Hvorfor ønsker mange ikke længere at være præst?

I LAND efter land er det næsten den samme historie. Et stort antal romersk-katolske præster forlader deres kald, og antallet af nye studerende på præsteseminarierne er fortsat dalende. I de sidste syv år har omkring 25.000 mænd forladt præsternes rækker. Der er ingen standsning i sigte. Eugen C. Bianchi, formand for en forening af præster der er tilhængere af en fri tjeneste, har bemærket: „Sociologer forudser intet opsving i rekrutteringen eller nogen standsning i udsivningen fra gejstlighedens rækker.“ Men hvorfor er denne situation opstået?

Mange er af den mening at én faktor er hierarkiets ubøjelige fastholden ved det tvungne cølibat for præster. Et voksende antal præster, især yngre, går ind for afskaffelsen af tvungent cølibat. Ved et møde for National Federation of Priest’s Councils i Baltimore, Maryland, U.S.A., fra 14. til 18. marts 1971, vedtog de delegerede med et stort flertal af stemmer følgende erklæring: „Vi anmoder om at præster der nu er aktive i tjenesten må vælge mellem cølibat og ægteskab, og at forandringen begynder øjeblikkelig.“

Omkring 90 procent af de forsamlede præster gav derved udtryk for en holdning som er i strid med den pavelige rundskrivelse Sacerdotalis Coelibatus (om præsters cølibat), der blev udsendt af pave Paul VI i 1967. Ved at gøre dette ødelagde disse præster sandsynligvis deres muligheder for at få højere embeder i den katolske kirke. Deres standpunkt genspejler derfor stærke følelser og er et godt fingerpeg om stemningen hos en stor procentdel af præsterne. Det anslås at disse præster, der i gennemsnit er niogtredive år gamle, repræsenterer mere end 60 procent af præsterne i De forenede Stater.

Skønt det afgjort er et brændende stridsspørgsmål giver hierarkiets stilling til præsters cølibat ikke udtømmende svar på hvorfor præster forlader deres kald og færre mænd bliver præster. Tvungent cølibat for præster har været i kraft i århundreder. Dog aldrig før har så mange præster hævet deres røst imod det. Endog præster der for blot to år siden var imod ideen om valgfrit cølibat har ændret mening.

Det er bemærkelsesværdigt at det disse katolske præster tager til genmæle imod ikke er noget der er påbudt i Bibelen. Ja, The Catholic Encyclopedia (bd. III, s. 481, udgaven af 1908) indrømmer:

„Vi finder ikke nogen antydning i Det nye Testamente om at cølibat var blevet påbudt hverken for apostlene eller for dem de ordinerede.“

I en kommentar til apostelen Paulus’ vejledning i 1 Timoteus 3:2, 12 og Titus 1:6 om at en „biskop“ eller en „diakon“ (katolske oversættelser) skulle være „én kvindes mand“ siger dette værk (bd. III, s. 483):

„Disse steder synes at gøre det af med enhver påstand om at cølibatet blev gjort obligatorisk for gejstligheden fra begyndelsen, men på den anden side udelukker apostelens ønske om at andre mænd skulle være som han selv (I Kor., vii, 7-8, . . .) den slutning at han ønskede at alle evangeliets tjenere skulle være gift. Ordene betyder uden tvivl at den egnede kandidat var en mand der, blandt andre egenskaber som Skt. Paulus opregner som nogle der sandsynligvis kunne gøre hans myndighed respekteret, også havde vist en sådan karakterfasthed at forblive trofast mod én hustru, i en tid med hyppige skilsmisser, . . .

Ihærdige forsøg er blevet gjort af nogle skribenter, blandt hvilke afdøde professor Bickell var den mest fremtrædende, for at bevise at selv på dette tidlige tidspunkt krævede kirken cølibat af alle sine tjenere i de højere grader. Men det modsatte synspunkt, der repræsenteres af sådanne bibellærde som Funk og Kraus, synes meget bedre underbygget og har vundet almindelig anerkendelse i de senere år.“

Utilfredshed med hele systemet

De mange præster der giver udtryk for at de er imod tvungent cølibat viser derfor at de ikke er tilfredse med det rådende system der er baseret på traditionen. Og det ser ud til at de der enten ikke betragter præstegerningen som et muligt kald eller forlader den, ikke er overbeviste om at det rådende system er det bedste for dem. Hvis de havde et ægte ønske om at tjene andre og var fast overbeviste om at langt den bedste måde at gøre det på var at være præst efter de gældende normer, ville de uden tvivl blive eller forblive præster. Det er værd at bemærke at en nylig undersøgelse afslører at mange katolske præsters problemer kredser omkring utilfredshed med den nuværende ordning — uoverensstemmelser med overordnede, utilstrækkelig ledelse, manglende støtte fra medpræster, og skuffelse med hensyn til det standpunkt som kirken har indtaget til visse moralske stridsspørgsmål.

Tro og overbevisning kommer afgjort ind i billedet. Dette aspekt blev fremhævet i det katolske tidsskrift Commonweal. I udgaven for 13. februar 1970 forekom følgende bemærkninger:

„Den svigtende tilgang til præstegerningen er i virkeligheden blot ét tegn på en større krise med hensyn til tro og overbevisning, om tillid til institutionen samt den omsiggribende overbevisning om at præstegerningen ikke er nogen nyttigere løbebane end så mange andre. . . .

En forandring i cølibatslovene ville få mange præster, der var holdt op for at indgå ægteskab, til at vende tilbage til ’den rette lære’, men ikke alle eller blot et flertal af dem.

