Verden i opbrud — Hvor er vi på vej hen?
NOGLE forandringer har omfattende og langtrækkende konsekvenser for millioner af mennesker, ja, for hele verdens befolkning og for fremtidige generationer. Voldsforbrydelser, stofmisbrug, spredning af AIDS, vand- og luftforurening, og fældningen af regnskoven er blot nogle få udviklingstendenser som berører os alle. Afslutningen på den kolde krig og udbredelsen af Vestens demokrati med dens markedsøkonomi forandrer også tilværelsen og influerer på fremtiden. Lad os undersøge nogle af disse faktorer.
Hvordan kriminaliteten har ændret vores tilværelse
Hvordan er kvarteret dér hvor du bor? Kan du trygt færdes alene udendørs om aftenen? For blot 30 eller 40 år siden kunne mange forlade deres hjem uden at lukke og låse efter sig. Men tiderne skifter. Nu har nogle to eller tre låse i deres døre, samt tremmer for vinduerne.
Folk er i dag bange for at gå i deres pæneste tøj og bære deres smykker på gaden. Nogle er blevet slået ihjel fordi de har gået med en attraktiv skindjakke eller en minkpels. Andre er kommet i skudlinje under ildkampe mellem narkobander. Uskyldige personer, deriblandt mange børn, bliver hver dag såret eller dræbt. Det er risikabelt at parkere en bil på gaden medmindre den er sikret med et avanceret udstyr. I denne forrykte atmosfære har folk forandret sig. Troskab og ærlighed er næsten glemte dyder. Tilliden er forsvundet.
Kriminalitet og vold præger verden. Det vidner følgende avisoverskrifter om: „Politi og røvere, bander og narkoprostitution — Moskva har det hele“, „En ny æra i Korea — kriminalitetens æra“, „Gadekriminalitet rammer dagliglivet i Prag“, „Japan til angreb mod den organiserede kriminalitet — banderne svarer igen“, „I blækspruttens greb — Italiens førende mafiabekæmper bombedræbt“. Kriminaliteten gør sig gældende overalt.
Vore dages kriminalitet er mere voldelig end før. Menneskeliv er i lav kurs. Et slumkvarter i udkanten af Rio de Janeiro i Brasilien er af De Forenede Nationer „officielt blevet betegnet som verdens mest voldelige område. Her bliver mere end 2500 hvert år slået ihjel“. (World Press Review) I Colombia sender narkobaroner deres unge sicarios, lejemordere, ud på motorcykler for at inddrive gæld eller rydde konkurrenter af vejen. Og ve dig hvis du bliver vidne til en forbrydelse — enten i Colombia eller andetsteds. Du kan meget let gå hen og blive det næste offer.
En anden stor forandring er at flere og flere kriminelle bærer automatvåben, og et stadigt stigende antal borgere går med håndvåben til selvforsvar. Denne spredning af våben medfører en stigning i antallet af dødsfald og lemlæstelser, enten på grund af kriminalitet eller også på grund af ulykker. Det er nu en selvindlysende sandhed at hvem som helst kan blive forvandlet til en potentiel morder ved at bære skydevåben eller have et liggende i hjemmet.
Kriminalitet og narkotika
Hvem drømte for halvtreds år siden om at narkotika ville blive et verdensomspændende problem? Nu er det en af hovedårsagerne til kriminalitet og vold. I sin bog Terrorism, Drugs and Crime in Europe after 1992 (Terrorisme, narkotika og kriminalitet i Europa efter 1992) forudser Richard Clutterbuck at „narkotikahandelens vækst kan ende med at blive en af de største trusler mod den menneskelige civilisation. . . . Profitten giver ikke alene narkobaronerne en enorm økonomisk og politisk magt [Colombia er et slående eksempel], men er også med til at finansiere en uhyggelig stor del af kriminaliteten på verdensplan.“ Han siger desuden: „At den verdensomspændende terrorisme og voldskriminalitet holdes i gang skyldes for en stor del kokainhandelen. Kokamarkerne i Colombia forsyner stofmisbrugere i både Europa og USA.“
Den nuværende bølge af kriminalitet og de mange overfyldte fængsler vidner om at millioner af mennesker har en kriminel indstilling og at de ikke nærer særlig store ønsker om at forandre sig. Alt for mange har set at forbrydelser betaler sig. Som følge heraf har verden forandret sig — til det værre. Den er blevet farligere.
