Jehovas vidner i Østeuropa

BERLINMUREN faldt i november 1989. Asiaweek oplyser at der „i de to første dage efter at Østberlin havde åbnet grænserne, strømmede godt 2 millioner østtyskere ind i den vestlige del af deres splittede land“.

De velhavende tog på soldetur. Andre måtte nøjes med at se på butikker og glæde sig over deres nye frihed. Mange stødte på Jehovas vidner i Berlins gader og andre byer og tog imod publikationer af dem. Nogle har siden skrevet til Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Selters, Vesttyskland.

Et brev lød: „Da jeg besøgte Vestberlin for første gang i mit liv, modtog jeg på gaden et nummer af Vagttårnet som en gave fra Jehovas vidner. Siden da er jeg begyndt at læse i Bibelen igen, og selv om jeg har utrolig mange problemer, er der nu atter nogen der giver mig håb og glæde i tilværelsen. Jeg kunne vældig godt tænke mig at læse bogen Hvordan du får det bedste ud af din ungdom. Jeg vil også meget gerne i kontakt med Jehovas vidner.“

En anden besøgende skrev: „Da jeg gik gennem tunnelen ved hovedbanegården i Nürnberg, gav en dame mig Vagttårnet og Vågn op! Jeg læste dem med begejstring. I et stykke tid har jeg igen læst dagligt i Bibelen.“

I sommeren 1990 holdt Jehovas Vidner stævner i flere større byer i Østeuropa. Stævnet på det olympiske stadion i Vestberlin blev overværet af Jehovas vidner fra mange lande, deriblandt fra Østtyskland. Det anslås at 30.000 af de 44.532 stævnedeltagere var fra DDR. Avisen Berliner Morgenpost meddelte at der blev døbt 1017 nye vidner i det olympiske svømmebassin. Avisen skrev at de blev døbt ved fuldstændig nedsænkning, hvorved „deltagerne nøje holdt sig til de første kristnes forbillede“.

Hvilke forandringer er der sket i Østtyskland? I marts 1990 bekendtgjorde en østtysk avis at Jehovas Vidner havde opnået juridisk anerkendelse. I en artikel med overskriften „Jehovas Vidner atter tilladt“, fastslog den østtyske avis Mitteldeutsche Zeitung: „Den 14. marts ophævedes fire årtiers forbud. Den dag kunne tyske repræsentanter for Jehovas Vidner forlade DDR’s Statssekretariat for Kirkeanliggender med et officielt dokument i lommen der igen gav deres trossamfund tilladelse til fri religionsudøvelse inden for DDR’s grænser.“

Et brev modtaget sidste forår fra en forkynder i Leipzig, fortæller: „For en uge siden indførte vi stadig små mængder åndelig føde i hemmelighed. Nu [den 14. marts 1990] er vi blevet officielt anerkendt! Snart skal vi losse en lastbil med fire tons publikationer!“ Faktisk medbragte den første lastbil til Østtyskland 25 tons bibelske publikationer, og i løbet af de næste to måneder blev der sendt yderligere 250 tons. Så stor var den åndelige sult hos de Jehovas vidner der havde været berøvet deres frihed i over 40 år!

I betragtning af at både nazismen og kommunismen har forsøgt at træde Jehovas Vidners arbejde i Tyskland under fode, er deres energiske aktivitet før og nu et vidnesbyrd om deres uangribelighed og et bevis på at de har Guds velsignelse.

Jehovas Vidner i Sovjetunionen

I december 1989 mødtes Mikhail Gorbatjov med pave Johannes Paul II i Vatikanet. Ifølge den sovjetiske avis Pravda sagde Gorbatjov følgende om dette møde: „Vi havde en dyb og meningsfuld samtale. . . . Vi talte om religion og den igangværende udvikling i Europa, i verden og i Sovjetunionen.“ L’Osservatore Romano, Vatikanets officielle avis, skrev at Gorbatjov i sin tale til paven havde sagt: „I Sovjetunionen lever der folk med mange forskellige religiøse tilhørsforhold, heriblandt kristne, muslimer, jøder, buddhister og andre. Alle har de ret til at få deres åndelige behov dækket. Snart vil der blive vedtaget en lov om trosfrihed i vort land.“

I september 1990 vedtog Sovjetunionens lovgivende forsamling en lov om trosfrihed og religiøse organisationer. Artikel 3 i loven lyder: „Trosfrihed indebærer at hver enkelt borger har ret til selv at vælge sit religiøse tilhørsforhold, har ret til at udøve sin religion alene eller i fællesskab med andre eller til at lade være, samt ret til at udbrede og give udtryk for sin religiøse overbevisning.“

Der er tusinder af Jehovas vidner i Sovjetunionen som ser frem til at høste gavn af denne religionsfrihed. (Se side 22.) I 1990 overværede omkring 17.000 delegerede fra Sovjetunionen det russiske program ved stævnet „Det rene sprog“ i Warszawa. Der var repræsentanter fra alle egne af Sovjetunionen. De ser frem til den dag hvor de selv vil kunne holde stævner i deres hjemland.

