En anden ånd
DER kan ikke være tvivl om at Guds hellige ånd virkede i det første århundrede. En af de måder hvorpå den kom til udtryk, var at den gav nogle af Guds tjenere evner som andre ikke havde. Evnen til at ’tale i tunger’ var en af dem.
Men når en kristen fik evne til at tale et sprog han ikke kendte, kunne andre, som talte dette sprog, forstå hvad han sagde. For eksempel sagde de der hørte tungetalen på Pinsedagen: „Hvordan kan det så være at vi hver især hører dem tale på vort eget sprog, det som vi er født i? . . . Vi hører dem tale på vore tungemål om Guds storslåede gerninger.“ — Apostelgerninger 2:5-11.
Apostelen Paulus gav følgende vejledning til de kristne når de samledes: „Hvis nogen taler tungetale, så lad det være begrænset til to eller højst tre, og efter tur; og lad en eller anden oversætte det. Men hvis der ingen oversætter er, så lad ham tie i menigheden.“ (1 Korinter 14:27, 28) Hvor helt anderledes er det ikke med karismatikerne i dag, der alle taler på én gang, og med ord som ingen kan forstå eller oversætte!
Evnen til at tale i tunger var en af den hellige ånds „gaver“ som blev givet til de kristne i det første århundrede for at hjælpe folk til at finde ud af hvilken menighed Gud benyttede. Desuden tjente den også det praktiske formål at være en hjælp til at forkynde „den gode nyhed“ for andre sproggrupper.
Nogle af dem som havde hellig ånd dengang, kunne også oprejse døde. (Apostelgerninger 9:36-41; 20:7-12) Hvis det er den samme ånd der virker i dag skulle karismatikerne også have denne evne. Men det har de ikke. Det er derfor tydeligt at den „ånd“ der står bag de tilsyneladende mirakuløse ting der sker blandt karismatikerne, ikke er den ånd fra Gud som kom til udtryk blandt de kristne i det første århundrede.