Til hebræerne

1 Gud, som for længe siden ved mange lejligheder+ og på mange måder har talt til vore forfædre ved profeterne,+ 2 har ved slutningen af disse dage+ talt til os ved en søn,+ som han har indsat som arving til alle ting,+ og gennem hvem han har dannet+ tingenes ordninger.* 3 Han er [hans] herligheds+ genskær* og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen,*+ og han opretholder alle ting ved hans krafts ord;+ og efter at han havde skaffet renselse for vore synder,+ har han sat sig ved Majestætens* højre hånd+ i det høje.+ 4 Han er blevet så meget større end englene+ som han har arvet et navn+ der er ypperligere end deres.

5 Til hvem af englene sagde han for eksempel nogen sinde: „Du er min søn; jeg er i dag blevet din fader“?+ Og videre: „Jeg vil være ham en fader, og han vil være mig en søn“?+ 6 Og når han igen bringer sin førstefødte+ til den beboede jord, siger han: „Og lad alle Guds engle+ bøje sig ærbødigt for* ham.“+

7 Og med henblik på englene siger han: „Og han gør sine engle til ånder, og sine offentlige tjenere* til en ildslue.“+ 8 Men med henblik på Sønnen: „Gud er din trone+ i evighedens evighed, og dit* riges scepter+ er retskaffenhedens scepter.*+ 9 Du elskede retfærdighed og hadede lovløshed. Derfor har Gud, din Gud, salvet+ dig med glædens olie frem for dine partnere.“+ 10 Og: „Du, Herre, har i begyndelsen grundlagt jorden, og himlene er dine hænders værker.+ 11 De vil gå til grunde,* men du består fortsat; og alle ældes de som en yderklædning,+ 12 og du vil folde dem sammen som en kappe,+ som en yderklædning,* og de vil blive udskiftet; men du er den samme, og dine år vil aldrig udløbe.“+

13 Og med henblik på hvilken af englene har han nogen sinde sagt: „Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder“?+ 14 Er de ikke alle ånder+ i offentlig tjeneste,+ udsendt for at tjene dem som skal arve+ frelse?

2 Derfor bør vi vise det vi har hørt,+ mere end almindelig opmærksomhed,* for at vi ikke skal glide bort.+ 2 For hvis det ord der blev udtalt gennem engle+ viste sig at stå fast, og enhver overtrædelse og ulydighed fik retfærdig straf,*+ 3 hvordan skal vi da undslippe+ hvis vi har været uinteresserede+ i* en frelse af en sådan storhed,+ idet den fra begyndelsen blev fremholdt gennem [vor] Herre+ og blev bekræftet+ for os af dem som hørte ham, 4 mens Gud sluttede sig til med sit vidnesbyrd, med såvel tegn som undere og forskellige kraftige gerninger*+ og med tildelinger+ af hellig ånd i overensstemmelse med sin vilje?+

5 For det er ikke engle han har underlagt den kommende beboede jord,*+ som vi taler om. 6 Men én har et sted vidnet og sagt: „Hvad er et menneske at du husker ham,*+ eller en menneskesøn at du tager dig af ham?+ 7 Du gjorde ham lidt* ringere end engle; med herlighed og ære+ kronede du ham, og du satte ham over dine hænders værker.*+ 8 Alt lagde du under hans fødder.“+ For idet [Gud]* lagde alt under ham,+ undtog han intet som ikke skulle være ham underlagt.+ Nu ser vi dog endnu ikke alt underlagt ham;+ 9 men Jesus, som var gjort lidt* ringere end engle,+ ser vi kronet med herlighed+ og ære for at have lidt døden,+ for at det ved Guds ufortjente godhed kunne være for ethvert* [menneske] han smagte døden.+

10 Det sømmede sig nemlig for ham for hvis skyld alt er+ og ved hvem alt er, da han førte mange sønner til herlighed,+ at gøre deres frelses hovedformidler*+ fuldkommen gennem lidelser.+ 11 For både den som helliger og de som helliges*+ [stammer] alle fra én,+ og af den grund skammer han sig ikke ved at kalde dem „brødre“,*+ 12 som han siger: „Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre; midt i menigheden* vil jeg prise dig med sang.“+ 13 Og videre: „Jeg vil stole på ham.“+ Og yderligere: „Se! Jeg og de børn som Jehova* gav mig.“+

14 Derfor, da „børnene“ har del i blod og kød, fik også han på lignende måde del deri,+ for at han ved sin død+ kunne gøre ham til intet*+ som har magt til at forårsage død,+ det er Djævelen,*+ 15 og frigøre+ alle dem som af frygt for døden+ har været holdt i trældom hele deres liv.+ 16 For det er jo ikke engle han tager sig af, men han tager sig af Abrahams afkom.+ 17 Han måtte derfor blive sine „brødre“ lig i alle henseender,+ for at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst for det der hører Gud til,+ for at kunne bringe et sonoffer*+ for folkets synder.+ 18 For i kraft af at han selv led da han blev sat på prøve,+ kan han komme dem til hjælp som sættes på prøve.+

3 Derfor, hellige brødre, som har andel i den himmelske kaldelse,*+ betragt den apostel+ og ypperstepræst som vi bekender*+ — Jesus. 2 Han var trofast+ mod Ham der gjorde ham dertil, som også Moses+ [var trofast] i hele Hans hus.+ 3 Han er nemlig anset for værdig til større herlighed+ end Moses, eftersom den+ der bygger et hus nyder større ære end huset.+ 4 Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.+ 5 Og Moses var som tjener+ trofast i hele Hans hus,* som et vidnesbyrd om de ting der skulle tales om senere,*+ 6 men Kristus som søn+ [var trofast] over Hans hus. Vi er Hans hus,+ hvis vi til det sidste standhaftigt* fastholder vor frimodighed i tale og vor stolthed over håbet.+

