Frihedsgudinden — har hun holdt sine løfter?

HUN blev undfanget og født i Frankrig, men da hun var to år gammel kom hun til De forenede Stater. Nu er hun over hundrede år gammel og har netop fået en ansigtsløftning til flere millioner dollars. Hvem er hun? Frihedsgudinden, en af de berømteste statuer i verden.

Med sine 46 meter er hun også en af verdens største. Med soklen iberegnet når hun en højde af 93 meter, og kaster sit tomme blik tværs over New York bugt. Gennem de sidste hundrede år har hun stået som et velkomstsymbol for millioner af indvandrere. Men hvorfor skulle Frihedsgudinden interessere dig? Fordi det hun står for, nemlig frihed, berører alle i dag. Her i 1986 findes der ikke frihed i ethvert land, og i mange lande er den frihed der findes, ved at blive undergravet.

Men hvad var det oprindelige motiv til at skabe statuen? Og hvorfor er 1986 et mærkeår for den? Står mulighedernes „gyldne port“ stadig åben, og er den lige så gylden som den altid har været?

En middag af stor betydning

I 1865 var en gruppe franske lærde og statsmænd inviteret til middag i Glatigny i Frankrig hos professor Édouard de Laboulaye, der var præsident for Det franske selskab mod Slaveri. De var beundrere af De forenede Staters grundlov og politiske udvikling. Værten foreslog at man sendte en gave til det amerikanske folk som en hyldest til De forenede Stater og dets hundredårige uafhængighed af England, friheden som det havde opnået i 1776.

Motiverne hos disse liberale franskmænd, der levede under en kejser, var dog ikke helt uegennyttige. Som Charles Mercer skriver i sin bog Statue of Liberty: „Deres idé udgjorde en propaganda for at vinde både franskmændenes og amerikanernes støtte så de kunne nå deres eget politiske mål: oprettelsen af Den tredje Republik [i Frankrig].“

En billedhugger med store ideer

En af dem der stod bag ideen var billedhuggeren Auguste Bartholdi. Ifølge bladet France „havde han allerede udviklet en smag for det monumentale under en rejse til Mellemøsten, hvor han var blevet dybt imponeret af pyramiderne“. Det var ham der undfangede ideen om en kvinde i lange klæder der holdt en brændende fakkel i sin højre hånd.

Men projektet gik i sig selv og blev udsat, eftersom det på daværende tidspunkt ikke var politisk bekvemt i kejserdømmet Frankrig at fejre den blomstrende nordamerikanske republiks dyder. Men med kejser Napoleon IIIs fald i 1871 blev ideen med en gave til De forenede Stater genoplivet. I juli måned samme år rejste Bartholdi til De forenede Stater, og fandt hvad han selv betragtede som det helt rigtige sted til den nye statue — en lille ø i New York bugt der hed Bedloe Island (siden 1956 kendt som Liberty Island).

Men Bartholdis vision om frihedens land svarede ikke til virkeligheden. Charles Mercer forklarer: „Selv om alle Amerikas sorte indbyggere for nylig havde fået deres frihed, var de næsten alle slaver af den håbløse fattigdom; de havde intet eller kun lidt arbejde og praktisk taget ingen uddannelse. Kvinder [i almindelighed] havde ikke engang stemmeret.“

Fuld af entusiasme arbejdede Bartholdi energisk videre med sine planer om en imponerende statue. Efterhånden som planerne tog form blev det klart at han havde ladet frimurersymboler indgå i sit udkast — faklen, bogen i den venstre hånd og det syvtakkede diadem på hovedet er eksempler herpå. Dette skulle måske ikke overraske eftersom han selv var frimurer.a

Skabt i Frankrig, opført i USA

For at føre Bartholdis planer ud i livet optog man endnu en fremtrædende franskmand i denne kreds — Gustave Eiffel, der senere blev berømt som skaberen af Eiffeltårnet i Paris. Det var ham der udformede jernskelettet der skulle bære Frihedsgudindens hundrede tons klæder og hud af kobber.

I 1884 rejste statuen „Friheden oplyser verden“, som den oprindelig blev kaldt, sig i sin fulde højde over de værksteder i Paris hvor den blev bygget. Den 4. juli samme år blev den officielt skænket til den amerikanske ambassadør i Paris.

Men nu skulle den transporteres til sit nye fædreland — Frihedsgudinden skulle som millioner af andre blive en indvandrer. Statuen blev skilt ad, pakket ned i 200 kasser og sejlet til New York. Den 28. oktober 1886 blev Frihedsgudinden indviet på Bedloe Island.

Et nyt skelet og en ansigtsløftning

Efter i næsten hundrede år at have været udsat for vejr og vind, blev statuen i 1984 lukket for offentligheden, og man gik i gang med reparationsarbejdet. Genåbningen skulle falde sammen med festlighederne på den amerikanske frihedsdag den 4. juli 1986.

