Beskyt børnenes helbred
EN NY rapport fra FN’s Børnefond (UNICEF) med titlen The Progress of Nations viser at børns helbredstilstand i mange lande er blevet betydeligt forbedret. Takket være de fælles anstrengelser regeringer og internationale organisationer har gjort, er dødeligheden for børn under fem år dalet i adskillige lande. Men rapporten viser også at der hvert år kunne spares millioner af børneliv med enkle og billige midler, især i ulandene. Forældre i disse lande og andre steder vil måske finde de følgende råd gavnlige.
Amning. „Amning er det første skridt hen mod et godt helbred og en god ernæringstilstand,“ siger rapporten. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) „kunne over 1 million årlige børnedødsfald hindres hvis alle nyfødte udelukkende fik modermælk i de første seks måneder“. Eftersom hospitaler og fødeafdelinger øver en stor indflydelse, opfordrer UNICEF og WHO til et „babyvenligt hospitalsinitiativ“. Formålet er at motivere hospitaler til at give nybagte mødre støtte og gode råd angående amning.
Hygiejne og rent vand. „Rent vand, ordentlige toiletforhold, håndvaskning inden berøring med fødevarer samt hygiejnisk madtilberedning og fødevareopbevaring kunne reducere antallet af sygdomstilfælde betydeligt,“ siger rapporten. I mange samfund kræver det store anstrengelser at skaffe tilstrækkeligt med rent vand, men det er af afgørende betydning for om børn og voksne får et godt helbred.
Ernæring. Ifølge rapporten kan A-vitamintilskud forebygge tre millioner børnedødsfald hvert år. Løsningen på problemet er til rådighed og er til at betale, siger rapporten, og den kan måske gennemføres ved at man forbedrer kosten, vitaminberiger fødevarer og uddeler A-vitaminpiller. Tilbagevendende uddeling af A-vitaminpiller til 2 cent stykket til små børn har allerede vist sig effektivt i lande hvor A-vitaminmangel er almindelig. Det anbefales også at man spiser papayafrugter, mangoer, gulerødder, bladgrøntsager og æg.
Oral rehydratiseringsterapi. UNICEF siger at halvdelen af de årlige børnedødsfald som følge af diarré kunne hindres ved hjælp af billige og enkle blandinger af rent vand, salt og sukker eller rispulver.a Forældrene må også sørge for at barnet jævnlig får mad. Man skønner at en million liv hvert år reddes ved at man følger disse råd.
[Fodnote]
a Yderligere oplysninger om børnesundhedspleje findes i Vågn op! for 8. april 1995, side 3-14.
[Illustration på side 11]
WHO