7 Derfor, som den hellige ånd+ siger: „I dag, hvis I hører efter hans røst,+ 8 så forhærd ikke jeres hjerter som dengang der blev vakt bitter vrede,*+ som på fristelsens*+ dag i ørkenen,+ 9 hvor jeres forfædre fristede mig* ved at prøve mig,* og dog havde de set mine gerninger+ i fyrre år.+ 10 Derfor følte jeg lede ved den generation og sagde: ’De farer altid vild i deres hjerte,+ og selv har de ikke lært mine veje at kende.’+ 11 Så jeg svor i min vrede: ’De skal ikke gå ind+ til min hvile.’“+

12 Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro,* ved frafald* fra den levende Gud;+ 13 men bliv ved med at tilskynde+ hinanden hver dag, så længe det hedder „i dag“,+ for at ikke nogen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedragende+ magt.* 14 For vi har kun andel i Messias+ hvis vi til det sidste* standhaftigt fastholder den tillid vi havde fra begyndelsen,+ 15 idet der siges: „I dag, hvis I hører efter hans røst,+ så forhærd ikke jeres hjerter som dengang der blev vakt bitter vrede.“+

16 Hvem var det nemlig der hørte og dog vakte bitter vrede?+ Var det ikke alle dem som gik ud af Ægypten under Moses?+ 17 Og hvem følte [Gud]* lede ved i fyrre år?+ Var det ikke ved dem som syndede, hvis kroppe faldt i ørkenen?+ 18 Og over for hvem svor+ han at de ikke skulle gå ind til hans hvile, undtagen over for dem som handlede ulydigt?+ 19 Så vi ser at de ikke kunne gå ind på grund af mangel på tro.+

4 Derfor, da der står et løfte tilbage om at gå ind til hans hvile,+ så lad os frygte for at det måske skal vise sig at nogen af jer er gået glip af det [der loves].+ 2 For også vi har fået den gode nyhed forkyndt,+ lige så vel som de;+ men ordet som blev hørt, gavnede dem ikke,+ da de ikke ved troen+ var forenede med dem som hørte.*+ 3 For vi som har fået tro, går ind til hvilen, sådan som han har sagt: „Så jeg svor+ i min vrede: ’De skal ikke gå ind+ til min hvile,’“+ skønt hans gerninger* var fuldført+ fra verdens grundlæggelse.*+ 4 For et sted har han om den syvende dag sagt således: „Og Gud* hvilede på den syvende dag fra alle sine gerninger,“+ 5 og ligeledes på dette sted: „De skal ikke gå ind til min hvile.“+

6 Da det altså står tilbage for nogle at gå ind til den, og de som den gode nyhed+ først blev forkyndt for, ikke gik ind på grund af ulydighed,+ 7 afmærker han igen en dag ved så lang tid efter i Davids [salme] at sige „i dag“, sådan som det er blevet sagt ovenfor: „I dag, hvis I hører efter hans røst,+ så forhærd ikke jeres hjerter.“+ 8 For hvis Josua*+ havde ført dem ind til hvilens sted,+ ville [Gud]* ikke derefter have talt+ om en anden dag. 9 Altså står der en sabbatshvile tilbage for Guds folk.+ 10 Den der er gået ind til [Guds]* hvile,+ har nemlig også selv fået hvile fra sine gerninger,+ ligesom Gud fra sine.

11 Lad os derfor gøre vort yderste for at gå ind til den hvile, for at ikke nogen skal falde, efter samme eksempel på ulydighed.+ 12 For Guds ord+ er levende+ og virkende*+ og skarpere end noget tveægget sværd+ og trænger så langt ind at det deler sjæl+ og ånd,+ og led og [deres] marv, og kan bedømme* hjertets tanker og hensigter.*+ 13 Og der er ingen skabning som er usynlig for ham,+ men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab.+

14 Da vi altså har en stor ypperstepræst, som er gået gennem himlene,+ Jesus, Guds søn,+ så lad os holde fast ved [vor] bekendelse af [ham].+ 15 For vi har ikke en ypperstepræst* som ikke kan føle+ med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd.+ 16 Lad os derfor med frimodighed i tale+ træde frem+ for den ufortjente godheds trone, for at vi kan opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid.+

5 For enhver ypperstepræst som er udtaget blandt mennesker, indsættes til gavn for mennesker over det der hører Gud til,+ for at han skal frembære offergaver og slagtofre for synder.+ 2 Han er i stand til at være mild over for de uvidende og vildfarende, da han også selv er behæftet med svaghed,+ 3 og af den grund er han skyldig at frembære ofre for synder, lige så meget for sig selv som for folket.+

4 Og et menneske tiltager sig ikke selv denne ære,+ men kaldes af Gud,+ ligesom Aron.+ 5 Således herliggjorde Messias heller ikke sig selv+ ved at blive ypperstepræst,+ men [blev herliggjort+ af den] som med henblik på ham sagde: „Du er min søn; jeg er i dag blevet din fader.“+ 6 Ligesom han også et andet sted siger: „Du er præst for evigt på Melkizeʹdeks måde.“*+

7 I sit køds dage frembar [Kristus], med stærke+ råb og tårer, bønner og også anmodninger+ til den som var i stand til at frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt.+ 8 Skønt han var søn, lærte han lydighed af det han led;+ 9 og efter at han var blevet gjort fuldkommen,*+ blev han ansvarlig for evig frelse+ for alle dem som adlyder ham,+ 10 da han af Gud er blevet kaldt ypperstepræst på Melkizeʹdeks måde.+

