Hvilken vej går det?
„VI SER fornyelsen aftage og/eller gå i opløsning,“ har en leder af den katolske karismatiske fornyelse i De forenede Stater sagt i en rapport til denne gruppe. Rapporten tilføjer: „Med denne opløsning følger en udvanding af Guds ord.“
Ovennævnte rapport blev citeret i det australske karismatiske og evangeliske blad Vision (maj-juni 1980) i en artikel med overskriften „Hvad i alverden er der sket med fornyelsen?“ Artiklens forfatter, som selv er karismatiker, fortæller at han har holdt et foredrag ved et karismatisk stævne hvor han talte om „den karismatiske fornyelses død“.
Ordstyreren ved Den internationale lutherske karismatiske Konference har analyseret oplysningen og har opregnet „syv retninger“ som er opstået alene i De forenede Stater. De indbefatter grupper samlet omkring fremtrædende ledere; protestantiske og katolske grupper som prøver at holde fornyelsen inden for deres sogne; og de såkaldte „sundheds- og velstandsgrupper“, som betragter helbredelse og økonomisk fremgang som tegn på Guds godkendelse.
Ledere og iagttagere er altså bekymrede for at der sker en tilbagegang, for at „det ikke vil vare evigt“, som en karismatiker har sagt. (U.S. Catholic, februar 1980) Det ser ud til at bevægelsen enten vil miste begejstringen eller at der dannes nye sekter af karismatikere der samles omkring forskellige ledere.
Frygten for ovennævnte udvikling er ikke ubegrundet. Encyclopædia Britannica siger om de pinsefolk der dukkede op på den religiøse skueplads for nogle generationer siden: „Til at begynde med havde de ikke til hensigt at skille sig ud fra deres egne kirker for at danne et andet trossamfund. De ønskede blot at være repræsentanter for reform og fornyelse, at hjælpe kirkerne til at komme af med formalismen i tilbedelsen, modernismen i troen, verdsligheden i praksis, og at stræbe efter at omdanne dem til levende samfund fyldt med hellig ånd i lighed med det der er beskrevet i Apostlenes Gerninger i Det nye Testamente.“ Med tiden blev pinsebevægelsen alligevel et særskilt trossamfund. Senere opstod der mange fraktioner. I dag findes der over 30 forskellige pinseretninger.
Hvad der er sket med ’de nye karismatikere’ i den senere tid, har en slående lighed med det der skete med pinsebevægelsen. Dette skulle dog ikke overraske os, hvis vi analyserer hvad der satte den moderne bevægelse i gang.
Hvad der egentlig skete
Det man oftest hører, kunne få en til at tro at tungetalen og fornyelsen pludselig fandt sted af sig selv — som et spontant virke af den hellige ånd. Men det er værd at lægge mærke til at da bevægelsen i 1959 opstod blandt protestanter i Californien, var det to medlemmer af den episkopale kirke der „modtog Åndsdåben gennem et vidnesbyrd aflagt af venner i pinsebevægelsen“. Fra dem blev „erfaringen“ overført til omkring et dusin andre medlemmer. Deres præst kom i forbindelse med atter andre, og på den måde bredte „erfaringen“ sig til mange protestantiske kirker.
Inden for den katolske kirke opstod bevægelsen heller ikke helt spontant. Selv før ’Duquesne-erfaringen’ „var der enkelte katolikker som havde modtaget Åndsdåben — ofte gennem påvirkning af venner i pinsebevægelsen“, siger The New Charismatics.
Hvad førte så til ’Duquesne-erfaringen’ eftersom det der skete dér syntes at afstedkomme den hurtige udbredelse af „Åndsdåben“ blandt katolikker? I august 1966 var medlemmer af universitetets lærerstab af nogle venner blevet gjort bekendt med forskellige bøger hvis indhold var stærkt præget af pinsebevægelsens tankegang. „Efterhånden besluttede gruppen at gøre sig personligt bekendt med lokale kristne der havde fået Åndsdåben,“ siger en forfatter. Dette møde førte til „Duquesne-weekenden“.
