Omsorg for ældre — et voksende problem
DET fortælles at en lille pige engang spurgte sin moder: „Hvorfor skal bedstemor spise af en træskål når vi andre spiser af pæne tallerkener?“ Hertil svarede moderen: „Bedstemor ryster jo sådan på hånden og måske taber hun de pæne tallerkener så de går i stykker. Det er derfor hun i stedet spiser af træskålen.“ Efter at have tænkt lidt over svaret spurgte den lille pige: „Gemmer du så træskålen sådan at jeg har den til dig når jeg bliver stor?“ Dette spørgsmål er måske kommet bag på moderen, ja har måske oven i købet rystet hende en smule. Men ved nærmere eftertanke må det også have beroliget hende, for det viste at hendes lille pige havde til hensigt at tage sig af hende.
Mange ældre har måske ikke lige så lyse fremtidsudsigter. De er blevet det hurtigst voksende udsnit af befolkningen i mange dele af verden. I bladet World Press Review for august 1987 hed det at omkring 600 millioner mennesker, 12 procent af jordens daværende befolkning, var over 60 år gamle.
I De Forenede Stater er antallet af ældre for første gang nogen sinde højere end antallet af teenagere. Redaktøren af det videnskabelige stof ved en New York-avis har skrevet: „I dag er 30 millioner amerikanere 65 år eller derover, hvilket er hver ottende — det største tal nogen sinde. Dertil kommer at den ældre del af befolkningen øges dobbelt så hurtigt som den øvrige befolkning. . . . Amerikanernes gennemsnitlige levetid i 1786 var 35 år. For et amerikansk barn født i 1989 er den 75.“
I Canada forventes det at antallet af personer i alderen fra 85 år og opefter vil være tredoblet ved slutningen af dette århundrede.
For hundrede år siden udgjorde de ældre i Europa kun 1 procent af befolkningen. I dag udgør de 17 procent. I Danmark var der i 1990 800.385 som var over 65 år, hvilket var mere end hver sjette dansker.
Et befolkningsstatistisk institut i De Forenede Stater har skrevet følgende om alderdom i den tredje verden: „Fire femtedele af stigningen i antallet af ældre sker i den tredje verden.“
For fyrre år siden var middellevetiden i Kina omkring 35 år. I 1982 var dette tal steget til 68 år. I dag tæller den ældre del af Kinas befolkning 90 millioner, og man anslår at dette tal vil nå op på 130 millioner ved årtusindskiftet, hvilket er 11 procent af befolkningen.
Tag dig af dine egne
Efterhånden som antallet af meget gamle stiger på verdensplan, bliver det vanskelige spørgsmål om hvem der skal tage sig af dem stadig mere aktuelt. På Bibelens tid var problemet ikke lige så stort. Her levede man i storfamilier hvor børn, forældre og bedsteforældre boede sammen. Børn og bedsteforældre øvede en gensidig gavnlig indflydelse på hinanden, og forældrene kunne sørge for det nødvendige i materiel henseende og samtidig sørge for at de ældre medlemmer af familien fik den omsorg de havde brug for. I nogle lande lever folk stadig i sådanne storfamilier hvor man tager sig af de ældre. (Se eksemplerne i rammen på side 8.) Men dette er ikke tilfældet i de mere velstillede lande, hvor familiekredsen begrænser sig til forældre og børn. Når børnene vokser op, bliver gift og selv får børn, står de ofte over for det problem samtidig at skulle tage sig af deres gamle, svagelige forældre der måske er kronisk syge.
I den nuværende tingenes ordning kan dette udgøre et stort problem. Hvor nødig man end vil, kan det under de nuværende økonomiske forhold være nødvendigt at begge forældre arbejder. Mad og husleje koster mange penge og der kommer jævnligt regninger som skal betales. Selv to indkomster forsvinder hurtigt. Hvis hustruen i familien ikke er udearbejdende har hun måske travlt med at passe børn, købe ind, gøre rent — noget der i sig selv er en heltidsbeskæftigelse. Dermed være ikke sagt at man ikke bør passe sine forældre. Men det viser at det kan være en meget vanskelig opgave. De ældre har måske smerter, og forståeligt nok beklager de sig indimellem og kan have deres særheder. Derfor er de måske ikke altid lige positive eller nemme at omgås. Men man bør alligevel gøre en ihærdig indsats for at passe sine forældre i hjemmet.
