En åbenbaring til Johannes

1 En åbenbaring*+ ved Jesus Kristus, som Gud gav ham+ for at vise sine trælle+ det der snart* skal ske.+ Og han udsendte sin engel+ og fremstillede det gennem ham i tegn+ for sin træl Johannes,+ 2 som har vidnet om det ord Gud gav+ og om det vidnesbyrd Jesus Kristus aflagde,+ ja om alt det han har set. 3 Lykkelig+ er den som oplæser+ denne profetis ord og de som hører dem+ og som overholder det der står skrevet i den,+ for den fastsatte tid er nær.+

4 Johannes til de syv menigheder+ som er i [provinsen] Asien:

Måtte I have ufortjent godhed og fred fra „den som er* og som var og som kommer“,+ og fra de syv ånder+ som er foran hans trone, 5 og fra Jesus Kristus, „det trofaste vidne“,+ „den førstefødte af de døde“+ og „herskeren over jordens konger“.+

Ham som elsker os+ og har løst os fra vore synder ved sit eget blod+ — 6 og han gjorde os til et kongerige,+ præster+ for sin Gud og Fader — ja, ham tilkommer herligheden og magten for evigt.+ Amen.

7 Se! Han kommer med skyerne,+ og hvert øje skal se ham,+ også de der har gennemboret ham;+ og alle jordens stammer skal slå sig selv af sorg på grund af ham.+ Ja, amen.

8 „Jeg er Alʹfa og Omeʹga,“*+ siger Jehova* Gud, „den som er og som var og som kommer,+ den Almægtige.“*+

9 Jeg, Johannes, som er jeres broder og delagtig med jer i trængselen+ og riget+ og udholdenheden+ i samfund med Jesus,+ befandt mig på den ø som kaldes Patʹmos fordi jeg havde talt om Gud og vidnet* om Jesus.*+ 10 Ved inspiration*+ befandt jeg mig+ på Herrens dag,*+ og jeg hørte bag mig en kraftig stemme,+ som [lyden] af en trompet, 11 der sagde: „Hvad du ser skal du skrive+ i en skriftrulle, og du skal sende den til de syv menigheder,+ i Eʹfesus+ og i Smyrʹna+ og i Perʹgamum+ og i Tyatiʹra+ og i Sarʹdes+ og i Filadelʹfia+ og i Laodikeʹa.“+

12 Og jeg vendte mig for at se den stemme som talte med mig, og da jeg havde vendt mig så jeg syv guldlampestandere,+ 13 og midt iblandt lampestanderne én ligesom en menneskesøn,+ iført en klædning der nåede ned til fødderne, og med et guldbælte spændt om brystet. 14 Endvidere var hans hoved og hans hår hvidt+ som hvid uld, som sne, og hans øjne som en ildflamme;+ 15 og hans fødder var ligesom fint kobber+ når det gløder i en ovn; og hans stemme+ var som lyden af mange vande. 16 Og han havde i sin højre hånd syv stjerner,+ og af hans mund udgik et langt, skarpt, tveægget sværd,+ og hans ansigt var som solen når den skinner i sin kraft.+ 17 Og da jeg så ham, faldt jeg som død ned for hans fødder.

Og han lagde sin højre hånd på mig og sagde: „Vær ikke bange.+ Jeg er den Første*+ og den Sidste+ 18 og den levende;+ og jeg var død,+ men se! jeg lever i evighedernes evigheder,+ og jeg har dødens+ og Haʹdes’* nøgler.+ 19 Skriv derfor ned hvad du har set og det som er og det som skal ske efter dette.+ 20 Angående den hellige hemmelighed om de syv stjerner+ som du så på min højre hånd, og [om] de syv guldlampestandere:+ De syv stjerner betyder* syv menigheders engle, og de syv lampestandere betyder syv menigheder.+

2 Skriv til menighedens engel+ i Eʹfesus:+ Dette siger han som holder de syv stjerner+ i sin højre hånd, han som vandrer midt iblandt de syv guldlampestandere:+ 2 ’Jeg kender dine gerninger+ og dit slid og din udholdenhed, og [jeg ved] at du ikke kan døje onde mennesker, og at du har prøvet+ dem som siger at de er apostle+ men ikke er det, og at du har fundet at de er løgnere. 3 Du viser også udholdenhed,+ og du har døjet for mit navns+ skyld og er ikke blevet træt.+ 4 Dog har jeg det imod dig at du har forladt din første kærlighed.+

5 Du må derfor huske hvorfra du er faldet, og ændre sind+ og gøre de tidligere gerninger. Ellers kommer jeg til dig,+ og jeg vil flytte din lampestander+ fra dens plads, medmindre du ændrer sind. 6 Dog, du har dette at du hader+ Nikolaʹus-sektens*+ gerninger, som jeg også hader. 7 Lad den der har øre, høre hvad ånden+ siger til menighederne: Den der sejrer,+ ham vil jeg give at spise af livets træ,+ som er i Guds paradis.’*

8 Og skriv til menighedens engel+ i Smyrʹna: Dette siger ’den Første og den Sidste’,+ som var død og blev levende:+ 9 ’Jeg kender din trængsel og fattigdom — men du er rig+ — og spotten fra dem som siger at de er jøder,+ og ikke er det, men er Satans synagoge.+ 10 Vær ikke bange for det du vil komme til at lide.+ Se! Djævelen+ vil blive ved med at kaste nogle af jer i fængsel for at I kan blive prøvet+ fuldt ud, og for at I kan have trængsel+ i ti dage. Vis dig trofast indtil døden,*+ og jeg vil give dig livets krone.+ 11 Lad den der har øre, høre+ hvad ånden+ siger til menighederne: Den der sejrer+ vil på ingen måde blive skadet af den anden død.’+

12 Og skriv til menighedens engel i Perʹgamum: Dette siger han som har det lange, skarpe, tveæggede sværd:+ 13 ’Jeg ved hvor du bor, dér hvor Satans trone er; og dog bliver du ved med at holde fast ved mit navn,+ og du har ikke fornægtet din tro på mig,+ end ikke i Anʹtipas’ dage, han som var mit vidne,+ min trofaste, som blev dræbt+ hos jer, dér hvor Satan bor.

14 Dog har jeg nogle få ting imod dig, at du dér har nogle som holder fast ved Biʹleams lære,+ han som lærte Baʹlak+ at lægge en snublesten for Israels sønner, [nemlig den] at spise noget der var ofret til afguder og at begå utugt.+ 15 Således har du også nogle der på samme måde holder fast ved Nikolaʹus-sektens lære.*+ 16 Du skal derfor ændre sind.+ Ellers kommer jeg hurtigt til dig, og jeg vil føre krig mod dem med min munds lange sværd.+

17 Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne:+ Den der sejrer,+ ham vil jeg give noget af den skjulte* manna,+ og jeg vil give ham en hvid sten,* og på stenen et nyt navn+ skrevet som ingen kender undtagen den der får det.’+

18 Og skriv til menighedens engel i Tyatiʹra:+ Dette siger Guds søn,+ han hvis øjne er som en ildflamme+ og hvis fødder er ligesom fint kobber:+ 19 ’Jeg kender dine gerninger og din kærlighed+ og tro og tjeneste* og udholdenhed, og [jeg ved] at dine sidste gerninger+ er flere end de første.+

20 Dog har jeg det imod dig at du tolererer kvinden Jeʹsabel,+ som kalder sig profetinde og som lærer+ og vildleder mine trælle+ til at begå utugt+ og spise noget der er ofret til afguder.+ 21 Og jeg har givet hende tid til at ændre sind,+ men hun er ikke villig til at ændre sind med hensyn til sin utugt.+ 22 Se! Jeg vil kaste hende på sygesengen, og dem der begår ægteskabsbrud med hende, ud i stor trængsel, medmindre de ændrer sind med hensyn til hendes gerninger. 23 Og hendes børn vil jeg dræbe med en dødbringende plage,* så alle menighederne vil blive klar over at jeg er den der ransager nyrer* og hjerter, og jeg vil give jer hver især efter jeres gerninger.+

24 Men jeg siger til de andre af jer som er i Tyatiʹra, alle som ikke har denne lære, dem der ikke har lært „Satans dybder“,+ som de siger, at kende: Jeg lægger ikke nogen anden byrde på jer.+ 25 Hold alligevel fast ved det I har,+ indtil jeg kommer. 26 Og den der sejrer og holder sig til mine gerninger til enden,*+ ham vil jeg give myndighed over nationerne,+ 27 og han skal vogte dem med en jernstav+ så de knuses som lerkar,*+ således som jeg også har fået [myndighed] fra min Fader, 28 og jeg vil give ham morgenstjernen.+ 29 Lad den der har øre, høre hvad ånden+ siger til menighederne.’+

3 Og skriv til menighedens engel+ i Sarʹdes: Dette siger han som har Guds syv ånder+ og de syv stjerner:+ ’Jeg kender dine gerninger, [og jeg ved] at du har ry for at være levende, men du er død.+ 2 Bliv vågen+ og styrk+ det der er tilbage og som var ved at dø, for jeg har ikke fundet dine gerninger fuldt gennemført i min Guds øjne.+ 3 Du må derfor stadig huske på hvad du har modtaget+ og hørt, og du må blive ved med at holde dig til det,+ og ændre sind.+ Ja, hvis du ikke vågner op,+ vil jeg komme som en tyv,+ og du vil slet ikke vide i hvilken time jeg kommer over dig.+

4 Dog har du nogle få navne*+ i Sarʹdes som ikke har besmittet+ deres yderklæder, og de skal vandre sammen med mig i hvide [klæder],+ fordi de er værdige dertil.+ 5 Den der sejrer+ vil således blive iført hvide yderklæder;+ og jeg vil på ingen måde udslette hans navn af livets bog,+ men jeg vil anerkende hans navn over for min Fader+ og over for hans engle.+ 6 Lad den der har øre, høre hvad ånden+ siger til menighederne.’

