Mexicos økonomiske genrejsning — Har den bragt sand velstand?
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I MEXICO
MANGE lande i alle verdensdele døjer med høj inflation, devaluering, ustabilitet og mistillid til fremtiden. For eksempel lader det til at de seneste to års omskiftelser i Rusland har forværret landets økonomiske problemer. De Forenede Stater, som regnes for verdens rigeste nation, kæmper for at vende en afmatning. Også Japan har økonomisk set tabt pusten, og japanerne er blevet mere forsigtige med deres penge. Og i Latinamerika er økonomiske problemer en del af dagligdagen.
På den baggrund er det overraskende hvad man hører om Mexicos økonomiske genrejsning. Landets præsident, Carlos Salinas de Gortari, oplyste sidste år i en tale til Det Udenrigspolitiske Selskab i New York: „Vi har begrænset inflationen fra næsten 200 procent i 1987 til 10 procent, og den er stadig for nedadgående.“ Han fortsatte: „Siden 1989 er tretten millioner mexicaneres husstande blevet sluttet til elnettet, elleve millioner til drikkevandsforsyningen, og otte en halv million til kloaksystemet.“
Det giver anledning til at spørge: Hvad har den økonomiske genrejsning medført? Er mexicanernes levestandard blevet højnet?
Kriseårene
Indtil 1970’erne blev Mexicos økonomi betragtet som stabil. Vekselkursen mellem dollars og pesos var 1 til 12,50, og udlandsgælden var nogenlunde under kontrol. Men i 1980’erne, da der tilsyneladende kunne ventes et opsving på grund af oliefund i landet, opstod der paradoksalt nok en krise, og i 1987 havde Mexico en rekordstor inflation.
I den periode var det meget svært at holde trit med pengeefterspørgselen, og staten blev ved med at trykke penge der tabte i værdi for hver dag der gik. Store summer begyndte at blive sluset udenlands og anbragt i sikrere banker. Inflationen og devalueringen af pesoen fulgtes stort set ad. Da en dollar i 1992 var 3110 pesos værd, havde devalueringen passeret 24.000 procent i forhold til 70’erne, dengang kursen var 12,50 pesos pr. dollar.
I de forudgående tolv år forekom statens indgreb mod de ovennævnte problemer selvdestruktive, og de undergravede økonomien. Mistilliden begyndte at brede sig, både i Mexico og i udlandet, og det blev kun værre af at landet i 1982 bekendtgjorde at det end ikke formåede at betale renterne på udlandsgælden.
Drastiske indgreb i økonomien
Meget er sket siden 1. december 1988, da den Harvard-uddannede økonom Carlos Salinas de Gortari blev præsident. Sammen med en gruppe finanseksperter skulle han omstrukturere den mexicanske økonomi. Ville man foretrække en blandingsøkonomi, eller ville man satse på en mere markedsdirigeret økonomi? I en blandingsøkonomi kontrollerer staten en betydelig del af produktionsmidlerne og servicesektoren, men tillader privatejede virksomheder. I en ren markedsøkonomi findes der fuldstændig økonomisk handlefrihed, og produktionsapparatet og den private sektor får lov at fungere med minimal indblanding fra statens side. Salinas’ regering besluttede sig for en blandingsøkonomi og ændrede den hidtidige udvikling. Den afgåede regering havde bebyrdet sig selv med mange statsejede virksomheder og offentlige tjenesteydelser som var uproduktive og krævede statstilskud. Nu fik private firmaer friere spillerum, og staten begyndte derfor at privatisere nogle af sine virksomheder. Indtil videre er næsten 400 blevet solgt, hvilket har fået pengene til at strømme ind i statskassen og har lettet presset på de offentlige finanser.
Privatiseringen og de sideløbende besparelser i de offentlige udgifter har givet Mexico mulighed for at omlægge sin udlandsgæld, som i 1993 beløb sig til over 700 milliarder kroner. Den nye situation har øget nogle landes tiltro til Mexico som et muligt investeringsland.
Den Nordamerikanske Frihandelsaftale (NAFTA)
Siden 1990 har Canada, De Forenede Stater og Mexico forhandlet om en frihandelsaftale. Året 1993 var præget af den fortsatte debat om den endelige tiltrædelse af denne aftale, især i USA. Aftalen skulle ratificeres inden udgangen af 1993 for at den kunne træde i kraft den 1. januar i år. Aftalen blev forhandlet under Bush-administrationen, men i Clintons præsidenttid har mange i De Forenede Stater og Canada hævet røsten mod aftalen. Hvorfor?
