage, kom Guds erklæring til Johannes,+ Zakariʹas’ søn, i ørkenen.+

3 Han kom så til hele landet omkring Jordan og forkyndte en dåb der [som symbol] betegner sindsændring til synders tilgivelse,+ 4 som der står skrevet i bogen med profeten Esajas’ ord: „Hør! Der er en som råber i ørkenen: ’I må berede Jehovas* vej, gøre hans veje lige.+ 5 Hver kløft må fyldes op, og hvert bjerg og hver høj skal sænkes, krogede [veje] må gøres lige, og de knudrede veje gøres jævne;+ 6 og alt kød skal se Guds frelsesmiddel.’“+

7 Derfor begyndte han at sige til de folkeskarer der kom ud for at blive døbt af ham: „Giftslangeyngel,+ hvem har givet jer et vink om at flygte fra den kommende vrede?+ 8 Så frembring da frugter som stemmer med sindsændringen.*+ Og begynd ikke at sige til jer selv: ’Vi har Abraham til fader.’ For jeg siger jer at Gud er i stand til at oprejse Abraham børn af disse sten. 9 Ja, øksen ligger allerede ved roden af træerne; hvert træ som ikke frembringer god frugt vil altså blive hugget om og kastet i ilden.“+

10 Og de mange mennesker spurgte ham: „Hvad skal vi da gøre?“+ 11 Som svar sagde han til dem: „Lad den der har to underklædninger dele med den der ingen har, og lad den der har noget at spise gøre det samme.“+ 12 Og selv skatteopkrævere kom for at blive døbt, og de sagde til ham: „Lærer, hvad skal vi gøre?“+ 13 Han sagde til dem: „Opkræv ikke mere end den fastsatte skat.“+ 14 Og mænd der gjorde militærtjeneste spurgte ham: „Og hvad skal vi gøre?“ Og han sagde til dem: „I må ikke terrorisere nogen eller rette falske anklager mod nogen,+ men vær tilfredse med jeres forplejning.“*+

15 Da nu folket var i forventning og alle i deres hjerter spurgte angående Johannes: „Kunne han måske være Messias?“+ 16 svarede Johannes idet han sagde til alle: „Selv døber jeg jer med vand; men han der er stærkere end jeg, kommer — jeg er ikke god nok til at løse remmen på hans sandaler+ — han vil døbe jer med hellig ånd og ild.+ 17 Han har sin kasteskovl i hånden for at rense sin tærskeplads fuldstændigt og samle+ hveden i sit forrådshus, men avnerne+ vil han brænde med en ild+ der ikke kan slukkes.“

18 Det var også derfor han gav mange andre tilskyndelser og blev ved at forkynde godt nyt for folket. 19 Men da Herodes, landsdelsherskeren,* var blevet retledt af ham angående sin broders hustru Heroʹdias og angående alt det onde Herodes gjorde,+ 20 føjede han til alle disse [gerninger] også dette: han spærrede Johannes inde i et fængsel.+

21 Dengang hele folket blev døbt, blev også Jesus+ døbt,* og mens han bad, åbnedes himmelen+ 22 og den hellige ånd dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en stemme lød fra himmelen: „Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.“+

4 Fyldt med hellig ånd forlod Jesus nu Jordan, og af ånden* førtes han omkring i ørkenen+ 2 i fyrre dage,+ mens han blev fristet af Djævelen.+ Og han spiste intet i de dage, så da de var til ende, følte han sult. 3 Da sagde Djævelen til ham: „Hvis du er søn af Gud, så sig til den sten dér at den skal blive til et brød.“ 4 Men Jesus svarede ham: „Der står skrevet: ’Mennesket skal ikke leve af brød alene.’“*+

5 Så førte han ham op og viste ham på et øjeblik alle rigerne på den beboede jord; 6 og Djævelen sagde til ham: „Jeg vil give dig hele myndigheden+ over dem* og også deres herlighed, for den er blevet overgivet til mig, og jeg giver den til hvem jeg vil.+ 7 Derfor, hvis du vil udføre en tilbedelseshandling+ over for mig, skal det alt sammen være dit.“ 8 Som svar sagde Jesus til ham: „Der står skrevet: ’Det er Jehova* din Gud+ du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“*+

9 Han førte ham nu til Jerusalem og stillede ham på templets tinde+ og sagde til ham: „Hvis du er søn af Gud, så styrt dig ned herfra;+ 10 for der står skrevet: ’Han vil give sine engle påbud om dig, at de skal beskytte dig,’+ 11 og: ’De vil bære dig på hænder, så du aldrig skal støde din fod mod nogen sten.’“+ 12 Som svar sagde Jesus til ham: „Der er sagt: ’Du må ikke sætte Jehova* din Gud på prøve.’“+ 13 Da Djævelen så var til ende med hele fristelsen, trak han sig bort fra ham indtil en bedre tid.+

14 Jesus vendte nu i åndens kraft tilbage til Galilæʹa.+ Og rygtet om ham spredtes overalt i det omliggende land.+ 15 Og han begyndte at undervise i deres synagoger og blev berømmet af alle.+

16 Så kom han til Naʹzaret+ hvor han var opfødt, og som han plejede på sabbatsdagen gik han ind i synagogen,+ og han rejste sig for at læse. 17 Så rakte man ham profeten Esajas’ skriftrulle, og han åbnede skriftrullen og fandt det sted hvor der stod skrevet: 18 „Jehovas* ånd+ er over mig, fordi han salvede* mig til at forkynde godt nyt for fattige; han sendte mig ud for at forkynde frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen, for at sende de undertvungne bort som frigivne,+ 19 for at forkynde Jehovas* velkomne år.“+ 20 Derpå rullede han skriftrullen sammen, gav den tilbage til tjeneren og satte sig; og alles øjne i synagogen var spændt rettede mod ham. 21 Da begyndte han med at sige til dem: „I dag er det skriftsted I lige har hørt,* blevet opfyldt.“+

22 Og de begyndte alle at give ham godt vidnesbyrd og at undre sig over de vindende ord+ der kom fra hans mund, og de sagde: „Er det ikke en søn af Josef?“+ 23 Så sagde han til dem: „Uden tvivl vil I anvende dette billede* om mig: ’Læge,+ kurér dig selv; gør også her på din hjemegn+ de ting+ vi har hørt er sket i Kaperʹnaum.’“+ 24 Men han sagde: „Jeg skal sige jer som sandt er, at ingen profet er velkommen i sin hjemegn. 25 Lad mig for eksempel fortælle jer denne sandhed: Der var mange enker i Israel i Elias’ dage, da himmelen var lukket i tre år og seks måneder så der blev stor hungersnød i hele landet,+ 26 og dog blev Elias ikke sendt til en eneste af dem, men derimod til en enke i Zarepʹta+ i Ziʹdons land. 27 Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid, og dog blev ingen af dem renset, men derimod syreren Na’aʹman.“+ 28 Da de der var i synagogen hørte dette, fyldtes de alle af harme,+ 29 og de rejste sig og drev ham ud uden for byen, og de førte ham hen til randen af det bjerg* som deres by var bygget på, for at styrte ham ned.+ 30 Men han gik midt igennem flokken og fortsatte på sin vej.+

31 Og han kom ned til Kaperʹnaum,+ en by i Galilæʹa. Og på sabbatten underviste han dem; 32 og de var helt forbløffede over hans måde at undervise på,+ for han talte med myndighed.+ 33 Nu var der i synagogen en mand med en ånd,+ en uren dæmon,* og han råbte med høj røst: 34 „Arh! Hvad har vi med dig at gøre,*+ Jesus Nazaræer?+ Er du kommet for at rydde os af vejen? Jeg ved+ godt hvem du er: Guds Hellige.“+ 35 Men Jesus talte strengt til den og sagde: „Ti stille, og kom ud af ham.“ Efter at have kastet manden omkuld midt iblandt dem, kom dæmonen ud af ham uden at skade ham.+ 36 Da blev alle slået af forbavselse, og de begyndte at tale sammen og sige: „Hvad slags tale er dette, for med myndighed og magt giver han de urene ånder ordrer, og ud kommer de?“+ 37 Og nyheden om ham spredtes og kom ud alle vegne i det omliggende land.+

38 Efter at han havde rejst sig gik han fra synagogen ind i Simons hus. Nu var Simons svigermoder plaget af høj feber, og de rettede anmodning til ham om hende.+ 39 Han trådte så hen [og bøjede sig] over hende og talte strengt til feberen,+ og den forlod hende. Øjeblikkelig stod hun op og begyndte at sørge for dem.+

40 Men da solen var ved at gå ned, kom alle som havde nogle der var syge og led af forskellige sygdomme hen til ham med dem. Han kurerede dem ved at lægge hænderne på hver enkelt af dem.+ 41 Også dæmoner kom ud af mange,+ idet de råbte og sagde: „Du er Guds søn.“+ Men han talte strengt til dem og tillod dem ikke at tale,+ fordi de vidste+ at han var Messias.+

42 Da det blev dag gik han imidlertid ud og tog hen til et øde sted.+ Men folkeskarerne begyndte at søge efter ham, og de kom helt ud hvor han var, og de prøvede at holde ham tilbage for at han ikke skulle gå fra dem. 43 Men han sagde til dem: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“+ 44 Og så fortsatte han med at forkynde i Judæas synagoger.+

5 Ved en lejlighed da folkemængden trængtes om ham og lyttede til Guds ord, stod han ved Geneʹzaret Sø.+ 2 Og han så to både der lå ved søbredden; fiskerne var gået fra borde og var ved at skylle deres net.+ 3 Han gik om bord i en af bådene, nemlig Simons, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og begyndte at undervise folkeskarerne fra båden.+ 4 Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: „Læg ud hvor der er dybt, og sænk jeres net til en fangst.“+ 5 Men Simon sagde som svar: „Lærer, en hel nat har vi slidt og intet fået,+ men på dit bud vil jeg sænke nettene.“ 6 Og da de havde gjort dette, indesluttede de en stor mængde fisk. Ja, deres net begyndte at gå i stykker. 7 Så gjorde de tegn til deres partnere i den anden båd om at komme og hjælpe dem;+ og de kom, og de fyldte begge både, så de var ved at synke. 8 Da Simon Peter+ så dette, kastede han sig ned for Jesu knæ og sagde: „Gå væk fra mig, for jeg er en syndig mand, Herre.“+ 9 Efter den fiskefangst de havde fået, var han og alle der var med ham nemlig blevet overvældet af forbavselse, 10 og det samme var både Jakob og Johannes, Zebedæʹus’ sønner,+ som var parthavere med Simon. Men Jesus sagde til Simon: „Vær ikke bange. Fra nu af er det levende mennesker du skal fange.“+ 11 Så bragte de bådene tilbage til land, og de forlod alt og fulgte ham.+

12 Ved en senere lejlighed, mens han var i en af byerne, se! [da kom der] en mand fuld af spedalskhed. Da han fik øje på Jesus, faldt han på sit ansigt og bad ham hjælpe idet han sagde: „Herre, hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“+ 13 Og så rakte han hånden frem og rørte ved ham og sagde: „Jeg vil. Bliv ren.“ Og straks forsvandt spedalskheden fra ham.+ 14 Og han gav manden besked på ikke at fortælle det til nogen:+ „Men gå hen og fremstil dig for præsten,+ og bring et offer i forbindelse med din renselse,+ sådan som Moses har fastsat, så det kan være et vidnesbyrd* for dem.“+ 15 Men talen om ham bredte sig mere og mere, og store folkeskarer samledes for at høre og for at blive kureret for deres svagheder.+ 16 Han holdt sig imidlertid tilbagetrukket på øde steder og bad.+

17 En af de dage han var i færd med at undervise, sad der nogle farisæere og lovlærere som var kommet fra alle landsbyerne i Galilæʹa og Judæa og fra Jerusalem; og Jehovas* kraft var der så han kunne helbrede.+ 18 Og se, der kom nogle mænd som bar en seng med en mand der var lam, og de søgte et sted hvor de kunne komme ind med ham og lægge ham foran [Jesus].+ 19 Og da de på grund af folkemængden ikke fandt noget sted hvor de kunne komme ind med ham, steg de op på taget og sænkede ham med den lille seng gennem [et hul i] teglbelægningen ned midt iblandt dem der var foran Jesus.+ 20 Og da han så deres tro, sagde han: „Menneske, dine synder er tilgivet dig.“+ 21 Så begyndte de skriftlærde og farisæerne at spørge idet de sagde: „Hvem er denne mand som udtaler [guds]bespottelser?+ Hvem kan tilgive synder undtagen Gud alene?“+ 22 Men Jesus, som var helt klar over deres spørgsmål, sagde som svar til dem: „Hvad er det I spørger om i jeres hjerter?+ 23 Hvad er lettest? At sige: ’Dine synder er tilgivet dig,’ eller at sige: ’Stå op og gå’?+ 24 Men for at I kan vide at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder —“ sagde han til den lamme: „Jeg siger til dig: ’Stå op og tag din lille seng og gå til dit hjem.’“+ 25 Og øjeblikkelig stod han op for øjnene af dem, tog det han plejede at ligge på, og gik til sit hjem, idet han herliggjorde Gud.+ 26 Da blev de alle grebet af henrykkelse,+ og de begyndte at herliggøre Gud, og de blev fyldt af frygt og sagde: „Vi har set mærkelige ting i dag!“+

27 Efter dette gik han ud, og han bemærkede en skatteopkræver ved navn Leʹvi der sad på skattekontoret, og han sagde til ham: „Følg mig.“+ 28 Og idet han forlod alt,+ rejste han sig og fulgte ham. 29 Og Leʹvi holdt et stort selskab for ham i sit hus; og der var en stor mængde skatteopkrævere og andre som lå til bords sammen med dem.+ 30 Da begyndte farisæerne og deres skriftlærde at knurre imod hans disciple og sige: „Hvordan kan det være at I spiser og drikker sammen med skatteopkrævere og syndere?“+ 31 Som svar sagde Jesus til dem: „De sunde trænger ikke til læge,+ men det gør de syge.+ 32 Jeg er ikke kommet for at indbyde retfærdige men syndere til sindsændring.“+

33 De sagde så til ham: „Johannes’ disciple faster hyppigt og fremsiger bønner, og det samme gør farisæernes, men dine spiser og drikker.“+ 34 Jesus sagde til dem: „I kan ikke få brudgommens venner* til at faste så længe brudgommen er hos dem, vel?+ 35 Men der vil komme dage da brudgommen+ vil blive taget bort fra dem,+ og så vil de faste i de dage.“+

36 Han sagde endvidere til dem med et billede: „Ingen skærer en lap af en ny yderklædning og syr den på en gammel yderklædning; for hvis man gør det, vil den nye lap ikke blot rive sig løs, men lappen fra den nye klædning vil heller ikke passe til den gamle.+ 37 Og ingen kommer ny vin i gamle skindsække; for hvis man gør det, vil den nye vin sprænge skindsækkene,+ og den vil spildes og skindsækkene ødelægges.+ 38 Nej, man skal komme ny vin i nye skindsække. 39 Ingen som har drukket den gamle vin ønsker den nye, for han siger: ’Den gamle+ er god.’“*

6 Nu hændte det en sabbat at han var på vej gennem nogle kornmarker, og hans disciple var optaget af at plukke aks+ og spise dem, idet de gned dem mellem deres hænder.+ 2 Da sagde nogle af farisæerne: „Hvorfor gør I noget som ikke er tilladt på sabbatten?“+ 3 Men Jesus sagde som svar til dem: „Har I aldrig læst om det David+ gjorde da han og de mænd der var med ham blev sultne?+ 4 Hvordan han gik ind i Guds hus, fik fremlæggelsesbrødene,*+ spiste og gav deraf til dem der var med ham, noget som det ikke er tilladt nogen at spise, undtagen præsterne alene?“+ 5 Han fortsatte så med at sige til dem: „Menneskesønnen er sabbattens Herre.“+

6 Der var en anden sabbat+ hvor han gik ind i synagogen og begyndte at undervise. Og der var en mand til stede hvis højre hånd var vissen.+ 7 De skriftlærde og farisæerne holdt nu skarpt øje med+ ham for at se om han ville kurere på sabbatten, så de kunne finde noget at anklage ham for.+ 8 Han kendte imidlertid deres overvejelser,+ og dog sagde han til manden med den visne hånd: „Rejs dig og stil dig her i midten.“ Og han rejste sig og trådte frem.+ 9 Så sagde Jesus til dem: „Jeg spørger jer: Er det tilladt at gøre godt på sabbatten+ eller at gøre fortræd, at redde en sjæl* eller at ødelægge den?“+ 10 Og efter at have set rundt på dem alle sagde han til manden:* „Ræk din hånd frem.“ Det gjorde han, og hans hånd blev rask igen.+ 11 Men de blev fyldt af raseri, og de begyndte at tale med hinanden om hvad de skulle gøre ved Jesus.+

12 Det var engang i de dage han gik op på bjerget for at bede,+ og han tilbragte hele natten i bøn til Gud.+ 13 Men da det blev dag kaldte han sine disciple til sig og valgte tolv ud iblandt dem, og dem kaldte han „apostle“:+ 14 Simon, som han også kaldte Peter,+ og Andreas, hans broder, og Jakob og Johannes,+ og Filip+ og Bartolomæʹus, 15 og Mattæʹus og Thomas,+ og Jakob, Alfæʹus’ [søn], og Simon der kaldes „den Nidkære“,*+ 16 og Judas, Jakobs [søn], og Judas Iskarioʹt, der blev forræder.+

17 Og han kom ned sammen med dem og stillede sig på et jævnt sted, og der var en stor skare af hans disciple, og en stor mængde af folk+ fra hele Judæa og Jerusalem og kystegnen ved Tyʹrus og Ziʹdon, som var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme.+ 18 Selv de der var plaget af urene ånder blev kureret. 19 Og alle de mange mennesker søgte at røre+ ved ham, da en kraft+ udgik fra ham og helbredte alle.

