Gileadafslutning med vægt på øget forkyndelse!

FORTSÆT, bliv ved med at forkynde den gode nyhed om Riget! Fremskynd arbejdet med at gøre disciple! Dette var det gennemgående tema ved missionærskolen Gileads fireoghalvtredsindstyvende afslutningshøjtidelighed, der blev holdt i Jehovas vidners kongressal i New York mandag den 5. marts 1973.

De niogfyrre elever kom fra seks lande for at deltage i skolen. Alle fuldførte det intensive femmåneders kursus og modtog hver et eksamensbevis foran en tilhørerskare på cirka 2000 venner og slægtninge. De blev udnævnt til at tjene i treogtyve lande, blandt andet i Canada, Irland, Japan, Taiwan, Chile og forskellige lande i Afrika, foruden på New Zealand, Filippinerne og andre øer.

F. W. Franz, vicepræsidenten for Watchtower Bible and Tract Society, anslog hovedtemaet da han stillede spørgsmålene ’Har Jehovas vidners arbejde kulmineret nu hvor afslutningen på denne tingenes ordning er så nær? Vil udviklingen nu gå tilbage?’ Slet ikke, lød det afgjorte svar. Derefter citerede han fra Kolossenserbrevet, kapitel et, der omtaler de kristnes eksempel i det første århundrede og deres fremadskuende indstilling. Han fremhævede at de ikke satte tempoet ned fordi Jerusalems ødelæggelse var nær — de forøgede ivrigt deres ihærdige forkyndelse.

N. H. Knorr, Vagttårnsselskabets præsident, opmuntrede derefter de vordende missionærer da han talte over emnet „Dine læber afgiver bevis på din tro“. Han henviste især til Jakobs brev i Bibelen, der viser behovet for kristne gerninger som bevis for troen. De mange eksempler på tro der findes i apostelen Paulus’ brev til hebræerne, kapitel 11, viste tydeligt at de som var godkendt på grund af deres tro, var ivrigt optaget af at udføre gerninger til Guds pris og til gavn for næsten.

Gilead, et effektivt redskab

Vagttårnets bibelskole Gilead har fået international anerkendelse lige siden indvielsen i februar 1943. Den har uddannet 5332 elever fra mange forskellige lande. De er blevet sendt til langt over hundrede lande og øområder. Mange af disse steder var der ingen Jehovas vidner eller blot nogle få. Missionærerne har imidlertid fulgt apostelen Paulus’ råd til Timoteus: „Hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre.“ — 2 Tim. 2:2.

Den undervisning eleverne har fået på skolen har sat dem i stand til at forkynde den gode nyhed på det sprog der tales der hvor de er blevet sendt hen. Reaktionen har været fantastisk, titusinder har lyttet med åbne hjerter, ændret deres liv, ofte fra hedenske skikke, og opgivet afgudsdyrkelse, umoralitet eller polygami og indviet sig til Jehova i sand tilbedelse. (Kol. 3:5-11) Missionærerne har undervist dem i at forkynde og lære, i menighedens opbygning og i at arrangere lokale og internationale stævner.

At Guds ånd har støttet gileadmissionærernes arbejde kan ses ved en enkel sammenligning. I 1945, før missionærer fra skolen havde haft tid til at gøre deres indflydelse gældende, var der 127.478 Jehovas vidner i hele verden der aktivt forkyndte Riget. Af disse fandtes 65.207 uden for U.S.A. Syvogtyve år senere, i 1972, var 1.596.442 optaget af dette forkyndelsesarbejde i hele verden, heraf 1.178.203 i lande uden for U.S.A. Dette repræsenterer en forøgelse på elleve gange for hele verden og mere end sytten gange for lande uden for De forenede Stater.

Æren for dette større arbejde for Rigets interesser på jorden tilkommer naturligvis Jehova, den almægtige Gud, for som apostelen erklærer: „Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten.“ (1 Kor. 3:6) Vagttårnets bibelskole Gilead har virkelig været et redskab i Jehovas hånd, ledet af hans ånd til at uddanne missionærer til at rejse til vidt spredte områder. Den har udrustet dem til at deltage i arbejdet med at indsamle og oplære en kerne af forkyndere af Riget, således at disse igen har hjulpet hundredtusinder til at blive ivrige tjenere for Jehova Gud.