Som oftest er det familiens døtre opgaven hviler på. Utallige undersøgelser har vist at selv om mændene måske sørger for det materielle, er det hovedsagelig kvinderne der sørger for den personlige pleje. De laver mad til de gamle — og må ofte made dem med ske — de giver dem bad og klæder dem på, de skifter dem og kører dem til læge og hospital og sørger for deres medicin. Ofte må de tænke, høre og se for deres gamle forældre. De har en kolossal opgave, og deres villighed til at røgte den er afgjort rosværdig og noget der behager Jehova Gud.
Forestillingen om at de fleste voksne børn sender deres gamle forældre bort og lader dem tilbringe deres sidste år på plejehjem, er simpelt hen forkert, siger Carl Eisdorfer, der er læge og doktor i filosofi ved University of Miami i Florida, USA. „Undersøgelser har vist at størstedelen af ældreplejen varetages af de ældres egen familie,“ siger han.
I De Forenede Stater sagde 75 procent af de adspurgte i en undersøgelse for eksempel at de ville tage deres forældre til sig hvis disse ikke længere var i stand til at klare sig selv. „Dette bekræfter at mange familier ønsker at sørge for deres egne,“ siger dr. Eisdorfer. Og i en undersøgelse omtalt i bladet Ms. hedder det: „Kun 5 procent af alle personer over 65 kommer på et eller andet tidspunkt på plejehjem, eftersom både de ældre og de fleste af deres slægtninge foretrækker at de bliver i deres hjem frem for at komme på institution.“ I Danmark lader det til at dette tal dog er lidt højere.
Følgende beretning viser hvilke anstrengelser nogle gør sig for at tage sig af deres gamle forældre. Beretningen stammer fra en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd i De Forenede Stater. Han fortæller at han og hans hustru var besluttede på at beholde hustruens 83-årige moder hos sig frem for at sende hende på plejehjem. „Jeg huskede en talemåde om at én moder kunne passe 11 børn, men 11 børn ikke kunne passe én moder,“ fortæller han, og hentyder til et mundheld der findes i mange variationer. „Min kone og jeg var begge indstillede på at sørge for min kones gamle moder. Skønt hun havde Alzheimers sygdom i dens første stadier rejste hun med os i vores campingvogn.
Til at begynde med tog hun med os når vi gik i forkyndelsen fra hus til hus. Senere måtte vi tage hende med i en kørestol. Dem vi besøgte lod til at synes godt om den måde vi passede hende på. Nogle gange sagde hun noget der ikke var rigtigt, men vi satte hende aldrig i forlegenhed ved at rette på hende. Hun bevarede desuden sin humoristiske sans. Vi passede hende til hun døde i en alder af 90 år.“
Når det bliver nødvendigt med plejehjem
I USA er der næsten to millioner ældre som er på plejehjem. I Danmark var tallet i 1989 44.516. Men i de fleste tilfælde er der ikke tale om den „følelseskolde opbevaring af ældre“ som nogle kalder det når ældre kommer på plejehjem. Som oftest er det derimod den eneste løsning, hvis de der er ude af stand til at klare sig selv skal have den nødvendige pleje. Alt for ofte kan de ældres børn ikke pleje deres gamle forældre, der måske lider af Alzheimers sygdom eller er lænket til sengen på grund af en tærende sygdom der kræver døgnpleje. I sådanne tilfælde er et plejehjem måske det eneste sted hvor deres særlige behov kan imødekommes.