I to år har New Yorks velkomstdame været omgivet af stillads mens eksperter fra Frankrig og De forenede Stater har givet hende et eftersyn og en ansigtsløftning. Alle de indvendige jernstivere er blevet erstattet med 1700 rustfri stålstænger. Franske håndværkere har omhyggeligt påført den nye fakkel 425 gram 24 karats bladguld. Det vil sige at de har dækket et område på omkring 17 kvadratmeter idet de har brugt pincetter og kun påført bladguldet på 13 kvadratcentimeter ad gangen.

Der er også foretaget andre forbedringer for at gøre statuen mere tilgængelig for de to millioner besøgende der hvert år kommer fra hele verden. Statuen har nu Nordamerikas højeste hydrauliske elevator, der bringer de besøgende op i en højde af 30 meter, til toppen af fundamentet, i en elevatorstol med glasvægge. Derfra kan de fortsætte ad en vindeltrappe op til hovedet af statuen.

Kronens syv spir, der repræsenterer de syv have og de syv kontinenter, er blevet restaureret og forstærket. Ifølge The New York Times har man været nødt til at flytte et af de 2,7 meter lange spir fordi det stak hul i den løftede højre arm når statuen svajede i vinden!

Hundredårsfesten i 1986

Hvorfor interesserer Frihedsgudindens hundredårsdag hele verden? Lee A. Iacocca, der er formand for The Statue of Liberty — Ellis Island Foundation, Inc., udtalte forud for festen: „De frihedsidealer der knytter sig til statuen har universel betydning, og denne begivenhed vil blive hørt og set overalt i verden.“ Han fortalte at planerne for „Liberty Weekend ’86“ (3.-6. juli) skulle omfatte en række festligheder hvor statsoverhoveder ville besøge New York.

Festlighederne skulle omfatte en vældig international skibsflotille med deltagelse af mange sejlskibe. Mindst 117 landes flåder var blevet indbudt som deltagere i en international flåderevy. Hertil kom at 141 lande var blevet indbudt til at sende deres stormastede sejlskibe.

Hundredårsdagen ville også blive fejret med musik og fyrværkeri. Fyrværkeriet, der skulle opsendes fra 30 pramme i havnen, ville illuminere nattehimmelen.

Som en markering af det budskab om gæstfrihed Frihedsgudinden skulle symbolisere over for verden, gav De forenede Staters højesteretspræsident 5000 nye amerikanske borgere statsborgerskab, hvilket foregik på den nærliggende Ellis Island. På samme tid aflagde yderligere 20.000 ed i andre af de større byer over hele landet, og begivenhederne var forbundet via satellit.

Men netop disse ceremonier har rejst nogle interessante spørgsmål: Hvor længe endnu kan Frihedsgudinden holde sin „gyldne port“ vidt åben for indvandrere? Har hun stadig råd til at indbyde verdens ’arme, fortrykte masser’?

Frihedsgudindens budskab og virkeligheden

Siden 1886 er „næsten 40 millioner immigranter gået igennem ’den gyldne port’ og endt med at blive amerikanere,“ hedder det i U.S.News & World Report. Det er lykkedes for de fleste af dem at etablere sig i dette dynamiske land. Set ud fra et rent materielt synspunkt vil nogle øjensynlig have opnået alt hvad de kunne ønske sig eftersom de er blevet millionærer. Men medaljen har også en bagside.

Foruden dem der er indvandret helt legalt, findes der nu i millionvis af illegale udlændinge i landet. Hvorfor strømmer disse masser til De forenede Stater? John Crewdson har skrevet i sin bog The Tarnished Door (Den falmede dør): „Hvad enten man bryder sig om tanken eller ej, må De forenede Stater, med sine stærke demokratiske traditioner og sin uovertrufne velstand, nødvendigvis blive et yderst attraktivt tilflugtssted for de mennesker der flygter fra politisk eller økonomisk undertrykkelse.“

Disse indvandrere kommer hovedsagelig fra Mexico og fra Mellem- og Sydamerika. Men i mange tilfælde flytter de blot fra én form for fattigdom til en anden. Mange bor i utøjsbefængte boliger hvor de fleste indfødte amerikanere aldrig ville slå sig ned. De tager det ringeste og dårligst betalte arbejde. Hvorfor bliver de da ved med at myldre over USAs grænser og fortsætter med at bo under sådanne forhold?