7 Og skriv til menighedens engel+ i Filadelʹfia: Dette siger han som er hellig,+ som er sand,+ som har Davids nøgle+ og som lukker op så ingen vil lukke i, og lukker i så ingen lukker op: 8 ’Jeg kender dine gerninger+ — se! jeg har foran dig sat en åben dør+ som ingen kan lukke — [og jeg ved] at du har en lille kraft og at du har overholdt mit ord og ikke har fornægtet mit navn.+ 9 Se! Jeg vil lade dem fra Satans synagoge, dem som siger de er jøder+ og ikke er det men lyver+ — se! jeg vil lade dem komme og bøje sig ærbødigt+ for fødderne af dig og lade dem vide at jeg har fået kærlighed til dig. 10 Fordi du har overholdt ordet om min udholdenhed,*+ vil jeg også holde dig fra prøvelsens time,*+ som skal komme over hele den beboede jord for at sætte dem der bor på jorden på prøve.+ 11 Jeg kommer hurtigt.+ Bliv ved med at holde fast ved det du har,+ for at ingen skal tage din krone.+

12 Den der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle+ i min Guds+ tempel,*+ og han skal aldrig mere gå ud [af det], og jeg vil skrive min Guds navn på ham og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem,*+ som kommer ned fra himmelen fra min Gud, og mit eget nye navn.+ 13 Lad den der har øre, høre hvad ånden+ siger til menighederne.’

14 Og skriv til menighedens engel i Laodikeʹa:+ Dette siger Amen,*+ det trofaste+ og sande+ vidne,+ Guds skaberværks begyndelse:+ 15 ’Jeg kender dine gerninger, [og jeg ved] at du hverken er kold eller varm. Jeg ville ønske du var kold eller varm. 16 Derfor, fordi du er lunken og hverken varm+ eller kold,+ vil jeg udspy dig af min mund.* 17 Fordi du siger: „Jeg er rig+ og har erhvervet mig rigdom og trænger slet ikke til noget,“ mens du ikke ved at du er elendig og ynkværdig og fattig og blind+ og nøgen, 18 råder jeg dig til hos mig at købe guld+ lutret i ild så du kan blive rig, og hvide yderklæder så du kan blive påklædt og din nøgenheds skam ikke skal blive gjort kendt,+ og øjensalve til at gnide ind i dine øjne+ så du kan se.

19 Alle dem jeg holder af, retleder og tugter jeg.+ Du skal derfor være nidkær og ændre sind.+ 20 Se! Jeg står ved døren+ og banker. Hvis nogen hører min stemme og åbner døren,+ vil jeg gå ind til ham og spise aftensmad med ham og han med mig. 21 Den der sejrer,+ ham vil jeg give at tage sæde med mig på min trone,+ ligesom også jeg har sejret og taget sæde+ sammen med min Fader på hans trone.+ 22 Lad den der har øre, høre hvad ånden+ siger til menighederne.’“+

4 Efter dette så jeg, og se! en åben dør i himmelen, og den første stemme som jeg hørte og som var som en trompet+ når den talte med mig, sagde: „Stig herop,+ og jeg vil vise dig det der skal ske.“+ 2 Efter dette befandt jeg mig straks i ånd[ens magt], og se! en trone+ stod i himmelen,+ og der sad en på tronen.+ 3 Og han som sad der, var at se på+ ligesom en jaspissten+ og en kostbar rød sten,* og rundt om tronen var der en regnbue,+ ligesom en smaragd+ at se på.

4 Og rundt om tronen var der fireogtyve troner, og på disse troner+ [så jeg] fireogtyve+ ældste*+ sidde klædt i hvide yderklæder+ og med guldkroner+ på deres hoveder. 5 Og ud fra tronen kommer der lyn+ og stemmer og tordener;+ og der brænder syv lamper+ med ild foran tronen, og de betyder* Guds syv ånder.+ 6 Og foran tronen er der som et glashav+ ligesom krystal.

Og i midten hvor tronen er og rundt om tronen er der fire levende skabninger+ som er fulde af øjne foran og bagpå. 7 Og den første levende skabning er ligesom en løve,+ og den anden levende skabning er ligesom en ung tyr,+ og den tredje levende skabning+ har et ansigt som et menneskes, og den fjerde levende skabning+ er ligesom en flyvende ørn.+ 8 Og med hensyn til de fire levende skabninger,+ så har de hver især seks vinger;+ rundt om og nedenunder* er de fulde af øjne.+ Og de har ingen hvile dag og nat mens de siger: „Hellig, hellig, hellig* er Jehova*+ Gud, den Almægtige,*+ han som var og som er+ og som kommer.“

9 Og når som helst de levende skabninger giver herlighed og ære og taksigelse+ til ham som sidder på tronen,+ ham som lever i evighedernes evigheder,+ 10 falder de fireogtyve ældste*+ ned for ham som sidder på tronen og tilbeder+ ham som lever i evighedernes evigheder, og de kaster deres kroner foran tronen idet de siger: 11 „Du er værdig, Jehova,* ja vor Gud, til at modtage herligheden+ og æren+ og magten,+ for du har skabt alle ting,+ og på grund af din vilje+ var de til og blev de skabt.“+

5 Og jeg så at han som sad på tronen+ i sin højre hånd havde en skriftrulle der var beskrevet indvendig og bagpå+ og tæt forseglet+ med syv segl. 2 Og jeg så en stærk engel som forkyndte med høj* røst: „Hvem er værdig til at åbne skriftrullen og bryde dens segl?“ 3 Men hverken i himmelen eller på jorden eller under jorden var der en eneste som var i stand til at åbne skriftrullen eller at se i den. 4 Og jeg begyndte at græde en hel del fordi ingen blev fundet værdig til at åbne skriftrullen eller se i den.+ 5 Men en af de ældste sagde til mig: „Hold op med at græde. Se! Løven af Judas stamme,+ Davids rod,+ har sejret+ og kan åbne skriftrullen og dens syv segl.“

6 Og jeg så at der i midten hvor tronen+ og de fire levende skabninger var og i de ældstes midte+ stod et lam+ ligesom slagtet,+ og det havde syv horn og syv øjne; disse [øjne] betyder* Guds syv* ånder+ som* er blevet sendt ud over hele jorden. 7 Og det gik hen og modtog den straks af ham som sad på tronen,+ af hans højre hånd. 8 Og da det tog skriftrullen, faldt de fire levende skabninger og de fireogtyve ældste+ ned for Lammet, og de havde hver en harpe+ og guldskåle fulde af røgelse,+ som betyder* de helliges bønner.+ 9 Og de synger en ny sang+ idet de siger: „Du er værdig til at tage skriftrullen og åbne dens segl, for du blev slagtet og med dit blod+ har du købt+ mennesker til Gud+ ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation, 10 og du har gjort dem til et kongerige+ og til præster+ for vor Gud,+ og de skal herske som konger*+ over* jorden.“

11 Og jeg så, og jeg hørte en røst af mange engle rundt om tronen og de levende skabninger og de ældste, og tallet på dem var ti tusind gange ti tusind*+ og tusind gange tusind,+ 12 og de sagde med høj røst: „Lammet, det slagtede,+ er værdigt til at modtage magten og rigdommen og visdommen og styrken og æren og herligheden og velsignelsen.“+

13 Og hver skabning i himmelen og på jorden og under jorden+ og på havet, og alt hvad der er i dem, hørte jeg sige: „Ham som sidder på tronen,+ og Lammet,+ tilkommer velsignelsen og æren+ og herligheden+ og magten i evighedernes evigheder.“ 14 Og de fire levende skabninger sagde: „Amen!“ og de ældste+ faldt ned og tilbad.+