En af Vagttårnsselskabets missionærer i Sierra Leone i Afrika har fortalt om de kvaler hans moder måtte gennemgå da hun blev nødt til at sende sin moder på plejehjem: „For nylig måtte min moder, der bor i Florida, sende sin moder, Helen, på plejehjem. Det var en meget vanskelig afgørelse for hende. Hun havde passet Helen i fire år, men nu havde Helen brug for pleje døgnet rundt. Min moders venner, familien og forskellige socialrådgivere og læger bakkede alle hendes beslutning op, men det havde alligevel været svært for hende at træffe denne afgørelse. Min moder følte at eftersom hendes moder havde taget sig af hende da hun var barn, var det kun rimeligt at hun passede sin moder på hendes gamle dage og derved ydede hende det „passende vederlag“ som apostelen Paulus talte om. (1 Timoteus 5:4) Men som situationen var, ville Helen få en bedre pleje på en institution end hun ville have fået det i min moders hjem.“
Et andet af Jehovas vidner, som arbejder på Jehovas Vidners hovedkontor i New York, har fortalt følgende om sin faders kamp mod kræften. „Min fader var en nidkær forkynder i mere end 30 år. I de sidste ni år af sit liv havde han kræft. Min kone og jeg tilbragte vore ferier sammen med ham og tog desuden flere gange orlov for at kunne være hos ham og hjælpe ham. Andre slægtninge hjalp på forskellig vis. Men det meste af tiden blev han passet af sin kone og sin datter, som er gift og som boede ved siden af ham. Han fik også besøg af brødrene i den menighed han tilhørte. I de sidste to år måtte han ind og ud af hospitalet hele tiden, og de sidste fem måneder tilbragte han på et plejehjem hvor han kunne få den særlige pleje han havde behov for.
Beslutningen om at anbringe ham på et plejehjem blev truffet på familiebasis, og han var selv med til at træffe afgørelsen. Han mente selv at det ville blive for besværligt, ja umuligt for familien at passe ham derhjemme. ’Det ville tage livet af jer alle sammen!’ mente han. ’Nu er tiden kommet til at jeg flytter på plejehjem. Det er det bedste for jer og det bedste for mig.’
Dermed var sagen afgjort. I det meste af ni år havde familien passet ham, og kun som en sidste udvej kom han på plejehjem hvor han kunne få den pleje han havde behov for.“
Hvis det som en sidste udvej bliver nødvendigt med en plejehjemsplads for at vedkommende kan få den nødvendige pleje, bør familien sørge for at vælge plejehjemmet med omhu. Hvis det overhovedet er muligt bør man sørge for at det ældre familiemedlem får besøg daglig, enten af en i familien eller af nogen fra menigheden. Man bør i det mindste foretage en telefonopringning, således at den ældre ikke føler sig forladt, glemt eller ladt fuldstændig alene i den tro at ingen bekymrer sig om ham. Det kan være meget forstemmende for den syge at se andre få besøg men ikke selv få det. Gør derfor en bestræbelse for at besøge ham regelmæssigt. Lyt til ham. Bed sammen med ham. Dette er meget vigtigt, også selv om han synes at være i koma. Man kan aldrig vide hvor meget han er i stand til at høre!
Når der skal træffes afgørelser i forbindelse med forældre, bør man gøre det sammen med dem og ikke for dem. Lad dem føle at de stadig har kontrol med deres liv. Tilbyd dem den nødvendige hjælp så kærligt, tålmodigt og forstående som muligt. Det er nu vi har lejlighed til at yde vore forældre og bedsteforældre det vi skylder dem.
„Alt hvad mennesket har at gøre“
I denne verdens stress og jag kan de ældre meget let blive skubbet i baggrunden. Yngre mennesker som netop er kommet godt i gang og som har travlt med at komme videre i livet, kan ofte være tilbøjelige til at føle at de ældre blot er i vejen og ikke længere er til nogen nytte. Det er let for unge at nedvurdere de gamles tilværelse og mene at deres eget liv er langt mere værd. Men stands engang op og tænk over følgende: Hvad er det egentlig der afgør om et menneske er til nogen nytte?
I Prædikerens Bog kalder kong Salomon flere gange alle menneskers gøren og laden for tomhed — ikke kun de ældres. Han omtaler de unge og deres midlertidige kraft og viser at tidens tand vil nedbryde deres legemer nøjagtig som det er sket for millioner af andre. Alle vil blive til støv, og dermed vil følgende ord af Salomon gå i opfyldelse: „Fuldstændig tomhed! . . . Alt er tomhed.“ — Prædikeren 12:8.
