Jeg var en „aladura“

FORTALT TIL „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I NIGERIA

DET var tidligt om morgenen. Solen var endnu ikke stået op da jeg blev vækket af en klokke der ringede. Støjen fra klokken og det budskab der blev råbt tiltrak sig min opmærksomhed. „Vågn op og bed! Vågn op og bed!“

Udenfor gik der en mand som var klædt i en lang, hvid dragt og havde et rødt bånd omkring livet. Han havde en gammel bibel i hånden. Han gik hen imod en bygning der var på omkring fireogtyve kvadratmeter; det var dér han holdt gudstjeneste. Sangene der lød derfra fik noget til at røre sig i mig. Jeg ville gerne vide mere om disse mennesker, og derfor begyndte jeg at komme sammen med dem. Sådan blev jeg en aladura.

Snart gik jeg også omkring på gaderne ved daggry og mindede folk om vor grundlæggende lære — bøn. Trods vore tilskyndelser vågnede de fleste mennesker blot og gik i gang med deres sædvanlige gøremål. Vi var faktisk som en slags ur for dem. Dette afholdt os dog ikke fra at fortsætte, men vi sørgede over deres verdslighed og bad for dem.

Tre måneder efter at jeg var gået over til denne tro begyndte, der at ske mærkelige ting: Jeg begyndte at se syner og at komme med spådomme og forudsige visse begivenheder. Snart blev jeg en profet som kunne tale og udlægge mærkelige sprog. Jeg blev også besat af en ånd. Nu kunne jeg mærke usynlige hænder og en ånd der virkede i mig og tilskyndede mig til handling. Dette gjorde mig populær, og på kort tid kom alle i Ilesha og dens forstæder til at kende mig. Folk opsøgte mig for at få noget at vide om fremtiden.

Senere flyttede jeg til Lagos, hvor jeg blev endnu mere anset. Jeg blev æret og højt agtet, og folk bøjede sig for mig og hilste mig ærbødigt. Hvad var det for en trosretning jeg havde sluttet mig til?

„Kerubim og Serafim“-kirken

Vi blev kaldt aladuraer. Adura betyder bøn på yoruba-sproget. Forstavelsen ala („en som“) føjes til adura, således at hele udtrykket betyder „en som beder“. Navnet aladura bruges af yoruba-folket i det vestlige Nigeria, hvorimod den østnigerianske befolkning simpelt hen kalder bevægelsen for ’den troshelbredende kirke’. De fleste kender imidlertid det længere navn ’Den Evige Hellige Orden af Kerubim og Serafim’.

Den der betragtes som grundlægger af denne religiøse bevægelse, var Moses Orimolade, som blev født i det vestlige Nigeria. Omkring tidspunktet for første verdenskrig begyndte han at prædike, skønt han var lam og ikke kunne læse. Han påstod at se syner. Det han stadig talte om var bønnens kraft. Senere besluttede man at danne et samfund, og efter tre dages bøn og faste påstod en kvinde at hun havde et syn hvori hun så bogstaverne SE. En præst fremlagde en fortolkning: at dette betød SERAFU (Serafim eller serafer). Senere blev KERUBU (Kerubim eller keruber) tilføjet. Således blev Kerubim og Serafim bevægelsens navn.

Popularitet og udbredelse

Efter at jeg blev en aladura blev det meget let for mig at se hvad der gjorde denne bevægelse så populær. Nogle havde, ligesom jeg, følt sig tiltrukket af musikken og sangen. Andre følte sig draget af den troshelbredelse der hævdes at foregå ved vækkelsesmøderne, som i almindelighed holdes på offentlige steder. De der har problemer, gerne vil vide noget om fremtiden eller ønsker hjælp af en eller anden art, får besked på at bede. Faktisk anbefales bøn for alt muligt: For at ufrugtbare kvinder skal få børn, for at torvekoner skal få større handel, for at de arbejdsløse skal få arbejde, for at nedkalde ondt over ’fjender’, og så videre. Mange er stolte over at dette er en ’indenlandsk’ bevægelse og at den ikke er tilknyttet nogen troshelbredende bevægelse i udlandet.

Bevægelsen bredte sig hurtigt. Imidlertid er der på ingen måde tale om en forenet organisation. Mange grupper er udsprunget fra den oprindelige, så at det i dag er meget vanskeligt præcist at sige hvor mange grupper bevægelsen består af. Nogle grupper har kunnet danne afdelinger i andre vestafrikanske lande, som for eksempel i Cameroun og endda så langt borte som i Sierra Leone.

Finder Bibelens sandhed

Fra tid til anden var der ubesvarede spørgsmål i mit sind. Men jeg lod ikke dette hindre mig i min karriere som profet for denne trosretning. Så en dag mødte jeg et af Jehovas kristne vidner. Jeg var skeptisk over for det han sagde, og aldrig et øjeblik troede jeg at han ville være i stand til at vise mig at Bibelen kunne besvare alle mine spørgsmål. Inderst inde længtes jeg dog efter at kende sandheden.

