Jeg lærte Guds navn at kende — og tænkte ikke mere på mit eget
JEG arbejdede hårdt for at skabe mig et navn. Jeg gik på college med teater og radiodramatik som hovedfag. Jeg var fast besluttet på at blive skuespiller. Så kom krigen, og jeg blev udtaget til speciel tjeneste. Nu skrev og iscenesatte jeg forestillinger for soldaterne hvor jeg selv optrådte som konferencier. I 1946 blev jeg afskediget med hæder og flyttede til Hollywood, hvor jeg fik kontrakt med RKO-filmstudierne. Men jeg fandt det for uinteressant, for kedeligt, at være filmskuespiller.
Så forsøgte jeg mig som komiker. At optræde for et publikum og få folk til at le — det var mere min stil! Og det gik vældig godt. Bare fem år efter at jeg havde forladt militæret, rejste jeg på turné rundt om i landet som komiker sammen med Harry James. Jeg optrådte på alle de førende natklubber langs vestkysten og på Flamingo Hotel og Sahara Hotel i Las Vegas. Jeg var tilfreds med mig selv. Jeg var kommet langt på fem år og var godt i gang med at skabe mig et navn.
Men i oktober 1951 blev alt forandret. Da hørte jeg om et andet navn, og det fik mig til at opgive tanken om at skabe mig selv et navn. Jeg optrådte som komiker i det mest populære fjernsynsshow på vestkysten. Der hørte jeg at en af dem der var med i showet, var en slags prædikant eller forkynder. Jeg spurgte ham om hvilket trossamfund han tilhørte. „Jeg er et af Jehovas vidner.“
„Vil du gentage det?“ spurgte jeg.
„Jehovas vidner.“
„Kan du sige det lidt langsommere?“
„J-e-h-o-v-a-s v-i-d-n-e-r.“
Jeg havde aldrig hørt navnet „Jehova“ før. Jeg inviterede manden og hans kone hjem til os. Den aften fik min kone og jeg noget meget overraskende at vide: Gud har et navn! Og det navn er Jehova! Vi lærte at det var et navn der skal æres, helliges og gøres kendt. (Esajas 43:10-12) Så begyndte vi at spørge alle vi mødte om de vidste hvad Guds navn var.
Overalt hvor jeg optrådte forkyndte jeg for gæsterne. En mand viste interesse og havde altid mange spørgsmål. Engang sagde han til mig:
„Jeg kan for det meste godt lide religiøse mennesker, men der er én gruppe som jeg ikke kan udstå.“
„Hvem er det?“ spurgte jeg.
„Jehovas Vidner!“
„Åh? Er der nogen særlig grund til det?“
„Tja, man hører jo et og andet.“
„Så har jeg et forslag til Dem. Bibelen siger at vi skal være retfærdige. Næste gang et af Jehovas vidner kommer til Deres dør, så byd ham indenfor. Fortæl ham hvad De har hørt. Og lad ham så svare på det. Det er det eneste rigtige at gøre. Vil De gøre det for min skyld?“
Det gik han med til, og kort efter rejste jeg derfra for at optræde i Las Vegas. Tre år senere, ved et af Jehovas Vidners stævner, kom der pludselig en stor, kraftig mand med en kokkehue på hovedet ud fra køkkenet og omfavnede mig hjerteligt.
„Kan du huske mig?“ sagde han.
„Du virker bekendt.“
„Kan du huske hvad der hændte i klubben her i dalen? Du fortalte mig om Bibelen, og du sagde at næste gang et af Jehovas vidner kom til min dør, skulle jeg byde ham indenfor. Det gjorde jeg. Jeg studerede Bibelen sammen med ham, og nu er jeg et døbt vidne!“
Da jeg talte med ham tre år tidligere havde jeg hidtil kun forkyndt ved at aflægge uformelle vidnesbyrd. Men siden da var både min kone og jeg blevet døbt og var begyndt som pionerer (heltidsforkyndere). Denne oplevelse mindede mig om hvor vigtigt det er at forkynde Guds ord ved enhver lejlighed. — 2 Timoteus 4:2.
Senere, i 1957, blev vi sendt til Lakeview, en by i Oregon med 3000 indbyggere. Den første dag opsøgte jeg den offentlige anklager.
