Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g95 8/12 s. 3-4
  • Science fiction — Hvordan den blev populær

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Science fiction — Hvordan den blev populær
  • Vågn op! – 1995
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Fiktion bliver til virkelighed
  • Vore dages science fiction
    Vågn op! – 1995
  • Hvad fremtiden vil bringe
    Vågn op! – 1995
  • Videnskabens fremskridt
    Vågn op! – 1983
  • Hvor meget kan man stole på videnskaben?
    Vågn op! – 1998
Se mere
Vågn op! – 1995
g95 8/12 s. 3-4

Science fiction — Hvordan den blev populær

I 1982 fik den amerikanske filmindustri topkarakterer. I løbet af sæsonen 1982/83 var den mest populære filmhelt faktisk ikke et menneske. Ifølge The Illustrated History of the Cinema var det E.T., det groteske men alligevel underligt nuttede væsen fra det ydre rum som var stjernen i filmen E.T.

Dette er blot endnu et bevis på hvor populær science fiction er blevet inden for de senere år. Engang var science fiction henvist til den kulørte presse og blev betragtet som noget der kun interesserede enspændere og dagdrømmere, men i dag er den blevet en fast del af underholdningsverdenens repertoire. Hvad er årsagen til dens store popularitet?

For at besvare spørgsmålet må vi først undersøge science fiction-fortællingens historie. Mennesker har i umindelige tider fortalt hinanden fantastiske historier for at skabe ærefrygt, for at imponere eller blot for underholdningens skyld. I det 17. og 18. århundrede trådte Europa imidlertid ind i en æra præget af videnskabelige fremskridt og materiel vækst. Mange begyndte at rejse tvivl om de traditionelle forestillinger og myndighedsstrukturer. I denne atmosfære begyndte nogle at spekulere på hvordan de videnskabelige fremskridt ville berøre menneskeheden i fremtiden.

Der er megen diskussion om hvem der opfandt begrebet science fiction. Forfatterne Francis Godwin og Cyrano de Bergerac fra det 17. århundrede skrev begge romaner der beskrev rumrejser. I 1818 skildrede Mary Shelley i sin bog Frankenstein en videnskabsmand der var i stand til at skabe liv, og hvilke rædselsvækkende følger det fik.

Nogle forfattere brugte denne skønlitterære form til at fremhæve manglerne ved samfundet. Da Jonathan Swift i det 18. århundrede hånede det engelske samfund, spandt han sin satire over en række opdigtede rejser. Resultatet blev Gullivers Rejser, en bidende allegori der er blevet kaldt science fiction-fortællingens „første litterære mesterværk“.

Forfatterne Jules Verne og H. G. Wells får dog sædvanligvis æren for at have givet science fiction-romanen sin moderne form. I 1865 skrev Jules Verne Rejsen til Månen, den første af hans mange elskede romaner. I 1895 udkom H. G. Wells’ populære bog Tidsmaskinen.

Fiktion bliver til virkelighed

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte forskere at gøre nogle af disse visionærers drømme til virkelighed. Ifølge bogen Die Großen (De store) brugte den tyske fysiker Hermann Oberth mange år på at forsøge at gøre Jules Vernes drøm om en bemandet rumflyvning til virkelighed. Hermann Oberths beregninger var med til at lægge det videnskabelige grundlag for rumrejser. Men han er ikke den eneste forsker der er blevet påvirket af science fiction. Den populære science fiction-forfatter Ray Bradbury fortæller: „Wernher von Braun og hans kolleger i Tyskland og alle i Houston og på Cape Kennedy læste H. G. Wells og Jules Verne da de var børn. De besluttede at når de blev voksne ville de sørge for at alt dette blev til virkelighed.“

Faktisk har science fiction tjent som springbræt for mange opfindelser. Forfatteren René Oth hævder at det er ’meget få opfindelser eller opdagelser som science fiction-litteraturen ikke har beskrevet på forhånd’. Undervandsbåde, robotter og bemandede raketter var alt sammen hovedingredienser i science fiction-bøgerne længe før de fandtes i virkeligheden. Science fiction-forfatteren Frederik Pohl hævder derfor at „det at læse science fiction udvider ens horisont“.

Nu er det selvfølgelig ikke al science fiction der beskæftiger sig med videnskabelige emner. Nogle af de mest populære science fiction-bøger og -film hører i virkeligheden til det som nogle kalder science fantasy. Science fiction-litteraturen sætter ofte en ære i at fremstille noget der er videnskabeligt plausibelt, hvorimod science fantasy-historier kun er begrænset af forfatterens fantasi. De kan desuden indeholde elementer som magi og trolddom.

Men hvor nøjagtige er science fiction-fortællingernes betragtninger om fremtiden? Er det al science fiction der er værd at læse eller se på film? Det vil vi komme ind på i de følgende artikler.

[Illustration på side 3]

Jules Vernes roman „Rejsen til Månen“ var stærkt medvirkende til at øge interessen for rumrejser

[Kildeangivelse på side 3]

Raket: General Research Division/The New York Public Library/Astor, Lenox and Tilden Foundations

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del