Lærere under angreb
Nogle lærere er inkompetente, mens andre blot bliver gjort til syndebukke. Men alle lærere udsættes for pres og farer i deres arbejde. Også i Danmark høres der kritik.
„DICK og Jane kan hverken læse, skrive eller regne — fordi deres lærere ikke kan.“ Denne hårde beskyldning kunne man sidste år læse i The Wall Street Journal. Til støtte for påstanden blev der anført nogle eksempler. I New Orleans gik skolelærere på strejkemarch med skilte der var stavet forkert. I Virginia blev der uddelt et trykt spørgehæfte til børn i tredje klasse, hvor nogle af spørgsmålene var stavet forkert. En skolelærer i Alabama skrev en seddel til en elevs forældre, men hans besked var fyldt med fejl i stavning og grammatik, endda så oplagt at det ikke bare kan have været en „svipser“. Et andet sted kom en pige grædende hjem fra skole. Hun havde stavet et ord rigtigt, et ganske almindeligt ord, men hendes lærer havde rettet det til en forkert stavemåde.
Denne inkompetence gælder naturligvis ikke alle lærere, men kan alligevel ses overalt i U.S.A. Den har ført til at man i mange stater presser på for at få gennemført forskellige prøver for at teste nye læreres kompetence. Lærernes fagforeninger protesterer mod dette og siger at man blot gør lærerne til syndebukke for den faldende standard der gør sig gældende i hele landet. Og protesten er ikke helt uden grund. Når mange af de offentlige skoler kommer til kort, er der adskillige grunde til det, og man må huske at der også findes et stort antal dygtige lærere. Imidlertid findes der også lærere der ikke er dygtige nok; og der er god grund til at sortere dem fra ved hjælp af prøver.
De prøver man anvender, viser imidlertid ikke ret meget, ikke engang i de grundlæggende fag. „Den rene barnemad,“ kaldes de i New York-bladet Post. „De kommende kommuneskolelæreres prøve i skriftlig engelsk er så let at high school-elever fik næsten lige så gode resultater som voksne der ansøgte om stillingerne, ifølge en undersøgelse man har foretaget.“
Her i Danmark siges det med rette at læreruddannelsens faglige niveau er højnet, men dette kan, ifølge en lektor fra København, betyde at for eksempel „retskrivning forsømmes til fordel for mere spændende sider af faget“. Politiken bragte den 24. juni 1978 en artikel med den ublide overskrift: „Lærere, der ikke selv kan stave, lærer børn dansk.“ I artiklen hævdede en lektor fra Danmarks Lærerhøjskole at det kan lade sig gøre for en lærerstuderende at bestå den samlede prøve ved seminariet og dermed få lov til at undervise i dansk, „selv om han har fået en ren ’dumpekarakter’ i dette fag“. En professor i dansk ved Københavns Universitet siger at man på gymnasierne „gang på gang konstaterer at [lærerne] retter deres elever fra det rigtige til det forkerte“.
Naturligvis er de fleste skolelærere godt inde i deres fag. Men ovenstående tyder alligevel på at der er stigende bekymring for situationen.
Det er farligt at være lærer
Man hører ikke sjældent om arbejdspladser hvor arbejderne udsættes for farlige stoffer der kan være skyld i at de 20 eller 30 år senere lider kræftdøden. Men mange skolelærere er udsat for umiddelbare farer der ligefrem kan true deres liv og lemmer. Den 24. oktober 1979 bragte Berlingske Tidende en artikel med overskriften „Lærere bange for eleverne“. Der stod blandt andet at „Danmarks Skolelederforening får rystende beretninger fra lærere og skoleinspektører om, at de ikke tør påtale alvorlige forseelser og overgreb af elever af frygt for konsekvenserne“. Skolelederforeningens formand, H. E. Frank-Hansen, siger: „Mange lærere har fået deres køretøjer skamferet som hævn, når de har grebet ind over for en elev.“
„Elev stak lærer ned,“ stod der med store typer på forsiden af Politiken den 5. december 1979. På en århusiansk folkeskole havde en adfærdsvanskelig dreng midt i undervisningstimen stukket en kniv i ryggen på sin 59-årige lærerinde. Ifølge politiet var der ikke noget motiv til overfaldet.
„Dette tilfælde er heldigvis helt specielt,“ udtalte H. E. Frank-Hansen dagen efter til Berlingske Tidende. „Men jeg tør vove at påstå, at der gennemsnitlig hver eneste dag sker voldelige overgreb på lærere. Der langes ud efter dem, smides ting efter dem eller væltes bogreoler ned over dem.
