Et møde med den sky kudu

Af Vågn op!-​korrespondent i Kenya

’DEN sky hvad for en?’ spørger du. Den sky kudu! Det er en smuk antilope som lever i de østafrikanske nationalparker og vildtreservater. Sky er nok det bedste ord til at beskrive dette meget forsigtige dyr. Men lad os tage en tur til Tsavo-nationalparken i Kenya og se om vi kan få et glimt af en.

Ved middagstid kører vi ind i den vestlige del af parken. Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, møder vore øjne. Dens majestætiske sneklædte toppe er et af de mange indtryk vi nyder mens vi kører gennem dette skønne dyrereservat. Nej, vi kommer desværre ikke til at se kuduer nu. For det er kun meget tidligt om morgenen, sent om aftenen eller om natten at de indtager føde og bevæger sig rundt. Om dagen hviler de sig i det tætte krat på grund af varmen. Så for at få øje på dem må vi befinde os et passende sted lige efter solopgang eller et par timer før solen går ned.

Da tusmørket nærmer sig slår vi vores telt op på en campingplads der ligger på toppen af en smal, sandet skrænt, hvorfra vi har udsigt over Tsavo-floden. Ved daggry står vi op, og efter et let morgenmåltid tager vi af sted og kører langsomt ned ad vejen. Med ét ser vi en han-kudu der står ganske stille foran os.

Hvor er den smuk som den står dér, oplyst af det tidlige morgenlys! Det er et flot eksemplar i en varm grå farve. På kroppen har den 13-14 smalle, hvide lodrette striber. En iøjnefaldende hvid plet smykker dens strube og en hvid stribe dens hals. Den hvide vinkel der dannes mellem de fløjlsagtige øjne og det lyse område omkring munden giver det mørke ansigt et særligt præg. En kølig morgenbrise danner bløde bølger i den korte, hvide manke som løber ned ad halsen, skuldrene og ryggen. Dens hoved er prydet med to spiralsnoede horn, som elegant drejer opad og udad.

Der findes to slags kuduer i Afrika. Den vi betragter kaldes den lille kudu (Tragelaphus imberbis). Dens ’storebror’, den store kudu (Tragelaphus strepsiceros), lever i den nordlige del af Kenya og ses derfor sjældent i Tsavo. Ud over at den er større, kan den store kudu kendes på det tunge brune og hvide skæg der når helt ned til brystet som en betagende halsbræmme. Hornene er også kraftigere, og ørerne større. På kroppen har den aldrig mere end otte hvide striber.

Opvækst og territorieopdeling

Når en kudu er født slikker moderen den straks ren så enhver duft som kunne sætte et rovdyr på sporet af den, er væk. Når moderen går ud for at skaffe føde bliver den nyfødte antilope lydigt liggende helt stille dér hvor moderen efterlod den. For at holde den lugtfri og derved beskyttet mod rovdyr, giver moderen jævnligt den nyfødte et slikkende ’bad’. Men omkring den tiende dag, når den nyfødte begynder at nippe til planterne, vil den afgive sin egen kropslugt. Eftersom dens særegne beskyttelse mod at blive opdaget dermed er væk, må den nu følge sin moder overalt.

Et tydeligt kendetegn for kuduen er den måde hvorpå den afmærker sine territoriegrænser. Hannerne udvælger et stykke jord, som de derefter forsvarer. Efter at have udvalgt et jordområde markerer hannen grænserne ved at anbringe ekskrementer i græsset og i krattet. Derefter forsvarer den området ved at fordrive enhver ubuden han-gæst som krydser disse duftende territoriegrænser. Men hvad med hunnerne? De er ikke uvelkomne, men betragtes som gæster der er velkomne til at blive. Ja, de kan endog blive presset til det.

Et bevis på intelligent skabelse

Denne instinktive markering af territoriegrænser holder flokken spredt og beskytter derved jorden mod overgræsning. Den græssende kudu er på den måde sikret en uafbrudt forsyning af de løvrige buske de så godt kan lide. Men hvad sker der når tørketiden sætter ind?

Daphne Sheldrick, der arbejder for naturfredning, skriver i det østafrikanske naturblad SWARA: „I strenge tider hvor der både er mangel på mad og vand, viser naturen en side som er en diametral modsætning til territorieopdeling . . . og det er udvandring. Territorieopdeling fører til adskillelse samt villighed til at kæmpe og parre sig; udvandring hæmmer begge disse medfødte instinkter idet behovet for tættere sameksistens øges. Hannerne og hunnerne søger nu sammen i fredelig forening, for nu er overlevelse det vigtigste. Men så en dag, som var det ved guddommelig indgriben, tager de bort fra området, og en masseudvandring finder sted.“ Væk er de, for at søge efter nye græsarealer hvor der er rigeligt med føde.

Kunne en planløs kraft kaldet naturen udtænke og udvikle et sådant adfærdsmønster? Nej, kun en intelligent Skaber kunne udstyre kuduen med denne komplekse instinktive adfærd.

Væk i ét nu

Er du ikke glad for at du tog med os og lærte kuduen at kende? Sådan som den står derovre, travlt optaget af at nippe til buskene, ser den slet ikke sky ud. Men den har fået øje på os. Pludselig rykker det i dens store ører og næsebor. Med et gryntende hyl springer den ind i krattet og farer væk. Netop som vi begynder at trække vejret igen, overraskes vi endnu en gang. Som kom den ud af intet, springer en lysegrå hun efter hannen. Hunnen har hele tiden stået i et nærliggende krat, fuldstændig skjult på grund af sin farve og ubevægelighed.

Dette er historien om hvordan den fredelige kudu overlever på Afrikas steppe. Dens beskyttelse er dens instinktive evne til at stå stille og ligne omgivelserne. Intet under at kuduen er så sky. Dens liv afhænger af det.