11 Om ham har vi meget at sige, og det er svært at forklare* da I er blevet sløve til at høre.+ 12 For skønt I burde være lærere+ i betragtning af den tid der er gået, trænger I på ny til at nogen underviser jer fra begyndelsen i de elementære ting+ i Guds hellige udsagn;+ og I er kommet dertil at I trænger til mælk, ikke til fast føde.*+ 13 For enhver som får mælk er ukendt med retfærdsordet, for han er spæd.+ 14 Men den faste føde er for de modne, for dem som gennem brugen har fået deres opfattelsesevne*+ opøvet* til at skelne mellem ret og uret.+

6 Lad os derfor, nu da vi har ladt grundlærdommen+ om Messias+ bag os, skynde os frem til modenhed,+ idet vi ikke igen lægger grundvold+ med sindsændring med hensyn til døde gerninger+ og med tro på Gud,+ 2 med lære om forskellige former for dåb+ og om håndspålæggelse,+ med dødes opstandelse+ og evig dom.+ 3 Ja, dette vil vi gøre, hvis ellers Gud tillader det.+

4 For det er umuligt med hensyn til dem som én gang for alle er blevet oplyst,+ og som har smagt den himmelske frie gave,+ og som har fået andel i hellig ånd,+ 5 og som har smagt+ Guds gode ord og den kommende tingenes ordnings* kræfter,+ 6 men som er faldet fra,+ atter at vække* dem til sindsændring,+ fordi de for deres vedkommende igen pælfæster* Guds søn og udsætter ham for offentlig skam.+ 7 Jorden, for eksempel, som drikker regnen der ofte falder på den, og som så frembringer vegetation velegnet for dem for hvis skyld den jo dyrkes,+ får til gengæld en velsignelse fra Gud. 8 Men hvis den bærer torne og tidsler, forkastes den og er nær ved at blive forbandet;+ og det ender med at den bliver brændt.+

9 Men i jeres tilfælde, I elskede, er vi overbeviste om at der sker noget der er bedre og som medfører frelse, skønt vi taler således. 10 For Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn,+ idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste*+ og fortsat yder dem hjælpetjeneste. 11 Men vi ønsker brændende at enhver af jer viser den samme flid,* så I til det sidste*+ har fuld forvisning+ i håbet,+ 12 for at I ikke skal blive sløve,+ men efterligne+ dem som gennem tro og tålmodighed* arver løfterne.+

13 For da Gud gav sit løfte til Abraham,+ svor+ han ved sig selv, da han ikke kunne sværge ved nogen større, 14 og sagde: „Sandelig, jeg vil visselig velsigne dig og visselig mangfoldiggøre dig.“+ 15 Og således opnåede [Abraham],* efter at han havde udvist tålmodighed, [dette] løfte.+ 16 Mennesker sværger jo ved en der er større,+ og deres ed gør ende på enhver diskussion, da den er en juridisk garanti for dem.+ 17 Da Gud ønskede i endnu rigere mål at vise løftets arvinger+ sin beslutnings uforanderlighed,+ trådte han på denne måde til* med en ed, 18 for at vi der har søgt tilflugt, ved to uforanderlige ting i hvilke det er umuligt for Gud at lyve,+ kan få en stærk opmuntring til at gribe det håb+ som ligger foran os. 19 Dette [håb]+ har vi som et sjælens anker, både sikkert og fast, og det går ind inden for* forhænget,+ 20 hvor en forløber er gået ind for vor skyld,+ Jesus, som er blevet ypperstepræst på Melkizeʹdeks måde for evigt.+

7 For denne Melkizeʹdek, Saʹlems konge, den højeste Guds præst,+ som kom Abraham i møde da han vendte tilbage efter at have besejret kongerne, og velsignede ham,+ 2 og hvem Abraham gav tiende af alt,+ er for det første, når [navnet] oversættes, „Retfærdighedskonge“, og dernæst også Saʹlems konge,+ det vil sige „Fredskonge“. 3 Idet han er uden fader, uden moder, uden slægtsregister, og hverken har dages begyndelse+ eller livs ende, men er blevet bragt til at ligne Guds søn,+ forbliver han præst for bestandig.+

4 Se da hvor stor denne var som Abraham, familieoverhovedet,* gav tiende af det bedste bytte.+ 5 Sandt nok har de mænd af Leʹvis sønner+ som modtager præsteembedet, ifølge loven et bud om at tage tiende+ af folket,+ det vil sige af deres brødre, skønt disse er udgået af Abrahams lænd;+ 6 men han som ikke regnede sin slægt+ fra dem, tog tiende af Abraham+ og velsignede ham der havde løfterne.+ 7 Nu er det uden diskussion* sådan at det ringere velsignes af den større.+ 8 Og i det ene tilfælde er det døende mennesker som modtager tiender,+ men i det andet tilfælde er det en om hvem det bevidnes at han lever.+ 9 Og, hvis jeg må bruge det udtryk, gennem Abraham har endog Leʹvi, som ellers modtager tiender, givet tiende, 10 for han var stadig i sin forfaders lænd+ da Melkizeʹdek kom ham i møde.+

11 Hvis der da virkelig opnåedes fuldkommengørelse+ gennem det levitiske præstedømme+ (med det som et grundtræk* blev loven nemlig givet til folket),+ hvilket yderligere behov ville der da være+ for at der fremstod en anden præst, omtalt som [præst] på Melkizeʹdeks måde*+ og ikke på Arons måde? 12 For når præstedømmet ændres,+ sker der nødvendigvis også en ændring af loven.+ 13 Den hvorom dette siges, har jo været medlem af en anden stamme,+ hvorfra ingen har tjent ved alteret.+ 14 For det er klart for alle at vor Herre nedstammer fra Juda,+ en stamme hvorom Moses intet har sagt med hensyn til præster.

