Walsingham — Englands omstridte helligsted
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I STORBRITANNIEN
WALSINGHAM, en malerisk lille by i det engelske grevskab Norfolk, gæstes hvert år af op mod 100.000 pilgrimme. De valfarter til de to helligsteder der bærer navnet Vor Frue af Walsingham. Det ene hører under den katolske kirke, det andet under den engelske statskirke. I forbindelse med disse helligsteder er der nu opstået kontroverser.
„Den Nationale Pilgrimsfærd til Walsingham har været en smertelig oplevelse i de senere år,“ har en gejstlig fra den engelske statskirke skrevet i Church Times. „Pilgrimsprocessionen . . . mødes af højlydte og vrede tilråb fra . . . en stadig større, velorganiseret skare af demonstranter.“
Hvad protesteres der imod? „Det der praktiseres her under navn af kristendom er slet og ret hedenskab, en grov krænkelse af sandheden, en afskyelighed for Guds åsyn og en nedrig fornærmelse mod vor protestantiske arv,“ erklærer repræsentanter for de anglikanere der demonstrerer mod deres kirkes helligdom dér.
I England sætter religiøse emner sjældent sindene i bevægelse. Hvordan kan begivenhederne i Walsingham da bringe lidenskaberne i kog? Det forstår man lettere når man kender lidt til stedets historiske baggrund.
Protestanter mod katolikker
Indtil reformationen i 1500-tallet var England katolsk og kunne bryste sig af talrige helligsteder. I Walsingham lå et af de ældste valfartssteder, nemlig landets vigtigste helligdom for Jomfru Maria. Historien om dette skriver sig fra 1061, da fruen til Walsingham lod et hus opføre i landsbyen. Legenden vil vide at bygningen blev beskrevet udførligt i et syn fordi den skulle være en nøjagtig efterligning af det hus hvori Jomfru Maria havde boet i Nazaret. I middelalderen blev huset et betydningsfuldt og yndet valfartssted for pilgrimme fra mange lande.
Konger og jævne mennesker strømmede i hobetal til Walsingham. Hvad var det der tiltrak dem så stærkt? Det var ikke blot træstatuen af Maria med Jesusbarnet på skødet. Her var også et rigeligt udbud af afladsbreve og relikvier; og desuden hed det sig at der foregik mirakuløse helbredelser. Pilgrimme kunne også iagttage det stedlige relikvie — en beholder der sagdes at rumme nogle størknede dråber af Marias modermælk. Nogle besøgende var overbeviste om at indholdet var ganske almindeligt kridt eller blyhvidt. Den bibellærde Erasmus af Rotterdam betvivlede ægtheden af relikviet, der for nogle at se lignede knust kridt rørt op med æggehvide.
Hvilken grund havde en så fremtrædende reformator som Erasmus til at valfarte til Walsingham? Det var sandsynligvis for at indfri et løfte. Han beskrev helligdommen meget udførligt, men „hans satire over hele dyrkelsen er særdeles ætsende,“ oplyser The Catholic Encyclopedia. Erasmus’ skrift ’bærer præg af satire og skepsis,’ skrev historikeren Frederic Seebohm i foregående århundrede. Han tilføjede at intet beviser at Erasmus „personligt tilbad Jomfruen eller troede at pilgrimsrejser til hendes helligdom tjente noget formål“.
Ved reformationen fortrængte den nystiftede anglikanske kirke den katolske. Statuen blev nu kendt som „Heksen fra Walsingham“, og helligdommen blev i 1538 ødelagt på befaling af Henrik VIII, udbryderkirkens overhoved. Stedet blev afhændet, og statuen blev som et forhadt symbol på afgudsdyrkelse ført de 160 kilometer til Chelsea i London og brændt offentligt.
Protestanterne efterligner katolikkerne
I begyndelsen af vort århundrede lod den engelske statskirke imidlertid Vor Frue af Walsingham komme til fornyet ære og værdighed — som et protestantisk helligsted! I 1921 blev en kopi af den oprindelige statue opsat i Walsinghams sognekirke, og de første nutidige pilgrimme valfartede dertil året efter. Men nogle kirkemedlemmers harme over dette er vokset i takt med stedets popularitet. Når statuen hvert år i maj føres gennem gaderne i en procession af en halv times varighed, demonstreres der heftigt mod ’afguderiet’.
I 1934 blev Walsingham også hjemsted for katolikkernes Nationale Helligdom for Vor Frue med endnu en kopi af den oprindelige Madonna med Barnet. Den har til huse i det gamle Slipper Chapel (Tøffelkapellet), hvor pilgrimmene i sin tid satte deres fodtøj for at gå barfodede til den oprindelige helligdom. Interessant nok demonstreres der udelukkende mod det helligsted der hører til den anglikanske kirke, under henvisning til at det fremmer Mariadyrkelsen og er en fornægtelse af kirkens protestantiske arv.
Men mange mener at der er endnu en grund til den stærke modstand. „På det seneste er protesterne blevet stadig mere homofobiske og retter sig især mod ’gin-og-blonder-fraktionen’,“ oplyser avisen The Independent. Dermed hentyder dagbladet til en bestemt gruppe anglikanske mænd, hovedsagelig gejstlige, der de senere år har holdt årsmøde i Walsingham. Hvad har de tilfælles? En fast pilgrim kommenterede: „Det er ikke just en udpræget heteroseksuel begivenhed.“
Sande kristne vil, i lyset af Bibelens klare ord, forstå hvordan de bør se på begivenheder der er gennemsyret af afgudsdyrkelse og har homoseksuelle undertoner. — 1 Korinther 6:9, 10; 10:14; 1 Johannes 5:21.