Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g90 8/6 s. 26-27
  • Køb og salg — med garanti

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Køb og salg — med garanti
  • Vågn op! – 1990
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvad er en garanti?
  • Vær sikker!
  • Tobaksfirmaer fanget i en ildstorm
    Vågn op! – 1996
  • En sikker garanti fra Jehova
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2023
  • Lev i overensstemmelse med Guds garanti
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1980
  • Fra vore læsere
    Vågn op! – 1990
Se mere
Vågn op! – 1990
g90 8/6 s. 26-27

Køb og salg — med garanti

„TOTALGARANTI.“ „Garanti uden begrænsninger.“ „Fuld tilfredshed eller pengene tilbage.“ Udtryk som disse kendes fra annoncer og butiksvinduer. Som kunde fristes man til at købe — for når der er garanti på en vare kan intet jo gå galt!

Og dog er der hver dag nogle som bliver skuffede over en „garanti“. I The Consumer’s Handbook (Forbrugerhåndbogen) forklarer Lynne Gordon hvorfor: „Disse udtryk står i en sådan stråleglans af pålidelighed at det er de færreste forbrugere der undersøger hvad udtrykkene dækker. Det finder de først ud af senere når de ønsker at gøre brug af garantien — og opdager at den ikke dækker den pågældende reparation.“ At kende garantien før man køber eller skriver under, kan spare en for både ærgrelser og penge.

Hvad er en garanti?

I Danmark er der ved lov fastsat visse regler for køb og salg. Det er en selvfølge at en vare skal svare til det man normalt forventer af en sådan vare, og ifølge loven kan man inden for et år klage over eventuelle mangler, uanset om producenten eller sælgeren har oplyst dette eller ej.

Hvis ordet garanti bruges, skal det sigte til løfter som betyder at køberen bliver bedre stillet end han allerede er ifølge loven. I Gyldendals Tibinds Leksikon defineres ordet „garantibevis“ sådan: „Skriftlig erklæring som ved salg af en vare tilsiger køberen ret til gratis reparation eller ombytning inden for et vist tidsrum, såfremt genstanden går i stykker ved normal brug.“ En garanti i lovens forstand kunne for eksempel indebære at køberen fik ret til gratis reparation i et år eller mere.

Garantien kan være påtrykt varen eller fremgå af produktets mærkeseddel, eller eventuelt af en vedlagt tryksag der forsynes med dato og stempel eller underskrift.

FEJL OG MANGLER. Hvis man køber en vare og senere opdager at der er en mangel ved den som ikke kunne ses da man stod i butikken, har man en lovsikret ret til at klage. Normalt vil kunden da kunne opnå ét af tre: Reparation, ombytning eller erstatning af varen. Hvad resultatet bliver, afhænger af det enkelte tilfælde og af hvor alvorlig mangelen er.

Det er dog ikke alle ufuldkommenheder der kan kaldes mangler. Hvis man køber en brugt vare, er man indforstået med at varen kan være slidt, at nogle dele kan være defekte og så videre. Det kaldes fejl, og giver ikke ret til klage. Men hvis det viser sig at den brugte vare ikke engang svarer til det man forventer af en sådan brugt vare (hvis for eksempel bilens rust er gjort usynlig med et nyt lag lak) — da er det en mangel, og man kan klage.

Under alle omstændigheder er det et godt råd at man opbevarer kvittering eller kassebon i mindst et år når man har foretaget et større indkøb. Hvis man vil klage over mangler ved varen, skal man sikkert vise kvitteringen.

OMBYTNING. Har man lov til at bytte en vare hvis man fortryder? Loven „garanterer“ kun ret til klage hvis der er tale om mangler, og det skal da ske inden for et år. Man kan ikke kræve at forretningen bytter bare fordi man skifter mening.

I Danmark er det dog almindelig forretningsskik at en butik bytter varen (for eksempel til en anden farve eller størrelse) inden for en uge. Nogle betaler pengene tilbage hvis kunden ønsker det. Dette er altså en service fra forretningens side, og hvis forretningen har denne skik, vil det som regel stå på bonen eller på opslag i forretningen.

Under udsalg opretholder nogle forretninger denne praksis, mens andre ophæver den. Hvis butikkens normale ombytningspraksis ikke gælder under et udsalg, skal den klart gøre kunderne opmærksomme på det.

FORTRYDELSESRET? Hvis man køber en vare i en forretning, er der ikke ifølge loven nogen fortrydelsesret. Forretningen har lov til at afvise kunden hvis han kommer og vil have sine penge tilbage blot fordi han har fortrudt købet.

Når man derimod har købt et leksikon eller tegnet et avisabonnement hos en sælger ved døren, har man en uges fortrydelsesret. Det har man normalt også ved salg pr. postordre, i private hjem, på udflugter og lignende.

Hvis en dørsælger uopfordret sælger andet end aviser, tidsskrifter og bøger, er det imod loven — og den der har aftalt at købe for eksempel en støvsuger ved døren, er ikke bundet af aftalen.

NÅR GARANTIEN BORTFALDER. En kunde der køber for eksempel et elektronisk apparat, får ofte et garantibevis der giver „et års gratis service“. Kunden kan forvente at reparationer som ikke skyldes at apparatet er blevet anvendt forkert, betales af sælgeren. Men kunden gør alligevel klogt i at studere garantibeviset nøje.

For det første bør det selvfølgelig være dateret. For det andet kan det indeholde en del forbehold. Mens „løfterne“ står med store bogstaver, kan det godt være at forbeholdene står med små bogstaver. Det er således almindeligt at garantien bortfalder hvis kunden selv har forsøgt at reparere apparatet! Hvad forstår man i øvrigt ved „service“? Omfatter det for eksempel eftersyn, rensning, justering og udskiftning af dele?

Vær sikker!

I Danmark er der gode muligheder for at få oplysning om hvad en varegaranti omfatter, eller hvad man skal gøre hvis man føler sig forkert behandlet ved et køb. Den lokale kommune, eventuelt kommunebiblioteket, kan oplyse adresser og telefonnumre på de rette instanser. Det bedste råd er imidlertid at man tænker sig om og undersøger både varen og den eventuelle garanti før man afslutter en handel.

[Ramme på side 26]

Check garantien

◻ Er der et garantibevis? Læs det.

◻ Præcis hvad omfatter garantien?

◻ Hvor længe gælder den?

◻ Er der nogen forbehold?

◻ Er beviset dateret og underskrevet?

◻ Skal man også have kvittering/bon?

◻ Hvor henvender man sig hvis noget går i stykker?

◻ Er der noget bestemt man skal gøre for at kunne udnytte garantien?

◻ Er der noget man ikke skal gøre?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del