AIDS — en katalysator for forandring?
Hvad der først så ud til at være en sygdom som især ramte den homoseksuelle del af befolkningen, er nu blevet en lidelse der truer mennesker af enhver race og med en hvilken som helst livsstil. AIDS har ikke længere nogen yndlingsofre. I nogle lande i Afrika gør sygdommen voldsomt indhug i den heteroseksuelle befolkning. Dette har bevirket at seksuel promiskuitet ikke længere er på mode blandt visse mennesker, ikke af moralske årsager, men på grund af smittefaren. „Sikker sex“, lyder sloganet nu, og brugen af kondomer er den mest anbefalede form for forebyggelse. At undgå løse forbindelser er mindre populært. Men hvordan vil AIDS påvirke den menneskelige familie i den nærmeste fremtid?
Tidsskriftet Time skrev for nylig: „I år 2000 kan AIDS blive århundredets største epidemi og overgå influenzasvøben fra 1918. Denne katastrofe kostede 20 millioner mennesker livet, eller 1% af verdens befolkning — mere end dobbelt så mange som antallet af soldater der omkom i Første Verdenskrig.“ En ekspert siger at „størrelsen af denne epidemi er historisk“.
Skønt der ofres store millionbeløb på AIDS-forskning, er der ingen løsning i sigte. Ved en nylig AIDS-konference i Amsterdam i Holland samledes 11.000 forskere og andre eksperter for at drøfte problemet. „Stemningen var trykket, hvilket afspejlede sig i at det forløbne årti havde været præget af skuffelser, fiaskoer og stigende tragedier. . . . Menneskeheden er måske ikke kommet tættere på at besejre AIDS end da man begyndte. Der findes ingen vaccine, ingen helbredelsesmetode, nej, end ikke en effektiv behandling.“ (Time) For dem som i øjeblikket er HIV-positive og som risikerer at udvikle AIDS, tegner fremtiden sig dyster. Også på det punkt er udviklingen gået i den forkerte retning.
Forandringer inden for politik
Forandringerne i det politiske klima i de sidste fire år er kommet bag på mange ledere. Pludselig har Vesten ingen egnet modstander på den politiske kampplads. Det er blevet sammenlignet med at et spillelystent, suverænt basketballhold pludselig opdager at ingen vil spille imod det mere. I en artikel i 1990 i tidsskriftet Foreign Policy sammenfatter redaktøren, Charles William Maynes, dette dilemma med ordene: „Hensigten med amerikansk udenrigspolitik er ikke længere at frelse landet fra en katastrofal krig men at sikre den uventede fred som er brudt ud mellem De Forenede Stater og det tidligere Sovjetunionen.“
Spredningen af viden om atombomber udgør en ny trussel, alt imens der stadig forekommer krig med konventionelle våben — til stor glæde for verdens våbenhandlere. I en verden der angler efter fred væbner mange politiske ledere deres hære til tænderne. Og FN, som økonomisk set kører på pumperne, forsøger at læge verdens kroniske svulster.
Nationalismens forbandelse
Da det kommunistiske system begyndte at gå i opløsning, lancerede den amerikanske præsident George Bush begrebet „en ny verdensorden“. Men som mange politiske ledere har erfaret, er smarte slogans letkøbte. Det er langt sværere at udvirke positive forandringer. I bogen After the Fall — The Pursuit of Democracy in Central Europe (Efter murens fald — stræben efter demokrati i Centraleuropa) skriver Jeffrey Goldfarb: „De grænseløse forhåbninger til ’en ny verdensorden’ er hurtigt — og nogle gange ret så eftertrykkeligt — blevet efterfulgt af erkendelsen af at de fleste gamle problemer stadig er hos os. Befrielseseuforien . . . er ofte blevet overskygget af fortvivlelse over politiske spændinger, nationalistiske konflikter, religiøs fundamentalisme og økonomisk sammenbrud.“ Borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien er et typisk eksempel på den splittende indflydelse som politik, religion og nationalisme øver.