15 Og det er endnu mere klart derved at der fremstår en anden præst+ i lighed med Melkizeʹdek,+ 16 en der ikke er blevet det ifølge en lov i et bud der beror på kød,+ men ifølge et uopløseligt livs kraft,+ 17 for der er givet dette vidnesbyrd: „Du er præst for evigt på Melkizeʹdeks måde.“+

18 Der sker derfor virkelig en tilsidesættelse af det forudgående bud fordi det er svagt+ og virkningsløst.*+ 19 Loven gjorde nemlig intet fuldkomment,+ men dét gjorde indførelsen af et bedre håb;+ ved det nærmer vi os Gud.+ 20 Og ligesom det ikke var uden en svoren ed 21 (for der er jo mennesker der er blevet præster uden en svoren ed, men han med en ed, svoret af den som sagde med henblik på ham: „Jehova* har svoret+ (og han fortryder det ikke): ’Du er præst for evigt’“),+ 22 således er Jesus også blevet pant på en bedre pagt.*+ 23 Der var desuden mange der måtte blive præster [den ene efter den anden],+ fordi de af døden blev hindret+ i at fortsætte, 24 men han har, fordi han forbliver i live for evigt,+ et præstedømme uden efterfølgere.* 25 Derfor er han også i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, fordi han altid er i live til at gå i forbøn for dem.+

26 For en sådan ypperstepræst var egnet for os:+ loyal,+ ufordærvet,+ ubesmittet,+ skilt fra syndere+ og ophøjet over himlene.+ 27 Han har ikke nødig, ligesom de [andre] ypperstepræster, daglig+ at bringe slagtofre, først for sine egne synder+ og derefter for folkets+ (for dette gjorde han én gang for alle+ da han bragte sig selv [som offer]);+ 28 loven indsætter jo som ypperstepræster+ mennesker der er behæftede med svaghed,+ men den svorne eds ord,+ som kom efter loven, [indsætter] en søn som er gjort fuldkommen*+ for evigt.

8 Men hovedpunktet i det der her drøftes er dette: Vi har en sådan ypperstepræst,+ og han har taget sæde på højre side af Majestætens* trone i himlene,+ 2 en offentlig tjener* ved det hellige sted*+ og det sande telt,* som Jehova*+ og ikke et menneske har opstillet.+ 3 Enhver ypperstepræst er jo indsat til at frembære både offergaver og slagtofre;+ derfor var det nødvendigt at også denne havde noget at frembære.+ 4 Hvis nu han havde været på jorden, ville han ikke have været præst,+ idet der er [mænd] som ifølge loven frembærer offergaverne, 5 men de yder hellig tjeneste som en billedlig gengivelse*+ og en skygge+ af det himmelske, i overensstemmelse med det som Moses fik guddommelig befaling om*+ da han stod i begreb med at fuldende teltet:+ „Se til,“ siger han nemlig, „at du laver alle ting efter det forbillede* som blev vist dig på bjerget.“+ 6 Men nu har [Jesus]* opnået en ypperligere offentlig tjeneste, ligesom han også er mellemmand+ for en tilsvarende bedre pagt,+ som lovmæssigt er grundet på bedre løfter.+

7 For hvis den pagt, den første, havde været udadlelig, ville der ikke være blevet søgt plads for en anden;+ 8 han dadler jo folket når han siger: „’Se! Der kommer dage,’ siger Jehova,* ’og jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus;+ 9 ikke som den pagt+ jeg oprettede med deres forfædre den dag jeg greb deres hånd for at føre dem ud af Ægyptens land,+ for de forblev ikke i min pagt,+ og så holdt jeg op med at interessere mig for dem,’ siger Jehova.“*+

10 „’For dette er den pagt som jeg vil indgå med Israels hus efter de dage,’ siger Jehova.* ’Jeg giver mine love i deres sind, og på deres hjerter+ skriver jeg dem. Og jeg vil være deres Gud,+ og de skal være mit folk.+

11 Og ingen skal nogen sinde undervise sin medborger og ingen sin broder og sige: „Kend Jehova!“*+ for de skal alle kende mig,+ fra den mindste til den største iblandt dem. 12 For jeg vil være barmhjertig over for deres uretfærdige gerninger, og jeg vil aldrig huske deres synder+ mere.’“+

13 Når han siger „en ny [pagt]“, har han gjort den første forældet.*+ Og det der er gjort forældet og som er ved at blive gammelt, er nær ved at forsvinde.+

9 Vel havde jo også den første [pagt] bestemmelser vedrørende en hellig tjeneste*+ og havde et helligt sted+ her på jorden.* 2 Der blev jo bygget et første telt[rum],+ hvori lampestanderen+ og også bordet+ og de fremlagte brød*+ var; og det kaldes „Det Hellige“.+ 3 Men bag det andet forhæng+ var det telt[rum] der kaldes „Det Allerhelligste“.*+ 4 Dette havde et guldrøgelseskar+ og pagtens ark,+ som overalt var beklædt med guld+ og hvori guldkrukken med mannaen+ var og Arons stav der engang havde skudt knopper,+ og pagtens* tavler;+ 5 og oven over den var de herlige keruber,+ som overskyggede sone[dækket].*+ Men nu er det ikke tiden til i detaljer at tale om disse ting.

