De første kristnes uangribelighed blev sat på prøve
„VAR I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.“ (Joh. 15:19) Med disse ord udtalte Jesus en sandhed som daglig er blevet bevist siden da. Mange som bekender at være kristne har ikke forstået at vurdere den betydning disse ord rummer, men det har sande kristne lige ned til vore dage. (2 Tim. 3:12) De har aldrig næret den materialistiske anskuelse som er rådende ikke blot i verdens sociale og politiske liv, men også i dens religiøse liv. I stedet for at sætte deres lid til mennesker ser de hen til „staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud“. Den ære de viser Gud er ikke afhængig af menneskegjorte andagtshjælpemidler, men de ’tilbeder Faderen i ånd og sandhed’. — Hebr. 11:10; Joh. 4:23.
Kristendommen blev i den første tid hurtigt udbredt, og efterhånden som den gjorde det opstod forfølgelse, netop som Jesus havde forudsagt. „Der var mange årsager til at pøbelen kom til at hade de kristne, hvem man først og fremmest betragtede som upatriotiske. Mens man blandt romerne regnede det for den største ære at besidde det romerske borgerskabs privilegier, tilkendegav de kristne at de var borgere i himmelen. De trak sig tilbage fra statsembeder og militærtjeneste“1 idet de fastholdt deres uangribelighed som Kristi soldater. (2 Tim. 2:3) Endvidere stemplede deres modstandere dem som anarkister og ’fjender af menneskeheden’ fordi de ikke ville tage del i samfundets sociale og politiske liv.2 De vidste at skulle deres gudsdyrkelse være antagelig for Gud måtte de ’bevare sig selv uplettede af verden’. — Jak. 1:27.
Den første modstand blev iværksat af de stedlige religiøse hyrder som frygtede tab af indflydelse og indkomst. „Kristne blev hadet af afgudsdyrkerne og måtte tåle talløse forulempelser og voldshandlinger fra pøbelens side, selv når der ikke var nogen forfølgelse fra statens side. . . . Selve den kendsgerning at man var kristen udsatte en for enhver tænkelig skammelig behandling af den afgudsdyrkende pøbel, uanset hvor godt ens ry og hvor eksemplarisk ens livsførelse var. De lokale myndigheder, som gav efter for hobens truende krav, ydede ikke nogen beskyttelse for sådanne som blev anklaget for at være Jesu disciple.“3 Og som det fremhæves i Mosheims Ecclesiastical History var det sædvanligvis de religiøse ledere som holdt forfølgelsens gryde i kog. „Det var blevet almindelig skik at forfølge de kristne, ja endog at slå dem ihjel, lige så ofte som de hedenske præster, eller pøbelen med præsterne som anstiftere, krævede at de blev ryddet af vejen.“4
Det var ikke svært for lederne at ophidse mennesker hvis sind var mættet med overtro. Bogen Christianity and the Roman Empire siger følgende om deres tro: „Hvis man ringeagtede tilbedelsen af de lokale guddomme, og i særdeleshed hvis man var uærbødig over for dem i handling eller ord, blev guden vred og hans forbandelse ville ramme, ikke blot overtræderen, men også dem som tolererede ham. Desuden var enhver borger i riget forpligtet til at fremme dets velfærd gennem religionsudøvelse. Man havde ikke mere ret til at afholde sig fra udøvelsen af sine religiøse pligter end til at nægte at betale skatter.“5 Således var romernes tænkemåde. De nærede den overbevisning at det var livsnødvendigt enten at fremtvinge overensstemmelse i religiøse anliggender eller at udslette overtræderne. „Hvis kejserriget var blevet hjemsøgt af en eller anden større ulykke, af pest, hungersnød eller havde lidt nederlag i krig; hvis Tiberen var gået over sine bredder eller Nilen ikke var det, hvis der havde været jordskælv eller der havde været forstyrrelser i årstiderne, ja så var de overtroiske hedninger overbeviste om at den lovløshed og ugudelighed som de kristne, der var blevet skånet ved statens alt for store overbærenhed, havde gjort sig skyldige i, omsider havde udfordret den guddommelige retfærdighed.“6 Den stigende uro blandt folket fik derfor i mange tilfælde øvrigheden til at give efter for kravet: „De kristne for løverne.“
Staten slutter op om forfølgelsen
Da Jesus sagde: „Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ anviste han tydeligt det princip som skulle være bestemmende for de kristnes forhold til de borgerlige myndigheder. De kristne er neutrale. De gør ikke oprør mod staten, selv ikke når de forfølges uretfærdigt. De yder imidlertid en aktiv indsats for Guds himmelske riges sag. Da Jesus forklarede Pilatus: „Mit rige er ikke af denne verden,“ kunne Pilatus derfor ikke finde nogen skyld hos ham. — Matt. 22:21; Joh. 18:36.
