Missionærer — Spreder de lys eller mørke? — 5. del

Et nyt budskab til en Ny Verden

FØRSTE gang den vestlige halvkugle blev kaldt Den Ny Verden var i 1516. Da Columbus „opdagede“ verdensdelen i 1492, erfarede han at den var beboet og havde været det i hundreder af år. Men så stiftede de indfødte amerikanere for første gang bekendtskab med navnkristendommen. Hvad ville den komme til at betyde for Den Ny Verden?

I århundreder havde den katolske kirke haft næsten uindskrænket myndighed over folks tilværelse i Europa. Den opstillede normer og lavede regler for næsten ethvert menneskeligt anliggende, deriblandt regeringsmagten. Dette samarbejde mellem kirke og stat, en alliance der havde resulteret i korstogene, fortsatte i Den Ny Verden.

Sidney H. Rooy fra Educación Teológica i Buenos Aires skriver at de spanske konger i slutningen af det 15. århundrede var overbeviste om at „det spanske monarki var det redskab Gud havde udvalgt til at frelse Den Ny Verden“. Pavedømmet trak en imaginær nord-syd-linje i Atlanterhavet der delte rettighederne til nyopdagede territorier mellem Spanien og Portugal. I 1494 underskrev de to lande en traktat der rykkede denne linje længere mod vest. Mens Spanien således gik i gang med at kolonisere det meste af Mellem- og Sydamerika, drog Portugal til Brasilien, hvis østkyst nu lå øst for demarkationslinjen. Ifølge Sidney Rooy tolkede begge lande det pavelige dekret sådan at „retten til landene også indebar at de skulle omvende de indfødte til kristendommen“.

Erobringen af Den Ny Verden

På sin anden sørejse i 1493 blev Columbus ledsaget af en gruppe munke der var specielt udvalgt til at omvende de indfødte. Fra da af arbejdede de europæiske conquistadorer og missionærpræster sammen om at erobre Den Ny Verden.

I 1519 ankom Hernán Cortés til det vi i dag kender som Mexico, ledsaget af en feltpræst og andre præster. I løbet af 50 år steg antallet af missionærer til 800. Yderligere 350 befandt sig i Peru, hvortil Francisco Pizarro var kommet i 1531.

Nogle pavelige buller udstedt i 1493 gav de verdslige myndigheder den moralske opbakning de ønskede til deres erobringstogt. De mente at de kunne regne med Guds støtte da de troede at kolonialismen var hans vilje. Kirkens mænd ønskede i deres behagesyge at legitimere kolonialismen. António Vieira, en jesuit fra det 17. århundrede der var født i Portugal men opvokset i Brasilien, lovpriste koloniseringen og sagde at uden den ville evangeliseringen have været umulig.

Missionærerne så intet forkert i at anvende kolonialismen som redskab til at udbrede deres religion. Men derved blev de en integreret del af den verden som Jesus sagde at hans disciple ikke skulle være en del af. — Johannes 17:16.

Hvordan folk blev „omvendt“

Ifølge Sidney Rooy gik kristenhedens missionærer først og fremmest i gang med „at afskaffe gamle riter og så godt som alle ydre manifestationer af indianernes religion“. Han tilføjer: „Skønt der stadig blev anvendt magt når det var nødvendigt, blev mange indianere omvendt ved hjælp af fredelige midler og ved direkte kontakt med præsterne.“

Der var selvfølgelig også nogle af missionærerne som var af den opfattelse at brugen af magt aldrig kunne retfærdiggøres. For eksempel gjorde en spansk dominikanermissionær og præst ved navn Bartolomé de Las Casas ophævelser mod de brutale metoder man benyttede. Han talte gentagne gange indianernes sag over for den spanske regering, og regeringen gav ham derfor titlen „indianernes forsvarer“. Hans anstrengelser blev imidlertid mødt med blandede reaktioner. Nogle har kaldt ham en korsfarer, en profet, en Guds tjener, en drømmer; andre har kaldt ham forræder, paranoiker og anarkist, samt en marxist der var forud for sin tid.

Senere opgav man at afskaffe de gamle riter. Først da de indfødte under pres havde antaget kristennavnet, fik de lov til at beholde deres hedenske opfattelser og skikke. I bogen Man, Myth & Magic hedder det således: „Mange kristne højtider blandt sierra-indianerne i Peru indeholder nogle skikke der kan føres tilbage til inkaernes opfattelser, som nu er gået i glemme.“ The Cambridge History of Latin America forklarer at de mexicanske indianere tog „de elementer [fra kristendommen] som passede til deres egne religiøse og ritualistiske behov, og blandede dem med elementer fra deres forfædres tro“.

