Hemmelige arkiver åbnes

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ITALIEN

„Inkvisitionsarkiver åbnes.“ Sådan hed det i medierne da Vatikanet havde givet forskere adgang til Troslærekongregationens arkiver, der indtil 1965 blev kaldt Det hellige Officium.

DET blev meddelt at dette skridt skulle betragtes som „en del af en omfattende og velorganiseret proces af historisk revision som Johannes Paul II ønsker at fuldføre inden år 2000“.a Hvorfor er der så stor interesse for disse arkiver? Hvilke hemmeligheder mener man at de indeholder?

Det hellige Officium blev oprettet i 1542 af pave Paul III. Dette pavelige organ til bekæmpelse af „kætteri“ blev også kaldt Den Romerske Inkvisition — for at skelne den fra Den Spanske Inkvisition, der blev grundlagt i 1478.b Kongregationen af kardinaler, der blev grundlagt i 1542, skulle „tage sig af kætteriet i hele kristenheden,“ forklarer Adriano Prosperi, en autoritet på området. Af de inkvisitioner der var i virksomhed i det 16. århundrede, er det kun Den Romerske Inkvisition der stadig er aktiv, selv om den opererer under et andet navn og udfører andre opgaver.

Optegnelserne fra inkvisitionen blev indsamlet. Med tiden kom de til at udgøre Det hellige Officiums hemmelige arkiver. I 1559 blev arkiverne endevendt af en del af befolkningen i Rom, som gjorde oprør for at ’fejre’ at Pave Paul IV var død, idet han blev betragtet som den egentlige forkæmper for Den Romerske Inkvisition. Efter at Napoleon I i 1810 havde indtaget Rom, flyttede han arkiverne til Paris. Både på dette tidspunkt og ved den senere tilbagelevering til paven var meget af materialet gået tabt eller blevet ødelagt.

Hvad indeholder arkiverne?

Arkiverne består af over 4300 dokumenter der opbevares i to rum i nærheden af Peterskirken i Vatikanstaten. Ifølge kardinal Joseph Ratzinger, der er præfekt for Troslærekongregationen, har materialet i arkiverne indirekte at gøre med historiske anliggender, men „er hovedsagelig af teologisk natur“.

Der er almindelig enighed blandt historikerne om at arkiverne ikke vil afsløre særlig meget. Professor Prosperi forklarer at protokollerne fra møderne under Den Romerske Inkvisition er til stede, men at „breve, optegnelser og så godt som alle dokumenter om retsforfølgelser mangler. Det meste blev ødelagt mellem 1815 og 1817 i Paris efter ordre fra monsignore Marino Marini, der blev sendt fra Rom for at man kunne få de dokumenter tilbage som Napoleon havde fjernet“.

Vatikanet har givet forskere adgang til dokumenter der stammer fra før Leo XIII’s død i juli 1903. For at få lov til at se arkiverne skal forskerne kunne fremvise en introduktionsskrivelse fra en akademisk institution og en kirkelig myndighed.

Kritik

Nyheden om åbningen af arkiverne blev modtaget med glæde, men der har også lydt kritiske røster. Den katolske teolog Hans Küng har spekuleret over hvorfor det kun er arkiverne fra før 1903 der åbnes, og han spørger: „Kan det tænkes at 1903 netop er det år hvor optegnelserne bliver mere interessante, eftersom det var det år hvor pave Pius X, der lige havde besteget pavetronen, begyndte en antimodernistisk kampagne der krævede en hel række ofre blandt teologer og skabte vanskeligheder for biskopperne i Italien, Frankrig og Tyskland og fremmedgjorde utallige for kirken?“

Retshistorikeren Italo Mereu mener at selv om man har skiftet navn og åbnet arkiverne, bruger „[Troslærekongregationen] de samme metoder som blev benyttet under den gamle inkvisition“, for eksempel ved ikke at give nulevende personer der er udsat for kirkens sanktioner, aktindsigt i deres egen sag.

’Intet hemmeligt som ikke vil blive kendt’

Generelt mener historikerne ikke at de vil gøre nogen sensationelle opdagelser i „inkvisitionsarkiverne“. Det er ikke desto mindre bemærkelsesværdigt at den katolske kirke føler sig forpligtet til at underkaste sig den offentlige menings bedømmelse.

Det er imidlertid langt vigtigere hvad Gud mener. Til sin tid vil Gud eksekvere sin dom over en religion der hævder at være kristen, men som i århundreder har overtrådt Guds bud og ladet hånt om ånden i Jesu lære ved at benytte sig af grusomme inkvisitioner. Under disse inkvisitioner er utallige uskyldige mennesker blevet udsat for frygtelig tortur og myrdet, blot fordi de ikke ville følge kirkens lære eller skikke. — Mattæus 26:52; Johannes 14:15; Romerne 14:12.

Uanset hvor meget forskerne analyserer arkiverne, vil undersøgelsen altid være mangelfuld. Derimod er der „ingen skabning som er usynlig for [Gud], men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab“. (Hebræerne 4:13) Af den grund kunne Jesus, idet han henviste til de religiøse ledere der modstod ham, sige til sine disciple: „Vær . . . ikke bange for dem; for der findes intet tildækket som ikke vil blive afsløret, og intet hemmeligt som ikke vil blive kendt.“ — Mattæus 10:26.

[Fodnoter]

[Illustration på side 12]

Det hellige Officiums palæ i Rom

[Kildeangivelse på side 12]

Tegninger: Fra bogen Bildersaal deutscher Geschichte