6 Og jeg så da Lammet+ åbnede et af de syv segl,+ og jeg hørte en af de fire levende skabninger+ sige med en stemme som torden: „Kom!“+ 2 Og jeg så, og se! en hvid hest;+ og han som sad+ på den havde en bue;+ og en krone blev givet ham,+ og han red ud sejrende+ og for at fuldende sin sejr.+

3 Og da det åbnede det andet segl, hørte jeg den anden levende skabning+ sige: „Kom!“ 4 Og en anden kom ud, en ildrød hest; og ham som sad på den blev det givet at tage freden bort fra jorden så man ville slå hinanden ihjel; og et stort sværd blev givet ham.+

5 Og da det+ åbnede det tredje segl, hørte jeg den tredje levende skabning+ sige: „Kom!“ Og jeg så, og se! en sort hest; og han som sad på den havde en vægt+ i sin hånd. 6 Og jeg hørte en stemme, som var den i de fire levende skabningers+ midte,+ og den sagde: „En liter* hvede for en denar,*+ og tre liter byg for en denar; og gør ikke olivenolien og vinen skade.“+

7 Og da det åbnede det fjerde segl, hørte jeg den fjerde levende skabnings+ stemme sige: „Kom!“ 8 Og jeg så, og se! en bleggrøn hest; og han som sad på den havde navnet Døden. Og Haʹdes*+ fulgte lige efter ham. Og der blev givet dem myndighed over en fjerdedel af jorden til at dræbe med et langt sværd+ og med hungersnød*+ og med en dødbringende plage* og ved jordens vilde dyr.+

9 Og da det åbnede det femte segl, så jeg under alteret+ sjælene+ af dem der var blevet slået ihjel+ på grund af Guds ord og* på grund af den vidnegerning*+ de havde haft. 10 Og de råbte med høj røst og sagde: „Hvor længe, suveræne+ Herre,* du hellige og sande,+ vil du afholde dig fra at dømme+ og hævne vort blod+ på dem som bor på jorden?“ 11 Og der blev givet hver af dem en lang, hvid+ klædning; og der blev sagt til dem at de skulle hvile endnu en kort tid, indtil tallet også var fuldt på deres medtrælle og deres brødre som skulle dræbes+ ligesom også de var blevet det.

12 Og jeg så da det åbnede det sjette segl, og et stort jordskælv fandt sted; og solen blev sort som sækkelærred+ af hår, og hele månen blev som blod,+ 13 og himmelens stjerner faldt ned til jorden, som når et figentræ rystes af en kraftig vind og kaster sine umodne figner. 14 Og himmelen forsvandt som en skriftrulle der rulles sammen,+ og hvert bjerg og hver ø blev flyttet fra sit sted.+ 15 Og jordens konger og stormændene og militærtribunerne* og de rige og de stærke og hver træl og fri skjulte sig i hulerne og i bjergenes klipper.+ 16 Og de bliver ved med at sige til bjergene og til klipperne: „Fald over os+ og skjul os for ham som sidder på tronen,+ for hans ansigt, og for Lammets+ vrede, 17 for deres vredes+ store dag+ er kommet, og hvem kan bestå?“+

7 Efter dette så jeg fire engle+ stå på jordens fire hjørner* og holde jordens fire vinde+ fast, så ingen vind kunne blæse på jorden eller på havet eller på noget træ.+ 2 Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang,+ og han havde et seglstempel fra den levende Gud;+ og han råbte med høj røst til de fire engle hvem det var givet at skade jorden og havet, 3 og han sagde: „Gør ikke jorden eller havet eller træerne skade* førend vi har beseglet+ vor Guds trælle på deres pander.“+

4 Og jeg hørte tallet på de beseglede, et hundrede og fireogfyrre tusind,+ beseglede af hver stamme+ af Israels sønner:+

9 Efter dette så jeg, og se! en stor skare,+ som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer*+ og stammer og folk+ og tungemål+ stod foran tronen+ og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder;+ og der var palmegrene+ i deres hænder. 10 Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: „Frelsen* [skylder vi] vor Gud,+ som sidder på tronen,+ og Lammet.“+

11 Og alle englene+ stod rundt om tronen og de ældste*+ og de fire levende skabninger,+ og de faldt på deres ansigter foran tronen og tilbad Gud+ 12 idet de sagde: „Amen! Velsignelsen og herligheden og visdommen og taksigelsen og æren og magten+ og styrken tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder. Amen.“*+

13 Og det fik en af de ældste+ til at sige til mig: „Disse som er klædt i de lange, hvide klæder,+ hvem er de og hvor er de kommet fra?“ 14 Og straks sagde jeg til ham: „Min herre, du ved det.“ Og han sagde til mig: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel,+ og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide+ i Lammets blod.+ 15 Derfor er de foran+ Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste*+ dag og nat i hans tempel;* og han som sidder på tronen+ vil slå sit telt+ op over dem. 16 De skal ikke sulte mere eller tørste mere, heller ikke skal solen eller nogen stærk hede plage dem,+ 17 for Lammet,+ som er i midten hvor tronen er, vil være hyrde+ for dem og lede dem til kilder med livets vand.+ Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“+

8 Og da det+ åbnede det syvende segl,+ blev der tavshed i himmelen i omkring en halv time. 2 Og jeg så de syv engle+ som står foran Gud, og syv trompeter blev givet dem.

3 Og en anden engel, som havde et guldrøgelseskar, ankom og stillede sig ved alteret;+ og der blev givet ham en stor mængde røgelse+ at ofre sammen med alle de helliges bønner på guldalteret som var foran tronen. 4 Og fra engelens hånd steg røgen fra røgelsen op for Guds øjne sammen med de helliges bønner.+ 5 Og straks tog engelen røgelseskarret og fyldte det med noget af ilden+ fra alteret og kastede det ned på jorden.+ Og der kom tordener+ og stemmer og lyn+ og et jordskælv.+ 6 Og de syv engle med de syv+ trompeter+ gjorde sig rede til at blæse i dem.

7 Og den første blæste i sin trompet. Og der kom hagl og ild+ blandet med blod, og det blev kastet ned på jorden; og en tredjedel af jorden blev brændt+ op, og en tredjedel af træerne blev brændt op, og al grøn plantevækst+ blev brændt op.

8 Og den anden engel blæste i sin trompet. Og noget ligesom et stort bjerg,+ brændende med ild, blev kastet i havet.+ Og en tredjedel af havet blev til blod;+ 9 og en tredjedel af de skabninger som er i havet, og som har sjæle,* døde,+ og en tredjedel af bådene blev slået til vrag.

10 Og den tredje engel blæste i sin trompet. Og en stor stjerne, brændende som en lampe, faldt ned fra himmelen,+ og den faldt på en tredjedel af floderne og på vandenes kilder.+ 11 Og navnet på stjernen er Malurt.* Og en tredjedel af vandene blev til malurt, og mange af menneskene døde af vandene, fordi disse var blevet bitre.+

12 Og den fjerde engel blæste i sin trompet. Og en tredjedel af solen blev ramt,* og en tredjedel af månen og en tredjedel af stjernerne, for at en tredjedel af dem kunne blive formørket+ og dagen være uden lys for en tredjedels vedkommende,+ og natten ligeledes.

13 Og jeg så, og jeg hørte en ørn+ som fløj midt på himmelen*+ sige med høj røst: „Ve, ve, ve+ dem der bor på jorden, på grund af de øvrige trompetstød fra de tre engle som skal til at blæse i deres trompeter!“+

9 Og den femte engel blæste i sin trompet.+ Og jeg så en stjerne+ som var faldet ned fra himmelen til jorden, og nøglen+ til afgrundens+ brønd blev givet ham.* 2 Og han* åbnede afgrundens brønd, og der steg røg+ op fra brønden som røgen fra en stor ovn,+ og solen blev formørket,+ også luften, af røgen fra brønden. 3 Og fra røgen kom der græshopper+ ud over jorden; og der blev givet dem myndighed, den samme myndighed som jordens skorpioner+ har. 4 Og der blev sagt til dem at de ikke måtte skade jordens plantevækst eller noget grønt eller noget træ, men kun de mennesker som ikke har Guds segl på deres pander.+

5 Og det blev givet [græshopperne] ikke at dræbe dem, men [at forårsage] at de blev pint+ i fem måneder; og den pine de følte, var som den pine en skorpion+ volder når den stikker et menneske. 6 Og i de dage vil menneskene søge døden+ men slet ikke finde den, og de vil ønske at dø, men døden bliver ved med at flygte fra dem.

