Missionærer — Spreder de lys eller mørke? — 4. del
Kom der åndeligt lys til „det mørke Afrika“?
„FOR mindre end 100 år siden talte man stadig om det mørke Afrika fordi kontinentet stort set var ukendt for europæerne.“ Det som The World Book Encyclopedia her omtaler, var ikke et afrikansk mørke men snarere et europæisk mørke — Europas manglende kendskab til et kontinent der stort set var uudforsket. Det er derfor ikke selvmodsigende at navnet Afrika muligvis er afledt af det latinske ord aprica, der betyder „solrig“.
Men i én forstand lå Afrika dog i mørke, nemlig hvad angik sandheden fra Bibelen. Den forhenværende ærkebiskop af Canterbury Donald Coggan har kaldt Afrika og Asien for „de to store kontinenter som Vestens kirker i næsten to hundrede år har brugt store menneskelige og økonomiske ressourcer på“.
Mange af kristenhedens missionærer har uden tvivl haft et godt motiv. Nogle ofrede endda livet under udførelsen af deres gerning. De fik gennemgribende indflydelse på afrikanernes liv. Men kan man sige at de i lighed med Kristus spredte lys ved hjælp af den gode nyhed, og derved befriede det såkaldt ’mørke Afrika’ for dets åndelige mørke? — 2 Timoteus 1:10.
Indfødte missionærer spreder de første glimt af lys
Den første kristne missionær som man ved forkyndte i Afrika var selv afrikaner. Det var den ætiopiske eunuk der er omtalt i kapitel 8 i bogen Apostelgerninger i Bibelen. Han var jødisk proselyt og var på vej hjem efter at have tilbedt ved templet i Jerusalem, da Filip omvendte ham til kristendommen. Ligesom de øvrige nidkære kristne i det første århundrede har denne ætiopier uden tvivl fortalt andre om den gode nyhed han selv havde hørt, og blev således missionær i sit eget land.
Historikere er imidlertid ikke enige om hvorvidt det var på denne måde kristendommen kom til Ætiopien. Det lader til at den ortodokse kirke i Ætiopien kan føres tilbage til det fjerde århundrede, da Athanasios, der var biskop i den koptiske kirke i Alexandria, udnævnte en syrisk filosofistuderende ved navn Frumentios til biskop for de „kristne“ i Ætiopien.
Den koptiske kirke (ordet koptisk er afledt af det græske ord for „ægyptisk“) hævder at dens grundlægger og første patriark var evangelisten Markus. Ifølge traditionen forkyndte han i Ægypten omkring midten af det første århundrede. Under alle omstændigheder bredte „kristendommen“ sig på et tidligt tidspunkt til Nordafrika, da mænd som Origenes og Augustinus blev fremtrædende. En kateketskole i Alexandria i Ægypten blev et berømt center for „kristen“ uddannelse, og Pantænos blev dens første forstander. Men da Pantænos blev efterfulgt af Clemens fra Alexandria, havde frafaldet tilsyneladende allerede grebet om sig. The Encyclopedia of Religion skriver at Clemens „fremmede sammensmeltningen af den kristne lære og Bibelen med græsk filosofi“.
Den koptiske kirke udførte et intensivt missionsarbejde, især i det østlige Libyen. Arkæologiske udgravninger i Nubien og det sydlige Sudan viser også den koptiske indflydelse.
Europæiske missionærer ankommer
Før det 16. til det 18. århundrede udførte europæere kun et begrænset missionsarbejde i Afrika, men i dette tidsrum opnåede katolikkerne dog en vis succes. Protestanterne ankom ikke hertil før i begyndelsen af det 19. århundrede, og Sierra Leone var det første vestafrikanske land deres missionærer blev sendt til. Skønt protestanterne ihærdigt forsøgte at indhente det forsømte, har langt de fleste afrikanske lande med en såkaldt „kristen“ befolkning flere katolikker end protestanter.
Befolkningen i Gabon, for eksempel, består af 96 procent navnkristne. Kort før den første verdenskrig oprettede lutheraneren Albert Schweitzer et missionshospital i landet, og senere en koloni for spedalske. Trods den store indflydelse hans mere end 40-årige protestantiske missionsvirksomhed havde på landet, er der stadig tre gange så mange katolikker som protestanter i Gabon.
Den øgede protestantiske virksomhed i Afrika satte imidlertid skub i missionsarbejdet. Adrian Hastings fra universitetet i Leeds forklarer at „den vigtige arv fra denne periode [anden halvdel af det 19. århundrede] er at man begyndte at lade Bibelen oversætte til i snesevis af afrikanske sprog“.