Fremskridt i Polen

I maj 1989 blev Jehovas Vidner legaliseret i Polen. Siden da er der blevet oprettet et afdelingskontor i landet, og nær Warszawa er nye og større faciliteter under opførelse. Tidligere sad hundreder af unge Jehovas vidner i fængsel på grund af deres kristne neutralitet. Nu går de fri for straf og militærtjeneste hvis de kan fremvise en erklæring om at de er Jehovas vidner.

Stævnerne i Polen i 1989 og 1990 indgød forkynderne dér yderligere mod. En rapport viser at antallet af aktive Jehovas vidner i Polen steg i hver eneste måned sidste år, og nåede et højdepunkt på over 97.000 forkyndere. Polen vil snart blive det 12. land med over 100.000 forkyndere.a I april overværede 188.861 personer højtiden til minde om Kristi død.

Religionsfrihed i Rumænien

Forkynderne i Rumænien strålede af glæde da de i april 1990 fik at vide at deres forening var blevet juridisk anerkendt. (Se rammen side 13.) Kort efter blev der arrangeret kredsstævner i hele landet. En stævnerække blev overværet af 44.000, skønt der kun var 19.000 Jehovas vidner i landet på det tidspunkt. Mange rumænere lytter til budskabet om Riget.

Områdestævnerne i 1990 med temaet „Det rene sprog“ blev holdt i byerne Brasov og Cluj-Napoca. Programmet blev fremført på rumænsk og ungarsk. Der var over 36.000 til stede, og 1445 blev døbt.

Fra og med 1. januar 1991 begyndte Vagttårnet på rumænsk at udkomme i fire farver og samtidig med den engelske udgave.

I nabolandet, Bulgarien, som er domineret af den østortodokse kirke, har Jehovas Vidner endnu ikke opnået juridisk anerkendelse men holder deres menighedsmøder i lejede lokaler. Over to hundrede rejste til Saloniki i Grækenland for at overvære stævnet „Det rene sprog“ der blev fremført på bulgarsk og græsk.

Gode tidender fra Ungarn

Den 27. juni 1989 var en historisk dag for Jehovas Vidner i Ungarn. Avisen Magyar Nemzet forkyndte: „Statskontoret for Kirkeanliggender har i overensstemmelse med den lovsikrede trosfrihed erklæret den religiøse forening af Jehovas Vidner i Ungarn for at være en juridisk anerkendt trosretning.“ Nyheden blev bekendtgjort i radio og fjernsyn. Ungarerne blev klar over at det arbejde Jehova Tanúi (Jehovas Vidner) udfører, var blevet juridisk anerkendt.

For at dække alle egne af landet blev stævnerne „Det rene sprog“ holdt i Pecs, Miskolc, Debrecen og Budapest. Fra Tjekkoslovakiet og Sovjetunionen kom der 2000 ungarsktalende stævnedeltagere. For at understrege Jehovas Vidners internationale enhed kom der en gruppe på 700 fra Finland. I alt nåede tilhørerskaren i Ungarn op på 21.568; deraf var næsten 2000 delegerede fra Rumænien.

Siden januar 1990 har Jehovas vidner i Ungarn modtaget bladene i fire farver og samtidig med de engelske.

Fremgang i Tjekkoslovakiet

Også i dette smukke land med forrevne bjerge og frugtbare sletter har Jehovas vidner travlt med at hjælpe andre til større kundskab om Bibelen. En rapport om deres arbejde siger: „Arbejdet udføres i fuld offentlighed, og der holdes store møder.“

Efter forandringen i Østtyskland i november 1989, reagerede forkynderne i Tjekkoslovakiet lynhurtigt og organiserede en række kredsstævner i månederne april til juni 1990. Dette gav for første gang Jehovas Vidner en positiv presseomtale. I øjeblikket er der over 21.000 forkyndere i Tjekkoslovakiet, og i 1990 overværede 40.295 højtiden til minde om Kristi død. Over halvdelen af menighederne holder allerede møder i lejede lokaler, og 12 menigheder har tilmed deres egen rigssal.