7 Og græshoppernes skikkelser lignede heste+ beredt til kamp; og på deres hoveder var der noget der så ud som kroner der lignede guld, og deres ansigter var som menneskers ansigter,+ 8 og de havde hår som kvinders hår.+ Og deres tænder var som løvers;+ 9 og de havde brystharnisker+ ligesom brystharnisker af jern. Og lyden af deres vinger var som lyden af vogne+ med mange heste der løber ud til kamp.+ 10 De har også haler og brodde ligesom skorpioner;+ og i deres haler er deres myndighed til at skade* menneskene i fem måneder. 11 Over sig har de en konge, afgrundens+ engel. På hebraisk er hans navn Abaddōnʹ,* men på græsk har han navnet Apollyʹon.*+

12 Det ene ve er forbi. Se! Der kommer endnu to veer+ efter dette.*

13 Og den sjette engel+ blæste i sin trompet.+ Og jeg hørte en stemme+ fra hornene* på guldalteret+ der er foran Gud, 14 sige til den sjette engel, som havde trompeten: „Løs de fire engle+ som er bundet+ ved den store flod Euʹfrat.“+ 15 Og de fire engle, som var beredt til timen og dagen og måneden og året, blev løst, så de kunne dræbe en tredjedel af menneskene.

16 Og tallet på rytterhærene var to gange ti tusind gange ti tusind:* Jeg hørte tallet på dem. 17 Og sådan så jeg hestene i synet og dem der sad på dem: de havde ildrøde og hyacintblå og svovlgule brystharnisker; og hestenes hoveder var som løvehoveder,+ og ud af deres munde kom ild og røg og svovl.+ 18 Ved disse tre plager blev en tredjedel af menneskene dræbt, af ilden og røgen og svovlet som kom ud af deres munde. 19 For hestenes myndighed er i deres munde og i deres haler; for deres haler er ligesom slanger+ og har hoveder, og med dem gør de skade.

20 Men de øvrige af menneskene, som ikke blev dræbt af disse plager, ændrede ikke sind med hensyn til deres hænders gerninger,+ så de ikke tilbad dæmonerne+ og afguderne af guld og sølv+ og kobber og sten og træ, som hverken kan se eller høre eller gå;+ 21 og de ændrede ikke sind med hensyn til deres myrderier+ eller deres spiritistiske handlinger*+ eller deres utugt eller deres tyverier.

10 Og jeg så en anden stærk engel+ stige ned fra himmelen, klædt i en sky,+ og en regnbue var over hans hoved, og hans ansigt var som solen+ og hans fødder+ som ildsøjler, 2 og han havde i sin hånd en lille skriftrulle* der var åbnet. Og han satte sin højre fod på havet og sin venstre på jorden,+ 3 og han råbte med høj røst som når en løve+ brøler. Og da han råbte, opløftede de syv tordener+ deres egne røster.

4 Og da de syv tordener talte, ville jeg til at skrive; men jeg hørte en stemme fra himmelen+ sige: „Forsegl*+ det de syv tordener har sagt, og skriv det ikke ned.“ 5 Og engelen som jeg så stå på havet og på jorden, løftede sin højre hånd mod himmelen+ 6 og svor ved Ham som lever+ i evighedernes evigheder,+ som har skabt himmelen og det der er i den, og jorden+ og det der er på den, og havet og det der er i det:*+ „Der vil ikke længere være nogen tøven;*+ 7 men i dagene for den syvende engels+ røst, når han skal til at blæse i sin trompet,+ er Guds hellige hemmelighed*+ ifølge den gode nyhed som han forkyndte sine trælle profeterne,+ virkelig fuldbyrdet.“

8 Og stemmen+ som jeg hørte fra himmelen taler igen med mig og siger: „Gå hen og tag den åbne skriftrulle som engelen der står på havet og på jorden, har i hånden.“+ 9 Og jeg gik hen til engelen og sagde til ham at han skulle give mig den lille skriftrulle. Og han sagde til mig: „Tag den og fortær den,+ og den vil gøre din mave bitter, men i din mund vil den være sød som honning.“ 10 Og jeg tog den lille skriftrulle af engelens hånd og fortærede den,+ og i min mund var den sød som honning;+ men da jeg havde spist den blev min mave bitter. 11 Og de siger til mig: „Du skal igen profetere med henblik på folk og nationer og tungemål og mange konger.“+

11 Og en rørkæp* ligesom en stav+ blev givet mig idet han sagde: „Rejs dig og mål Guds* tempel[helligdom]*+ og alteret og dem der tilbeder i den. 2 Men med hensyn til forgården som er uden for+ tempel[helligdommen], så udelad den* og mål den ikke, for den er blevet givet til nationerne,+ og de skal nedtræde den hellige by+ i toogfyrre måneder.+ 3 Og jeg vil lade mine to+ vidner profetere+ i et tusind to hundrede og tres dage, klædt i sæk.“+ 4 Disse er [symboliseret ved] de to oliventræer+ og de to lampestandere+ og står foran jordens Herre.*+

5 Og hvis nogen ønsker at skade dem, kommer der ild ud af munden på dem og fortærer deres fjender;+ og hvis nogen skulle ønske at skade dem, skal han dræbes på denne måde. 6 Disse har myndighed til at lukke himmelen+ så der ingen regn falder+ i de dage de profeterer, og de har myndighed over* vandene til at forvandle dem til blod+ og til at slå jorden med al slags plage så ofte de vil.

7 Og når de har fuldført aflæggelsen af deres vidnesbyrd, vil vilddyret som stiger op af afgrunden+ føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem.+ 8 Og deres lig skal ligge på den brede gade i den store by som i åndelig forstand kaldes Soʹdoma+ og Ægypten, hvor også deres Herre blev pælfæstet.*+ 9 Og mennesker fra folkene og stammerne og tungemålene og nationerne+ skal se på deres lig i tre og en halv dag,+ og de lader ikke deres lig lægge i en grav. 10 Og de der bor på jorden fryder sig+ over dem og morer sig,* og de sender hinanden gaver,+ for disse to profeter pinte dem der bor på jorden.

11 Og efter de tre og en halv dag+ kom der livsånd fra Gud ind i dem,+ og de rejste sig og stod på deres fødder, og stor frygt faldt på dem der så dem. 12 Og de hørte en høj røst+ fra himmelen sige til dem: „Stig herop.“+ Og de steg op til himmelen i skyen, og deres fjender så dem. 13 Og i den time indtraf et stort jordskælv, og en tiendedel+ af byen faldt; og syv tusind personer* blev dræbt af* jordskælvet, og de øvrige blev forskrækkede og gav himmelens Gud ære.+

14 Det andet ve+ er forbi. Se! Det tredje ve kommer hurtigt.

15 Og den syvende engel blæste i sin trompet.+ Og høje røster lød i himmelen idet de sagde: „Verdensherredømmet* er nu blevet vor Herres+ og hans Messias’,+ og han skal herske som konge* i evighedernes evigheder.“+

16 Og de fireogtyve ældste*+ som sad på deres troner foran Gud, faldt på deres ansigter+ og tilbad Gud+ 17 idet de sagde: „Vi takker dig,+ Jehova* Gud, du Almægtige,+ du som er+ og som var, fordi du har taget din store magt+ og er begyndt at herske som konge.+ 18 Men nationerne blev vrede, og din egen vrede kom, og den fastsatte tid til at de døde skal dømmes, og til at give lønnen+ til dine trælle profeterne+ og til de hellige og til dem som frygter dit navn, de små og de store,+ og til at ødelægge+ dem der ødelægger* jorden.“+

19 Og Guds* tempel[helligdom],* som er i himmelen,+ blev åbnet, og hans pagts ark+ blev set i hans tempel[helligdom].+ Og der kom lyn og stemmer og tordener og et jordskælv og store hagl.

12 Og et stort tegn+ blev set i himmelen, en kvinde+ iklædt solen og med månen under sine fødder og en krone af tolv stjerner på sit hoved, 2 og hun var gravid. Og hun skriger, idet hun har fødselsveer+ og er i pine for at føde.

3 Og et andet tegn blev set i himmelen, og se! en stor, ildrød drage+ med syv hoveder og ti horn og på sine hoveder syv diademer; 4 og dens hale+ slæber en tredjedel af himmelens stjerner+ med sig, og den kastede dem ned til jorden.+ Og dragen* blev stående foran kvinden+ som skulle føde,+ for at den kunne fortære+ hendes barn når hun havde født.