Og det er yderst tvivlsomt om det mærkbart ville påvirke den generation der nu træffer sin beslutning om livsgerning. Præstegerningen kunne tilbyde dem de samme privilegier som Brigham Young [polygami] og tilbage ville stadig være spørgsmålet om tro og overbevisning.

Dette må komplicere Roms stilling. Rom kunne ændre cølibatslovene i morgen, og de grundlæggende vanskeligheder ville stadig være der, stadig uløste. Der findes nemlig intet universalmiddel mod kirkens almindelige utilpashed.

På en måde bliver det lettere at se hvorfor Rom skulle holde fast ved gamle traditioner. Cølibatslovene skriger efter at blive ændret; men hvad kommer der ud af en ændring i øjeblikket, undtagen måske den kyniske vurdering at Rom reagerer over for presset på grund af egeninteresse for selve institutionen?“

Men hvordan kan det være at den romersk-katolske kirke efter århundreders eksistens nu er ude af stand til at bibringe mænd den tro og overbevisning der skal til for at de vil blive eller forblive præst? Kunne det tænkes at den katolske kirke selv har undermineret selve grundlaget for tro og overbevisning? Kunne dette være en årsag til skuffelse for mange præsters vedkommende med hensyn til den stilling kirken har indtaget til visse moralske stridsspørgsmål?

Bibelens lære følges ikke

Apostelen Paulus skrev til Timoteus: „Ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.“ (2 Tim. 3:16, 17; se også fodnoten) Viser disse ord af apostelen Paulus ikke at Bibelen bør være målestok for den rette lære og de rette handlinger? Og ville et menneskes tro ikke blive betydeligt rystet hvis det fandt at dets kirkes lære ikke stemte overens med Bibelen? Dette giver anledning til endnu et spørgsmål: Har den katolske kirke undervist i sandheden som fremholdt i Bibelen, og er den gået ind for Bibelens inspiration?

I århundreder har katolikker og medlemmer af andre religiøse samfund fået at vide at sjælen er den udødelige, åndelige del af mennesket der overlever legemets død. Men er dette hvad Bibelen lærer? The New American Bible (trykt med tilladelse af kardinal Patrick O’Boyle, dr. theol., den katolske ærkebiskop i Washington) siger i sin ordforklaring af bibelske teologiske udtryk under ordet „sjæl“:

„I Det nye Testamente betyder at ’frelse sin sjæl’ (Mark. 8:35) ikke at frelse en eller anden ’åndelig’ del af mennesket som en modsætning til hans ’legeme’ (i den platoniske betydning), men hele personen med betoning af den kendsgerning at personen er levende, ønskende, elskende og villende, etc., foruden at være konkret og fysisk (jfr. LEGEME). Der er ingen modsætning mellem sjæl og legeme; de er blot forskellige måder at beskrive den ene konkrete virkelighed på.“

Og under overskriften „LEGEME“ læser vi:

„I Bibelen, ikke det modsatte af sjæl, men den hele, konkrete fylde af den menneskelige person, mennesket som et hele. At skelne mellem sjæl og legeme i den græske betydning er fremmed for Bibelen.“

Ser det ikke mærkeligt ud at den katolske kirke i århundreder har fremholdt den lære at sjæl og legeme ikke er det samme, og alligevel siger den at dette ikke er en bibelsk lære? Kunne den inkonsekvens mellem hvad der læres og hvad Guds ord virkelig indeholder ikke have bidraget til at underminere troen hos mange? Hvis De altid har troet at mennesket har en udødelig sjæl, hvordan føler De så når De læser en officiel katolsk publikation der indrømmer at dette ikke er en bibelsk lære? Får dette Dem til at spekulere på om De er blevet undervist i mange andre ting der ikke stemmer med Bibelen?

Det skal bemærkes at ikke alene er læresætninger der strider mod Bibelen blevet doceret, men endog Bibelens inspiration er blevet betvivlet. I en drøftelse af nogle synspunkter fremsat af teologen Hans Küng skrev Gregory Baum, som tilhører augustinerordenen, for nylig:

„I fortiden betragtede vi Bibelen som ufejlbarlig. Fordi den var Guds ord var kirken ikke villig til at indrømme nogen fejl på dens sider. En mere kritisk, historisk undersøgelse har imidlertid lært os at der er mange fejl i Bibelen. Hvordan greb teologer dette problem an? De skelnede ikke i Bibelen mellem de dele der er inspireret af Gud og derfor ufejlbarlige, og de dele der ikke er inspireret og derfor muligvis fejlagtige. De gik snarere ind for at hele Skriften er inspireret, hele Bibelen meddeler Guds ord til menneskene, til trods for de fejl vi finder i den og de misforståelser fremtidige generationer yderligere måtte opdage i den. Dette synspunkt forårsagede til at begynde med bestyrtelse og vrede blandt katolikker og fremkaldte endog negative reaktioner fra hierarkiet, men det blev med tiden anerkendt af kirken og blev dens officielle standpunkt.“

I betragtning af at den katolske kirke har lært folk noget som den selv åbenlyst indrømmer er ubibelsk og nu endda godtager den idé at Bibelen er fuld af fejl, kan det da overraske nogen at den katolske kirke oplever en krise? Kunne det ikke have været anderledes hvis den havde fulgt Bibelens lære og konsekvent holdt sig til dens normer i alle ting? Hvis den havde gjort dette ville spørgsmålet om tvungent cølibat for præster ikke engang være kommet på tale, for Bibelen støtter ikke denne tanke.