Jeffrey Goldfarb fortsætter: „Xenofobi [frygt for fremmede] og utryghed hører nu med til livets barske realiteter i Centraleuropa. Demokrati medfører ikke automatisk bedre tider i økonomisk, politisk eller kulturel henseende, og markedsøkonomi lover ikke blot rigdom men skaber også uoverskuelige problemer for dem der ikke er vant til den slags.“
Men xenofobi og økonomisk usikkerhed skaber tydeligvis ikke blot problemer i Centraleuropa og republikkerne i det tidligere Sovjetunionen — det er et verdensomspændende problem. Den menneskelige familie må betale prisen i form af lidelse og død. Og det ser ikke ud til at denne dybt indgroede holdning som avler had og vold vil forsvinde inden for den nærmeste fremtid. Hvorfor ikke? Fordi den undervisning de fleste modtager — hvad enten den kommer fra forældre eller fra et nationalistisk orienteret skolesystem — indpoder os et had, en intolerance og en følelse af at være nationalt, etnisk, stammemæssigt eller sprogligt overlegne.
Nationalismen, som i ugemagasinet Asiaweek kaldes „den sidste grimme isme“, er en af de uforandrede faktorer som fortsat fremprovokerer had og blodsudgydelse. Bladet bemærker: „Hvis stolthed over at være en serber betyder at man hader kroatere, hvis frihed for en armenier betyder at man hævner sig på tyrkere, hvis uafhængighed for en zulu betyder at man undertvinger xhosaer, og demokrati for en rumæner betyder at man fordriver ungarere, så har nationalismen allerede vist sit hæsligste ansigt.“
Man mindes det Albert Einstein engang har sagt: „Nationalisme er en børnesygdom. Den er menneskehedens mæslinger.“ Næsten alle pådrager sig sygdommen på et eller andet tidspunkt, og den smitter fortsat. I 1946 skrev den britiske historiker Arnold Toynbee: „Patriotismen . . . har næsten fortrængt kristendommen som den vestlige verdens religion.“
Er der under de nuværende omstændigheder noget håb for at den menneskelige adfærd kan ændre sig? Nogle mener at det kun kan ske ved en drastisk forandring af undervisningssystemet. Økonomen John K. Galbraith har skrevet: „Fremskridt afhænger af befolkningen. Derfor er . . . udvikling umulig hvis ikke folket udvikles, hvorimod fremskridt er sikre hvis folk er frigjorte og uddannede. . . . Sejren over analfabetismen kommer i første række.“ Mon verdens undervisningssystemer vil lære børn kærlighed og tolerance frem for had og mistænksomhed? Hvornår vil dybt rodfæstede stammekonflikter og etniske stridigheder blive erstattet af tillid og forståelse, idet vi alle anerkendes som medlemmer af den samme menneskelige familie?
Der er tydeligvis brug for forandringer til det bedre. Sandra Postel omtaler i Verdens tilstand 1992 omvæltningerne i 1991 og tilføjer: „Resten af dette årti [må] føre til endnu mere dybtgående og omfattende forandringer, hvis vi skal holde fast ved et realistisk håb om en bedre verden.“ Og hvor er vi på vej hen? Richard Clutterbuck skriver: „Verden er fortsat ustabil og farlig. Den nationalistiske og religiøse ild brænder endnu. . . . 1990’erne kan gå hen og blive enten det farligste eller også det mest progressive årti i vort århundrede.“ — Terrorism, Drugs and Crime in Europe After 1992.
Miljøet under forandring
I de sidste par årtier er vi blevet mere miljøbevidste. Den voldsomme skovning har medført utallige dyre- og plantearters forsvinden. Og eftersom skovene er jordens lunger, reducerer ødelæggelsen af skovene også jordens evne til at forvandle kuldioxid til livsopretholdende ilt. En anden konsekvens er at muldlaget borteroderes og ørkenerne breder sig.
