Franskmænd chokerede over præsters holdning til moral
DEN første fjernsynsudsendelse i serien viste hvorfor det franske statsfjernsyn havde betegnet dele af det som egnet „kun for voksne“. Det var chokerende endog for mange voksne katolikker. Det gjaldt særlig den del der drejede sig om moral, og det kom da kameraet flyttedes til Holland.
En indledende scene viste en hollandsk katolsk kirke dekoreret med grønne planter, blomster, et akvarium og et stort flyvebur til fugle. En høflig forespørgsel om årsagen til denne temmelig usædvanlige udsmykning i en katolsk kirke fremkaldte det svar fra den lokale præst at messen „er en fest, ikke som Solesmes [de franske benediktinermunkes hovedkvarter, eksperter i gregoriansk kirkesang], men som Woodstock [skuepladsen for en kæmpestor beatfestival i De forenede Stater]!“
Men dette var kun begyndelsen. Der ventede de fransktalende fjernseere i Frankrig, Belgien og Schweiz yderligere overraskelser. Nogle få scener længere fremme da man skiftede over til emnet mundtlig bekendelse af synder, opsummerede fjernsynskommentatoren situationen i Holland med ordene: „Folk bekender næsten aldrig synder mere, hovedsagelig fordi en bølge af seksuel frigørelse er fejet hen over Holland, så at folk ikke længere rigtig ved hvad en seksuel synd er for noget.“
En sognepræst indrømmede at den katolske kirke er medskyldig i dette moralske sammenbrud. Han bemærkede at den tillod katolske psykiatere og psykologer at sænke skrankerne for umoralitet.
Det største chok
Det største chok skulle følge lige efter. Fjernseere så og hørte beviser for at den katolske kirke tavst ser gennem fingre ikke blot med kønslig umoralitet, men endog med kønslige perversiteter!
Seerne fik at vide at der i Amsterdam er „et sogn som udelukkende består af katolske homoseksuelle. Præsten som „betjener“ dem blev spurgt: „Kan homoseksuelle være kristne ligesom alle andre?“ Han svarede: „Ja, det er jeg sikker på, og det samme er alle medlemmer af vores gruppe der har arbejdet blandt homoseksuelle i ti år her i Holland.“
Denne præst afslørede at i det mindste to homoseksuelle „vielser“ er blevet foretaget i en hollandsk katolsk kirke. Da han blev spurgt om sådanne ceremonier var passende, tilføjede han: „Når to homoseksuelle anmoder om det, er jeg af den mening at en præst kan give dem sin velsignelse.“
Fransktalende katolikker kunne næppe tro deres egne øjne og øren. Men der skulle komme noget endnu værre: En katolsk præst der skamløst indrømmede i fjernsynet at han selv var homoseksuel! Interviewet forløb som følger:
Kommentator: „Eftersom homoseksualitet ikke længere betragtes som synd, har fader ———, præst i studentersognet, valgt at være åbenhjertig. Fader ———, De er præst. De hører også til C.O.C., en homoseksuel organisation.“
Præst: „Ja.“
Kommentator: „Er De homoseksuel?“
Præst: „Ja.“
Kommentator: „Hvor længe har det været offentligt kendt at De er homoseksuel?“
Præst: „Ikke så længe. Et halvt år.“
Kommentator: „Har denne situation fremkaldt nogen reaktion fra Deres biskops side? Det må sikkert være første gang en præst offentligt har indrømmet at være homoseksuel og et aktivt medlem af en homoseksuel organisation.“
Præst: „Nej, biskoppen har endnu ikke reageret.“
Kommentator: „Mener De at De i andre menneskers øjne er lige så god en præst som nogen anden?“
Præst: „Ja, naturligvis! Hvorfor ikke?“
Biskop og kardinal kommenterer
Efter denne forbløffende samtale, spurgte TV-reporteren en hollandsk biskop hvad han ville gøre hvis en præst i hans stift åbent indrømmede at være homoseksuel.
Mange katolikker der iagttog programmet ventede uden tvivl at denne høje gejstlige skulle svare uden tøven: „Jeg ville suspendere ham øjeblikkelig!“ I stedet hørte de biskoppen sige undvigende: „Det er meget svært for mig at svare på. Hvis en sådan situation opstod, ville jeg være nødt til at besøge præsten og afgøre om hans stilling chokerede de troende.“ Da han blev spurgt om han personlig var chokeret over en sådan situation, stammede han: „Det er . . . det er . . . det er meget nyt for mig.“
Den biskop der direkte havde med denne sag at gøre, havde ikke foretaget sig noget over for præsten, som er en erklæret homoseksuel. Den anden biskop, der her blev interviewet, var enten ikke chokeret over situationen eller ikke modig nok til at sige det. Hvilket dårligt eksempel for oprigtige katolikker!
Den katolske kirkes hierarki havde endnu en chance til at træde åbent frem for retfærdige bibelske principper og tage et klart standpunkt imod umoralitet der blev begået og tolereret af medlemmer af gejstligheden. Denne chance var den franske kardinal Daniélou, der havde siddet i studiet under hele udsendelsen. TV-kommentatoren stillede kardinalen følgende spørgsmål: „Fader, hvordan reagerer De efter at have set denne rapport om Holland?“
Hvilken storslået lejlighed til at forsvare kristne principper! Og netop derfor var det en alvorlig skuffelse for oprigtige katolikker at høre denne højtstående prælat filosofere lidt over spørgsmålet og derefter gå på kompromis med kristne principper! Kardinalen sagde: „Jeg tror at homoseksualitet er et problem kirken bør studere nøje på grund af dets tydeligvis dramatiske karakter; på den anden side er det ganske klart at en homoseksuel fuldt ud har ret til at høre til kirken og til at tro.“
Skønt han senere indrømmede at homoseksualitet ikke er „normal“, fordømte denne franske kardinal den ikke på noget tidspunkt, idet han øjensynlig glemte at katolske bibler kalder den „snavset“, „en perversitet“, „afskyelig opførsel“, og fordærvelse“. — Rom. 1:26-32, Douay; Jerusalembibelen.
Efter denne udsendelse skrev en ung og oprigtig katolsk kvinde i Lyon følgende i et åbent brev til kardinal Daniélou: „I betragtning af dette opbud af tarvelige teorier om kønslivet og særlig vedrørende homoseksualitet som vi hørte i fjernsynet i går, ville det så ikke have været passende for Dem, Fader, at have sprunget op fra Deres plads og højt og tydeligt tilkendegivet Deres misbilligelse og Deres afsky? . . . Jeg var lige ved at græde af skam!“ Dette blev offentliggjort i pressen, i Le Progrès de Lyon.