Fjernseere får kendskab til kirkens indblanding i politik
UDSENDELSERNE i fransk fjernsyn om den katolske kirke åbenbarede også noget andet. De afslørede at præsters politiske aktivitet har taget et omfang som mange seere ikke var klar over.
Fjernseerne hørte den ed hvormed de spanske biskopper over for general Franco sværger troskab til staten. Derpå bragtes en serie interviewer med præster, munke og nonner der var mere eller mindre åbent oprørske over for det politiske styre i Spanien. Dette har skabt en pinlig situation for den højere gejstlighed, der sværger loyalitet mod staten.
En optagelse fra et sted i nærheden af Barcelona viste en gruppe oprørske præster samlet i et klosterværelse der var stillet til deres rådighed af nonnerne. Da den franske fjernsynsinterviewer spurgte en af præsterne om politisk virksomhed var foreneligt med hans præstelige funktioner, svarede han: „Ja, for den officielle kirke har med politik at gøre hele tiden.“ En jesuiterpræst med langt hår som en hippie udtalte at „i Spanien læser en præst evangeliet og Marx“. Da han blev spurgt om ikke de to modsagde hinanden, svarede han nej.
Et andet interview fandt sted i en kirke hvor der trækkes gardiner for alteret når kirken bruges som mødesal for hemmelige politiske møder. Her sagde en præst rent ud at „det er nødvendigt at åbne folks øjne for skøgeægteskabet mellem kirke og stat“. En arbejderpræst tilføjede: „Kirken er forenet med international imperialisme. Denne imperialisme skal tilintetgøres, hvad enten den er religiøs eller økonomisk.“
Men tillægger disse præster politisk aktivitet større betydning end det at undervise folk i Guds ord? Fjernseerne hørte intervieweren stille dette spørgsmål til en spansk benediktinermunk. Mange var overraskede over at høre munken svare: „Ja, sådan er det.“
Så blev den franske kardinal Daniélou bedt om at kommentere disse tilstande i den katolske kirke i Spanien. Kardinal Daniélou udtalte: „Jeg blev slået over disse præsters oprigtighed. . . . Jeg blev også slået over den måde hvorpå de til stadighed forsikrede at deres revolutionære kamp på ingen måde berørte deres tro på Gud.“ Men mange seere blev slået over noget andet. De syntes det var besynderligt at høre en kardinal godtage den tanke at præster var politisk revolutionære!
Forvirring inden for den franske gejstlighed
En anden af fjernsynsudsendelserne gav et overblik over den franske gejstligheds politiske aktivitet. Man så en gruppe oprørske præster, hvoraf der siges at være omkring et tusind i Frankrig.
En talsmand for disse præster erklærede at de havde forpligtet sig „til politisk aktion der mobiliserer os til som borgere at kæmpe imod alle de undertrykkende kræfter i dette land og andre steder som avler og vedligeholder skændig diskriminering og uretfærdighed. Den tredje Verden begynder i vest, så vi må starte her, sammen med dem der allerede er engageret i dette befrielsesarbejde“.
Fjernseere må have været i vildrede om de lyttede til et gejstligt foredrag eller til en erklæring vedrørende Karl Marx’ Kommunistiske Manifest! Deres tvivl syntes retfærdiggjort af det næste de fik at se.
De blev præsenteret for venstreorienterede katolske aktivister der var engageret i „klassekamp“ sammen med deres lokale præst. Præsten mente at menneskeslægten var delt, ikke i troende og ateister, men i dem der kæmpede for at befri Menneskeheden (indbefattende både troende og ateister) og dem der nægter at deltage i denne kamp. Han kom med følgende tilståelse: „Personlig føler jeg mig nærmere knyttet til mine marxistiske og ateistiske venner end til de troende der står uden for denne kamp.“
Politiske meningsforskelle i De forenede Stater
En del af fjernsynsrapporten havde at gøre med katolicismen i De forenede Stater. Den viste at også dér er politiske meningsforskelle inden for gejstligheden ved at blive mere udprægede.
