Ækvatorialguinea — et skatkammer af overraskelser

Af Vågn op!-​korrespondent i Ækvatorialguinea

DER er et land i Afrika hvor elefanter og gorillaer stadig strejfer frit omkring i junglen, hvor den kommercielle udvikling i resten af verden stort set er gået upåagtet hen, og hvor børnene ikke er bange for fremmede. Kun de færreste uden for Afrika kender dette land eller har hørt om det.

Dette land, der er på størrelse med Belgien, ligger nær ækvator og har meget passende fået navnet Ækvatorialguinea. I december 1990 besøgte jeg landets to største områder: Øen Bioko (cirka 2/3 af Fyns størrelse) og den afrikanske fastlandsdel Mbini (cirka 2/3 af Danmarks størrelse).

Det overraskede mig at høre at de fleste af landets 350.000 indbyggere taler flydende spansk, foruden deres stammesprog. Jeg fandt ud af at Ækvatorialguinea er det eneste spansktalende land i Afrika, hvilket er et levn fra deres tid som koloniland.

Forbindelsen til Europa

Omkring 20 år før Columbus opdagede Amerika, var den portugisiske søfarer Fernão do Pó på opdagelsesrejse i havbugten ud for Guinea og fik pludselig øje på den frodige vulkanø Bioko. Han var så betaget af øens skønhed at han kaldte den Formosa (smuk). Senere beskrev en anden berømt opdagelsesrejsende, sir Henry Stanley, øen som „havets juvel“.

I århundreder var denne uberørte skønhed imidlertid skæmmet af den uhyggelige slavehandel. Bioko og Corisco (som er en anden guineansk ø der ligger ud for Mbini-kysten) var på grund af deres strategiske beliggenhed ideelle som mellemstationer for afskibningen af afrikanske slaver til hele Amerika. I perioden fra det 16. til det 19. århundrede har slaver i hundredtusindvis passeret disse to øer.

I et forsøg på at løse en konflikt mellem Spanien og Portugal om territoriale krav i det fjerne Sydamerika, afstod portugiserne i 1778 deres krav på Bioko og det nærliggende kystområde til spanierne. Spanien fik således sin egen slavekoloni i Afrika mod til gengæld ikke at gøre krav på portugisisk territorium i Brasilien.

Nøjagtigt hvor landets grænser gik, stod imidlertid hen i det uvisse, og de spanske kolonister var kun få i antal. I det 19. århundrede, under det europæiske kapløb om afrikanske kolonier, trængte Frankrig og Tyskland ind på fastlandsdelen, mens England var ude efter øen Bioko. Først i år 1900 blev Ækvatorialguineas grænser endeligt fastlagt, og derefter forblev landet spansk koloni indtil befolkningen opnåede uafhængighed i 1968.

„Smil gengældes med smil“

Jeg lagde mærke til at befolkningen i Ækvatorialguinea er en spændende blanding af etniske grupper. På Bioko lever for eksempel bube-folket, mens det høje hausa-folk præger landets to største byer. Disse to grupper er immigreret fra nord og er de mest ansete næringsdrivende i Guinea. Fang-folket er den største stamme på fastlandsdelen og udgør hovedparten af statsadministrationen. Guineanerne har let ved at smile og bekræfter derved et mundheld blandt fang-folket der lyder: „Smil gengældes med smil.“

Traditionelle håndværk og skikke er meget udbredte. Det var spændende at se hvordan guineanerne bygger deres egne enkle huse af materialer de finder i skoven. Fiskerne udhugger stadig deres egne kanoer — en gammel, gennemprøvet metode.

Hver dag stimler i tusindvis af guineanere sammen på markedspladserne i Bata og Malabo, landets to største byer. Takket være mit besøg på en markedsplads lærte jeg folket og dets levevis bedre at kende. På markederne sælges alt muligt, lige fra brugte skruenøgler til aber (en god gryderet består af abekød). Forskellige flasker med et kraftigtvirkende hjemmelavet vaskemiddel kappedes om pladsen med sirlige bunker af bønner og hvidløgsfed. I Guinea er folk ikke særlig tidsbevidste, og det så ikke ud til at folk i boderne ville lukke, i hvert fald ikke før mørkets frembrud eller før alt var blevet solgt.

I mange af fang-folkets landsbyer er der en stor fælleshytte. Jeg fik at vide at denne hytte kaldes en Casa de la Palabra (Ordets hus). Her mødes landsbyboerne og løser deres uoverensstemmelser efter at begge parter har givet udtryk for deres klagepunkter eller „ord“. Der er åbne vinduer i hytten så alle der ønsker det kan følge med i hvad der foregår.

Tropeskoven — en bevaringsværdig skat

Efter min opfattelse er det tropeskoven mere end noget andet der er indbegrebet af Guinea. Så snart vi var kommet ud af byerne var det som at køre gennem en grøn tunnel af frodig junglevækst. Den grønne farve kendetegner Guinea og forekommer i alle nuancer. Efter et tropisk brusebad funkler den grønne farve på ny. Frodige slyngplanter, tætte bambusgrupper og i hundredvis af forskellige slags træer vokser tæt og dækker landet som et grønt tæppe. Tropeskoven, der er kaotisk men alligevel harmonisk, er i høj grad en skat det er værd at bevare på denne hærgede klode.