Bibeloversættelser til de indfødtes sprog gjorde det muligt at udbrede „kristendommen“ i et hidtil ukendt omfang. Mange afrikanere troede på drømme og syner, betragtede sygdomme som forhekselse og praktiserede polygami. Når kristenhedens missionærer havde en bibel på lokalsproget, kunne de vise hvad Bibelen sagde om disse emner. Men ifølge Hastings „var afrikanerne ofte vanskelige at overbevise i disse spørgsmål“. Hvad blev resultatet? „Fra og med slutningen af det nittende århundrede begyndte der at opstå en mængde uafhængige kirker, først i Sydafrika og Nigeria, og siden mange andre steder på kontinentet hvor der i forvejen fandtes mange missionærer.“
I dag findes der omkring 7000 nyere religiøse bevægelser med over 32.000.000 tilhængere i den del af Afrika der ligger syd for Sahara. Ifølge The Encyclopedia of Religion „er disse bevægelser hovedsagelig opstået i områder hvor man har haft megen kontakt med kristne missionærer“. Missionærerne har tydeligvis ikke formået at forene deres tilhængere i det missionæren Paulus kaldte „én Herre, én tro, én dåb“. — Efeserne 4:5.
Hvad er årsagen? Ovennævnte kilde forklarer at det skyldes „de indfødte konvertitters skuffelse over kristenhedens krav og resultater . . ., splittelserne i den sekteriske kristenhed og dens manglende evne til at dække lokale behov, samt den missionerende kristenheds manglende evne til at nedbryde sociale og kulturelle skel og skabe samhørighedsfølelse“.
Det åndelige „lys“ som kristenhedens missionærer kastede over ’det mørke Afrika’ var ikke kraftigt nok. Det var for svagt til at sprede mørket og uvidenheden om Bibelen.
Kolonimagternes sendebud?
Trods den kendsgerning at nogle af kristenhedens missionærer har udrettet noget godt, må The Encyclopedia of Religion erkende: „Nogle missionærer opfordrede til og muliggjorde kolonisatorernes magtovertagelse. Man kan derfor sige at kristenheden og kolonimagternes erobringstogter til tider syntes at være to sider af samme sag. Antikolonialismen i nyere tid har ofte, og ikke uden grund, stemplet kristenheden i Afrika som kolonialismens medsammensvorne.“
The Collins Atlas of World History forklarer at vestlige lande lod sig motivere af en forestilling om at „koloniseringen ville sprede fornuftens lys, demokratiets principper og fordelene ved videnskab og medicin til de stammer i kontinentets indre som man betragtede som primitive“. I The New Encyclopædia Britannica hedder det: „Det har været svært for katolske missionærer at lade sig skille fra kolonialismen, og mange missionærer ønskede heller ikke nogen skilsmisse.“
Man må derfor sige at i samme grad som kristenhedens missionærer har fremmet demokrati og lovprist fordelene ved Vestens fremskridt på det videnskabelige og medicinske område, i samme grad har de optrådt som kolonialismens sendebud. Men når så folk var blevet desillusionerede over kolonimagternes økonomiske, politiske og sociale strukturer, mistede de også troen på de europæiske kirker.
Fik forkyndelsen førsteprioritet?
Når man taler om protestantiske missionærer i Afrika, kommer mange til at tænke på David Livingstone. Han blev født i Skotland i 1813, blev lægemissionær og rejste meget rundt i hele Afrika. Hans dybe kærlighed til „det mørke Afrika“ og spændingen ved at gøre opdagelser, motiverede ham yderligere. The New Encyclopædia Britannica omtaler „kristendommen, handelen og civilisationen“ som „den treenighed han forestillede sig var bestemt til at åbne Afrika“.
Livingstone udrettede meget. Men han var ikke først og fremmest optaget af at forkynde evangeliet. The New Encyclopædia Britannica opsummerer hans 30 års missionærgerning „i det sydlige, centrale og østlige Afrika — ofte steder hvor ingen europæer tidligere havde sat sin fod“, på denne måde: „Livingstone har sikkert påvirket Vestens holdning til Afrika mere end noget andet menneske før eller siden har gjort. Hans opdagelser — geografiske, tekniske, medicinske og samfundsmæssige — har tilvejebragt et sammensat kundskabsforråd som stadig udforskes . . . Livingstone troede af hele sit hjerte at afrikanerne kunne nå på højde med den moderne verden. I den forstand var han ikke blot en forløber for europæisk imperialisme i Afrika men også for afrikansk nationalisme.“ Livingstone havde stor sympati for afrikanerne.