Den franske avis Le Monde talte i en kommentar angående denne del af TV-rapporten om „den katolske kirkes superamerikanisme“ og om at kirken „havde knyttet sig til det etablerede samfund for at blive godtaget af et overvejende protestantisk samfund“.
Imidlertid indrømmede en præst der blev interviewet i denne udsendelse at mange amerikanske katolikker „ikke længere føler nødvendigheden af at være superpatrioter“. Og dette blev i høj grad bekræftet af en række udtalelser der viste de modstridende katolske holdninger til Vietnamkrigen.
Nogle amerikanske katolikker betragtede krigen som et korstog for at frelse Vietnams katolikker. Men andre amerikanske katolikker, nogle præster indbefattet, var villige til at gå i fængsel for voldsomt at demonstrere imod krigen.
En serie interviewer med fremtrædende katolikker der fortalte om den vigtige rolle den katolske kirke spiller i det moderne Vietnam, indeholdt også meget som var nyt for mange. Det blev afsløret at en af de oprindelige grunde til at franskmændene koloniserede Indokina i det nittende århundrede var at man ville beskytte katolske missionærer som blev forfulgt der.
Fjernseerne fik at vide at under krigen i Indokina mellem franskmændene og Vietminh. (1947-1954), og i den nuværende Vietnamkrig, var forsvaret af katolske interesser en af de største faktorer. TV-reporteren interviewede i en vietnamesisk landsby en katolsk præst der stolt indrømmede at han personligt gav landsbyens indbyggere — mænd, kvinder og børn — militær træning.
Med hensyn til de katolske flygtninge der forlod Nordvietnam efter 1954, omtalte Le Monde dem som nogle der var organiseret af „stødtrop-præstetyper, officerspræster der taler lige så meget om maskingeværer som de taler om evangeliet“.
Kirken i Latinamerika
Den sidste udsendelse handlede om den katolske kirke i Latinamerika. Den viste at katolicismen blev påtvunget de indfødte af spanske erobrere og af præster der fulgte dem fra Europa. Denne udsendelse afslørede også at den katolske kirke har støttet autoritære regeringer der undertrykker folket.
En del af denne undertrykkelse kunne ses af den kendsgerning at kirken, skønt den havde været til stede i næsten fem hundrede år og længe havde haft monopol på den offentlige undervisning, holdt sine undersåtter i uvidenhed. Selv i dag er analfabetismen vidt udbredt i mange latinamerikanske lande.
Det pro-katolske parisiske dagblad Le Figaro skrev i en kommentar til denne særlige udsendelse: „Det skal siges til ros for producenterne af denne udsendelse at de aldrig lod os glemme det vigtigste, nemlig den dybe fattigdom hos de mennesker der befinder sig i et kulturelt ’ingenmandsland’ — bolivianere, colombianere, peruvianere, brasilianere — der i dag er som hjemløse fordi de aldrig er blevet regnet værdige til at blive behandlet som menneskelige væsener. At kirken og regeringen handlede i forståelse blev længe taget for givet. Nu er der noget nyt: i dag prøver nogle præster og lægmænd at opløse ægteskabet mellem kirke og stat.“
Som en bekræftelse af dette viste TV-kameraet en præst der arbejdede mellem bolivianske indianere. Han talte om den „mægtige kirke der har flirtet med regeringerne og beriget sig selv“. En præst i Colombia der arbejder mellem de fattige, udtalte: „Kirkens mission er at arbejde blandt de fattige. Men i Colombia er alt anderledes, for her er kirken og staten gift, de har fælles hus.“ Begge disse præster er i vanskeligheder med deres biskopper. Men andre præster der er blevet revolutionære slutter sig til dem.
I sin kommentar til denne TV-udsendelse skrev Le Monde: „Den fjerde udsendelse gav et broget billede af katolicismen i Latinamerika, særlig i Colombia, Bolivia, Guatemala og Brasilien. En smertelig klagesang om sult, fattigdom, dødelighed, analfabetisme og en slående forskel i de gejstliges holdning.“
Man kan forestille sig at de voksende forskelle i moralsk og politisk holdning blandt katolske præster også vil genspejles på andre områder. TV-udsendelserne viste noget om at det forholder sig sådan.