Nogle har råbt vagt i gevær. For eksempel den amerikanske politiker Al Gore. I sin bog Earth in the Balance — Ecology and the Human Spirit (Jorden på vippen — økologi og den menneskelige ånd) skriver den nuværende vicepræsident: „Med det nuværende tempo i skovningen vil praktisk taget alle tropiske regnskove forsvinde i det kommende århundrede. Hvis vi tillader at denne ødelæggelse fortsætter, vil verden miste det rigeste skatkammer af genetisk materiale — og dermed muligheden for at kurere mange sygdomme vi nu trækkes med. Ja, i hundredvis af vigtige medikamenter som nu er almindeligt brugt er udvundet af planter og dyr fra de tropiske skove.“
Al Gore tror at vores indvirkning på miljøet udgør en alvorlig trussel mod vor overlevelse. Han siger: „Efterhånden som vi ekspanderer ind i enhver tænkelig afkrog af miljøet, bliver vor civilisations sårbarhed mere og mere åbenlys. . . . I løbet af blot én generation er der risiko for at vi har forandret atmosfærens sammensætning langt mere drastisk end noget vulkanudbrud i historisk tid, og følgerne vil kunne mærkes i kommende århundreder.“
Ifølge Al Gore og andre er ikke alene vores atmosfære truet, men også vores livsvigtige vandforsyning. Det gælder især i ulandene, „hvor man tydeligst og mest tragisk mærker konsekvenserne af vandforureningen i form af et højt antal dødsfald som følge af kolera, tyfus, dysenteri og diarré“. Al Gore anfører at der er „mere end 1,7 milliarder mennesker som ikke har en tilfredsstillende forsyning af rent drikkevand. Mere end 3 milliarder har ingen ordentlige sanitære forhold [toilet og kloakafløb] og risikerer derfor at deres vand forurenes. I Indien lukker et hundrede og fjorten byer og landsbyer for eksempel toiletaffald og andet urenset spildevand direkte ud i Ganges.“ Og floden er livsnerve for millioner af mennesker!
Gautam S. Kaji, der er vicepræsident for Verdensbanken, har advaret en tilhørerskare i Bangkok om at „vandforsyningen i Østasien meget vel kan give anledning til krise i det kommende århundrede. . . . Skønt det er almindeligt kendt at en sikker drikkevandsforsyning har afgørende betydning for produktiviteten og sundhedstilstanden, står de østasiatiske myndigheder nu med en offentlig vandforsyning som leverer udrikkeligt vand . . . Spørgsmålet om en miljømæssig bæredygtig udvikling er blevet negligeret.“ Overalt i verden bliver et af livets grundelementer — rent vand — forsømt og spildt.
Alt dette er med til at forandre verden, en verden som mange steder bliver forvandlet til en kloak og som udgør en trussel mod menneskehedens fremtidige eksistens. Et afgørende spørgsmål er om stat og industri har den fornødne vilje og motivation til at forhindre en massiv udpinen af jordens ressourcer.
Har religionen forandret verden?
På det religiøse område har vi måske været vidne til en af menneskehedens største fiaskoer. Hvis et træ skal bedømmes på sine frugter, så har religionens frugter været had, intolerance og krig inden for egne rækker. For de fleste mennesker er det tilsyneladende med religion som det ofte er med skønhed — skinnet bedrager. Den er kun en tynd fernis som hurtigt krakelerer under pres fra racisme, nationalisme og økonomisk usikkerhed.
Eftersom en af kristendommens læresætninger lyder: ’Du skal elske din næste og elske din fjende,’ hvad kan man da sige om det der foregår i det tidligere Jugoslavien mellem romersk-katolske og græsk-katolske? Vil præsterne give folk syndsforladelse for alle deres myrderier og deres had? Har århundreders undervisning i „kristendom“ skabt andet end had og mord i Nordirland? Og hvad med de ikkekristne religioner? Har de frembragt en bedre frugt? Har hinduismen, sikhismen, buddhismen, shintoismen og islam haft en fredeligere historie, kendetegnet af gensidig tolerance?
I stedet for at have øvet en positiv indflydelse i retning af at civilisere mennesket, har religionen selv spillet en fanatisk rolle ved at puste til patriotismens bål og velsigne hærene i de to verdenskrige og i mange andre konflikter. Religion har ikke været en progressiv kraft der har ført til positive forandringer.
Hvad kan vi derfor forvente af religionen i den nærmeste fremtid? Hvad kan vi forvente at fremtiden rummer for den nuværende verdensordning — hvilke forandringer vil der ske? Den tredje artikel vil behandle disse spørgsmål under en særlig synsvinkel.
[Illustration på side 7]
Stigningen i voldskriminaliteten er blot ét symptom på forandring
[Illustrationer på side 8]
Nationalisme og religiøst had er fortsat skyld i blodsudgydelser
[Kildeangivelser]
Jana Schneider/Sipa
Malcom Linton/Sipa
[Illustrationer på side 9]
Menneskets ødelæggelse af miljøet truer biosfærens fine balance
[Kildeangivelser]
Laif/Sipa
Sipa
[Illustration på side 10]
Hitler hilses af pavelig nuntius Basallo di Torregrossa, 1933. Religionen har ofte i historien været indblandet i politik og nationalisme
[Kildeangivelse]
Bundesarchiv Koblenz