20 Og han så op på sine disciple og sagde:+

„Lykkelige* er I fattige,+ for Guds rige er jeres.

21 Lykkelige er I som sulter nu,+ for I vil blive mættet.+

Lykkelige er I som græder nu, for I skal le.+

22 Lykkelige er I når menneskene hader jer,+ og når de for Menneskesønnens skyld udelukker jer og skælder jer ud og afviser+ jeres navn som ondt. 23 I skal fryde jer på den dag og springe, for, se, jeres belønning er stor i himmelen, for det var det samme deres forfædre plejede at gøre ved profeterne.+

24 Men ve jer, I rige,+ for I har fået hele jeres trøst.+

25 Ve jer, I som er mætte nu, for I skal sulte.+

Ve jer, I som ler nu, for I skal sørge og græde.+

26 Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer, for det var det samme deres forfædre plejede at gøre ved de falske profeter.+

27 Men jeg siger til jer som hører efter: Bliv ved med at elske jeres fjender,+ at gøre godt+ mod dem der hader jer, 28 at velsigne dem der forbander jer, at bede for dem der fornærmer jer.+ 29 Den der slår dig på den ene kind,+ skal du også tilbyde den anden; og den der tager din yderklædning,+ skal du ikke forbyde også [at tage] underklædningen. 30 Giv enhver som beder dig,+ og når nogen tager dine ting, så kræv [dem] ikke tilbage.

31 Og sådan som I ønsker at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre* mod dem.+

32 Og hvis I elsker dem der elsker jer, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv synderne elsker jo de mennesker der elsker dem.+ 33 Og hvis I gør godt mod dem der gør godt mod jer, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv synderne gør det samme.+ 34 Og hvis I låner ud [uden renter]+ til dem som I håber at få igen fra, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv syndere låner ud [uden renter] til syndere for at få lige så meget igen.+ 35 I skal derimod blive ved med at elske jeres fjender og at gøre godt og at låne ud [uden renter],+ uden at håbe at få noget igen; så skal jeres belønning være stor, og så vil I være den Højestes sønner,+ for han er venlig+ mod de utaknemmelige og onde. 36 Vær fortsat barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.+

37 Og hold op med at dømme, så skal I afgjort ikke dømmes;+ og hold op med at fordømme, så skal I afgjort ikke fordømmes. Bliv ved med at frikende, så vil I blive frikendt.+ 38 Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer.+ Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød.* For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“+

39 Så sagde han også til dem i billedtale: „En blind kan ikke lede en blind, vel? Begge vil falde i et hul, ikke sandt?+ 40 En elev står ikke over sin lærer, men enhver som er fuldt ud oplært vil være som sin lærer.+ 41 Hvorfor ser du da splinten der er i din broders øje, men bemærker ikke den bjælke der er i dit eget øje?+ 42 Hvordan kan du sige til din broder: ’Broder, lad mig tage den splint ud der er i dit øje,’ du som ikke ser bjælken i dit eget øje?+ Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje,+ og så vil du se klart til at tage splinten ud som er i din broders øje.+

43 For der er ikke noget godt træ som frembringer rådden frugt; der er heller ikke noget råddent træ som frembringer god frugt.+ 44 Hvert træ kendes nemlig på sin egen frugt.+ For eksempel plukker man ikke figner af tjørn, og heller ikke druer af en tornebusk.+ 45 Et godt menneske kommer frem med noget godt fra sit hjertes gode forråd,+ men et ondt menneske kommer frem med noget ondt fra sit onde [forråd]; for af hjertets overflod taler munden.+

46 Hvorfor kalder I mig da ’Herre! Herre!’ når I ikke gør hvad jeg siger?+ 47 Enhver der kommer til mig og hører mine ord og gør efter dem — jeg vil vise jer hvem han ligner:+ 48 Han ligner en mand som byggede et hus, som gravede og gik dybt ned og lagde grundvold på klippen. Så kom der oversvømmelse,+ og floden væltede frem mod det hus, men den kunne ikke rokke det, for det var bygget godt.+ 49 Derimod ligner den der hører og som ikke gør derefter,+ en mand som byggede et hus på jorden uden grundvold. Floden væltede frem imod det, og straks styrtede det sammen, og ødelæggelsen+ af det hus blev stor.“+

7 Da han havde fuldført alle sine udtalelser i folkets påhør, gik han ind i Kaperʹnaum.+ 2 Nu var der en centurion* dér som havde en træl der var syg og ved at dø,+ og denne træl satte han megen pris på. 3 Da han hørte om Jesus, sendte han nogle af jødernes ældste hen til ham for at anmode ham om at komme og redde hans træl. 4 De der kom til Jesus begyndte da alvorligt og ivrigt* at bønfalde ham, idet de sagde: „Han fortjener at du gør dette for ham, 5 for han elsker vor nation+ og han har bygget synagogen til os.“ 6 Så begav Jesus sig på vej sammen med dem. Men da han ikke var langt fra huset, havde centurionen allerede sendt venner af sted for at sige til ham: „Herre, du skal ikke ulejlige dig, for jeg er ikke god nok til at du skal gå ind under mit tag.+ 7 Det var af den grund jeg ikke anså mig for værdig til at komme til dig. Men sig et ord og lad min tjener blive helbredt. 8 For jeg er selv et menneske der står under myndighed, og jeg har soldater under mig, og siger jeg til en af dem: ’Gå!’ så går han, og til en anden: ’Kom!’ så kommer han, og til min træl: ’Gør dette!’ så gør han det.“+ 9 Da nu Jesus hørte dette, undrede han sig over ham, og han vendte sig mod folkemængden der fulgte ham og sagde: „Jeg siger jer: Ikke engang i Israel har jeg fundet så stor en tro.“+ 10 Og da udsendingene kom tilbage til huset fandt de trællen sund og rask.+

11 Det var kort efter dette at* han tog til en by der hed Nain, og hans disciple og en stor folkemængde tog med ham. 12 Da han nærmede sig byens port, se! da blev en død+ båret ud, en moders enestefødte*+ søn. Hun var desuden enke. Og en anselig folkemængde fra byen var sammen med hende. 13 Og da Herren fik øje på hende, fik han inderligt ondt+ af hende, og han sagde til hende: „Græd ikke mere.“+ 14 Så gik han hen og rørte ved ligbåren, og bærerne stod stille, og han sagde: „Unge mand, jeg siger dig: Stå op!“*+ 15 Og den døde satte sig op og begyndte at tale, og han gav ham til hans moder.+ 16 Nu blev de alle grebet af frygt,+ og de begyndte at herliggøre Gud idet de sagde: „En stor profet+ er blevet oprejst iblandt os,“ og: „Gud har vendt sin opmærksomhed mod sit folk.“+ 17 Og denne beretning om ham kom ud i hele Judæa og hele det omliggende land.

18 Nu blev Johannes af sine disciple underrettet om alle disse ting.+ 19 Johannes kaldte så to af sine disciple til sig og sendte dem til Herren for at sige: „Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden?“*+ 20 Da mændene kom til ham sagde de: „Johannes Døber har sendt os til dig for at sige: ’Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden?’“* 21 I den time kurerede han mange for sygdomme+ og alvorlige lidelser og onde ånder, og han gav mange blinde den gave at kunne se. 22 Som svar sagde han derfor til de [to]: „Gå blot+ og meddel Johannes hvad I har set og hørt: blinde+ ser igen, halte går omkring, spedalske bliver renset og døve hører, døde bliver oprejst, fattige får den gode nyhed forkyndt.+ 23 Og lykkelig er den som ikke i mig finder nogen årsag til snublen og fald.“+

24 Da sendebudene fra Johannes var gået, begyndte han, henvendt til skarerne, at sige om Johannes: „Hvad gik I ud i ørkenen for at betragte? Et rør, et siv, der bevæges hid og did af vinden?+ 25 Hvad gik I da ud for at se? Et menneske klædt i bløde yderklæder?+ Jamen de der går i prægtige klæder og lever i luksus findes jo i kongelige huse.+ 26 Nej, hvad gik I ud for at se? En profet?+ Ja, og jeg siger jer, langt mere end en profet.+ 27 Det er ham om hvem der står skrevet: ’Se! foran dit ansigt udsender jeg mit sendebud,+ som vil berede din vej foran dig.’+ 28 Jeg siger jer: Blandt dem der er født af kvinder er der ingen større+ end Johannes; men en af de mindre i Guds rige er større end han.“+ 29 (Og hele folket og skatteopkræverne, som var blevet døbt med Johannes’ dåb,*+ erklærede Gud for retfærdig+ da de hørte [dette].* 30 Men farisæerne og de lovkyndige, som ikke var blevet døbt af ham, lod hånt om Guds råd+ til dem.)

31 „Hvem skal jeg da sammenligne menneskene i denne generation med, og hvem ligner de?+ 32 De er som små børn der sidder på torvet og råber til hinanden, og som siger: ’Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke; vi kom med klageråb, men I græd ikke.’+ 33 Sådan er det: Her er Johannes Døber kommet, som hverken spiser brød eller drikker vin, og I siger: ’Han har en dæmon.’+ 34 Menneskesønnen er kommet, som spiser og drikker, og I siger: ’Se! En frådser, forfalden til vin, og ven med skatteopkrævere og syndere!’+ 35 Dog, visdommen+ er retfærdiggjort af alle sine børn.“+

36 En af farisæerne blev imidlertid ved med at anmode ham om at spise hos sig. Han gik så ind i farisæerens hus+ og lagde sig til bords. 37 Og se, en kvinde som i byen var kendt for at være en synder, fik at vide at han lå til bords i farisæerens hus, og hun kom med en alabastkrukke+ med vellugtende olie, 38 og hun stillede sig bag ham, ved hans fødder, og græd og begyndte med sine tårer at væde hans fødder, og med sit hoveds hår tørrede hun dem. Og hun kyssede ømt hans fødder og indgned dem med den vellugtende olie. 39 Da farisæeren som havde indbudt ham, så det, sagde han til sig selv: „Hvis denne mand var en profet,+ ville han vide hvem og hvad den kvinde er som rører ved ham, at hun er en synder.“+ 40 Men Jesus sagde som svar til ham: „Simon, jeg har noget at sige dig.“ Han sagde: „Lærer, sig det!“

41 „To mænd var i gæld til en mand der lånte penge ud; den ene skyldte fem hundrede denarer,*+ og den anden halvtreds. 42 Da de ikke havde noget at betale tilbage med, eftergav han uden videre dem begge [deres gæld].+ Hvem af dem vil nu elske ham mest?“ 43 Som svar sagde Simon: „Jeg antager at det er den som han uden videre eftergav mest.“ Han sagde til ham: „Du dømte korrekt.“ 44 Så vendte han sig om mod kvinden og sagde til Simon: „Ser du denne kvinde? Jeg gik ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder.+ Men denne kvinde har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. 45 Du gav mig ikke noget kys;+ men denne kvinde har siden den time jeg kom ind, uden ophør ømt kysset mine fødder. 46 Du indgned ikke mit hoved med olie;+ men denne kvinde indgned mine fødder med vellugtende olie. 47 I kraft af dette, siger jeg dig, er hendes synder, mange som de er, tilgivet,+ for hun har elsket meget; men den der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.“ 48 Så sagde han til hende: „Dine synder er tilgivet.“+ 49 Da begyndte de der lå til bords sammen med ham at sige til sig selv: „Hvem er denne mand som endog tilgiver synder?“+ 50 Men han sagde til kvinden: „Din tro har frelst dig;+ gå blot med fred.“+

8 Kort efter var han på rejse fra by til by og fra landsby til landsby, og han bekendtgjorde* og forkyndte den gode nyhed om Guds rige.+ Og de tolv var med ham, 2 og nogle kvinder+ som var blevet kureret for onde ånder og svagheder, Maria, der blev kaldt Magdalene, af hvem syv dæmoner var kommet ud,+ 3 og Johanʹna,+ der var gift med Kuʹza, Herodes’ betroede mand, og Susanna og mange andre kvinder, som sørgede for dem ved hjælp af det de havde.

4 Da nu en stor folkemængde havde samlet sig, også de der var kommet gående til ham fra by efter by, sagde han med en billedtale:+ 5 „En sædemand gik ud for at så sin sæd. Og som han såede, faldt noget langs vejen og blev trådt ned, og himmelens fugle åd det op.+ 6 Noget andet faldt på klippen, og efter at være vokset op visnede det fordi det ikke havde væde.+ 7 Noget andet faldt blandt de tornede planter, og de tornede planter som voksede op sammen med det, kvalte det.+ 8 Noget andet faldt i den gode jord, og efter at være vokset op frembragte det hundrede fold frugt.“+ Da han havde sagt dette, hævede han stemmen og sagde: „Lad den der har ører at høre med, høre efter.“+

9 Men hans disciple begyndte at spørge ham om hvad denne billedtale skulle betyde.+ 10 Han sagde: „Jer er det givet at forstå Guds riges hellige hemmeligheder, men til de andre gives det i billeder,+ for at de, når de ser, skal se forgæves, og når de hører, ikke skal få fat i meningen.+ 11 Dette er hvad der menes med billedtalen:+ Sæden er Guds ord.+ 12 De langs vejen er dem der har hørt;+ så kommer Djævelen+ og tager ordet bort fra deres hjerte for at de ikke skal tro og blive frelst.+ 13 De på klippen er dem der med glæde tager imod ordet når de hører det, men de har ingen rod; de tror for en tid, men i en prøvelsens tid falder de fra.+ 14 Og det der faldt blandt de tornede planter, det er dem der har hørt, men da de rives med af dette livs bekymringer, rigdom og sanselige nydelser,+ kvæles de fuldstændig og bringer intet til fuldendelse.+ 15 Men det i den gode jord, det er dem der har hørt ordet med et smukt og godt hjerte,+ og som beholder det og bærer frugt med udholdenhed.+

16 Ingen som har tændt en lampe, dækker den med et kar eller sætter den under en seng, men han sætter den på en stander, for at de der træder ind kan se lyset.+ 17 For der er intet skjult+ som ikke vil blive gjort kendt, og heller intet omhyggeligt gemt som aldrig vil blive opdaget og komme frem i lyset.+ 18 Vær derfor opmærksomme på hvordan I hører efter; for den der har, ham skal der gives mere,+ men den der ikke har, fra ham skal endog det tages som han forestiller sig han har.“+

19 Nu kom hans moder og hans brødre+ til ham, men de kunne ikke nå frem til ham på grund af folkemængden.+ 20 Og det blev meddelt ham: „Din moder og dine brødre står udenfor og vil gerne se dig.“+ 21 Som svar sagde han til dem: „Min moder og mine brødre, det er dem der hører Guds ord og gør derefter.“+

22 En af dagene gik han og hans disciple om bord i en båd, og han sagde til dem: „Lad os tage over til den anden side af søen.“ Så sejlede de ud.+ 23 Mens de sejlede, faldt han imidlertid i søvn. Og et voldsomt stormvejr kom ned over søen, og de begyndte at tage [vand] ind og var i fare.+ 24 Til sidst gik de hen til ham og vækkede ham, idet de sagde: „Lærer, lærer, vi er ved at gå under!“+ Så rejste han sig og talte strengt+ til vinden og det oprørte vand, og de lagde sig, og der blev stille. 25 Da sagde han til dem: „Hvor er jeres tro?“ Men de blev grebet af frygt og undrede sig og sagde til hinanden: „Hvem er dette menneske egentlig, for han giver endog ordrer til vindene og vandet, og de adlyder ham?“+

26 Og de sejlede ind til bredden ved geraseʹnernes* land, som ligger over for Galilæʹa.+ 27 Men da han gik i land, kom en dæmonbesat mand fra byen ham i møde. Han havde i længere tid ikke haft tøj på, og han boede ikke hjemme, men blandt gravene.+ 28 Da han fik øje på Jesus råbte han højt og kastede sig ned for ham, og med høj røst sagde han: „Hvad har jeg med dig at gøre,*+ Jesus, søn af den højeste Gud? Jeg beder dig, pin mig ikke.“+ 29 (Han havde nemlig befalet den urene ånd at komme ud af manden. For i lang tid havde den revet ham med,+ og han var igen og igen blevet bundet med lænker og fodjern og holdt bevogtet, men han sprængte det han var bundet med og blev af dæmonen drevet ud på de øde steder.) 30 Jesus spurgte ham: „Hvad er dit navn?“ Han sagde: „Legion,“ for mange dæmoner var gået ind i ham.+ 31 Og de blev ved med at bønfalde+ ham om ikke at befale dem at gå ned i afgrunden.*+ 32 Nu gik der en anselig flok svin+ på græs dér på bjerget; så de bad ham indtrængende om at tillade dem at gå i dem.+ Og det gav han dem lov til. 33 Da kom dæmonerne ud af manden og gik i svinene, og flokken fór ud over skrænten og ned i søen og druknede.+ 34 Men da svinehyrderne så hvad der var sket, flygtede de og fortalte om det i byen og på landet.+

