’Denne modbydelige vane at ryge tobak’

’HÆSLIGT for øjet, afskyeligt for næsen, skadeligt for hjernen og farligt for lungerne.’

Denne beskrivelse er næsten fire hundrede år gammel, og udgør slutordene i en ikkeryger-erklæring med titlen A Counterblaste to Tobacco (Et skrift mod tobakken). Erklæringen blev udfærdiget af ingen ringere end Englands konge, James I, der også stod bag den engelske bibeloversættelse af 1611, den såkaldte King James-Bibel.

Hvorfor blev denne erklæring fremsat, og kan vi bruge den til noget i dag?

Medicinske og andre formål

Efter sin opdagelsesrejse til Amerika vendte Christopher Columbus i 1492 hjem til Europa med nogle frø af en plante som de amerikanske indianere værdsatte højt på grund af dens helbredende egenskaber. Senere gav Nicholas Monardes lægeplanten navnet tobak (indianerne kaldte den picielt). De spanske erobrere havde lært dens værdi at kende når de skulle behandle deres sår. Ja, de ’helbredte sig selv, hvilket var af stor værdi.’ — Joyful News Out of the New Found World (Glædelige nyheder fra den nye verden), engelsk oversættelse af John Frampton, 1577.

Planten kunne dog også anvendes til et andet formål, hvilket vakte særlig stor opmærksomhed blandt de opdagelsesrejsende. Monardes fortæller:

’Det som er bemærkelsesværdigt ved denne plante, og som vækker stor beundring, er den måde som indianernes medicinmænd anvendte den på. Når der blandt indianerne skulle indgås betydningsfulde forretningsaftaler, hvor det var nødvendigt for høvdingene at søge råd hos deres medicinmænd, tog den øverste medicinmand nogle blade fra tobaksplanten og kastede dem i ilden. Gennem et sukkerrør inhalerede han røgen fra bladene gennem næsen og munden, hvorefter han faldt som død til jorden og blev liggende dér for en tid, alt efter hvor meget røg han havde inhaleret. Han vågnede når virkningen af tobakken fortog sig, og kunne derpå give råd ved hjælp af de syner og fantasier han havde haft. De andre indianere inhalerede røgen fra tobaksplanten for nydelsens skyld.’

Sir Walter Raleigh tog Virginia i besiddelse i 1584. Efterhånden som denne koloni voksede, blev indianernes skik med at ryge tobak også populær blandt nybyggerne. Sir Walter Raleigh vendte tilbage til England, og ifølge historikeren A. L. Rowse ’er det Raleigh der har hovedansvaret for at have indført skikken i England og for at have beskyttet tobakskulten’.

Kong James’ erklæring

Kongen, James I, var imidlertid modstander af denne nye skik. Med papir og pen gjorde han sine undersåtter opmærksomme på hvilke farer der var forbundet med at ryge tobak.

’Denne udbredte og modbydelige vane at ryge tobak skal der oplyses om. Først kan man jo passende tænke på hvor tobakken stammer fra og grundene til at den er kommet til dette land.’ Sådan indledes den berømte erklæring. Efter at have redegjort for hvad kong James kaldte ’den stinkende og ækle skik’ at anvende tobaksrøg til at helbrede sygdomme med, gengiver han fire argumenter folk anvender for at retfærdiggøre deres brug af tobak:

1. Den menneskelige hjerne er kold og våd, og derfor må noget der er varmt og tørt (som for eksempel tobaksrøg) være gavnligt for den.

2. Tobaksrøgen, med dens varme, styrke og naturlige beskaffenhed, udrenser både hovedet og maven, og derved undgår man forkølelser og maveonder.

3. Folk ville ikke have taget så godt imod denne skik hvis ikke det var fordi de havde erfaret at den var gavnlig.

4. Mange har fået lindring for deres sygdomme, og ingen har nogen sinde mærket nogen skadelige virkninger af tobaksrygning.

I lyset af den viden som den moderne videnskab råder over, må man tilslutte sig James’ angreb. Tobaksrøg er ikke kun varm og tør, men har ’en bestemt giftig egenskab som følge af varmen’. ’Det er ikke mere gavnligt at inhalere tobaksrøg for at helbrede en forkølelse end det er at spise og drikke for at få tarmluft med det formål at forhindre smertefulde mavekramper!’ Kan man slutte at det er gavnligt at ryge blot fordi nogle påstår at de har røget i årevis uden at tage skade?

På en overbevisende måde ræsonnerede James som så, at ’gamle skøger måske mener at deres høje alder skyldes deres umoralske handlinger, men ser bort fra den kendsgerning at mange prostituerede lider en alt for tidlig død’ fordi de pådrager sig kønssygdomme. Og hvad med forhærdede drankere som tror at de kan leve længere ’i kraft af deres usle svineæde’, men som aldrig tænker over hvor mange der ’dør af druk i en ung alder’!

Synd og tomhed

James gendrev rygernes argumenter og rettede derefter opmærksomheden mod den ’synd og tomhed’ som rygere gør sig skyldige i. Han mener at en af de værste af disse synder er begær. Rygere er ikke tilfredse med at inhalere lidt tobaksrøg men vil have mere.

James retter følgende tordnende angreb mod rygerne: ’Er det ikke både meget tomt og meget urent når rygere sidder ved spisebordet, som er et sted hvor man bør vise hensyn, og puster røg og stank ud, og derved inficerer luften, når der er andre til stede som afskyr tobaksrøg?’

Man skulle tro at James kendte de mange helbredsrisici rygere udsætter sig for. Han ræsonnerer videre: ’Røg er nu en gang mere passende i køkkenet end i spisestuen, men alligevel kommer de indre dele af mennesket snarere til at ligne et køkken der er snavset til og besmittet med en fedtet og klæbrig sod. Dette er set hos nogle der har røget meget tobak og som efter deres død er blevet åbnet.’

Som kronen på værket argumenterer James videre: ’Det er ikke kun meget tomt men også et udtryk for stor foragt for Guds gode gaver forsætligt at ødelægge menneskets liflige åndedræt, som er en god gave fra Gud, med denne stinkende røg!’

[Illustration på side 13]

Kong James I

[Kildeangivelse]

Ashmolean Museum, Oxford

[Illustration på side 13]

Sir Walter Raleigh

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra The British Museum