5 Og hun fødte en søn,+ et drengebarn, der skal vogte alle nationerne med en jernstav.+ Og hendes barn blev bortrykket til Gud og til hans trone.+ 6 Og kvinden flygtede ud i ørkenen,+ hvor hun har et sted som er beredt af Gud, for at man skal give hende føde+ dér i et tusind to hundrede og tres dage.+

7 Og der udbrød krig i himmelen: Mikael*+ og hans engle kæmpede mod dragen, og dragen og dens engle kæmpede, 8 men den fik ikke overtaget, og der fandtes heller ikke mere noget sted for dem i himmelen. 9 Så blev den store drage+ kastet ned, slangen fra fortiden,+ der kaldes Djævelen+ og Satan,+ som vildleder hele den beboede jord;*+ han blev kastet ned til jorden,+ og hans engle blev kastet ned sammen med ham. 10 Og jeg hørte en høj røst i himmelen sige:

„Nu er frelsen*+ og magten*+ og riget som tilhører vor Gud,+ og myndigheden* som tilhører hans Messias,+ blevet til virkelighed; for vore brødres anklager, som anklager dem dag og nat for vor Gud, er kastet ned!+ 11 Og de har sejret over ham+ på grund af Lammets blod+ og på grund af deres vidnesbyrds ord,+ og de har ikke elsket deres sjæle,*+ selv ikke over for døden.* 12 Derfor, glæd jer, I himle og I som bor i dem!+ Ve+ jorden og havet,+ for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han [kun] har en kort tidsperiode.“+

13 Og da dragen så at den var kastet ned til jorden,+ forfulgte den kvinden+ som havde født drengebarnet. 14 Men den store ørns to vinger+ blev givet kvinden, så hun kunne flyve ud i ørkenen+ til sit sted, hvor hun får føde+ en tid og tider og en halv tid,*+ borte fra slangens ansigt.+

15 Og slangen spyede vand+ som en flod ud af sin mund efter kvinden for at drukne hende ved hjælp af floden.+ 16 Men jorden kom kvinden til hjælp,+ og jorden åbnede sin mund og opslugte floden som dragen havde udspyet af sin mund. 17 Og dragen blev vred på kvinden+ og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes afkom, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne*+ om Jesus.

13 Og den stillede sig på sandet+ ved havet.

Og jeg så et vilddyr+ stige op af havet+ med ti horn+ og syv hoveder+ og på sine horn ti diademer, og på sine hoveder gudsbespottelige+ navne. 2 Og vilddyret som jeg så, var ligesom en leopard,+ men dets fødder var som en bjørns,+ og dets mund var som en løves+ mund. Og dragen+ gav [dyret]* dets magt og dets trone og stor myndighed.+

3 Og jeg så et af dets hoveder ligesom såret til døde, men dets dødshug+ blev lægt, og hele jorden fulgte med beundring efter vilddyret. 4 Og man tilbad dragen fordi den havde givet myndigheden til vilddyret, og man tilbad vilddyret med ordene: „Hvem er ligesom vilddyret, og hvem kan føre krig mod det?“ 5 Og der blev givet det en mund som talte store ord+ og bespottelser,+ og der blev givet det myndighed til at virke i toogfyrre måneder.+ 6 Og det åbnede sin mund med bespottelser+ imod Gud, for at spotte hans navn og hans bolig,* ja dem der bor i himmelen.+ 7 Og der blev givet det+ at føre krig mod de hellige og at sejre over dem,*+ og der blev givet det myndighed over hver stamme og hvert folk og hvert tungemål og hver nation. 8 Og alle de som bor på jorden vil tilbede det,* enhver af dem som ikke fra verdens grundlæggelse*+ har sit navn skrevet i den livets skriftrulle+ som tilhører det slagtede lam.+

9 Hvis nogen har øre, så lad ham høre.+ 10 Hvis nogen [er bestemt] til fangenskab, går han bort til fangenskab.+ Hvis nogen vil dræbe med sværd, skal han dræbes med sværd.+ Her gælder det de helliges+ udholdenhed+ og tro.+

11 Og jeg så et andet vilddyr+ stige op af jorden,+ og det havde to horn ligesom et lam, men det begyndte at tale som en drage.+ 12 Og det udøver det første vilddyrs+ hele myndighed for dets øjne. Og det får jorden og dem der bor på den til at tilbede det første vilddyr, hvis dødshug blev lægt.+ 13 Og det gør store tegn,+ så det endog får ild til at komme ned fra himmelen til jorden for menneskenes øjne.

14 Og det vildleder dem der bor på jorden ved de tegn der blev givet det at gøre for vilddyrets øjne, mens det siger til dem der bor på jorden at de skal lave et billede+ af det vilddyr som* havde sværdhugget+ og dog kom til live igen. 15 Og der blev givet det at give vilddyrets billede åndedræt,* så vilddyrets billede både kunne tale og få alle dem dræbt som ikke på nogen måde ville tilbede vilddyrets billede.+

16 Og det foranlediger med tvang over for alle,+ de små og de store, og de rige og de fattige, og de frie og trællene, at man giver disse et mærke på deres højre hånd eller på deres pande,+ 17 og* at ingen skal kunne købe eller sælge undtagen den der har mærket,* vilddyrets navn+ eller dets navns tal.+ 18 Her gælder det visdom: Lad den der har forstand udregne vilddyrets tal, for det er et menneskes+ tal; og dets tal er seks hundrede og seksogtres.*+

14 Og jeg så, og se! Lammet+ stod på Zions Bjerg,+ og sammen med det et hundrede og fireogfyrre tusind,+ som havde dets navn og dets Faders navn+ skrevet på deres pander. 2 Og jeg hørte en lyd fra himmelen som lyden af mange* vande+ og som lyden af kraftig torden; og lyden som jeg hørte, var som af sangere der akkompagnerer sig selv på harpe+ og spiller på deres harper. 3 Og de synger+ ligesom en ny sang+ foran tronen og foran de fire levende skabninger+ og de ældste;*+ og ingen var i stand til at lære* den sang uden de hundrede og fireogfyrre tusind,+ som er blevet købt+ fra jorden. 4 Det er dem som ikke har besmittet sig med kvinder;+ ja, de er jomfruer.+ Det er dem der bliver ved med at følge Lammet hvor det end går hen.+ Disse er blevet købt+ fra menneskeslægten som en førstegrøde+ for Gud og for Lammet, 5 og i deres mund er der ikke fundet løgn;+ de er dadelfri.+

6 Og jeg så en anden engel flyve midt på himmelen,*+ og han havde en evigvarende god nyhed+ at forkynde som godt nyt for dem der bor på jorden, og for hver nation og stamme og hvert tungemål og folk,+ 7 idet han sagde med høj røst: „Frygt Gud+ og giv ham ære,+ for hans doms time er kommet,+ ja tilbed ham som har dannet+ himmelen og jorden og hav og vandkilder.“+

8 Og endnu en engel,* nummer to, fulgte efter og sagde: „Hun er faldet! Babylon+ den Store er faldet,+ hun som har fået alle nationerne til at drikke af sin utugts* harmes vin!“+

9 Og endnu en engel, nummer tre, fulgte efter dem og sagde med høj røst: „Hvis nogen tilbeder vilddyret+ og dets billede+ og modtager et mærke på sin pande eller på sin hånd,+ 10 så skal han også drikke af Guds harmes vin som er skænket ufortyndet i hans vredes bæger,+ og han skal pines+ med ild og svovl+ for de hellige engles øjne og for Lammets øjne. 11 Og deres pines røg stiger op i evighedernes evigheder,+ og de har ingen hvile dag og nat, de som tilbeder vilddyret og dets billede, og enhver som modtager dets navns mærke.+ 12 Her gælder det de helliges udholdenhed,+ de som holder sig til Guds bud+ og Jesu tro.“+

13 Og jeg hørte en stemme fra himmelen sige: „Skriv: Lykkelige er de døde+ som dør i samhørighed med Herren+ fra nu af.+ Ja, siger ånden, lad dem hvile* fra deres slid, for det de har gjort,* følger med dem.“

14 Og jeg så, og se! en hvid sky, og på skyen sad en ligesom en menneskesøn,+ med en guldkrone+ på sit hoved og en skarp segl i sin hånd.

15 Og en anden engel kom ud fra tempel[helligdommen]* og råbte med høj røst til ham som sad på skyen: „Gå i gang med din segl og høst,+ for timen er kommet til at høste, for jordens høst+ er fuldmoden.“*+ 16 Og han som sad på skyen svang sin segl over jorden, og jorden blev høstet.

