Ikke længere en forbudt bog

I DE seneste årtier har den katolske kirkes indstilling til Bibelen ændret sig drastisk i visse katolske lande. Ældre katolikker kan stadig huske dengang læsning af Bibelen var ildeset eller ligefrem forbudt. I mange overvejende katolske lande betragtede almindelige mennesker Bibelen som en protestantisk bog der burde undgås.

Georges Auzou, der er professor ved Det store Præsteseminarium i Rouen i Frankrig, har i sin bog La Parole de Dieu (Guds ord), der er godkendt af kirken, skrevet følgende om situationen i Frankrig i det 18. og 19. århundrede: „Man opmuntrede ikke folk til at læse i Bibelen. . . . Bortset fra gejstligheden og visse intellektuelle kredse, læste katolikker faktisk ikke længere i Bibelen. Den var forsvundet fra [de katolske] boghandeler. Man havde fortsat den idé at Bibelen var en farlig, ja endog skadelig bog . . . Den var forbudt i nonneklostre og på kristne [katolske] læreanstalter.“

Men så begyndte tingene at ændre sig. Mignot, den katolske biskop af Fréjus og Toulon i Frankrig, skrev i sit forord til Vigouroux’s Dictionnaire de la Bible (1891-1912): „Vi oplever virkelig bibelstudiets renæssance i Frankrig. For 20 år siden interesserede [bibelske spørgsmål] . . . kun en meget snæver kreds af indviede. . . . Der blev lagt mindre og mindre vægt på bibellæsning og bibelstudium. Det var aldrig noget man drøftede, og hvis en eller anden from lægmand måske citerede fra Esajas’ eller Ordsprogenes bog, ville folk se overrasket på ham og mistænke ham for i al hemmelighed at hælde til protestantismen!“

Stillet over for de protestantiske bibelselskabers øgede aktiviteter, udsendte pave Leo XIII i 1893, pave Benedikt XV i 1920 og pave Pius XII i 1943, rundskrivelser vedrørende læsning af Bibelen. Men disse pavelige breve berørte teologerne og gejstligheden snarere end de berørte den katolske offentlighed.

Den egentlige forandring indtraf med Det andet Vatikankoncil (1962-65). Denne udtalelse blev fremsat: „Desuden opfordrer den hellige synode indtrængende alle troende kristne, især munke og nonner, til gennem hyppig læsning af Den hellige Bibel at tilegne sig ’dét langt højere at kende Kristus Jesus’. (Fil. 3:8, da. aut.) ’Uvidenhed om Skrifterne er nemlig uvidenhed om Kristus,’ [sagde Hieronymus].“

I 1966 kunne forfatterne til A Guide to Catholic Reading (Vejledning i katolsk læsning) således skrive: „I århundreder har den jævne katolik regnet Bibelen for en guddommeligt inspireret bog der, sammen med traditionen, var kilden til hele den katolske lære. Men han er også blevet advaret om at være yderst forsigtig hvis han går i gang med at læse Bibelen, og er blevet rådet til fortrinsvis at læse den under omhyggeligt gejstligt tilsyn. . . . Heldigvis har situationen ændret sig fuldstændigt, og i dag bliver katolikker fra alle sider tilskyndet og formanet til at læse Bøgernes bog.“ — Kursiveret af os.

Disse citater, der alle er hentet fra værker som den katolske kirke har godkendt, viser at Bibelen ikke længere er en forbudt bog for katolikker. Men som det nævnes i det sidste citat må katolikker også tage deres kirkelige tradition i betragtning. Dette har skabt et nyt problem for mange oprigtige katolikker, ja endog for selve kirken, som vi vil se i den følgende artikel.