Religionens fremtid i lyset af dens fortid

18. del: Fra 15. årh. og frem — Da ’kristne’ og ’hedninger’ mødtes

„Troen findes i hjertet, ikke i knæene“ — D. W. Jerrold, engelsk skuespilforfatter fra det 19. århundrede

MISSIONÆRARBEJDET, der kendetegnede de første kristne, var i overensstemmelse med Jesu bud om at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’ og være vidner om ham „til jordens fjerneste egne“. — Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8.

I det 15. århundrede iværksatte kristenheden en global kampagne for at omvende „hedningerne“. Hvilken religion havde disse „hedninger“ praktiseret indtil da? Fik deres omvendelse til „kristendommen“ indflydelse på deres hjerteindstilling, eller bevirkede den blot at de faldt på knæ som et formelt udtryk for underkastelse?

Man har anslået at der i Afrika findes 700 etniske grupper syd for Sahara. Oprindelig havde de hver især deres egen stammereligion, dog med visse fælles træk, hvilket vidner om en fælles oprindelse. I Australien, Nord- og Sydamerika samt på øerne i Stillehavet findes der i snesevis af andre religionsformer blandt de indfødte.

De fleste har én gud som de betragter som den øverste, men er alligevel polyteister idet de også har forskellige lavere guddomme i form af slægtsguder, klanguder og stammeguder. I en undersøgelse af aztekernes religion fandt man over 60 forskellige og indbyrdes beslægtede gudenavne.

I Afrika og Nord- og Sydamerika tror selv de folk med den mest „primitive“ religion på et overnaturligt væsen, den såkaldte „trickster“. Denne bliver til tider beskrevet som den kosmiske skaber, andre gange som en der forandrer skaberværket. Han omtales altid som udspekuleret, bedragerisk og vellystig, men ikke nødvendigvis ondsindet. De nordamerikanske navajo-indianere påstår at det var ham der bestemte hvornår man skulle dø. Oglala Lakota-stammen lærer at han er en falden engel der var skyld i at de første mennesker blev fordrevet fra Paradiset idet han lovede dem et bedre liv et andet sted. The Encyclopedia of Religion siger at tricksteren ofte optræder i „skabelseshistorier“ som „en åndelig skaberguds modpart“.

I lighed med de babyloniske og ægyptiske religioner har visse stammereligioner også en treenighedslære. Bogen The Eskimos siger at Luftens Ånd, Havets Ånd og Månens Ånd udgjorde en treenighed der „stort set styrede alt i eskimoernes tilværelse“.

Mennesker — „åndeligt uforgængelige“

Ronald M. Berndt fra University of Western Australia, oplyser at uraustralierne tror at livscyklussen „fortsætter efter døden, fra den fysiske dimension til den helt igennem åndelige dimension, for til sin tid atter at vende tilbage til den fysiske“. Dette betyder at „mennesker er åndeligt uforgængelige“.

Visse afrikanske stammer tror at almindelige mennesker efter døden bliver til spøgelser, hvorimod fremtrædende personer bliver til forfædreånder der skal æres og rådspørges som samfundets usynlige ledere. Indbyggerne på øen Manus i Melanesien tror at en mands eller en nær slægtnings spøgelse fortsætter med at overvåge hans familie.

Nogle amerikanske indianere troede at der kun var et begrænset antal sjæle til rådighed, hvilket nødvendiggjorde at de blev „reinkarneret, først som menneske, dernæst som enten ånd eller dyr“. The Encyclopedia of Religion forklarer: „Når et menneske døde blev der frigjort en sjæl til et dyr eller en ånd og omvendt, hvorved mennesker, dyr og ånder blev kædet sammen i en cyklus af gensidig afhængighed.“

Nogle af de første polarforskere undrede sig over at eskimoerne var så eftergivende over for deres børn, og oven i købet tiltalte dem som „moder“ eller „bedstefader“. Forfatteren Ernest S. Burch jun. forklarer at dette skyldtes at barnet var blevet opkaldt efter den pågældende slægtning, og at en eskimofader naturligvis „veg tilbage for at tugte sin bedstemoder, også selv om hun nu var flyttet over i hans søns legeme“.

Visse nordamerikanske indianerstammer skildrede livet efter døden som en lykkelig jagtmark hvor både mennesker og dyr kom hen efter døden. Her blev de forenet med elskede slægtninge, men blev også konfronteret med tidligere fjender. Nogle indianere skalperede deres fjender efter at de havde slået dem ihjel, åbenbart i den tro at dette ville forhindre dem i at komme i åndeverdenen.