Salomon priste imidlertid de vises ord og sammenfattede sine iagttagelser om livet i følgende konklusion: „Enden på sagen, når alt hermed er hørt, er: Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre.“ (Prædikeren 12:13) Det er det der tæller i livet. Livsværdi har intet at gøre med hvor ung eller gammel man er eller hvor vidt man har drevet det i denne gamle materialistiske verden som er ved at forsvinde.
I forbindelse med menneskers indbyrdes forhold fremsatte Jesus det princip der er blevet kaldt den gyldne regel: „I skal altid behandle andre, som I gerne vil have at de behandler jer.“ (Mattæus 7:12, The New English Bible) For at anvende denne regel må vi kunne sætte os i andres sted og prøve at forestille os hvordan vi gerne selv ville behandles hvis vi var i deres sted. Hvordan kunne vi tænke os at blive behandlet af vore børn hvis vi blev gamle og hjælpeløse? Derfor må vi spørge os selv: Vil vi gengælde vore forældre den store omsorg de har vist os i 20 år, fra vi var små og hjælpeløse til vi voksede op, ved at passe dem på deres gamle dage, nu hvor det er dem der er blevet hjælpeløse?
Når vi passer vore gamle forældre kan vi eventuelt tænke tilbage på vores barndom og huske på alt det de gjorde for os da vi var små, hvordan de passede os når vi var syge, gav os mad og tøj, og tog os med på ture for at glæde os. Det vil få os til at vise kærlig interesse for deres velfærd og hjælpe os til at se hvordan vi bedst kan imødekomme deres behov.
Det vil måske indebære at vi må træffe nogle praktiske forholdsregler for at de kan blive boende hjemme. Hvis dette overhovedet ikke er muligt, kan det på den anden side være den bedste ordning for alle parter, ikke mindst forældrene, at de kommer på plejehjem. Uanset hvilken afgørelse der træffes, bør andre respektere denne afgørelse. Formaningen lyder: „Men du, hvorfor dømmer du din broder? Eller du, hvorfor ser du ned på din broder?“ Og endvidere: „Hvem er du, at du dømmer din næste?“ — Romerne 14:10; Jakob 4:12.
Hvad enten forældrene bliver boende hos deres børn eller kommer til at bo på et plejehjem, vil de stadig kunne leve et meningsfyldt liv hvis de er åndsfriske. De kan lære at Jehovas hensigt med alle lydige mennesker er et evigt liv i sundhed på en paradisisk jord. De kan finde glæde og tilfredshed ved at tjene deres Skaber, Jehova Gud. På den måde kan deres alderdom blive den lykkeligste og mest berigende del af deres liv. Nogle har i en fremskreden alder, på et tidspunkt hvor andre har mistet lysten til livet, fået kendskab til Jehovas løfter om evigt liv i en ny, retfærdig verden, og har fundet ny glæde ved at fortælle andre om dette håb.
Lad os slutte med et eksempel på dette. I Californien stiftede en kvinde på 100 år bekendtskab med disse løfter gennem en sygeplejerske på et plejehjem, og i den fremskredne alder af 102 år blev hun døbt som et af Jehovas vidner. Hun endte ikke sit liv med følelsen af at ’alt var tomhed’, men gjorde ’alt hvad et menneske har at gøre’ ved ’at frygte Gud og holde hans bud’.
[Tekstcitat på side 6]
Førhen kunne én moder passe 11 børn; men i dag kan 11 børn ikke passe én moder
[Ramme på side 8]
Man viser de ældre ære ved at tage sig af dem — Kommentarer fra forskellige lande
„I Afrika findes der kun lidt eller slet ingen offentlig ældreforsorg — ingen plejehjem, ingen lægehjælp eller socialforsorg, ingen folkepensioner. De gamle bliver passet af deres børn.
En af hovedårsagerne til at det er så vigtigt for folk i den tredje verden at få børn, er at det er børnene der skal tage sig af dem i fremtiden. Selv de fattige sætter mange børn i verden i den overbevisning at jo flere børn de har, jo bedre er chancen for at nogle af dem vil leve længe nok til at kunne tage sig af dem når de bliver gamle.