Hvad fik dem til at blive missionærer?

Hvad får unge, raske mennesker til at påtage sig et arbejde i et fremmed land, ofte mod at give afkald på det behagelige liv de kunne have ført i deres hjemland? De skal lære et nyt sprog i det nye land, besøge folk og studere med interesserede i deres hjem og tålmodigt tage sig tid til at hjælpe dem, idet de ofte må lære disse ydmyge at læse og skrive. Og alligevel er de meget ivrige efter at gøre dette. Hvorfor?

Disse missionærer tager Kristi ord alvorligt: „Gå . . . ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20, NW) De erkender det store åndelige behov mennesker i disse lande har, fordi de af deres religiøse ledere er „vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’“. (Matt. 9:36) Karakteristisk for elevernes indstilling fortæller én:

„Min hustru og jeg begyndte at tænke alvorligt over hvad vi brugte tiden til, efter at vi havde hørt et foredrag af broder Knorr. Han talte om hvordan vidner i lande som for eksempel De forenede Stater kunne henfalde til en magelig levevis og kun udføre en symbolsk tjeneste på arbejdsmarken. Vi stillede os selv det spørgsmål, hvad vi egentlig forventede af fremtiden. Vi havde intet familieansvar, vi arbejdede begge to og alligevel måtte vi på lønningsdagen spekulere over hvilke regninger der skulle betales. Tilsyneladende var vi tilfredse med at fortsætte i rutinen, hvor vi brugte nogen tid i forkyndelsen hver måned, selv om vi bestemt var i stand til at øge vores tjeneste for Jehova.

Vi overvejede under bøn spørgsmålet om at begynde i pionertjenesten [heltidsforkyndelsen], og få måneder senere var jeg holdt op med mit heltidsarbejde; vi flyttede fra vores lejlighed og begyndte så i pionertjenesten den 1. september 1967. Vi havde søgt efter et sted hvor der virkelig var behov for flere forkyndere at Riget og var flyttet til en by i Kentucky.

De fem år vi tilbragte dér var en virkelig udfordring, men det var en stor hjælp for os i vor åndelige vækst; vi lærte at støtte os til Jehova og stole på ham. Vi arbejdede hårdt for at dygtiggøre os ved at forøge vor forkyndelse og oplæringsarbejdet, og blev til slut inviteret til Gileadskolens 54. klasse, som begyndte i oktober 1972.

Skolen har været en trosstyrkende oplevelse, idet den har givet os en bred baggrundsviden om Bibelens historie og dens profetier, men også dybtgående og vægtige oplysninger om de læresætninger der fremholdes i Guds ord. Det er dejligt at se at vore anstrengelser som enkeltpersoner er en del af hele det arbejde der udføres til Jehovas pris. På denne måde finder vi megen tilfredshed i vore bestræbelser.“

Mange af eleverne har fortalt at det, lige fra de begyndte at lære om Guds hensigter, har været deres ønske at komme på Gileadskolen, ikke først og fremmest på grund af den uddannelse den giver, men snarere for at de effektivt kunne tjene som missionærer og hjælpe så mange som muligt til at komme ud af denne verdens mørke til Guds vidunderlige lys.

[Illustration på side 14]

Vagttårnets Bibelskole Gileads 54. klasse

Fra venstre til højre. Forreste række: S. Breyer, S. Burgos, N. Fix, Y. Toguchi, B. Ploeger, R. Salazar, A. Niebergall, V. Toy. Anden række: D. Tiganish, C. Jess, J. Myers, B. Clair, D. Bean, M. Makin, I. Richter, M. Andrews. Tredje række: I. Mannings, O. Pichurski, K. Jess, R. Smallwood, P. Pompl, C. Fry, Y. Angelo, M. Madsen. Fjerde række: W. Niebergall, R. Salazar, A. Garza, L. Mihank, D. Malpass, R. Makin, M. Breyer, D. Skantz. Femte række: G. Nickerson, C. Latham, J. Myers, R. Bean, J. Burgos, M. Angelo, W. Kasten, T. Fix. Sjette række: S. Ploeger, P. Andrews, F. Richter, G. Shanafelt, R. Tiganish, L. LeVenton, R. Oehm, T. Mroz, N. Sørensen.