6 Efter at dette er blevet indrettet således, går præsterne til stadighed ind i det første telt[rum]+ for at udføre de hellige tjenester;+ 7 men i det andet [rum] går ypperstepræsten ind alene, én gang om året,+ og ikke uden blod,+ som han frembærer for sig selv+ og for folkets uvidenhedssynder.+ 8 Således gør den hellige ånd det klart at vejen+ til det hellige sted* endnu ikke var blevet gjort kendt mens det første telt stod.+ 9 Netop dette [telt] er et billede*+ der gælder den fastsatte tid som nu er her,+ og i overensstemmelse med det frembæres både offergaver og slagtofre.+ Disse er imidlertid ikke i stand til at gøre den der yder hellig tjeneste* fuldkommen+ med hensyn til hans samvittighed,+ 10 men har kun at gøre med mad+ og drikke+ og forskellige former for dåb.*+ Det var lovbestemmelser vedrørende kødet,+ og de var pålagt [dem] indtil den fastsatte tid kom, da forholdene skulle bringes i den rette orden.*+

11 Men da Kristus kom som ypperstepræst+ for de goder der er tilvejebragt* gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige som ikke er af denne skabning,+ 12 gik han, nej, ikke med* blod+ af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod,+ én gang for alle ind på det hellige sted og skaffede* [os] en evig udfrielse.*+ 13 For hvis blodet af bukke+ og tyre+ og asken+ af en kvie stænket på dem der er urene,*+ helliger med hensyn til kødets renhed,+ 14 hvor meget mere vil så ikke Messias’ blod,+ han som ved en evig ånd frembar sig selv som et dadelfrit offer+ til Gud, rense+ vor samvittighed fra døde gerninger+ så vi kan yde hellig tjeneste+ for [den] levende Gud?

15 Så det er derfor han er mellemmand+ for en ny pagt, for at de kaldede kan få løftet om den evige arv,+ fordi der har fundet en død sted til [deres] udfrielse ved en løsesum+ fra overtrædelserne under den tidligere pagt.+ 16 For hvor der er en pagt,*+ er det nødvendigt at den [menneskelige] parts* død anføres. 17 For det er på grundlag af døde [ofre]* en pagt er gyldig, da den jo ikke er i kraft på noget tidspunkt mens den [menneskelige] part lever. 18 Derfor blev den tidligere [pagt]+ heller ikke indviet* uden blod.+ 19 For efter at hvert bud ifølge loven var blevet fremholdt af Moses for hele folket,+ tog han blodet af tyrekalvene og bukkene sammen med vand og skarlagenrød uld og isop+ og bestænkede bogen* selv og hele folket, 20 idet han sagde: „Dette er pagtsblodet, [den pagt] som Gud har pålagt jer.“*+ 21 Og han bestænkede teltet+ og ligeledes alle den offentlige tjenestes kar med blodet.+ 22 Ja, næsten alle ting renses med blod+ ifølge loven, og uden at der udgydes blod+ finder der ingen tilgivelse* sted.+

23 Derfor var det nødvendigt at de billedlige gengivelser+ af det der er i himlene måtte renses med disse midler,+ men selve det himmelske med slagtofre som er bedre end disse. 24 For Kristus gik ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder+ og som er en kopi af virkeligheden,*+ men ind i selve himmelen+ for nu at møde frem for Guds person til bedste for os.+ 25 Det var heller ikke for at frembære sig selv mange gange, sådan som ypperstepræsten går ind på det hellige sted*+ år efter år+ med blod som ikke er hans eget. 26 Ellers havde han måttet lide mange gange siden verdens grundlæggelse.*+ Men nu har han givet sig til kende+ én gang+ for alle ved afslutningen* på tingenes ordninger*+ for at skaffe synden af vejen ved sit offer.+ 27 Og ligesom det er forbeholdt* menneskene+ at dø én gang for alle, og derefter dom,+ 28 således blev også Messias frembåret som offer én gang+ for alle for at bære manges synder;+ og anden gang+ han kommer til syne+ er det skilt fra synd*+ og for dem som ivrigt venter på ham til [deres] frelse.+

10 For da loven har en skygge+ af kommende goder, men ikke tingenes egentlige skikkelse, kan [mennesker] aldrig med de samme slagtofre som de bestandig frembærer år efter år, gøre dem der træder frem [med dem], fuldkomne.+ 2 Ville man ellers ikke have ophørt med at frembære [ofrene], idet de der yder hellig tjeneste* ville være blevet renset én gang for alle og ikke mere ville have nogen bevidsthed om synder?+ 3 Med disse ofre gives der tværtimod, år efter år, en påmindelse om synder,+ 4 for det er ikke muligt at blod af tyre og bukke kan tage synder bort.+

5 Derfor siger han da han kommer ind i verden: „’Slagtoffer og kornoffer ønskede du ikke,+ men du beredte mig et legeme.+ 6 Du fandt ikke behag i brændofre* og i synd[ofre].’+ 7 Så sagde jeg: ’Se, jeg er kommet (i bogrullen* er der skrevet om mig)+ for at gøre din vilje, min Gud.’“+ 8 Efter først at have sagt: „Du ønskede ikke og fandt heller ikke behag i slagtofre og kornofre og brændofre og synd[ofre]“+ — som frembæres ifølge loven+ — 9 så siger han: „Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.“*+ Han afskaffer det første for at han kan stadfæste det andet.+ 10 Ved den nævnte „vilje“+ er vi blevet helliget+ ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret+ én gang+ for alle.

