Hvem vil slå det afgørende slag?

FULDKOMMENGØRELSEN af et interkontinentalt raketvåben betyder at man ved blot at trykke på en knap kan påbegynde et overraskelsesangreb der i løbet af femogtredive minutter kunne lægge store dele af De forenede Stater i ruiner. Dette første angreb ville blive det afgørende. En kendsgerning der får mange til at mene at Amerika burde slå først. Her er hvad bladet U. S. News & World Report siger om spørgsmålet:

„Bør De forenede Stater i den raketvåbnenes tidsalder der ligger lige foran os, i tilfælde af krig afvente at modparten slår først, hvilket kan medføre udslettelse af landets storbyer, størstedelen af dets befolkning og det meste af dets industri, før det skulle slå igen? Med andre ord: Kan De forenede Stater tillade sig et kernevåbnenes ’Pearl Harbor’? . . . Vi amerikanere og vore allierede står ansigt til ansigt med den fare at blive udryddet fordi vi er uvillige til at slå først. Det at slå først kalder man ’præventiv krig’, og man skubber øjeblikkelig tanken fra sig som utilladelig. Men hvad har vi der sikrer os mod et overraskelsesangreb? . . . Når vi tager alt i betragtning er det klogt igen at foretage en vurdering af den sande betydning af ’at slå først’ og forlange en jernfast aftale der begrænser eller forbyder brugen af atombomber og raketvåben. Medmindre man når frem til en sådan international aftale vil den frie verden være tvunget til ikke alene at være parat til at afværge at blive slået først men også til selv at slå først så snart den fjendtlige mobilisering når det for os kritiske punkt.“

Disse ord afslører tydeligt den knugende frygt der har sneget sig ind med raketvåbnenes entré på skuepladsen. Det er en frygt der kan lade hånt om alle moralske principper og hindre de panikgrebne i at tænke koldt og klart.

Hvis Amerika skulle godkende denne politik med at slå først, ville det så ikke forøge spændingen og uroen i verden? Ville det ikke formindske tilliden mellem Øst og Vest? Ville det ikke få begge parter til ved den mindste provokation, virkelig eller indbildt, at styrte til deres raketramper? Ville det ikke fremskynde en tredje verdenskrig med al dens gru og rædsel?

I øjeblikket holder De forenede Stater fast ved sin politik om ikke at ville angribe først. Som beskyttelsesforanstaltning mod kommunistisk overfald er U.S.A.s styrker bestandig i alarmberedskab og har maskiner på vingerne, medførende brintbomber. Man stoler på at dette beredskabsapparat, der straks kan iværksætte et drabeligt gengældelsesslag, vil betage kommunisterne lysten til at slå først. Herom siger general Norstad:

„En angriber måtte ødelægge tusinder af strategiske punkter samtidig — hver eneste luftbase, hver eneste raketbase — for at undgå gengældelse. Jo flere raketbaser vi opstiller, desto flere steder må angriberen slå til i det første og eneste slag. Det kan ingen angriber gøre. Det er umuligt. De vestlige styrkers samlede gengældelsespotens kan ikke lammes ved et enkelt overraskelsesangreb over hele fronten, hverken nu eller i fremtiden.“

Hvor længe denne politik vil blive bibeholdt før man går over til lad-os-slå-først politikken vil tiden vise; men hvad enten man holder fast ved den hidtidige politik eller ej, betyder den yderligere udvikling inden for raketvåbnene, at den som slår først vil slå det afgørende slag, men alligevel ikke kunne hindre en gengældelsesaktion. Slutresultatet vil ikke alene blive til skade for angriberen, men med sine eftervirkninger vil den bringe hele verden i fare.

Den onde indflydelse der pisker nationerne frem ad vanviddets vej skyldes Satan, denne verdens usynlige hersker. Bibelen siger: „Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ (Åb. 12:12) Året 1914 markerede begyndelsen til hans lange og onde regerings sidste tider.

Kun når Satans verden udslettes vil der kunne indføres fred og sikkerhed på jorden. Det er Jehova Guds erklærede hensigt at tilintetgøre den til sin egen fastsatte tid. „Nær er HERRENS [Jehovas] dag, den store, . . . Den dag er en vredens dag, en trængselens og nødens dag, en ødelæggelsens og ødets dag, . . . Over menneskene bringer jeg trængsel; . . . Deres blod øses ud som støv, deres livssaft ligesom skarn. Hverken deres sølv eller guld evner at frelse dem på [Jehovas] vredes dag, når hele jorden fortæres af hans nidkærheds ild; thi undergang, ja, brat tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på jorden.“ Et andet sted siger Jehova at han vil ødelægge dem der lægger jorden øde. — Zef. 1:14, 15, 17, 18; Åb. 11:18.

Jehovas dag vil komme med Harmagedonslaget da det som er forudsagt i profetien skal opfyldes. Det vil gøre ende på Satans herredømme. Fordi hans tid er kort søger han at drive nationerne til at ødelægge sig selv. Han ønsker ikke at nogen skal overleve.

Trods alle forsøg vil det ikke lykkes Satan at gøre jorden øde og tom. Skarevis af mennesker som elsker og tjener Jehova Gud vil leve og se Satans verden gå under. De vil blive vidner til opfyldelsen af det guddommelige løfte: „Ret fæster bo i ørkenen, i frugthaven dvæler retfærd; retfærds frugt bliver fred og rettens vinding tryghed for evigt. Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner.“ — Es. 32:16-18.

Hvad enten det bliver Øst eller Vest der slår først, så bliver det Jehova Gud der slår det afgørende slag. Hans Harmagedonslag vil feje både Øst og Vest ud af tilværelsens land. Det vil for stedse gøre ende på internationale konflikter og overraskelsesangrebs lammende frygt. Kun på denne måde kan de sagtmodige arve jorden og fryde sig „ved megen fred“. — Sl. 37:11.