Der er afvigende meninger om hvilke virkninger NAFTA vil få. Mexicanernes holdning er indlysende nok positiv. Den mexicanske handelsminister Jaime José Serra Puche har til en gruppe amerikanske forretningsfolk i Detroit sagt: „NAFTA er en fornuftig ordning. NAFTA vil nemlig skabe flere arbejdspladser og gøre os mere konkurrencedygtige — og så giver aftalen os tilmed mulighed for at beskytte miljøet.“ Den sidste påstand forholder mange amerikanere sig skeptiske til — de hævder at miljøet ikke har haft særlig høj prioritet hos de mexicanske virksomheder ved grænsen til USA. Det forlyder også at de amerikanske fagforeninger frygter at mange arbejdspladser vil forsvinde på grund af NAFTA. Hertil svarer præsident Salinas: „Mexico er USA’s hastigst voksende eksportmarked.“ Han tilføjer at hans land er „den tredjestørste aftager af amerikanske produkter, kun overgået af Canada og Japan“.
Mexico vender ikke kun blikket mod USA og Canada som handelspartnere, men åbner også dørene for andre lande. Japan har vist interesse for at investere i Mexico. Faktisk blev en af de privatiserede virksomheder, Teléfonos de Mexico, opkøbt med hovedsagelig japansk kapital.
Den mexicanske Nuevo Peso (nye peso)
En af de foranstaltninger Mexico har truffet for at få bedre styr på statsfinanserne, er at tilpasse valutaen. Da pesoen var stærkt devalueret i forhold til den amerikanske dollar, krævede forretningstransaktioner store beløb i pesos. I 1992 var en amerikansk dollar kommet til at koste 3150 pesos, så man kan let forestille sig besværet med at håndtere de nødvendige kæmpesummer i pesos når store mellemværender med udlandet skulle betales. I 1993 besluttede man derfor at fjerne tre nuller, så én dollar nu svarer til 3,20 pesos. Desuden er centen atter blevet gangbar mønt.
Den nye økonomi sender dønninger gennem samfundet
I nogle år har der nu været en aftale mellem Mexicos arbejdsgivere, industri og bankverden om priskontrol, og fagforeningerne er gået ind på løntilbageholdenhed, alt sammen for at holde inflationen i skak. Men hvordan har det virket? Nogle er af den opfattelse at priserne er steget mere end lønningerne. Ifølge de officielle tal blev inflationen i 1993 holdt under 10 procent, men den almindelige befolkning, ikke mindst husmødrene, syntes at købekraften forringedes dag for dag. Londonavisen The Economist opsummerede den afmattede økonomiske situation med ordene: „Fiestaen er blevet afløst af siestaen.“
Det afføder spørgsmålet: Har den økonomiske fremgang medført reelle forbedringer i det mexicanske samfund? Desværre hærger fattigdommen stadig. Det siges at mindstelønnen, som ligger på omkring 1000 kroner om måneden, mange steder er for lav til at holde fattigdommen fra døren. I nogle mexicanske delstater er mindstelønnen endda lavere. En gennemsnitsarbejder, for eksempel en murer, har typisk en månedsløn der kun svarer til 1350-2000 kroner, hvilket er svært at forsørge en familie for. En nylig undersøgelse har vist at „af de 91,9 procent af Mexicos befolkning der lever i fattigdom, befinder de 30,1 procent sig i yderste armod“. — Avisen El Universal, 31. marts 1993.
Under disse forhold forkynder over 380.000 Jehovas vidner et positivt budskab for de 85 millioner mexicanere — et budskab om at fattigdom og uretfærdighed snart vil blive fjernet fuldstændigt fra jorden under Guds riges styre, som forvaltes af den opstandne Jesus Kristus. Bibelens Gud lover: „Jeg skaber nye himle og en ny jord; og det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet.“ „De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise. For som træets dage skal mit folks dage blive; og mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud.“ (Esajas 65:17, 21-24) Til den tid vil ethvert spor af fattigdom høre fortiden til.
[Tekstcitat på side 20]
„Mexico er USA’s hastigst voksende eksportmarked.“ — Præsident Salinas