Til trods for at de kristne var lovlydige mennesker kom det tidspunkt da selv kejseren fulgte de andre i at overøse de kristne med falske anklager. Det rygte havde bredt sig at Nero var ansvarlig for Roms brand. Ved djævelsk at benytte sig af folkets afsky for de kristne gjorde han dem til syndebukke for at aflede opmærksomheden fra sig selv. Tacitus skriver følgende herom: „Forskellige former for hån og spot blev føjet til for at gøre deres dødskvaler større. Klædt i skind fra vilde dyr blev de dømt til at dø ved at blive sønderrevet af hunde, ved at blive naglet til kors eller brændt som levende fakler efter mørkets frembrud som aftenillumination. Nero stillede sin egen have til rådighed for dette skue, . . . folk begyndte at få medlidenhed med dem efterhånden som de fik en fornemmelse af at disse mennesker blev ofret, ikke til gavn for staten, men for at mætte et enkelt menneskes barbariske grusomhed.“1
Under Vespasians og Titus’ regering aftog myndighedernes modstand, men blot for at begynde igen på foranledning af Domitian henimod slutningen af det første århundrede.7 Beretninger om den kristne tro på Kristi andet komme i kongemagt siges at have nået ham. Ligesom Herodes følte sig truet ved Kristi fødsel, betragtede Domitian kristendommen som en trussel idet han frygtede at en eller anden skulle gøre fordring på at være arving til tronen, og derfor lod han sagen undersøge. Nogle døde som martyrer, men der blev ikke udstedt noget generelt forbud mod de kristne.3,5
Inden for nogle få år tiltrak kristendommens hurtige vækst i Lilleasien sig imidlertid større opmærksomhed fra myndighedernes side. Plinius den Yngre, der var prokonsul i dette landområde, indberettede sagen for kejser Trajan. Dette bevirkede at der i 112 e. Kr. blev udstedt følgende lov i Trajans brev: „Man skal ikke lede dem op. Hvis de virkelig bliver anklaget og erklæret skyldige må de straffes, dog med den begrænsning at hvis den pågældende nægter at han er kristen og vil bevise at han ikke er det ved at påkalde vore guder, så lad ham . . . blive benådet på grund af hans anger. Anonyme beskyldninger bør ikke accepteres i anklager af nogen art.“7
Dommere tilbød ofte fanger friheden mod det tilsyneladende simple krav at de „gik ind på at kaste nogle få røgelseskorn på alteret“. Men de kristne fulgte det eksempel Jesus satte da han ikke ville foretage en tilbedelseshandling for Djævelen for personlig fordels skyld, og holdt fast ved deres uangribelighed. Når disse anstrengelser fra rettens side ikke virkede, brugte man bestikkelse; derpå blev offeret udsat for tortur under hvilken „enhver form for grusomhed blev anvendt for at underkue en sådan ubøjelig og, som det forekom hedningerne, forbryderisk hårdnakkethed“.6 Selv om myndighederne officielt havde overtaget sagen, må man ikke tro at alle sager nu blev behandlet af domstolene, og at der var lagt fuldstændig bånd på præsterne som ønskede at undertrykke de kristne. Tværtimod, ved de offentlige kamplege havde de stadig held til at ophidse folkemasserne til at kræve de kristnes død. I øvrigt „stod det i præsidenternes magt ustraffet at kunne forfølge de kristne når som helst det behagede dem“.4
Trofaste kristne holdt fast ved deres uangribelighed. De var neutrale med hensyn til verdens anliggender, de adlød alle korrekte love, men deres tilbedelse var forbeholdt Jehova Gud. Rom stillede sagen på spidsen ved at kræve at staten sattes over Gud. „Kristne blev idømt straffe for vanhelligelse og højforræderi, for vanhelligelse fordi de nægtede at tilbede statens guder, for højforræderi fordi de afslog at tilbede kejserens genius i hvem rigets storhed var legemliggjort, med de sædvanlige ofre af vin og røgelse.“5 Men i fuld tillid til Jehova Gud, som kan give liv, erklærede de kristne med fasthed: „Man må adlyde Gud mere end mennesker.“ (Ap. G. 5:29) Fordi sande kristne ikke er en del af verden, hades de af verden. Men fordi de bevarer deres uangribelighed ind for den levende Gud vil han vise dem sin kærlighed ved at skænke dem et evigt liv i tjeneste for ham.
Henvisninger
1 The Great Events by Famous Historians, Bd. III, F. P. G. Guizot, side 246; F. W. Farrar, side 142.
2 On the Road to Civilization, A World History, 1937, Heckel and Sigman, siderne 237, 238.
3 The History of Christianity, af J. S. C. Abbott, siderne 238, 239, 255, 256.
4 Mosheims Institutes of Ecclesiastical History, Twelfth Edition, siderne 55-57.
5 Christianity and the Roman Empire, af W. E. Addis, siderne 54 55, 59, 69.
6 History of Christianity, af Edward Gibbon, siderne 233-235.
7 Library of Biblical and Theological Literature, History of the Christian Church, af G. Crooks og J. Hurst, siderne 165-168.