35 Så kom folk ud for at se hvad der var sket, og de kom til Jesus og fandt manden som dæmonerne var kommet ud af, siddende ved Jesu fødder, påklædt og ved sin forstands fulde brug; og de blev bange.+ 36 De som havde set det, fortalte dem hvordan den dæmonbesatte var blevet gjort rask.*+ 37 Så anmodede hele mængden fra geraseʹnernes* omliggende land ham om at forlade dem, for de var knuget af stor frygt.+ Han gik så om bord i båden og tog af sted. 38 Men manden som dæmonerne var kommet ud af, bad ham vedholdende om han måtte blive hos ham; han sendte imidlertid manden bort, idet han sagde:+ 39 „Vend tilbage til dit hjem, og bliv ved med at fortælle om de ting Gud har gjort for dig.“+ Han tog så af sted og bekendtgjorde overalt i byen hvad Jesus havde gjort for ham.+

40 Da Jesus kom tilbage modtog folkemængden ham venligt, for de ventede alle på ham.+ 41 Og se, der kom en mand ved navn Jaiʹrus, og denne mand var synagogeforstander. Han kastede sig ned for Jesu fødder og begyndte indtrængende at bede ham om at komme til hans hus,+ 42 for han havde en enestefødt* datter, omkring tolv år gammel, og hun var ved at dø.+

Mens han var på vej derhen trængtes skarerne om ham.+ 43 Og en kvinde som i tolv år havde haft stadige blødninger+ og som ikke havde kunnet blive kureret hos nogen,+ 44 nærmede sig bagfra og rørte ved frynsen*+ på hans yderklædning,+ og øjeblikkelig standsede hendes blødning.+ 45 Og Jesus sagde: „Hvem var det der rørte ved mig?“+ Da alle nægtede [at det var dem], sagde Peter: „Lærer, skarerne omslutter dig og trænger dig voldsomt.“+ 46 Men Jesus sagde: „Der var en eller anden der rørte ved mig, for jeg mærkede at der udgik en kraft+ fra mig.“+ 47 Da kvinden så at hun ikke havde undgået opmærksomhed, kom hun skælvende og kastede sig ned for ham og fortalte i hele folkets påhør om grunden til at hun havde rørt ved ham, og hvordan hun var blevet helbredt øjeblikkelig.+ 48 Men han sagde til hende: „Datter, din tro har gjort dig rask;*+ gå blot med fred.“+

49 Endnu mens han talte kom en udsending fra synagogeforstanderen og sagde: „Din datter er død; du skal ikke ulejlige læreren mere.“+ 50 Da Jesus hørte dette, svarede han ham: „Vær ikke bange, tro blot,+ og hun vil blive reddet.“ 51 Da han kom til huset, tillod han ingen at gå med sig ind, undtagen Peter og Johannes og Jakob og pigens fader og moder.+ 52 Men alle græd og slog sig selv af sorg over hende. Så sagde han: „I skal ikke græde,+ for hun er ikke død, men sover.“+ 53 Så begyndte de at le hånligt ad ham, for de vidste at hun var død.+ 54 Han tog imidlertid hendes hånd, kaldte og sagde: „Pige, stå op!“*+ 55 Og hendes ånd*+ vendte tilbage, og hun stod øjeblikkelig op,+ og han gav besked om at man skulle give hende noget at spise.+ 56 Og hendes forældre var helt ude af sig selv; men han forbød dem at fortælle nogen hvad der var sket.+

9 Så sammenkaldte han de tolv og gav dem magt og myndighed over alle dæmonerne og til at kurere sygdomme.+ 2 Og han sendte dem ud for at forkynde Guds rige og for at helbrede, 3 og han sagde til dem: „Tag ikke noget med til rejsen, hverken stav eller madpose eller brød eller sølvpenge; hav heller ikke to underklædninger.+ 4 Men hvor I går ind i et hus, dér skal I blive, og derfra skal I rejse videre.+ 5 Og hvor folk ikke tager imod jer, dér skal I gå ud af den by+ og ryste støvet af jeres fødder til et vidnesbyrd imod dem.“+ 6 Så tog de ud og gennemgik distriktet fra landsby til landsby, idet de overalt forkyndte den gode nyhed og kurerede [folk].+

7 Nu hørte landsdelsherskeren* Herodes om alle de ting der skete, og han var helt i vildrede, fordi det blev sagt af nogle at Johannes var blevet oprejst fra de døde,+ 8 men af andre at Elias havde vist sig, og af andre igen at en af fortidens profeter var opstået. 9 Herodes sagde: „Johannes har jeg halshugget.+ Hvem er det da jeg hører sådanne ting om?“ Så han søgte+ at få ham at se.

10 Og da apostlene vendte tilbage fortalte de ham hvad de havde gjort.+ Så tog han dem med og trak sig tilbage til en by der kaldes Betsajʹda, hvor de kunne være for sig selv.+ 11 Men da folkeskarerne blev klar over det, fulgte de efter ham. Og han modtog dem venligt og begyndte at tale til dem om Guds rige,+ og han helbredte dem der trængte til lægedom.+ 12 Men dagen begyndte at gå på hæld. De tolv kom nu hen og sagde til ham: „Send de mange mennesker bort, så de kan gå ind til landsbyerne og landbrugene heromkring og få husly og finde proviant, for herude er vi på et øde sted.“+ 13 Men han sagde til dem: „Giv I dem noget at spise.“+ De sagde: „Vi har ikke andet end fem brød og to fisk,+ medmindre vi da selv går hen og køber fødevarer til alle disse mennesker.“+ 14 De var nemlig hen ved fem tusind mænd.+ Men han sagde til sine disciple: „Lad dem lægge sig som man ligger til bords, i grupper på hen ved halvtreds.“+ 15 Og sådan gjorde de og fik dem alle til at tage plads. 16 Så tog han de fem brød og de to fisk, så op mod himmelen, velsignede dem og brækkede dem i stykker og begyndte at give dem til disciplene for at de kunne byde dem rundt til mængden.+ 17 Så spiste de alle og blev mætte, og det de havde tilovers blev samlet sammen, tolv kurve [fulde] af stykker.+

18 Senere, mens han var alene og bad, samledes disciplene hos ham,* og han spurgte dem idet han sagde: „Hvem siger folkeskarerne at jeg er?“+ 19 Som svar sagde de: „Johannes Døber;* men andre, Elias,* og andre igen, at en af fortidens profeter er opstået.“+ 20 Så sagde han til dem: „Men I, hvem siger I jeg er?“ Peter sagde som svar:+ „Guds Messias.“+ 21 Så talte han strengt til dem, idet han forbød dem at fortælle dette til nogen,+ 22 og han sagde: „Menneskesønnen må nødvendigvis gennemgå mange lidelser og forkastes af de ældste og de øverste præster og de skriftlærde, og dræbes,+ og oprejses på den tredje dag.“+

23 Så fortsatte han med at sige til alle: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv+ og tage sin marterpæl* op dag efter dag og følge mig til stadighed.+ 24 For enhver som ønsker at redde sin sjæl* vil miste den; men enhver som mister sin sjæl for min skyld, han vil redde den.+ 25 Hvad gavner et menneske nemlig sig selv ved at erhverve sig hele verden, hvis han mister sig selv eller tager skade?+ 26 For enhver som skammer sig ved mig og mine ord, ham vil Menneskesønnen skamme sig ved når han kommer i sin og Faderens og de hellige engles herlighed.+ 27 Men jeg siger jer som sandt er: Der er nogle af dem som står her, der slet ikke skal smage døden før de ser Guds rige.“+

28 Og det var omkring otte dage efter at han havde sagt dette at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede.+ 29 Og mens han bad blev hans ansigts udseende+ anderledes, og hans klædning blev lysende hvid.*+ 30 Og se! to mænd talte med ham; det var Moses og Elias.+ 31 De viste sig med herlighed og begyndte at tale om hans bortgang,* som han skulle fuldføre i Jerusalem.+ 32 Nu var Peter og de der var sammen med ham tyngede af søvn; men da de blev helt vågne, så de hans herlighed+ og de to mænd som stod sammen med ham. 33 Og da disse var ved at skilles fra ham sagde Peter til Jesus: „Lærer, det er godt at vi er her, så lad os rejse tre telte, ét til dig og ét til Moses og ét til Elias;“ han vidste nemlig ikke hvad han sagde.+ 34 Mens han sagde dette, dannedes en sky, og den begyndte at overskygge dem. Og da de kom ind i skyen blev de bange.+ 35 Og fra skyen lød en stemme+ som sagde: „Dette er min søn, den udvalgte.+ Hør på ham.“+ 36 Og da stemmen lød, viste det sig at Jesus var alene.+ Men de forblev tavse og fortalte i de dage ikke noget til nogen om de ting de havde set.+

37 Den følgende dag, da de kom ned fra bjerget, kom en stor folkemængde ham i møde.+ 38 Og se, en mand råbte fra mængden og sagde: „Lærer, jeg beder dig om at se på min søn, for han er min enestefødte,*+ 39 og se, en ånd+ griber ham, og pludselig skriger han, og den giver ham krampe med fråde, og den forlader ham næppe efter at den har mishandlet ham. 40 Og jeg bad dine disciple om at uddrive den, men de kunne ikke.“+ 41 Som svar sagde Jesus: „Åh, du forvildede generation uden tro,+ hvor længe skal jeg blive hos jer og holde jer ud? Før din søn herhen.“+ 42 Men netop som han nærmede sig, rev dæmonen ham omkuld og gav ham et voldsomt krampeanfald. Jesus talte imidlertid strengt til den urene ånd og helbredte drengen og gav ham tilbage til hans fader.+ 43 Og de var alle helt forbløffede over Guds majestætiske magt.*+

Mens de nu alle undrede sig over alt det han gjorde, sagde han til sine disciple: 44 „Gem disse ord i jeres ører, for Menneskesønnen skal overgives i menneskers hænder.“+ 45 Men de forstod stadig ikke denne udtalelse. Nej, den var helt tildækket for dem for at de ikke skulle fatte den, og de var bange for at spørge ham om denne udtalelse.+

46 Så opstod der et spørgsmål iblandt dem om hvem af dem der var* den største.+ 47 Men Jesus, som kendte deres hjertes spørgsmål, tog et lille barn, stillede det ved siden af sig+ 48 og sagde til dem: „Enhver som tager imod dette lille barn på grundlag af mit navn, tager imod mig, og enhver som tager imod mig, tager imod den som har udsendt mig.+ For den der opfører sig som en af de mindre blandt jer alle,+ han er* stor.“+

49 I et svar sagde Johannes: „Lærer, vi så en som uddrev dæmoner+ ved at bruge dit navn, og vi søgte at hindre ham+ da han jo ikke følges* med os.“+ 50 Men Jesus sagde til ham: „I skal ikke søge at hindre [ham], for den der ikke er imod jer er for jer.“+

51 Da dagene indtil han skulle tages op* var ved at udløbe,+ vendte han sit ansigt beslutsomt mod Jerusalem for at gå dertil. 52 Og han sendte nogle sendebud i forvejen. De tog af sted og kom ind i en samaritansk+ landsby for at træffe forberedelser for ham; 53 men man tog ikke imod ham fordi han havde vendt sit ansigt mod Jerusalem for at gå dertil.+ 54 Da disciplene Jakob og Johannes+ så dette sagde de: „Herre, ønsker du at vi skal byde ild+ komme ned fra himmelen og tilintetgøre dem?“ 55 Men han vendte sig om og irettesatte dem. 56 Så gik de til en anden landsby.

57 Mens de nu gik på vejen var der en der sagde til ham: „Jeg vil følge dig hvor du end tager hen.“+ 58 Og Jesus sagde til ham: „Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.“+ 59 Så sagde han til en anden: „Følg mig.“ Manden sagde: „Giv mig lov til først at tage hen og begrave min fader.“+ 60 Men han sagde til ham: „Lad de døde+ begrave deres døde, men tag du af sted og forkynd Guds rige vidt og bredt.“+ 61 En anden igen sagde: „Jeg vil følge dig, Herre; men giv mig først lov til at tage afsked+ med dem der er i min husstand.“* 62 Jesus sagde til ham: „Ingen som har lagt sin hånd på ploven+ og ser sig tilbage,+ er velegnet for Guds rige.“

10 Efter dette udpegede Herren halvfjerds*+ andre og sendte dem ud i forvejen to og to+ til hver by og hvert sted hvor han selv ville komme. 2 Så sagde han til dem: „Høsten+ er i sandhed stor, men arbejderne+ er få. Bed+ derfor høstens Herre om at sende arbejdere+ ud til sin høst. 3 Gå ud. Se, jeg sender jer som lam+ ud blandt ulve. 4 I skal ikke bære pengepung eller madpose+ eller sandaler, og I skal ikke til hilsen omfavne+ nogen på vejen. 5 Hvor I går ind i et hus skal I først sige: ’Måtte dette hus have fred.’+ 6 Og hvis der er en fredens ven* dér, vil jeres fred hvile over ham.*+ Men hvis ikke, vil den vende tilbage til jer.+ 7 Bliv så i det hus,+ spis og drik det de serverer,+ for den der arbejder er sin løn værd.+ I skal ikke hele tiden flytte fra hus til hus.+

8 Og hvor I kommer ind i en by og de tager imod jer, dér skal I spise det de sætter frem for jer, 9 og kurere+ de syge i den og stadig sige til dem: ’Guds rige+ er kommet nær til jer.’ 10 Men hvor I kommer ind i en by og de ikke tager imod jer,+ dér skal I gå ud på dens brede gader og sige: 11 ’Selv det støv som hænger ved vore fødder fra jeres by, tørrer vi af til jer.+ Dog, dette skal I være klar over, at Guds rige er kommet nær.’ 12 Jeg siger jer at det vil være mere udholdeligt for Soʹdoma+ på den dag end for den by.

13 Ve dig, Koʹrazin!+ Ve dig, Betsajʹda!+ for hvis de kraftige gerninger som har fundet sted i jer, havde fundet sted i Tyʹrus og Ziʹdon, ville de for længe siden have ændret sind og siddet i sæk og aske.+ 14 Ved dommen vil det derfor være mere udholdeligt for Tyʹrus og Ziʹdon end for jer.+ 15 Og du, Kaperʹnaum, skal du måske ophøjes til himmelen?+ Ned til Haʹdes*+ skal du komme!