„Er der noget jeg kan gøre for Dem?“
„Ja. Så vidt jeg forstår har vore folk ikke lov til at forkynde i denne by.“
„Er De et af Jehovas vidner?“
„Ja, det er jeg. Og jeg har her nogle udskrifter af retskendelser som jeg har fået tilsendt fra Hayden Covington, Vagttårnsselskabets advokat. Vil De være så venlig at se på dem.“
Han så på dem, tog telefonen mens jeg var til stede, og drejede et nummer. „Hr. pastor! Jehovas vidner vil fra nu af gå fra hus til hus. Vi kan ikke gøre noget for at standse dem.“
Vi begyndte så at forkynde fra dør til dør. Jeg havde desuden en af Selskabets film, Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed, som jeg viste i kirkerne i Lakeview. En aften mødte præsten ved en af disse kirker op ved den campingvogn vi boede i. „De skaber uro i hele byen!“ sagde han. Han begyndte at følge efter mig fra hus til hus. En aften besøgte jeg en mand og læste for ham fra hans egen bibel, et eksemplar af King James Version. Pludselig kom denne præst brasende ind.
„Jeg ser at Djævelen er kommet her før mig!“ sagde han til manden. Han fik så øje på Bibelen i min hånd og tilføjede hurtigt: „Og den bog dér er også fra Djævelen!“
„Mener De den bibel jeg har i hånden?“ spurgte jeg.
Han vendte sig om mod mig. „Ja! Det er netop den jeg taler om!“ Han gik ud fra at jeg brugte Ny Verden-oversættelsen.
Jeg så på den mand jeg besøgte. „Der kan De se hvad han mener om Bibelen.“
„Vær så venlig at gå,“ sagde manden til præsten, der omgående forsvandt.
Vi tjente i Lakeview i halvandet år. Der var syv forkyndere i menigheden da vi kom, og 47 da vi rejste videre til vort næste distrikt. I 1958 kom vi til Mt. Shasta i Californien, og der fik vi det privilegium at oprette en ny menighed.
I 1960 flyttede vi til Redding i Californien, hvor der var en menighed på cirka 100 forkyndere. Under mødet den første søndag jeg var der, blev jeg modsagt af en søster som hævdede at jeg havde anvendt et skriftsted forkert. Jeg må desværre tilstå at jeg ikke opførte mig særlig taktfuldt. Jeg henviste til Bibelens ord om at en kvinde ikke skal undervise i menigheden. (1 Timoteus 2:12) Denne søster og to andre gik ud og smækkede døren efter sig.
Da mødet var forbi bad jeg en broder om at opsøge dem for at høre om de ville mødes med mig om aftenen. Da de kom sagde jeg:
„Af menighedens optegnelser fremgår det at I søstre er meget aktive. Som I ved er jeg ny her, og jeg har brug for al den hjælp jeg kan få. Jeg har her en liste over cirka 50 forkyndere som er uvirksomme. I kender dem. Jeg vil gerne bede jer om at besøge dem, fortælle dem at vi prøver at komme i gang på ny her i området, og se om I kan få dem til at deltage i tjenesten igen. I tre er flittige og dygtige til at undervise. Jeg tror I kan hjælpe disse familier. Er I villige til at forsøge?“
Der blev ikke sagt noget om det optrin der havde fundet sted ved mødet om formiddagen. De gik i gang med opgaven, og snart voksede menigheden. Inden der var gået et år havde vi 100 forkyndere i menigheden, og over 50 i en ny menighed i Anderson.
I årene der fulgte blev jeg sendt til mange forskellige menigheder for at tjene. Erfaringen har lært mig én ting: Vær venlig og hensynsfuld. Vær taktfuld. (Ordsprogene 15:1; Galaterne 6:1; Titus 3:2) Især når vi går fra dør til dør bør vi være indstillet på at skaffe os venner, ikke fjender. Jeg hører derfor på hvad folk siger, og svarer i overensstemmelse med det.
Engang var der for eksempel en kvinde der sagde til mig:
„Jeg har min egen tro.“
„Det er jeg glad for at høre,“ sagde jeg. „Det betyder at De tror på Bibelen. De beder sikkert fadervor, og dér beder De om at Guds vilje må ske på jorden. Vi har fået nok af menneskenes vilje, ikke sandt? Vi ønsker at Guds vilje skal ske. Men hvad er hans vilje med os? Det er et meget vigtigt spørgsmål, ikke?“ Vi talte om det i 20 minutter.
