Kan ’Guds veje’ virkelig hjælpe?
KAN ’Guds veje’ give nogle praktiske løsninger på vore problemer, store såvel som små, nutidige såvel som fremtidige? Lad os sætte dem på prøve. Vi kan undersøge nogle forskellige områder af livet for at se om ’Guds veje’ virkelig kan hjælpe hvor andre metoder kommer til kort.
Lad os som eksempel tage et af vor tids store problemer, et verdensproblem, og se om ’Jehovas veje’ er den bedste måde at løse det på. I Esajas’ bog, kapitel 2 vers 4, står disse profetiske ord om vor tid: „Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“
Opfyldes i dag
Disse ord går i opfyldelse i dag. Ikke blandt medlemmerne af De forenede Nationer; det er klart for enhver. Disse nationer har bekriget hinanden lige siden FN blev oprettet.
Og profetien bliver heller ikke opfyldt på de forskellige trossamfund og religioner i verden. Også de har bekriget hinanden i mange århundreder. I denne forbindelse kan vi bemærke noget en lederskribent sidste år skrev i New York Times i en artikel der hed „Døden i Guds navn“. Der stod: ’Det er sørgeligt men sandt at måske halvdelen eller flere af de krige der for øjeblikket udkæmpes rundt om i verden, enten er åbenlyst religiøse konflikter eller har forbindelse med religiøse uoverensstemmelser. Og da så godt som alle religioner tror på én Gud, betyder det at mennesker i denne stund er i færd med at dræbe hinanden i Guds navn.’
Men hvem går Esajas’ profeti da i opfyldelse på? På Guds tjenere — hans vidner. Hans hensigt, som går ud på at forene mennesker til et fredeligt, kærligt menneskesamfund over hele jorden, er ved at ske fyldest nu; intet kan hindre det. Han er allerede ved at samle retsindige mennesker ud fra alle nationer, føre dem sammen til én stor, verdensomspændende familie, og oplære dem til fuldstændig og varig fred.
Ja, i dag, midt i en tid der er blevet ramt af historiens frygteligste krige, udgør Jehovas tjenere i over 200 lande et levende bevis på at et fredeligt menneskesamfund godt kan findes — og at det findes. I denne henseende har Jehovas tjenere opnået noget som selv de mægtigste politikere, de stærkeste nationer og forbund, og religionerne i verden, aldrig har opnået, nemlig at gøre en varig ende på krig blandt folk af alle racer og nationaliteter. Disse tjenere for Jehova deltager derfor ikke i nogen af nationernes krige.
Hvordan kan dette lade sig gøre?
Hvordan har dette været muligt for Guds tjenere? Har de været klogere end andre?
Nej, de er ganske almindelige mennesker, ufuldkomne og med begrænsninger som alle andre. Det er blevet muligt fordi Jehovas vidner er enige om at tjene Gud og gøre hvad han siger. Når Gud for eksempel siger i Apostelgerninger 17:26 at alle mennesker er brødre, så tror de på det. Når han siger i Apostelgerninger 10:34 at han ikke er partisk, så kan de heller ikke være det.
Når han gennem sin søn siger til dem, i Johannes-evangeliet 13:35, at „på dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden“, så arbejder de på at opdyrke denne kærlighed. Når han byder dem at nedlægge deres krigsvåben, så gør de også dét.
Når Guds tjenere følger den vej han har anvist, velsigner han dem, med det resultat at deres bestræbelser for at leve fredeligt sammen lykkes, som der står i Salme 29:11: „Jehova selv vil velsigne sit folk med fred.“ (NW) Desuden blev det forudsagt i Esajas 2:4 at de ikke skulle ’øve sig i våbenfærd mer’. Guds tjenere i vor tid fører derfor ikke krig mod hinanden eller mod nogen som helst andre. Det har de aldrig gjort, og de vil heller aldrig gøre det. Således har Gud allerede forberedt dem til at træde ind i hans nye orden og grundlægge det nye menneskesamfund med en fuldstændig fredfyldt tingenes orden — lige fra den allerførste dag!