Er de primitive religioners udbredte lære om et liv efter døden et bevis på at kristenheden har ret når den lærer at mennesket har en udødelig sjæl? På ingen måde. I Eden, hvor den sande religion havde sit udspring, sagde Gud intet om et liv efter døden; derimod fremholdt han muligheden for et evigt liv som kontrast til døden. Tanken om at døden er indgangen til et bedre liv blev fostret af Satan og blev senere en babylonisk lære.

Menneskelige behov eller guddommelige interesser?

I de primitive religioner synes hovedvægten at ligge på den personlige sikkerhed eller på samfundets vel. Om de første uraustralieres religion skriver Ronald Berndt: „[Den] afspejlede menneskers forskellige bekymringer i hverdagen. Den fokuserede på sociale forhold, menneskelivets kriser og kampen for at overleve.“

Blandt de forskellige religionsformer der beskæftiger sig med sådanne menneskelige behov kan nævnes animisme, fetichisme og shamanisme der findes i forskellige samfund og i forskellige afskygninger og som dyrkes med forskellig intensitet.

Animisme tilskriver materielle objekter såsom planter og sten, ja, selv naturfænomener som tordenvejr og jordskælv, bevidst liv og en iboende ånd. Den kan også omfatte troen på ulegemlige ånder som enten øver en gavnlig eller en skadelig indflydelse på de levende.

Fetichisme kommer af et portugisisk ord der til tider bruges om genstande der menes at besidde overnaturlige kræfter og som derfor kan hjælpe eller beskytte deres ejer. Portugisiske opdagelsesrejsende anvendte ordet som en beskrivelse af de amuletter vestafrikanerne brugte i deres religion. Fetichisme, der er nært forbundet med afgudsdyrkelse, antager mange former. Visse amerikanske indianere tilskrev for eksempel fjer overnaturlige kræfter, og betragtede dem som effektive ’budbringere’ når bønner eller budskaber skulle ’flyves’ til himmelen.

Shamanisme, der kommer af et manchutungusisk ord som betyder „han der kender“, er centreret omkring shamanen, en person der menes at være i stand til at helbrede og kommunikere med åndeverdenen. Medicinmanden, heksedoktoren, troldmanden — eller hvad man nu vælger at kalde ham — hævder at kunne beskytte mod sygdom og genoplive forplantningsevnen. Behandlingen kan, som blandt nogle sydamerikanske skovstammer, bestå i perforering af læberne, næseskillevæggen eller øreflippen, bemaling af kroppen, eller i at man bærer visse smykker. Man kan også blive bedt om at indtage visse stimulerende og narkotiske midler, som for eksempel tobak eller kokablade.

Da der ikke findes nogen videre troslære i de primitive religioner, kan de ikke bibringe én nøjagtig kundskab om Skaberen. Og ved at man sætter de menneskelige behov højere end de guddommelige interesser, fratages Gud det der tilkommer ham. Dengang kristenheden begyndte sit missionsarbejde i nyere tid var spørgsmålet derfor: Ville de „kristne“ være i stand til at bringe „hedningernes“ hjerte nærmere til Gud?

I det 15. århundrede begyndte Spanien og Portugal deres opdagelsesrejser og kolonisering. Efterhånden som disse katolske magter opdagede nye lande, gik kirken i gang med at omvende den indfødte befolkning, hvorved det blev lettere at få dem til at acceptere deres nye „kristne“ regering. Paven tildelte Portugal rettighederne til at missionere i Afrika og Asien. Efter opdagelsen af Amerika trak pave Alexander VI en imaginær linje tværs gennem Atlanten og gav Spanien retten til at missionere mod vest og Portugal mod øst.

På dette tidspunkt havde protestanterne for travlt med at befæste deres egen stilling over for katolicismen til at tænke på at omvende andre, noget de protestantiske reformatorer da heller ikke havde opfordret til. Luther og Melanchton troede åbenbart at verdens ende var så nær at det var for sent at nå ud til „hedningerne“.

I løbet af det 17. århundrede opstod der imidlertid en protestantisk bevægelse kaldet pietismen. Den var en udløber af reformationen og lagde mere vægt på den personlige religiøse erfaring end på formalisme og opfordrede til bibellæsning og religiøs nidkærhed. Dens „vision om en menneskehed der havde brug for Kristi evangelium“ — som en forfatter udtrykte det — fik i slutningen af 1800-tallet protestantismen til at drage ud på missionsgerningens „skib“.