Ved en anden dør sagde en mand: „Jeg er katolik.“
„Ved De hvad jeg sætter pris på hos katolikker?“ spurgte jeg.
„Nej?“
„De beder fadervor. Det er en vidunderlig bøn: ’Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.’ Lad mig vise Dem noget interessant om det navn.“ Det fik jeg lejlighed til at gøre.
Ofte siger folk: „Jeg har travlt.“
„Det glæder mig at De har travlt. Ved De hvorfor? Gud elsker flittige mennesker. Jeg har også travlt. Jeg har her to tidsskrifter som er specielt beregnet for travle mennesker. Artiklerne er korte og direkte. Jeg er sikker på at De vil blive glad for at læse dem.“
Med andre ord: Uanset hvad folk siger, benytter jeg det som udgangspunkt. Jeg ignorerer det ikke, men bruger det. Det hjælper mig til at vide ’hvordan jeg bør svare enhver især’. — Kolossenserne 4:6.
I 1964 havde jeg en usædvanlig oplevelse i Montgomery i Alabama. Jehovas Vidner skulle holde et stævne på byens stadion. Før stævnet havde demonstranter gået frem og tilbage foran rigssalen med plakater hvorpå der stod nedsættende bemærkninger om Jehovas Vidner. De havde sat det rygte i omløb at Jehovas vidner ville bryde loven ved at prøve at gennemtvinge en ophævelse af raceadskillelsen under stævnet. Selskabet opfordrede os til at sætte os i forbindelse med byens myndigheder. To af os fik en aftale med guvernør Wallace. Da vi blev vist ind på hans kontor, præsenterede vi os og sagde:
„Vi er Jehovas vidner, og det ser ud til at vi kan få problemer under vort stævne på stadion. Der verserer rygter om at vi har planer om at overtræde loven ved at gennemtvinge en ophævelse af raceadskillelsen . . .“ Længere kom vi ikke.
„Lige et øjeblik,“ afbrød guvernør Wallace. Han rakte ned i sin skrivebordsskuffe og trak Selskabets Ny Verden-oversættelsen af De Hellige Skrifter frem sammen med nogle eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op!
„Min grandtante er et af Jehovas vidner,“ sagde han. „Hun er en af de salvede.“ Han kaldte den oberst der var ansvarlig for den offentlige sikkerhed i byen, ind på sit kontor og gav ham instrukser om at sørge for at der ikke blev nogen problemer på stævnepladsen. Stævnet blev et af de roligste vi nogen sinde havde haft. — Romerne 13:4.
I de over 30 år vi har været i heltidstjenesten, har vi haft mange velsignelser. Vore to sønner blev pionerer endnu mens de gik i high school, og senere tjente de ved Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn. Da de rejste derfra, fortsatte de i heltidsforkyndelsen. Senere omkom den ene af dem, Jim, ved en ulykke. Vi finder stor trøst i håbet om at vi vil møde ham igen her på jorden i opstandelsen. Gary, vores anden søn, er stadig pioner.
Min kone Marilyn og jeg bor nu i Panama City Beach i Florida. Vi er begge stadig heltidsforkyndere af den gode nyhed, og fra tid til anden har jeg den forret at blive benyttet som rejsende repræsentant for Vagttårnets selskab. Det har været os en stor glæde at se Jehovas familie af tilbedere på jorden vokse til millioner, og at vide at vi har kunnet bruges til at lære over 200 familier sandheden om Riget at kende. Nej, der er intet der kan måle sig med tjenesten for Jehova!
Jeg er lykkelig for at der dengang, i oktober 1951, var nogen der fortalte os om navnet Jehova og at vi har haft en så glædelig andel i at gøre dette navn kendt for andre! — Fortalt af James Kennedy.
„Saa skal man sande, at ene du, som nævnes Jehova, Har Høihedsret over hele Jorden.“ — Salme 83:18, Kalkar.
[Tekstcitat på side 25]
Den aften fik vi noget meget overraskende at vide: Gud har et navn!
[Tekstcitat på side 26]
„Jeg ser at Djævelen er kommet her før mig!“
[Tekstcitat på side 26]
Erfaringen har lært mig én ting: Vær venlig og hensynsfuld. Vær taktfuld
[Tekstcitat på side 27]
Uanset hvad folk siger, benytter jeg det som udgangspunkt. Jeg ignorerer det ikke, men bruger det
[Illustration på side 25]
Jeg sætter stor pris på at tilbyde Vågn op! i forkyndelsen