Denne fred, harmoni og kærlighed er noget andre lægger mærke til. En der i 1975 var til stede for første gang ved et af Jehovas Vidners stævner, sagde: „Jeg har aldrig set noget lignende i hele mit liv. Jeg har aldrig set så stor kærlighed når folk af alle nationer og racer er sammen på én gang.“
Det er sandt at der stadig udkæmpes frygtelige krige blandt dem der ikke er sande tjenere for Gud, og dette berører selvfølgelig også vores glæde. Vi tror ikke at krig afskaffes ved at Guds tjenere nægter at være med. Men denne del af problemet vil Gud selv løse ved snart at knuse alle de krigsførende nationer sammen med deres frygtelige ødelæggelsesvåben. I Salme 46, versene 9 og 10, står der: „Kom hid og se på [Jehovas] værk, han har udført frygtelige ting på jorden. Han gør ende på krig til jordens grænser, han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand.“
En stopper for kriminalitet
Endnu et vidnesbyrd om at store problemer kan løses ved at vi tjener Gud, har at gøre med den store stigning i antallet af forbrydelser der er næsten overalt. Det er et problem som myndighederne ikke kan løse.
Men Gud kan. Og han gør det! Hvor? Igen er svaret: Blandt dem der tjener ham og bliver oplært i hans veje. Det er almindeligt kendt at der blandt Jehovas vidner så godt som aldrig forekommer forbrydelser. Hvorfor ikke? Fordi det at tjene Gud betyder at man må adlyde hans love og principper, som forbyder tyveri, uærlighed, mord, vold, seksuelle overgreb og andre forbrydelser.
Jehovas vidner er naturligvis ikke fuldkomne, og hvis det en sjælden gang sker at en af dem begår en alvorlig overtrædelse, så er der i enhver af de over 40.000 menigheder der findes over hele jorden, en ordning hvorefter sagen kan tages op og der kan skrides ind sådan som Bibelen foreskriver. Derfor er det med rette blevet sagt at Jehovas Vidner i hele verden er det mest kriminalitetsfri samfund der findes. Det tager de heller ikke selv æren for — det skyldes jo blot Jehovas anvisninger, som de bestræber sig for at følge.
Ved et stævne som Jehovas Vidner for ikke så længe siden holdt i Montana i U.S.A., sagde direktøren for et motel: „Hvis alle folk var som Jehovas vidner ville vi ikke have brug for politi!“ Ved det kommunale stadion i byen Cleveland sagde en betjent: „Vi ville ønske at alle stævner her var som jeres. Der har overhovedet ikke været nogen uroligheder.“
Den stigende kriminalitet i verden i almindelighed kommer selvfølgelig også til at berøre dem der tjener Gud. Men ligesom tilfældet er med krig, kan kriminaliteten kun fjernes helt og holdent af Gud selv. Og han vil fjerne den, nemlig når han bringer hele den nuværende onde tingenes ordning til ophør. I Ordsprogenes bog, kapitel 2, versene 21 og 22, står der: „Retsindige skal bo i landet, lydefri levnes deri, men gudløse ryddes af landet, troløse rykkes derfra.“
Men indtil da hjælper Bibelens principper os til at være bedre beskyttet mod forbrydelser. Med hensyn til mord har det for eksempel vist sig at ofrene i de fleste tilfælde har været personligt bekendt med forbryderne; de har måske været naboer, venner eller i familie med hinanden. I mange tilfælde er det offeret selv der har mistet selvbeherskelsen og derved ophidset morderen til at begå sin forbrydelse. Men kristne der er oplært efter Bibelens principper ved at de ikke bør gengælde ondt med ondt; de ved at et mildt svar stiller vrede; og de ved at man for at være en tjener for Gud må opdyrke et mildt sind. Hvis man lever efter sådanne bibelske principper er der langt mindre risiko for at man kommer til at ophidse andre så de gør vold på én.
Kønssygdomme udryddes
Et andet problem, et stort problem, som det at tjene Gud hjælper os til at undgå, er kønssygdomme, en epidemi der breder sig som en steppebrand i næsten alle lande. Mange læger og sundhedsmyndigheder indrømmer at de står fuldstændig magtesløse.
Hvorfor? Fordi verden ignorerer Guds love imod utugt, ægteskabsbrud og homoseksualitet; og kønssygdomme spredes jo netop når sådanne ting bedrives. Disse love håndhæves imidlertid blandt Guds tjenere, så hans folk bevares rent. De lærer at begrænse deres seksualliv til det sted hvor det hører hjemme, og Gud fortæller os at det kun er inden for ægteskabets rammer.
Tænk på alle de problemer — sygdomme, uønskede svangerskaber, fosterdrab, skænderier, splittede hjem, hjertesorger — som Guds tjenere undgår når de følger hans anvisning på dette område.
Familielivet er også et stort problem i dag. Kan det at tjene Gud også hjælpe os på dette område?