I år 1500 bekendte omkring en femtedel af verdens befolkning sig til kristendommen. I år 1800 var tallet steget til en fjerdedel, og i 1900 var en tredjedel af verdens befolkning blevet „kristnet“!

Blev de virkelig Kristi disciple?

Den antydning af sandhed man finder i de primitive religioner bliver helt overskygget af de mange elementer af babyloniske usandheder de indeholder, og det samme gælder inden for den frafaldne kristendom. På grund af den fælles religiøse arv var det derfor ret let for „hedninger“ at blive „kristne“. I bogen The Mythology of All Races hedder det: „Ingen andre samfund i Amerika synes at kunne fremvise så mange fælles træk med de kristne ritualer og symboler som mayaerne.“ Deres ærefrygt for korset og andre lignende ritualer „gjorde det muligt for dem at antage den nye religion uden de store problemer“.

Afrikanerne — der i omkring 450 år regelmæssigt blev kidnappet af „kristne“ og ført til den nye verden som slaver — var også i stand til at skifte religion „uden de store problemer“. Når de „kristne“ ærede døde europæiske „helgener“, hvad hindrede så de afrikanske „hedningekristne“ i at tilbede deres forfædres ånder? The Encyclopedia of Religion bemærker derfor: „Voodoo . . ., en synkretiseret religion stykket sammen af vestafrikanske religioner, trolddomskunst, kristendom og folklore . . ., er blevet den egentlige religion for mange af indbyggerne på Haiti, også blandt dem der bekender sig som katolikker.“

Værket Concise Dictionary of the Christian World Mission indrømmer at omvendelsen af Latinamerika og Filippinerne var meget overfladisk, og tilføjer at „kristendommen i disse områder i dag er befængt med overtro og uvidenhed“. For aztekernes, mayaernes og inkaernes vedkommende „betød ’omvendelsen’ blot at der blev føjet endnu en gud til deres panteon“.

Om akan-folket i Ghana og Elfenbenskysten siger Michelle Gilbert fra Peabody Naturhistoriske Museum: „Den traditionelle religion lever videre fordi de fleste mennesker anser den for at være den mest hensigtsmæssige og meningsfyldte.“

M. F. C. Bourdillon fra University of Zimbabwe taler om „religiøs mobilitet“ blandt shonareligionens tilhængere, og forklarer: „De forskellige former for kristendom sammen med de forskellige traditionelle kulter danner tilsammen et forråd af religiøs forståelse hvorfra den enkelte kan vælge det han foretrækker, alt efter hans eller hendes øjeblikkelige behov.“

Men hvis „de hedningekristne“ er kendetegnet af overfladiskhed, uvidenhed, overtro og polyteisme, hvis de betragter de traditionelle religionsformer som mere virkningsfulde end kristendommen, hvis de blot betragter religionen som noget man skifter ud efter omstændighederne og efter hvad der er mest bekvemt eller hensigtsmæssigt, kan man da sige at kristenheden har gjort dem til sande disciple af Kristus?

Hvad viser resultaterne?

Kristenhedens missionærer har ganske vist oprettet i hundredvis af skoler for at undervise analfabeter. De har bygget hospitaler for at tage sig af de syge, og de har til en vis grad fremmet respekten for Bibelen og dens principper.

Men har man givet „hedningerne“ fast åndelig føde fra Guds ord, eller har man blot givet dem den frafaldne kristendoms smuler? Har man fjernet „hedenske“ læresætninger og adfærdsnormer, eller er de blot blevet forklædt som „kristne“? Kort sagt, er kristenhedens missionærer nået ind til „hedningernes“ hjerte, eller har de blot tvunget dem til at knæle foran de „kristne“ altre?

Når et menneske lader sig omvende til frafalden kristendom, føjer han blot den hykleriske „kristendoms“ nye synder til dem han før begik i sin uvidenhed, og gør derved sin brøde dobbelt så stor. Følgende ord af Jesus passer derfor udmærket på kristenheden: „I drager om til vands og til lands for at vinde en eneste proselyt, og derefter gør I ham dobbelt så tjenlig til udslettelse som I selv.“ — Mattæus 23:15, Phillips.

Kristenheden er tydeligvis kommet til kort med hensyn til at gøre mennesker til Kristi disciple. Er det gået bedre med hensyn til at indstille sig på forandringerne i verden? I det næste nummer vil artiklen „Kristenhedens kamp for at følge med tiden“ besvare dette spørgsmål.

[Illustration på side 17]

Disse kristne missionærer i Den Dominikanske Republik forsøger at bibringe andre en tro der ligger i hjertet, ikke i knæene