17 Og en anden engel igen kom ud fra tempel[helligdommen]* som er i himmelen,+ og også han havde en skarp segl.

18 Og en anden engel igen kom ud fra alteret, og han havde myndighed over ilden.+ Og han råbte med høj røst til ham som havde den skarpe segl, og sagde: „Gå i gang med din skarpe segl og indhøst klaserne på jordens vintræ,+ for dets druer er blevet modne.“ 19 Og engelen+ svang sin segl over jorden og indhøstede jordens vintræ,+ og han kastede det i Guds harmes store vinperse.+ 20 Og vinpersen blev trådt uden for byen,+ og blod kom ud af vinpersen [og stod] helt op til hestenes+ bidsler på en strækning af et tusind og seks hundrede stadier.*+

15 Og jeg så et andet tegn+ i himmelen, stort og vidunderligt: syv engle+ med syv plager.+ Disse er de sidste, for ved hjælp af dem er Guds harme+ fuldbyrdet.+

2 Og jeg så noget der var som et glashav+ blandet med ild, og dem som kommer sejrrigt+ fra vilddyret og fra dets billede+ og fra dets navns tal,+ stå ved* glashavet+ med Guds harper.+ 3 Og de synger Moses’,+ Guds træls, sang og Lammets sang+ idet de siger:

„Store og vidunderlige er dine gerninger,+ Jehova* Gud, du Almægtige.+ Retfærdige og sande er dine veje,+ du evighedens* Konge.+ 4 Hvem skulle dog ikke frygte dig,+ Jehova,*+ og herliggøre dit navn,+ for du alene er loyal?+ Ja, alle nationerne vil komme og tilbede foran dig,+ for dine retfærdige bestemmelser er blevet gjort kendt.“+

5 Og efter dette så jeg, og Vidnesbyrdets telts*+ helligdom blev åbnet i himmelen,+ 6 og de syv engle+ med de syv plager+ kom ud fra helligdommen, klædt i rent, skinnende linned*+ og med guldbælter spændt om brystet. 7 Og en af de fire levende skabninger+ gav de syv engle syv guldskåle som var fulde af Guds harme,+ han som lever i evighedernes evigheder.+ 8 Og helligdommen blev fyldt med røg på grund af Guds herlighed+ og på grund af hans kraft, og ingen var i stand til at gå ind i helligdommen førend de syv engles syv plager+ var fuldbyrdet.

16 Og jeg hørte en høj røst+ fra helligdommen sige til de syv engle: „Gå hen og udgyd Guds harmes+ syv skåle over jorden.“

2 Og den første+ gik hen og udgød sin skål over jorden.+ Og der kom slemme og ondartede sår+ på de mennesker som havde vilddyrets mærke+ og som tilbad dets billede.+

3 Og den anden+ udgød sin skål i havet.+ Og det blev til blod+ som af en død, og hver levende sjæl døde, [ja,] de der var i havet.+

4 Og den tredje+ udgød sin skål i floderne+ og vandenes kilder. Og de blev til blod.+ 5 Og jeg hørte vandenes engel sige: „Retfærdig er du,* du som er og som var,+ den Loyale,+ fordi du har afsagt disse kendelser,+ 6 for de udgød helliges og profeters blod,+ og du har givet dem blod+ at drikke. De fortjener det.“+ 7 Og jeg hørte alteret sige: „Ja, Jehova* Gud, du Almægtige,+ sande og retfærdige er dine domme.“+

8 Og den fjerde+ udgød sin skål over solen; og det blev givet [solen]* at svide+ menneskene med ild. 9 Og menneskene blev svedet med stor hede, men de spottede Guds navn,+ han som har myndigheden+ over disse plager, og de ændrede ikke sind for at give ham ære.+

10 Og den femte udgød sin skål over vilddyrets+ trone. Og dets rige blev formørket,+ og de begyndte at tygge deres tunger af smerte, 11 men de spottede+ himmelens Gud for deres smerter og for deres sår, og de ændrede ikke sind med hensyn til deres gerninger.

12 Og den sjette+ udgød sin skål over den store flod Euʹfrat,+ og dens vand tørrede bort,+ så vejen kunne være beredt for kongerne+ fra solens opgang.

13 Og jeg så tre urene inspirerede udtalelser*+ [der så ud] ligesom frøer,+ komme ud af dragens+ mund og ud af vilddyrets+ mund og ud af den falske profets*+ mund. 14 De er i virkeligheden udtalelser inspireret+ af dæmoner* og gør tegn,+ og de går ud til kongerne+ på hele den beboede jord*+ for at samle dem til krigen+ på Guds, den Almægtiges, store dag.+

15 „Se! Jeg kommer* som en tyv.+ Lykkelig er den der holder sig vågen+ og bevarer sine yderklæder, så han ikke skal gå nøgen omkring og folk se hans uanstændighed.“+

16 Og de samlede dem på det sted* der på hebraisk kaldes Har-Mageʹdon.*+

17 Og den syvende udgød sin skål over luften.+ Og der lød en høj røst+ fra helligdommen, fra tronen, som sagde: „Det er sket!“ 18 Og der kom lyn og stemmer og tordener, og der kom et så stort jordskælv+ som der ikke har været siden der kom mennesker på jorden,+ så omfattende et jordskælv,+ så stort. 19 Og den store by+ deltes i tre dele, og nationernes byer faldt sammen; og Babylon* den Store+ blev husket for Guds øjne, så han gav hende bægeret med sin vredes harmes vin.+ 20 Og hver en ø flygtede, og bjerge fandtes ikke.+ 21 Og store hagl+ af en talents* vægt kom ned fra himmelen over menneskene, og menneskene spottede+ Gud på grund af haglplagen,+ fordi plagen var meget stor.

17 Og en af de syv engle som havde de syv skåle+ kom og talte med mig og sagde: „Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge*+ som sidder på mange* vande;+ 2 med hende har jordens konger begået utugt,+ mens de der bor på jorden blev berusede af hendes utugts* vin.“+

3 Og han førte mig af sted ved ånd[ens magt]+ ud i en ørken. Og jeg fik øje på en kvinde der sad på et skarlagenrødt vilddyr+ som var fuldt af [guds]bespottelige navne+ og som havde syv hoveder+ og ti horn. 4 Og kvinden var klædt i purpur+ og skarlagen+ og smykket med guld og kostbare sten og perler+ og havde i sin hånd et guldbæger+ som var fuldt af afskyeligheder+ og hendes utugts urenheder.+ 5 Og på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed:*+ „Babylon* den Store, moderen til jordens skøger+ og afskyeligheder.“+ 6 Og jeg så at kvinden var beruset af de helliges blod+ og af Jesu vidners blod.+

Og da jeg fik øje på hende undrede jeg mig med stor undren.+ 7 Og så sagde engelen til mig: „Hvorfor undrede du dig? Jeg vil sige dig hemmeligheden* om kvinden+ og om vilddyret som bærer hende og som har de syv hoveder og de ti horn:+ 8 Det vilddyr som du så, var,+ men er ikke, og dog skal det stige op af afgrunden,+ og det går bort til ødelæggelse. Og når de der bor på jorden ser at vilddyret var, men ikke er, og dog vil være her, vil de undre sig og beundre det, men deres navne er ikke fra verdens grundlæggelse* skrevet i livets skriftrulle.+

9 Her gælder det den forstand som har visdom:+ De syv hoveder+ betyder* syv bjerge,+ som kvinden sidder på. 10 Og der er* syv konger: de fem er faldet,+ den ene er der,+ den anden er endnu ikke kommet,+ men når han kommer, skal han forblive en kort tid.+ 11 Og vilddyret som var, men ikke er,+ er også selv en ottende [konge], men stammer fra de syv,* og det går bort til ødelæggelse.

12 Og de ti horn som du så, betyder ti konger,+ som endnu ikke har fået herredømme, men de får myndighed som konger én time sammen med vilddyret. 13 De har én tanke, og derfor giver de deres magt og myndighed til vilddyret.+ 14 De vil føre krig mod Lammet,+ men fordi Lammet er herrers Herre* og kongers Konge*+ vil det sejre over dem.+ Og [det vil] de kaldede og udvalgte og trofaste sammen med ham [også].“+

15 Og han siger til mig: „De vande som du så, hvor skøgen sidder, er folk og skarer* og nationer og tungemål.+ 16 Og de ti horn+ som du så, og vilddyret,+ disse vil hade skøgen+ og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild.+ 17 For Gud har indgivet i deres hjerter at udføre hans tanke,+ ja at udføre [deres] ene tanke ved at give* deres herredømme til vilddyret,+ indtil Guds ord vil være fuldbyrdet.+ 18 Og kvinden+ som du så, er* den store by som har herredømme over jordens konger.“+

18 Efter dette så jeg en anden engel stige ned fra himmelen; han havde stor myndighed,+ og jorden blev oplyst af hans herlighed.+ 2 Og han råbte med stærk røst+ idet han sagde: „Hun er faldet! Babylon* den Store er faldet,+ og hun er blevet bolig for dæmoner og skjulested for enhver uren dunst*+ og skjulested for enhver uren og hadet fugl!+ 3 For på grund af hendes utugts harmes vin* er alle nationerne faldet [som ofre],+ og jordens konger har begået utugt+ med hende, og jordens rejsende købmænd+ er blevet rige som følge af hendes skamløse overdådigheds magt.“+

4 Og jeg hørte en anden stemme fra himmelen sige: „Gå ud fra hende, mit folk,+ for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder,+ og for at I ikke skal få del i hendes plager. 5 For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen,+ og Gud har husket hendes uretfærdigheder.+ 6 Betal hende som hun har betalt,+ og gør dobbelt så meget mod hende, ja dobbelt af det hun har gjort;+ i det bæger+ hvori hun skænkede en blanding, skal I skænke dobbelt+ så meget af blandingen til hende.+ 7 I det omfang hun har herliggjort sig selv og levet i skamløs overdådighed, i det omfang skal I give hende pine og sorg.+ For i sit hjerte bliver hun ved med at sige: ’Jeg sidder som dronning,+ og jeg er ikke enke,+ og jeg skal aldrig se sorg.’+ 8 Det er derfor hendes plager+ vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild,+ for stærk+ er Jehova* Gud, som har dømt hende.