11 Og hver præst står+ dag efter dag+ og yder offentlig tjeneste og frembærer de samme slagtofre mange gange, da disse aldrig rigtigt kan tage synder bort.+ 12 Men denne [mand] har frembåret ét slagtoffer for synder for bestandig+ og taget sæde ved Guds højre hånd,+ 13 og herefter venter han indtil hans fjender lægges som en skammel for hans fødder.+ 14 For med ét offer+ har han gjort dem der helliges, fuldkomne+ for bestandig. 15 Desuden vidner den hellige ånd+ også for os, for efter at den har sagt: 16 „’Dette er den pagt som jeg vil indgå med henblik på dem efter de dage,’ siger Jehova.* ’Jeg giver mine love i deres hjerter, og i deres sind skriver jeg dem,’“+ 17 siger den derefter:* „Og jeg vil aldrig huske deres synder og deres lovløse gerninger mere.“+ 18 Og hvor der er tilgivelse+ for disse, behøves der ikke længere et offer for synd.+

19 Derfor, brødre, da vi ved Jesu blod har frimodighed* til at gå ind+ på det hellige sted,*+ 20 [ad vejen] som han har indviet for os som en ny og levende vej gennem forhænget,+ det vil sige hans kød,+ 21 og da vi har en stor præst over Guds hus,+ 22 så lad os træde frem med et sandt hjerte i troens fulde forvisning, idet vi har fået vore hjerter bestænket og derved renset for en ond samvittighed+ og vore legemer badet med rent vand.+ 23 Lad os uden vaklen holde fast+ ved den offentlige bekendelse* af vort håb,+ for trofast+ er han som gav løftet. 24 Og lad os give agt på hinanden for at anspore+ til kærlighed og gode gerninger,+ 25 og ikke forsømme at komme sammen,+ som nogle har for skik, men opmuntre+ hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.+

26 For hvis vi med vilje øver synd+ efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden,+ er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage,+ 27 men en frygtelig forventning om dom+ og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod.+ 28 Enhver som har ladet hånt om Mose lov dør uden barmhjertighed på to eller tre vidners udsagn.+ 29 Hvor meget strengere straf+ mener I da ikke den fortjener som har trådt+ på Guds søn og regnet pagtens blod+ hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi, og som med foragt har krænket den ufortjente godheds ånd?+ 30 Vi kender jo ham der har sagt: „Hævnen er min; jeg vil gengælde;“*+ og endvidere: „Jehova* vil dømme sit folk.“+ 31 Det er frygteligt at falde i [den] levende Guds hænder.+

32 Bliv imidlertid ved med at huske de første dage i hvilke I, efter at være blevet oplyst,+ udholdt megen kamp under lidelser,+ 33 idet I snart ved skældsord og trængsler blev gjort til et skuespil,*+ og snart var delagtige med dem som havde en sådan oplevelse.+ 34 For I både følte med dem der var i fængsel og fandt jer med glæde i at man røvede hvad I ejede,+ idet I vidste at I selv havde noget bedre og blivende i eje.+

35 Kast derfor ikke jeres frimodighed i tale bort;+ den har en stor løn+ at få udbetalt. 36 For I behøver udholdenhed+ for at I, efter at have gjort Guds vilje,+ kan erfare [opfyldelsen af] løftet.+ 37 For endnu „en ganske kort tid“,+ og „han som kommer vil ankomme og vil ikke tøve“.+ 38 „Men min retfærdige skal leve som følge af tro“,+ og „hvis han unddrager sig har min sjæl ikke behag i ham“.+ 39 Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde,+ men til dem som har tro, så sjælen bevares i live.+

11 Tro+ er den sikre forventning* om ting der håbes+ på, det klare bevis* på virkeligheder* som ikke ses.+ 2 Ved denne fik fortidens mænd* jo godt vidnesbyrd.+

3 Ved tro fatter vi at tingenes ordninger*+ er blevet bragt i stand* ved Guds ord,+ så det der ses er blevet til af ting som ikke er synlige.+

4 Ved tro frembar Abel et offer for Gud af større værdi end [det] Kain [bragte],+ ved hvilken [tro] han fik det vidnesbyrd at han var retfærdig, idet Gud aflagde vidnesbyrd+ om hans offergaver; og ved den taler han endnu, skønt han er død.+

5 Ved tro blev Eʹnok+ taget bort så han ikke så døden, og han var ingen steder at finde fordi Gud havde taget ham bort;+ før han blev taget bort fik han nemlig det vidnesbyrd at han havde Guds velbehag.+ 6 Men uden tro+ er det umuligt at have [hans] velbehag,+ for den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til+ og at han belønner*+ dem som ivrigt søger ham.+

7 Ved tro byggede Noa+ gudfrygtigt, efter at være blevet advaret af Gud om ting som man endnu ikke så,+ en ark+ til redning for sin husstand; ved denne [tro] fordømte han verden,+ og han blev arving til den retfærdighed+ der er en følge af tro.

8 Ved tro adlød Abraham+ da han blev kaldet til at gå ud til et sted han skulle få i arv; og han drog ud skønt han ikke vidste hvor han kom hen.+ 9 Ved tro bosatte han sig som udlænding i løftets land som i et fremmed land+ og boede i telte+ sammen med Isak+ og Jakob,+ der sammen med ham var arvinger til det selv samme løfte.+ 10 For han ventede på byen+ som havde faste grundvolde, [byen] hvis bygmester* og ophavsmand er Gud.+

11 Ved tro fik også Sara+ selv kraft til at undfange, og det skønt hun var ude over aldersgrænsen,+ eftersom hun anså ham for trofast som havde givet løftet.+ 12 Derfor blev der også som følge af én [mand],+ og det en der var så godt som død,+ født [børn] så talrige som himmelens stjerner og som sandskornene ved havets bred, der ikke kan tælles.+

13 I tro døde alle disse,+ skønt de ikke havde erfaret [opfyldelsen af] løfterne,+ men de så dem [opfyldt] langt borte+ og hilste dem velkommen* og bekendte offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet.+ 14 De der siger sådan giver jo til kende at de ivrigt søger et fædreland.+ 15 Og hvis de var blevet ved med at huske på det de var draget ud fra,+ havde de haft lejlighed til at vende tilbage.+ 16 Men nu tragter de efter et bedre, det vil sige et der hører himmelen til.+ Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at blive påkaldt som deres Gud,+ for han har gjort en by+ rede til dem.

