Som flygtning fandt jeg sand retfærdighed

DET var koldt udenfor og der lå sne, så jeg tog en tyk frakke på, hvorefter jeg slugte en blanding af alt hvad jeg havde stående af giftige væsker i mit skab, deriblandt et rensemiddel (tetraklorkulstof). Jeg gik ned mod floden Charles River i Cambridge i Massachusetts, hvor jeg håbede at ende mine dage. Men alt hvad jeg fik ud af min fortvivlelse var fem dage på en intensivafdeling. Men hvorfor var jeg havnet i denne desperate situation? Lad mig fortælle lidt om min baggrund.

Jeg er født i 1932 i Jaffa i Palæstina og er græsk-palæstinenser. Jeg er opdraget i den græsk-ortodokse tro, hvilket betød kirkegang flere gange om ugen og faster når det var påkrævet. Men for mig var dette blot en ligegyldig rutine.

Mine forældre var ret velstående eftersom vores familie havde en større virksomhed inden for fødevarebranchen. Som 10-årig blev jeg sendt på en kostskole for kvækere i Ramallah og senere gik jeg på St. Georges Anglikanske Skole i Jerusalem. Sidstnævnte skole gjorde et stort indtryk på mig fordi elever med kristen, arabisk og jødisk baggrund studerede side om side forholdsvis fredeligt. I skolen lærte vi forligelse, høflighed og gode manerer. Men skolen og virkeligheden afveg meget fra hinanden.

Stridigheder blandt folk hørte til dagens orden i min barndom. Jøder, arabere og englændere lå i strid som skorpioner i en flaske. Som ganske lille så jeg en mand blive dræbt lige uden for vores hus. Mine forældre var flere gange ved at blive ramt i en krydsild. Under den anden verdenskrig blev Haifa, der var en vigtig havneby, mål for tyske bombardementer, med mere død og ødelæggelse til følge.

Ved udløbet af det britiske mandat over Palæstina i maj 1948, brød stridighederne ud i lys lue. I juli 1946 blev Jerusalems fornemste hotel, King David Hotel, sprængt i luften. Døden ramte i flæng — 41 arabere, 28 englændere, 17 jøder og 5 andre. Vores familie besluttede at flygte fra anarkiet. En nat flyttede vi til Cypern, hvor min mor havde familie. Far lod sin forretning og sine mange ejendomme bag sig.

Disse begivenheder formede mine første holdninger til tilværelsen. Som 16-årig interesserede jeg mig for politik og læste dagligt aviser for at følge med i hvad der skete. Egyptens leder, Gamal Abdel Nasser, var mit store idol. Han mindskede den udenlandske indflydelse i sit land.

I 1950 flyttede vores familie til De Forenede Stater. På det tidspunkt var Koreakrigen i fuld gang, og jeg ønskede at vise min taknemmelighed over for det land der havde reddet min familie ud af en vanskelig situation. Jeg meldte mig derfor til flyvevåbenet, hvor jeg steg i graderne til stabsofficer, men jeg kom aldrig til Korea — kun så langt som til militærlufthavnen i Omaha i Nebraska.

Reformist på et teologisk fakultet

Efter min hjemsendelse fra flyvevåbenet gik jeg på universitetet i Texas og derefter på Ohio-universitetet, hvor jeg tog eksamen i nationaløkonomi. Jeg var meget åbenmundet om uretfærdighederne i Mellemøsten og blev endda bedt om at holde en forelæsning over emnet. En episkopal professor, dr. David Anderson, som hørte mit foredrag, foreslog at jeg efter min eksamen tog imod et studielegat til et kursus på Det Episkopale Teologiske Fakultet i Boston. Jeg gik ikke ind for et betalt præsteskab og havde derfor ingen intentioner om at blive præst. Ikke desto mindre blev jeg i 1958 indbudt til skolen.

I kursusforløbet skulle vi arbejde sammen med hospitalspræster på institutioner for sindslidende. Den teoretiske og akademiske undervisning på fakultetet var yderst interessant, men jeg savnede mere handling og retfærdighed i verden. Jeg dannede derfor en reform-aktionsgruppe under navnet „Hans navn gøres kendt for alle nationerne“. Jeg ønskede at fakultetet skulle være aktionsorienteret. Jeg ville følge Jesus, ikke til biblioteket, men til verden.

Mine reformforslag faldt imidlertid ikke i god jord, og det endte med at jeg blev bedt om at forlade fakultetet. Omkring det tidspunkt blev jeg forelsket i en ung pige. Endelig var det lykkedes mig at finde en som jeg kunne dele fremtiden med. Vi var som skabt for hinanden. Men så gik det op for mig at hun ikke gengældte mine følelser. Hendes pludselige afvisning kom som et chok og var mere end jeg kunne bære. Det var dråben der fik bægeret til at flyde over, og jeg forsøgte at tage mit eget liv.