9 Og jordens konger+ som har begået utugt med hende og levet i skamløs overdådighed, vil græde og slå sig selv af sorg over hende,+ når de ser på røgen+ fra ilden der opbrænder hende, 10 mens de står langt borte på grund af deres frygt for hendes pine og siger:+ ’Ve, ve, du store by,+ Babylon, du stærke by, for på én time er din dom kommet!’+

11 Og jordens rejsende købmænd+ græder og sørger over hende,+ fordi der ingen er til at købe deres fulde lager mere, 12 et fuldt lager+ af guld og sølv og kostbare sten og perler og fint linned og purpur og silke og skarlagen, og alt i duftende træ* og enhver genstand af elfenben og enhver genstand af det kostbareste træ og af kobber og af jern og af marmor;+ 13 også kanel og indisk krydderi* og røgelse og vellugtende olie og virak og vin og olivenolie og fint hvedemel og hvede og kvæg og får, og heste og rejsevogne og slaver* og menneskesjæle.*+ 14 Ja, den saftige frugt som din sjæl begærede,*+ er forsvundet fra dig, og alle de elegante ting og alle de flotte ting er gået tabt for dig, og man vil aldrig mere finde dem.+

15 De købmænd+ der rejser med disse ting og som er blevet rige i kraft af hende, vil stå langt borte på grund af [deres] frygt for hendes pine og vil græde og sørge+ 16 idet de siger: ’Ve, ve — den store by,+ klædt i fint linned og purpur og skarlagen og rigt smykket med guldornament og kostbar sten og perle,+ 17 for på én time er så stor en rigdom blevet lagt øde!’+

Og enhver kaptajn og enhver der sejler, uanset hvor,+ og sømænd og alle som har havet som levevej, stod langt borte+ 18 og råbte mens de så på røgen fra ilden der opbrændte hende, og sagde: ’Hvilken by er ligesom den store by?’+ 19 Og de kastede støv på deres hoveder+ og råbte, grædende og sørgende,+ og sagde: ’Ve, ve — den store by, i hvilken alle som havde både på havet+ blev rige+ som følge af hendes overdådighed, for på én time er hun blevet lagt øde!’+

20 Glæd dig over hende, du himmel,+ og [glæd jer], I hellige+ og I apostle+ og I profeter, for Gud har retsligt bragt straf over hende for jeres skyld!“+

21 Og en stærk engel tog en sten op der var som en stor møllesten+ og slyngede den i havet+ idet han sagde: „Således vil Babylon, den store by, med et rask kast blive slynget ned, og hun skal aldrig findes mere.+ 22 Og lyden af sangere der akkompagnerer sig selv på harpe og af musikere og af fløjtespillere og af trompetblæsere skal aldrig mere høres i dig,+ og ingen håndværker af noget fag* skal nogen sinde mere findes i dig, og ingen lyd af møllesten skal nogen sinde mere høres i dig, 23 og lys af lampe skal aldrig mere skinne i dig, og brudgoms og bruds stemme skal aldrig mere høres i dig;+ for dine rejsende købmænd+ var jordens stormænd,+ og ved din udøvelse af spiritisme*+ blev alle nationerne vildledt. 24 Ja, i hende fandtes blod+ af profeter+ og af hellige+ og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.“+

19 Efter dette hørte jeg noget der var som en stærk lyd af en stor skare i himmelen.+ De sagde: „Lovsyng Jah!*+ Frelsen+ og herligheden og magten tilhører vor Gud,*+ 2 for hans domme er sande og retfærdige.*+ For han har eksekveret dommen over den store skøge* som fordærvede jorden med sin utugt,* og han har hævnet sine trælles blod [og krævet det] af hendes hånd.“+ 3 Og straks, for anden gang, sagde de: „Lovsyng Jah!*+ Og røgen fra hende bliver ved med at stige op i evighedernes evigheder.“+

4 Og de fireogtyve ældste*+ og de fire levende skabninger+ faldt ned og tilbad Gud som sad+ på tronen, og sagde: „Amen! Lovsyng Jah!“*+

5 Og fra tronen lød en stemme som sagde: „Pris vor Gud, alle I hans trælle+ som frygter ham, både små og store.“+

6 Og jeg hørte noget der var som lyden af en stor skare og som lyden af mange* vande og som lyden af stærke tordener. De sagde: „Lovsyng Jah,*+ for Jehova* vor* Gud, den Almægtige,+ er begyndt at herske som konge.+ 7 Lad os fryde os og juble, og lad os give ham æren,+ for Lammets bryllup+ er kommet+ og hans hustru har gjort sig rede.+ 8 Ja, det er blevet givet hende at være klædt i skinnende, rent, fint linned, for det fine linned står for de helliges retfærdige handlinger.“+

9 Og han siger til mig: „Skriv: Lykkelige er de der er indbudt*+ til aftensmåltidet ved Lammets bryllup.“*+ Og han siger til mig: „Dette er sande Guds ord.“+ 10 Så faldt jeg ned for hans fødder for at tilbede ham.+ Men han siger til mig: „Pas på! Gør det ikke!+ Jeg er blot din medtræl og dine brødres, de som har den gerning at vidne om Jesus.+ Tilbed Gud;+ det at vidne* om Jesus er jo ånden i profetien.“*+

11 Og jeg så himmelen åben, og se! en hvid hest.+ Og han som sad på den kaldes Trofast+ og Sand,*+ og han dømmer og fører krig med retfærdighed.+ 12 Hans øjne er en ildflamme,+ og på hans hoved er der mange diademer.+ Han har et navn+ skrevet som ingen kender uden han selv, 13 og han er klædt i en yderklædning der er bestænket med blod,+ og det navn han bærer er Guds Ord.+ 14 Og hærene som var i himmelen fulgte ham på hvide heste, og de var klædt i hvidt, rent, fint linned. 15 Og af hans mund udgår et langt, skarpt sværd,+ så han kan slå nationerne med det, og han vil vogte dem med en jernstav.+ Han træder også Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse.+ 16 Og på sin yderklædning, ja på sin hofte, har han et navn skrevet, Kongers Konge og Herrers Herre.*+

17 Jeg så også en engel som stod på solen, og han råbte med høj røst og sagde til alle fuglene+ som flyver midt på himmelen: „Kom, saml jer til Guds store aftensmåltid, 18 så I kan æde kød+ af konger og kød af militærtribuner* og kød af stærke mænd+ og kød af heste+ og af dem som sidder på dem, og kød af alle, af frie såvel som af trælle og af små og store.“

19 Og jeg så vilddyret+ og jordens konger+ og deres hære samlede for at føre krig+ mod ham som sad på hesten+ og mod hans hær. 20 Og vilddyret+ blev grebet, og sammen med det den falske profet+ som for dets øjne havde gjort de tegn+ hvormed han vildledte dem der modtog vilddyrets mærke+ og dem som tilbeder dets billede.+ Mens de endnu var i live blev de begge kastet i ildsøen som brænder med svovl.+ 21 Men de øvrige blev dræbt med det lange sværd der tilhørte ham som sad på hesten,+ det der udgik af hans mund.+ Og alle fuglene+ blev mættet+ af deres kød.+

20 Og jeg så en engel stige ned fra himmelen med afgrundens nøgle+ og en stor lænke i sin hånd. 2 Og han greb dragen,+ slangen fra fortiden,+ som er Djævelen+ og Satan,+ og bandt ham for tusind år. 3 Og han kastede ham i afgrunden+ og lukkede den og forseglede den over ham, så han ikke kunne vildlede nationerne mere førend de tusind år var til ende. Derefter skal han løses en kort tid.+

4 Og jeg så troner,+ og der var nogle som satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme.+ Ja, jeg så sjælene af dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud,* og dem som ikke havde tilbedt vilddyret+ eller dets billede+ og som ikke havde modtaget mærket på deres pande og på deres hånd.+ Og de blev levende og herskede som konger+ sammen med Messias i tusind år.* 5 (De øvrige af de døde+ blev ikke levende førend de tusind år var til ende.)*+ Dette er den første+ opstandelse.* 6 Lykkelig+ og hellig+ er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død+ ingen myndighed over,+ men de skal være Guds og Messias’ præster+ og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.+

7 Og når de tusind år er til ende, vil Satan blive løst af sit fængsel, 8 og han vil gå ud og vildlede de nationer der er ved jordens fire hjørner,* Gog og Maʹgog, for at samle dem til krigen. Tallet på disse er som sandet ved havet.+ 9 Og de rykkede frem over jordens bredde og omringede de helliges lejr*+ og den elskede by.+ Men ild kom ned fra himmelen og fortærede dem.+ 10 Og Djævelen,+ som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor både vilddyret+ og den falske profet [allerede var];+ og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.