I store områder af Ækvatorialguinea er der stadig uberørte tropeskove, og nogle af disse er blevet udvalgt som kommende nationalparker. Men regnskoven har ikke blot dekorativ værdi, den forsyner også guineanerne med føde, brændsel og endog medicin. Det er derfor ikke så mærkeligt at det er et stort tropetræ, kapoktræet, der er hovedsymbolet i Guineas rigsvåben.

Jeg kunne umuligt undgå at blive betaget af Biokos skønhed, en skønhed som også for fem århundreder siden gjorde et stort indtryk på de første europæiske opdagelsesrejsende. Det er en bjergrig ø med en mængde vulkankratere, som i nogle tilfælde er blevet til søer og derved bidrager til det varierede landskab. Øens højeste vulkantinde rager knap 3000 meter op over havets overflade, og dens skovklædte skråninger er hjemsted for mange forskellige slags eksotiske fugle og sommerfugle. Dette giver en livlig farveeffekt i den frodige vegetation.

Højt oppe på bjergskråningerne var det betagende at iagttage de små solfugle der som små lyn fløj fra busk til busk og fra blomst til blomst. Hannernes grønne og røde fjerdragt fik dem til at funkle som juveler i aftensolen. Ligesom det er tilfældet med kolibrierne mæsker de sig med nektar fra store blomster eller insekter de finder blandt kronbladene.

Skovens enestående fauna

Tropeskoven rummer især på fastlandet et ufatteligt varieret dyreliv. Bøfler og elefanter, som dog på grund af racemæssige forskelle er lidt mindre end deres artsfæller på den afrikanske savanne, holder til dybt inde i junglen. Men det mest enestående dyr i skoven er nok gorillaen, et dyr der svinder ind i antal overalt i Afrika. Jeg legede med en tam gorillaunge hvis moder var blevet dræbt af jægere. Dens sørgmodige udtryk i øjnene mindede mig om at gorillaerne har en uvis fremtid i menneskets hånd.

For 25 år siden blev naturforskere i hele verden overraskede over at høre om opdagelsen af en albinogorilla i Guinea. Det var det først kendte tilfælde af albinisme blandt gorillaer. Dens pels var fuldstændig hvid, huden var lyserød og øjnene var blå. Den fik navnet Copito de Nieve (Lille Snefnug) og blev til sidst ført til Barcelonas Zoologiske Have i Spanien, hvor den stadig er en stor attraktion.

Det første jeg lagde mærke til i skoven var at man ser forholdsvis få dyr. Skoven er nemlig først rigtig levende om natten, eftersom de fleste dyr sover om dagen. I skumringen forlader de flyvende hunde i tusindvis deres opholdssteder for at gennemsøge træernes kroner, og fiskeugler begynder deres natlige afsøgning af vandløb og floder. De storøjede galagoer kaster sig rundt fra gren til gren som ved højlys dag.

Om dagen er det hovedsagelig fugle og sommerfugle der sætter liv og kolorit på skoven. De mest bemærkelsesværdige sommerfugle er de meget store svalehaler med deres skinnende sorte og grønne vinger og deres flagrende flugt. Den grønne frugtdues diskrete klukken står i skarp kontrast til de hæse skrig som lyder fra den klodsede næsehornsfugl.

På en væltet træstamme i skovbunden fik jeg øje på en blå og orange agame (et firben). Den krøb sammen og sad helt stille. Kun dens svirpende tunge var i bevægelse når den lynsnart fangede enhver myre der kom inden for rækkevidde.

Desværre var der en af Guineas enestående flodboere jeg ikke var så heldig at se. Langs Mbía-flodens bredder og ved vandfaldene lever verdens største frø — Conrana goliath, goliathfrøen. Disse frøer kan veje over tre kilo og kan måle knap en meter fra snude til tå. Ifølge forskeren Paul Zahl fra tidsskriftet National Geographic kan de, takket være deres kraftige ben, hoppe tre meter i ét gigantisk spring!

Når solen går ned i Ækvatorialguinea er dens farve snarere orange end rød, hvilket vidner om at atmosfæren er knap så forurenet her som andre steder i verden. Forbrugersamfundet er endnu ikke slået igennem og skovenes træer frigiver hver dag megen ilt. Der er desværre alt for langt mellem sådanne uspolerede steder i verden. Forhåbentlig vil denne skat ved ækvator komme til at stå urørt.

[Kort på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

AFRIKA

Ækvatorialguinea

ÆKVATOR

[Kort]

Bioko

Mbini

[Illustrationer på side 25]

Fiskere udhugger stadig deres kanoer

Fælleshytte („Casa de la Palabra“) hvor landsbyboerne mødes og løser deres uoverensstemmelser

[Illustrationer på side 26]

Afrikansk sommerfugl

Gorillaunge

Tykhalet galago

Pel’s fiskeugle