„Oplysningen“ i det gamle Rom

Den berømte amerikanske forfatter Mark Twain skrev i „Naive Rejsende“ første del, kapitel 26: „For omtrent sytten eller atten Hundrede Aar siden plejede de uvidende Indbyggere i Rom at kaste de Kristne paa Arenaen hist ovre i Colosseum og i Folkets Paasyn hidse vilde Dyr paa dem. Det skete alle Ligesindede til Skræk og Advarsel og gjordes, for at Folket kunde lære at afsky og frygte den nye Bekjendelse, Kristi Tjenere lærte. De vilde Dyr flængede Led fra Led og lavede de arme Stakler til Plukfisk i mindre end et Nu. Men da de Kristne selv kom til Magten, da den hellige Moderkirke blev Herskerinde over Barbarernes Liv og Velfærd, saa omvendte den rigtignok ikke sine Modstandere fra deres Vildfarelser ved saadanne Midler. Nej, den afleverede dem blot til denne rare Inkvisition, der henviste til den hellige Dommer, saa mild og fuld af Tilgivelse mod alle; derefter opfordrede den de stakkels Barbarer ret indtrængende at gaa over til at elske ham, gjorde alt muligt for at overtale dem til at elske og ære ham — først ved at trække deres Tommelfingre af Led med en Skrue, saa ved at nippe i deres Kjød med Tænger, rødglødende Tænger, fordi de ere behageligst i koldt Vejr, derefter ved at flaa dem levende en lille Smule og endelig ved at stege dem offentligt. Den endte altid med at overbevise disse Vantro. Den Maade, paa hvilken Moderkirken i hin tid forkyndte den sande Lære, var nemlig saa overmaade omhyggelig. Den var ogsaa vidunderlig overtalende. Det er klart nok, at der er en stor Forskjel paa at kaste Modstanderne for vilde Dyr og at pirre op i deres bedre Følelser ved Inkvisitionen. Hint er et lavt barbarisk System, medens dette er den Maade, hvorpaa et oplyst, civiliceret Folk bør gaa frem. Ak, er det dog ikke Skade, at denne rare Inkvisition ikke længer er til!“