Dette spørgsmål besvarer forfatteren Lydia Anderson i sin bog Immigration: „De illegale indvandrere kommer — ligesom alle andre indvandrere — fordi der trods alt er bedre i Amerika end i den verden de har forladt. Der er en stor kløft mellem De forenede Staters økonomi og økonomien i den tredje verdens lande, Mexico og Sydamerika . . . Her kan indvandrere mange gange tjene lige så meget på en enkelt dag som de kan tjene på en uge eller mere derhjemme — hvis de i det hele taget kan få et arbejde hvor de kommer fra.“

En betjent fra den amerikanske grænsepatrulje siger rent ud: „De er ved at dø af sult dernede. De har alt at vinde [ved at komme til De forenede Stater] og intet at tabe. Når der ligger et rigt land ved siden af et fattigt land må der nødvendigvis opstå et problem med illegale indvandrere.“ (The Tarnished Door) Med andre ord: Til trods for fattigdommen i De forenede Stater er forholdene alligevel bedre her end hvor de kom fra.

Indvandrertilladelse på auktion

I 1986 vil en nypoleret Frihedsgudinde skinne i al sin glans, og fortsat indbyde de arme, fortrykte og hjemløse til at søge tilflugt i sit land — men der vil dog være en forskel. I dag høres der stærke røster mod den amerikanske indvandrerpolitik. Nogle mener at den er for liberal — andre mener at den er for streng. Mens visse katolske og protestantiske gejstlige skjuler de illegale indvandrere, kræver andre at der bliver ført strengere kontrol. Frihedsgudindens velkomstbudskab kommer på den måde til at lyde hult og uklart.

For nylig fremsatte Julian L. Simon fra Heritage Foundation (en konservativ „tænketank“ i Washington, D.C.) for eksempel et meget radikalt forslag i en artikel i New York Times: „Sæt retten til at blive immigrant på auktion.“ Han gør sig til talsmand for at den samlede årlige kvota af indvandrertilladelser bør tildeles de højestbydende. De der ønsker at købe, siger Simon, bør også have mulighed for at få „indrejsetilladelse nu og betale senere gennem indkomstskatten. Undlader man at betale bør det resultere i udvisning“. Han hævder at et sådant system vil være til stor fordel for De forenede Stater, eftersom „man derved vil finde frem til dem der har særlig gode evner til at frembringe noget af stor økonomisk værdi.“

Hvilken slags mennesker vil en sådan idé henvende sig til? Julian Simon skriver: „De ambitiøse, for hvem Amerika er et stort, velhavende marked hvor det er muligt at tjene mange penge.“ Hans plan vil kræve at der bliver skredet hårdere ind over for alle illegale indvandrere. En sådan politik vil næppe være i overensstemmelse med Emma Lazarus’ ord: „Send mig de arme, fortrykte, . . . I flakkende, hjemløse, . . .“ Tværtimod ville budskabet da lyde: „Send mig de ambitiøse, de veluddannede; behold de arme, fortrykte.“

Kilden til sand frihed

Hvad er hovedårsagen til det omfattende indvandrerproblem? John Crewdson svarer: „Fattigdoms- og befolkningsproblemet overalt i verden; den uafvendelige udsigt til hungersnød; politisk undertrykkelse, og borgerkrig.“ Men disse problemer har man kendt til i århundreder, og intet politisk system har kunnet finde en varig løsning. Derfor er spørgsmålet: Hvorfra kan vi forvente sand frihed — frihed fra fattigdom, fra undertrykkelse, fra sygdom og død?

Intet land og ingen politisk filosofi kan fuldstændig dække menneskehedens behov. Hvorfor ikke? Fordi det princip som Peter brugte om frafaldne kristne også gælder dem: „Mens de lover dem frihed, er de selv fordærvelsens trælle.“ (2 Peter 2:19) „Løgnens fader“, Satan, holder den nuværende verdensordning i sit greb. De politiske regeringer, der styres usynligt af Satan, er befængt med korruption. Frihed, etik og moral bliver ofret på den politiske hensigtsmæssigheds og selviske vindings alter. — Johannes 8:44; 1 Johannes 5:19.

I modsætning hertil fremholdt Jesus Kristus for 1900 år siden følgende: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ Disse ord gælder i lige så høj grad i dag. Men hvilken sandhed henviser Jesus til? Det svar han gav Pontius Pilatus giver os et fingerpeg herom: „Du siger selv at jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side hører min røst.“ — Johannes 8:32; 18:37.

Denne sandhed er forbundet med Guds lovede styre ved Kristus. I et syn så profeten Daniel Messias, ’Menneskesønnen’, blive ført frem for Gud. Bibelen siger: „Der blev givet ham [Messias] herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham; hans herredømme er et varigt herredømme der ikke skal forsvinde.“ — Daniel 7:13, 14.

Det er her den sande frihed skal findes — hos Jesus Kristus og gennem hans gudgivne riges styre! Om kort tid vil hans retfærdige herredømme bringe al undertrykkelse, sygdom og død til ophør. En sådan frihed er bestemt værd at kende. — Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 21:3, 4.

[Fodnote]

[Illustration på side 15]

Frihedsgudinden og skyskraberne på Manhattan

[Kildeangivelse]

New York Convention & Visitors Bureau

[Kildeangivelse på side 12]

New York Convention & Visitors Bureau