16 Den der hører på jer,+ hører på mig. Og den der lader hånt om jer, lader hånt om mig. Og den der lader hånt om mig, lader hånt+ om den som har udsendt mig.“

17 Så vendte de halvfjerds* tilbage med glæde og sagde: „Herre, endog dæmonerne underordner sig os når vi bruger dit navn.“+ 18 Da sagde han til dem: „Jeg er begyndt at se at Satan er faldet som et lyn fra himmelen.+ 19 Se! jeg har givet jer myndighed til at træde på slanger+ og skorpioner,+ og over hele fjendens magt,+ og intet skal på nogen måde skade jer. 20 Dog, fryd jer ikke over dette at ånderne underordner sig jer, men fryd jer fordi jeres navne+ er indskrevet i himlene.“ 21 I selv samme time blev han usigelig glad+ i den hellige ånd og sagde: „Jeg priser dig offentligt, Fader, himmelens og jordens Herre, fordi du omhyggeligt har skjult disse ting for vise+ og intellektuelle og åbenbaret dem for spædbørn. Ja, Fader, for således har det behaget dig at handle. 22 Alt er blevet overgivet+ mig af min Fader, og ingen véd hvem Sønnen er, undtagen Faderen;+ og ingen [véd] hvem Faderen er, undtagen Sønnen+ og den som Sønnen ønsker at åbenbare ham for.“

23 Derpå vendte han sig til disciplene, der var for sig selv, og sagde: „Lykkelige er de øjne der ser det I ser.+ 24 For jeg skal sige jer: Mange profeter og konger har ønsket at se+ det I ser, men fik det ikke at se, og at høre det I hører, men fik det ikke at høre.“

25 Og se! en lovkyndig+ rejste sig for at prøve ham og sagde: „Lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“+ 26 Han sagde til ham: „Hvad står der skrevet i loven?+ Hvordan læser du?“ 27 Han sagde som svar: „’Du skal elske Jehova* din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl* og af hele din styrke og af hele dit sind,’+ og ’din næste som dig selv.’“+ 28 Han sagde til ham: „Du har svaret korrekt; ’bliv ved med at gøre dette, så vil du få liv.’“+

29 Men da manden ville retfærdiggøre sig, sagde han til Jesus: „Hvem er egentlig min næste?“+ 30 Som svar sagde Jesus: „En mand var på vej ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere, som ikke blot tog tøjet af ham men også tildelte ham flere slag, hvorpå de forsvandt og efterlod ham halvdød. 31 Tilfældigvis kom en præst gående ned ad samme vej, men da han så ham, gik han forbi på den modsatte side.+ 32 Og da en levit kom ned til stedet og så ham, gik han ligeledes forbi på den modsatte side.+ 33 Men en samaritaner+ som var på rejse, kom ned mod ham, så ham og fik inderligt ondt af ham. 34 Og han gik hen til ham, gød olie og vin på hans sår og forbandt dem.+ Så satte han ham op på sit eget lastdyr og førte ham til et herberg og drog omsorg for ham. 35 Og den næste dag tog han to denarer* frem og gav dem til værten og sagde: ’Drag omsorg for ham, og hvad du yderligere måtte give ud, vil jeg betale dig når jeg kommer tilbage.’ 36 Hvem af disse tre synes du har gjort sig selv til næste+ for den mand der faldt blandt røverne?“ 37 Han sagde: „Ham der handlede barmhjertigt+ mod ham.“ Jesus sagde så til ham: „Gå du hen og gør+ det samme selv.“

38 Mens de nu fortsatte på deres vej kom han ind i en landsby. Her modtog en kvinde ved navn Marta+ ham som gæst i huset. 39 Og denne kvinde havde en søster som hed Maria, og hun satte sig ved Herrens fødder+ og blev ved med at lytte til hans ord. 40 Marta, derimod, var optaget af at sørge for mange pligter.+ Hun kom så hen og sagde: „Herre, tager du dig ikke af at min søster har overladt til mig alene at sørge for tingene?+ Sig da til hende at hun skal være med og hjælpe mig.“ 41 Herren sagde som svar til hende: „Marta, Marta, du er bekymret+ og urolig over mange ting.+ 42 Kun få ting+ behøves, eller blot én ting.* Maria har på sin side valgt den gode del,+ og den skal ikke tages fra hende.“

11 Engang var han et sted for at bede, og da han holdt op sagde en af hans disciple til ham: „Herre, lær os at bede,+ ligesom også Johannes har undervist sine disciple.“+

2 Så sagde han til dem: „Når I beder,+ så sig: ’Fader, lad dit navn blive helliget.*+ Lad dit rige komme.+ 3 Giv os vort brød+ for denne dag efter dagens behov. 4 Og tilgiv os vore synder,+ for vi tilgiver også selv enhver som står i gæld til os;+ og før os ikke ind i fristelse.’“+

5 Endvidere sagde han til dem: „Måske en af jer har en ven og går hen til ham ved midnat og siger til ham: ’Ven, lån mig tre brød, 6 for en ven af mig er lige kommet rejsende til mig, og jeg har intet at sætte frem for ham!’ 7 Og han siger indefra som svar: ’Hold op med at volde mig besvær.+ Døren er allerede låst, og mine børn er med mig i seng; jeg kan ikke stå op og give dig noget.’ 8 Jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget fordi han er hans ven, så vil han sandelig på grund af hans dristige vedholdenhed+ stå op og give ham hvad han behøver. 9 Derfor siger jeg jer: Bliv ved med at bede,+ og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge,+ og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer. 10 For enhver der beder, får,+ og enhver der søger, finder, og for enhver der banker på, vil der blive lukket op. 11 Ja, hvor er den fader iblandt jer som, hvis hans søn+ beder om en fisk, rækker ham en slange i stedet for en fisk? 12 Eller hvis han beder om et æg, rækker ham en skorpion? 13 Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver,+ hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd+ til dem der beder ham!“

14 Senere uddrev han en dæmon der var stum.+ Efter at dæmonen var kommet ud, talte den stumme mand. Og skarerne undrede sig. 15 Men nogle af dem sagde: „Han uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelʹzebub,* dæmonernes hersker.“+ 16 Men for at prøve ham søgte andre at få et tegn+ fra himmelen af ham. 17 Men han kendte deres tanker+ og sagde til dem: „Ethvert rige som er kommet i splid med sig selv lægges øde, og et hus [som er i splid] med sig selv falder.+ 18 Hvis altså også Satan er i splid med sig selv, hvordan kan hans rige da bestå?+ I siger jo at jeg uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelʹzebub. 19 Hvis det er ved hjælp af Beelʹzebub jeg uddriver dæmonerne, ved hvem uddriver jeres sønner+ dem så? De skal derfor være jeres dommere. 20 Men hvis det er ved hjælp af Guds finger+ jeg uddriver dæmonerne, så har Guds rige virkelig overrasket jer.+ 21 Når en stærk mand,+ som er velbevæbnet, bevogter sit palads, forbliver det han ejer i fred. 22 Men når en der er stærkere+ end han, kommer imod ham og sejrer over ham,+ tager han hans fulde rustning som han stolede på, og han deler ud af de ting han har taget som bytte fra ham. 23 Den der ikke er med mig er imod mig, og den der ikke samler med mig spreder.+

24 Når en uren ånd kommer ud af et menneske, går den gennem afsvedne egne for at søge et hvilested, og når den ikke finder noget siger den: ’Jeg vil vende tilbage til mit hus som jeg flyttede ud af.’+ 25 Og når den kommer, finder den det fejet rent* og pyntet. 26 Så går den hen og henter syv+ andre* ånder der er mere onde end den selv, og når de er kommet ind, bosætter de sig dér; og det sidste bliver værre for det menneske end det første.“+

27 Da han sagde dette, var der en kvinde fra mængden som hævede sin stemme og sagde til ham: „Lykkeligt er det moderliv+ som bar dig, og det bryst som du diede!“ 28 Men han sagde: „Næh, lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!“+

29 Da folkeskarerne stimlede sammen sagde han: „Denne generation er en ond generation; den søger et tegn.+ Men der vil ikke blive givet den noget tegn ud over Jonas’ tegn.+ 30 For ligesom Jonas+ blev et tegn for ninevitterne, således vil Menneskesønnen også blive det for denne generation. 31 Sydens dronning+ vil blive oprejst ved dommen sammen med mændene i denne generation og fordømme dem; for hun kom fra jordens ender* for at høre Salomons visdom, og se, her er mere+ end Salomon. 32 Niʹneves mænd skal ved dommen opstå sammen med denne generation og fordømme den; for de ændrede sind på grund af det Jonas forkyndte;+ og se, her er mere+ end Jonas. 33 Ingen som har tændt en lampe sætter den i en kælder eller under et målekar, men på standeren,+ for at de der træder ind kan se lyset. 34 Dit øje er legemets lampe. Når dit øje er klart,* er også hele dit legeme lyst;+ men når det er ondt,* er også dit legeme mørkt. 35 Vær derfor opmærksom. Måske er det lys som er i dig mørke.+ 36 Hvis derfor hele dit legeme er lyst og slet ingen del af det mørkt, vil det hele være lyst,+ som når en lampe oplyser dig med sine stråler.“

37 Da han havde sagt dette, anmodede en farisæer ham om at spise til middag+ hos sig. Så gik han ind og lagde sig til bords. 38 Men farisæeren var forbavset over at se at han ikke først vaskede sig*+ før middagsmåltidet. 39 Men Herren sagde til ham: „Nu I farisæere, I renser det udvendige af bægeret og fadet, men indvendig+ er I fulde af rov og ondskab.+ 40 I ufornuftige! Har den der lavede det udvendige+ ikke også lavet det indvendige? 41 Dog, giv det der er indeni som barmhjertighedsgaver,+ og se, alt [andet] ved jer er rent.* 42 Men ve jer, I farisæere, for I giver tiende+ af jeres mynte og rude og af enhver [anden] urt, men ret og kærlighed til Gud* forbigår I! Disse ting burde I udøve, og dog ikke undlade de andre.+ 43 Ve jer, I farisæere, for I elsker de forreste siddepladser i synagogerne og at der hilses på jer på torvene.*+ 44 Ve jer, for I er som de mindegrave der ikke bemærkes, så menneskene går på dem uden at vide [det]!“+

45 Som svar sagde en af de lovkyndige+ til ham: „Lærer, når du siger dette, fornærmer du også os.“ 46 Så sagde han: „Ve også jer, I lovkyndige, for I bebyrder menneskene med byrder som er tunge at bære, men selv rører I ikke ved byrderne med en eneste af jeres fingre!+

47 Ve jer, for I bygger profeternes mindegrave, men jeres forfædre dræbte dem!+ 48 I er virkelig vidner om jeres forfædres gerninger, og dog bifalder I dem,+ for de dræbte+ profeterne,* men I bygger [deres grave]. 49 Derfor har Guds visdom+ også sagt: ’Jeg vil sende profeter og apostle til dem, og nogle af dem vil de dræbe og forfølge, 50 så at alle profeternes blod+ som er udgydt fra verdens grundlæggelse,* kan blive krævet af denne generation,+ 51 fra Abels blod+ til blodet af Zakariʹas,+ som blev slået ihjel mellem alteret og huset.’+ Ja, jeg siger jer: det vil blive krævet af denne generation.

52 Ve jer, I lovkyndige, for I har taget kundskabens nøgle;+ selv er I ikke gået ind, og dem der var ved at gå ind, har I hindret!“+

53 Da han kom ud derfra begyndte de skriftlærde og farisæerne at øve et frygteligt pres på ham og at bearbejde ham med spørgsmål om flere ting, 54 mens de lurede+ på ham for at fange et eller andet [ord] fra hans mund.+

12 I mellemtiden, da så mange tusind* mennesker havde samlet sig at de var ved at træde på hinanden, begyndte han med først at sige til sine disciple: „Vær på vagt over for farisæernes surdej,+ som er hykleri.+ 2 Men der findes intet omhyggeligt tildækket som ikke vil blive åbenbaret, og intet hemmeligt som ikke vil blive kendt.+ 3 Derfor: hvad I siger i mørket, vil blive hørt i lyset,* og hvad I hvisker* i de inderste rum, vil blive forkyndt fra tagene.+ 4 Endvidere siger jeg jer, mine venner:+ Frygt ikke for dem som dræber legemet og derefter ikke evner at gøre mere.+ 5 Men jeg vil vise jer hvem I skal frygte: Frygt ham+ der efter at have dræbt, har myndighed til at kaste i Gehenʹna.*+ Ja, jeg siger jer, frygt+ ham. 6 Sælges fem spurve ikke for to småmønter?* Dog er ikke én af dem glemt hos Gud.+ 7 Men endog alle jeres hovedhår+ er talt. Vær ikke bange; I er mere værd end mange spurve.+

8 Jeg siger jer da: Enhver der vedgår+ samhørighed med mig over for menneskene, ham vil Menneskesønnen også vedgå samhørighed med over for Guds engle.+ 9 Men den som fornægter+ mig over for menneskene, han vil blive fornægtet over for Guds engle.+ 10 Og enhver der siger et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den der taler bespotteligt imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet.+ 11 Men når de fører jer frem for offentlige forsamlinger* og øvrighedspersoner og myndigheder, så vær ikke bekymrede for hvordan eller hvormed* I skal svare for jer eller hvad I skal sige;+ 12 for den hellige ånd+ vil i selv samme time lære jer hvad I bør sige.“+

13 Så sagde en fra folkemængden til ham: „Lærer, sig til min broder at han skal skifte arven med mig.“ 14 Han sagde til ham: „Menneske, hvem har sat mig til dommer+ eller skifteforvalter* over jer?“ 15 Så sagde han til dem: „Hold jeres øjne åbne og vogt jer for enhver form for havesyge,+ for selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“+ 16 Så talte han til dem med en billedtale, idet han sagde: „En rig mands jord havde båret godt. 17 Og han begyndte at overveje ved sig selv, idet han sagde: ’Hvad skal jeg gøre nu da jeg ikke har noget sted at samle mine afgrøder?’ 18 Så sagde han: ’Jeg vil gøre dette:+ Jeg vil rive mine forrådshuse ned og bygge nogle større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alle mine gode ting;+ 19 og jeg vil sige til min sjæl:+ „Sjæl, du har mange gode ting liggende til mange år; gør dig det behageligt, spis, drik, vær glad.“’+ 20 Men Gud sagde til ham: ’Du ufornuftige, i denne nat kræves din sjæl* af dig.+ Hvem skal så have de ting du har oplagret?’+ 21 Således går det den der samler sig værdier men ikke er rig hos Gud.“+

22 Så sagde han til sine disciple: „Af denne grund siger jeg jer: Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl med hensyn til hvad I skal spise, eller for jeres legeme med hensyn til hvad I skal tage på.+ 23 For sjælen er mere værd end maden og legemet mere end tøjet. 24 Læg nøje mærke til at ravnene+ hverken sår eller høster, og de har hverken magasin eller forrådshus, og dog giver Gud dem føde. Hvor meget mere er I ikke værd end fuglene?+ 25 Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livslængde?+ 26 Derfor, hvis I ikke kan gøre den mindste ting, hvorfor så være bekymrede+ for de øvrige ting? 27 Læg nøje mærke til hvordan liljerne vokser;+ de hverken slider eller slæber, og de spinder ikke; men jeg siger jer: Ikke engang Salomon i al sin herlighed var klædt som en af dem.+ 28 Når Gud nu således klæder planterne på marken, som er her i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor langt snarere vil han da ikke sørge for tøj til jer, I småttroende!+ 29 Spørg derfor ikke efter hvad I skal spise og hvad I skal drikke, og vær ikke ængstelige;+ 30 det er jo alt sammen det folk fra nationerne i verden så ivrigt stræber efter, men jeres Fader ved at I behøver disse ting.+ 31 Men bliv ved med at søge hans rige, og disse ting vil blive givet jer i tilgift.+

32 Vær ikke bange,+ du lille hjord,+ for jeres Fader har besluttet at give jer riget.+ 33 Sælg+ hvad I har og giv barmhjertighedsgaver.+ Lav jer pengepunge der ikke slides op, et uudtømmeligt forråd af værdier i himlene,+ hvor ingen tyv kommer nær og intet møl fortærer. 34 For dér hvor jeres værdier er, dér vil jeres hjerte også være.+

35 Hav noget bundet om jeres lænd+ og lad jeres lamper+ brænde, 36 og vær I selv som mennesker der venter på deres herre+ når han vender tilbage* fra brylluppet,+ så de straks kan lukke op for ham når han kommer og banker på.+ 37 Lykkelige er de trælle som herren finder vågne når han kommer!+ Jeg skal sige jer som sandt er: Han vil binde noget om sig+ og lade dem lægge sig til bords, og han vil komme hen og varte dem op.+ 38 Og hvis han kommer i den anden* nattevagt, ja i den tredje,* og finder dem således, da er de lykkelige!+ 39 Men dette skal I være klar over, at hvis husets herre havde vidst i hvilken time tyven kom, ville han have holdt sig vågen og ikke tilladt at der blev brudt ind i hans hus.+ 40 Vær også I parate, for Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.“+

41 Så sagde Peter: „Herre, taler du med dette billede til os eller til alle?“ 42 Og Herren sagde: „Hvem er egentlig den trofaste husholder,*+ den kloge,+ som hans herre vil sætte over sin tjenerstab til stadig at give dem deres madration i rette tid?+ 43 Lykkelig er den træl, hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således!+ 44 Jeg siger jer som sandt er: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer.+ 45 Men hvis den træl i sit hjerte siger: ’Min herre er længe om at komme,’+ og begynder at slå tjenerne og tjenestepigerne, og at spise og drikke og blive beruset,+ 46 så vil den træls herre komme på en dag han ikke venter [ham], og i en time han ikke kender,+ og han vil straffe ham med største strenghed* og give ham hans lod hos de utro.+ 47 Den træl som har forstået sin herres vilje og dog ikke har gjort sig rede eller handlet i overensstemmelse med hans vilje, skal have mange prygl.+ 48 Men den som ikke har forstået+ og derfor har gjort ting der fortjener slag, skal have få prygl.+ Ja, enhver som har fået meget givet, af ham vil der blive krævet meget;+ og den man betror meget, af ham vil man kræve mere end sædvanlig.+

49 Jeg er kommet for at stifte en brand+ på jorden, og hvad mere kunne jeg ønske end at den allerede var antændt? 50 Ja, jeg har en dåb jeg skal døbes med, og hvor jeg knuges indtil den er tilendebragt!+ 51 Mener I at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg jer, tværtimod splid.+ 52 Fra nu af vil nemlig fem i ét hus være i splid, tre mod to og to mod tre.+ 53 De vil være i splid, fader med søn og søn med fader, moder med datter og en datter med sin moder, en svigermoder med sin svigerdatter og en svigerdatter med sin svigermoder.“+

54 Så fortsatte han med også at sige til skarerne: „Når I ser en sky stige op i vest, siger I straks: ’Der er regnvejr på vej,’ og det holder stik.+ 55 Og når I ser at det blæser fra syd, siger I: ’Der kommer en hedebølge,’ og den kommer. 56 Hyklere, jordens og himmelens udseende forstår I at bedømme, men hvordan kan det være at I ikke forstår at bedømme denne særlige tid?+ 57 Og hvorfor dømmer I ikke også af jer selv hvad der er ret?+ 58 Når du for eksempel er på vej hen til en øvrighedsperson med din modpart i en retssag, så gør dig flid for undervejs at frigøre dig for striden med ham, for at han ikke skal slæbe dig for dommeren, og dommeren overgive dig til retsbetjenten, og retsbetjenten kaste dig i fængsel.+ 59 Jeg siger dig: Du vil afgjort ikke komme ud derfra før du har betalt alt til sidste og mindste mønt.“*+