17 Det var ved tro at Abraham, da han blev prøvet,+ så godt som ofrede* Isak, ja, han som med glæde havde taget imod løfterne søgte* at ofre [sin] enestefødte,+ 18 skønt der var sagt til ham: „Det der skal kaldes ’dit afkom’, skal komme gennem Isak.“+ 19 Men han regnede med at Gud var i stand til at oprejse ham endog fra de døde;+ og derfra fik han ham også tilbage på en billedlig måde.*+

20 Det var også ved tro at Isak velsignede Jakob+ og Esau+ med henblik på det der skulle komme.

21 Ved tro velsignede den døende Jakob+ hver af Josefs sønner+ og tilbad, idet han støttede sig* til den øverste ende af sin stav.+

22 Ved tro mindede Josef, nær sit livs ende, om Israels sønners udgang;+ og han gav befaling om sine ben.+

23 Ved tro blev Moses af sine forældre skjult i tre måneder efter sin fødsel,+ fordi de så at det lille barn var kønt+ og de ikke frygtede kongens ordre.+ 24 Ved tro nægtede* Moses, da han var blevet stor,+ at lade sig kalde søn af Faraos datter,+ 25 idet han valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk frem for at have den midlertidige nydelse af synd, 26 da han anså Messias’* skændsel+ for større rigdom end Ægyptens værdier; han så nemlig ufravendt frem til betalingen af lønnen.+ 27 Ved tro forlod han Ægypten,+ ikke af frygt for kongens harme,+ for han holdt stand som så han den usynlige.+ 28 Ved tro havde han fejret påsken*+ og foretaget* påføringen af blodet,+ for at ødelæggeren ikke skulle røre deres førstefødte.+

29 Ved tro gik de gennem Det Røde Hav som over tørt land,+ mens ægypterne blev opslugt da de vovede sig ud i det.+

30 Ved tro faldt Jerikos mure efter at man havde gået rundt om dem* i syv dage.+ 31 Ved tro undgik skøgen Raʹhab+ at omkomme sammen med dem som havde handlet ulydigt, fordi hun modtog spionerne med fred.+

32 Og hvad mere skal jeg sige? Tiden vil jo ikke slå til for mig hvis jeg fortsætter med at fortælle om Giʹdeon,+ Baʹrak,+ Samson,+ Jefta,+ David+ såvel som Samuel+ og de [andre] profeter,+ 33 som ved tro nedkæmpede riger,+ øvede retfærdighed,+ opnåede løfter,+ stoppede løvers gab,+ 34 slukkede ilds magt,+ undslap sværds æg,*+ fra at være svage blev fyldt med kraft,+ blev tapre i krig,+ jog fremmedes hære på flugt.+ 35 Kvinder fik deres døde tilbage ved opstandelse;+ men andre [mænd] blev torteret, idet de ikke tog imod udfrielse ved en løsesum, for at de kunne opnå en bedre opstandelse. 36 Ja, andre fik deres prøve i form af latterliggørelse og piskeslag, ja mere end det, i form af lænker+ og fængsel.+ 37 De blev stenet,+ de blev prøvet,+ de blev gennemsavet, de døde+ idet de blev myrdet med sværd, de gik omkring i fåreskind,+ i gedeskind, mens de led nød,+ trængsel,+ mishandling;+ 38 dem var verden ikke værd. De flakkede om i ørkener og bjerge og jordens huler+ og grotter.

39 Og skønt alle disse fik godt vidnesbyrd ved deres tro, erfarede de ikke [opfyldelsen af] løftet,+ 40 da Gud havde forudset noget bedre+ for os,+ for at de+ ikke skulle gøres fuldkomne+ uden os.+

12 Så lad da også os, da vi har så stor en sky af vidner*+ der omgiver os, aflægge enhver vægt+ og den synd som let omklamrer os,+ og lad os med udholdenhed+ løbe det væddeløb+ der ligger foran os,+ 2 mens vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler*+ og fuldender,+ Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl,*+ idet han foragtede skammen, og nu har taget sæde ved højre side af Guds trone.+ 3 Ja, betragt nøje ham som har udholdt en sådan modsigelse+ af syndere som går imod sig selv,* for at I ikke skal blive trætte og give tabt i jeres sjæle.+

4 I jeres kamp imod den synd har I endnu ikke stået imod så langt som til blodet,+ 5 og I har helt glemt den tilskyndelse der taler til jer som til sønner:+ „Min søn, forklejn ikke tugten fra Jehova,* giv heller ikke tabt når du retledes af ham;+ 6 for den Jehova* elsker, tugter han; ja, han svinger svøben over enhver som han tager imod som søn.“+

7 Det er til [jeres] optugtelse+ at I holder ud. Gud handler med jer som med sønner.+ For hvad er det for en søn som en fader ikke tugter?+ 8 Men hvis I er uden den tugt som alle får andel i, er I jo uægte børn,+ og ikke sønner. 9 Endvidere har vi haft fædre som var af vort kød og som optugtede os,+ og vi plejede at vise dem respekt. Skal vi så ikke meget mere underordne os vort åndelige livs* Fader og leve?+ 10 For de tugtede os i nogle få dage efter hvad de syntes var godt,+ men han gør det til vort gavn, for at vi kan få del i hans hellighed.+ 11 Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg;+ men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred,+ nemlig retfærdighed.+

