Voldsmand sætter ild til kristen mødesal

SØNDAG eftermiddag den 4. oktober 1992 brasede en forrykt mand ind i en rigssal i Wŏnju i Republikken Korea. Rigssalen, der lå på første sal, var fyldt til trængsel med næsten 100 mennesker. Han råbte flere gange: „Send min kone herud!“ Da hans kone hørte ham, skyndte hun sig ud ad nødudgangen.

Manden havde hældt en dunk benzin ud på tæppet foran hoveddøren. Og trods de tilstedeværendes indtrængende bønner satte han ild til tæppet. Benzinen eksploderede bogstavelig talt, sendte flammer og sort røg mod loftet, mod podiet, og derefter gennem resten af salen. I løbet af sekunder var mange af tilhørerne fanget i et ildhav. Røg og flammer væltede ud ad alle vinduer.

Mange slap ud ad nødudgangen eller sprang ud ad vinduerne ned på en smal afsats. Derfra hoppede de over på taget af en tilstødende bygning og ned på jorden. Andre sprang direkte ud fra anden sal, hvor brandstifteren, efter selv at være kommet ud, i foragt sparkede til de sårede som var sprunget ned på jorden.

Den rejsende tilsynsmand, som var i færd med at holde sit offentlige foredrag, råbte: „Hurtigt, red børnene!“ Overlevende mener at han og hans hustru kunne have reddet livet hvis de ikke havde forsøgt at hjælpe de andre. De var blandt de 15 omkomne. Herudover blev 26 såret. En mand der senere døde på hospitalet, satte sit liv på spil for at hjælpe de ældre ud.

De der døde befandt sig forrest i salen. Den rejsende tilsynsmand og hans hustru blev kvalt af den tykke røg. De døde var fra ni forskellige familier. Tre var børn på henholdsvis 3, 4 og 14 år. Det var næsten et mirakel at ikke flere omkom, i betragtning af at pladsen var trang og flammerne afskar flugten gennem hoveddøren.

Efter få øjeblikke ankom der syv brandbiler og 30 brandmænd, men på det tidspunkt havde branden allerede kostet menneskeliv. Det tog en time at slukke ilden. Og på grund af ildens voldsomhed var det meget svært at identificere ofrene; det tog over to timer.

Wŏnjus politi anholdt senere gerningsmanden og anklagede ham for mord og ildspåsættelse. Mens han blev holdt i varetægtsfængsel forsøgte han at begå selvmord.

Udholdt brutal behandling

Da gerningsmandens kone var blevet interesseret i Bibelen, var han begyndt regelmæssigt at true hende. I midten af september, cirka to uger før den rejsende tilsynsmand besøgte Wŏnju menighed af Jehovas Vidner, havde brandstifteren slået sine kone bevidstløs. Efter at hun var kommet til bevidsthed havde han hældt lakfortynder ud over hende og sat ild til hende. Men så snart ilden antændte var han kommet til fornuft og havde skyndt sig at slukke den.

Den tragiske søndag havde manden forbudt sin hustru at gå hen i rigssalen. Selv om han blev rasende nægtede hun at lade sig skræmme. Hun følte at når det gjaldt hendes tilbedelse, måtte hun adlyde Gud mere end mennesker, hendes mand indbefattet. (Apostelgerninger 5:29; Hebræerne 10:24, 25) Derfor var hun taget af sted.

Efter branden i rigssalen forsøgte mandens advokat at presse kvinden til at skrive under på at hun havde drevet sin mand til at begå denne skændselsdåd fordi hun nægtede at opgive sin fanatiske tro og fordi hun ikke var en god kone for ham. Men det ville hun ikke skrive under på. Hun nægtede at gå på kompromis med sandheden ved at antyde at den forfærdelige tragedie på nogen måde skyldtes hendes studium af Bibelen.

Ved et af Jehovas Vidners stævner der blev afholdt weekenden efter tragedien, lod kvinden sig døbe som et symbol på sin indvielse til at tjene Jehova Gud, universets Suveræn. — Salme 83:18.

Hjælp fra nær og fjern

Så snart nyheden om tragedien nåede Jehovas Vidners afdelingskontor i Ansung, hen ved 100 kilometer fra Wŏnju, blev der sendt nødhjælp til de sårede og deres familier, samt de afdødes familiemedlemmer. Der blev ikke alene skaffet penge, men kristne ældste fra afdelingskontoret blev sendt dertil for at bedømme hvilken anden hjælp der var behov for.

Der blev sørget for at menigheden kunne komme i en anden rigssal i Wŏnju, og der blev sørget for dem der havde brug for det. Medkristne fra hele Republikken Korea sendte snart støtte. Mange kom fra andre byer og tilbød deres hjælp straks efter katastrofen. En menighed med 75 forkyndere gav 7600 kroner, og en anden menighed med 87 tilsluttede skænkede omkring 14.000 kroner.

De kristne ældste i menigheden hvor tragedien fandt sted, gjorde hvad de kunne for at hjælpe, men de var selv blandt dem der led de største tab. To af den præsiderende tilsynsmands børn var døde, en anden havde mistet sin søn, og endnu en ældste var blevet svært forbrændt i ansigtet. Trods disse tab bevarede de og menigheden roen og forblev stærke i troen.

Et par dage efter tragedien holdt en repræsentant for afdelingskontoret en massebegravelse. Mange Jehovas vidner fra hele landet var til stede, hvorved de viste deres kærlighed og omsorg. Der blev endda modtaget sympatitilkendegivelser fra mange af Jehovas Vidners afdelingskontorer rundt om i verden.

Lederen af det lokale politis efterretningstjeneste overværede begravelsen og var imponeret over de tilstedeværendes opførsel. Han lagde mærke til hvor stille og roligt de forholdt sig og hvor kærligt de trøstede dem der havde mistet nogen i flammerne. Da en højtstående embedsmand der var til stede ved begravelsen, senere hørte om de frivillige bidrag som var indkommet fra hele landet, bemærkede han at dette ikke ville have kunnet lade sig gøre uden tro. Wŏnjus viceborgmester viste også ægte interesse. Han sagde at han personligt var imponeret over den ro, gensidige kærlighed og det organisationstalent Jehovas vidner udviste.

Denne tragedie er endnu et vidnesbyrd om at vi lever ’i de sidste dage med kritiske tider som er vanskelige at klare’. (2 Timoteus 3:1) Man kan kun forvente at sådanne horrible ting vil finde sted. Men Jehovas vidner i Wŏnju har ikke mistet modet. De er besluttede på fortsat at tilbede den eneste sande Gud, Jehova, og fortsætte med at gøre hans vilje. — Fortalt af Vågn op!-korrespondent i Korea.

[Illustrationer på side 26]

Til højre: Rigssalen og, derunder, det nedbrændte podium hvor mange døde

Nederst: Suh, Sun-ok, som mistede to børn under branden, trøstes af en trosfælle; og Shim, Hyo-shin, en kristen ældste hvis to børn var blandt de sårede