13 På samme tid var der nogle til stede som fortalte ham om de galilæere+ hvis blod Pilaʹtus havde blandet med deres slagtofre. 2 Som svar sagde han så til dem: „Mener I at disse galilæere viste sig at være større syndere+ end alle de andre galilæere fordi de led dette? 3 Nej, siger jeg jer; men hvis I ikke ændrer sind, vil I alle omkomme på lignende måde.+ 4 Eller de atten som tårnet i Siʹloam* faldt ned over, så det dræbte dem, mener I at de viste sig at være større skyldnere end alle andre mennesker som bor i Jerusalem? 5 Nej, siger jeg jer; men hvis I ikke ændrer sind, vil I alle omkomme på samme måde.“+

6 Så fortsatte han sin tale med dette billede: „En mand havde et figentræ som var plantet i hans vingård,+ og han kom for at se efter frugt på det,+ men fandt ingen.+ 7 Så sagde han til vingårdsmanden: ’Se, i tre år+ er jeg kommet for at se efter frugt på dette figentræ, men har ingen fundet. Hug det om!+ Hvorfor skal det endog gøre jorden uanvendelig?’ 8 Som svar sagde han til ham: ’Herre, lad det være+ også dette år, indtil jeg får gravet rundt om det og givet det gødning; 9 og hvis det så frembringer frugt i den kommende tid, [udmærket]; men hvis ikke, så kan* du hugge det om.’“+

10 Nu var han i færd med at undervise i en af synagogerne på sabbatten. 11 Og se, [der var] en kvinde som i atten år havde haft en svaghedsånd,+ og hun var krumbøjet og helt ude af stand til at rette sig op. 12 Da Jesus så hende, henvendte han sig til hende og sagde: „Kvinde, du er befriet for din svaghed.“+ 13 Og han lagde hænderne på hende; og øjeblikkelig rettede hun sig op,+ og hun begyndte at herliggøre Gud. 14 Men det fik synagogeforstanderen, der harmedes fordi Jesus havde kureret på sabbatten, til at sige til folkemængden: „Der er seks dage på hvilke man bør arbejde;+ kom derfor på dem og bliv kureret, og ikke på sabbatten.“+ 15 Men Herren svarede ham og sagde: „Hyklere,+ enhver af jer løser da på sabbatten sin okse eller sit æsel fra krybben og fører dyret hen for at lade det drikke, ikke sandt?+ 16 Burde denne kvinde som er en Abrahams datter+ og som Satan har holdt bundet, se! i atten år, da ikke løses fra denne lænke på sabbatsdagen?“ 17 Da han sagde dette, blev alle hans modstandere skamfulde,+ men hele folkemængden begyndte at fryde sig over alle de herlige ting han udrettede.+

18 Han fortsatte derfor med at sige: „Hvad ligner Guds rige, og hvad skal jeg sammenligne det med?+ 19 Det ligner et sennepsfrø som en mand tog og lagde i sin have, og det voksede og blev til et træ, og himmelens fugle+ tog bolig i dets grene.“+

20 Og han sagde videre: „Hvad skal jeg sammenligne Guds rige med? 21 Det er ligesom en surdej som en kvinde tog og gemte i* tre store mål* hvedemel, indtil det hele var gennemsyret.“+

22 Og han kom igennem by efter by og landsby efter landsby og underviste mens han fortsatte på sin rejse til Jerusalem.+ 23 Nu var der en der sagde til ham: „Herre, er de der frelses kun få?“+ Han sagde til dem: 24 „Kæmp energisk*+ for at komme ind gennem den snævre dør,+ for mange, siger jeg jer, vil søge at komme ind, men vil ikke være i stand til det;+ 25 når først husets herre har rejst sig og låst døren og I begynder at stå udenfor og banke på døren og sige: ’Herre, luk op for os,’+ da vil han som svar sige til jer: ’Jeg ved ikke hvor I er fra.’+ 26 Så vil I sige: ’Vi har spist og drukket for dine øjne, og du har undervist på vore brede gader.’+ 27 Men han vil tale og sige til jer: ’Jeg ved ikke hvor I er fra. Bort fra mig, alle I som øver uretfærdighed!’+ 28 Dér vil I græde og skære tænder+ når I ser Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige,+ men I selv er kastet udenfor. 29 Og folk vil komme fra øst og vest og fra nord og syd+ og ligge til bords i Guds rige.+ 30 Og se! der er nogle af de sidste som skal være blandt de første, og der er nogle af de første som skal være blandt de sidste.“+

31 I netop den time kom nogle farisæere hen og sagde til ham: „Tag af sted og rejs herfra, for Herodes* vil dræbe dig.“ 32 Og han sagde til dem: „Gå hen og sig til den ræv:+ ’Se, jeg uddriver dæmoner og foretager helbredelser i dag og i morgen, og på den tredje dag vil jeg være færdig.’*+ 33 Dog er det nødvendigt at jeg er på vej i dag og i morgen og den næste dag, for det er utilstedeligt at en profet bliver slået ihjel andre steder end i Jerusalem.+ 34 Jerusalem, Jerusalem, der dræber+ profeterne og stener+ dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn på samme måde som en høne samler sit kuld af kyllinger under vingerne,+ men I ville ikke!+ 35 Se! Jeres hus+ overlades til jer selv. Jeg siger jer: I skal afgjort ikke se mig før I siger: ’Velsignet er den der kommer i Jehovas* navn.’“+

14 Og ved en lejlighed da han på sabbatten kom ind i huset hos en af farisæernes ledere for at spise et måltid,+ holdt de skarpt øje med ham.+ 2 Og se, foran ham var der en mand som havde vattersot. 3 Det fik Jesus til at tale til de lovkyndige og farisæerne og sige: „Er det tilladt at kurere på sabbatten eller er det ikke?“+ 4 Men de tav. Så tog han fat i [manden], helbredte ham og sendte [ham] bort. 5 Og han sagde til dem: „Hvem af jer vil ikke på sabbatsdagen, hvis hans søn eller okse falder i en brønd,+ straks trække dem op?“+ 6 Og de kunne ikke svare ham på dette.+

7 Over for de indbudte brugte han nu en billedtale, da han bemærkede hvordan de udvalgte sig de fornemste pladser, og han sagde til dem:+ 8 „Når du bliver indbudt af nogen til en bryllupsfest, så læg dig ikke på den fornemste plads.+ Måske er en der er mere anset end du, blevet indbudt af ham, 9 og han som indbød dig og ham, vil komme og sige til dig: ’Overlad din plads til denne mand.’ Og så må du med skam begive dig hen for at indtage den nederste plads.+ 10 Derimod skal du, når du bliver indbudt, gå hen og lægge dig på den nederste plads,+ så manden der har indbudt dig vil sige til dig når han kommer: ’Ven, ryk højere op.’ Så bliver det til ære for dig for øjnene af alle som ligger til bords sammen med dig.+ 11 For enhver der ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og den der ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“+

12 Derefter sagde han også til manden der havde indbudt ham: „Når du giver en middag eller et aftensmåltid, så indbyd ikke dine venner eller dine brødre eller dine slægtninge eller rige naboer. Måske vil de så indbyde dig til gengæld, og det ville være at betale dig tilbage. 13 Nej, når du holder et selskab, så indbyd fattige, krøblinge, halte, blinde,+ 14 og du vil være lykkelig, da de intet har at gengælde dig med. For det vil blive gengældt dig i de retfærdiges opstandelse.“+

15 Da en af dem han lå til bords sammen med hørte dette, sagde han til ham: „Lykkelig er den som holder måltid* i Guds rige.“+

16 [Jesus]* sagde til ham: „Der var en mand som gav et stort aftensmåltid, og han indbød mange.+ 17 Og da timen for aftensmåltidet kom, sendte han sin træl ud for at sige til de indbudte: ’Kom,+ for nu er alt parat.’ 18 Men de begyndte alle som én at undskylde sig.+ Den første sagde til ham: ’Jeg har købt en mark, og jeg er nødt til at gå ud og se på den; jeg beder dig have mig undskyldt.’*+ 19 Og en anden sagde: ’Jeg har købt fem par okser, og jeg er på vej hen for at prøve dem; jeg beder dig have mig undskyldt.’+ 20 En anden igen sagde: ’Jeg har lige taget en hustru til ægte,+ og af den grund kan jeg ikke komme.’ 21 Så kom trællen tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til sin træl: ’Gå hurtigt ud på byens brede gader og smalle stræder, og før de fattige og krøblingene og de blinde og de halte herind.’+ 22 Efter nogen tid sagde trællen: ’Herre, det du gav besked om er blevet gjort, men der er plads endnu.’ 23 Og herren sagde til trællen: ’Gå ud på vejene+ og de indhegnede steder, og nød dem til at komme ind, så mit hus kan blive fyldt.+ 24 For jeg siger jer: Ingen af de mænd som var indbudt skal smage noget af mit aftensmåltid.’“+

25 Store skarer gik nu med ham, og han vendte sig og sagde til dem: 26 „Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og sine børn og brødre og søstre, ja endog sin egen sjæl,*+ kan han ikke være min discipel.+ 27 Enhver som ikke bærer sin marterpæl* og følger efter mig, kan ikke være min discipel.+ 28 For eksempel: Hvem af jer som ønsker at bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne+ for at se om han har nok til at gøre det færdigt? 29 Ellers får han måske lagt grunden men kan ikke fuldføre det, og alle der ser det begynder måske at gøre nar af ham 30 idet de siger: ’Denne mand begyndte at bygge men kunne ikke fuldføre det.’ 31 Eller hvilken konge som er på march for at møde en anden konge i krig, sætter sig ikke først ned og holder råd om hvorvidt han med ti tusind mand kan stå sig imod den der kommer imod ham med tyve tusind?+ 32 Kan han ikke, sender han, endnu mens den anden er langt borte, en delegation ud for at bede om fred.+ 33 Således kan givetvis ingen af jer som ikke siger farvel til alt hvad han har,+ være min discipel.

34 Salt er bestemt udmærket. Men hvis selv saltet skulle miste sin kraft, hvad kan det så krydres med?+ 35 Det er hverken velegnet i jord eller i gødning. Man smider det ud. Lad den der har ører at høre med, høre efter.“+

15 Alle skatteopkræverne+ og synderne+ blev ved med at komme til ham for at høre ham. 2 Derfor gik både farisæerne og de skriftlærde og mumlede vredt, idet de sagde: „Denne mand tager venligt imod syndere og spiser sammen med dem.“+ 3 Så henvendte han sig til dem med denne billedtale idet han sagde: 4 „Hvilket menneske blandt jer som har hundrede får og mister ét af dem, vil ikke forlade de nioghalvfems i ørkenen og gå ud efter det han har mistet indtil han finder det?+ 5 Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig.+ 6 Og når han kommer hjem kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får som var blevet væk.’+ 7 Jeg siger jer at således vil der være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind,+ end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind.+

8 Eller hvilken kvinde som har ti drakmestykker,* vil ikke, hvis hun taber én drakme, tænde en lampe og feje huset og omhyggeligt søge indtil hun finder den? 9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboersker sammen og siger: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den drakme som jeg havde tabt.’ 10 Således, siger jeg jer, bliver der glæde blandt Guds engle over én synder der ændrer sind.“+

11 Så sagde han: „Der var en mand som havde to sønner.+ 12 Og den yngste af dem sagde til faderen: ’Fader, giv mig den del af formuen som tilkommer mig.’+ Så delte han sine midler+ mellem dem. 13 Senere, ikke mange dage derefter, samlede den yngste søn alle [sine] ting og rejste ud til et fjernt land, og dér satte han sin formue til ved at føre et udsvævende liv.+ 14 Da han havde givet alt ud, blev der en streng hungersnød i hele det land, og han begyndte at lide nød. 15 Han gik så hen og sluttede sig til en af borgerne i landet dér, og han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin.+ 16 Og han havde hele tiden et brændende ønske om at mætte sig med de bælgfrugter som svinene åd, og ingen gav ham [noget].+

17 Da han kom til fornuft sagde han: ’Hvor mange daglejere hos min fader har ikke overflod af brød, mens jeg er ved at omkomme af sult her! 18 Jeg vil bryde op og rejse+ til min fader og sige til ham: „Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig.*+ 19 Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.“’ 20 Så brød han op og gik til sin fader. Mens han endnu var langt borte fik hans fader øje på ham og fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham ømt. 21 Så sagde sønnen til ham: ’Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig.*+ Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.’*+ 22 Men faderen sagde til sine trælle: ’Hurtigt! hent en lang klædning frem, den bedste, og giv ham den på,+ og sæt en ring+ på hans hånd og [giv ham] sandaler på fødderne. 23 Og kom med fedekalven,+ slagt den* og lad os spise og være glade, 24 for min søn her var død og er kommet til live igen;+ han var blevet væk og er fundet.’ Og de begyndte at være glade.

25 Nu var hans ældste søn+ ude på marken; og da han kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. 26 Han kaldte da en af tjenerne til sig og forhørte sig om hvad dette betød. 27 Han sagde til ham: ’Din broder+ er kommet, og din fader+ har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham sund og rask tilbage.’ 28 Men han blev vred og ville ikke gå ind. Så kom hans fader ud og bønfaldt ham.+ 29 Som svar sagde han til sin fader: ’Se! i så mange år har jeg trællet for dig, og aldrig har jeg overtrådt dit bud, og dog har du aldrig givet mig et kid, så jeg kunne være glad sammen med mine venner.+ 30 Men så snart din søn her,+ som har opædt dine midler sammen med skøger,+ kom, slagtede du fedekalven til ham.’+ 31 Så sagde han til ham: ’Barn, du har altid været hos mig, og alt det der er mit er dit;+ 32 men vi kunne ikke andet end glæde os og fryde os, fordi din broder her var død og er kommet til live, og han var blevet væk og er fundet.’“+

16 Så fortsatte han med også at sige til disciplene: „Der var en rig mand og han havde en husholder,*+ og denne blev over for ham anklaget for at ødsle med hans ejendom.+ 2 Han kaldte så på ham og sagde til ham: ’Hvad er dette jeg hører om dig? Aflæg regnskab+ for din husholdning, for du kan ikke længere stå for huset.’ 3 Så sagde husholderen til sig selv: ’Hvad skal jeg gøre, i betragtning af at min herre+ vil tage stillingen som husholder fra mig? Jeg magter ikke at grave, og jeg skammer mig ved at tigge. 4 Jo, nu ved jeg hvad jeg vil gøre, så folk vil tage imod mig i deres hjem når jeg er sat fra stillingen som husholder.’+ 5 Han kaldte så hver enkelt af sin herres skyldnere til sig, og til den første sagde han: ’Hvor meget skylder du min herre?’ 6 Han sagde: ’Et hundrede bat* olivenolie.’ Han sagde til ham: ’Tag din skriftlige overenskomst her og sæt dig og skriv hurtigt halvtreds.’ 7 Derefter sagde han til en anden: ’Og du, hvor meget skylder du?’ Han sagde: ’Et hundrede kor* hvede.’ Han sagde til ham: ’Tag din skriftlige overenskomst her og skriv firs.’ 8 Og herren roste husholderen, fordi han, skønt uretfærdig, handlede med praktisk visdom;+ for denne tingenes ordnings* sønner er på en praktisk måde visere over for deres egen generation end lysets sønner er.+

9 Og jeg siger jer: Skaf jer venner+ ved hjælp af den uretfærdige rigdom,*+ så at de, når den svigter, kan tage imod jer i de evige boliger.*+ 10 Den der er trofast i det mindste, er også trofast i meget, og den der er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.+ 11 Derfor, hvis I ikke har vist jer trofaste i forbindelse med den uretfærdige rigdom, hvem vil så betro jer den sande?+ 12 Og hvis I ikke har vist jer trofaste i forbindelse med det en anden ejer,+ hvem vil da give jer noget at eje selv?* 13 Ingen tjener i et hus kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“*+

14 Men farisæerne, som var pengekære, hørte alt dette, og de begyndte at komme med hånlige bemærkninger til ham.+ 15 Derfor sagde han til dem: „I er folk som erklærer jer selv retfærdige over for mennesker,+ men Gud kender jeres hjerter;+ for det der er højt blandt mennesker, er en afskyelighed i Guds øjne.+

16 Loven og Profeterne var indtil Johannes.+ Fra da af forkyndes Guds rige som en god nyhed,* og mennesker af enhver slags trænger sig frem imod det.+ 17 Men det sker lettere at himmelen og jorden forsvinder,+ end at én lille del+ af et bogstav i loven forbliver uopfyldt.+

18 Enhver der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud,* og den der gifter sig med en kvinde som er skilt* fra sin mand, begår ægteskabsbrud.+

19 Men der var en rig mand,+ og han plejede at klæde sig i purpur og linned og levede hver dag i glæde og pragt.+ 20 Men en tigger* ved navn Laʹzarus* plejede at blive lagt ved hans port, fuld af sår, 21 og han havde et stærkt ønske om at blive mættet med det der faldt fra den rige mands bord. Ja, hundene kom endog og slikkede hans sår. 22 Til sin tid døde+ tiggeren, og han blev af englene ført hen til [pladsen op mod] Abrahams+ bryst.*+