Min lærergerning

Efter en tid hvor jeg prøvede at komme til hægterne igen, gik jeg på New Yorks Columbia University for at blive magister i geografi og historie. I al den tid søgte jeg stadig efter det jeg kaldte sand kristendom i funktion. Jeg fik arbejde som lærer i byen South Glens Falls i staten New York. Dér skete der en stor forandring i mit liv. Jeg mødte en lærerinde ved navn Georgia, der i 1964 blev min hustru og livsledsager.

Jeg var stadig meget politisk orienteret og fulgte interesseret med i senator James Fulbrights taler, der gik imod krigen i Vietnam. Jeg var også imod denne krig. Det var et hårdt slag da præsident John F. Kennedy døde i november 1963. Det berørte mig så dybt at jeg overværede hans begravelse i Washington.

Min søgen efter kristendommen

I 1966 flyttede vi til Long Island i New York, og her tog jeg min lærergerning op på Northport High School. Jeg var stærkt bekymret over verdensforholdene. Det var i den periode hvor brugen af stoffer var på mode, og hvor mange var hippier eller Jesus-fans. Jeg besøgte en karismatisk gruppe og fandt ud af at de også kom til kort med hensyn til det sande kristne budskab. De lagde nemlig større vægt på følelser end på handlinger. Ved en anden lejlighed hørte jeg endda en episkopal præst slå til lyd for krigen i Vietnam. I mine øjne var visse ateister mere humane end folk der gik i kirke.

Jeg mistede min tro på Gud, men ikke på den politiske værdi af Jesu bjergprædiken. For mig brød Jesu lære hadets onde cirkel, og det så jeg som løsningen på Mellemøsten-problemet. Jeg prøvede mange forskellige trossamfund — den katolske kirke, Frelsens Hær, baptisterne og pinsebevægelsen — men stod altid tilbage med en tom fornemmelse fordi de ikke praktiserede det første århundredes kristendom. Men i 1974 mødte jeg en ejendomshandler som forandrede mit liv.

Han hed Frank Born. Jeg kontaktede ham i forbindelse med en ejendom. I samtalens løb tog han en bibel frem. Den afviste jeg straks og sagde: „Du kan ikke finde nogen der lever efter de principper.“ Han svarede: „Tag med mig, og få syn for sagen i Jehovas Vidners rigssal.“ Men jeg ville først have sat nogle grundlæggende spørgsmål på plads før jeg ville besøge hans rigssal.

Det første spørgsmål lød: „Har I et betalt præsteskab?“ Dertil svarede han: „Nej. Alle vore ældste er frivillige der understøtter sig selv og deres familier ved deres verdslige arbejde.“ Mit næste spørgsmål lød: „Mødes I i private hjem for at studere Bibelen som de første kristne gjorde?“ Svaret var: „Ja. Vi har et ugentligt møde i private hjem i forskellige dele af nabolaget.“ Mit tredje spørgsmål må have forekommet ham underligt: „Når en ny præsident skal indsættes, sender jeres kirke så en præst til ceremonien for at bede for præsidenten?“ Frank svarede: „Vi er neutrale i alle politiske anliggender og tager ikke del i dem. Vi er undersåtter under Guds rige, som er den eneste løsning på menneskehedens problemer i dag.“

Jeg kunne ikke tro mine egne ører, og kunne ikke vente med at se hvor disse kristne mødtes. Hvilket indtryk fik jeg så? Jeg lagde mærke til at deres tro ikke byggede på følelser men på Bibelens rationelle lære. Deres møder var oplysende. Det var kompetente mennesker der forklarede og forsvarede deres kristne tro. De var aktive og viste det ved at gå ud blandt folk for at finde dem der længes efter Guds retfærdige styre. Her var mit svar på Mellemøsten-problemet: At folk af alle racer, sprog og kulturer samledes omkring den fredelige tilbedelse af universets suveræne Herre, Jehova Gud. Og alt dette var i tråd med Kristi lære og undervisning. Her rådede der ikke had eller strid — kun fred og enhed.

Jeg blev et døbt Jehovas vidne i 1975, og Georgia tog det samme skridt fem år senere. Vi har to sønner, Robert og John, der er aktive forkyndere af den gode nyhed om Guds rige.

Ændret indstilling

I årenes løb har jeg fået et lidt mildere syn på tingene. Tidligere havde jeg meget skarpe meninger og kun lidt tilovers for andres idéer. Min tankegang var, ligesom millioner af andre menneskers, blevet manipuleret af falsk religion og politik. Nu ved jeg at Gud ikke er partisk og at oprigtige mennesker af alle racer kan tjene ham i fred og enhed.

Inden for Jehovas Vidners rækker har jeg set folk med enhver tænkelig baggrund, ja, selv folk der tidligere hadede hinanden. Nu har de ligesom jeg indset at Gud er kærlig, og at det var en af de ting Jesus kom til jorden for at lære os. Han sagde: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) — Fortalt af Constantine Louisidis.

[Illustration på side 13]

Den 10-årige Constantine Louisidis mens han gik i Kvækernes Drengeskole

[Illustration på side 14]

Det var et hårdt slag da præsident John F. Kennedy døde