Et bjerg der bevæger sig
I DET vestlige Irland skiller det usædvanlige, kegleformede bjerg Croagh Patrick sig ud fra de omkringliggende bjerge. Hvert år den sidste søndag i juli ser det ud som om bjergtoppen er i bevægelse, for da bestiger op mod 30.000 mennesker, unge som gamle, det 765 meter høje bjerg på deres årlige pilgrimsfærd.
Denne dag klatrer pilgrimme op og ned ad en smal, ujævn og nogle steder farlig sti. Faktisk er det sidste stykke vej til toppen (omtrent 300 meter) særdeles stejlt og består næsten udelukkende af løse klippestykker, hvilket gør klatreturen risikabel og udmattende.
Nogle foretager denne klatretur barfodet, og nogle få tilbagelægger endda visse etaper kravlende på deres knæ. Før i tiden begyndte valfarten i nattens mørke.
Hvorfor betragter mange det som vigtigt at bestige Croagh Patrick?
Gammelt valfartssted
I begyndelsen af det femte århundrede sendte den katolske kirke Patrick som missionær og biskop til Irland. Hans hovedopgave var at omvende irerne til kristendommen, og som følge af hans mangeårige forkyndelse og virke blandt folket tilskrives han æren for at have grundlagt den katolske kirke i Irland.
Hans arbejde førte ham vidt omkring i landet. Han kom blandt andet til den vestlige del af Irland, hvor han efter sigende tilbragte 40 dage og nætter på toppen af det bjerg der senere blev opkaldt efter ham — Croagh Patrick (som betyder „Patricks Bjerg“). Dér fastede han og bad om at hans mission måtte lykkes.
I årenes løb er der opstået mange legender om hans bedrifter. En af de mest kendte fortæller at Patrick, mens han opholdt sig på dette bjerg, fordrev alle slanger fra Irland.
Ifølge traditionen byggede han en lille kirke på bjergtoppen. Denne bygning er for længst forsvundet, men det oprindelige fundament findes stadig, og både dette sted og hele bjerget er gennem årene blevet et valfartssted.
Hvad valfarten omfatter
For nogle der er oppe i årene eller som ikke er vant til at bestige bjerge, er det at gennemføre den fem kilometer lange bjergvandring og komme sikkert op og ned en præstation i sig selv.
På passende steder langs ruten står førstehjælpsgrupper parat til at behandle skader af enhver slags.
Undervejs er der tre steder, eller stationer, hvor pilgrimmene udfører forskellige bodsøvelser. De er udførligt beskrevet på en opslagstavle ved rutens begyndelse. — Se rammen.
Hvorfor gør de det?
Hvorfor begiver så mange sig ud på denne besværlige pilgrimsfærd? Og hvorfor går nogle endog til yderligheder på deres klatretur?
Nogle tror at de, ved at bede på pilgrimsfærden, har større mulighed for at få opfyldt deres bønner. Andre gør det for at få tilgivelse for synder. For andre igen er det en måde at vise taknemmelighed på. Men mange valfarter for at få en fælles oplevelse. Det er blevet betegnet som ’et udtryk for samfundssind og fælles kærlighed’. Man siger også at det at bestige Croagh Patrick „er den måde hvorpå pilgrimmene følger i Sankt Patricks fodspor og anerkender at de står i gæld til ham hvad angår deres tro“. Det tilføjes at klatreturen først og fremmest er „en form for bod, eftersom den fysiske anstrengelse er en bodsøvelse. Den langsommelige vej mod toppen er én lang, bodfærdig handling.“
En mand fortæller stolt at han har gennemført turen 25 gange. Han siger at det for ham har været „en slags bodsøvelse“. En anden siger ganske enkelt: „Det skal gøre ondt for at gøre godt.“
Selv om det ikke er påkrævet, er der mange der bestiger bjerget barfodet. Hvorfor gør de det? For det første betragter de bjerget som „hellig“ grund og tager derfor skoene af. For det andet er det i overensstemmelse med deres ønske om at ’gøre en form for bodsøvelse’. Det er også grunden til at nogle endog udfører de foreskrevne bodsøvelser på deres knæ.
