Hvordan behersker man sin ånd?

VI HAR alle fået visse arveanlæg fra vore ufuldkomne forældre, og de er i nogen grad afgørende for hvordan vor ånd er. Vort miljø og vor baggrund har også i høj grad indflydelse på vor personlighed. Men skal vi så bare slå det hele hen og sige: „Jeg kan ikke gøre for at jeg er som jeg er“? Det er afgjort ikke den vejledning vi får i Bibelen. Derimod opmuntres vi til at ’forny vort sind’ og ’iføre os den nye personlighed’. Det betyder at vi skal tage fat på „den gamle personlighed“ og gøre det af med dens dårlige tilbøjeligheder. — Rom. 12:2; Ef. 4:20-24.

Vi vil undertiden komme til kort, for intet menneske kan beherske sin ånd til fuldkommenhed. Men hvis vi mediterer over Guds ord og beder om at Guds ånd må lede os, er der meget vi kan gøre for at modvirke og beherske enhver usund „ånd“ i vort indre. (Luk. 11:13; Gal. 5:22, 23, 25) Hvad kan hjælpe os til at gøre det?

Hjælp til at beherske ånden

Hvad årsagen end er til vor opfarenhed, er der forskellige ting vi kan tænke på og som vil hjælpe os til at forblive rolige under pres. Lad os se på tre forslag som nogle har fundet nyttige.

Ransag dig selv. Det hjælper virkelig hvis vi prøver på at analysere vore følelser. Vi kan ræsonnere os ind på problemet og spørge os selv hvorfor vi er ophidsede. Når vi gør det vil vi ofte erfare at vore „grunde“ er ret ubetydelige. Eller det kan ske at vi opdager et motiv hos os selv som vi ikke anede eksisterede.

Fordelen ved en selvransagelse er at vi samler opmærksomheden om vor egen andel i problemet, altså den side af sagen vi kan gøre noget ved, fremfor at ophidses fordi vi udelukkende ser på den andens fejl, som vi næppe kan ændre på. Nogle af de spørgsmål vi kan stille os selv er: Irriteres jeg over andres vaner eller ufuldkommenheder? I givet fald, er det så fordi deres vaner er i strid med de bibelske principper? Eller er det fordi min egen opdragelse og baggrund adskiller sig fra deres? (I så fald kan det tænkes at problemet ligger mere hos os selv end hos den anden.) Bliver jeg let altereret når der siges noget nedsættende om mig, mine landsmænd eller min familie? Eller føler jeg mig såret når jeg irettesættes? Hvis det er tilfældet, kunne det så være fordi jeg har lidt for høje tanker om mig selv eller er for nærtagende? Er det et bestemt menneske der irriterer mig? Bliver jeg (hvis jeg fører tilsyn i en menighed eller opdrager børn) forbitret hvis min vejledning ikke bliver fulgt?

Ved at foretage en sådan selvransagelse kan vi lære at erkende vor egen særlige svaghed. Så er vi bedre i stand til at ’banke løs på vort legeme’ og kæmpe hårdt for at få herredømme over det. — 1 Kor. 9:27.

Se objektivt på den anden part. Når en anden bringer os i affekt er vi tilbøjelige til kun at se vedkommendes svaghed. Derfor hjælper det hvis vi kan se ham som Gud ser ham. Er han indviet til Gud og elsket af Gud? Viser vedkommende i almindelighed en god „ånd“ og kommer blot til kort på ét eller to punkter? Vil det i så fald ikke hjælpe hvis vi samler opmærksomheden om det der er „retfærdigt“ og „rent“ hos ham, det der er „værd at holde af“? — Fil. 4:8.

Ville det egentlig være fair eller rigtigt at dømme en anden på grundlag af ét eller to „irriterende“ træk, som om vi bevidst nægtede overhovedet at se noget godt hos ham? Hvorfor dømme andre? Vor bedømmelse vil alt for ofte være påvirket af hvordan vi personligt føler i det pågældende øjeblik. Jakob fremstiller sagen meget ligefremt når han spørger: „Hvem er du, at du dømmer din næste?“ — Jak. 4:12.

Prøv at se på sagen fra modpartens side. Dette er slet ikke så let, især ikke hvis hans synspunkt ser ud til at være det diametralt modsatte af vort. Men den indsats vi gør for dog at prøve at se tingene fra hans side, vil i sig selv ofte bringe balance i vore egne følelser og have en beroligende virkning. I det mindste vil vi til en vis grad kunne forstå hvordan han kan føle eller handle som han gør. Ved at se sagen fra hans side følger vi apostelen Paulus’ forstandige råd til filipperne. Han siger: „Gør min glæde hel og fuld ved at I . . . agter de andre højere end jer selv, og ikke hver især retter blikket mod blot jeres egne interesser, men også hver især retter det mod de andres.“ — Fil. 2:2-4.

Dette hjælper os til at undgå den snare at dømme på forhånd uden virkelig at tage begge sider i betragtning. (Ordsp. 18:13) Ved første øjekast kan det måske for os se ud som om vi har 100 procent ret og at vor broder er helt forkert på det. Men når vi ser nøjere til, opdager vi som regel at det sjældent er så enkelt. Ordsprogene 18:17 bemærker viist: „Den, der taler først i en trætte, har ret, til den anden kommer og går ham efter.“

Bliv ved med at arbejde på det

Når vi følger disse forslag arbejder vi virkelig på at løse vort problem. Vi antager ikke en selvopgivende holdning og siger: „Jeg kan ikke gøre for det.“ Selve det at vi arbejder med problemet vil mindske sandsynligheden for at vi mister selvbeherskelsen. Det minder os også hele tiden om at vi skal korrigere vor egen tankegang, især hvis vi konstant irriteres over andres forseelser.

