Macadamianødder en delikatesse fra Australien
BOTANIKEREN Walter Hill betragtede forfærdet sin unge medhjælper. Drengen havde lige spist nogle nødder fra en nyopdaget træsort i den subtropiske regnskov i det sydøstlige Queensland, Australien. Walter Hill havde hørt at nødderne var giftige. Men drengen blev ikke syg og faldt heller ikke død om. Han syntes at nødderne smagte godt. Så Walter Hill spiste selv en nød, og han var enig. Snart begyndte han at dele macadamiafrø ud til venner og til botanikere rundt om i verden.a
I dag, over 150 år senere, er macadamianødder populære i hele verden — og det med god grund. Bladet Chronica Horticulturae forklarer: „Macadamianødden anses for at være en af verdens fineste gourmetnødder på grund af sin unikke, delikate smag, sin sprøde konsistens og lækre cremefarve.“ Det er ikke så mærkeligt at macadamianødder er Australiens mest populære hjemmehørende afgrøde.
En hård nød at knække
Stedsegrønne macadamiatræer gror langs Australiens subtropiske østkyst. To af de ni arter har spiselige cremefarvede og runde nødder, eller kerner, som er omgivet af en hård brun skal, der igen er omgivet af en grov ydre skal.
Den hårde skal er imidlertid svær at knække.b Aboriginerne brugte sten til at knække nødderne. Den opfindsomme frugtavler John Waldron brugte en hammer og en ambolt. Over en periode på 50 år knækkede han ikke mindre end otte millioner nødder ved hjælp af disse simple redskaber. Senere forsøgte man at lave maskiner som kunne knække nødderne. Men de første forsøg mislykkedes fordi maskinerne ødelagde mange af kernerne. Med tiden blev der dog bygget mere effektive maskiner.
Et andet problem havde at gøre med reproduktion. Når man såede nødder fra gode træer, blev de nye træer ofte dårlige. Og bestræbelserne for at forædle træerne slog fejl. På grund af disse vanskeligheder gik den kommercielle dyrkning i stå — i hvert fald indtil hawaiianerne fik løst problemet. Det var dem der fik det ønskede gennembrud. Inden længe sad de på 90 procent af verdensmarkedet for macadamianødder. Det var derfor ikke så mærkeligt at de blev kaldt hawaiinødder.
I 1960’erne begyndte australske avlere „i stor stil at dyrke macadamianødder på kommercielt plan“, idet de tog ved lære af hawaiianerne. Det betød at den lokale industri blomstrede så meget op at Australien i dag står for dyrkningen af omkring 50 procent af verdens macadamianødder. De dyrkes også i Afrika, Asien og Centralamerika.
Et besøg på en farm i Australien
Vågn op! besøgte Andrew, der har en macadamiafarm i nærheden af byen Lismore, i staten New South Wales. „Vi planter forskellige macadamiasorter med få rækkers mellemrum i håb om at opnå krydsbestøvning,“ forklarede Andrew. Vågn op! fik at vide at omkring 80 procent af de mange millioner træer der er plantet i Australien, er efterprøvede arter udvalgt af avlere fra Hawaii. Men nu bruger australske avlere genetisk materiale fra vilde macadamiatræer til at fremavle forbedrede lokale sorter.
På træerne kan vi se hundredvis af nødder der hænger og dingler som små bolde i det tætte løv. Nødderne er seks måneder om at modnes og falder så ned på jorden. Vi bemærker at der er huller i nogle af de nedfaldne nødder. „Rotter kan tygge sig igennem en skal på otte sekunder. Vildsvin elsker også macadamianødder,“ fortæller Andrew. Længere henne stopper han op og sparker en halvt begravet nød fri af jorden. „Der tjente jeg tre cent,“ siger han med et smil. Mange avlere høster nødderne med en særlig maskine der opsamler de nedfaldne nødder ved hjælp af en valse med korte plasticbørster. På farmen bliver den ydre skal fjernet og nødderne sorteret. Derefter leveres de til en fabrik hvor den indre skal fjernes og nødderne kvalitetsbestemmes og sendes til opkøberne.
Velsmagende og sunde
Sidst på rundvisningen går vi og gumler på en håndfuld kerner — deres fyldige smag får os til at smaske. Men er macadamianødder sunde? Fedtindholdet i nødden (primært enkeltumættede fedtsyrer, eller sund olie) „overstiger som regel 72 procent, hvilket gør den til den mest olieholdige nød“, siger en australsk informationsbrochure om macadamiadyrkning. Ifølge nyere undersøgelser kan man ved at indtage moderate mængder af nødder rent faktisk reducere skadelig kolesterol og triglycerider (fedtstoffer) og sænke forhøjet blodtryk.
Macadamianødder er populære i finere is, kage og chokolade. Nogle foretrækker dem ristede, saltede eller direkte fra skallen. Uanset hvad man foretrækker, er nødderne svære at holde sig fra.
[Fodnoter]
a Nogle år tidligere indsamlede de opdagelsesrejsende Cunningham (i 1828) og Leichhardt (i 1843) macadamianødder, men de blev blot gemt uden at blive beskrevet yderligere. I 1857 navngav en af Walter Hills kolleger, botanikeren Ferdinand von Mueller fra Melbourne, planteslægten Macadamia efter sin gode ven dr. John Macadam.
b Knuste skaller fra macadamianødder er så hårde at de bruges som slibemiddel i industrien.
[Ramme på side 23]
KRAFTVÆRK ANVENDER SKALLER SOM BRÆNDSEL
De stenhårde skaller fra macadamianødder har næsten lige så stor brændværdi som brunkul. Derfor benytter et australsk kraftværk affaldsskaller til at producere elektricitet til både fabrikken der forarbejder nødderne, og til forsyningsnettet. Dette kraftværk er det første i Australien der benytter affald til at producere energi, og dets produktion kan øges betydeligt når flere avlere begynder at levere skaller til forbrænding.
[Illustration på side 23]
I Australien planter avlere hvert år tusinder af nye træer
[Kildeangivelse på side 23]
Alle billeder på side 22 og 23: Australian Macadamia Society