11 Og jeg så en stor, hvid trone og ham som sad på den.+ For hans ansigt* flygtede jorden og himmelen,+ og der fandtes ikke noget sted for dem. 12 Og jeg så de døde, de store og de små,+ stå foran tronen, og skriftruller* blev åbnet. Og en anden skriftrulle blev åbnet; det er livets skriftrulle.+ Og de døde blev dømt ud fra det der stod skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger.+ 13 Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Haʹdes* gav de døde+ der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger.+ 14 Og døden+ og Haʹdes blev kastet i ildsøen.* Dette er* den anden død,+ ildsøen.+ 15 Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog+ blev kastet i ildsøen.+

21 Og jeg så en ny himmel+ og en ny jord;+ den tidligere himmel+ og den tidligere jord+ var nemlig forsvundet, og havet+ er ikke mere. 2 Jeg så også den hellige by,+ det ny Jerusalem, komme ned fra himmelen+ fra Gud, beredt som en brud+ smykket for sin ægtemand.+ 3 Så hørte jeg en høj røst fra tronen sige: „Se! Guds telt*+ er hos menneskene, og han vil bo*+ hos dem, og de skal være hans folk.+ Og Gud selv vil være hos dem.+ 4 Og han vil tørre hver tåre+ af deres øjne, og døden skal ikke være mere,+ heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.+ Det som var før er forsvundet.“+

5 Og han som sad på tronen+ sagde: „Se! Jeg gør alting nyt.“+ Og han siger: „Skriv, for disse ord er troværdige og sande.“ 6 Og han sagde til mig: „De er blevet til virkelighed!* Jeg er Alʹfa og Omeʹga,* begyndelsen og enden.+ Enhver der tørster vil jeg frit give af kilden med livets vand.+ 7 Enhver der sejrer skal arve dette, og jeg vil være hans Gud+ og han skal være min søn.+ 8 Men de feje og de uden tro+ og de som er afskyelige i deres snavs,+ og mordere+ og utugtige+ og sådanne som øver spiritisme,* og afgudsdyrkere+ og alle løgnerne,+ deres lod er i søen som brænder med ild+ og svovl.+ Dette er* den anden død.“+

9 Og så kom en af de syv engle som havde de syv skåle der var fulde af de syv sidste plager,+ og han talte med mig og sagde: „Kom, jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru.“+ 10 Så førte han mig af sted ved ånd[ens magt] til et stort og højt bjerg,+ og han viste mig den hellige by+ Jerusalem som kom ned fra himmelen fra Gud+ 11 og som havde Guds herlighed.+ Dens stråleglans* var ligesom den kostbareste sten, som en jaspissten, krystalklar.+ 12 Den havde en stor og høj mur+ og havde tolv porte, og ved portene tolv engle, og der var navne indskrevet, nemlig navnene på Israels sønners tolv stammer.+ 13 Mod øst var der tre porte, og mod nord tre porte, og mod syd tre porte, og mod vest tre porte.+ 14 Byens mur havde også tolv grundsten,+ og på dem Lammets tolv apostles tolv navne.+

15 Og han som talte med mig havde som målestok en rørkæp+ af guld, så han kunne måle byen og dens porte og dens mur.+ 16 Og byen ligger som en firkant, og dens længde er lige så stor som dens bredde. Og han målte byen+ med rørkæppen, tolv tusind stadier;* dens længde og bredde og højde er ens. 17 Og han målte dens mur, et hundrede og fireogfyrre alen,* efter menneskemål, som også er englemål.* 18 Og dens mur var bygget af jaspis,+ og byen var af rent guld ligesom klart glas. 19 Grundstenene+ i byens mur var smykket med kostbare sten af enhver art:+ den første grundsten var jaspis,+ den anden safir,+ den tredje kalcedon, den fjerde smaragd,+ 20 den femte sardonyks, den sjette sarder, den syvende krysolit,+ den ottende beryl, den niende topas,+ den tiende krysopras, den ellevte hyacint, den tolvte ametyst.+ 21 Og de tolv porte var tolv perler; hver enkelt af portene var lavet af én perle.+ Og byens brede gade var af rent guld, som gennemsigtigt glas.

22 Og jeg så ikke noget tempel* i den,+ for Jehova*+ Gud den Almægtige*+ er dens tempel,+ [og det er] Lammet også.+ 23 Og byen behøver ikke solen eller månen til at skinne på den, for Guds herlighed har oplyst den,+ og Lammet er dens lampe.+ 24 Og nationerne skal vandre ved dens lys,+ og jordens konger skal bringe deres herlighed ind i den.+ 25 Og dens porte skal slet ikke lukkes om dagen,+ for nat skal der ikke være dér.+ 26 Og de vil bringe nationernes herlighed og ære ind i den.+ 27 Men intet vanhelligt og ingen som giver sig af med en afskyelighed+ eller med løgn+ vil på nogen måde komme ind i den;+ kun de som står skrevet i den livets skriftrulle der tilhører Lammet.+

22 Og han viste mig en flod med livets vand,+ klar som krystal, som flød ud fra Guds og Lammets+ trone, 2 ned ad dens brede gades midte. Og på denne side af floden og på den anden side [stod] livets træer*+ som frembringer frugt tolv gange, idet de giver deres frugt hver måned.+ Og bladene på træerne [var] til lægedom for nationerne.+

3 Og der vil ikke mere være nogen forbandelse.+ Men Guds og Lammets trone+ vil være i [byen],* og hans trælle vil yde ham hellig tjeneste;*+ 4 og de skal se hans ansigt,+ og hans navn skal stå på deres pander.+ 5 Og nat skal der ikke være mere,+ og de behøver ikke lys fra lampe eller lys fra sol, for Jehova* Gud vil lyse+ på dem, og de skal herske som konger i evighedernes evigheder.+

6 Og han sagde til mig: „Disse ord er troværdige og sande;+ ja, Jehova,* profeternes+ inspirerede udtalelsers*+ Gud, har udsendt sin engel for at vise sine trælle det der snart skal ske.+ 7 Og se! jeg kommer hurtigt.+ Lykkelig er enhver som overholder ordene i denne skriftrulles profeti.“+

8 Og jeg, Johannes, er den som hørte og så disse ting. Og da jeg havde hørt og set, faldt jeg ned for at tilbede+ for fødderne af den engel som havde vist mig disse ting. 9 Men han siger til mig: „Pas på! Gør det ikke! Jeg er blot din medtræl og dine brødres, profeternes,+ og deres som overholder denne skriftrulles ord. Tilbed Gud.“+

10 Han siger også til mig: „Forsegl* ikke ordene i denne skriftrulles profeti, for den fastsatte tid er nær.+ 11 Den som gør uret, lad ham stadig gøre uret;+ og lad den snavsede stadig blive tilsnavset;+ men lad den retfærdige+ stadig øve retfærdighed, og lad den hellige stadig blive helliget.+

12 ’Se! Jeg kommer hurtigt,+ og den løn+ jeg giver, har jeg med mig for at give hver enkelt som hans gerning er.+ 13 Jeg er Alʹfa og Omeʹga,*+ den første og den sidste,+ begyndelsen og enden. 14 Lykkelige er de som vasker deres lange klæder,+ så retten [til at gå] til livets træer*+ kan blive deres og de kan få adgang til byen gennem dens porte.+ 15 Udenfor er hundene+ og de som øver spiritisme*+ og de utugtige+ og morderne og afgudsdyrkerne og enhver som holder af og som øver løgn.’+

16 ’Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne for jer om disse ting til menighederne. Jeg er Davids rod+ og afkom,+ den strålende morgenstjerne.’“+

17 Og ånden*+ og bruden+ bliver ved med at sige: „Kom!“ Og lad enhver som hører, sige: „Kom!“+ Og lad enhver som tørster, komme;+ lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.+

18 „Jeg vidner for enhver som hører ordene i denne skriftrulles profeti: Hvis nogen føjer noget til dette,+ vil Gud til ham føje de plager+ der er skrevet om i denne skriftrulle; 19 og hvis nogen tager noget bort fra ordene i skriftrullen med denne profeti, vil Gud tage hans lod bort fra livets træer+ og ud af den hellige by,+ ting der er skrevet om i denne skriftrulle.

20 Han som vidner om disse ting siger: ’Ja; jeg kommer hurtigt.’“+

„Amen! Kom, Herre Jesus.“

21 Måtte Herren Jesu Kristi* ufortjente godhed være med de hellige.*+