De Dansende Djævle fra Yare

DET var midt på formiddagen, men allerede meget varmt da vi så en gruppe mænd i traditionelle kostumer, og det undrede os hvordan de kunne holde den brændende varme ud! Vi befandt os i Venezuela i en lille landsby som hedder San Francisco de Yare. De udklædte mænd var de berømte Diablos Danzantes de Yare, De Dansende Djævle fra Yare.

Flertallet af Venezuelas befolkning er katolikker og hævder at de tror på Bibelen. Men rituelle danse der på iøjnefaldende måde skildrer dæmoner, har i århundreder spillet en stor rolle i den lokale kultur. Den katolske kirke tolererer ikke blot disse danse, den støtter dem også. Og det er ikke anderledes med De Dansende Djævle fra Yare.

Efter at vi var ankommet til Yare, blev vi overrasket over at se at det lokale hovedsæde for Broderskabet af Det Allerhelligste Sakramente, en katolsk organisation, også var De Dansende Djævles hovedsæde. Bygningen kaldes Casa de Los Diablos, som betyder ’djævlenes hus’. Det var onsdag, dagen før den katolske fest Kristi Legemes og Blods Fest, og en del professionelle fotografer havde taget opstilling uden for bygningen. Pludselig lød der en kraftig trommehvirvel, og adskillige mænd klædt ud som djævle begyndte at danse.

Djævledansernes kostume

Hver danser var iført en rød skjorte, røde bukser, røde sokker og sandaler. De havde alle en rosenkrans, et kors og en katolsk medaljon om halsen. Et andet kors var fastgjort til deres kostume. I den ene hånd holdt de en uhyggelig maraca og i den anden en kort pisk. Men det man mest af alt lagde mærke til, var de store, groteske og mangefarvede masker der var udstyret med horn og udstående øjne, og nogle af dem havde blottede tænder. Hver maske var fastgjort til en lang, rød hætte.

Vi fik at vide at der var forskellige typer dansere. Den ledende capataz, eller tilsynsførende, som også kaldes diablo mayor, øverste djævel, bliver som regel valgt til opgaven på grund af sin anciennitet. Hans maske har fire horn. Den assisterende tilsynsførende, segundo capataz, har tre horn, og danserne uden rang har kun to. Nogle af danserne er promeseros, folk der har afgivet løfte om at danse en gang om året i et vist antal år, eller måske hele livet igennem. De der afgiver sådanne løfter, gør det almindeligvis fordi de mener at Gud har efterkommet en særlig anmodning fra dem.

Videre mod kirken

Ved middagstid forlader danserne deres hovedsæde og begiver sig på vej til den lokale kirke for at få præstens tilladelse til at fortsætte processionen. De Dansende Djævle mødes med præsten uden for kirken, hvor de knæler for at modtage hans velsignelse. Derpå danser de gennem byens gader, nogle gange fra dør til dør. Det sker ofte at beboerne giver De Dansende Djævle slik, drikke og andet godt. Denne procession fortsætter uafbrudt hele eftermiddagen.

Næste morgen, på samme tidspunkt som messen begynder i kirken, mødes danserne igen ved Casa de Los Diablos. Derefter danser de i takt til trommernes rytme til kirkegården alt imens de ryster deres maracaer. På kirkegården er et alter blevet stillet op, og foran det ærer danserne nu afdøde venner. Under ceremonien høres kun langsomme slag fra trommerne. På grund af overtro går danserne derefter baglæns ud af kirkegården idet de passer på ikke at vende ryggen til alteret. Dernæst fortsætter de mod kirken, hvor de venter på at messen skal slutte.

Præstelig velsignelse

Efter messens afslutning kommer præsten ud og velsigner danserne, der knæler med bøjede hoveder. Deres masker hænger ned fra hætterne som et symbol på det godes sejr over det onde. Præsten tager plads ved siden af den øverste djævel, og de lytter nu begge til løfterne fra de nye promeseros, som forklarer hvorfor de lover at danse, og hvor mange år deres løfte skal gælde.

Spillerne begynder at slå hurtigere og hurtigere på deres trommer, og De Dansende Djævle følger trop ved kraftigt at ryste deres krop og deres maracaer i takt til den accelererende rytme. Nogle kvinder danser også med, men ikke iklædt djævlekostume. De er iført røde nederdele og hvide bluser, og på deres hoved har de hvide og røde lommetørklæder. Nogle af De Dansende Djævle bærer et billede af deres skytshelgen på skulderen et stykke af processionen. Danserne afslutter processionen ved at gå i optog foran kirken efter at de har hyldet et fremtrædende kors i byen.

Ikke noget Jehovas vidner tager del i

Det var interessant at iagttage dette som turister. Under vort besøg i den lille by kunne vi ikke undgå at lægge mærke til de arrangementer der blev afholdt i forbindelse med De Dansende Djævle. Men som kristne vidner for Jehova tager vi og vore mere end 70.000 medtroende i Venezuela hverken del i denne festlighed i Yare eller i lignende processioner.

Hvorfor gør vi ikke det? Fordi vi adlyder apostelen Paulus’ ord: „Jeg ønsker ikke at I skal have fællesskab med dæmonerne. I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger; I kan ikke have andel i ’Jehovas bord’ og i dæmoners bord.“ (1 Korinther 10:20, 21) — Indsendt.