Også den rige mand døde+ og blev begravet. 23 Og i Haʹdes* slog han sine øjne op* idet han var i pine,+ og han så Abraham langt borte og Laʹzarus [på pladsen] op mod hans bryst. 24 Så kaldte han og sagde: ’Fader Abraham,+ vis mig barmhjertighed og send Laʹzarus for at han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og køle min tunge,+ for jeg martres i denne flammende ild.’+ 25 Men Abraham sagde: ’Barn, husk at du fuldt ud har fået dit gode i din levetid, og Laʹzarus tilsvarende det dårlige. Men nu trøstes han her og du martres.+ 26 Og foruden alt dette er der sat en stor kløft+ mellem os og jer,+ så at de der ønsker at gå herfra over til jer, ikke kan det, og man kan heller ikke komme derfra over til os.’+ 27 Så sagde han: ’I så fald anmoder jeg dig, fader, om at sende ham til min faders hus — 28 jeg har nemlig fem brødre — for at han kan aflægge et grundigt vidnesbyrd for dem, så de ikke også skal komme til dette pinested.’ 29 Men Abraham sagde: ’De har Moses+ og Profeterne;+ lad dem høre efter dem.’+ 30 Så sagde han: ’Nej, fader Abraham, men hvis nogen fra de døde går til dem, vil de ændre sind.’ 31 Men han sagde til ham: ’Hvis de ikke hører efter Moses+ og Profeterne, vil de heller ikke blive overbevist, selv om nogen opstår fra de døde.’“

17 Så sagde han til sine disciple: „Det er uundgåeligt at der kommer årsager til snublen og fald.+ Dog, ve den ved hvem de kommer!+ 2 Det ville være bedre for ham om en møllesten var hængt om halsen på ham og han var kastet i havet,+ end at han skulle bringe en af disse små til snublen og fald.+ 3 Vær opmærksomme på jer selv. Hvis din broder begår en synd, så giv ham en irettesættelse,+ og hvis han ændrer sind, så tilgiv ham.+ 4 Selv om han syv gange om dagen synder mod dig og syv gange kommer tilbage til dig og siger: ’Jeg ændrer sind,’ skal du tilgive ham.“+

5 Og apostlene sagde til Herren: „Giv os mere tro.“+ 6 Så sagde Herren: „Hvis I havde tro på størrelse med et sennepsfrø, kunne I sige til dette sorte morbærtræ: ’Ryk dig op med rode og plant dig i havet!’ og det ville adlyde jer.+

7 Hvem af jer som har en træl der pløjer eller som vogter hjorden, vil sige til ham når han kommer ind ude fra marken: ’Kom straks her og læg dig til bords’? 8 Vil han ikke snarere sige til ham: ’Tilbered hvad jeg skal have til aftensmad; bind et forklæde om dig og sørg for mig til jeg er færdig med at spise og drikke, og bagefter kan du selv spise og drikke’? 9 Han vil ikke føle taknemmelighed over for trællen fordi han har gjort det han har fået besked på, vel? 10 Således skal I også, når I har gjort alt det I har fået besked på, sige: ’Vi er uduelige trælle.+ Vi har blot gjort hvad vi var skyldige at gøre.’“

11 Og mens han var på vej til Jerusalem kom han igennem egnen mellem Samaʹria og Galilæʹa.+ 12 Og idet han gik ind i en landsby kom ti spedalske+ mænd ham i møde, men de blev stående et stykke borte. 13 De hævede deres stemmer og sagde: „Jesus, lærer, vis os barmhjertighed!“+ 14 Og da han så dem sagde han til dem: „Gå hen og fremstil jer for præsterne.“+ Og da, mens de var på vej derhen, blev de renset.+ 15 En af dem vendte tilbage da han så at han var blevet helbredt, og med høj røst herliggjorde+ han Gud. 16 Og han faldt på sit ansigt for [Jesu]* fødder+ og takkede ham; og han var samaritaner.+ 17 Som svar sagde Jesus: „Blev ikke alle ti renset? Hvor er da de ni andre? 18 Var der ingen uden denne mand fra en anden nation som vendte tilbage for at give Gud ære?“ 19 Og han sagde til ham: „Rejs dig og gå blot; din tro har gjort dig rask.“*+

20 Men da han af farisæerne blev spurgt om hvornår Guds rige ville komme,+ svarede han dem og sagde: „Guds rige kommer ikke på en iøjnefaldende måde så man kan iagttage det, 21 heller ikke vil man sige: ’Se her!’ eller: ’Dér!’+ For, se, Guds rige er i jeres midte.“*+

22 Så sagde han til disciplene: „Der vil komme dage da I brændende ønsker at se en af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se [den].+ 23 Og man vil sige til jer: ’Se dér!’ eller: ’Se her!’+ Gå ikke derud og løb ikke efter [dem].+ 24 For ligesom lynet,+ når det glimter, skinner fra én del af himmelen til en anden del af himmelen, således vil Menneskesønnen+ være. 25 Men først må han nødvendigvis gennemgå mange lidelser og blive forkastet af denne generation.+ 26 Og som det gik i Noas dage,+ sådan vil det også være i Menneskesønnens dage:+ 27 de spiste, de drak, mænd giftede sig, kvinder bortgiftedes, indtil den dag da Noa gik ind i arken, og vandfloden* kom og gjorde det af med dem alle.+ 28 Ligeledes, som det gik i Lots dage:+ de spiste, de drak, de købte, de solgte, de plantede, de byggede. 29 Men den dag da Lot gik ud af Soʹdoma regnede ild og svovl ned fra himmelen og gjorde det af med dem alle.+ 30 På samme måde vil det være på den dag da Menneskesønnen åbenbares.+

31 På den dag skal den der er på taget men har sine ting i huset, ikke gå ned for at hente dem, og ligeledes skal den der er ude på marken ikke vende tilbage til det der er bagved. 32 Husk på Lots hustru.+ 33 Enhver der søger at sikre sig sin sjæl* vil miste den, men enhver der mister den vil bevare den i live.+ 34 Jeg siger jer: I den nat vil der være to [mænd] i én seng; den ene tages med, men den anden lades tilbage.+ 35 Der vil være to [kvinder] som maler på samme kværn; den ene tages med, men den anden lades tilbage.“+ 36* —— 37 Det fik dem til at sige til ham: „Hvor, Herre?“ Han sagde til dem: „Hvor liget er,+ dér vil ørnene også samles.“+

18 Så fortsatte han med i en billedtale at fortælle dem om hvor nødvendigt det var for dem altid at bede og ikke give op,+ 2 og han sagde: „I en by var der en dommer som hverken havde frygt for Gud eller respekt for mennesker. 3 Og der var en enke i den by, og hun blev ved med at komme+ til ham og sige: ’Skaf mig ret over for min modpart i retten.’ 4 En tid lang ville han ikke, men senere sagde han til sig selv: ’Skønt jeg hverken har frygt for Gud eller respekt for mennesker, 5 vil jeg i det mindste fordi denne enke stadig volder mig besvær,+ skaffe hende hendes ret, så hun ikke bliver ved med at komme og banke løs+ på mig* til [mit] endeligt.’“ 6 Så sagde Herren: „Hør hvad dommeren, skønt uretfærdig, siger! 7 Skulle Gud da ikke sørge for at der skaffes hans udvalgte ret,+ dem som råber til ham dag og nat, selv om han er langmodig+ over for dem? 8 Jeg siger jer: Han vil sørge for at der skaffes dem ret i hast.+ Dog, når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen* på jorden?“

9 Men til nogle som havde den tillid til sig selv at de var retfærdige+ og som regnede de andre for intet,+ talte han også med denne billedtale: 10 „To mænd gik op til templet for at bede; den ene var farisæer og den anden skatteopkræver. 11 Farisæeren stillede sig op+ og begyndte at bede+ for sig selv således: ’Gud, jeg takker dig fordi jeg ikke er ligesom de andre mennesker, udsugere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, ja, eller som denne skatteopkræver.+ 12 Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af alt hvad jeg får ind.’+ 13 Men skatteopkræveren, som stod et stykke borte, ville ikke engang løfte sine øjne mod himmelen, men blev ved med at slå sig for brystet+ og sige: ’Gud, vær nådig mod en synder som mig.’+ 14 Jeg siger jer: Denne mand gik ned til sit hus mere retfærdiggjort+ end den anden; for enhver der ophøjer sig selv vil blive ydmyget, men den der ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“+

15 Nu begyndte folk også at komme til ham med deres spædbørn* for at han skulle røre ved dem; men da disciplene så det, talte de strengt til dem.+ 16 Jesus kaldte imidlertid [børnene] til sig, idet han sagde: „Lad de små børn komme hen til mig, og prøv ikke at hindre dem. For Guds rige tilhører sådanne.+ 17 Jeg siger jer som sandt er: Den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, vil slet ikke komme ind i det.“+

18 Og en leder spurgte ham, idet han sagde: „Gode lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“+ 19 Jesus sagde til ham: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, Gud.+ 20 Du kender budene:+ ’Begå ikke ægteskabsbrud,+ myrd ikke,+ stjæl ikke,+ aflæg ikke falsk vidnesbyrd,+ ær din fader og moder.’“+ 21 Så sagde han: „Jeg har holdt dem alle fra min ungdom af.“+ 22 Da Jesus hørte det, sagde han til ham: „Endnu en ting mangler hos dig: Sælg alt hvad du har og del det ud til fattige, så vil du have værdier i himlene; og kom så og følg mig.“+ 23 Da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet, for han var meget rig.+

24 Jesus så på ham og sagde: „Hvor vil det være vanskeligt for dem som har penge at komme ind i Guds rige!+ 25 Ja, det er lettere for en kamel at komme igennem en synåls øje end for en rig at komme ind i Guds rige.“+ 26 De som hørte dette sagde: „Hvem kan så blive frelst?“ 27 Han sagde: „Det der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.“+ 28 Men Peter sagde: „Se! Vi har forladt vore egne ting og fulgt dig.“+ 29 Han sagde til dem: „Jeg siger jer som sandt er: Der er ingen som har forladt hus eller hustru eller brødre eller forældre eller børn for Guds riges skyld,+ 30 som ikke vil få mange gange mere i denne tid, og i den kommende tingenes ordning* evigt liv.“+

31 Så tog han de tolv til side og sagde til dem: „Se! Vi går nu op til Jerusalem, og alt det der er skrevet ved profeterne+ med hensyn til Menneskesønnen vil blive opfyldt.+ 32 For eksempel vil han blive overgivet til folk fra nationerne, og der vil blive gjort nar af ham+ og han vil blive behandlet forsmædeligt+ og spyttet på;+ 33 og efter at man har pisket+ ham vil man dræbe+ ham, men på den tredje dag skal han opstå.“+ 34 De fattede imidlertid intet af dette, og denne udtalelse var tilsløret for dem, og de forstod ikke det der blev sagt.+

35 Da han nu nærmede sig Jeriko sad der en blind mand ved vejen og tiggede.+ 36 Da han hørte en folkemængde komme gående forbi, begyndte han at forhøre sig om hvad dette kunne være. 37 De meddelte ham: „Jesus Nazaræeren er på vej forbi.“+ 38 Da råbte han og sagde: „Jesus, Davids søn, vis mig barmhjertighed!“+ 39 Og de der gik foran gav sig til at tale strengt til ham om at han skulle tie stille, men desto mere råbte han: „Davids søn, vis mig barmhjertighed.“+ 40 Da standsede Jesus og befalede at [manden] skulle føres hen til ham.+ Da han var kommet derhen spurgte [Jesus]* ham: 41 „Hvad ønsker du at jeg skal gøre for dig?“+ Han sagde: „Herre, lad mig få mit syn igen.“+ 42 Så sagde Jesus til ham: „Bliv seende igen; din tro har gjort dig rask.“*+ 43 Og øjeblikkelig fik han synet igen,+ og han begyndte at følge ham, idet han herliggjorde Gud.+ Og hele folket lovpriste Gud da de så [dette].

19 Og han kom ind i Jeriko+ og var på vej derigennem. 2 Nu var der en mand her ved navn Zakæʹus, og han var overskatteopkræver, og han var rig. 3 Han søgte at komme til at se+ hvem denne Jesus var, men han kunne ikke for folkemængden, for han var lille af vækst. 4 Så løb han i forvejen hen til en fremskudt post og klatrede op i et morbærfigentræ for at kunne se ham, for det var ad den vej han ville komme forbi. 5 Og da Jesus kom til stedet, så han op og sagde til ham: „Zakæʹus, skynd dig, kom ned, for i dag bør jeg være gæst i dit hus.“ 6 Så skyndte han sig, kom ned og bød ham med glæde velkommen som gæst. 7 Men da folk så [det], begyndte de alle at mumle vredt,+ idet de sagde: „Han er gået ind og har slået sig ned hos en mand der er en synder.“ 8 Men Zakæʹus rejste sig og sagde til Herren: „Se! Halvdelen af hvad jeg ejer, Herre, giver jeg til de fattige, og hvad jeg end har afpresset nogen ved hjælp af falske anklager+ giver jeg firdobbelt tilbage.“+ 9 Så sagde Jesus til ham: „I dag er der kommet frelse til dette hus; også han er jo en søn af Abraham.+ 10 Menneskesønnen er nemlig kommet for at opsøge og frelse det bortkomne.“+

11 Mens de hørte på dette, talte han også til dem med en billedtale, fordi han var nær ved Jerusalem og de mente at Guds rige øjeblikkelig ville vise sig.+ 12 Derfor sagde han: „En mand af fornem herkomst rejste til et fjernt land for at sikre sig kongemagt* og så vende tilbage.+ 13 Han kaldte da ti af sine trælle til sig og gav dem ti miner* og sagde til dem: ’Driv forretning til jeg kommer.’+ 14 Men hans landsmænd hadede+ ham og sendte en delegation efter ham for at sige: ’Vi ønsker ikke at denne [mand] skal være konge over os.’+

15 Da han til sidst kom tilbage efter at have fået kongemagten,* befalede han at de trælle som han havde givet sølvpengene skulle kaldes til ham, så han kunne få at vide hvad de havde indtjent ved at drive forretning.+ 16 Så indfandt den første sig og sagde: ’Herre, din mine har indtjent ti miner.’+ 17 Og han sagde til ham: ’Udmærket, gode træl! Fordi du har vist dig trofast i en meget lille sag skal du have myndighed over ti byer.’+ 18 Nu kom den anden og sagde: ’Din mine, herre, har indbragt fem miner.’+ 19 Også til denne sagde han: ’Og du skal være over fem byer.’+ 20 Så kom en anden* og sagde: ’Herre, her er din mine som jeg har haft liggende i et tørklæde. 21 Ser du, jeg var bange for dig, for du er en streng mand; du tager op hvad du ikke har lagt, og du høster hvad du ikke har sået.’+ 22 Han sagde til ham: ’Ud fra din egen mund+ dømmer jeg dig, onde træl. Du vidste at jeg er en streng mand, der tager op hvad jeg ikke har lagt, og høster hvad jeg ikke har sået,+ ikke sandt? 23 Hvordan kan det så være at du ikke har sat mine sølvpenge i en bank? Så kunne jeg have hævet dem med renter når jeg kom.’+

24 Derpå sagde han til dem der stod der: ’Tag minen fra ham og giv den til ham der har de ti miner.’+ 25 Men de sagde til ham: ’Herre, han har ti miner!’ — 26 ’Jeg siger jer: Enhver der har, skal der gives mere; men fra den der ikke har, skal endog det tages han har.+ 27 Men mine fjender dér, som ikke ønskede at jeg skulle være konge over dem, før dem herhen og hug dem ned i mit påsyn.’“+

28 Efter at have sagt dette begyndte han så at gå videre, i forvejen, op til Jerusalem.+ 29 Og da han kom i nærheden af Betfaʹge og Betaʹnia ved bjerget der kaldes Oliebjerget,+ sendte han to af disciplene af sted+ 30 idet han sagde: „Gå ind i landsbyen som ligger dér foran jer, og i den vil I, når I kommer ind i den, finde et føl som er bundet og som intet menneske nogen sinde har siddet på. Løs det og kom med det.+ 31 Og hvis nogen spørger jer: ’Hvordan kan det være at I løser det?’ skal I sige således: ’Herren har brug for det.’“+ 32 De som blev sendt ud, tog så af sted og fandt det sådan som han havde sagt til dem.+ 33 Men da de var ved at løse føllet sagde dets ejere til dem: „Hvorfor løser I føllet?“+ 34 De sagde: „Herren har brug for det.“+ 35 Og de førte det til Jesus, og de kastede deres yderklæder på føllet og satte Jesus på [det].+

36 Som han drog frem,+ bredte de deres yderklæder ud på vejen.+ 37 Allerede da han nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget begyndte hele forsamlingen af disciple at fryde sig og med høj røst at prise Gud for alle de kraftige gerninger de havde set,+ 38 idet de sagde: „Velsignet er den der kommer som kongen i Jehovas* navn!+ Fred i himmelen og ære i det højeste!“*+ 39 Men nogle af farisæerne i folkemængden sagde til ham: „Lærer, irettesæt dine disciple.“+ 40 Som svar sagde han imidlertid: „Jeg siger jer: Hvis disse tav, ville stenene+ råbe.“