Bevæget til taknemmelighed mod Skaberen
Men det er jo ikke alle der har de samme religiøse følelser som pilgrimmene der bestiger bjerget en ganske bestemt dag. Hvis vejret er godt og man har et par gode sko på, kan man bestige bjerget når som helst. Vi valgte at foretage klatreturen en dag hvor der ikke var store skarer pilgrimme på bjerget. Når vi af og til holdt hvilepause, tænkte vi på den virkning klatreturen har haft på så mange. Vi prøvede at forestille os tusinder af pilgrimme gennemføre denne anstrengende tur og deres forskellige bodsøvelser, og det fik os til at spørge: ’Er det dét Gud kræver? Bliver man virkelig draget nærmere til Gud når man klatrer eller vandrer omkring bestemte monumenter mens man reciterer de samme bønner igen og igen?’ Det stemmer ikke med Jesu vejledning i Mattæus 6:6, 7 om gentagelse af bønner.
Vi klatrede ikke op på bjerget for at få en religiøs oplevelse. Men vi følte os alligevel draget nærmere til Skaberen ved at betragte hans skaberværk, deriblandt bjergene, der er en del af jordens undere. Fra bjergtoppen var der en fantastisk udsigt over det smukke landskab, og vi kunne endda se Atlanterhavskysten. Til den ene side var der små øer som glitrede i bugten neden for os — en stor kontrast til det forrevne og golde bjergområde til den anden side.
Vi tænkte på de tre stationer. De mindede os om det Jesus sagde til sine sande disciple: „Når I beder, da sig ikke det samme igen og igen, som folk fra nationerne gør, for de mener at de bliver bønhørt fordi de bruger mange ord.“ — Mattæus 6:7.
Bjerget er tydeligvis blevet hjemsted for en tradition der har trælbundet tusinder af mennesker i et byrdefuldt ritual. Vi tænkte på hvor meget denne tradition adskiller sig fra den frihed som apostelen Johannes talte om da han sagde: „Vi holder [Guds] bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ — 1 Johannes 5:3.
Vi nød udflugten og bestigningen af Croagh Patrick. Det fik os til at se frem til den tid hvor alle mennesker vil være befriet for ubibelske traditioner og kan tilbede jordens kærlige Skaber „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:24.
[Ramme på side 27]
Hvad valfarten hovedsagelig omfatter
Enhver pilgrim der bestiger bjerget på Sankt Patricksdag eller i løbet af de følgende otte dage, eller på et hvilket som helst tidspunkt i månederne juni, juli, august & september, & BEDER I ELLER I NÆRHEDEN AF KAPELLET for pavens intentioner, kan opnå fuldkommen aflad ved at aflægge skriftemål og gå til Den Hellige Kommunion eller et andet sted i kapellet i løbet af ugen.
DE TRADITIONELLE STATIONER
Der er tre „stationer“ (1) ved foden af bjerget eller Leacht Benain, (2) på toppen, og (3) ved Roilig Muire, et stykke nede ad bjerget i retning af [byen] Lecanvey.
1. station — LEACHT BENAIN
Pilgrimmen går syv gange rundt om stenhøjen mens han fremsiger Fadervor 7 gange, Ave Maria 7 gange og den apostolske trosbekendelse én gang
2. station — BJERGTOPPEN
(a) Pilgrimmen knæler og fremsiger Fadervor 7 gange, Ave Maria 7 gange og trosbekendelsen én gang
(b) Pilgrimmen beder nær kapellet for pavens intentioner
(c) Pilgrimmen går 15 gange rundt om kapellet og fremsiger Fadervor 15 gange, Ave Maria 15 gange og trosbekendelsen én gang
(d) Pilgrimmen går 7 gange rundt om Leaba Phadraig [Patricks seng] og fremsiger Fadervor 7 gange, Ave Maria 7 gange og trosbekendelsen én gang
3. station — ROILIG MUIRE
Pilgrimmen går 7 gange rundt om hver af stenhøjene og fremsiger Fadervor 7 gange, Ave Maria 7 gange og trosbekendelsen én gang ved hver af dem og går til sidst rundt om hele Roilig Muires indhegning og beder 7 gange.