Hvad hindrer oprettelsen af en verdensregering?
OP GENNEM hele historien har man haft mange forskellige forestillinger om hvad en god regering er, lige fra Kungfutses rationaliserede samfundsorden, Li, til de tanker der fremsattes ved Dumbarton Oaks-konferencen i Washington, D.C., da De forenede Nationer blev stiftet. Men hvis begreber om en god regeringsform kan fungere på globalt plan?
Der findes over 150 nationer i verden, og hver af dem har sin egen regering. En stor del af disse regeringer har et vist tilhørsforhold til en af de to store politiske ideologier der kæmper om verdensherredømmet. Mange mennesker har imidlertid mistet tilliden til disse ideologier. Ingen af dem har kunnet løse de store problemer der plager verden. På grund af deres rivaliseren er verden snarere blevet mere usikker og skræmmende. Og rumalderens teknologi har øget frygten.
Indbyrdes afhængighed
Rumalderens teknologi har, om ikke andet, lært os ét om vor planet, Jorden: Alt levende er indbyrdes afhængigt, fra den mindste, encellede organisme til den mest komplicerede; praktisk talt alt er forbundet med hinanden. Den berømte engelske digter Alexander Pope gav i An Essay on Man (1733-34) følgende beskrivelse af forholdet mellem alt levende: „En umådelig kæde af liv, der begyndte hos Gud.“
Dette princip gælder også nationerne. De er afhængige af hinanden. Der findes næppe et land, endsige en ø, der kan handle uafhængigt nu hvor verden bliver mindre og mindre. For eksempel er et land der ønsker at købe olie, afhængigt af et andet land der eksporterer olie; og ofte sætter et lands beholdning af olie — eller mangel på samme — en kædereaktion i gang, som får mange industrier der tilsyneladende intet har med olie at gøre — produktion af kosmetik, plasticvarer, medicin og så videre — til at fyre arbejdere eller ansætte nye.
Prøv også at sammenligne de industrialiserede lande på den nordlige halvkugle med dem på den sydlige. I disse lande i „nord“ bor en fjerdedel af verdens befolkning, men denne fjerdedel ejer ni tiendedele af verdens industrier og modtager fire femtedele af verdensbefolkningens samlede indtægt. Alligevel er begge halvkuglers økonomi nært forbundet. For eksempel har ét job ud af 20 i De forenede Stater at gøre med fremstilling af varer til lande på den sydlige halvkugle. Den nordlige halvkugle er afhængig af de råmaterialer som eksporteres fra den sydlige til brug i datamater, radioer, fjernsyn og militærudstyr. Men på den nordlige halvkugle har folk langt større mulighed for at få dækket de grundlæggende behov for mad, vand, bolig, arbejde, lægehjælp, uddannelse og hygiejne, end man har i de fleste lande på den sydlige halvkugle.
Hvis en verdensregering skal kunne fungere, må den have forståelse for at forhold som fattigdom, arbejdsløshed, forurening og oprustning hænger sammen som brikkerne i et puslespil. Disse problemer kan ikke løses hver for sig. Man må løse dem alle eller slet ingen. Historikeren William McNeill har sagt: „Hvorvidt der sker en ændring fra et system af stater til et verdensrige, og hvornår den i så fald indtræffer — det er det alvorligste spørgsmål menneskeheden står over for.“
De fleste nationer handler som var de stammer regeret af høvdinge, og har ikke nogen brugbar ideologi om globalt ansvar for den økonomiske og samfundsmæssige udvikling. Den tidligere kansler i Vesttyskland, Willy Brandt, har for nylig til World Press Review udtalt: „I vor moderne verden kan hungersnød, økonomisk stagnation, miljøkatastrofer, politisk ustabilitet og terrorisme ikke sættes i karantæne inden for landegrænserne.“ Ét lands problemer kan berøre hele verdens stabilitet.
Det der skal til
Hvis en verdensregering skal fungere, må den kunne mobilisere verdens materielle og menneskelige ressourcer for at hjælpe de fattigste i verden. I et stort antal lande er det en daglig bekymring for den enkelte at få mad, vand og husly. Hvis disse grundlæggende behov ikke dækkes, sættes sind og legeme åndeligt talt i spændetrøje og man berøves sin selvrespekt.
Hvis en verdensregering skal fungere, må den kunne udligne forskellen i levestandard mellem de rige og de fattige lande. „Der ville være nok til alle,“ siger den kendte franske redaktør André Fontaine, „hvis vi blot brugte det til menneskehedens gavn.“ De fattige har ikke fået gavn af de velstående landes rigdom. De er blevet endnu fattigere. Se i nedenstående ramme hvor stor en del af jordens befolkning der mangler livsfornødenheder.
Hvis en verdensregering skal fungere, må den være retfærdig og ikke favorisere dem der bor i én del af verden på bekostning af dem der bor i en anden del. Hvem kan oprette et verdensherredømme der kan og vil tjene til hele menneskehedens gavn? Er det menneskeligt muligt?
[Oversigt på side 6]
De mangler livsfornødenhederne
— Underernærede: 510.000.000
— Voksne analfabeter: 800.000.000
— Børn der ikke går i skole: 250.000.000
— Ingen adgang til lægehjælp: 1.500.000.000
— Forventet levealder under 60 år: 1.700.000.000
— Utilstrækkelig bolig: 1.030.000.000
— Mindre end 900 kroner i årsindtægt: 1.300.000.000
Kilde: Annals of American Academy of Political and Social Sciences (Optegnelser fra Det amerikanske akademi for Stats- og Samfundsvidenskab)