12 Ret derfor de slappe hænder+ og de svækkede knæ+ 13 og træd fortsat lige spor med jeres fødder,+ for at det der er halt ikke skal gå af led, men snarere blive helbredt.+ 14 Jag efter fred med alle+ og efter den helliggørelse+ uden hvilken ingen skal se Herren,+ 15 og se til at ingen går glip af Guds ufortjente godhed,+ at ingen giftig rod+ skyder op og volder vanskeligheder og mange besmittes af den,+ 16 at der ikke er nogen utugtig eller nogen som ikke værdsætter det der er helligt, som Esau,+ der i bytte for ét måltid gav sine rettigheder som førstefødt bort.+ 17 For I ved at han også senere, da han ønskede at arve velsignelsen,+ blev forkastet,+ for skønt han ivrigt og med tårer søgte en sindsændring,*+ fandt han ikke rum for den.+

18 For I er ikke kommet til noget [bjerg] man kan føle på+ og som er blevet sat i brand af ild,+ og til en mørk sky og tykt mørke og en stormvind+ 19 og en trompets skingren+ og en stemme som taler;+ da folket hørte den [stemme] bad de sig fri — ikke et ord mere måtte blive tilføjet.+ 20 For de kunne ikke udholde befalingen: „Selv hvis et dyr rører bjerget, skal det stenes.“+ 21 Skuet* var endog så frygteligt at Moses sagde: „Jeg er bange og skælver.“+ 22 Men I er kommet til et Zions Bjerg+ og en by+ der tilhører [den] levende Gud, et himmelsk Jerusalem,+ og titusinder* af engle,+ 23 til hele forsamlingen,*+ og menigheden af førstefødte+ som er blevet indskrevet+ i himlene, og Gud, alles dommer,+ og retfærdiges åndelige liv,*+ retfærdige som er blevet gjort fuldkomne,+ 24 og Jesus, en ny pagts+ mellemmand,*+ og bestænkelsens blod,+ som taler på en bedre måde end Abels.+

25 Se til at I ikke beder jer fri for ham som taler.+ For hvis de som bad sig fri for ham der forkyndte den guddommelige advarsel på jorden,+ ikke undslap, skal vi det meget mindre hvis vi vender os bort fra ham der taler fra himlene.+ 26 Dengang fik hans stemme jorden til at ryste,+ men nu har han lovet og sagt: „Endnu en gang vil jeg sætte ikke blot jorden men også himmelen i bevægelse.“+ 27 Og udtrykket „endnu en gang“ betegner at de ting der rystes, nemlig ting der er dannet,+ skal tages bort, for at de ting der ikke rystes, skal forblive.+ 28 Derfor, da vi skal modtage et rige der ikke kan rystes,+ måtte vi da fortsat have ufortjent godhed, ved hvilken vi på velbehagelig måde kan yde Gud hellig tjeneste* med gudsfrygt og ærefrygt.+ 29 For vor Gud er en fortærende ild.+

13 Lad broderkærligheden vare ved.+ 2 Glem ikke gæstfriheden,*+ for ved den har nogle uden at vide det beværtet* engle.+ 3 Husk på dem der er i lænker,+ som om I var i lænker sammen med dem,+ og dem der mishandles,+ da I også selv er i et legeme. 4 Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet,+ for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.*+ 5 Lad [jeres] levevis være fri for kærlighed til penge,+ idet I er tilfredse+ med det der er for hånden;+ for han har sagt: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“+ 6 Vi kan derfor være ved godt mod+ og sige: „Jehova* er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan* et menneske gøre mig?“+

7 Husk på dem som fører an iblandt jer,*+ dem som har talt Guds ord til jer, og efterlign+ [deres] tro idet I nøje betragter+ udfaldet af deres adfærd.

8 Jesus Kristus er den samme i går og i dag og for evigt.+

9 Lad jer ikke føre bort af forskellige og fremmede lærdomme;+ det er nemlig godt at hjertet styrkes* ved ufortjent godhed,+ ikke ved [særlige] spiser;+ de der går op i dem, er ikke blevet gavnet af dem.

10 Vi har et alter hvorfra de som yder hellig tjeneste* ved teltet* ikke har ret til at spise.+ 11 For kroppene af de dyr hvis blod af ypperstepræsten bringes ind på det hellige sted* for synd, opbrændes uden for lejren.+ 12 Derfor led også Jesus uden for porten,+ for at han kunne hellige+ folket med sit eget blod.+ 13 Lad os da gå ud til ham uden for lejren, idet vi bærer den skændsel han bar,*+ 14 for her har vi ikke en blivende by,+ men vi søger ivrigt den kommende.+ 15 Lad os gennem ham altid bringe Gud lovprisningsoffer,+ det vil sige frugt af læber+ som offentligt bekender* hans navn.+ 16 Og glem ikke at gøre godt+ og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.+

17 Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer,*+ og vær føjelige,*+ for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab;+ sørg for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for det ville være til skade for jer.+

18 Bed+ stadig for os, for vi har tillid til at vi har en god samvittighed, idet vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting.+ 19 Men jeg tilskynder jer specielt til at gøre dette for at jeg må blive givet tilbage til jer så meget tidligere.+

20 Og måtte fredens Gud,+ som førte fårenes+ store hyrde,+ vor Herre Jesus, op fra de døde+ med en evig pagts blod,+ 21 udruste jer med alt godt, så I kan gøre hans vilje, og i os, gennem Jesus Kristus, udrette hvad der er velbehageligt i hans øjne;+ ham tilkommer herligheden i evighedernes evigheder.+ Amen.

22 Nu tilskynder jeg jer, brødre, til at finde jer i dette opmuntringsord, for jeg har jo skrevet til jer i korthed.+ 23 I skal vide at vor broder Timoʹteus+ er blevet løsladt; hvis han kommer ret snart,* vil jeg besøge jer sammen med ham.

24 Bring mine hilsener til alle dem som fører an iblandt jer*+ og til alle de hellige. De der er i* Italien+ hilser jer.

25 Den ufortjente godhed+ være med jer alle.*