41 Og da han kom nærmere, betragtede han byen og græd over den+ 42 idet han sagde: „Hvis du, ja du, på denne dag havde været klar over+ hvad der fører til fred — men nu er det skjult for dine øjne.+ 43 For dage skal komme over dig da dine fjender vil lægge en skanse+ af spidse pæle+ omkring dig og omringe+ dig og trænge dig hårdt fra alle sider,+ 44 og de vil jævne dig og dine børn i dig med jorden,+ og de vil ikke lade sten på sten tilbage i dig,+ fordi du ikke gav agt på den tid da du blev inspiceret.“+

45 Og han gik ind i templet og begyndte at jage dem ud som solgte,+ 46 idet han sagde til dem: „Der står skrevet: ’Og mit hus skal være et bedehus,’+ men I har gjort det til en røverhule.“+

47 Endvidere underviste han hver dag i templet. Men de øverste præster og de skriftlærde og folkets førende mænd søgte at få ham ryddet af vejen;+ 48 men de fandt ikke ud af lige hvad de skulle gøre, for folket, hver og én, blev ved med at hænge ved ham for at høre ham.+

20 En af dagene, mens han underviste folket i templet og forkyndte den gode nyhed, trådte de øverste præster og de skriftlærde sammen med de ældste frem+ 2 og tog til orde idet de sagde til ham: „Sig os med hvilken bemyndigelse du gør disse ting, eller hvem det er der har givet dig denne bemyndigelse.“+ 3 Som svar sagde han til dem: „Jeg vil også spørge jer om en ting, og I siger mig:+ 4 Var Johannes’ dåb* fra himmelen eller fra mennesker?“+ 5 Så diskuterede de indbyrdes idet de sagde: „Hvis vi siger: ’Fra himmelen,’ vil han sige: ’Hvordan kan det da være at I ikke troede ham?’+ 6 Og hvis vi siger: ’Fra mennesker,’ vil folket, hver og én, stene os,+ for de er overbeviste om at Johannes+ var en profet.“+ 7 De svarede så at de ikke vidste hvorfra. 8 Og Jesus sagde til dem: „Så siger jeg heller ikke jer med hvilken bemyndigelse jeg gør disse ting.“+

9 Da begyndte han at tale til folket med denne billedtale: „En mand plantede en vingård,+ lejede den ud til vinavlere og rejste udenlands i længere tid.+ 10 Men da tiden var inde sendte han en træl+ ud til vinavlerne,+ for at de kunne give ham noget af vingårdens frugt.+ Vinavlerne sendte ham imidlertid tomhændet bort+ efter at have pryglet ham. 11 Men han prøvede igen og sendte dem en anden træl. Også denne pryglede de og vanærede og sendte tomhændet bort.+ 12 Alligevel prøvede han igen og sendte en tredje;+ også ham slog de til blods og kastede ud. 13 Da sagde vingårdens ejer: ’Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min søn, den elskede.+ Ham vil de sikkert respektere.’ 14 Da vinavlerne fik øje på ham, gav de sig til at diskutere med hinanden idet de sagde: ’Dette er arvingen; lad os dræbe ham, så arven kan blive vores.’+ 15 Så kastede de ham ud af vingården+ og dræbte ham.+ Hvad vil ejeren af vingården nu gøre ved dem?+ 16 Han vil komme og gøre det af med disse vinavlere, og han vil give vingården til andre.“+

Da de hørte [dette] sagde de: „Måtte det aldrig ske!“ 17 Men han så på dem og sagde: „Hvad betyder da dette som står skrevet: ’Den sten bygmestrene forkastede+ er blevet hovedhjørnesten’?+ 18 Enhver som falder på den sten vil blive knust.+ Men enhver som den falder på,+ ham maler den til støv.“+

19 De skriftlærde og de øverste præster søgte nu i selv samme time at lægge hånd på ham, men de var bange for folket; de var nemlig klar over at det var med henblik på dem han havde talt i denne billedtale.+ 20 Og efter at have holdt skarpt øje med ham udsendte de nogle mænd der i hemmelighed var lejet til at give sig ud for at være retfærdige, for at de måske kunne fange ham i ord,+ så de kunne overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens myndighed. 21 Og de spurgte ham idet de sagde: „Lærer, vi ved at du taler og underviser korrekt og ikke er partisk, nej, du lærer andre Guds vej i overensstemmelse med hvad der er sandhed:+ 22 Er det tilladt os at give kejseren* skat, eller er det ikke?“+ 23 Men han mærkede deres underfundighed og sagde til dem:+ 24 „Vis mig en denar.* Hvis billede og indskrift har den?“ De sagde: „Kejserens.“+ 25 Han sagde til dem: „Så tilbagebetal da kejseren det der er kejserens,+ og Gud det der er Guds.“+ 26 De kunne ikke fange ham [i noget] i denne udtalelse i folkets påhør, og i undren over hans svar tav de.+

27 Men nogle af saddukæerne — det er dem som siger at der ikke er nogen opstandelse+ — kom nu hen og spurgte ham 28 idet de sagde: „Lærer, Moses+ skrev til os: ’Hvis en mand som har en broder, dør mens han har en hustru, og han er forblevet barnløs, så skal hans broder+ tage hustruen og med hende oprejse sin broder afkom.’+ 29 Nu var der syv brødre; og den første tog en hustru og døde barnløs.+ 30 Og den anden 31 og den tredje tog hende. På samme måde med dem alle syv: de døde uden at efterlade sig børn.+ 32 Til sidst døde også hustruen.+ 33 Hvem af dem skal nu have hende til hustru i opstandelsen?* De er jo syv der har haft hende til hustru.“+

34 Jesus sagde til dem: „Denne tingenes ordnings* børn gifter sig+ og bortgiftes, 35 men de som er anset for værdige+ til at få del i den anden tingenes ordning+ og opstandelsen fra de døde,+ hverken gifter sig eller bortgiftes. 36 Ja, de kan heller ikke dø mere,+ for de er lig engle, og de er Guds børn,* idet de er opstandelsens børn.+ 37 Men at de døde oprejses har også Moses angivet, i beretningen om tornebusken,+ når han kalder Jehova* ’Abrahams Gud* og Isaks Gud og Jakobs Gud’.+ 38 Han er ikke dødes men levendes Gud; de er nemlig alle levende for ham.“*+ 39 Det fik nogle af de skriftlærde til at sige: „Lærer, du har talt udmærket.“ 40 For de turde ikke mere spørge ham om noget.

41 Så sagde han til dem: „Hvordan kan man sige at Messias er Davids søn?+ 42 For David selv siger i Salmernes Bog: ’Jehova* sagde til min Herre: „Sæt dig ved min højre hånd 43 indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“’+ 44 David kalder ham altså ’Herre’; hvordan er han så hans søn?“

45 Mens hele folket hørte på det, sagde han så til disciplene:+ 46 „Tag jer i agt for de skriftlærde, som gerne vil gå rundt i lange klæder og kan lide at der hilses på dem på torvene* og at de har de forreste siddepladser i synagogerne og de fornemste pladser ved aftensmåltiderne,+ 47 og som opsluger enkernes hjem+ og som et skalkeskjul siger lange bønner. De vil få en strengere dom.“+

21 Idet han nu kiggede op, så han de rige lægge deres gaver i bidragsbøsserne.*+ 2 Da så han en fattig enke lægge to småmønter af meget ringe værdi* deri,+ 3 og han sagde: „Jeg skal sige jer som sandt er: Denne enke har, skønt hun er fattig, lagt mere i end alle de andre.+ 4 For alle disse lagde gaver i* af deres overflod, men denne [kvinde] lagde i af sin armod alle de midler hun havde at leve af.“+

5 Senere, da nogle talte om hvordan templet var smykket med smukke sten og ting der var viet til det,+ 6 sagde han: „Med hensyn til de ting som I ser på, så vil der komme dage i hvilke der ikke skal lades sten på sten tilbage her som ikke vil blive revet ned.“+ 7 Så spurgte de ham, idet de sagde: „Lærer, hvornår vil disse ting da ske, og hvad vil være tegnet når disse ting skal indtræffe?“+ 8 Han sagde: „Pas på at I ikke ledes vild;+ for mange vil komme på grundlag af mit navn og sige: ’Det er mig,’ og: ’Den fastsatte tid er kommet nær.’+ Gå ikke efter dem. 9 Og når I hører om krige og uroligheder, så bliv ikke opskræmte.+ For disse ting må nødvendigvis først indtræffe, men enden* [kommer] ikke straks.“

10 Så fortsatte han med at sige til dem: „Nation skal rejse sig* mod nation+ og rige mod rige;+ 11 og der skal være store jordskælv, og det ene sted efter det andet tilfælde af pest og hungersnød;+ og der vil komme frygtelige ting og fra himmelen store tegn.+

12 Men før alt dette vil man lægge hånd på jer og forfølge+ jer, idet man vil overgive jer til synagoger og fængsler, og I vil blive ført frem for konger og landshøvdinger for mit navns skyld.+ 13 Det vil føre til et vidnesbyrd* for jer.+ 14 Beslut derfor i jeres hjerter at I ikke i forvejen vil overveje hvordan I skal svare for jer,+ 15 for jeg vil give jer en mund* og en visdom som alle jeres modstandere tilsammen ikke vil kunne modstå eller modsige.+ 16 Endvidere vil I endog blive forrådt af forældre+ og brødre og slægtninge og venner, og de vil bringe død over nogle af jer;+ 17 og I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn.+ 18 Og dog vil ikke et hår+ på jeres hoved gå tabt. 19 Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle.*+

20 Og når I ser Jerusalem omringet+ af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær.+ 21 Så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene, og lad dem der er i dens midte gå ud, og lad dem der er på landet ikke gå ind i den;+ 22 for dette er hævnens dage,* da alt det der står skrevet skal opfyldes.+ 23 Ve de gravide kvinder og dem der har et barn at give bryst i de dage!+ For der vil være stor nød over landet* og vrede over dette folk; 24 og de skal falde for sværdets æg og føres som fanger til alle nationerne;+ og Jerusalem skal nedtrædes af nationerne,* indtil nationernes fastsatte tider+ er udløbet.*

25 Og der vil være tegn i sol+ og måne og stjerner, og på jorden angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind på grund af havets larmen+ og [dets] oprør,+ 26 mens mennesker besvimer på grund af frygt+ og det de venter der kommer over den beboede jord;*+ for himlenes kræfter* skal rystes.+ 27 Og da skal de se Menneskesønnen+ komme* i en sky med magt og megen herlighed.+ 28 Men når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“

29 Så talte han til dem med en billedtale: „Se figentræet og alle de andre træer:+ 30 Så snart de springer ud, ved I af jer selv, ud fra det I ser, at nu er sommeren nær.+ 31 Således ved I også, når I ser disse ting ske, at Guds rige er nær.+ 32 Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation* skal afgjort ikke forsvinde før alt [dette] sker.+ 33 Himmelen og jorden skal forsvinde,+ men mine ord skal afgjort ikke forsvinde.+

34 Men vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri+ og det daglige livs bekymringer,*+ og den dag pludselig, i et øjeblik, er over jer+ 35 som en snare.+ For den vil komme over alle dem der bor på hele jordens flade.+ 36 Våg da,+ idet I hele tiden beder,+ så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“+

37 Om dagen underviste han i templet,+ men om natten gik han ud og overnattede på det bjerg der kaldes Oliebjerget.+ 38 Og hele folket+ kom tidligt på dagen til ham i templet for at høre ham.

22 De usyrede brøds højtid, der kaldes påske,+ nærmede sig nu. 2 Og de øverste præster og de skriftlærde var i færd med at undersøge hvordan de bedst kunne gøre det af med ham,+ for de var bange for folket.+ 3 Men Satan gik i Judas, ham der blev kaldt Iskarioʹt, som blev regnet med blandt de tolv;+ 4 og han gik hen og talte med de øverste præster og [tempel]øversterne om hvordan han bedst kunne forråde ham til dem.+ 5 Og de frydede sig og vedtog at give ham sølvpenge.+ 6 Han indvilligede så og begyndte at søge en gunstig lejlighed til at forråde ham til dem uden at en folkemængde var der.+

7 Så kom de usyrede brøds dag, da påske[offeret] skulle slagtes;+ 8 og han sendte Peter og Johannes af sted idet han sagde: „Gå hen og tilbered påske[måltidet]+ til os så vi kan spise [det].“ 9 De sagde til ham: „Hvor ønsker du at vi skal tilberede [det]?“ 10 Han sagde til dem:+ „Se, når I går ind i byen, vil en mand som bærer en lerkrukke med vand møde jer. Følg ham ind i det hus han går ind i.+ 11 Og I skal sige til værten i huset: ’Læreren siger til dig: „Hvor er gæsteværelset, hvor jeg kan spise påske[måltidet] sammen med mine disciple?“’+ 12 Og denne [mand] vil vise jer et stort rum ovenpå som er udstyret. Tilbered [det] dér.“+ 13 Så tog de af sted og fandt at det var ganske som han havde sagt til dem, og de tilberedte påske[måltidet].+

14 Og da timen kom, lagde han sig til bords, og sammen med ham apostlene.+ 15 Og han sagde til dem: „Jeg har brændende ønsket og længtes efter at spise dette påske[måltid] sammen med jer før jeg skal lide; 16 for jeg siger jer: Jeg skal ikke spise det igen før det bliver opfyldt i Guds rige.“+ 17 Og han tog imod et bæger,+ takkede og sagde: „Tag dette og lad det gå fra den ene til den anden iblandt jer; 18 for jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke mere drikke af vintræets frugt før Guds rige kommer.“+

19 Og han tog et brød,+ takkede, brækkede det i stykker og gav det til dem, idet han sagde: „Dette betyder* mit legeme,+ som skal gives til gavn for jer.+ Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“+ 20 Og på samme måde [tog han] bægeret+ efter aftensmåltidet, idet han sagde: „Dette bæger betyder den nye pagt+ i kraft af mit blod,+ som skal udgydes til gavn for jer.*+

21 Men se, den der forråder+ mig har sin hånd sammen med mig ved bordet.+ 22 For Menneskesønnen går den vej der er afstukket;+ dog ve det menneske ved hvem han bliver forrådt!“+ 23 Så begyndte de indbyrdes at diskutere spørgsmålet om hvem af dem det mon kunne være som stod i begreb med at gøre dette.+

24 Der opstod imidlertid også en heftig diskussion iblandt dem om hvem af dem der syntes at være den største.+ 25 Men han sagde til dem: „Nationernes konger spiller herrer over dem, og de der har myndighed over dem bliver kaldt velgørere.+ 26 Men sådan skal I ikke være.+ Lad derimod den der er den største iblandt jer, blive som den yngste,+ og den der fører an, som den der tjener.*+ 27 For hvem er størst: den der ligger til bords, eller den der virker som tjener? Er det ikke den der ligger til bords? Men i jeres midte er jeg som den der virker som tjener.+

28 Imidlertid er det jer som er blevet+ hos mig i mine prøvelser;+ 29 og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt+ med mig, om et rige,+ 30 for at I kan spise+ og drikke ved mit bord i mit rige+ og sidde på troner+ og dømme Israels tolv stammer.