Selv om nogle missionærer støttede eller i det mindste tolererede slavehandelen, vil det ikke være retfærdigt at beskylde dem for dette som gruppe betragtet. Men når man i dag ser tilbage, er det vanskeligt at afgøre om den medfølelse mange af dem viste, bundede i et ønske om at fremme Guds normer for lighed og upartiskhed eller i den mere normale medmenneskelige interesse for andres velfærd.
Det sidste ville imidlertid stemme udmærket overens med den måde de fleste missionærer prioriterede på. Bogen Christianity in Africa as Seen by Africans (Kristenheden i Afrika set med afrikanernes øjne) erkender at intet „blot tilnærmelsesvis kan måle sig med den humanitære indsats de har ydet“. Men når man søgte at tjene Gud ved at opføre hospitaler og skoler, blev resultatet at man lagde mere vægt på at dække menneskers fysiske behov end på at forkynde Guds ord. Nogle missionærer oprettede endog handelsstationer for at give afrikanerne adgang til flere materielle goder fra Vesten og derved forbedre deres levestandard.
Mange afrikanere er i dag forståeligt nok taknemmelige for de materielle goder kristenhedens missionærer har gjort tilgængelige. Adrian Hastings skriver: „Selv de afrikanske politikere der er mest kritiske over for missionærerne, undlader sjældent at give udtryk for deres taknemmelighed over det bidrag de har ydet til et udvidet skolevæsen.“
’Hvis det lys der er i dig er mørke . . .’
Ifølge Adrian Hastings var Afrika indtil de seneste århundreder „et kontinent hvor kristendommen ikke var slået rigtigt igennem“. I midten af det 18. århundrede var den katolske mission næsten fuldstændig døet ud, hvilket har fået forfatteren J. Herbert Kane til at spørge hvordan „en fiasko af så stort et omfang“ overhovedet var mulig. En af grundene var at dødelighedsprocenten blandt missionærerne var høj. En anden faktor var den portugisiske indblanding i slavehandelen. Eftersom alle katolske missionærer var portugisere, „satte dette den kristne tro i et meget dårligt lys“. Men Kane tilføjer at „det der var nok så relevant, og måske mere afgørende, var de overfladiske missionsmetoder man benyttede, som resulterede i hurtig ’omvendelse’ og massedåb“.
Kristenhedens missionærer motiverede ikke afrikanerne til at erstatte deres religioner med missionærernes lære. Omvendelsen betød blot at man skiftede religiøs etiket, men ikke nødvendigvis at man skiftede tro eller ændrede adfærd. Eleanor M. Preston-Whyte fra universitetet i Natal har bemærket: „Zuluernes kosmologiske forestillinger er på mange snedige måder blevet indarbejdet i den zulukristne tankegang.“ Og Bennetta Jules-Rosette fra University of California i San Diego siger at de nyere afrikanske religioner „sammenblander elementer af traditionel afrikansk religion med de religioner der er blevet indført, såsom kristendommen og islam“.
I Salme 119:130 siges der at „når der lukkes op for [Guds] ord, giver det lys; det giver de uerfarne forstand“. Eftersom kristenhedens missionærer for det meste har undladt at lægge vægt på at lukke op for Guds ord, hvilket lys kunne de da sprede? De uerfarne forblev uden kundskab.
Det „lys“ kristenhedens missionærer har tilbudt i de forløbne århundreder, og deres „gode gerninger“, blev udsendt fra en verden i mørke. De har ikke, som hævdet, spredt virkeligt lys. Jesus sagde: „Hvis det lys der er i dig i virkeligheden er mørke, hvor stort er da ikke dette mørke!“ — Mattæus 6:23.
Men hvordan gik det med missionærerne i Den Ny Verden, i Amerika? Det vil blive besvaret i femte del af denne artikelserie.
[Illustration på side 25]
Nogle missionærer ofrede livet under udførelsen af deres gerning
[Kildeangivelse]
Fra bogen Die Heiligkeit der Gesellschaft Jesu
[Illustration på side 26]
Kristenhedens missionærer gav ikke altid forkyndelsen førsteprioritet, heller ikke Livingstone
[Kildeangivelse]
Fra bogen Geschichte des Christentums