I hundredtusindvis af indfødte amerikanere blev ganske vist døbt. Men den „kristendom“ der blev påduttet dem, var i bedste fald overfladisk. Man brugte ikke særlig megen tid på at undervise dem i kristendommens grundlærdomme som kunne have dannet basis for en stærk tro. I The Cambridge History of Latin America hedder det: „Der var alarmerende vidnesbyrd om at indianere der tilsyneladende havde antaget den nye tro med begejstring, stadig i hemmelighed tilbad deres gamle afguder.“ Det siges faktisk at nogle indianere anbragte hedenske afguder bag ved de „kristne“ altre, i fald den „kristne Gud“ ikke svarede. Det gik også langsomt med at afskaffe indgroede adfærdsmønstre, for eksempel polygami.

Desuden optrådte de katolske ordeners medlemmer ikke altid som man ville have forventet at „kristne“ missionærer opførte sig. Der opstod ofte skænderier ordenerne imellem. Især jesuitterne blev ofte kritiseret for deres handlinger og fremgangsmetoder. I 1759 blev de faktisk udvist af Brasilien.

Dette ændrede sig ikke væsentligt med protestanternes ankomst. Efterhånden som antallet af missionærer voksede, voksede også den uenighed som er så typisk for navnkristendommen. Katolikkerne beskyldte protestanterne for at fremme imperialisme; protestanterne beskyldte katolikkerne for at sprede hedensk lære og bære skylden for at folket blev holdt i fattigdom. Alle disse påstande indeholdt mere end blot et gran af sandhed. Kristenhedens missionærer, både katolikker og protestanter, fulgte ikke Jesu eksempel.

Ifølge The Encyclopedia of Religion var den religiøse omvendelse overalt i Den Ny Verden „altid en udløber af de spanske, franske og engelske regeringers koloniseringseventyr“. Mens Spanien og Portugal koncentrerede sig om Latinamerika, var Frankrig og England mere involveret i det der senere blev De Forenede Stater og Canada.a

I lighed med missionærerne i Latinamerika prioriterede de franske og britiske missionærer forkert og lod sig inddrage i politik. I The Encyclopedia of Religion hedder det for eksempel: „I slutningen af den franske æra i Canada havde missionærerne haft større held med at gøre indianerne loyale mod Frankrig end med at omvende dem.“

For Gud eller for guld?

Nogle vil måske hævde at målet for conquistadorerne var „udbredelsen af Guds rige“. Men The Cambridge History of Latin America siger mere realistisk: „Frem for alt ønskede de guld.“ Man troede at når først indianerne var blevet omvendt „ville de sagtmodigt aflevere store mængder guld“.

Nogle af kristenhedens missionærer blev selv villige redskaber for personer med tarvelige motiver. En af de første europæere der erkendte dette var førnævnte Bartolomé de Las Casas. The New Encyclopædia Britannica citerer ham for at have skrevet følgende i 1542: „Årsagen til at kristne har dræbt og udslettet så umådelig mange sjæle, er at de har ladet sig drive af ønsket om guld og ønsket om at blive rige på meget kort tid.“

De europæiske erobrere formidlede kun meget ringe åndelig oplysning. I sin bog Mexico skriver James A. Michener at kristne apologeter hævder at da Hernán Cortés invaderede Mexico, „fandt han landet besat af barbarer som han skænkede både civilisationen og kristendommen“. Michener siger imidlertid at de mexicanske indianere i år 900 „ikke var barbarer, men at de blev så efterladende med hensyn til at vogte deres enestående civilisation at de lod de virkelige barbarer løbe dem over ende“. „De virkelige barbarer“ var nogle af de såkaldte kristne.

Et forberedende arbejde

Kristenhedens missionærer adlød ikke Jesu befaling om at ’gøre disciple og lære dem at holde alt det han havde befalet’. (Mattæus 28:19, 20) De nye disciple lærte ikke at udvise frugterne af Guds ånd. De blev ikke forenet i én tro.

Selv de missionærer inden for kristenheden der var oprigtige, havde kun en frafalden form for kristendom at udbrede. Det „lys“ der skinnede i Den Ny Verden var afgjort meget svagt. Men ved i nogen udstrækning at gøre folk bekendt med Bibelen, udførte kristenhedens missionærer et forberedende arbejde, hvorved grunden blev lagt til det vigtige forkyndelsesarbejde som Jesus havde forudsagt skulle finde sted i endens tid. (Mattæus 24:14) Der ville være tale om en forkyndelseskampagne uden sidestykke i kristendommens historie, og den ville medføre storslåede resultater til gavn for folk af alle nationer. Dette vil vi uddybe nærmere i næste nummer af Vågn op! i artiklen: „Hvordan der i dag gøres sande disciple.“

[Fodnote]

[Illustration på side 21]

Missionærerne kom til Amerika med de europæiske conquistadorer

[Kildeangivelse]

Fra bogen Die Helden der christlichen Kirche