31 Simon, Simon, se, Satan+ har forlangt at få jer for at sigte jer som hvede.+ 32 Men jeg har bedt for dig,+ for at din tro ikke må svigte; og du, når du engang er vendt om, da styrk+ dine brødre.“ 33 Så sagde han til ham: „Herre, jeg er parat til at gå med dig både i fængsel og i døden.“+ 34 Men han sagde: „Jeg siger dig, Peter: Hanen skal ikke gale i dag før du tre gange har nægtet at du kender mig.“+

35 Han sagde også til dem: „Da jeg sendte jer ud uden pengepung og madpose og sandaler,+ manglede I da noget?“ De sagde: „Nej!“* 36 Så sagde han til dem: „Nu, derimod, lad den der har en pengepung tage den med, ligeså også en madpose; og lad den der ikke har noget sværd sælge sin yderklædning og købe et. 37 For jeg siger jer at det som står skrevet nødvendigvis må opfyldes på mig, nemlig dette: ’Og han blev regnet blandt lovløse.’+ For det der angår mig er ved at få sin opfyldelse.“+ 38 Så sagde de: „Herre, se, her er to sværd.“ Han sagde til dem: „Det er nok.“

39 Og da han gik ud tog han som sædvanlig til Oliebjerget; og disciplene fulgte også med ham.+ 40 Efter at være kommet til stedet sagde han til dem: „Bed fortsat, så I ikke kommer ind i fristelse.“+ 41 Og selv fjernede han sig fra dem, omtrent et stenkast, og lagde sig på knæ og begyndte at bede 42 idet han sagde: „Fader, hvis du vil, så tag dette bæger bort fra mig. Dog, lad ikke min men din vilje ske.“+ 43 Da viste en engel fra himmelen sig for ham og styrkede ham.+ 44 Men da han kom i dødsangst fortsatte han med at bede endnu mere inderligt;+ og hans sved blev som bloddråber der faldt på jorden.*+ 45 Og han rejste sig fra bønnen, gik hen til disciplene og fandt dem døsende af bedrøvelse;+ 46 og han sagde til dem: „Hvorfor sover I? Stå op og bed fortsat, så I ikke skal komme ind i fristelse.“+

47 Endnu mens han talte, se, [da kom der] en skare, og han der hed Judas, en af de tolv, gik foran dem;+ og han nærmede sig Jesus for at kysse ham.+ 48 Men Jesus sagde til ham: „Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?“+ 49 Da de der var omkring ham så hvad der ville ske, sagde de: „Herre, skal vi slå til med sværd?“+ 50 Og en af dem slog efter ypperstepræstens træl og huggede det højre øre af ham.+ 51 Men det fik Jesus til at sige: „Lad det gå så vidt som dette.“ Og han rørte ved øret og helbredte ham.+ 52 Jesus sagde så til de øverste præster og tempeløversterne og de ældste som var kommet ud efter ham: „Er I kommet ud med sværd og køller som mod en røver?+ 53 Mens jeg var hos jer i templet dag efter dag,+ rakte I ikke hænderne ud imod mig.+ Men dette er jeres time,+ og mørket+ har myndigheden.“+

54 Så arresterede de ham og førte+ ham af sted og bragte ham ind i ypperstepræstens hus;+ men Peter fulgte efter i god afstand.+ 55 Da de tændte en ild midt i gården og sammen havde sat sig dér, sad Peter iblandt dem.+ 56 Men en tjenestepige så ham sidde ved den klare ild, og hun så undersøgende på ham og sagde: „Denne mand var også sammen med ham.“+ 57 Men han benægtede+ det,* idet han sagde: „Jeg kender ham ikke, kvinde.“+ 58 Og lidt senere så en anden ham og sagde: „Du er også en af dem.“ Men Peter sagde: „Menneske! det er jeg ikke.“+ 59 Og efter at omtrent en time var gået, begyndte en anden med styrke at påstå: „Det er ganske afgjort at denne [mand] også var sammen med ham; han er jo galilæer!“+ 60 Men Peter sagde: „Menneske, jeg ved ikke hvad du snakker om.“ Og i samme øjeblik, endnu mens han talte, galede en hane.+ 61 Og Herren vendte sig og så på Peter, og Peter huskede hvad Herren havde udtalt da han sagde til ham: „Før hanen galer i dag, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.“+ 62 Og han gik udenfor og græd bitterligt.+

63 Nu begyndte de mænd som havde ham* i forvaring at gøre nar+ af ham idet de slog ham;+ 64 og efter at have tilhyllet ham spurgte de ham og sagde: „Profetér. Hvem var det der slog dig?“+ 65 Og de fortsatte med at sige meget andet bespotteligt+ til ham.

66 Da det omsider blev dag, samledes folkets ældsteråd, både overordnede præster og skriftlærde,+ og de førte ham ind i deres sanhedrinsal* og sagde:+ 67 „Hvis du er Messias,+ så sig os det.“ Men han sagde til dem: „Selv om jeg sagde jer det, ville I dog ikke tro det.+ 68 Og hvis jeg stillede jer spørgsmål, ville I heller ikke svare.+ 69 Men fra nu af skal Menneskesønnen+ sidde ved Guds krafts højre hånd.“*+ 70 Så sagde de alle: „Du er altså Guds søn?“ Han sagde til dem: „I siger selv+ at jeg er det.“ 71 De sagde: „Hvad brug har vi for yderligere vidnesbyrd?+ Vi har jo selv hørt [det] af hans egen mund.“+

23 Så rejste hele forsamlingen sig og førte ham til Pilaʹtus.+ 2 Og de begyndte at anklage ham,+ idet de sagde: „Vi har fundet at denne mand forleder vor nation til oprør+ og forbyder betaling af skatter+ til kejseren* og siger at han selv er Kristus, en konge.“+ 3 Så stillede Pilaʹtus ham spørgsmålet: „Er du jødernes konge?“ Som svar sagde han til ham: „Du siger [det] selv.“+ 4 Så sagde Pilaʹtus til de øverste præster og folkeskarerne: „Jeg finder ingen skyld hos dette menneske.“+ 5 Men de tog stærkere fat og sagde: „Han ophidser folket ved at undervise i hele Judæa, ja fra Galilæʹa, hvor han begyndte, og hertil.“ 6 Da Pilaʹtus hørte det, spurgte han om manden var galilæer, 7 og da han havde fået bekræftet at han var fra Herodes’* myndighedsområde,+ sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i netop de dage.

8 Da Herodes så Jesus blev han meget glad, for i længere tid havde han ønsket at se ham+ fordi han havde hørt om ham,+ og han håbede at se et tegn ske ved ham. 9 Så begyndte han at spørge ham ud med mange ord; men han gav ham intet svar.+ 10 De øverste præster og de skriftlærde blev imidlertid ved med at stå og anklage ham heftigt.+ 11 Sammen med sit vagtmandskab viste Herodes ham nu foragt,+ og han gjorde nar+ af ham ved at give ham en flot* dragt på og sendte ham så tilbage til Pilaʹtus. 12 Den dag blev Herodes og Pilaʹtus+ venner med hinanden; før havde der nemlig hele tiden været fjendskab imellem dem.

13 Pilaʹtus sammenkaldte derpå de øverste præster og lederne og folket 14 og sagde til dem: „I har bragt dette menneske til mig som en der tilskynder folket til oprør, og se, jeg har forhørt ham for jeres øjne, men jeg har ikke i dette menneske fundet nogen skyld+ med hensyn til det I anklager ham for. 15 Det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; og se, han har intet begået som fortjener døden.+ 16 Jeg vil derfor tugte+ ham og frigive ham.“ 17* —— 18 Men de råbte, hele mængden, idet de sagde: „Væk med ham,+ og giv os Barʹabbas fri!“+ 19 ([Det var en mand] som var kastet i fængsel for et oprør der havde været i byen, og for mord.) 20 Men Pilaʹtus henvendte sig igen til dem, idet han gerne ville give Jesus fri.+ 21 Så begyndte de med tilråb der lød: „Pælfæst! Pælfæst ham!“*+ 22 For tredje gang sagde han til dem: „Jamen hvad ondt har denne [mand] da gjort? Jeg har ikke fundet noget hos ham der fortjener døden; jeg vil derfor tugte ham og give ham fri.“+ 23 Så begyndte de at presse på og med høje røster at kræve at han blev pælfæstet; og deres stemmer begyndte at få overtaget.+ 24 Pilaʹtus fældede så den dom at deres krav skulle opfyldes:+ 25 han løslod+ den mand de krævede og som var kastet i fængsel for oprør og mord, men Jesus overgav han til deres vilje.+

26 Mens de nu førte ham bort greb de fat i Simon, en mand fra Kyreʹne, som var på vej ind fra landet, og de lagde marterpælen på ham for at han skulle bære den bag efter Jesus.+ 27 Men der var en stor mængde af folket som fulgte ham, og af kvinder som blev ved med at slå sig selv af sorg og som kom med klageråb over ham. 28 Jesus vendte sig mod kvinderne og sagde: „Jerusalems døtre, hold op med at græde over mig. Græd derimod over jer selv og over jeres børn;+ 29 for, se, der skal komme dage i hvilke folk vil sige: ’Lykkelige er de ufrugtbare kvinder, og de moderliv som ikke fødte, og de bryster som ikke gav die!’+ 30 Da vil man sige til bjergene: ’Fald over os!’ og til højene: ’Dæk os!’+ 31 For hvis man gør disse ting når træet er med saft, hvad vil der så ske når det er vissent?“+

32 Men to andre, to forbrydere, blev også ført ud for at blive henrettet sammen med ham.+ 33 Og da de kom til det sted der kaldes Hovedskal,*+ pælfæstede de ham og forbryderne dér, én ved hans højre og én ved hans venstre side.+ 34 [[Men Jesus sagde: „Fader, tilgiv+ dem, for de ved ikke hvad de gør.“]]* Endvidere kastede de lod for at dele hans klæder.+ 35 Og folket stod og så til.+ Men lederne kom også med hånlige bemærkninger idet de sagde: „Andre har han frelst; lad ham frelse+ sig selv, hvis han er Guds Messias, den udvalgte.“+ 36 Også soldaterne gjorde nar+ af ham idet de kom hen og tilbød ham sur vin+ 37 og sagde: „Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.“ 38 Der var også en indskrift oven over ham:* „Denne er jødernes konge.“*+

39 Men en af forbryderne som hang der, sagde spottende+ til ham: „Du er Messias, ikke sandt? Frels dig selv og os.“ 40 Det fik den anden til at irettesætte ham og sige: „Frygter du slet ikke Gud, nu da du er under samme dom?+ 41 Og vi [er det] jo med rette, for vi får fuldt ud hvad vi fortjener for det vi har gjort; men denne [mand] har ikke gjort noget forkert.“+ 42 Og han fortsatte med at sige: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.“+ 43 Og han sagde til ham: „I sandhed, jeg siger dig i dag:* Du skal være med mig+ i Paradiset.“*+

44 Det var nu hen ved den sjette time, og der blev mørke over hele landet indtil den niende time,*+ 45 idet solens lys forsvandt; så flængedes forhænget+ i helligdommen* midt igennem.+ 46 Og Jesus råbte med høj røst og sagde: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“+ Da han havde sagt dette, udåndede han.+ 47 Da centurionen* så hvad der skete, begyndte han at herliggøre Gud idet han sagde: „Dette menneske var virkelig retfærdigt.“+ 48 Og da alle de mange mennesker der havde samlet sig til dette skue, havde set det der skete, begyndte de at gå hjem igen, idet de slog sig for brystet. 49 Men alle hans bekendte stod et stykke borte.+ Også de kvinder som var fulgt med ham fra Galilæʹa stod og så på disse ting.+

50 Og se, en mand ved navn Josef, som var medlem af rådet,* en god og retfærdig mand+ — 51 denne [mand] havde ikke stemt for deres plan og forehavende+ — han var fra Arimatæʹa, en af judæernes* byer, og han ventede på Guds rige;+ 52 denne [mand] gik til Pilaʹtus og bad om Jesu legeme.+ 53 Og han tog det ned+ og svøbte det ind i fint linned, og han lagde ham i en grav+ der var udhugget i klippen og hvori ingen endnu havde ligget.+ 54 Det var nu beredelsesdag,+ og sabbattens+ skumring nærmede sig.* 55 Men kvinderne, som var kommet sammen med ham fra Galilæʹa, fulgte efter og iagttog mindegraven+ og hvordan hans legeme blev lagt;+ 56 og de gik hjem og tilberedte vellugtende stoffer og vellugtende olier.+ Men naturligvis hvilede de på sabbatten+ i overensstemmelse med budet.

24 På den første dag i ugen gik de imidlertid meget tidligt til graven, medbringende de vellugtende stoffer de havde tilberedt.+ 2 Men de fandt stenen rullet væk fra mindegraven,+ 3 og da de gik ind fandt de ikke Herren Jesu* legeme.+ 4 Mens de var i vildrede på grund af dette, se, da stod to mænd i strålende klædedragt hos dem.+ 5 Da [kvinderne] blev forskrækkede og holdt ansigterne vendt mod jorden, sagde [mændene] til dem: „Hvorfor ser I efter den levende blandt de døde? 6 [[Han er ikke her, men han er blevet oprejst.]]*+ Husk hvordan han talte til jer mens han endnu var i Galilæʹa,+ 7 da han sagde at Menneskesønnen nødvendigvis måtte overgives i syndige menneskers hænder og pælfæstes* og dog opstå på den tredje dag.“+ 8 Så genkaldte de sig det han havde sagt,+ 9 og de vendte tilbage fra mindegraven* og fortalte alle disse ting til de elleve og til alle de andre.+ 10 Det var Maria Magdalene og Johanʹna+ og Maria, Jakobs [moder]. Også de andre kvinder+ som var sammen med dem, fortalte disse ting til apostlene. 11 Men disse udtalelser forekom dem som vrøvl, og de ville ikke tro [kvinderne].+

12 [[Men Peter rejste sig og løb ud til mindegraven, og da han bøjede sig og kiggede ind, så han kun bindene [ligge der]. Så gik han, idet han undrede sig over hvad der var sket.]]*

13 Men se, selv samme dag var to af dem på vej til en landsby som ligger lidt over elleve kilometer* fra Jerusalem [og] hvis navn er Emʹmaus, 14 og de talte med hinanden om alt det+ der var hændt.

15 Som de nu talte sammen og diskuterede, kom Jesus selv hen til dem+ og begyndte at følges med dem; 16 men deres øjne blev forhindret i at genkende ham.+ 17 Han sagde til dem: „Hvad er det for spørgsmål I går dér og drøfter med hinanden?“ Og de standsede og så bedrøvede ud. 18 Den ene, som bar navnet Kleʹopas, sagde som svar til ham: „Bor du som udlænding for dig selv i Jerusalem og ved derfor ikke hvilke ting der er sket i den i disse dage?“ 19 Og han sagde til dem: „Hvilke ting?“ De sagde til ham: „Det om Jesus Nazaræeren,+ som blev en profet,+ magtfuld i gerning og ord for Gud og hele folket; 20 og hvordan vore øverste præster og ledere overgav ham til dødsstraf og pælfæstede ham.+ 21 Men vi havde håbet at han var den der skulle befri Israel;+ ja, og foruden alt dette er det den tredje dag siden disse ting skete. 22 Og så har nogle af vore kvinder+ bragt os ud af fatning, for de har været ved mindegraven tidligt 23 og ikke fundet hans legeme, og de kom og sagde at de også havde set et overnaturligt syn af engle som fortalte at han er i live. 24 Og nogle af dem der er med os gik ud til mindegraven;+ og de fandt det således, ganske som kvinderne havde sagt, men ham så de ikke.“

25 Så sagde han til dem: „Åh, I uforstandige og langsomme af hjertet til at tro på alt det profeterne har sagt!+ 26 Skulle Messias ikke lide+ dette og så gå ind til sin herlighed?“+ 27 Og idet han begyndte ved Moses+ og alle Profeterne,+ fortolkede han for dem det der i alle Skrifterne handlede om ham.

28 Og de nærmede sig landsbyen som de var på vej til, og han lod som om han ville gå videre. 29 Men de pressede ham og sagde: „Bliv hos os, for det går mod aften og dagen er allerede gået på hæld.“ Så gik han ind for at blive hos dem. 30 Og da han lå til bords med dem tog han brødet, velsignede det, brækkede det i stykker og begyndte at række dem det.+ 31 Da blev deres øjne helt åbnet og de genkendte ham; og han blev usynlig for dem.+ 32 Og de sagde til hinanden: „Brændte vore hjerter ikke* da han talte til os på vejen, mens han åbnede Skrifterne helt for os?“ 33 Og i selv samme time brød de op og vendte tilbage til Jerusalem, og de fandt dem forsamlet, de elleve og dem der var sammen med dem, 34 som sagde: „Herren er virkelig blevet oprejst og har vist sig for Simon!“+ 35 Så berettede de selv om det [der var sket] på vejen og hvordan han blev genkendt af dem da han brækkede brødet i stykker.+

36 Mens de talte om disse ting stod han selv i deres midte, [[og han sagde til dem: „Måtte I have fred.“]]* 37 Men da de var opskræmte og var blevet forskrækkede,+ mente de at de så en ånd. 38 Så sagde han til dem: „Hvorfor er I foruroligede, og hvordan kan det være at der er opstået tvivl i jeres hjerte? 39 Se mine hænder og mine fødder, at det er mig; føl+ på mig og se, for en ånd har ikke kød og ben,+ sådan som I ser jeg har.“ 40 [[Og da han sagde dette, viste han dem sine hænder og sine fødder.]]* 41 Men da de af glæde stadig ikke troede+ men undrede sig, sagde han til dem: „Har I noget at spise dér?“+ 42 Og de rakte ham et stykke stegt fisk;*+ 43 og han tog det og spiste det+ for øjnene af dem.

44 Han sagde nu til dem: „Dette er mine ord som jeg talte til jer mens jeg endnu var hos jer,+ at alt det der står skrevet om mig i Moseloven og i Profeterne+ og Salmerne+ nødvendigvis må opfyldes.“ 45 Da åbnede han deres sind helt, så de forstod Skrifterne,+ 46 og han sagde til dem: „Således står der skrevet, at Messias skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag,+ 47 og at der på grundlag af hans navn skal forkyndes sindsændring til synders tilgivelse+ blandt alle nationerne+ — idet der begyndes fra Jerusalem;+ 48 I skal være vidner+ om disse ting. 49 Og se, det som er lovet af min Fader vil jeg sende over jer. Men I skal blive i byen indtil I bliver iklædt kraft fra det høje.“+

50 Og han førte dem ud så langt som til Betaʹnia, og han løftede sine hænder og velsignede dem.+ 51 Og mens han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himmelen.*+ 52 Og de bøjede sig ærbødigt for ham og* vendte så tilbage til Jerusalem med stor glæde.+ 53 Og de var hele tiden i templet og velsignede Gud.+