Ved stævnet i Prag i august 1990 var det højeste antal tilstedeværende 23.876 og dåbstallet var 1824. For at gøre stadion præsentabelt til stævnet, brugte over 9500 frivillige Jehovas vidner mere end 58.000 timer på at male og rengøre det. En repræsentant for tjekkoslovakisk tv udtalte: „Vi har været med til mange samfundsbegivenheder, men vi beundrer den måde hvorpå I har organiseret alt her på stadion. Det er næsten ikke til at fatte at det er første gang I arrangerer sådan et møde.“ En gæst sagde: „Jeg beundrer den åndelige stemning, hjerteligheden og jeres indbyrdes kærlighed. Jeg kom som en ven; jeg tager bort som en endnu bedre ven.“

Vagttårnet og Vågn op! bliver udgivet i fire farver på tjekkisk og slovakisk, og Vagttårnet kommer på begge sprog samtidig med det engelske. Når man tænker på den undertrykkelse der fandt sted i landet for blot et år siden, er det afgjort en bemærkelsesværdig forandring.

Fremtidsperspektiver

Hvad rummer fremtiden for Jehovas vidners forkyndelse i lande hvor de yngre generationer har fået ateismen ind med modermælken? En rapport lyder: „Der hersker stor uvidenhed om Bibelen og Gud. Det positive er dog at folk ikke er forblindede af falske religiøse læresætninger som først må kasseres. Det tegner til at blive en stor høst.“

Hvad er det for et budskab fra Bibelen Jehovas vidner fremholder for mennesker i Østeuropa såvel som andre dele af verden? Det vil den næste artikel fortælle.

[Fodnote]

[Ramme på side 8, 9]

Langt om længe religionsfrihed!

De følgende udtalelser stammer fra østtyske Jehovas vidner der blev interviewet under stævnet „Det rene sprog“ i Berlin i juli 1990.

„Jeg hedder Lydia. Jeg er otte år, og jeg kommer fra DDR. Jeg er meget glad for at være til stævne her, for sidste år var grænserne ikke åbne. Før måtte vi fejre mindehøjtiden i hemmelighed. Men denne gang kunne vi gøre det helt frit! Da alle begyndte at synge, piblede tårerne frem i øjnene på os. Jeg er så glad at jeg simpelt hen må fortælle om det i skolen!“

„Vi er fyldt med taknemmelighed og værdsættelse over at være midt i det internationale brodersamfund som Jehovas gæster her i Berlin.“ — Bernd.

„At DDR-brødrene også var på programmet understreger det særlige aspekt at Jehova oplærer og dygtiggør sit folk selv under forbud.“ — Gottfried.

„Af klapsalverne og sangen fremgik det at alle var lykkelige. Det lød så overvældende at man nærmest svævede. Hvor må Jehova have frydet sig!“ — Egon.

„Efter min dåb spurgte nogle af brødrene om vandet var koldt. Jeg svarede at det anede jeg ikke. Jehovas velsignelse varmede så meget at jeg knap ænsede vandets temperatur.“ — Heidrun.

„Stemningen i sovesalene var ubeskrivelig! Der var nogle fra Danmark, Moçambique, England, Californien, Sydtyskland, Spanien, DDR — alle sang vi sammen, alle talte vi ’det rene sprog’.“ — Jutta.

„Vi har ofte fortalt vore børn om Berlinstævnerne i 1958 og 1960, som var de sidste vi fik lov at overvære. Men det vi nu har oplevet, overgik alle vore minder og forventninger.“ — Wolfgang.

„Det der gjorde størst indtryk på os, var de mange tusind der rejste sig op og lovpriste Jehova. Under den afsluttende sang og bøn kunne vi ikke længere holde tårerne tilbage.“ — Monika og Reinhard.

[Ramme på side 13]

„Der er rådet bod på en uret“

Sådan lød overskriften på en notits i den rumænske avis Tineretul liber (Fri ungdom) for 11. august 1990. Heri hed det: „Der er blevet rådet bod på en uret. Den stærkt udskældte religiøse organisation ’Jehovas Vidner’, hvis medlemmer har bevaret deres trofasthed som disciple af Kristus i mere end 40 år, er blevet legaliseret og har fået status som et juridisk organ. Denne organisation udfører sin virksomhed under Det Styrende Råds ledelse og myndighed, som en verdensomspændende organisation der er aktiv i 210 lande og øområder.“ Notitsen sluttede med at annoncere stævnerne i august i Brasov og Cluj-Napoca.

[Illustrationer på side 9]

Stævnebilleder (fra nederste venstre hjørne og med uret): udgivelse af ny brochure i Warszawa; det ungarske og det rumænske podium, Budapest; der tages notater, Berlin; stadion får en ansigtsløftning før stævnet, Prag

[Illustrationer på side 10]

Stævnebilleder (fra venstre og med uret): dåb, Rumænien; stadion, Prag; familie med bogen „Menneskets søgen efter Gud“, Berlin; taler i Budapest; Bibelen granskes, Polen