Samtidig med at vi bearbejder vore egne følelser må vi hele tiden søge hjælp hos vor Gud, Jehova. En ung kvinde i New Jersey (USA) havde et alvorligt problem med sit sind. Hun mistede ustandselig selvbeherskelsen og blev let fornærmet. Hun kæmpede selv ihærdigt mod disse tilbøjeligheder men gjorde også noget andet. Hun fortæller: „Jeg bad gang på gang Jehova fjerne min tvivl om andres oprigtighed. Jeg bad ham se dybt i mit hjerte, ja ned i mit allerinderste, og fjerne enhver dårlig tanke.“ Jehova besvarede åbenbart hendes oprigtige bøn, for hun tilføjer: „I månedsvis har jeg ikke sagt noget slemt. Mit sind er meget mildere end før.“

Men hvad nu hvis der — efter at vi har fulgt disse forslag og det er gået godt — en dag opstår en situation hvor vi mister besindelsen? For det første bør vi aldrig lade dette gøre os overdrevent mismodige så vi giver op. Vi skal hellere bede Jehova tilgive os og hjælpe os til at fortsætte kampen. For det andet bør vi, mens vi er vrede, huske på det gavnlige råd i Salme 4:5: „Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders leje og ti!“

Er det den bedste måde?

Men nogle spørger måske: ’Er det ikke bedre at „få det ud“ når man føler sig irriteret?’ Det er der mange der mener. Hør imidlertid hvad der skete for en kvinde der prøvede den metode da det en dag blev hende for meget at hendes mand aldrig hængte sin hat op men altid smed den på bordet. Bagefter sagde hun: „Naturligvis bliver jeg næsten aldrig rigtig gal, men når jeg bliver det, er jeg syg to-tre dage efter. Faktisk havde jeg det ganske forfærdeligt bagefter, og tro mig eller ej, min mand smider stadig hatten på bordet.“ Tyder det på at denne dame gavnede sig selv eller sin mand ved at give luft for sin vrede?

Andre der har været ude for at miste besindelsen beretter om følgende virkninger: „Maven kommer i uorden.“ „Jeg ryster over det hele, og alt bliver sløret.“ „Jeg ser virkelig rødt.“ Er det gavnlige virkninger?

Men det er ikke alt. Foruden den fysiske skade der forvoldes, går det også ud over det personlige forhold til andre. Mangt og meget som siges og gøres i vrede efterlader dybe sår som ikke kan heles. Endelig er der skyldfølelsen, da man ved at det vækker Jehovas mishag når man mister selvbeherskelsen.

Man kan ikke benægte sandheden i disse udtalelser fra Bibelen: „Den hidsige bærer sig tåbeligt ad.“ „Den sindige er rig på indsigt.“ — Ordsp. 14:17, 29.

Vi må også give Bibelen ret i følgende ordsprog: „Vredladen mand vækker splid, sindig mand stiller trætte.“ (Ordsp. 15:18) Der er ingen tvivl om at det menneske der ikke behersker sin ånd ’bringer ved til bålet’ og gør problemet større, mens den der lægger mildhedens ånd for dagen kan få stridighederne til at dø hen. „Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.“ — Ordsp. 15:1.

Ja, det gavner os virkelig hvis vi kan beherske vor ånd. Ikke alene undgår vi de dårlige virkninger; vi lærer også at komme overens med andre. Desuden lærer vi at stole på vore åndelige brødre, at nære tillid til dem. Er det ikke langt bedre end hele tiden at vende tilbage til deres svagheder? Ved at se på deres gode egenskaber og efterligne disse bliver vi selv glade. Følgen bliver sandsynligvis også at andre drages nærmere til os og vi til dem, hvilket afgjort skaber en mere kærlig atmosfære.

Når en gruppe mennesker kommer sammen i en eller anden hensigt, lægger de en bestemt „ånd“ eller fremherskende indstilling for dagen. (Filem. 25) Om denne „ånd“ er opbyggende og opmuntrende eller negativ og nedslående, afhænger hovedsagelig af hvem gruppen består af. I de over 40.000 menigheder af Jehovas Vidner der findes i hele verden, råder der i almindelighed en sund ånd der tiltrækker andre.

Hvis du er et Jehovas vidne, bør du sætte dig som mål at bidrage til at der kan herske en sund ånd i den menighed du er tilsluttet. Du kan gøre det ved at beherske din egen ånd og ved at optræde hjerteligt, venligt og opbyggende over for andre. På den måde hjælper du til med at sprede en glad familiepræget ånd blandt dine åndelige brødre og søstre. Når du „sår rigeligt“ på denne måde, vil du høste et ekstra udbytte i form af den hjælp du får til at beherske din ånd. Sådan er det fordi en god ånd virker smittende, og gavmildhed avler gavmildhed. Som vismanden sagde: „Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.“ — Ordsp. 11:25.

[Illustration på side 5]

Irriteres jeg over andres vaner eller ufuldkommenheder?