Normerne er ganske vist ved at ændre sig i Afrika, men familierne tager for det meste ansvaret for at passe de ældre alvorligt. Hvis de ældre ikke selv har børn, vil andre slægtninge passe dem. Ofte er de der sørger for denne pleje fattige, men de giver af det de har.
En anden måde hvorpå børnene sørger for deres forældre, er ved at låne dem deres egne børn. Ofte er det børnebørnene der sørger for det huslige arbejde.
I de industrialiserede lande lever folk længere på grund af de medicinske fremskridt. Men dette er ikke tilfældet i den tredje verden. Fattige mennesker dør fordi de ikke engang kan betale for den begrænsede lægehjælp der er til rådighed. Et ordsprog i Sierra Leone siger: ’Ingen fattig er syg.’ Eftersom en fattig ikke har penge til at blive behandlet, er han enten rask eller død.“ — Robert Landis, missionær i Afrika.
„I Mexico har folk stor respekt for deres gamle forældre. Forældrene bliver boende alene når sønnerne gifter sig, men når forældrene bliver gamle og får brug for hjælp, tager børnene dem hjem til sig og passer dem. De betragter dette som en forpligtelse.
Det er almindeligt at bedsteforældrene flytter sammen med deres sønner og børnebørn. Børnebørnene elsker og respekterer deres bedsteforældre. Familiebåndene er meget stærke.
I Mexico findes der kun få alderdomshjem eftersom sønnerne og døtrene tager sig af de gamle. Hvis der er flere sønner, bliver den der gifter sig sidst, ofte boende hjemme sammen med forældrene.“ — Isha Aleman fra Mexico.
„I Korea lærer vi både derhjemme og i skolen at vi skal vise de gamle ære. I familien forventer man at den ældste søn tager sig af sine gamle forældre. Hvis han ikke er i stand til dette, vil en anden søn eller datter træde til. Mange ægtepar bor under samme tag som deres gamle forældre og passer dem. Forældre forventer at komme til at bo hos deres børn, og de vil gerne være med til at opdrage og passe børnebørnene. Det betragtes som skammeligt hvis et ungt ægtepar sender deres gamle forældre på plejehjem.
Min fader var familiens ældste søn, så vi boede i det samme hus som mine bedsteforældre. Når vi forlod huset gav vi dem besked om hvor vi tog hen og hvornår vi kom hjem igen. Når vi kom tilbage kiggede vi ind til dem i deres værelse og hilste på dem med et buk for at lade dem vide at vi var hjemme igen. Hele familiens velfærd lå dem på sinde.
Når vi rakte dem noget holdt vi det i begge hænder. Det er uhøfligt kun at bruge den ene hånd når man rækker noget til en person man respekterer, det være sig forældre, bedsteforældre, lærere eller embedsmænd i højere stillinger. Når vi fik et særligt måltid mad lod vi altid vore bedsteforældre få først.
Det er ikke kun de ældre i familien man viser ære, men alle ældre. På ethvert klassetrin i skolen undervises der i etik, og ved hjælp af eventyr eller foredrag lærer børnene at respektere de ældre.
Når en ældre person kommer ind i et lokale forventes det at de unge rejser sig. Hvis et ungt menneske i en bus har en siddeplads og en ældre mand eller kvinde ingen steder har at sidde, er det almindeligt at den yngre giver plads for den ældre. Hvis en gammel mand kommer bærende på en tung pakke, standser man og spørger om han behøver hjælp. Hvis han siger ja, bærer man pakken derhen hvor han ønsker det.
Som forudsagt i Bibelen vil moralen i denne gamle tingenes ordning i de sidste dage blive mere og mere nedbrudt. Korea er ingen undtagelse. Ikke desto mindre har mange koreanere stadig denne respektfulde indstilling til de ældre.“ (2 Timoteus 3:1-5) — Kay Kim fra Korea.
[Illustration på side 7]
Den tid man bruger på at besøge ældre er godt anvendt