Der skete altså det at ideer og erfaringer der oprindelig kom fra pinsebevægelsen, trængte ind i nogle større kirker. De fleste af dem der sluttede sig til bevægelsen søgte enten en mere „dynamisk“, opildnende, glædesfyldt form for tilbedelse, eller de var påvirket af nogle som havde haft „erfaringen“.
De resultater vi siden har set, tyder ikke på at der er tale om en ægte, spontan fornyelse ved den hellige ånd. Nej, det vi har set, er at én gruppes tro og praksis er blevet videreført til mange andre grupper, uden at der er nogen til at styre resultaterne eller rette dem mod meningsfyldte mål.
„Hvad med vores erfaring?“
På trods af disse vidnesbyrd er der dog nogle som ikke synes at de rent samvittighedsmæssigt kan afvise det de har erfaret. Følte de ikke kraften i sig? Så eller mærkede de ikke helbredelsen? Brød de ikke ud i tungetale de ikke selv forstod?
Selv om dette kan være tilfældet, er det vigtigt at huske at Bibelen advarer mod vildledende, dæmoniske ånder. (1 Johannes 4:1) De beskrives som nogle der ’gør mirakler’, idet de endog vildleder mægtige herskere. (Åbenbaringen 16:14, New English Bible) De bruger måske mennesker til at gøre de kraftige gerninger, men disse synlige udslag beviser ikke at de kommer fra Gud. ’Heller ikke hvis det skete i Herren Jesu navn?’ spørger nogle måske. Jesus selv sagde: „Mange vil sige til mig: ’Herre, Herre! I dit navn har vi talt Guds budskab, ved dit navn har vi uddrevet mange dæmoner og gjort mange mirakler!’ Da vil jeg sige til dem: ’Jeg har aldrig kendt jer.’“ — Mattæus 7:22, 23, Today,s English Version.
Selv medlemmer af den oprindelige pinsebevægelse var bekymrede for dæmonernes indflydelse. W. J. Seymour, en fremtrædende pinsemand i begyndelsen af det 20. århundrede, bad engang indtrængende sin lærer om at komme til Los Angeles for at hjælpe ham fordi „hypnotiske og kødelige kræfter“ var sluppet løs ved hans møder. Han følte han behøvede hjælp for at „skelne mellem det der var sandt og det der var falsk, og til at rense det ud der ikke var af Gud“.
Om dét at Satan forklæder sig som en lysets engel for at vildlede mennesker (2 Korinter 11:14), siger en nulevende jesuiterpræst der taler i tunger: „Tungetalen kan skyldes hysteri, eller den kan, ifølge nogle, skyldes Djævelen.“ Og en karismatisk sognepræst i den episkopale kirke har sagt: „Djævelen arbejder med os på mange måder. Når vi får Åndsdåben angriber han virkelig.“
Overvej følgende: Hvis disse særlige gaver som tungetale, helbredelse og profeti er så vigtige i dag, hvorfor skrev apostelen Paulus da: „Hvad enten det er gaver til at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre.“ (1 Korinter 13:8) Vidnesbyrdene peger på at da apostlene gik bort, og ligeledes dem de ’lagde hænderne på’, forsvandt den hellige ånds mirakuløse gaver. — Apostelgerninger 8:17; 14:3.
I dag er der noget andet som er langt vigtigere at kunne pege på som et tegn på at man har Guds kraft. Det er noget alle Guds tjenere må eje. Bibelen siger: „Nu forbliver imidlertid tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af disse er kærligheden.“ (1 Korinter 13:13) Da det forholder sig sådan, må man se længere end til sådan noget som tungetale efter et pålideligt vidnesbyrd om den hellige ånds virke i dag.
Hvordan finder man da frem til sande kristne der virkelig lægger denne vigtige egenskab, kærlighed, for dagen? Kan man finde nogle der har Guds virksomme ånds frugter, ligesom de kristne i det første århundrede? Lad os se nærmere på vidnesbyrdene.
[Tekstcitat på side 8]
De resultater vi siden har set, tyder ikke på at der er tale om en ægte, spontan fornyelse ved den hellige ånd
[Tekstcitat på side 8]
Bibelen advarer mod vildledende, dæmoniske ånder der gør mirakler, endog i Jesu navn