De, der hører, lærer andre

Et af den sande kristendoms fremtrædende karaktertræk, men samtidig et, man hyppigt savner i de moderne religioner, er, at de, der lærer, går ud og lærer andre. Dette var noget, som gjorde sig tydeligt gældende ved de sektionsstævner, Jehovas vidner holdt over hele verden i fjor. I Korea var det tilfældet, at mange af talerne, som nu var kompetente til at undervise deres brødre, aldrig havde stået foran en mikrofon før. Fra Indonesien rapporterede de derværende missionærer, at det havde glædet deres hjerter at se så mange af de stedlige brødre i stand til at holde foredrag ved stævnet og give gode, modne råd. Og i Salisbury, Syd-Rhodesia, holdt en afrikansk broder dåbstalen på cishona, en anden tolkede den til cinyanja og en tredje til engelsk til gavn for de europæiske brødre, som var til stede. Det var ikke missionærerne, men de afrikanske brødre, der selv varetog disse pligter. Ved at man således følger den oprindelige kristendoms principper, betros sandheden til „pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre“ og er ivrige efter at gøre det. — 2 Tim. 2:2.