„Nej,“ sagde jeg til ham, „jeg vil ikke have nogen af Deres bøger.“ Imidlertid indvilligede jeg i regelmæssigt at komme sammen med ham til bibelske drøftelser. I løbet af tre måneder fik jeg det ene chok efter det andet, eftersom jeg opdagede at et brændende helvede, menneskesjælens iboende udødelighed, treenigheden, påsken, julen og mange andre af vor kirkes dogmer ikke var noget Jesus Kristus og hans disciple havde troet på. Jeg opdagede at det ikke var noget Bibelen lærte.

Nu var jeg meget tvivlrådig med hensyn til aladura-troen. Jeg mødtes med mange af de andre profeter, men jeg fik ingen tilfredsstillende svar på mine spørgsmål. For eksempel sagde jeg til en af dem: „Jeg husker at jeg har læst i et blad at et tidligere medlem af vores kirke havde anklaget os for at ’forføre kvindelige tilbedere, franarre de enfoldige deres penge og iværksætte alle slags åndeligt bedrag’. Denne samme mand tilføjede: ’Guds ånd plager ikke mennesker ved at kaste dem omkuld og lade dem ligge og vride sig på jorden.’ Jeg ved at noget af det han sagde, er sandt. Hvad siger du til det?“

Mit spørgsmål blev besvaret i usikre vendinger, og der blev ikke henvist til Bibelen. Jeg blev til sidst overbevist om at Jehovas kristne vidner måtte have sandheden.

Møderne vidt forskellige

Hvor var det første møde jeg overværede i Jehovas vidners rigssal en overraskelse! I toogtyve år havde jeg været vant til bønnemøder hvor vi fremsagde bønner, læste op fra Bibelen, sang, dansede, klappede i hænderne og slog på tromme. Når alt dette så var på sit højeste, plejede en eller anden at begynde at skrige op på et fremmed eller mærkeligt tungemål. Han kom i ekstase og begyndte at vride sig. Når han råbte „halle-leeu“, svarede alle de tilstedeværende „halleluja“. Enten udlagde han selv sin „tungetale“, eller en anden af tilhørerne hævdede at gøre det. Så fulgte en lang bøn som efter hver sætning blev afbrudt af et højt „amin“ (amen) fra de tilstedeværende.

I rigssalen fandt jeg nu virkelig fred. Det var her jeg lærte at Gud ikke er forvirringens men ordenens og fredens Gud. (1 Kor. 14:33) Alle som talte fra talerstolen eller deltog i drøftelsen fra salen gjorde det på vort daglige sprog. Det var ikke nødvendigt at have nogen til at „udlægge“. Der blev bedt ved mødernes begyndelse og slutning på en værdig og dog ærlig og ydmyg måde. Der var ingen der afbrød. Der var ingen der blev henrevet i ekstase på grund af sangen eller det der blev sagt. Og dog var det dejligt at høre Rigets sange!

Andre forskelle

Da jeg kom til at kende de kristne vidner for Jehova, fandt jeg ud af at mange tidligere havde været aladuraer. Et tilfælde som jeg hørte om illustrerer yderligere forskellen mellem Jehovas vidner og aladuraerne.

En mand og hans hustru var meget bekymrede over at de ingen børn kunne få. De besluttede at søge læge, men blev i sidste øjeblik overtalt til at gå til en aladura-profet. Denne profet bad og sagde at han så tre stjerner, hvilket betød at om tre måneder ville hustruen undfange. De gav profeten ti pund (200 kroner) og en seng, men efter tre måneders forløb skete der ikke noget.

Flere penge blev betalt, flere bønner blev bedt og endnu tre måneder gik. Så sagde profeten at han i et syn så svigermoderen komme med hovedet nedad inde i kirken. „Hun er en heks,“ sagde han, „og det er hende der forhindrer din hustru i at undfange.“ Manden fik besked på at hans hustru skulle holde sig borte fra sin moder. I to og et halvt år besøgte hun så ikke sin moder, selv om hun kun boede tre hundrede meter borte! De fik stadig ingen børn.

Så sagde en anden profet til dem at de skulle flytte, og de flyttede til Lagos. De brugte flere penge på at få en anden profet til at bede sammen med hustruen på strandbredden syv dage hver måned. Efter fire måneders forløb indså det skuffede ægtepar at de var blevet snydt og havde spildt deres tid og penge i næsten fire år. Så tog de hen til den læge de havde villet konsultere i begyndelsen. Resultatet var at hustruen efter tre måneders forløb undfangede og senere fødte en datter. Det var efter dette at de mødte Jehovas kristne vidner og lærte sandheden at kende ud fra Bibelen. Og de lærte den gratis.

Jeg følte det nu som om jeg kom ud i lyset efter at have været indhyllet i en mørk sky. Jeg var nu ikke længere besat af onde ånder, for Jehovas vidner holder sig fri af enhver form for spiritisme, idet de ved at det fordømmes i Bibelen. (Gal. 5:19-21; 5 Mos. 18:10-12) Det var ikke vanskeligt for mig at bryde med falsk religion og forlade „Kerubim og Serafim“-kirken. Selv om mange af mine tidligere kammerater spottede mig, var jeg ikke længere en aladura.

Jeg var fri, og det var sandheden ud fra Bibelen der havde frigjort mig. Så kom en af de lykkeligste dage i mit liv da jeg, i 1966, blev døbt som symbol på min indvielse til Jehova. Hvilket privilegium siden da at virke på rette måde som en sand tjener for Jehova Gud!