Aldrig for gammel til at lære
DET mundheld der siger: „Man er aldrig for gammel til at lære,“ er lige så sandt som det er forslidt. At lære nye ting er en af de bedste måder hvorpå man kan holde sig ung i sjæl og sind selv om man er gammel af år. Naturligvis vil et menneske der er ældre finde det lidt vanskeligere at lære noget nyt; at foretage en forandring vil være forbundet med en smule flere vanskeligheder end det var tilfældet i dets ungdom eller i dets bedste alder. Hvis vi hører til de ældre, kan vi så ikke opveje dette ved at anstrenge os lidt mere? Og det skulle ikke være alt for besværligt eftersom vi på nuværende tidspunkt har en bedre forståelse og værdsættelse af vigtigheden af at eje kundskab end vi havde da vi var unge. Derfor behøver en fremskreden alder ikke at afholde os fra at lære nye ting eller fra at foretage en forandring der lover godt for fremtiden.
Jehova bruger ældre mennesker hvis de er villige til at lære og til at foretage en forandring. Således forudsagde Joels profeti at Jehova i vor tid ville udgyde noget af sin ånd over al slags kød, hvilket ville bevirke at endog de indviede kristne der var ældre af år ville modtage forøget kundskab og forståelse, og blive ansporet til forøget aktivitet. (Joel 3:1, 2) At det samme princip er gældende for mennesker med god vilje viser kendsgerningerne tydeligt.
Således fortæller Yearbook of Jehovah’s Witnesses for 1958 om en kvindelig amerikansk metodistpræst der i en alder af 65 år kom i berøring med den gode nyhed om Jehovas rige. Skønt hun mente at hun vidste alt om Bibelen og i begyndelsen syntes temmelig selvoptaget og selvretfærdig, viste hun sig dog at være en fordomsfri elsker af sandheden. I løbet af få uger havde hun lært tilstrækkeligt nyt til at foretage en gennemgribende forandring i sit liv; hun afbrød sine forbindelser med den religiøse organisation hun havde været tilsluttet og begyndte at vidne for Jehova.
Blandt dem der lader sig døbe ved Jehovas folks store stævner er der uvægerligt nogle der er godt oppe i årene. Typisk er det en London-avis engang skrev: „Der var en gråhåret oldemor på 76,“ og „en spinkel lille tyndhåret kvinde på 86“. Da disse mennesker blev døbt anerkendte de også at de havde lært mange nye ting og havde foretaget en gennemgribende forandring i deres liv.
For nogen tid siden blev der tilsendt Vagttårnsselskabet en kopi af et brev som et kanadisk vidne for Jehova havde modtaget fra en mand der engang havde været lægprædikant i den engelske kirke. I en alder af tooghalvfems år var denne lægprædikant kommet til nøjagtig kundskab om sandheden og havde foretaget en forandring i sit liv ved at tage standpunkt for Jehova og hans rige. Det har bevirket at han er lykkeligere nu end han har været i alle disse tooghalvfems år. Nogle indviede kristne har i en høj alder indset at de har den forret at træde ind i heltidstjenesten, og har dermed anerkendt at der i sandhed „er større lykke ved at give end ved at modtage“. — Ap. G. 20:35, NW.
Ja, at afvise nye tanker og nægte at foretage en forandring blot på grund af fremskreden alder er at følge en uviis handlemåde. Og i særdeleshed er det tåbeligt når Guds ords sandhed og tilbedelsen af Jehova er impliceret. Kun de der fortsætter med at tilegne sig den rette slags kundskab og foretage forandringer i deres liv, kan gøre sig håb om at blive skånet når Gud viser sin vrede i Harmagedon, hvilket Bibelens opfyldte profetier viser er meget nært forestående. Det er derfor Guds ord formaner os til at tilegne os nye tanker, til at foretage en forandring i vort liv — uden hensyn til alder: „Søg HERREN [Jehova], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ — Zef. 2:3.