Det er de kvindelige lærere, det går hårdest ud over. For det er jo karakteristisk for de rocker-grupper, der stort set står bag den ’almindelige’ vold, også i skolen, at de ikke udmærker sig ved at være helte. De springer over, hvor gærdet er lavest, og det er nu engang mindre risikabelt at falde over en lille spinkel lærerinde end at lade det gå ud over en stor stærk lærer, der kunne tænkes at sætte sig til modværge.“
I U.S.A. er forholdene imidlertid langt voldsommere. Det nationale Uddannelsesråd anslår at der hver måned er 5200 high school-lærere der udsættes for fysisk vold og 6000 der udsættes for røveri i forbindelse med vold. Hver måned bliver cirka 282.000 elever overfaldet; og hver måned bliver 112.000 udsat for røveri. Mange af overfaldene begås af uvedkommende der trænger ind på skolernes områder.
U. S. News & World Report berettede den 21. maj 1979 i udpluk om skolevolden:
„En lærerinde i Californien blev med en revolver truet til at klæde sig af for øjnene af sin andenklasse, hvorefter hun blev udsat for et seksuelt overfald. Da voldsmanden forsvandt tog han hendes tøj og taske med sig. Børnene dækkede hende til med deres trøjer og jakker.
En lærer i New Orleans stod og så til mens to drenge kastede et mindre barn ned fra en altan på anden etage. Hun turde ikke gribe ind af frygt for at drengene ville overfalde hende.
Nogle high school-piger i Los Angeles som var ophidsede over deres lave karakterer, kastede brændende tændstikker efter deres lærerinde, så der gik ild i hendes hår. Lærerinden fik et nervesammenbrud bagefter.
Vandaler blandt eleverne på en skole i Alexandria, Virginia, flængede dækkene på en politivogn på skolens parkeringsplads, overmalede skolebibliotekets vægge med graffiti om euforiserende stoffer, flåede skolens indgangsport ned, slog ruder i stykker, ødelagde et tæppe med et klæbemiddel, lod en bombe springe i et rygelokale, klippede store huller i skolens hegn, hældte motorolie ud i en korridor, skar flagstangen over med en rørskærer og rammede den ind gennem et vindue på rektorkontoret. Skolen blev siden lukket efter en ødelæggende brand, der menes at være påsat.
I Austin, Texas, dræbte den 13-årige søn af den tidligere pressesekretær ved Det hvide Hus George Christian, sin engelsk-lærer med skud fra en halvautomatisk riffel. Læreren havde givet drengen en dårlig karakter.“
I mange år har det ikke været velset på de amerikanske skoler at lærerne anmeldte voldsepisoderne. Det giver skolen, og dermed dens ledere, et dårligt ry. I New Jersey siger et medlem af en særlig politigruppe der søger at begrænse antallet af disse forbrydelser: „Skolelederne skræmmer faktisk deres personale til at glemme voldsepisoderne.“ Men når eleverne ved at vold automatisk får politiet til at gribe ind, daler volden betydeligt.
I tråd med dette siger H. E. Frank-Hansen at en stor del af den fysiske vold i skolen kommer af at det ikke medfører konsekvenser at begå hærværk mod ting. „Børnene vil prøve, hvor langt de kan gå. Hvis der ikke sker noget, når man smadrer en dør, sker der så heller ikke noget, hvis man slår tænderne ind på én eller anden?“ — Berlingske Tidende, 6. december 1979.
Flugten fra kampzonen
I denne stadige kampsituation lider mange lærere af krigstræthed; de får samme nervelidelser som soldater ved fronten. Nogle er begyndt at holde tåregaspatroner, politifløjter og endda skydevåben klar i katederskuffen. Men de fleste lærere er tilbageholdende og idealistiske mennesker som hverken har lyst eller evne til at slås på den måde. I stedet vælger de at forlade kampzonen. De siger op, søger andet arbejde eller søger førtidspension.
Danske skolelæreres problemer er måske ikke helt så grelle som de ovenfor beskrevne. For dem er det største problem måske elevernes totale ligegyldighed, deres mangel på disciplin og koncentration, og deres ringe respekt for myndighed. En dansk folkeskolelærer siger: „Det er så godt som umuligt at holde elevernes opmærksomhed fangen i timerne. Vi kan ikke konkurrere med TV og de andre medier i spænding og underholdning. I massemedierne leveres alting som færdigtygget føde for dem. Det kan vi ikke hamle op med i skolen. Og vi har ikke anden autoritet over dem end at henvise til deres forældre — som efterhånden heller ikke har nogen autoritet.“ — I en artikel om en skolelærer der er holdt op, sagde Berlingske Tidende den 8. marts 1979: „Der tales meget om unge lærere, friske fra seminariet, der får et realitetschok ved mødet med den barske hverdag i skolen, og om ældre lærere, der søger førtidspension, fordi de ikke længere kan ’stå distancen’.“
Denne lærerflugt i det ene land efter det andet har betydet en væsentlig nedgang i antallet af dygtige og helhjertede lærere. Det er et stort tab for børnene, forældrene, skolerne og samfundet. Men skylden ligger også hos alle disse. De har alle bidraget til problemerne.